Hvorledes en handelsvare blir hentet.
Morgenen efter Elisas flugt til Ohiostaten kom Haley for at hente Onkel
Tom. Han var i ulag efter alt balet og ærgrelserne han havde havt dagen
før.
Det var en raa, kold februarmorgen. Stemningen i Onkel Toms hytte var
svært tung. Tante Chloe stod ved bordet og stelte med lintøiet og
strømperne til Tom, mens taarerne randt i store draaber nedover hendes
ansigt.
Tom havde netop læst sin morgenbøn. Han sad nu med haanden under kindet
og med bønnebogen i fanget. Saa reiste han sig og gav sig til at se bort
paa børnene, som endnu laa og sov.
«Det er sidste gangen,» sa han og sukked.
Tante Chloe stod og strøg paa en af de grove skjorterne hans; hun kunde
ikke faa et ord frem. Saa satte hun sig paa en stol og gav sig til at
graate.
«Det er en forfærdelig ulykke dette her!» klaged hun. «Fruen har nok
sagt at hun skal prøve at kjøbe dig tilbage om nogen tid; men du blir
vist aldrig kjøbt tilbage. Kommer du først ned til de hjerteløse
menneskene i syden, vil de nok snart gjøre ende paa dig med det fæle
træle-arbeidet paa bomulds-markerne; jeg har aldrig hørt at nogen kommer
tilbage derfra.
«Den samme Gud er nu der nede som her oppe,» trøsted Tom hende.
«Det kan saa være,» sa hun; «men Gud lar ofte svære ulykker komme, og
jeg kan derfor ikke finde stor trøst i at den samme Gud er der nede som
her.»
«Jeg har overgivet mig i Guds haand. Det kan ikke gaa mig værre end han
vil, og vi maa finde os i Guds vilje. Jeg er dog hjertelig glad over at
det er jeg som er blit solgt, og ikke du og børnene. Dere kan faa ha det
godt her hos herren og fruen.»
«Ha det godt?» gjentog Chloe. Det er ikke saa visst, hvor længe det kan
vare. Naar massa ikke har mer hjerte i livet end at han kan sælge dig,
som har slitt og slæpt saa trutt for ham som du har gjort i de mange
herrens aar, saa....»
«Chloe,» afbrød Tom hende, «du maa ikke sige noget ondt om massa. Jeg
har gaat med ham paa armene mine, da han var liden, og han har altid
været god mod mig. Naar han nu har solgt mig, saa er det fordi han har
været nødt til det. Jeg er viss paa han ikke har gjort det med let
hjerte.»
Midt under sin dybe sorg kom Tante Chloe til at huske paa en maiskake,
som skulde blødes op til frokosten. Med ett reiste hun sig op for at
gjøre tøiet i stand, før hun gav sig i færd med maden. De rene og pene
skjorterne, som nu var strøget og glattet med den størte omhug, blev
sammen med det andre tøiet hans pakket ned i en reisekasse.
«Her i denne kroken lægger jeg trøierne dine, og her ligger strømperne
med naal og stoppegarn i.... Aa! hvem skal nu stoppe og bøte til dig? og
hvem vil bry sig om dig, om du blir syg og daarlig!»
For sidste gang dækked den sorgfulde hustru bordet for manden sin. Hun
havde sørget for at have noget rigtig godt at sætte paa bordet for ham:
kyllingstek, maiskake, syltetøi og mange andre gode ting.
Smaagutterne var nu kommet op af kassen sin. De gjorde store øine, da de
saa al den deilige maden som var sat frem paa bordet.
«Aa, Pete, hvor den skal smage!» ropte Mose og hopped i veiret af glæde.
Men med ett fik han en forsvarlig ørefik af moren. «Din uskikkelige
unge,» sa hun, «som giver dig til at hoppe og støie i dag, da faren din
maa reise fra os!»
«Chloe!» bad Tom mildt.
«Ja, men det er altfor ilde, dette her.» Hun holdt forklæet for hovedet
og graat høit. «En kan gaa rent fra vetet af sorg og fortvilelse!»
Smaagutterne saa nu skræmte og forpinte fra den ene til den andre. Den
mindste stod i bare skjorten, skreg og halte i kjolen til moren.
«Saa saa, vesle skatten min!» sa hun og tog barnet op til sig «Nu er det
godt igjen. Spis nu, far! og dere smaagutter faar ogsaa komme og faa mad
nu; men dere maa ikke brøle og støie, skjønner dere.»
Onkel Tom tog nogen mundfuld, og fik derefter fat paa den vesle datteren
sin, som nu igjen var blit glad og fornøid. Hun gav sig til at daske
faren sin i ansigtet og ruske i haaret paa ham.
«Det velsignede barn!» udrød Tante Chloe. «Hun faar kanske ogsaa opleve
den dag da hun maa se paa at de drager afsted med manden hendes. Og
gutterne blir vel solgt, de ogsaa.»
Den ene af dem havde staat og set ud af vinduet, og gav sig nu til at
rope: «Aa, der kommer fruen!»
«Hvad skal hun her?» spurte Tante Chloe, og tørked øinene og slog paa
nakken.
Fruen saa bleg og nedtrykt ud. Med stiv holdning og sure miner tog Tante
Chloe en stol og satte frem til hende.
«Tom!» sa fruen; men i det samme tog graaten hende, og hun lod sig
synke ned paa stolen.
«Aa, frue, gode frue!» udbrød nu Tante Chloe og tog ogsaa paa at graate.
Og i nogen minuter graat og hulked de alle sammen uden at sige et ord.
«Min gode trofaste Tom!» fik endelig fru Shelby stammet frem. «Jeg kan
ikke gjøre noget for dig nu, saa gjerne jeg vilde; men det lover jeg
dig, at saa vist som jeg sidder her, skal jeg holde øie med hvor det
blir af dig, og kjøbe dig tilbage, saa snart vi faar skrabt pengene
sammen.»