En aften i Onkel Toms hytte.
Tæt ved Schelbys bolig laa Onkel Toms hytte. Det var et lidet, venligt
tømmerhus, med de herligste blomster og slyngplanter opefter væggen paa
fremsiden, og med en duft af renhed og hygge indvendig.
Lad os stige indenfor. Konen i huset, Tante Chloe, som hun kaldes af
alle mennesker, er netop færdig med sit dagsverk hos herskabet. Hun
staar nu ved arnen i sit eget hjem, og har det travlt med at lage
aftensmad for manden sin. Og en maa tro det er kone som kan lage mad,
denne Tante Chloe. Hun har nu ogsaa havt god øvelse i den kunsten. I de
mange aarene hun har været overkokke i Schelbys hus, har hun ikke gjort
stort andet end at stelle med mad og drikke. Og selv har hun vist ogsaa
kunnet gjøre sig til gode med disse ting. Ialfald tyder hendes udseende
paa det. Hun er fyldig og trivelig, og hele hendes runde sorte ansigt
glinser af fedme og tilfredshed. Men en slig kone som Tante Chloe har
lov at leve lidt godt; for hun er et flittigt og arbeidsomt
kvindemenneske, som har fuldt op at gjøre den hele dag.
For gaardens kyllinger og ænder er hun en skræk. Naar de faar øie paa
hende, blir de straks blege om nebbet og flyr sin vei det forteste de
orker; for de ved ikke hvad øieblik hun faar i sinde at slaa ned imellem
dem som en grib. Hun tænker jo ikke paa andet end at koke og steke og
bake.
Vi ser os nærmere om i stuen. Sengene er dækket med snehvide tepper,
væggen over arnestedet er prydet med forgyldte bibelske billeder og et
stort billede af general Washington. Paa en træbænk sidder et par
negergutter med sort uldhaar og tindrende sorte øine. De klapper i
hænderne af glæde ved at se den vesle søsteren gjøre sine første ustøe
tiltak til at gaa over gulvet. Ved et lidet bord, som er dækket med en
hvid dug og nogen storblomstrete tallerkener og skaaler, sidder Onkel
Tom, Schelbys bedste mand. Det er en stor herdebred kar, kulsort og
glinsende, ligesom konen; men ud af det alvorlige ansigtet lyser
tænksomhed og inderlig godhed.
Han er for øieblikket optaget med at efterskrive nogen bogstaver, som
hans herres søn, Georg, har skrevet op for ham paa en tavle. Denne Georg
er en kjæk gut paa omkrig 13 aar. Han staar ved siden af Onkel Tom og
skal retlede ham.
«Nei, ikke den veien med griffelen, Onkel Tom!» roper Georg og griber om
haanden hans. «Halen til den andre siden—slig! Ellers blir det jo en
_q_ istedenfor en _g_.»
«Gjør det det?»
Onkel Tom puster og svetter; det er et svært arbeide at lære at skrive
disse bogstaverne; men en maa nu drive paa alligevel, og endda være glad
til, at den unge massa vil komme her i huset og gjøre tjeneste som
lærer.
«Men, Tante Chloe, jeg blir saa gruelig sulten af at lugte til den
deilige maden Deres,» sa Georg.
«Nu er den straks færdig,» svarte hun; «vor kjære unge massa Georg skal
nok faa stillet sin sult.» Hun tar laaget af gryten og ser ned i den.
«Jo, den brunsker sig herlig.»
Og saa gir hun sig til at fortælle om hvorledes det gik frøken Sally, da
hun en dag prøvde at bake en kake.
«Dere kan tro det blev en grum kake! bare hævet paa den ene siden, og
ikke mer kakeskap paa den end paa en af tøflerne mine.»
Hun vender sig for at gjøre bordet i stand.
«Væk med dere, smaagutter,» sa hun til Moses og Peter, som gik i veien
for hende, «væk med dere, negerunger. Gaa til side, du vesle Polly, søde
barnet mit; du skal sidde hos mor og faa noget rigtig godt du. Se saa,
lille herr Georg, tag nu tavlen og bøgerne væk og sæt Dem ved siden af
manden min, saa kommer jeg med medisterpølsen.»
Hvor den pølsen smagte! Og den varme kaken, som blev sat frem bagefter,
hvor den var fed og finsmagende!
«Ja, Tante Chloe forstaar nok at bake en kake,» sa den lille husmoren
og reiste nakken.
Og mens hun nu sad og spiste og gav den vesle tyggemad, snakked hun i et
væk om suppe og steker og puddinger, og af og til la hun sig bagover i
stolen og lo af fuld hals af kokkejenterne paa grannegaardene, som rørte
de utroligste ting sammen til herskaberne sine. Naar hun rigtig mored
sig over deres dumhed og kludrefærd, kunde hun nu og da vende øinene til
veirs og le saa det risted i de runde kinderne handes.
Mose og Pete, som de to smaagutterne til dagligdags kaldtes, laa under
bordet og spiste maden sin der de. De mored sig indimellem med at puffe
hinanden i sidebenene og dra den vesle søsteren i tærne.
«Vil dere holde skik, gutter!» ropte moren og sparked med benene. «Dere
er nogen uskikkelige unger! Kan dere ikke opføre dere pent, naar her er
fine hvide folk i besøgelse hos os!»
«Aa, de er saa glade,» sa Onkel Tom for at undskylde dem. «Slige karer
har ikke saa let for at være stille.»
Gutterne kom nu kravlende ud og viste frem fire svarte labber og to
svarte ansigter, som glinsed af sirup. De nærmed sig moren og vilde
kysse søsteren sin; men da blev Tante Chloe udaf sig og skjøv de svarte
uldhovederne bort fra sig.
«Væk med dere, grisunger!» sa hun, «dere kom til at bli hængende fast
ved hverandre alle tre, om dere fik lov til at stikke næserne sammen.
Gaa ud og vask dere!» ropte hun, og gav hver af dem et dask over nakken.
Nær ved at sprække af latter fór saa de smaa skøierfanterne ud af døren.
«Har en set mage til uskikkelige unger?» spurte hun og snudde sig mod
Georg. Hun skulde nu ligesom være vred, men kunde ikke lade være at
smile.
Med snippen af et haandklæde pudsed hun ansigtet paa den lille ungen sin
og satte hende bort paa fanget til Tom.
«Er det ikke en fin jentunge?» sa han og holdt barnet ud for sig for at
kunne ta hende des bedre i øiesyn.
Saa reiste han sig og satte hende op paa de brede akslerne sine og tog
paa at hoppe og danse med hende, til stor moro for Georg, som hopped og
dansed med og vifted til den vesle med lommetørklæet.
Dagen var nu snart til ende.
En del af gaardens folk, som pleide at være tilstede ved aftenandagten i
Onkel Toms hytte, begyndte nu atsamle sig fra alle kanter, og snart var
den vesle stuen fuld af en broget flok af unge og gamle negre, mænd og
kvinder. Nogen tønder og baljer, som stod udenfor, blev baaret ind; de
skulde være til at sidde paa, de.
[Illustrasjon]
Der blev nu sludret og snakket en del om hvad som var hændt om dagen, og
saa istemte alle af fuldt bryst en salme, hvor det blandt andet hed:
"O, jeg vandrer til herlighedslandet!
Kom, vil du ikke vandre med mig?
Ser du ei englen som vinker og kalder mig did?
Ser du ei staden, den gyldne,
hvor morgenen varer til evig tid?"
Onkel Tom var en oplyst kristen. Efter salmen talte han nogen hjertelige
ord og slutted med en inderlig og enfoldig bøn, som greb alle.
Saa stod en gammel hvidhaaret mand frem og frembar det vidnesbyrd, at
himlens herlighed var en mægtig ting, og nu gik han snart ind til denne
mægtige ting. «Hold dere færdige alle sammen,» sa han. «Jeg selv er alt
færdig. O, børn, dere kjender ikke himlens herlighed, men jeg siger
dere, den er en mægtig og vidunderlig ting.»
Han satte sig, og taarerne strømmed ned over kinderne paa ham.
Til slut istemte de atter salmen om det herlige landet med den gyldne
stad, som de alle skulde vandre til.