Med et plumpt stød af støvlen sin sparked slavehandleren døren op.
«Naa, du negertamp.... Deres ærbødige tjener, frue,» hilste han og
bukked og skrabte for fruen.
Tante Chloe sendte ham et blik fra et par gnistrende øine. Det var som
hendes taarer med ett var blit til lyn og ildgnister.
Sagtmodig reiste nu Tom sig for at følge sin nye herre. Han stak
lommebibelen sin til sig og løfted den tunge kassen op paa akslerne.
Hans hustru tog den vesle paa armen, og med de graatende smaagutter
fulgte hun ham ud til vognen.
Fru Shelby holdt slavehandleren tilbage nogen øieblik og talte med ham i
en alvorlig tone. Imens havde en skare af unge og gamle paa gaarden
samlet sig omkring vognen. De vilde sige farvel til sin gamle kamerat.
Alle var nedslagne og sorgfulde over at deres arbeidsformand og
kristelige lærer skulde drage bort.
«Jeg kan ikke skjønne, Tante Chloe,» sa en af konerne, som havde givet
taarerne frit løb, «at du kan ta dette her saa rolig.»
«Det er slut med mine taarer!» svarte hun og saa forbitret bort paa
Haley, som nu kom gaaende. Jeg er ikke slig at jeg k a n graate, naar
jeg ser paa den uslingen der.
Tom steg op i vognen. Negrene stirred; en og anden af dem fik vridninger
i ansigtet af harme og sorg.
Men da handelsmanden tog et par tunge fodlænker frem og spændte dem om
armene paa Tom, hørtes skrig og harmfulde udbrudd fra flokken.
Jeg forsikrer Dem, herr Haley, at det er aldeles unødigt, ropte fruen,
som var gaat op paa svalen.
«Det forstaar jeg bedre end De, frue. Jeg har alt havt tab nok, om jeg
ikke ogsaa skal miste ham.»
«En kan ikke vente andet af et sligt æsel,» sa Tante Chloe, som ikke
kunde styre sin harme, mens begge gutterne, som nu skjønte hvorledes
det hang sammen med faren, greb fat i kjolen hendes og storgraat.
[Illustrasjon]
Shelby var ikke tilstede. Sorgfuld og mismodig som han var, havde han
reist bort for at slippe at overvære denne sørgelige afsked.
Graableg og rolig sad Tom paa vognsædet.
«Det gjør mig ondt, at unge massa Georg ikke er tilstede,» sa han; «jeg
vilde saa gjerne sagt ham farvel.»
Georg var dagen før reist bort til en grannegaard for at være der nogen
dage; han vidste intet om at Tom var solgt og Elisa flygtet.
Nu gav Haley hesten et slag med svepen, og vognen rulled af gaarde. Tung
om hjertet sad Onkel Tom og saa tilbage mod den gamle gaarden, til den
forsvandt for hans blik.
* * * * *
Da de havde kjørt en halv mils vei, stanste Haley udenfor en smidje. Han
tog frem to haandjern og gik ind for at faa stelt lidt paa dem. «De er
vel smaa,» sa han.
Smeden saa ud mod vognen, som holdt udenfor. «Men hvad ser jeg ... er
det ikke Onkel Tom?»
«Jo.»
«Men hvorledes ... Shelby har nu vel aldrig solgt ham?»
«Jo, det er netop det han har gjort.»
«Det gjør mig hjertelig ondt....»
«Lad os nu ikke bli blødagtige, smed.»
«Ja men det er da unødigt at sætte haandjern paa ham; han er det
skikkeligste menneske som kan gaa i to sko.»
«Netop derfor vil jeg holde fast paa ham. Det er ellers min mening at
sætte ham i en god tjeneste som husslave hos bra folk.»
«Ja men han har kone og....»
«Kone? Hvad kommer det mig ved?—Han kan ta sig en ny; det er saa-men
kvind-folk nok alle steder.»
Tom sad i sine egne tanker, saa hørte han med ett hovslag bag sig, og
før han vidste ordet af det, sprang en rask gut op i vognen til ham og
slog graatende armen om halsen hans.
«Massa Georg!» udbrød Tom.
«Aa, det er da afskyligt som de farer med dig ... aa Onkel Tom, Onkel
Tom!... Og du har lænker om benene ... lænker!» Gutten skjændte og
graat. «Den skarv, det æsel! Aa, jeg skal jule ham, klore ham, sparke
ham!»
Tom hyssed paa ham og saa bort mod smidjen. «Massa Georg maa ikke rope
saa høit.»
«Ja men det er skammeligt, skjændigt!» blev gutten ved. «Du kan tro jeg
gav dem en overhaling hjemme ... og han der ... gid jeg....»
«Jeg er saa ræd for at han skal høre det.»
«Høre det? Aa, det skulde fryde mit hjerte, om jeg kunde rundjule den
karen.»
«Det vilde bare gjøre det værre for mig.»
«Se her!» sa gutten, efter at det var kommet noget mer ro over ham, og
tog frem en stor blank sølvskilling med et baand i—«den skal du ha.»
«Nei, massa Georg, nei....»
«Jo vist skal du ha den! Om halsen med den! Skynd dig og knap trøien
over den, ellers tar han kjeltringen den fra dig.»
Tom sad hele tiden og saa urolig bort mod smidjen.
«Og husk saa paa, hver gang du ser paa den, at jeg tænker paa dig. Jeg
har lovet mig selv hellig og dyrt, at jeg en dag skal komme og hente
dig, hvor du saa er, det skal jeg. Og jeg skal bygge dig et hus, naar
jeg blir stor, og du skal faa en fin stue med teppe paa gulvet....»
«Tak, massa Georg; men....»
«Hold bare ud! jeg skal nok komme. Og du skal faa det godt, saa godt!»
Nu kom Haley med haandjernene.
«Hør, De der!» sa gutten og satte op et harmfuldt ansigt. «Det er
skammeligt, slig som De bærer Dem ad med Tom; jeg siger det til
forældrene mine.»
«Vær saa god!» lo manden.
«De ler! De burde skamme Dem, burde De. At bruge sit liv til at handle
med mennesker og binde dem ligesom kvæg ... aa, det er lumpent,
afskyligt—fy!»
«Ha-ha-ha! Jeg mener, at saa længe der er fine folk som sælger
mennesker, saa længe er der ogsaa folk som kan kjøbe mennesker.»