ligesom Maren Spillemands, sigende at han havde set store Jærtegn hos
hende saa vel som hos de andre, hvor over hun sig meget halstarrig og
ond anstillede, pukkede imod enhver, som havde vidnet imod hende, at
de skulde vel en Gang forsvare det for Kongen, satte sig derpaa plat
ned paa Gulvet for Retten og sagde, at hun blev død i hendes Laar og
Bene, vidste dog vel at tage dennem til sig, naar man vilde røre
derved. Hvorpaa Retten lod straks indkalde tvende Bartskærere[152] at
bese hendes Tilstand, da hun af al Magt satte sig derimod med Vrede
og Bisterhed og vilde ikke, at nogen maatte røre hendes Ben, sagde,
at de kunde ej skønne derpaa[153]; thi hendes Svaghed var inden i
Benene. Endelig fik de dennem dog for en Dag og fandt aldeles ingen
Svagheds Tegn, men derimod fuldkommen Følelse og Rørelse som hos et
andet friskt Menneske, saa at man øjensynligt kunde mærke hendes
Bedrageri.
[152] Barberere; men disse vare i ældre Tid tillige Saarlæger.
[153] dømme derom.
Hun gjorde sig og en Gang lige som død og sanseløs for Retten; men,
som[154] man i en Hast holdt hende noget stærkt lugtende for Næsen,
efterdi man kjendelig saa hendes Bedrageri, blev hun forbavset, og i
samme Øjeblik med Ansigtets Forandring spurgte: Hvad er det? Og da
man sagde: Det er noget, som kan fordrive eders Djævel, lod hun sig
saadanne ej mere paakomme; men hendes Laar-Djævel vilde hun dog ikke
lade fare, saa længe hun var for Retten, og som man med tvende
Personer lod hende en Gang eller to ved Armene oprejse og i det samme
udi en Hast slippe, lod hun sig meget sagte og forsvarlig igjen til
Jorden nedsynke, og holdt det saaledes, indtil hun kom bort fra
Retten og langt ned paa Gaden fra de omstaaendes Aasyn, da hun igjen
som tilforn gik frisk og sund og sagde, at nu var hendes Djævel
borte.
[154] da.
Om denne Karen Toftum havde Mag. Oluf ingen synderlige Vidner uden
noget latterligt og daarligt sammensanket Kærlinge Snak. Han kunde
og, saa vel som alle andre, kjendelig se hendes forsætlige Bedrageri.
Ikke des mindre sagde han, at han hendes Besættelse til det yderste
vilde forsvare.
Saa fremkom da den tredie Selskabs Søster, som var Karen Spillemands,
Søster til den forrige Maren Spillemands, og foreholdt man hende paa
samme Maade, hvis[155] Vidner der var om hendes Forhold og formanede
hende at afstaa (fra) sin Galskab og Daarlighed. Denne Pige syntes i
Begyndelsen for Retten ligesom at ville lade sig nogenledes sige og
komme udi andre Tanker, hvorfore Mag. Oluf, uagtet al til hannem af
Retten gjorte Forbud og Formaning, førend man kunde komme til at
forhøre hende, sagde offentlig, at han havde hørt hende i Thisted
tale en hel Sentents paa kaldæisk Sprog. Hvilket da hun hørte, var
hun ligesaa ubevægelig som de andre og sagde, at Troldkonerne havde
forgjort hende. Man maatte derpaa tilspørge Mag. Oluf om denne
kaldæiske Sentents, at han den vilde sige, hvorpaa han forklarede,
hvorledes en Rytter der udi Egnen en Dag var kommen til Thisted,
givende sig an[156] for at forstaa noget udi Barskær Kunsten og var
iblandt andet indkommen til denne Karen Spillemands og talte til
hende paa kaldæisk, hvorpaa hun hannem svarede paa dansk og i det
samme talte nogle sære Ord, som Mag. Oluf ikke forstod, hvorfore han
spurgte Rytteren, hvad det var hun sagde, hvorpaa han svarede, at hun
sagde paa kaldæisk, at han skulde kysse hende etc.
[155] hvilke.
[156] givende sig ud.
Dette fortalte Mag. Oluf som et uigjendriveligt og troværdigt Tegn
paa hendes Besættelse, og i hvor vel hannem straks blev bevist, at
denne Rytter (som skal have været en Tyrk af Nation) hverken kunde
hebraisk eller kaldæisk, men havde ikkun sagt dette af Narreri, saa
blev han dog fast derved, og sagde sig end ydermere det at ville
bevise.
Den fjerde Selskabs Søster, Anne Krogsgaard, blev i lige Maade
forelæst de Vidner, som var imod hende, og hun af Retten formanet at
bekjende Sandheden. Men Mag. Oluf tog straks hendes Forsvar ligesom
de forriges, herudover hun og forblev i hendes Indbildning eller
Foregivende, at der maatte have været noget Spøgeri hos hende,
efterdi andre havde sagt det saaledes for hende.
Den femte og sidste ved Navn Anne Jakobs Dotter kom og frem, men
anstillede sig ligesom taabelig, sagde sig fuldkommen at være
legemlig besat af Djævelen. Men inden Sagen fik Ende fødte hun et
friskt Drenge Barn, for hvis Fader hun angav Bysvenden[157], som
hende i Fængslet havde opvartet. I det øvrige forfægtede Mag. Oluf
paa det skarpeste disse Menneskers Besættelse, beraabende sig stedse
paa de af hannem udi Retten lagte mangfoldige Vidnesbyrd, hvilke
dog, som før er meldt, ikke var uden nogle enfoldige Menneskers
urimelige og ugrundede Snak.
[157] Byøvrighedens offentlige Tjener, Politibetjenten.
Som nu Kommissarierne saaledes udi en langsommelig Tid havde gaaet
Sagen igjennem og tidt og ofte alvorligen advaret Mag. Oluf, at man
nok kunde se, at han vidste bedre, og ikkun for at frelse sig selv
stod saa uforanderlig paa sin Sags Forsvar, foreholdende hannem, at
det var menneskeligt at fare vild, men ugudeligt at blive ved i sin
Vildfarelse, i det øvrige givet hannem Tid og Lejlighed at fremføre
alt det, som kunde være til hans Forsvar. Han derimod ikkun søgte
Ophold og Udflugter, beraabende sig endda paa nogle hundrede
Vidnesbyrd, alle af lige Beskaffenhed som de forrige, blev endelig af
Kommissarierne saaledes Dom afsagt som følger: At de tre af disse
formente besatte Kvindes Personer, Maren Spillemands, Anne Krogsgaard
og Karen Toftum, for den GUds Bespottelse og godt Folks Beskæmmelse,
som de klarligen overbevistes at have forøvet med fri Forsæt, saa vel
som Maren Spillemands, som sine Misgerninger frivilligen havde
bekjendt, sig fra sin forrige Galskab udi lang Tid entholdet og
endelig samme sin Bekjendelse igjen fragaaet, skulde derfore miste
deres Liv og deres Hoveder sættes paa en Stage.
Anne Jakobs Dotter, som sjuntes at have taget Anledning af nogen
Sygdom til at opdigte adskilligt til Guds Fortørnelse og godt Folkes
Beskæmmelse, skulde derfore stryges til Kagen og forvises Kongens
Riger og Lande.
Poul Rytter, som befandtes at have ladet sig bruge udi dette
opdigtede Besættelsesværk og imod sit bedre Vidende de vildfarende
bestyrket, skulde udi Thisted Kirke staa aabenbare Skrifte og samme
sin Forseelse for Menigheden der offentlig afbede og desforuden have
forbrudt alle Studenteres Privilegier og Forhaabning til noget
gejstligt Embede.
Christian Friederich Mavors i lige Maade at være relegeret udi tre
Aar og rømme Aalborg Stift.
Mag. Oluf Bjørn for sine mangfoldige hannem overbeviste grove
Forseelser og Forargelser imod Kongens Lov og Ritual, imod den
Lydighed, som han sin Konge var pligtig, imod den Hørsomhed, han
burde bevise sin Biskop og gejstlig Øvrighed, imod den Ed, han ved
det hellige Embedes Indtrædelse gjort havde, og imod den Skyldighed,
som udkræves af en hæderlig og retsindig Guds Ords Tjener udi hans
Levnet og Omgængelse, skulde have forbrudt hans Kald og Embede og
afføres hans præstelige Dragt, dog først paa en Søndag til Højmesse
udi Thisted staa aabenbare Skrifte og afbede den store Forargelse,
som han havde givet sin anbetroede Menighed, derhos miste sin Boes
Lod og ikke mere lade sig finde i Jylland, paa det den enfoldige og
gemene Mand ikke ved hans forrige, forargelige Lærdom og Levnet mere
skulde forledes.
Herhos blev og dømt udi Straf en Del andre Personer, som i dette
opdigtede Værk var interesserede, enhver ligesom deres Forseelses
Beskaffenhed befandtes.
Denne Kommissariernes Dom lod Mag. Oluf sig intet forskrække, men
pukkede endda som tilforn, at han skulde vel drive dette alt omkring
paa en anden Fod og beskæmme alle dennem, som havde været hannem
imod, satte og derpaa, baade for sig selv og sine medinteresserede,
en vidtløftig Stævning til Kongens Højeste-Ret, hvor udi han
indstævnede nogle tusende Mennesker, en Del til at vidne og en Del
til at lide Dom, lod og samme sin Stævning oplæse paa Retter-Tingene
der omkring i Landet, og derhos indbildede den gemene Almue, som
hørte hans haarde Stævning, hvorledes han der udi beskyldte og
gjorde store og strænge Irettesættelser baade imod Vidner, Dommere og
Vederparter[158] at han alt var forsikret om en ønskelig Udgang paa
sin Sag.
[158] Modpart, Opponent.
Saa kom da omsider Sagen ind for Kongens Højeste-Ret, hvor Mag. Oluf
den udi egen Person med største Ivrighed forsvarede, dog ikke det
aller ringeste fremlagde, hvorved denne Besættelses Rigtighed kunde
bevises, men altstille[159] dristeligen beskyldte alle dennem, som
ikke var enige med hannem, søgte adskillige Udflugter, æskede
vidtløftig Ophold og Tid til at forsvare sig, besværgede sig over
Retten og klagede sig at være rettesløs med mange andre grove og
dumdristige Formastelser, saa at man endnu aldrig haver fornummet
nogen med større Dristighed at forsvare den bedste Sag, end han denne
forfægtede.
[159] stadig, vedholdende (Almueord).
De fem formente besatte Kvindfolk blev og stillet for Retten og
dennem en Prokurator forordnet, som paa deres Vegne skulde tale, saa
vidt forsvarligt kunde være.
Endelig efter at Højeste-Ret Sagen udi et ganske Fjerdingaar med
største Taalmodighed havde anhørt, og alting paa det nøjeste
overvejet, blev der udi den 26 Fbr. 1698 saaledes dømt og kjendt: At
Maren Spillemands for den Ugudelighed og Galskab, som hun efter egen
frivillig Bekjendelse og andre Bevis havde forøvet, skulde stryges
til Kagen[160] og indsættes udi Forvaring til Arbejde hendes Livs
Tid.
[160] Kagen, en Pæl eller Støtte, hvorved Forbrydere bleve
hudstrøgne, idet Bøddelen piskede dem med en Svøbe.
Anne Jakobs Dotter, som foruden tvende Gange begangne Løsagtighed, i
lige Maade havde øvet adskillig Ugudelighed og udsagt skændelige og
usømmelige Ting, skulde være lige Straf undergiven.
Karen Spillemands, Anne Krogsgaard og Karen Toftum for deres
Misgjerninger ligeledes at indsættes til Arbejde.
Povl Rytter skulde efter Kommissariernes Dom være in perpetuum
relegeret[161] fra Universitetet og have sine gejstlige Privilegier
forbrudt. Desligeste under højeste Straf ikke lade sig finde udi
Aalborg Stift.
[161] forvist for bestandig.
Christian Friederich Mavors skulde i lige Maade under højeste Straf
entholde sig fra Aalborg Stift og være relegeret[162] paa et Aars
Tid.
[162] forvist fra Universitetet.
Mag. Oluf Bjørn, som befandtes udi mange Maader at have forgrebet sig
imod kongl. Majestæts Regjering, Lov og Ritual[163], ikke forholdet
sig udi denne Besættelses Handel, som en retsindig Præstemand egnede
og anstod, skulde andre til Eksempel og sig selv til Straf have
forbrudt hans Kald, præstelig Embede og Boes Lod, afføres hans
præstelige Dragt og indsættes udi Fængsel hans Livs Tid.
[163] Forskrift for de kirkelige Handlinger.
Herpaa blev Mag. Oluf henført ad Borringholm[164] og der indsat udi
Fængsel. De forførte Kvindes Personer beviste Kongen Naade, saa at de
to blev fri for at straffes til Kagen, og de alle fem blev skilt fra
hinanden og indlagt udi adskillige Hospitaler udi Riget, hvor de nu
lever udi Rolighed og intet lader se af deres forrige Galskab eller
Gebærder.
[164] Bornholm.
Saaledes endtes da omsider denne vidt udraabte og forvirrede
Besættelses Sag efter at Mag. Oluf den, som før er meldet, siden
Begyndelsen af det Aar 1696 havde drevet og af yderste Evne forsvaret
og dermed ført mange godt Folk en Del udi Landery og Udraab, en Del
udi Fortræd, Skade og Omkostning, mange enfoldige Mennesker udi
Vildfarelse og Overtro, disse hans daarlige Tilhængere udi stor Synd
og Guds Fortørnelse, sig selv tilligemed dennem fra al deres
verdslig Velfærd udi Fængsel og Elendighed.
Nu paa det enhver, som læser denne Historie, kan vide den rette Grund
og Aarsage, hvad der haver bevæget denne Mand til at stifte dette
onde og ugudelige Værk og hvad Henseende han derunder haver
haft[165], saa tjener for det første til Efterretning, at der i
Nærværelsen, som han var Præst, boede en fornemme, velhavende Mand,
hvis Dotter Mag. Oluf, som i Historien meldes, begærte til Ægte, men
blev hans Begæring nægtet. Herudover fattede han et uudlæskeligt[166]
Had til samme Hus og lovede at ihukomme den Spot, som han mente sig
der at være vederfaren.
[165] hvad Hensigt han har haft dermed.
[166] uudslukkeligt.
Nu var den gemene Almue der i Egnen (som det og gaar til andre
Steder) ilde oplyst og tilbøjelig til allehaande Overtro, som at der
skulde findes iblandt dennem en Del Hekser og Troldkærlinger, som ved
overnaturlige Kunster kunde forgjøre baade dennem og deres Kvæg, tage
Mælken fra deres Køer, Smørret af deres Kærne, vise Djævelen ind udi
hvem de ville, rejse Storm og Uvejr, tage Held og Lykke fra en og
give en anden med andre deslige Levninger af Hedenskabet. Naar man
nu eftertænker dette Folks Grovhed og Mag. Olufs Gemyt, som af denne
Historie alle Vegne kan ses, er det let at dømme, hvor snart de, som
han undte ilde, kunde komme i et ondt Rygte og Mistanke baade i én og
anden Maade, som her og er sket, at den forbemeldte, fornemme Mands
Kone iblandt andre blev af denne vildfarende Almue udraabt for at
være en Troldkone og ved Djævels Kunster at have tilført hendes Mand
en stor Del af deres Midler og Formue.
Til hvilken usandfærdig Beskyldning Mag. Oluf uden Tvil haver givet
den første Anledning, eller i det ringeste (som af Historien klarlig
ses) styrket dennem, som sligt foregav, og det udi Henseende[167] at
hævne sig paa samme fornemme Hus, og om ikke ganske at skille de
vedkommende ved Ære, Liv og Velfærd, da dog i det mindste at hænge
dennem en evig Klik og Vanære paa.
[167] i den Hensigt.
For det andet blev han til dette ugudelige Værk dreven af en utidig
Ærgjerrighed, menende derved at gjøre sig et stort Navn og passere
for en hellig Mand og disse Tiders Apostel, som Historien selv det
tydeligen giver til Kjende.
Den tredie Aarsage, som drev hannem til at opdigte denne Besættelse,
var en stor Letfærdighed. Thi det er klart af Historien, hvor færdig
han var med[168] at lade føre de formente besatte i hans Hus og
Sengekammer, og kan enhver let gætte, hvad der videre maa være
passeret, helst naar man derhos betragter det, som anlangende denne
Post om hannem er bekjendt der paa Stedet, som han var Præst, og for
Højeste-Ret øjensynligen blev bevist, at han almindeligen
fodrede[169] til sig i hans Studerekammer det unge Kvindekøn, som
agtede at gaa til Alters, ja endog undertiden paa den samme Dag, og
det ikkun en ad Gangen under Prætekst[170] at lade sig overhøre. Naar
de nu ikke kunde svare til hans Spørgsmaal, hed det, at de skulde
have en faderlig Revselse, hvilken, som før er meldt, bestod i nogle
Smæk af et lille Ris og derpaa af hans Haand paa deres bare Rumpe.
Og, naar de da af Blyfærdighed vægrede sig herudi, svarede han, at
han var deres Fader og Lærere, de maatte ikke sige hannem imod,
ligesom Abraham, i hvor vel han var en gammel Mand, ikke disputerede
med Gud om Omskærelsen.
[168] rask han var til.
[169] fordrede, forlangte.
[170] Paaskud.
Naar nu disse enfoldige Kvindfolk var bleven grundeligen oplært udi
denne Lydighed, saa er let at slutte, hvad de ikke skulde tilstede
saadan en værdig og højt oplyst Mand, som efter deres Tanke var saa
hellig, at han, naar han vilde, kunde lægge Tøm og Bidsel paa
Djævelen og drive hannem, i hvad Krog han vilde.
Anlangende[171] de Mennesker, som haver været med udi dette opdigtede
Besættelses Værk, da udviser Historien, at nogle deraf haver været
enfoldige og uoplyste Folk, som af deres Præst er bleven bragt udi
denne Besættelses Tanke og derudi siden mer og mer styrket. De andre,
som imod deres bedre Vidende haver ladet sig bruge til denne
Ugudelighed, haver været en Del nogle berygtede og for andre Udyder
bekjendte Personer og en Del lade, ørkesløse og iblandt fattige, usle
Mennesker, som ved dette opdigtede Væsen led vel[172], levede kræsen
og havde fuldt op, saasom Mag. Oluf saa længe det stod paa,
indsamlede til dennem store Almisser og af yderste Formue bevægede
alle Folk til Medlidenhed og Barmhjærtighed mod dennem.
[171] angaaende.
[172] trivedes vel, befandt sig vel.
Saa ses da klarligen af denne lille Historie, hvor let man kan blive
bedragen i saadanne Tilfælde, og hvor langsom man bør at være i at
tro slige uforstaaelige Ting, og findes der ellers udi andre Landes
Historier og lærde Mænds Skrifter Eksempler nok, at ugudelige og
vanartige Mennesker haver for timelig Ophold og Vindings Skyld
forøvet deslige Bedragerier og usandfærdig foregivet dennem at være
legemlig besat af Djævelen, hvoraf man her til des bedre Sagens
Oplysning tvende hosføjer, det ene, som for 120 Aar siden haver
tildraget sig her i Danmark, og det andet, som for 100 Aar er sket
udi Frankrige. Med det første forholder sig saaledes som følger:
Udi Begyndelsen af det Aar 1577 var der en Studenter ved Navn Jørgen
Hansen, fød udi Nestved udi Sælland, som foregav, at han var legemlig
besat af Djævelen og gjorde allehaande Optøger, drog omkring fra det
ene Sted her udi Riget til det andet og samlede Almisse sigende at
han vilde begive sig udenlands, saasom han havde hørt, at der et
Steds skulde findes én, som kunde uddrive Djævle. Denne Person, efter
at han saaledes vidtløftig havde løbet og strippet[173] Landet
omkring, kom udi Martii Maaned til Odense og begærte der som andre
Steder Hjælp og Almisse. Gejstligheden der udi Byen lod hannem straks
kalde for sig og tilspurgte hannem nøje om hans Vilkaar, hvorpaa han
forklarede, at han var legemlig besat med en Djævel, som kaldtes Ha
ha ha og Belial og var for seks Aar siden indmanet udi hannem af en
Kvinde tilligemed tre andre Djævle, som hedte Hoskahoya, Ovu og Ho ho
ho, hvilke tre sidste dog en Mand ved Navn Lauritz Korsør havde
uddrevet for hannem for nogen Tid siden. Men den første kunde han
ikke fordrive, saasom han var stærkere end de andre tre og de andre
tre ikkun hans Tjenere.
[173] føjtet, strejfet.
Af denne hans Beretning tog man straks Mistanke og begærte, han vilde
oplæse Troens Artikler, hvilket han og gjorde. Og som han kom til den
anden Artikel: Jeg tror paa Jesum Kristum, begyndte han at raabe og
skraale, spærre Munden op og se bister ud. Derpaa blev han ombeden at
tale til den onde Aand og bede hannem være stille. Da slog han sig
paa Brystet og sagde: Vær stille for Jesu Kristi Pine og Døds Skyld,
straks derpaa forlod ham hans Fagter og igjen begyndte paa Troen, der
han havde sluppet, og læste den ud til Ende.
Herudover kom de nærværende gejstlige udi større Tvivl om denne
Besættelses Rigtighed, hvilket da han fornam, begyndte hans forrige
Lader, dog altid paa én Maade og ej anderledes, end et andet
Menneske vel kunde have gjort hannem efter. Og som de nærværende
derved intet bevægedes, begyndte han at græde og højlig svor og
forbandede sig paa, at han sandelig var besat. Derpaa lod
Gejstligheden hannem gaa fra sig den Gang.
Dagen efter kom han ukaldet udi Kirken og hørte Prædiken rolig og
stille, saa og blottede sit Hoved, saa tidt der blev nævnet Jesu
Navn. Men der Prædiken var ude, begyndte han at raabe og skraale alt
paa den forrige Maade og stillede sig[174] med Mund, Øjne og Ansigt,
det grummeste han kunde.
[174] anstillede sig, skabede sig.
Herpaa traadte Superintendenten[175] Mag. Niels Jespersøn straks
frem, talte til Menigheden, og berettede dennem Gejstlighedens Mening
om nærværende Person med Formaning, at de ikke skulde antage saadanne
Ophævelser for en sand Besættelse, førend Sagen blev nærmere forhørt,
men heller bede Gud, at han vilde aabenbare Sandheden og ikke
tilstede hans hellige Navns Bespottelse eller saa stort og ugudeligt
Bedrageri, som her under syntes at være.
[175] man erindre, at Bisperne i den første lutherske Tid bar Navn
af Superintendenter.
Samme Dag forsamledes Gejstligheden med Borgermester og Raad i Byen
og raadførte sig med hverandre om denne Handel, hvilket som Jørgen
Hansen fornam, begav han sig hemmeligen af Byen.
Saa blev da Sagen given til Kjende Kongens Lensmand, som bemeldte
Jørgen Hansen straks lod indhente og føre tilbage til Odense og der
sætte udi Forvaring.
Saa blev han nu nogle Gange eksamineret, og foreholdt man hannem,
hvor stor Synd og Guds Bespottelse det var at opdigte en Besættelse
om sig selv, og det var at frygte, at Gud skulde give Djævelen Magt
med hannem, efterdi han selv vilde have det saaledes. Han derimod
stod haardt paa, at denne hans foregivne Besættelse var rigtig, lod
og iblandt[176] se hans forrige Ophævelser.
[176] imellemstunder.
Endelig efter mange Formaninger slog han i sig selv[177], begærte
Papir og Blæk og opsatte et Skrift, hvorudi han bekjendte sine Synder
for Gud og dennem afbad, lovende derhos aldrig mere at ville tillægge
enten Djævelen eller onde Mennesker hans Svaghed, men den at ville
annamme som et Kors af Guds Haand. Derhos forfattede han et Skrift
til gejstlig og verdslig Øvrighed paa Stedet, hvorinde[178] han i
lige Maade sagde, at han hans Svaghed vilde antage som et Kors
hannem af Gud paalagt og den efterdags hverken tilskrive Djævelen
eller noget Menneske, foregav derhos, hvorledes han for halvandet Aar
siden havde været fra hans Sans og aldeles forrykt i Hovedet, og
vilde nu formene, at denne hans Svaghed maatte være en Gren af
Melankoli og Levninger af hans forrige Galskab.
[177] gik han i sig selv.
[178] hvori.
Saaledes ophørte nu denne Besættelse, hvorom den formente besatte
Studenter selv tilstod, at han dertil havde taget Anledning af
naturlig Svaghed. Men andre holdt fore, at han den frivilligen havde
opdigtet, og nu alleneste til at befri sig fra Straf gjorde Paaskud
paa nogen Svaghed, som hannem dertil skulde have Anledning givet.
Det andet Eksempel om saadanne opdigtede Besættelser haver, som
forbemeldt er, tildraget sig udi Frankerige udi det Aar 1599
og findes paa efterfølgende Maade beskreven af den berømte
Historieskriver Frantz Mezeray udi hans franske Historie.
Det var en Mand ved Navn Jakob Brossier, en Klædevæver udi den By
Romorantin, han havde en Dotter ved Navn Marthe, som var tyve Aar
gammel. Denne Pige gik med en Sygdom i Milten eller Moderen og
derover gjorde meget usædvanlige Gebærder, saasom at springe i
Gesvindighed hid og did, at vride sit Legeme paa allehaande Maader,
at skrige ligesom adskillige Dyr, hun skummede af Munden, rækkede
Tungen vidt ud, og undertiden talte ligesom op af Maven foruden at
røre Munden, hvorved hun letteligen bragte Folk udi Tro, at hun var
legemlig besat af Djævelen.
Med denne Malkeko rejste Faderen hjemmefra og drog Landet omkring,
foregivende at ville ledsage Dotteren til hellige Steder og at opsøge
nogen, som kunde mane Djævelen ud af hende.
Biskoppen udi Orleans og Kannikerne udi Clery drev dennem ud af deres
Egn, og Miron, Biskop af Angers, viste dennem tilbage ud af sit
Biskopdømme, saasom han af mange Tegn sluttede, at her var intet til
Stede uden en naturlig Sygdom og med stor Flid opdigtet Bedrageri.
Faderen lod det dog ikke blive derved, men førte hende til Paris,
hvor der findes saa mange Slags Gemytter, at intet er saa urimeligt,
at det jo finder nogen, som løber gal derefter eller og for Vindings
Skyld søger at narre andre dermed. Kapusiner Munkene der vare de
første, som bemægtigede sig dette Bytte, og begyndte at besværge
dette syge Menneske udi St. Genovefis Kirke.
Kardinal Gondy, Biskop udi Paris, tvilede noget paa denne Sag, kaldte
derfore tilsammen udi samme Kloster en Hoben gejstlige, og derpaa
efter samme gejstliges Raad forordnede fem berømte Doktore udi
Lægekonsten til at efterse, hvorledes hermed var beskaffet.
Efter adskillige Prøver berettede tre af dennem Kardinalen, at her
var ingen Djævel hos denne Pige, men et stort Bedrageri og derhos en
liden Svaghed; thi hendes Tunge var rød og hoven, og man fornam nogen
Knurren udi hendes venstre Slagside. Den fjerde af Doktorne ved Navn
Hautin vilde intet vist sige herom, men paastod, at man skulde se
Tingen an udi et Fjerdingaar. Den femte, ved Navn Duret, var alene
den, som sagde, at hun var besat. Og som han var en meget berømt
Mand, saa satte dette Mod i Munkene at lade hende bese af andre
Doktore, hvilke og var af samme Mening.
Saa begyndte man først for Alvor at slaa sig løs. Den gemene Mand løb
derhen i Hobetal og som forstyrret, og Gemytterne blev optændt imod
hinanden, saa at det var at befrygte, at dette Orakel skulde give de
Svar, hvoraf Oprør kunde yppes, om man ikke betimelig lukte Munden
til derpaa.