En menneskekjærlig handelsmand.
Endda det var bidende koldt ude, som det kan være paa en vinterdag i
Kentucky[1], var det lunt inde i den hyggelige dagligstuen. Her sad
gaardens eier, herr Shelby, og en fremmed mand ved et bord med sine
vinglas fremfor sig. De talte sammen om noget, som syntes at optage dem
meget sterkt.
[1] En af de østlige stater i Nordamerika.
Den fremmede var en liden bredvoksen kar, med grove ansigtsdrag og et
pralende væsen. For at se fin ud havde han pyntet sig med en spraglet
vest af alle mulige slags farver og med et blaat, gulprikket halstørklæ,
som var bundet i en stor sløife. Paa de store grove hænderne blinked en
mængde ringer, og et tykt guldkjede med et helt knippe af
forskjelligfarvede signeter hang og dingled paa vesten hans.
«Nei, hør nu, min gode herr Shelby,» sa han og tog sig en sup af
vinglasset, «den handel gaar jeg aldrig ind paa.»
«Ja, men jeg kan forsikre Dem, herr Haley, at Tom er ærlig værd disse
pengene; han er en sjelden flink kar; han har i flere aar styrt min
gaard og faat alt til at gaa som et urverk.»
«Naa ja, for en neger at være....»
«Og saa er han det ærligste og gudfrygtigste menneske jeg kjender,» blev
Shelby ved. «Jeg har kunnet betro ham alt,—penger, hus og hester,—og
fuld frihed har han havt til at gaa hvor han vilde.»
«Naa ja—gudfrygtig kan en neger være, det har jeg selv havt prøver paa.
I den sidste flok negre jeg sendte til Orleans, var der en som kunde
læse de vakreste bønner saa godt som en prest; det var en ren lyst at
høre paa ham. Jeg fik ham da ogsaa rigtig godt betalt—omkring et og et
halvt tusend kroner.»
Schelby tørked panden med lommetørklæet. «De kan tro, herr Haley, det
falder mig tungt at sælge Tom. Jeg har da samvittighed.»
«Vel, det forstaar jeg godt; samvittighed maa en ha,» sa handelsmanden
med et suk og fyldte sit glas.
Schelby havde altid været god mod sine slaver, og det gjorde ham derfor
vondt at skulle være nødt til at sælge Tom for at dække i det mindste en
del af den gjæld han var kommet i til Haley, som nu gjorde krav paa at
faa sine penger udbetalt.
«De bør lade kjøbesummen for Tom kvitte af for min hele gjæld til Dem,»
sa han.
«Nei, min gode Schelby, det gaar ikke; nu sætter De dog for høi pris paa
Deres vare.»
Slavehandleren sukked igjen og skjænked mere vin i sit glas.
«Hvad vil De da give mig for Tom?» spurte Schelby, efter at have siddet
en stund og tænkt sig om.
«Jeg skal sige dem hvorledes det kan bli handel af: Giv mig en gut eller
jentunge paa kjøbet, og jeg slaar til.»
Med det samme gik døren op, og en gut paa fire—fem aar kom ind. Det var
en vakker liden fyr, med sort, krøllet haar og store, mørke øine, og med
smilehuller i kinderne. Han gik klædd i en staselig bluse af stripet,
rødt og gult tøi, og saa glad og fornøid ud.
«Hei du!» ropte Schelby og kasted en klase vindruer bort mod gutten.
«Kan du ta dem?» sa han.
Gutten løb alt det han orked efter druerne, og fik i en fart fat paa
dem. Begge herrerne lo.
[Illustrasjon]
«Lad nu den fremmede manden se hvor flink du er til at synge og danse.»
Gutten tog da paa at synge, med klart og fyldigt maal, en af de vanlige
negersange, fegted med hænderne, hopped og vred sig, alt i fuldkommen
takt.
«Bravo!» ropte handelsmanden og kasted et stykke appelsin til den vesle
krabat. «Det er en prægtig unge, ham maa jeg ha.»
I det samme kom guttens mor ind i stuen. Det var en slank og velbygget
kvinde paa nogen og tyve aar, med store sorte øine og lange øienhaar.
Hun havde hørt noget om handelen, og var nu i den dødeligste angst for
at hendes lille gut skulde bli solgt.
«Hvad er det, Elisa?» spurte Schelby, da hun blev staaende ved døren,
graableg af skræk.
«Det er Harry jeg ser efter.»
Gutten løb bort til hende og viste hende det han havde faat.
«Du kan godt ta ham med dig ind,» sa hendes herre venlig.
Let om hjertet gik hun med gutten ved haanden ud af stuen.
«Det var et prægtigt kvindemenneske De har der!» udbrød Haley. «Det var
rigtig egte vare! Hende kunde De faa mynt for, om De havde hende til
markedet i Orleans. Jeg har set kvinder som ikke var det mindste
vakrere gaa op til fire tusend kroner.»
«Jeg har ikke tænkt at sælge hende,» sa Schelby kort.
«Dersom jeg bød Dem ... lad mig sige....»
«Hun er ikke at faa kjøbt,» atbrød Schelby ham i en fast tone.
«Vel, men gutten vil De vel lade mig faa?»
«Hvad brug kan De nu egentlig ha for ham, et barn?»
«Det skal jeg sige Dem, herr Schelby. Jeg har en god ven, som driver med
at opdrætte saadanne smaafyrer for at sælge dem paa markedet. Han vilde
kunne gjøre noget ud af et emne som han der.»
Schelby sad og grunded et øieblik.
«Jeg vil nødig af med ham,» sa han, «og min kone vilde ta sig svært nær
af det, om jeg solgte ham—ikke at tale om hans stakkars mor, som vilde
bli rent fortvilet.»
«Ja moren ja. Det tror jeg nok; jeg kjender noget til hvorledes mødre
tar paa vei ved slige leiligheder. Det er rent afskyligt at høre paa
deres skrig og skraal. Men folk kan ogsaa bære sig dumt ad, naar de skal
ta et barn fra moren. Jeg har set handelsmænd som med magt har revet
barnet ud af armene paa moren, uden at bry sig om alt det hun graat og
tuted. Men det er uklogt at ta det paa den maaden; varerne lider ved
det. Det hænder endog somme tider, at et ungt kvindemenneske kan gaa
rent fra vettet ved en slig medfærd, og hvad er hun saa værd? Nei, en
skal være menneskekjærlig, det staar alle parter sig bedst paa.»
Her stansed slavehandleren, tog sig et glas vin og la sig bagover i
stolen.
«En skulde ikke rose sig selv,» blev han ved, «men jeg vil dog sige, at
naar jeg er kjendt for at føre særlig fed og vakker vare til markedet,
saa er det fordi jeg er et menneske, herr Schelby; jeg steller mine
negre som en god og kjærlig husbond.»
Schelby drog paa smilen.
«Jeg siger altid til mine folk: Lad være at slaa, siger jeg. Det er ikke
noget ondt i at kvindfolkene graater og bærer sig. De gjør det ikke af
ondskab; det er deres natur, de kan ikke for det, siger jeg. Det er
desuden dumt at være haard med dem, siger jeg; de blir syge og kan
vantrives af det, og saa blir de stygge og gaar ned i pris. Tal heller
venlig med dem, siger jeg, og se til at faa dem ud af syne, naar dere
tar ungerne fra dem. Det samme vil jeg sige til Dem, herr Schelby: Send
hende bort en uges tid, og lad mig komme i al stilhed og hente gutten.
Hun vil vel alligevel tute og bære sig noget, naar hun hører at gutten
er borte; men naar konen Deres bare er lidt venlig mod hende og forærer
hende et par øreringer eller nogen andre smykker, saa....»
«Nu vil vi ikke tale mere om den ting,» afbrød Schelby ham; «jeg maa
tale med konen min om saken, før jeg kan gaa ind paa nogen handel med
Dem.»
«Vel, gjør det!» sa handelsmanden og reiste sig; «men jeg vil sige Dem,
herr Schelby, at jeg nu snart maa ha et opgjør mellem os.»
«De kan komme igjen i kveld mellem 6 og 7, saa skal De faa mit svar.»
«Vel!»
Haley tog overfrakken paa og gik.
«Aa, den som kunde have sparket det menneske ned trapperne!» mumled
Schelby for sig selv og satte sig til at tænke over saken en stund. Han
forstod at Haley havde et saa fast tak i ham, saa han ikke kunde slippe
for billigere kjøb end at lade ham faa baade Tom og den vesle gutten.
Var bare alting dermed op-og afgjort, saa var det endda ikke saa meget
at sige paa det; men han var desværre saa dybt nedsunket i gjæld til
alle sider, at han ikke kunde øine nogen udvei til at komme ud af den.
«Min gode trofaste Tom!» hvisked han for sig selv. «At jeg skal være
nødt til at sælge dig til en som denne Haley!»
Men der var ingen udvei at komme fra det paa. Han maatte gaa ind paa
handelen nu, hvis ikke Haley skulde komme og rive ham af pinden.
Og saa Elisas barn! Hvor hun vil sørge og græmme sig!
Han tænkte ogsaa paa faren. Ogsaa for ham gjorde det ham ondt; men han
saa ingen udvei til at redde gutten hans.
«Og min kjære kone—hvor hun vil bli bedrøvet, naar hun hører hvorledes
sakerne staar!»
Det var kanske bedst slet ikke at tale med hende om handelen, før den
var afgjort.
«Aa!»—han vred sine hænder; han vidste ikke hvad han skulde gjøre.