Moren og faren.
Alt fra hun var barn havde Elisa havt et godt hjem i Schelbys hus.
Schelby havde da kjøbt hende, og hans hustru havde fra første stund
været som en mor for hende og opdraget hende mer som barn af huset end
som et slavebarn.
Ogsaa Elisas medtjenere havde det godt. Schelby og hans kone var kjendte
for at stelle pent med folkene sine. I det hele taget havde slaverne det
langt bedre i Kentucky end i sydstaterne, hvor de især i onnetiderne
blev drevet med en tvang og haardhed som ofte gjorde det umuligt for de
stakkars mennesker at holde det ud. Slaverne i Kentucky holdt det derfor
for en ulykke at bli solgt sydover.
Elisa blev tidlig gift med en ung lys mulat som hedte Georg Harris.
Denne unge mand var slave paa en nabogaard; men hans herre havde leiet
ham bort til arbeide ved en seildugsfabrik derinærheden. De unge
egtefolk levde saaledes hver for sig. Det var bare en gang imellem de
kunde faa være sammen. Alligevel var de lykkelige og glade i den første
tid efter de blev gifte. Men saa kom en tung tid for dem; de misted sine
to første børn. Dette tab tog de sig svært nær af. Især var moren i lang
tid utrøstelig. Det var først efter at de i stedet havde faat lille
Harry, som vi før har lært at kjende, at de overvandt sin sorg.
Georg Harris var en sjelden vakker mand, havde godt hoved og var
fingernem. Ved seildugsfabriken var det gaat ham saa godt, at han paa
kort tid havde tjent sig op til den første plads mellem arbeiderne. Han
fandt op en maskine til at renske hamp med, og for denne sindrige
indretning, som det viste sig var af god nytte til at spare arbeide,
blev han høit agtet og afholdt ved fabriken.
Men netop denne gode og nyttige opfindelse blev hans ulykke. Hans herre
var en trangsynt, raa og haardhjertet tyran. Da han havde hørt om Georgs
opfindelse, kom han en dag til fabriken for at se sig om i verkstederne.
Fabrikherren tog imod ham med stor gjestfrihed. Georg fulgte ham omkring
og foreviste ham maskinen. Han var stolt af det arbeidet, og med stor
veltalenhed gjorde han rede for maskinens mekanisme. Men det skulde han
ikke gjort, for den fornemme herre fik derved en altfor sterk kjendsel
af at han i grunden var en ubetydeligere mand end sin egen træl; han
blev fornærmet over Georgs frimodige fremfærd, og gav ham en skarp
tilrettevisning. Fabrikherren, Vilson, tog med et par forsigtige ord
Georg i forsvar; men det gjorde bare den fremmede herre end mere
forbitret.
Hvad havde hans slave med at opfinde maskiner og være vigtig af det
overfor ham, en høit agtet plantageeier! Han skulde snart sætte en
stopper for det. Han skulde ta ham hjem til sig igjen og sætte ham til
at grave i jorden sammen med sine andre arbeidere, og saa fik han se, om
han da ogsaa vil være slig en kar. Fabrikherren prøvde endnu en gang at
dæmpe en smule paa mandens vrede, og loved større løn for Georg, om han
kunde faa ham værende ved fabriken, men uden anden nytte end at gjøre
den vrede herre end mere rasende. Det hele endte med at plantage-eieren
tog slaven sin med sig hjem og drev ham ud paa arbeide mellem sine andre
træler.
En kan let forstaa at en varmblodig og ærekjær mand som Georg Harris
maatte ha vondt for at tie til slig medfærd. Han kunde gaa og presse
læberne sammen af bare harme, naar han gik og arbeided paa marken, og de
kulsorte øinene lyste som brændende kul, naar han stod og saa op mod
herskabsboligen. Men han kunde intet gjøre; hans lykke i livet var
brudt, han havde intet andet at vente af fremtiden end et liv i de
usleste trælekaar.
Han fik taale at bli sat til det aller simpleste og tyngste arbeidet;
men at hans herre hver dag gik og haaned og mishandled ham med puf og
slag, det kunde han ikke holde ud, det følte han vilde knække ham og
lægge ham i graven.
En gang imellem fik han dog lov til at gaa over til Schelbys og tale et
par ord med konen sin; men hun kunde jo ikke hjælpe ham.
Netop den dag da slavehandleren havde været hos Schelby om formiddagen,
kom Georg Harris om eftermiddagen for at tale med Elisa.
«Jeg kan ikke holde det ud,» sa han, «det er som jeg gaar og brænder op
indvendig af galde og forgift.»
«Det maa du ikke sige, Georg.»
«Aa, om jeg laa i min grav!»
«Og det kan du virkelig ønske!» Hun tog om halsen paa ham. «Georg, jeg
ved hvor vondt du har det, og jeg forstaar godt hvor du pines indvendig;
men husk hvor god Gud til gjengjæld har været mod os paa andre maader.
Husk hvor meget vi holder af hinanden, og glem ikke den vesle søde
gutten vor!»
Hun la hovedet ind til hans bryst og tog paa at graate.
«Min kjære, gode Elisa, du kan tro jeg skjønner paa at jeg har dig og
Harry; men du kan ikke tænke dig hvor tungt livet er blit for mig.»
«Du maa holde ud, Georg; det kommer nok bedre tider.»
«Bedre tider! Jeg faar det værre og værre for hver dag, og det endda jeg
hidtil har tiet og bidt alt i mig.»
Og saa fortalte han hvorledes han dagen før var blit bundet til et træ
og pisket, bare fordi han havde tilrettevist sin herres søn, som havde
moret sig med at bruge svepen paa en stakkars udslæpt hest.
«Men jeg skal nok en gang vide at finde min strenge herre,» loved Georg
og knytted næverne.
«For Guds skyld, gjør bare ikke noget galt! Det vil bare gjøre din
stilling endnu værre.»
«Det faar være det samme, jeg kan ikke dy mig.»
«Georg!» bad hun indtrængende, «du maa ikke gjøre noget syndigt, du maa
ikke! Naar du bare vilde stole rigtig fast paa Gud og være taalmodig,
saa....»
«Det kan ikke nytte du snakker til mig om Gud,» tog han i. «Jeg er ikke
gudfrygtig jeg, som du, og jeg kan ikke være det, og jeg vil ikke være
det. Hvorfor lar Gud alt dette gaa for sig, al denne hardhed og
ondskab....»
[Illustrasjon]
«Vi forstaar det ikke, vi er saa kortsynte vi; men fruen siger, at alt
det Gud gjør, det er ret, og maa være til det bedste for os.»
«Det er let at sige noget sligt for den som selv sidder i en blød sofa
og kan kjøre i fine vogner. Lad hende prøve en eneste dag det jeg maa
prøve uge efter uge....»
«Georg!»
«Aa, det koker i mig, Elisa!»
«Aa Gud, hvad skal vi da gjøre!»
«Det er noget jeg endnu ikke har fortalt dig—»
«Hvad er det?»
«Massa[2] vil forbyde mig at gaa hidover til dig mere.—Dere sætter
skruller i mig her, siger han; han vil tvinge mig til at gifte mig med
en af hans piger og bosætte mig i en hytte der borte paa gaarden hans.
Og vil jeg ikke det, saa sælger han mig sydover.»
[2] M a s s a: herre (det engelske m i s t e r, vort m e s t e r).
«Ja, men vi er jo viet rigtig sammen—viet af en prest.»
«Ved du da ikke at vi slaver ingen ret har efter loven til at gifte os?
Han kan skille os ad, naar han vil. Havde vi endda ikke havt den vesle
gutten.»
«Sig ikke det, Georg. Gutten har det jo saa godt her han er nu, og min
gode herre vil nok sørge for ham i fremtiden ogsaa.»
«Din gode herre kan dø, og saa kan gutten bli solgt, og ingen ved
hvorledes det saa kan gaa ham.»
Et gys fór gjennem Elisa med det samme Georg sa dette.—Hun kom med ett
til at tænke paa handelsmanden.
Den vesle Harry, som havde gaat og legt i haven, uden nogen tanke om
hvad forældrene talte om, kom nu glad og stolt, ridende paa Schelbys
stok, imod dem.
Georg tog ham i armene sine og trykked ham tæt ind til sig. «Far vel,
gutten min!»
«Du siger farvel saa underlig,» sa Elisa og saa paa ham.
«Ja, jeg siger farvel—ogsaa til dig, Elisa.»
«Men hvad skal det sige?»
«Vær ved godt mod, Elisa, til vi sees igjen! Jeg gaar min vei nu en af
dagene.»
«Gaar din vei?»
«Ja, til Kanada.» Han retted sig op og fik et drag af fast alvor over
ansigtet. «Og naar jeg er kommet lidt i gang der oppe, saa kjøber jeg
dig og Harry fri og tar dere op til mig.»
«Men Georg——om du nu blir fakket?» «Jeg blir ikke fakket. Jeg vil
være en fri mand eller dø. Aldrig i verden skal de faa mig ned til
trælelivet i syden.»
«Georg!» bad hun igjen. «Gaa dog ikke bort og gjør en ulykke paa dig
selv eller andre!»
Hun kasted sig atter om halsen paa ham og tigged og bad ham om endelig
at være var om sig, om han kom til at flygte.
«Bed for mig, du Elisa! Kanske Gud vil høre dig!»
Tunge om hjertet tog saa de to egtefolk farvel med hinanden.