Traktement og derover om Natten faldt i urolige Drømme om denne
Djævle-Allarm, som han daglig saa og hørte, og udi saadan urolig Søvn
faldt Overdynen af hannem paa Gulvet. Dette tilregnede han straks
Djævelen og fortalte det som et stort Mirakel for adskillige. Endelig
kom han til en af disse to unge Piger, som før er meldt, da de var i
deres Raseri. For nu at vide, om de vist var besat, spurgte han den
ene til, om hun kunde sige hannem noget af, hvis[66] hannem var
vederfaret. Pigen svarede: Ja, jeg kan. Dynen faldt forleden Nat af
Dig. Manden blev forskrækket og sagde: Ti stille, det er nok, hvorpaa
Pigen sagde: Se der, nu staar Du som en klippet So, hvorover Manden
og de omstaaende faldt i Forundring og troede, at det ufejlbarligen
maatte være talt af Djævelen, da dog siden befandtes, at en
Rendekælling havde fortalt det tilforn der i Huset, hvorledes
Djævelen havde trukket Dynen af denne Mand.
[66] for: hvad.
Imidlertid fandtes, som forhen er meldt, en Del Folk inden og uden
Byen, som bar stor Tvivl om alt dette Værk. Mag. Oluf derimod
forsvarede det med stor Nidkærhed og kaldede dennem Vantroens Børn
og aandeligen besatte, som der udi vilde sige hannem imod. En Del af
Præsterne, som af Biskoppen var beskikket til at gaa hannem til
Haande med de to første at opvarte, kom og selv udi Tvivl, at det var
enten nogen naturlig Sygdom eller og selvgjort Værk eller og en
Blanding af begge Dele hos disse ny besatte, men ingen af dennem
turde offentlig sige Mag. Oluf imod, en Del for den store
Opinion[67], de havde om hans Lærdom og højt oplyste Forstand, og en
Del af Frygt for hans Ivrighed imod alle dennem, som her udi sagde
hannem imod, foruden at den Kredit[68], han for sin udvortes
Hellighed og Anseelse havde hos den gemene Mand, gjorde enhver
undseelig at sætte sig imod hannem, ja en Del af Præsterne bar og
selv saa stærk en Tro til alt, hvis[69] som han sagde, at de uden
videre Ransagen gjorde alting, ligesom han anordnede og lod det komme
an paa hans eget Forsvar.
[67] den høje Forestilling.
[68] Anseelse. Jvnf. engelsk: _to one's credit_.
[69] hvilket, hvad.
Og som nu de besattes Tal saaledes var formeret, og disse Præster
blev baade trætte og kede af at løbe fra den ene af disse rasende
Kvindfolk til den anden, anholdt Mag. Oluf paany hos Biskoppen om
flere Præster, foregivendes, at han ikke troede, at der var sket
større Ting og Tegn siden Apostlernes Tider, end der nu skete i
Thisted.
Herpaa besluttede Biskoppen straks selv at rejse did for at tage
alting udi Øjesyn, tog derfor med sig en af de ældste Provster udi
Stiftet, som udi Lægekonsten var temmelig kyndig og kom til næste[70]
Landsby ved Thisted, at han der udi Enrum og Stilhed, uden Almuens
Overløb, kunde udforske Beskaffenheden hos enhver især af disse
formente besatte, lod derfor de to første, nemlig Maren Spillemands
og Barnet Kirsten Langgaard føre ud til sig. Straks begyndte Maren
Spillemands hendes sædvanlige Gebærder med Tuden, Raaben og Skraalen
og andre slige Optøger. Barnet Kirsten Langgaard øvede i lige Maade
hendes Konster.
[70] nærmeste.
Mag. Oluf, som og samme Tid var til Stede, brugte derpaa sin
sædvanlige Læsning og Sang over dennem. De derimod vrængede med
Munden, spyttede og brugte andre foragtelige Gebærder, dog ej
anderledes end at ethvert Menneske, som sig saadant vilde foretage,
kunde efterabe.
Derpaa sagde Biskoppen til Mag. Oluf, at han ikke fandt noget
Besættelses Tegn hos disse Mennesker. Mag. Oluf derimod med stor
Ivrighed forsvarede det og stod hardt derpaa, at der maatte endeligen
først ske Eksekution[71] over alle de paaraabte Troldkvinder, førend
der kunde forventes nogen Befrielse fra Djævelen fra disse og andre
af hannem besatte Kvindfolk, sigende derhos, at saa vist som der var
Gud i Himmelen, saa var der udi Thisted tolv legemlig besatte
Mennesker. Han lod ogsaa falde adskillige spodske og foragtelige Ord
baade imod Biskoppen og Provsten, og ingenlunde vilde afstaa hans
Mening, hvor udover de skiltes ad og drog hver sin Vej hjem igjen.
Dette skete i Junii Maaned.
[71] Henrettelse.
Nu havde Biskoppen selv set disse tvende Mennesker, og som han af
deres Væsen sluttede, at denne foregivne Besættelse ikke maatte være
rigtig, saa begjærede han ved sin Hjemkomst Stiftamtmandens Hjælp at
faa dennem bragt fra Thisted til Aalborg, hvor han boede, paa det man
des grangiveligere kunde ransage deres Adfærd, naar man fik dennem
fra det Sted og den Samkvem afsondret, hvor de udi deres Griller
eller Ondskab dagligen blev styrket.
Derpaa blev tvende Mænd udi Aalborg affærdigede[72] til at ledsage
Maren Spillemands fra Thisted til Aalborg, hvilke da de kom til
Thisted, blev de saa indtagen af denne Allarm, som der var i Byen,
desligeste[73] af Mag. Oluf og hans Tilhængere saa indprædiket om
denne Maren Spillemands Lutzers Styrke og Adfærd, at de snart[74] var
sindet at begive sig tilbage med uforrettet Sag. Endelig fik de hende
omsider paa en Vogn og begav sig paa Rejsen, hvor hun under Vejs
baade paa Vognen og udi Herbergene øvede alle hendes Gebærder, dog
saa varligen, at hun hverken faldt af Vognen eller nogen Tid stødte
eller i ringeste Maade skadede hendes Legeme. Disse to hendes
Ledsagere førte hende dog frem med stor Varlighed og Forskrækkelse,
og kunde derefter ikke noksom fortælle alle de store Jærtegn, som de
undervejs havde set hos hende. De turde og ej komme længer med hende
end til et lidet Færgested ved Aalborg kaldet Sundby, saasom de var
bange, at hendes Lutzer skulde drukne baade hende og dennem, som hun
dennem og havde truet, hvorfor den ene forblev hos hende udi Sundby,
imedens den anden foer over og fortalte Biskoppen denne deres
eventyrlige og farlige Rejse, sigende sig derhos at have faaet en
stræng Ordre fra de andre besatte i Thisted til Biskoppen, at saa
fremt han ikke stræbte at faa de paaberaabte Troldkvinder brændte,
skulde Djævelen i lige Maade fare i hannem og hans Hustru og bad, at
en eller to Præster maatte være hos at følge Maren Spillemands over
Færgen. Biskoppen beordrede straks en af Byens Præster at følges over
Færgen at afhente hende.
[72] udrustede.
[73] ligeledes.
[74] næsten (bruges endnu almindeligt paa Jydsk).
Da hun nu kom i Færgen, begyndte hun at øve hendes Gebærder; men, der
Præsten lod sig forlyde, at hvis hun ikke vilde ligge stille, saa
skulde hun bindes, holdt hendes Lutzer sig smukt skikkelig, saa at de
uden Fare kom med hende til Aalborg. Saa snart hun kom til Lands, og
hun saa den gemene Mand i Mangfoldighed omringe hende, begyndte hun
paany efter Sædvane, alt paa samme Maade som hun fra Begyndelsen i
Thisted sig havde anstillet. Da hun nu blev stillet til Forhør
for Biskoppen og Stift-Amtmanden, var hun i Begyndelsen hel
besvadsig[75] og vidste vel at forsvare sig; men omsider gik hun til
Bekjendelse og sagde, at af Begyndelsen, der hun var i hendes Alders
trettende Aar, fandt[76] hun undertiden til noget krybendes i hendes
Laar og Lemmer, hvilket man samme Tid indbildte hende at foraarsages
ved noget ondt, som skulde være hos hende, hvorudover hun og i
Begyndelsen ikke andet vidste, end at der var noget Spøgeri hos
hende. Men nu en Tid lang havde hun forsætlig gjort sig selv de
sælsomme Gebærder og ingen Tid været af Djævelen besat paa den Maade,
som hun det havde indbildet Folk. Og at der hun saa Oluf Langgaards
Barns Væsen og Gebærder, og at det gik samme Barn an[77], da blev hun
efter Satans onde Tilskyndelse endnu mer styrket og opmuntret til at
abe det efter og at føre Folk fuldkommelig i Tanker om sin legemlig
Besættelse. Desligeste, at der hun hørte samme Barn raabe paa de for
Trolddom beskyldte Personer, saa gjorde hun sig i lige Maade dets Ord
nyttige, ihvorvel hun ingen af dennem for nogen Trolddom vidste at
beskylde. Saa hørte hun ligeledes det Navn Lutzer først nævnes af
Barnets Mund, som sagde, at Broder Lutzer var hos Maren Spillemand,
hvorefter hun lod Folk blive i den Vantro. Herforuden bekjendte hun,
at naar det opdigtede Raseri kom hende paa, kunde hun sanse og vidste
Mesteparten af, hvis[78] hun sagde og gjorde, desligeste hvad der hos
hende af andre blev bestilt. Og at hun i samme hendes opdigtede
Anfægtning[79] ikke vidste at nævne andre ved Navn end dennem, som
hun tilforn havde kjendt. Saa var og de fleste Syn opdigtet, som hun
indbildte Folk sig at have set, naar det formente Onde var overstaaet
med hende. Dog forebragtes hende vel undertiden noget i Fantasi for
Øjnene. Videre blev hun tilspurgt, om hun holdt og troede Oluf
Langgaards Barn at være besat, hvortil hun svarede, at hun ofte havde
troet det, dog havde hun og ofte tvivlet derpaa, besynderlig naar hun
i den formente Besættelse havde knebet paa hendes Lemmer og da
befunden, at hun ikke var uden Følelse. Item hvad hun dømte og vidste
om de andre, som endnu holdtes for at være besatte. Derpaa svarede
hun, at hun ikke nogen Tid havde lagt Raad op med dennem, men det
troede hun stadig, at der var det samme Fejl hos dennem tilhobe. Hun
havde og hos nogle af dennem, særdeles Karen Toftum, fundet nogle
Tegn til samme Bedrageri. Saasom at en Aftensang[80], da samme Karen
sagde midt under Prædiken: Nu raaber jeg, hun da svarede sig selv
straks derpaa: Jeg maa ikke for den store Mand og for Oluf Sladder.
Dette bekjendte hun med god Fornuft ikke alene for Bispen og
Stift-Amtmanden, men endog for adskillige Præster der i Byen
mangfoldige Gange, ja endog vedstod det offentlig tvende Gange for
Retten, da hun blev stillet til Forhør. Bejamrede derhos med Graad og
Vemodighed sin Daarlighed, sagde at have brugt det Hellige Sakrament
uværdeligen, og at det havde været hende bedre, at hun aldrig havde
kjendt Retfærdighedens Vej, end at hun skulde have kjendt den saa vel
og saa syndig igjen forladt den, og at det angrede hende, at hun saa
skammeligen og i saa lang Tid havde bespottet Gud, beskæmmet sin
Næste med ond Paatale og bedraget Menneskene, særdeles saa mange Guds
Ords Tjenere, hvilke hende med gudelige Bønner og Salmer havde
opvartet, sagde, at naar hun tænkte derpaa, var det lige som der sad
en Kniv i hendes Hjærte, og at hun ikke uden med en Vederstyggelighed
tænkte paa Thisted, item at hun saa mange Gange havde haft i Sinde at
aabenbare Sandheden, men saa havde Satans onde Indskydelse styrket
hende igjen i hendes forrige ugudelige Væsen, bad Gud skulde forlade
hendes Forældre og andre, at de ikke havde straffet hende i hendes
Ungdom, da de saa hende med saadan Daarskab anfange.
[75] rapmundet.
[76] mærkede.
[77] gjorde Indtryk paa samme Barn.
[78] hvad.
[79] Anfægtelse.
[80] en Aftensang, brugt her i Lighed med en Mandag, en Sommer, vil
altsaa sige: en Dag under Aftensangen.
Saa blev nu denne Maren Spillemand indsat udi Hospitalet i Aalborg,
og forblev hun en 8 Ugers Tid ved denne Bekjendelse, læste og bad Gud
om sin Naade, og fornam man imidlertid intet til nogen Galskab eller
Urolighed hos hende.
Af denne Maren Spillemands Bekjendelse sluttede Biskoppen ved sig
selv, at efterdi det saaledes var beskaffet med hende, som var den
første og fornemmeste iblandt disse besattes Tal, maatte det ligesaa
være med de andre, og derfore ufortøvet gjenkaldede den Anstalt[81],
som han forhen udi Landemodet havde gjort om Præsternes Opvartning
hos denne Maren Spillemands. Saa advarede og Biskoppen og
Stift-Amtmanden Oluf Langgaard, at det ikke maatte være saaledes
beskaffet med hans Dotter Kirsten Langgaard, som han sig indbildede,
og stillede derhos Ordre om hendes Nedførsel til Aalborg med
indstændig Begæring, at saasom denne Sag var af saa stor Vigtighed,
og angik GUDS store Navns Ære og Satans Forstyrrelse, at derfor
Faderen enten selv vilde følge med sit Barn, eller og overlade det
under de til hendes Gelejde[82] beskikkede, deres Varetægt, som alt
uden hans Omkostning skulde ske, forsikrende hannem derhos, at Barnet
skulde blive omhyggelig og vel akkommoderet[83] udi Biskoppens eget
Hus, saaledes at i Fald det efter Foregivende skulde være legemlig
besat, vilde de formode GUds naadige Bistand til hendes Befrielse,
og, hvis det befandtes anderledes, skulde vel Sandhed der opdages,
førendes hannem derhos til Gemyt, at han derved kunde sætte sit Sind
og Samvittighed udi Rolighed, at han ingen Midler havde forsømt efter
kristelig Tilbud af gejstlig og verdslig Øvrighed til hendes Frelse
og evig Saligheds Kundskabs Erlangelse.
[81] Foranstaltning, Indretning.
[82] Ledsagelse.
[83] sørget for.
Derhos blev og gjort den Anstalt, at saafremt Faderen skulde dertil
findes uvillig, Rettens Middel[84] da hannem dertil skulde formaa og
Barnet uden Ophold nedbringe.
[84] Øvrighedens eller Rettens Betjente.
Som Maren Spillemands Bekjendelse nu rygtedes, og at de andre
ligeledes en efter anden skulde nedføres, begyndtes der en stor
Allarm i Thisted.
Oluf Langgaard søgte straks Mag. Oluf, om han skulde lade sit Barn
følge. Mag. Oluf sagde absolut nej; men han vilde forsvare sin Mening
til det yderste. Derpaa sammenkaldte Mag. Oluf en stor Del af den
gemene Almue, foredrog dennem, hvorledes Biskoppen satte sig imod
dette Værk og vilde have det til intet, sagde at Maren Spillemands
Bekjendelse var talt af Djævelen og ikke af hende selv, stillede
derpaa samme Dag en Supplique[85] til Kongen udi den hele Bys Navn,
hvor udi han androg[86], hvorledes der i Byen var stor Jammer og
Elendighed formedelst Satans grumme Tyranni ved et forfærdeligt
Trolddoms og Besættelses Væsen, som Byen efter GUds underlige og
skjulte Raad var overkommen, hvilket med mange uhørlige[87]
Eksempler til det ganske Lands store Fare og Forskrækkelse daglig
forøges, besværede sig derhos over Biskoppen og Stift-Amtmanden, at
de ikke vilde tro, at det var en legemlig Besættelse eller Trolddom,
og det formedelst Maren Spillemands Bekjendelse, som han sagde at
være aldeles stridende imod hans daglige Forfarenhed[88], saasom der
nu i hans Menighed var 12 eller 13 legemlig besatte, som kunde tale
om skjulte og forborgne Ting foruden dennem, som han endda tvivlede
om, hos hvilke det begyndte at ytre sig paa samme Maade, begærede
derfor, at Maren Spillemands maatte føres tilbage igjen i sin Frihed
og Frelse[89] og der eksamineres, saa og, at der maatte beskikkes
forstandige og myndige Mænd, som uden Persons Anseelse kunde
inkvirere[90] om Troldvæsenet, saaledes at de skyldige maatte blive
straffet.
[85] Bønskrift.
[86] forestillede dem.
[87] uhørte.
[88] Erfaring.
[89] gl. Hovedord, betyder Sikkerhed eller personlig Frihed.
Tillægsordet frels bruges endnu i Vendingen »fri og frels«.
[90] anstille retslig Undersøgelse.
Denne Supplique underskrev en stor Del af den gemene Almue der i
Byen, og Mag. Oluf rekommenderede den samme med stor Nidkærhed som en
Sag, hvorpaa det hele Lands Velfærd beroede.
Han overtalte og Amtmanden til at give Ordre til Kongens Ridefoged at
tiltale og forfølge alle de paaraabte gamle Kvindfolk, og er her i al
denne Tid ført Proces imod mange fattige Mennesker med mangfoldige
Tingsvidner, hvor iblandt og en gammel, udlevet Kvinde blev dømt til
Baal og Brand (hvilken dog siden til Overretten blev kjendt
uskyldig), og var begge disse to gamle Kvinder de, som af de formente
besatte blev beskyldt at skulle have indvist Lutzer i Maren
Spillemands og Hvid Rotte i Barnet Kirsten Langgaard.
Herforuden blev to eller tre andre fattige gamle Kvinder paagrebne og
givet Sag[91], at de kunde signe for adskillige Sygdomme, hvoraf en
af Frygt udbrød af Fængslet og løb sin Vej. En anden blev dømt til at
forvises Landet.
[91] sat under Tiltale.
Hidindtil havde man disse Trolddoms Processer drevet alene imod de
fattige, som var enfoldige og uden Forsvar, men der Stift-Amtmanden
og Biskoppen tog sig Sagen an og mente, at her var Bedrageri hos[92],
begyndtes der at føres Vidner paa adskillige fornemme Godtfolk, som
skulde være lige saa gode som disse gamle Stakler, alt efter de
formente Djævles Paaraaben og Mag. Olufs Paastaaende[93], at her
skulde uden Persons Anseelse inkvireres[94] og brændes, om ellers
dette Værk skulde opholde. Og havde i disse Dage en og anden godt
Folk nok at bestille for at fri deres ærlige Navn og Rygte for
saadanne Beskyldninger, at de ikke udi Protokoller og Tingbøger til
Beskæmmelse skulde indføres.
[92] med i Spillet.
[93] Paastand.
[94] undersøges.
Imidlertid at[95] dette saaledes passerede, foredrog[96]
Stift-Amtmanden og Biskoppen Kongen dette vidt udraabte Besættelses
Værk tillige med deres Formening, at herunder maatte være noget
Bedrageri forborgen, helst efterdi Maren Spillemands alt havde
bekjendt, og de andre, som havde faaet deres Besættelse af hendes
Eksempel, blev saa haardt paaholdt i Thisted af Mag. Oluf, og han
ikke vilde lade dennem komme fra sig til andres Paaskøn[97] og
Efterforskning. Derpaa ordinerede[98] Kongen tvende Kommissarier,
nemlig Stift-Amtmanden og en Amtmand der i Nærværelsen til at lade
disse formente besatte Kvindfolk for sig indkalde og ved flittig og
fuldkommen Randsagning at søge god Underretning om den ganske
Handel[99], og derpaa deres Relation herom til Kongen indgive.
[95] imens.
[96] indberettede.
[97] Bedømmelse, Kjendelse.
[98] anordnede.
[99] Sag, Historie. Ordet bruges endnu saaledes almindelig i
Jylland. Jvnf. Udtrykket: Handel og Vandel.
Disse Kommissarier lod derpaa først Maren Spillemands kalde for sig
som den første og fornemste Ophæver i dette Besættelses Værk, efter
hvis Eksempel de andre var kommen udi lige Galskab, hvilken da for
dennem frivillig vedstod hendes forhen gjorte Bekjendelse og sagde
sig paa en 8te Ugers Tid, og siden at hun første Gang ved bedre
Undervisning var bragt til samme Bekjendelse, ikke at have fornummet
nogen Svaghed, sagde derhos, at den Indbildning, hun havde haft, om
at være legemlig besat, var Mag. Oluf og de tvende Studentere skyldig
udi, som hende derudi havde styrket.
Nu stod det paa, at faa Barnet ligeledes til Eksamen[100], førend de
vilde forhøre de andre, saasom det skulde give bedst Oplysning,
efterdi alle Folk gjorde sig mest Tanker om Maren Spillemands og det.
Hvorfore disse tvende Kommissarier gjorde Anstalt om dets Nedkomst
til Aalborg, saaledes at hvis Faderen ikke godvillig vilde lade det
være følgagtig[101], at Øvrigheden ved Stedet da vilde skaffe det
til Stede. Det kunde dog ikke ske; thi Barnets Fader skjulte det og
ingenlunde vilde lade det komme frem.
[100] Undersøgelse.
[101] lade det følge Opfordringen.
Derpaa lod Kommissarierne for sig kalde de andre Kvindes Personer,
som til den Tid havde været under Mag. Olufs Opsigt og Kur, og haver
da enhver af dennem brugt sin Undskyldning, nemlig:
Den første ved Navn Maren Sirichs, en ung, frisk Kvinde paa 25 Aar,
som var den Ægte-Kone, der blev ført udi Mag. Olufs egen Seng og af
hannem med faderlig Revselse betjent, sagde sig at have faaet nogen
Sygdom med Rystelse og Skælven i hendes Laar, en Dag da hun kom af
Kirken, og var derefter bleven meget syg og falden udi nogen sær
Lemmernes Bevægelse og Raseri, og derover henbragt i Mag. Olufs Hus,
hvor hun havde været i tre Uger, indtil hun blev frisk igjen. Denne
Kvinde havde tilforn udi Thisted daglig raabt paa, at der var kastet
noget ondt i Vejen for hende, da hun gik fra Kirke, og at det var
lavet til Mag. Oluf[102], som gik bag efter hende, men hun fik det,
fordi hun gik for[103] hannem, hvilket skulde være Aarsag til den
Barmhjærtighed, Mag. Oluf beviste hende med sin egen Seng. Hun havde
og mest raabt og beskyldt fornemme godt Folk; men nu, da hun var
alene, og af Kommissarierne herom blev tilspurgt, klagede hun aldeles
intet over nogen, som hende denne Svaghed kunde have forvoldet, sagde
derhos, at hun vel havde kommet til Aalborg i Begyndelsen, da
Stift-Amtmanden og Biskoppen havde Bud efter hende, men Mag. Oluf
raadede hende derfra. Om samme Kvinde falder her efter videre at
melde.
[102] Meningen er, at det var tiltænkt Mag. Oluf.
[103] foran.
Den anden ved Navn Karen Toftum, et Kvindfolk paa 25 Aar, som for
Løsagtighed og Tyveri tilforn havde været forvist Byen, gjorde nogle
Ophævelser med Legemets Bevægelse og Skrigen, sagde, at hun vidste
ikke, enten hun var besat, eller hende skadede noget, videre end hvad
andre havde sagt for hende, og ihvorvel hun udi hendes Raseri i
Thisted havde beskyldt adskillige godt Folk, saa sagde hun nu, at hun
ikke beskyldte nogen for sin Svaghed. Om hende skal og herefter
meldes videre.
Den tredie ved Navn Anne Jakobs Dotter, et besovet Kvindfolk, som
havde haft sin Gang i Mag. Olufs Hus og af hannem med faderlig
Revselse været begegnet[104], gav for[105], at hun for nogle Aar
siden havde en St. Hans Nat fundet en blodig Tand i sin Seng og
derefter været urolig i sit Sind, sagde sig at være af Djævelen
besat, og kunde ikke fordrage at se nogen Kvindes Person med
Fontange[106] eller Top paa Hovedet, hvorfor hun og kaldede sin
Djævel Topmageren. Denne gjorde sine Ophævelser for Kommissarierne
med Legemets Kastelse og Bevægelse, saa og Skogren og Bjæffen, havde
derhos en rød Farve og ej mere Styrke end at hun af et Par nok kunde
holdes. Denne havde og glemt sine Beskyldninger imod de forhen af
hende paaberaabte Troldkoner, og skal herefter i lige Maade om hende
meldes videre.
[104] behandlet.
[105] foregav.
[106] Fontange (fransk) betyder et højt Hovedtøj eller Sæt. Navnet
efter Ludvig den fjortendes Maitresse, Hertuginden af Fontange.
Den fjerde ved Navn Anne Krogsgaard, et Kvindfolk paa 22 Aar, og som
kort Tid tilforn havde tjent Mag. Oluf, sagde sig at have faaet sin
Svaghed af en svovlagtig Stank for hendes Næse om St. Hans Dags
Tider, og at hun vidste ikke, enten hun var besat eller ej, stillede
sig ellers an for Kommissionen med sære Ord og Gebærder, ligesom hun
vilde gjøre Komplimenter for de omkringstaaende, gjorde et Par Gange
sine Ophævelser[107] og anstillede sig imidlertid at være dum[108].
Var dog let at holde, svarede ellers meget trodsig til, hvis[109] som
hun blev tilspurgt. Hun havde i lige Maade udi Thisted vel vidst at
raabe paa en og anden godt Folk, ja kunde udi hendes Galskab opregne
22 tillige[110]; men nu kjendte hun dog ingen, ej heller beskyldte
nogen.
[107] Spektakler.
[108] stum.
[109] hvad.
[110] paa én Gang.
Den femte ved Navn Karen Spillemands, et Kvindfolk paa 18 Aar, af et
smukt Ansigt og Søster til Maren Spillemands, sagde sig i lige Maade
at have faaet nogen Svaghed af en svovlagtig Lugt paa samme Tid som
den forrige, hvorover hun var falden i nogen Besvimelse. Denne vilde
ikke sige sig at være besat, ej heller klagede over nogen, men sagde,
at Gud havde paalagt hende hendes Svaghed; hun gjorde ingen
Ophævelser for Kommissarierne, ej heller kjendtes paa hende nogen
Svagheds Tegn, men hun havde en frisk og sund Farve.
Den sjette og syvende var tvende Søstre og Borger-Døtre af Thisted,
den ene ved Navn Gertrud Anders Dotter, en Pige paa 20 Aar, og den
anden Anne Anders Dotter paa 16 Aar. Disse klagede sig at have faaet
nogen Hjærte Angest med Kvalmer, Afmagt og Daanelser. Disse to, i
hvor vel de udi Thisted havde raabt lige saa galt som de andre, ja
endog den ene af dennem havde indbildet sig at kunne sige forborgne
Ting, havde og anstillet sig ligesom det var Djævelen og ikke hun
selv, der talte det, saa beskyldte de nu ingen, men tog deres Svaghed
som et Kors af Gud. De bleve siden begge ved en erfaren Læges Hjælp
bragt til Rette paa den Maade, som forhen er ommeldt.
Den ottende ved Navn Inger Fusmands, en fattig Skoflikker Kone i
Thisted, af et hel smukt Ansigt, henved 22 Aar gammel, sagde sig og
at have faaet et Tilfald[111] med Hjærte Angest og Tungsindighed og
ikkun at have haft sin Svaghed fem Gange, hver Gang med nogen
Mattighed[112] paa et Par Dages Tid derefter. Denne beskyldte ikke
heller nogen, men holdt hendes Sygdom for et Kors af Gud og ventede
hans naadige Hjælp. Siden er befunden, at denne Kvinde redede til
Barsel.
[111] Tilfælde.
[112] Mathed.
Den niende var en gammel Kvinde paa 61 Aar ved Navn Anna Dahl. Hun
sagde sig at have faaet sin Svaghed ved nogen Rædsel og Daanelse, men
ikke at have haft den uden én Gang. Siden er befunden, at denne
Kvinde havde været hos hendes Nabo Kone at tylle[113] Øl og der faaet
sin Svaghed, som ej heller varede længer, end til Øllet havde gjort
sin Virkning.
[113] drikke.
Den tiende var en ung Bondekone der i Byen, navnlig Anna Bondes 22
Aar gammel. Den sagde sig at have faaet sin Svaghed paa Gaden med en
Besvimelse, og raabte hun straks paa Troldkonerne ligesom de andre,
men havde ikke fornummet til hendes Svaghed uden tvende Gange. Denne
Kone er og siden befunden at rede til Barsel.
Den elfte var et Kvindfolk ved Navn Anna Legind, ugift, af fyldig
Kompleksion[114], henved 34 Aar. Hun sagde, at hun for nogle Aar
havde faaet hendes Svaghed med nogen Angest for Hjærtet og Rystelse i
hendes Legeme, som hun troede at være en Besættelse, men beskyldte
ingen.
[114] egl. Hudfarve, maa imidlertid her betyde Legemsbygning.
Denne er den Kvindes Person, som tilforn er ommeldet, at hun søgte
Raad hos M. Oluf i Begyndelsen af denne Handel og blev af hannem udi
Korsdøren med Manen begegnet.