Paa Missisippi.
Saa naadde de ned til Missisippi. De reisende maatte her om bord i et
andet skib. Det var en stor damper, som var ladd med en slig mængde
bomuldsballer at den ligned en graa firkantet svømmende kjæmpeblok.
Tom syntes at ha fundet sig nogenlunde til rette med sin ulykkelige
skjæbne. Han var blit kvitt lænkerne og havde faat lov til at gaa hvor
han vilde omkring paa skibet. Ved sin stille rolige færd, ved sin
taalmodighed og fromhed, og ved sin villighed til at hjælpe hvor han
kunde, havde han vundet mange af skibsfolkene for sig.
Han kravled stundom op til en eller anden krok mellem bomulds-ballerne
paa det øverste dæk. Her kunde han faa sidde i ro med sin kjære bibel.
En 70-80 mil ovenfor Ny-Orleans ligger elven høiere end landet omkring.
De mægtige vandmasser ruller her frem mellem faste høie dæmninger. Fra
damperens dæk ser den reisende som fra en svømmende taarnbygning ud over
landet i flere mils omkreds.
Det var en stille aften. Solen lyste paa den brede vandflade, rørene og
de høie mørke cypresser ved bredderne gløded i det gyldne skjær, mens
skibet stønnende arbeided sig frem med den vældige lasten. Tom sad i
høiden og saa ud over arbeids-markerne. Han fandt her et levende billede
af det liv han selv skulde gaa til. Han saa slaverne langt borte ved sit
arbeide, han saa hytterne deres ligge i rækker et stykke fra de fine
herskabsboliger med vakre haver og parker omkring. Og som nu disse
levende billeder gled langsomt forbi hans blik, vendte hans hjerte sig
med sterkere og sterkere længsel mod den vesle hytten, med de herlige
blomster og slyngplanter opefter væggen paa fremsiden og med duft af
renhed og hygge indvendig; han saa sin brave kone trippe om der inde,
hørte smaagutternes latter og kommers, og det var som han saa sig selv
sidde med den mindste paa fanget og hørte hendes glædesskrig.
Men med ett blev alt borte. Han saa igjen de svaiende rør og glidende
marker, hørte maskinens støn, og han skjønte at al den lykke han havde
levet i der hjemme var slut for stedse.
Nogen store taarer drypped ned paa bogen hans.
«Eders—hjerte—forfærdes—ikke—» læste han paa sin langsomme og
eftertænksomme maade. «I—min—faders—hus—er mange—værelser.—Jeg
gaar—hen—for—at—berede—eder—sted.»
Mellem de reisende var der en ung mand som hedte Augustin St. Clare.
Sammen med sin seksaarige datter havde han været paa gjestefærd hos
nogen slegtninger i Ny-England, og var nu paa hjemveien til sit gods i
Orleans. Et søskendbarn af ham, frøken Ofelia, havde han faat til at
følge med hjem, for at hun en tid kunde styre huset for hans hustru, som
var sygelig.
Den vesle datteren hans hedte Evangeline. Som en lys og venlig
solstraale fór hun omkring alle steder paa skibet. Tom saa ofte et glimt
af den vesle lysklædde fe med det guldlokkete hoved. Altid var der et
smil om munden hendes, let som en fugl hopped hun om fra sted til sted,
og forstod altid at stelle sig slig at hun ikke fik flekker paa kjolen
sin. For Tom var det næsten som en Guds engel viste sig for ham, naar
hun med ett kom til syne for ham bag en bomulds-balle og stod og saa
mildt paa ham med de store mørkeblaa øinene sine.
Faren og frøkenen holdt stadig øie med hende, for de var ræd for hun
kunde komme til nogen skade, slig som hun fór om alle steder.
Somme tider kunde hun stille sig ved rækverket og se ned til fyrbøderen,
som stod med kulskuffen ved det glødende ildsvelg. Det saa da ud som hun
syntes synd paa ham og undred sig over at han kunde leve der nede i det
hede dybet. Til andre tider kunde en se hende ved roret, hvor hun med
sit smil og med de milde øinene sine var nær ved at faa rormanden til at
glemme sit arbeid. Alle skibsfolkene var glade i hende, og mangen svart
næve blev rakt ud til hjælp, naar det saa ud som hun holdt paa at falde
over et og andet, eller hun holdt paa at bli skubbet til side af folk
som ikke saa hende.
Ofte var hun ogsaa nede og saa paa negerkobbelet til Haley. Det hændte
at hun kunde gaa ind mellem negrene. Hun saa med sorgfulde øine paa dem,
letted paa lænkerne deres og sukked tungt. Stundom kom hun med
sukkergodt, nøtter, appelsiner, som hun med inderlig glæde delte ud
mellem dem.
Tom havde glæde af at lage smaa legetøisaker til hende: kurver, fløiter
og mange andre ting, og lidt efter lidt blev han og hun svært gode
venner.
«Hvad heder den vesle frøkenen?» var det første han spurte hende om.
«Jeg heder Evangeline; men far og mor og alle mennesker kalder mig Eva.
Hvad heder du?»
«Jeg heder Tom, og hjemme, der jeg er fra, pleide alle børnene at kalde
mig Onkel Tom.»
«Saa vil jeg ogsaa kalde dig Onkel Tom, for jeg liker dig saa godt. Hvor
skal du hen?»
«Ved det ikke, vesle frøken.»
«Ved du det ikke?» spurte hun med undring.
«Nei, jeg ved det ikke—skal vel sælges til en eller anden fremmed
mand.»
«Da skal jeg sige til far at han skal kjøbe dig. Vil han det, saa faar
du det godt.»
«Jeg siger den vesle frøkenen saa mange tak.»
«Just i dette øieblik la skibet til ved et landingssted for at ta ind
kul.
Vesle Eva blev kaldt bort til faren sin, mens Tom gik forud i skibet
for at hjælpe mandskabet med noget arbeid.
Eva og faren bøide sig over rælingen for at se paa hvorledes hjulet
arbeided nede i vandet for atter at sætte skibet i gang. Med ett tabte
den vesle ligevegten og faldt i elven. Faren var paa nippet til at
styrte sig ud efter hende; men før han fik gjort det, var en anden alt
sprunget ud. Det var Tom. Han fik i hast tak i kjolen hendes, og nu var
det en let sak for den sterke negeren at hive det spinkle legemet saa
høit op, at et par af de hænder som raktes ud til hjælp kunde faa tak i
hende. Vesle Eva blev saaledes draget op igjen. St. Clare slog armene om
den vesle drivvaade sansesløse stakkaren og bar hende ned i kahytten,
hvor hun snart kom til sig selv igjen og slog de store øinene op.
Da damperen den næste dag nærmed sig Orleans, blev det travlt om bord:
De reisende samled sine saker, restauratøren, tjenerne og opvartersken
skured og tørked støv, for at det vakre skib kunde tage sig saa godt ud
som mulig, naar det holdt sit indtog i byen.
Nede paa underdækket sad Onkel Tom. Med korslagte armer og i sterk
spænding vendte han sine øine mod en gruppe mennesker paa den andre
siden af skibet.
[Illustrasjon]
Der stod vesle Eva, som var noget blegere end dagen før, men ellers uden
spor af det indtrufne uheld. Ved siden af hende stod faren med en
tegnebog i haanden. Han holdt netop paa at faa i stand en handel med
Haley, som i høie toner roste sin vare.
«Kort sagt, en samling af alle mulige slags dyder indbundet i svart
bind,» sa St. Clare med smil om munden, da Haley havde endt sin lovtale.
«Men sig mig nu, hvor meget skal det nu betales, for at det kan bli
handel af, aller hvor meget er De nu tænkt at snyte mig for?»
«Ja,» svarte slavehandleren, «om jeg nu sa 5000 kroner for den karen,
saa var det ikke mer end saa vidt jeg fik igjen mine udlagte penger.»
«Stakkars mand! De vilde da næsten komme til at tabe paa den handelen.
Men kanske De alligevel af hensyn til mig vilde lade mig faa ham for den
pris?» spurte den unge mand og sendte Haley et spottende blik.
«Ja ja, men se nu rigtig paa ham—sligt et bryst—ligesom en
hestebringe—og slig en pande! De kan tro, min herre, at der er forstand
inde bag den panden; han er rent prestlærd, og tillige saa from og god
som noget menneske kan være.»
St. Clare drog igjen paa smilen: «Jeg kunde næsten bruge ham som
huskapellan.»
«Ja De spøger, men jeg vil sige dem....»
«Kjøb ham, far!» faldt den vesle Eva ind.
«Hvad vil du bruge ham til?» spurte faren hendes. «Vil du ha ham til at
leke med—ligesom en gyngehest?»
«Jeg vil ha ham for at være god mod ham og gjøre ham glad.»
«Se her!» Handelsmanden rakte St. Clare et stort stykke papir. «Det er
et vidnesbyrd fra hans forrige herre.»
Den unge mand tog mod papiret og saa det rask igjennem. «Ja, det kan jo
være bra nok med al denne gudsfrygten; men jeg har set saa mange falske
varer af den slags, at jeg ikke tror saa meget paa den.»
«Kjøb ham, far, kjøb ham!» tigged den vesle jenten.
«Naa, lad mig saa ta ham da,» sa den unge mand og rakte handelsmanden en
bunke sedler. «Tæl dem selv, gamle snyter,» la han til og stak
tegnebogen i lommen.
«Meget rigtig, fuldkommen rigtig!» sa Haley med straalende øine.
Han tog derefter pen og blækhus frem og skrev i en fart kjøbebrev, som
han leverte den unge herre.
«Kom saa, vesle Eva!» sa St. Clare og gik med hende over til den andre
siden af skibet, hvor Tom stod. Han tog ham under hagen og løfted
ansigtet hans i veiret:
«Naa, Tom, hvad synes du om din nye herre?»
Tom læste i samme øieblik i den unge mands glade ansigt, at han var et
godt menneske.
«Gud velsigne Dem, massa!» sa han.
«Det haaber jeg han gjør, enten det nu blir for din eller min skyld. Sig
mig, kan du kjøre et par hester?»
«Jeg har været vant til at kjøre fra jeg var en liden gut, massa.»
«Godt! Saa kan du blive kusk for min hustru, men kun paa det vilkaar at
du ikke drikker dig fuld.»
Tom saa paa ham og kjendte sig krænket: «Jeg drikker aldrig brændevin,
massa!»
St. Clare drog paa smilen: «Det vil du bilde mig ind? Men du vil staa
dig bedst paa slet ikke at drikke. Ja ja, se nu ikke saa modfalden ud,»
la han til, vi kommer nok ud af det med hinanden, skal du se.»
«Jeg skal skikke mig vel, massa.»
«Og du skal faa det godt,» loved vesle Eva. «Du skal ikke bry dig om det
som far siger; for det er bare spøg; han er saa god.»
«Tak skal du ha, vesle vennen min, for dit gode skudsmaal,» sa St. Clare
og lo.