Forvaring til Lugoli, Dommeren over Misdædere og til Kongens Prokurør
ved Raadstuen, som hende forvarede udi tyve Dage.
Imidlertid lod bemeldte Parlament hende besøge af elleve de
berømteste Doktore, som alle gav til Kjende, at de ikke kunde
fornemme noget hos hende, som overgik Naturens Kraft. Ikke desmindre
raabte de gejstlige i deres Prædikener, hvorledes man herved gjorde
Indgreb udi Kirkens Myndighed og dæmpede den overnaturlige Røst, som
Gud her vilde bruge til at overbevise Kætterne deres Vildfarelse.
Her maatte og Parlamentet bruge dets Myndighed til at forbyde dennem
at tale noget herom.
Det befol og Stads Hauptmanden Rapin at føre Marthe tilbage til
Romorantin, og der at overantvorde hende udi Faderens Forvaring og
forbyde hannem at lade hende komme ud af Byen uden Stedets Øvrigheds
Videnskab[179] under Straf paa Kroppen, som baade han og hun ellers
skulde være undergiven.
[179] Viden.
Dette Væsen endtes dog ikke hermed. Thi Aleksander af Rochefoucauld,
Abbed til St. Martin og Broder til Frantz, Biskop udi Clermont, som
siden blev Kardinal, tog (efter samme Biskops Raad, som man mente)
dette stakkels Menneske med sig af Landet, førte hende til Avignon og
siden til Rom. Men, som de franske Agenter der allerede havde
forestillet Paven og det hele Hof, at deres Konge vilde tage dette
til Mistykke[180], saa fandt bemeldte Abbed ikke de Venner, som han
havde tænkt at formaa[181] der paa Stedet, ikke heller nogen, som
vilde tro noget, der kunde være imod deres Gavn og Bedste. Saa fornam
nu Abbeden, at han havde bedraget sig selv, hvorudover han skrev
Kongen til og udi største Ydmyghed bad om Forladelse. Kort derefter
faldt han i en Sygdom og døde af Bedrøvelse, som Ordet gik, fordi at
han havde taget sig denne lange Rejse paa og derved intet andet
vundet end Foragt.
[180] tage dette ilde op.
[181] raade over.
Marthe og hendes Fader blev forladt af alle Mennesker og havde i saa
Maade ingen Tilflugt uden til Hospitalerne.
Til Beslutning[182] falder her at melde om den ved Trykken udgangne
Beretning om det saakaldte Huskors udi Kjøge[183]. At som Mag. Oluf
udi sin Skrivelse til Bispen saavel som siden stedse udi Sagen sig
derpaa saasom paa en utvivlagtig Historie haver beraabt, ja ydermere
som sjunes efter dens Anledning og Maade dette ganske Besættelsesværk
opdigtet. Saa ses deraf, hvad Uordener og Skade det ofte kan
foraarsage, at man slige uvisse Eventyr til Trykken og gemene Mands
Kundskab befordrer.
[182] Slutning.
[183] Beretningen om dette er udgiven af Johan Brunsmand, Præst ved
Vartov 1674. Den viser Besættelsestroen paa sit højeste og er et
Væv af det vildeste Galimatias.
ENDE.