Tilstand og erfoer, at hun var slemmest af dennem alle med at rase,
gø, le, bande og raabe paa adskillige Folk, men som herefter følger
videre at tale om dette Barn, og hvorledes dermed var beskaffet,
beror det indtil sit Sted.
Da nu disse Kommissarier havde saaledes forhørt Sagen, indgav de
deres Relation til Kongen[115], som straks befol, at Mag. Oluf skulde
forføje sig der fra Stedet til Aalborg og sig fra al Korrespondentz
entholde. Præsterne der i Nærværelsen blev og befalet at forestille
den gemene Almue deres indbildede Daarlighed og fraraade dennem den
store Overtro, som de var kommen udi om dette Besættelses og
Trolddoms Værk.
[115] Chr. V.
Som denne Kongelige Befaling ankom, satte M. Oluf sig derimod med
største Ivrighed, sigende at han vilde forsvare sin Mening til det
yderste, og at Maren Spillemands Bekjendelse var sket af Djævelen og
ikke af hende selv, og at hans Samvittighed i dette Værk skulde ikke
tvinges ved nogen Magt eller Myndighed, kaldte sin Sag Guds egen og
Landets almindelige Sag, og at han vilde udføre den med Iver og
Nidkærhed til Guds Ære, Sandheds Oplysning, Retfærdigheds Befordring
og mange elendige, sukkende Menneskers Redning og Frelse. Her over
fik han af den gemene Mand saadan Tilhæng, at de tænkte, han var den
eneste, der vilde forfægte Sandhed, og troede, at han umulig kunde
fare vild, hvorover og nogle af dette Besættelse-Selskab anstillede
sig ti Gange galere med at raabe paa en og anden godt Folk, end nogen
Tid tilforn, ja her blev udspredt et Skrift, hvorledes Djævelen
skulde have talt af de besatte, at dersom Troldkonerne ikke blev
brændt, da skulde der komme saa stor Elendighed og Ulykke over
Landet, som aldrig før var hørt, saa at Tyrkerne skulde æde Kødet af
Menneskenes Ben og de skulde dog gaa levendes paa Gaden.
Udi disse Dage kom et hemmeligt Budskab fra Thisted til Aalborg til
Maren Spillemands og forestillede hende, hvorledes hendes Bekjendelse
vilde koste hende hendes Tunge og Hals, om hun blev derved,
formedelst den Gudsbespottelse, hun havde øvet, berettede hende
derhos, at de andre hendes Selskabs Søstre blev stadig ved deres
Laden og raadede hende til at gøre ligesaa. Herpaa begyndte hun paany
hendes forrige Galskab, dog ikke raabte paa nogen som i Thisted, men
alleneste for den gemene Mand, som kom at se hende, gjorde adskillige
Ophævelser og anstillede sig, som hun ikke havde haft hendes
Sans[116], da hun forhen havde gjort sin Bekjendelse.
[116] havde været ved Fornuft.
Imidlertid opsatte M. Oluf og selv sammenskrev et berømmeligt
Skudsmaal om sin Lærdom, Liv og Levnet og lod det bære fra Hus til
Hus til den gemene Mand, som det alle undertegnede med deres Navne
eller Bomærker[117], en Del villigt, formedelst den Tanke, de havde
om hans Hellighed, og en Del halv tvungen, saasom de, der ellers
maatte høre hans Pukken og Trusel, at de enten skulde give hannem Sag
og Beskyldning eller og undertegne det, som de andre forhen havde
undertegnet. Udi dette Skudsmaal berømmedes paa det højeste Mag.
Olufs Lærdom, Levnet og Omgængelse, samt trohjærtig Flid og Omsorg
for sin Menighed udi den erbarmelige Tilstand med de mange ilde
plagede og haardt anfægtede Mennesker udi Thisted. Deslige anførtes,
hvorledes han med Bøn og Tro havde stredet imod den onde Fjende med
saadan utrolig Sved og Arbejd, at han aldrig kunde have udstaaet
det, dersom GUds besynderlige Kraft og Styrke ikke havde opholdt
hannem, og sluttedes samme Skudsmaal saaledes, at de bekræftede med
Ed, saa sandt de vilde vente sig Hjælp af Gud og Trøst af hans
hellige Ord, at han for sin trohjærtig Omhu og Nidkærhed for Guds Ære
blev uden al Skyld og Brøde i denne Sag eftertragtet. Med dette
Vidnesbyrd rejste Mag. Oluf derpaa til København, klagede sig,
hvorledes han uskyldig var angiven, gik der omkring til en og anden
fornemme Folk og foregav, hvorledes der var udi Thisted fjorten
Mennesker af Djævelen legemlig besatte, og at han havde set hos
dennem alle de Tegn, hvoraf de Gejstlige slutter, at man skal kende
Djævelens legemlig Nærværelse undtagen det eneste, at de ikke kunde
tale andre Sprog end deres Moders Maal.
[117] et simpelt Mærke, der i ældre Tid benyttedes i Stedet for
Navns Underskrift af Folk, der ikke kunde skrive.
Her fandt han ikke den Kredit, som han havde udi Thisted, men han
blev gemenligen imodsagt og tilraadt at afstaa denne hans Mening,
efterdi man fuldkommen kunde se, at han derudi fejlede. Han beholdt
dog ikke desmindre hans egne Tanker, menende ved Rettergang at drive
Sagen igennem og der at bevise de paaraabte Besættelses Tegn.
Som han nu intet videre udrettede i København, end at han igjen paany
blev befalet at forføje sig til Aalborg og der forvente, hvis[118]
Lov og Ret kunde medføre, saa rejste han tilbage igjen og derpaa
forblev udi Aalborg.
[118] hvad.
Der nu Mag. Oluf saaledes var skilt fra disse formente besatte, og de
paa en anden Maade blev begegnet, mærkede man dagligen hos en Del af
dennem adskilligt forsætligt Bedrageri, og hvorledes de samme deres
Besættelse opdigtede og derudi blev fremturende.
Herudover befol Kongen, at de mest forhærdede skulde fra Thisted til
Aalborg nedføres og udi Fængsel hver for sig indsættes, og blev
derpaa nedført Maren Zirichs, Karen Spillemands, Karen Toftum, Anne
Krogsgaard, Inger Fusmands og Anne Jakobs Dotter. Derhos blev og
stillet Ordre, at Barnet Kirsten Langgaard i lige Maade skulde
nedføres; men Faderen holdt det i Begyndelsen udi Skjul og vilde ikke
frem dermed, saasom dets Hvid Rotte nu var slet borte og man intet
mere fornam til dets Optøger.
Endelig maatte han omsider dermed for en Dag, og blev saa Thisted
endelig befriet fra dette urolige Selskab.
Herpaa befol Kongen hans Fiskal at inkvirere om denne Handel, og de
udi dette opdigtede Besættelsesværk skyldige og interesserede efter
Lands Lov og Ret at tiltale.
Der blev og beskikket Kommissarier, som der udi skulde kjende og
dømme som ret og lovmæssigt kunde eragtes.
Da Mag. Oluf det fornam, søgte han at forsyne sig med Attester af den
gemene Almue i Thisted, om hvis[119] de havde set og hørt hos de
formente besatte og dermed vilde søge at forsvare sig og fægte til
det yderste for denne sin saa kaldede Guds egen og Landets
almindelige Sag.
[119] hvad.
Imidlertid ankom Barnet Kirsten Langgaard til Aalborg og blev efter
Biskoppens Begæring indtaget udi Provstens Hus der udi Byen og der
med Lemfældighed og god Undervisning begegnet, gik og straks derpaa
til Bekjendelse, at hun aldrig havde troet, at hun var besat, vidste
og vel, at hun skadede intet i de Maader, mens at hun det saaledes
havde indbildet Folk, hvortil hun havde faaet den første Anledning
af Mag. Oluf, som efter hendes Beretning en Gang til hendes
Faders[120], Oluf Langgaards, tog hende afsides og spurgte, hvad hun
skadede, og som[121] hun svarede, at hun havde ondt i hendes Fod,
sagde han, det var ikke saa, men hun var besat, og han skulde vel
hjelpe hende i faa Dage. Item[122] en anden Gang i hendes Hus gik med
hende i en af deres Stuer og tog da noget Konfekt op og gav hende,
bad at hun ikke skulde være ræd for hannem, han havde hørt, at hun
var besat, og at der var gaaet et Lys for[123] hende, da hun gik af
Skolen, og da foer Djævelen i hende. Denne Snak om Lyset, sagde hun,
at en Pige deri Byen havde sagt tilforne; men hun (Barnet) vidste
ikke, at Mag. Oluf vidste det, førend nu, han sagde, at det var
Fanden, der da var faren i hende, fra hvilken Tid hun og blev ved at
sige, det var saa. Men at raabe paa Folk for Trolddom sagde hun, at
Maren Spillemands kom[124] hende først til, og truede hende, at hvis
hun ikke gjorde, som hun saa hende gjøre, saa kom hun aldrig i
Himmerige, desligeste tidt nappede og stødte hende, traadte hende
paa Foden, at hun skulde gjøre, ligesom hun saa, at hun gjorde for.
[120] i hendes Faders Hus (denne Taleform er for Øvrigt endnu
ganske almindelig i Jylland).
[121] da.
[122] ligeledes.
[123] foran.
[124] fik.
Ydermere sagde hun, at som der første Gang kom Bud, at hun skulde
komme til Bispen, da havde Mag. Oluf hende inde i hans Kammer og gav
hende der, da som tilforne, Rosiner, Mandler og Æbler og med Lokken
og Truen formanede hende, at sige fast[125] hun var besat, og at hun
skulde tage sig Vare for Biskoppen, at han ikke lokkede eller truede
hende til at sige andet eller gjøre andet, end som[126] hun var
besat.
[125] bestemt, vedholdende.
[126] som om.
Item at Mag. Oluf udi Enrum sagde til hende, at hun skulde raabe paa
Anne Christens Dotter og lukke sine Øjne og le ad hende og kalde
hende Memme og Molille; men Povl Rytter lærte hende at sige, at
Djævelen var kommen til samme Anne Christens Dotter paa Skinderup Eng
for tyve Aar siden, og at der sad et Mærke paa hendes højre Side.
(Dette Mærke havde Povl Rytter tilforn set paa Anne Christens Dotter;
men Barnet tog fejl og sagde, at det var paa den venstre Side). Item
at Mag. Oluf kom hende til at raabe i Kirken, at Djævelen skulde
komme i Amtmanden og hans Børn, dersom han ikke lod Anne Christens
Dotter brænde, og at han hviskede dette til hende, da hun sad hos
hannem i Skriftestolen udi Kirken.
Det Navn Hvid Rotte, sagde hun, at Maren Spillemands havde først
nævnet, hvor efter hun (Barnet) det tog og blev derved.
I det øvrige vidste hun omstændelig at forklare alt, hvis hun havde
gjort og talt udi Thisted, udi hendes formente Anfægtning[127], og
sagde derhos endelig, at hun over alt udi dette Væsen blev Tid efter
Tid mer og mer styrket af M. Oluf, Christian Friederich Mavors, Povl
Rytter og Maren Spillemands, og at alt det, hun gjorde og sagde, det
kom de andre hende først paa[128], og som de sagde for hende, saa
sagde hun bag efter, dog var ingen slemmere end Poul Rytter til at
komme hende til at raabe paa Troldfolk. Vidste hun og siden selv at
beklage, hvorledes hun var bleven forført, og sagde, at det havde
været at ønske, at Mag. Oluf havde anderledes undervist hende og
straffet hendes Udyd, i den Sted[129] han styrkede hende der udi.
Derfor maatte han tage paa sin Samvittighed al den Guds Fortørnelse,
som af hende var begangen.
[127] Anfægtelse.
[128] det stak de andre først i hende.
[129] i Stedet for, at.
Saa blev hun nu ombeden[130] at stille sig an paa samme Maade, som
hun havde gjort det udi Thisted, hvortil hun udi Førstningen ikke
vilde, men græd og skammede sig; men, da man gav hende gode Ord og
lovede hende, at hun skulde blive fri for Straf, gjorde hun sine
Ophævelser, lagde sig paa Gulvet, krummede og opbrystede sig, rev
Huen af sit Hoved, gabede, udrakte Tungen, spyttede og vrængede Mund,
skreg og gøede og anstillede sig saa græsselig og galt, at om nogen
enfoldig, som ikke vidste, hvad det var, havde set hendes Adfærd,
skulde den have blevet bange for hende og tænkt, at det var Hvid
Rotte og ikke Kirsten Langgaard, der gjorde denne Allarm.
[130] anmodet om.
Ikke desmindre forfægtede Mag. Oluf paa det ivrigste hendes
Besættelse, og i hvorvel han hver Dag saa hende for de Kongelige
Kommissarier at staa til Munds[131] baade med hannem og de andre og
vide at gøre god Rede for sig, om alt hvis hun havde bekjendt, og hun
udi hendes formente Raseri havde talt og gjort, saa agtede han dog
intet alt dette, men sagde, at hun var et Barn og var forlokket til
at gjøre denne Bekjendelse. Djævelen var og en træsk Aand, som holdt
sig til en Tid forborgen, men var dog hos hende, fremlagde derhos
adskillige, enfoldige Folks Attester om hendes galere Adfærd i hans
Hus udi Thisted og i Særdeleshed foregav som et stort Kjendetegn paa
hendes Besættelse, at hun havde talt Latin. Og er dermed saaledes
beskaffet:
[131] blive forhørt.
Da Biskoppen, som for[132] er meldet udi Begyndelsen af denne Allarm,
havde ladet Maren Spillemands og denne Kirsten Langgaard kalde for
sig, og han selv stod i Tvivl om dette Værk, efterdi Mag. Oluf saa
haardt forfægtede det, talte han nogle latinske Ord til hende for at
fornemme, om hendes Djævel kunde forstaa det. Nu hændte det sig, at
hun omsider iblandt anden Sladder sagde Gloria[133], hvilket Ord (som
hun siden vidste at gjøre Rede for) hun havde læst udi sin Salmebog,
hvor det staar for den Salme: Alleneste Gud i Himmerig. Dette eneste
Ord tog Mag. Oluf til et uimodsigeligt Kjendetegn paa Djævelens
legemlig Nærværelse, udbredte[134] det som et stort Vidunder og
brugte det baade for denne Kommission og siden stedse som et
Hoved-Argument om hendes Besættelse.
[132] foran.
[133] Gloria d. v. s. Ære.
[134] omtalte.
Imidlertid forsvandt denne Hvid Rotte aldeles og Barnet ved gudelig
og omhyggelig Undervisning blev derefter skikkeligt, vedstod og sin
forskrevne[135] Bekjendelse siden for Kongens Højeste Ret i Mag.
Olufs egen Paahør.
[135] d. v. s. oven omtalte.
Saa blev da Maren Zirich (den ægte Mands Kone, som tilforne var
kureret udi Mag. Olufs Seng) forestillet for Kommissjonen, hvor hun
rundt ud bekjendte, at hun af hendes Svaghed havde taget Anledning
til at give sig ud for at være besat, efter den Lærdom, Mag. Oluf
havde givet hende, og at Maren Spillemands havde styrket hende i
samme Indbildning og kaldet hendes Djævel Fante. Forklarede ogsaa,
hvorledes Mag. Oluf havde gjort hende vis[136] at hun havde en
Vissenhed udi hendes Laar, som ikke stod til at hjælpe, uden hun kom
udi hans egen Seng at ligge, hvor man skulde faa saa store Mirakler
at se, at der ikke siden Apostlernes Tid var sket større, saa og
hvorledes Mag. Oluf, da hun kom i hans Seng, havde lagt sig paa
Sengen hos hende og sagt til de omkringstaaende, at nu skulde de faa
at se, hvad for en Kraft der var hos hannem, idet Gud havde givet
hannem Naade til at binde Djævelen, naar han vilde, og komme
Djævelen til at tale, naar han i den Herre Zebaoths Navn befol det,
bekjendte desforuden, hvorledes han hende i sit Studere-Kammer havde
begegnet, som forhen er ommeldet, klagede udi højeste Maader over, at
hun saaledes af sin Sjælesørger havde været forledt, og lagde paa
hans Samvittighed at svare til al Guds Fortørnelse og godt Folkes
Beskæmmelse, som hun havde forøvet, og der hun blev stillet for
Retten for at komme til Munds med hannem, overtydede hun hannem dette
i hans aabne Øjne med grædende Taare, ja end ydermere forekastede
hannem, hvorledes han hende tilforn en Dag udi hendes Svaghed, da han
hende med det Hellige Sakramente skulde betjene, utugtelig med sin
Haand paa hendes blotte Legeme havde begegnet, sagde sig at ville paa
denne sin gjorte Bekjendelse gaa til sin Død, trodsede imod
hannem[137], om han turde nægte det, og beraabte sig paa adskillige
Kvindes Personer, som han i lige Maade med den saa af hannem kaldede
faderlige Revselse utugtig havde begegnet (hvilket og siden ved
Efterforskning saaledes er befunden).
[136] havde oplyst hende om.
[137] udæskede ham.
Han derimod anhørte disse Beskyldninger med et forandret Ansigt og
vilde ikke binde sig ved at svare noget vist dertil, men tog
Anledning af hendes Bekjendelse til at beskylde hende for et
udædisk[138] Menneske, der efter egen Tilstaaelse havde løjet paa
Gud, sig selv og sin Jævn-Kristen og derfor ikke stod til troende,
anfaldt hende med stor Forbitrelse og satte i Rette over hende[139],
at hun som en offentlig Guds-Bespotterske burde at lide, i det øvrige
for at igjendrive hendes Beskyldninger om hans Adfærd og faderlige
Revselse brugte sit Skudsmaal, som han mente var hannem Beskjærmelse
nok imod alle Beskyldninger. Han havde og forsynet sig med adskillige
Attester fra en og anden fattige, enfoldige Kvindfolk udi Thisted,
hvormed han vilde bevise, at hun visseligen havde været besat med
andet mere, som han til hendes Ulykke og sin egen Befrielse
indvendte.
[138] forbrydersk.
[139] ankede over hende.
Nu for at blive ved denne Kvindes Historie, saa meldes her paa dette
Sted alt, hvis om hende udi Sagen siden er forefalden.
Da nu Kongen[140] fornam, at denne Kvinde godvilligen havde bekjendt
sin Synd og saa rent ud gaaet til Bekjendelse, beviste han hende
Naade og eftergav hende den fortjente Straf, han lod og de andre,
som endnu var forhærdede, om samme Kongel. Naade forsikre, om de sig
fra deres Haardnakkenhed vilde omvende.
[140] Christian den femte.
Herover blev Mag. Oluf forbittret og kaldede denne Kongelig Naade en
uforsvarlig Pardon[141]. Han lod hende og siden indstævne for Kongens
Højeste Ret udi egen Person at møde, og imidlertid ved sine
Tilhængere udi Thisted søgte hemmelig at overtale hende, at hun
skulde rømme bort; thi det vilde koste hendes Liv, hvilket Raad hun
dog ikke fulgte.
[141] Overbærenhed.
Men, som hun formedelst Fattigdom og besværlig Rejse, saa og fordi at
hun var frugtsommelig, ikke mødte for Retten, tog han deraf Anledning
at klage, hvorledes hun med Villie blev holdt tilbage, at det ikke
skulde opdages, hvorledes hun hannem havde paaløjet. Der over lod
Kongens Fiskal[142] hende føre fra Thisted og stille til Ords[143]
for Højeste Ret med Mag. Oluf, hvor hun udi hans aabne Øjne igjentog
og hannem omstændelig overtydede alt, hvis hun hannem tilforn havde
tillagt, forblev bestandig ved sin Bekjendelse, tilspurgte hannem, om
han turde nægte noget deraf ved sin Ed, sagde, at saa vist som hun
vilde møde hannem for GUds Dom, saa havde hun ikke sagt et Ord usandt
om hannem, hvilket altsammen han med Beskæmmelse anhørte, og hverken
udi hendes Nærværelse benægtede eller et eneste Ord dertil svarede.
Og blev hun hannem saaledes for Højeste Ret tvende Gange forestillet,
om han hende noget havde at tilspørge, mens han vilde ikke binde sig
an med hende, paaskyldendes[144] at hun efter hans Formening var et
udædisk Menneske, som han ikke vilde agte værdig at svare.
[142] Den offentlige Anklager i Sagen.
[143] til Forhør.
[144] idet han gav som Paaskud.
Kvinden blev derefter forlovet[145] at rejse hjem og takkede GUd, at
hun fra sin Vildfarelse var bleven befriet.
[145] fik Forlov til.
Nu var her ikkun seks tilbage af dette Besættelse Selskab, som blev
fremturende udi deres sædvanlige Gebærder udi Aalborg, hvoraf den
ene, navnlig Inger Fusmand, var yderlig svanger og blev derfore udi
en Mands Hus der i Byen indlagt, hvor hun og omsider fødte et dødt
Foster og døde i samme Barselseng.
Som nu de øvrige fem blev stillet for de bemeldte Kongl. Kommissarier
udi Aalborg, fremkom for det første Maren Spillemands, som udi otte
samfelde[146] Uger havde været skikkelig og imidlertid baade for
Præster og andre, som hende havde besøgt, ladet se adskillige
Poenitentses og Fortrydelses Tegn, idelig bejamret sin Daarlighed,
klaget over sine Forførere og bedet Gud hjærtelig om hendes Synders
Forladelse med et skikkeligt Indlæg, vidtløftig sammenskrevet om
hendes ganske Liv og Levnet, hvorudi hun fragik hendes forhen gjorte
Bekjendelse og derimod forblev ved hendes første Foregivende, at hun
i fjorten Aar havde været legemlig besat, klagede over, at hun til
hendes Bekjendelse var truet og lokket, og at hun da ikke havde
hendes fulde Sans, sigende derhos, at der hun samme sin Bekjendelse
anden Gang havde vedstaaet, havde der kommet noget gloendes ligesom
Ild og løbet op og ned i hendes Legeme, saa at hun havde sagt Ja til
alt det, hun blev tilspurgt, bekræftede det med en dyr Ed, saa sandt
som hun agtede at faa Himmerige og at møde for GUds retfærdige Dom og
sagde ydermere, at da hun den tredie Gang i lige Maade havde
offentlig for Retten den vedstaaet, var der og kommet noget løbendes
op i hendes højre Ben, som løb langs op ad hendes højre Side og satte
sig i hendes højre Øre, og var (det) ligesom det kunde have sagt til
hende, sig Ja, at Du haver gjort Dig det selv, hvorpaa det var kommen
i hendes Hals, og hun var bleven meget underlig, saa hun ej kunde
sanse, hvad der blev talt eller gjort, og derfor sagde Ja til alt
det, som de hende tilspurgte, med andet mere deslige, som stod i
samme Indlæg, hvilket hun selv for Retten oplæste og foregav, at det
var hendes egen Skrift og Opsat, i hvor vel siden befandtes, at det
af en Kvinde der i Byen var for hende sammendigtet og skreven.
[146] samfeld brugtes i ældre Tid Side om Side med samfulde.
Aarsagen, hvorfore denne Maren Spillemands og de andre udi
deres Ondskab saaledes blev bestyrket, var den gemene Mand og
Rendekællinger udi Aalborg, som en Del løb imellem Mag. Oluf og disse
fem forhærdede Kvindes Personer fra en til anden, der som[147] de sad
i Forvaring og fortalte, hvad de saa og hørte. En Del udi Forundring
over deres galne Gebærder havde Medynk med dennem og meddelte dennem
stor Almisse, saa at i den Sted de tilforn næppe havde haft det, de
kunde skjule sig udi, blev nu saa udpyntet og deres Legemer saa
udspækket[148], at de ej kunde ønske sig bedre Dage.
[147] der hvor.
[148] udstafferet.
Her foruden brugte Mag. Oluf hemmelig alle de Midler, hvorved han
kunde styrke dennem til at blive bestandig, sigende, at det skulde
omsider faa en god Udgang for dennem, han skulde vel anderledes
forklare deres Sag for Kongen, da derimod, hvis de faldt af[149]
vilde det koste deres Tunge og Hoved, formedelst deres forøvede Guds
Bespottelse.
[149] fra.
Som nu Maren Spillemands denne hendes ny Bekjendelse for Retten havde
fremlagt, begyndte M. Oluf at pukke, ligesom han havde vundet Sagen,
og uagtet han af Retten blev befalet ingenlunde at styrke dette
vildfarende og forhærdede Menneske i hendes Halstarrighed, satte han
dog Mod i hende, at hun skulde blive fast derved, og foregav, at hun
var nu ved hendes fulde Sans og derfore denne hendes Bekjendelse at
holde for sandfærdig.
Saa blev der nu imod hende ført Vidner af Præster og andre fornemme
godt Folk om hendes forrige Bekjendelser og skikkelige Forhold,
imedens den varede, saa og om hendes ugudelige og gudsbespottelige
Forhold i Thisted og de Tegn, som en og anden der hos hende havde
mærket, at hun ikkun foer med Bedrageri. Derimod svarede hun, at hun
vidste aldeles intet af alt dette, hun havde ikke været sig selv
mægtig, da saadant skulde passeret.
Herpaa fremkom Mag. Oluf med mangfoldige Attester, som han havde
ladet opsøge hos den gemene Mand og dennem selv ladet sætte udi Stil
og Form, og af nogle enfoldige Folk, som gamle Kærlinger, Daglønnere,
Fiskere, Hospitalslemmer og andre deslige uforfarne Mennesker, som
hverken kunde læse eller skrive, med trende Bogstaver ladet
undertegne, hvormed han vilde gjøre besatte baade disse Mennesker,
som vilde være det, saa og de andre, som var kommen udi bedre
Oplysning og sig fra hannem havde afsondret.
Den fornemste iblandt disse Vidner, hvilken og de andre efterfulgte,
var en ældgammel Kvinde over 70 Aar, som opvartede de syge udi
Hospitalet og havde nogle Nætter været hos Maren Spillemands. Denne
vandt[150], hvorledes hun tilligemed en Dum[151] og en Krøbling selv
tredie havde været om at holde paa Maren Spillemands en Gang i hendes
Anfægtning, og da blev Maren Spillemands Bryster saa store som Iveret
paa en Ko, der skal føde en Kalv, og i det samme blev de alle saa
mange, som holdt paa hende, løftet op tilligemed hende 7 Kvarter fra
Jorden, hvilket skete om Natten udi Maaneskin. Item at hun havde set
gloende Katte og Rotter om Natten i samme Tider, og det fornemmelig
St. Olufs Nat, klagede derhos, hvorledes hun og selv havde været i
Fristelse, idet at disse gloende Rotter var kommen paa hendes Hals om
Natten og vilde have kvalt hende. Denne gamle Kærling, da hun blev
nærmere forhørt, befandtes at gaa i Barndom og have hverken hendes
fulde Syn eller Sans.
[150] vidnede.
[151] stum d. v. s. døvstum.
Hernæst kom Krøblingen frem, som havde været med udi denne
Skærmydsel, da Kærlingen skulde været løftet i Vejret, og stadfæstede
hendes Vidne. Ja, her kom endda et Par til, som og forklarede, at de
havde set samme Vidunder.
Herpaa blev den anden Selskabs Søster, navnlig Karen Toftum, i lige
Maade fremstillet og fik at høre, hvad Vidner der var imod hende om
hendes Forhold udi Thisted, og hvad Tegn én og anden havde der i Agt
taget hos hende, at hun mange Gange var befunden at fare med
Bedrageri, blev og derhos alvorlig formanet til at afstaa sin
Haardnakkenhed.