Produced by an anonymous volunteer from scanned images of
public domain material made available by Google Books.
Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men den oprindelige
stavning og brug af versaler er i øvrigt bevaret. Bogen er oprindelig
trykt med frakturskrift; i nedenstående tekst er _ brugt til at
angive antikvaskrift.
Den vidtudraabte
Besættelse udi Thisted.
Kort og sandfærdig
Beretning
om
den vidtudraabte
Besættelse udi Thisted.
Til alles Efterretning af Original-Akter og troværdige Dokumenter
uddragen og sammenskreven (af Arne Magnussen).
Paany udgiven af Alfred Ipsen.
Kjøbenhavn.
Jul. Gjellerups Forlag.
1891.
Første Udgave udkom i 1699, trykt i det kongl. priviligerede
Bogtrykkeri udi Studie-Stræde.
Trykt i Martius Truelsens Bogtrykkeri.
Forord.
Der er i den senere Tid fra forskjelligt Hold gjort ikke saa lidt for
at henlede Opmærksomheden paa den ejendommelige og indgribende Rolle,
som Heksetroen og de deraf følgende Heksebrændinger spillede i det
sekstende og syttende Aarhundrede hele Evropa over, og da ogsaa her i
Danmark.
Til en samlet videnskabelig Fremstilling og Vurdering af dette i
kulturhistorisk og psykologisk Henseende lige mærkelige Fænomen,
som den Tyskerne eje i Soldans fortræffelige »Geschichte der
Hexenprocesse«, ere vi vel ikke naaede; men der er dog fra
forskjellig Side, af Byarkiver og Thingbøger, fremdraget et ikke
ringe Materiale til Belysning af den Rolle, som Heksevæsenet
har spillet hos os. Desuden have vi -- om end henliggende i
Bibliothekernes Støv og lidet kjendte af det store Publikum --
adskillige samtidige, trykte Beretninger om nogle af de største og
mest opsigtvækkende Heksebesættelser, saaledes om den i Kjøge (ved
Rektor Brunsmand) og den i Thisted (ved Arne Magnussen). Det er den
sidste af disse, som herved forelægges for Læseverdenen, og vi tør
vel uden Overdrivelse kalde den den interessanteste danske
Kriminalhistorie. Det er nemlig intet mindre end en Skildring af et
skammeligt Bedrageri. Men det er noget mere.
Kun faa af de fra Fortiden overleverede Bøger føre os saa nemt og
umiddelbart ind i Datidens centrale Bevidsthedsliv. I sit naive og
troværdige Sprog opruller den lille Bog os et Billede af Livet i en
afsidesliggende, dansk Provinsby i Slutningen af Kristian den femtes
Regeringstid, som aldrig nogen Historieskriver eller Digter har
naaet endsige overgaaet. Vi se den halv barbariske Tids mærkelige
Blanding af Religion og vild Overtro, af Gudsfrygt og verdslig
Beregning, og i skarpt Lys vises det os, hvilken uhyre Rolle Frygten
-- man kunde næsten sige Mørkerædslen -- spillede som Baggrund for
hele Samtidens Tankeliv.
Dog betegner Thisted-Processen, der foretoges ved Højesteret i 1698,
efter at Lægefakultetet forud var afhørt derom, netop den gryende
Fornufts Sejr efter den lange Heksesabath. I Virkeligheden var det
den sidste, store Hekseproces i Danmark, og dens Udfald viser
tydelig, at det da var paa Heldningen med disse protestantiske
Autodaféer, idet ingen af de i Sagen indviklede bleve brændte. I
Beretningen om Magister Oluf Bjørns tappre, men frugtesløse
Anstrengelser for at faa sine Hekse paa Baalet, først hos den Aalborg
Bisp og siden hos de overordnede Myndigheder i Kjøbenhavn, skimter
man tydelig den kommende Oplysningstids begyndende Skepsis. Efter
Aaret 1700 kjendes der ingen Eksempler paa, at Hekse ere blevne
brændte her i Landet.
De, som ønske nærmere Orientering med Hensyn til Heksevæsenet her
i Danmark, ville kunne finde den i Verner Dahlerups blandt
Studentersamfundets Smaaskrifter udgivne lille Bog om »Hekse og
Hekseprocesser i Danmark«.
Det store Ry og Rygte, som for nogen Tid haver været her udi Danmark
om Djævelens store Tyranni og forskrækkelige Magt over nogle Kvindes
Personer i Thisted udi Aalborg Stift i Jylland, giver vel enhver
Forlængsel at vide, hvorledes dermed var beskaffet, helst efterdi man
haver hørt saa meget om adskillige forunderlige Jærtegn, som der hos
dennem var sket, hvorledes at Djævelen skinbarligen havde ladet sig
til Syne hos dennem, talt af dennem, udraabt adskillige baade fattige
og rige for Trold-Koner, og at de var hans med Legem og Sjæl, sagt at
de skulde brændes, førend han vilde vige og andet mere deslige.
Da for at vise alle og enhver den rette Historie fra Begyndelsen og
indtil Enden af dette vidt udraabte Besættelses og Trolddoms Værk, er
dette til alles Efterretning forfattet, og af Akterne oprigtig
uddraget, saaledes som det egentlig er befunden.
En Bondepige i Jylland udi Vensyssel i Aalborg Stift ved Navn Maren
Spillemands (hvis Fader Kristen Spillemand er en fattig Husmand og
Kalkslager) skal efter hendes Foregivende, der hun var tretten Aar,
være en Gang bleven syg og fundet nogen Gysen og Rysten udi sine
Lemmer, hvormed undertiden fulgte nogle Konvulsioner. Hun er dog
omsider kommen tilpas igjen, men sagde sig derefter at finde nogen
Urolighed baade i Sindet og Lemmerne og har siden den Tid paa en
fjorten Aars Tid af og til givet sig ud for at være upasselig, dog
saaledes at hun endog i hele og halve Aar sagde sig at være fri. Hun
haver derved taget Anledning at slage sig til Ørkesløshed og dovne
Dage og løbet om fra et Sted til et andet at søge Ophold, hvor nogen
vilde give hende noget, og haver baade hun og hendes Fader faaet
Tanker om, at hun maatte være fortryldet (eller, som gemene Mand det
kalder, forgjort, eller der maatte være kastet noget ondt i Veien for
hende) og givet Skylden en gammel Bondekone der i Nærværelsen[1] ved
Navn Anne Kristens Datter i Skinderup, som deromkring holdtes for at
være en Troldkone, at hun skulde (som gemene Folk taler) have vist
noget ondt i hende, hvilket skulde være sket en St. Hans Aften
sildig, da denne Kvinde tilligemed en anden skal have mødt denne
Maren Spillemands og hendes Søster paa Marken udenfor Skinderup, da
de kom fra Vetteild[2], siden hvilken Tid hun sagde sig at have
fornummet dette onde.
[1] Nærheden.
[2] Vetteild d. v. s. St. Hans Blus.
Denne hendes foregivne Svaghed blev dog af en Del forstandige Folk
der i Egnen holdt for noget Skrømteri og selvgjort Værk og af andre
for et Tilfald af Moderen[3] eller anden kvindelig Svaghed.
[3] Fremfald af Livmoderen.
Imidlertid haver Faderen søgt Raad for hende hos en og anden af
Præsterne der i Nærværelsen, hvor iblandt tvende, da de saa hendes
underlige Gebærder, lod gøre Bøn for hende af Prædikestolen i (den)
Mening, at der var noget Hekseri hos hende.
Endelig er hun fire eller fem Aar siden kommen til Præsten i Thisted
Magister Oluf Bjørn, som i de samme Tider var bleven Præst der
sammesteds, og ligeledes søgt Raad hos hannem.
Samme Mag. Oluf haver og i Begyndelsen tvilet om, hvad hendes
Svaghed maatte være. Men der hun klagede sig, at det onde, hun
plagedes af, sad udi hendes Laar, og at det vigede bort, naar han
lagde sin Haand derpaa og befol det at gaa bort, haver han i lige
Maade ladet sig forlyde, at det maatte være noget Spøgeri eller
Trolddoms Værk.
Imidlertid haver man intet synderligt fornummet til hendes Syge[4]
førend siden i Januario 1696, da Mag. Oluf erklærede hende offentlig
for alle, at hun af Djævelen legemlig var besat.
[4] Sygdom. Denne Form af Ordet er endnu ganske almindelig i
Jylland.
Nu hændte det sig ved de samme Tider, at en anden Mand der i
Nærværelsen, ved Navn Oluf Langgaard, som og var en af denne Mag.
Olufs Tilhørere havde et lidet Pigebarn henved ni Aar gammelt,
navnlig Kirsten Langgaard, som gik i Skole der i Byen og var et
vittigt Barn, men derhos ikkun ilde optugtet.
Dette Pigebarn skal have faaet nogen Svaghed, som undertiden førte
nogle Tegn med sig ligesom en liden Anstød af den faldende Syge.
Hendes Fader haver derfor søgt Raad i Begyndelsen hos en Præst der i
Nærværelsen, som nogenledes var kyndig i Lægekonsten; men, der hans
Raad ikke straks vilde lykkes, søgte han en anden gammel Præst, som
den gemene Mand holdt for, at der var noget sært hos, og at han kunde
skønne paa[5] alle Slags Svagheder bedre end nogen der i Egnen, om
derhos maatte være noget unaturligt. Denne Præst baade brugte til
hende nogen Lægedomme, saa vidt han forstod, saa og gjorde Bøn til
Gud om hendes Helbred.
[5] bedømme.
Da det nu rygtedes, at Mag. Oluf i Thisted havde den forom meldte
Maren Spillemands under Hænder, tænkte denne Oluf Langgaard, at det
ikke heller maatte være ret fat med hans Datter, søgte derfor ogsaa
Magister Olufs Betænkning og Raad, om muligt ikke hans Barn maatte
være lige saadan faren som Maren Spillemands, hvilken da han saa
hendes Gebærder at ligne en Gren af den faldende Syge, holdt han det
og i Begyndelsen derfor.
Nu var Maren Spillemands Sygdom, som før er meldt, af hannem erklæret
for en Besættelse af Djævelen, hvis Adfærd da denne Kirsten Langgaard
saa, nemlig hvorledes hun anstillede sig med Raaben, Skrigen,
Mundvrængen, beskyldende Ane Kristens Dotter af Skinderup for hendes
onde, begyndte Barnet ligeledes at anstille sig og gjorde alting
lige saa galt som Maren Spillemands. Derudover forandrede Magister
Oluf hans Mening og erklærede hende ligeledes for at være af Djævelen
legemlig besat, begyndte derpaa at betjene dem begge som besatte og
læste og sang adskilligt for dennem, som alt gik derpaa ud, at her
var en Djævel i hver af dennem.
Nu var der i Byen paa samme Tid nogle Studentere, dennem bragte Mag.
Oluf udi Tanker, at her var Djævelens legemlige Nærværelse, og gik
tvende af dennem, Povel Rytter og Christian Friederich Mavors
(hvilken sidste var Mag. Olufs Søstersøn) hannem fornemmeligen til
Haande udi at betjene disse tvende Mennesker. Da de nu saaledes blev
begegnet, haver de daglig mer og mer taget til udi sælsomme Gebærder,
gøet og galet, skreget og tudet og gjort mange underlige Optøger,
ideligen raabt paa den Kvinde af Skinderup, at hun var en Troldkone.
Magister Oluf derpaa manede og besværede[6] Djævelen og spurgte
hannem om hans Navn, og hvo der havde vist hannem der ind. Maren
Spillemand svarede, som under Djævelens Person, at hans Navn var
Lutzer, og at han var indvist i hende af Anne Kristensdotter i
Skinderup.
[6] besvor. Man skrev i ældre Tid svære, hvor vi nu skrive sværge.
Barnet i lige Maade kaldte sin Djævel Hvid Rotte og (sagde) at den
var indmanet i hende af samme Kvinde. Præsten og fornævnte
Studentere, som før er meldt, klemte videre paa med deres Manelser,
tiltalte disse Djævle ved deres Navne: Lutzer! Hvid Rotte! Din Hund!
Er Du der? Pak Dig bort. De lod dennem føre til Kirken under
Gudstjenestens Forretning[7] og tiltalte dennem ligeledes der i
Menighedens Paahør og besvarede hvert Ord, de talte, ligesom det
kunde være talt af Djævelen. De derimod, som saaledes idelig blev
begegnet, blev mer og mer forstyrrede, rasede umaadelig, anstillede
sig som de, der falder af den slemme Syge, skjældte Præsten for Oluf
Sladder, spyttede undertiden paa hannem, vrængede Mund ad Guds Ord og
faldt udi en og anden Guds Bespottelse og beskyldte foruden den
paaberaabte Anne Kristensdotter andre flere (deriblandt nogle
fornemme Koner) for at være Troldfolk i lige Maade og Aarsag i deres
Onde.
[7] Forrettelse, Ordet Forretning bruges som bekjendt nu i en anden
Bemærkelse.
Mag. Oluf talte igjen Djævelen til og sagde: Du lyver, din Hund! --
De svarede, som under Djævelens Person, at de maatte intet lyve for
den store Mand[8] som vilde endelig have Trolddom straffet. De
(Djævlene) vilde blive hos dennem i ti Aar, saafremt de ikke alle
blev brændte, som de paaraabte at være Troldfolk, og at hvis
Amtmanden ikke vilde lade dennem brænde, vilde de fare baade i hannem
og alle hans Børn. Disse Djævle lod sig dog tit uddrive baade af Mag.
Oluf og fornævnte Studentere, ja endog af Kællinger og gemene Folk,
naar der blev læst for dennem, eller dennem blev befalet at fare ud,
og sagde da undertiden, naar Mag. Oluf eller andre læste for dennem:
Du piner mig saa med dine Bønner, at jeg ikke pines mere i Helvede.
Lad mig fare ud. Nu far jeg. Og i det samme sagde Maren Spillemands
eller Barnet: Nu for han bort som en Sværm Fluer, som en Ravn, som en
Ildslue. Og sov disse to Mennesker altid roligt om Natten, saa at
naar Fantasien og Hjærnen var udmattet af den idelige Tummel og
Allarm om Dagen faldt de omsider i Søvn og gjorde ikke mere deres
Gebærder. Undertiden bad de Præsten gaa bort, de vilde have Rolighed,
og var saaledes stille indtil Præsten og de ommeldte Studentere
begyndte paany at tiltale dennem: Lutzer! Hvid Rotte! Hvor er Du nu?
Hvor haver Du været saa længe? Er Du dér? Lad os høre Dig! Hvad
bestiller Du? Hvormange er Du? og saa fremdeles, da de igjen begyndte
at tale og øve deres sædvanlige Gebærder og stilledes saa igjen,
undertiden ved et Ord, og undertiden lod de længe bede og synge for
sig, før de omsider sagde: Nu for han bort! og andet deslige.
[8] Vorherre. Den lille Mand er Djævelen. Jævnfør Udtrykket
Bettefanden.
Som de nu ideligen hørte tales, læses og synges om Djævelen og
Djævelens Nærværelse, Fortrylden, Hekseri og Spøgeri, kom saa vel
Maren Spillemands (hvilken desforuden i lang Tid havde gaaet om med
denne Besættelsestanke) som Barnet Kirsten Langgaard derover udi stor
Urolighed og græsselige Gebærder.
Det hændte sig en Gang, at Barnet gik og legte paa Gulvet i Mag.
Olufs Stue. Som der da kom en Mand ind, sagde Mag. Oluf til Barnet:
Hvid Rotte, er Du nu der igjen? Barnet sagde: Nej, jeg skader intet,
hvorpaa Mag. Oluf svarede: Din Hund, jeg ved Du est her, og befol at
lægge Barnet paa Bænken og læse over det. Derpaa fangede det straks
an med sine sædvanlige Gebærder.
En anden Gang mødte en af fornævnte tvende Studentere Maren
Spillemands paa Gaden, og som han saae hende, sagde han: Maren, er I
gal, hvi gaar I her? Jeg ser Djævelen er skinbarlig i Eder. Hun
sagde: Nej, nu skader jeg intet. Han derimod svoer derpaa en stor Ed,
at hun var besat. Derpaa gik hun straks hen og ligeledes begyndte med
hendes sædvanlige Optøger.
Dette Væsen gav nu en stor Forskrækkelse iblandt Almuen, saavel i
Byen som i Egnen der omkring, og ihvorvel nogle, som saa deres
Optøger og Gebærder, dømte at der ikke var nogen legemlig Besættelse
hos dennem, saa opsatte dog Mag. Oluf sig imod alle dennem, som vilde
sige hannem imod, og sagde med stor Ivrighed, at de var alle
aandeligen besatte, som ikke vilde tro, at disse var legemlig besat.
Som nu den gemene Mand saaledes blev bestyrket udi denne Tanke, at
disse Mennesker maatte ufejlbarlig være besat af Djævelen, helst
efterdi Mag. Oluf selv læste offentlig paa Prædikestolen, at Djævelen
var efter Befaling opkommen af Helvede at forkynde Guds Villie og
straffe Synden, efterdi Menneskene ikke ville adlyde Guds Ord, og
sagde derhos offentlig, at her var ingen Forløsning eller Frelse for
disse Mennesker, førend de, som af dennem var paaberaabt, blev
paagreben og brændt, tænkte Kristen Spillemand og Oluf Langgaard, at
det var bedst at gøre som Præsten, der bedre var oplyst end de, vilde
have det, for at frelse deres Børn, hvorpaa Oluf Langgaard lod den
paaraabte, gamle fattige Bondekvinde Anne Kristens Dotter paagribe og
føre til Thisted. Da Maren Spillemands saa hende, anstillede hun sig
med sine sædvanlige Gebærder, talte som under Djævelens Person og
kaldte hende sin Morlille, sigende at hun havde givet sig til hannem
for tyve Aar siden.
Barnet Kirsten Langgaard stemmede i med og fulgte samme Tone, sagde
derhos, at hendes Djævel havde lovet hende 2000 Daler, der hun gav
sig til hannem, og at han skaffede hende Penge nok, som han stjal fra
en Mand udi Kjøbenhavn med andet mere deslige.
Kvinden derimod i højeste Maader beraabte sig paa sin Uskyldighed,
hvorpaa Mag. Oluf bad Gud ville gøre et Tegn, om hun var skyldig, og
som Barnet derpaa begyndte med dets sædvanlige Gebærder, Raaben og
Skrigen, udraabte han det straks for et vist Tegn fra Gud, at hun var
en Troldkone.
Derpaa søgte Oluf Langgaard at føre Vidner over denne gamle Kone.
Kristen Spillemand gav hende fuldkommen Sag og Sigtelse[9], hendes
Naboer, nogle Bønder, kom frem og vandt[10] om hende, at hun i mange
Aar havde været berygtet for Trolddom og haft Ord for at være skyldig
i Maren Spillemands Onde. Mag. Oluf trinede og frem sigende, at han
havde hørt Djævelen tale af de besatte og beskylde hende. Den gemene
Almue fulgte efter, og gik alle deres Vidner, saa vel Præstens som en
Del af hans Tilhøreres derpaa ud, at Lutzer og Hvid Rotte sagde sig
af hende at være indmanet i Maren Spillemand og Kirsten Langgaard, og
at hun endeligen maatte brændes, førend de vilde vige bort.
[9] stævnede hende.
[10] vidnede.
Forbemeldte tvende Studentere lagde det dertil, at det var af GUds
sær Tildrivelse, at Djævelen maatte sige dette, saasom Tiden nu var
kommet, at hun skulde brændes, hvorfor Djævelen var nødt til at bruge
de besattes Tunger, paa det hendes Synder skulde aabenbares, med
andet mere deslige, som blev vidnet imod denne gamle Kvinde, hvorpaa
hun udi hendes Enfoldighed svarede, at det var Løgn alt det, Fanden
havde sagt.
Som nu Oluf Langgaard saaledes forfulgte samme gamle Kvinde, blev
efter Amtmandens Ordre nogle andre Kvinder paagrebne, som i lige
Maade af Maren Spillemand og Kirsten Langgaard som Troldfolk var
paaberaabt.
Nu var der i Nærværelsen en Bondepige ved Navn Anne Legind, hvilken
gik med en indvortes Sygdom, saasom en Melankoli, og i lige Maade var
kommet i Tanker, at der maatte være noget ondt hos hende, hvorfor hun
og havde beskyldt en Fiskerkone der i Egnen, af hvilken hun formente
sig at være forgjort. Som denne Pige nu hørte, hvorledes Mag. Oluf
kunde besvære Djævelen, søgte hun strax til Thisted at søge Raad hos
hannem, hvorpaa han stillede hende frem i Kirken udi Korsdøren,
tilspurgte hende, om hun troede, at han kunde hjælpe hende, og som
hun svarede ja, sagde han, at hende skulde ske ligesom hun troede,
og derpaa begyndte at tiltale Djævelen paa sædvanlig Maade: Din
Hund! Giv Dig til Kende! Jeg veed, Du er her. -- Pigen derimod med
stor Forskrækkelse stod og rystede for hannem og kunde ikke svare,
men pegte til Halsen og græd, stod ligesom halv rørt[11] af
Forskrækkelse. Han igjen tiltalte Djævelen og spurgte, hvad han hed,
men fik intet Svar, hvorover han erklærede hende at være besat med en
dum[12] Djævel.
[11] Meningen er ramt af et Slagtilfælde, halv apoplektisk. Blandt
Almuen bruges Ordet endnu ganske almindelig paa denne Maade.
[12] stum.
Men Maren Spillemand aabenbarede siden denne Djævels Navn og kaldede
hannem Skam. Denne Pige rejste derpaa straks bort fra Thisted med
stor Frygt og Rædsel, men raabte ikke paa nogen Troldfolk, ejheller
beskyldte nogen for hendes Svaghed, indbildede sig dog, at hun var
forgjort, og bad Gud ville hjælpe hende, men befattede sig derefter
intet mere med Mag. Oluf.
Dette store Rygte om de tvende forbemeldte Kvindes-Personer bevægede
adskillige baade i Thisted By og paa Landet deromkring at søge til
dennem saasom til nogle Sibiller[13] og efterspørge, hvo der havde
forgjort deres Fæ og andet, som de kunde have lidt Skade paa, og fik
de alle til Svar, at disse Troldkoner var der udi skyldig.
[13] Spaakvinder.
Iblandt andre var der i Byen en Mand, som ellers skulde være en af de
fornemste og mest oplyste, men som ved Svaghed var kommen saa vidt,
at hans Hukommelse slog hannem mærkelig fejl.
Da nu denne Mand i de samme Dage formedelst Mangel paa sin
Hukommelse begik en liden Forseelse, og det rygtedes for disse to
Kvindes-Personer, sagde de, at Anne Kristens Dotter i Skinderup havde
taget hans Hukommelse fra hannem. Der Manden dette hørte, lod han
straks føre Vidner til Thinge, at Fanden havde sagt dette om Anne
Kristens Dotter og gav hende derpaa Sag og Sigtelse, at hun havde
berøvet hannem hans Hukommelse.
En gammel, enfoldig Mand der i Byen havde paa nogle Aar ikke fundet
sig saa færdig udi Kjærligheds Sager imod sin Kone, som han var i
sine unge Aar, hvorover han og søgte hen til disse tvende Mennesker
at forespørge sig, hvor hans Manddom var afbleven. De gav straks
Skylden paa en af de efter deres Paaberaabelse for Trolddom anholdte
gamle Kvinder ved Navn Anne Vert, at hun havde taget den fra hannem.
Derpaa gik baade denne Mand og hans Kone til Thinge og førte Vidner,
at Djævelen havde paasagt samme Kvinde denne Beskyldning.
Kvinden (som ellers var gammel og udlevet og gik i Barndom) værgede
sig længe med Munden og sagde, at det var Løgn, men som hun derpaa
blev meget hart fængslet og af Dommeren truet og haardeligen
tiltalt, bekendte hun omsider, at Fanden havde sagt sandt. Nu skulde
hun forklare, hvor hun havde gjort af denne Mands Manddom. Dertil
vidste hun ingen Rede længe, omsider sagde hun, at hun havde tøjret
den uden for Byen ved en Vejrmølle.
Manden blev tilspurgt, om det sig saa forholdte. Nej, sagde han; men
det haver ikke den Kraft som i mine unge Dage.
Flere saadanne Vidnesbyrd og Beskyldninger hørtes der daglig udi de
samme Dage, iblandt andet hvorledes denne Anne Kristens Dotter havde
været udi Katte-Lignelse nu hos Magister Oluf, nu hos fornævnte
Studentere og villet rive deres Strube ud, men maatte ikke for den
store Mand.
Saa skulde og Djævelen have sagt sig at være selv ottende hos Maren
Spillemands, ja, der sagdes og, at en havde set den Djævel Hvid Rotte
i sin fulde Skikkelse, og en anden havde om Natten set hannem som en
Hund ved sin Seng, med meget andet saadant. Var og den gemene Mand
saaledes indtagen af Forskrækkelse, at hvor der saas en Kat, Rotte
eller Mus, frygtedes der, at det skulde være en Djævel.
Iblandt andet hændte det sig, at som en Mand kom kørende paa Marken
forbi tre Harer, hvilke dog der i Landet er i Overflødighed, tænkte
han, at det var tre Djævle, og forklarede derefter, at da de sprang
hannem forbi, var det ligesom en kunde have slaget en Kniv i hans
Hjærte, og bød han dennem pakke sig, som de og gjorde, saa han
takkede GUd, at han slap dennem forbi.
Imidlertid[14] alt dette saaledes passerede, kom det forskrækkelige
Rygte om disse tvende Mennesker udi Thisted omsider Biskoppen[15] for
Øren, som boede 10 Mile der fra Stedet. Han skrev derpaa Præsten Mag.
Oluf til for at fornemme, hvorledes dermed var beskaffet, hvorpaa
Mag. Oluf, som paa fjerde Maaned havde paa sin egen Haand drevet
Værket, indskikkede saadan en Beretning til Bispen, som følger:
[14] imens.
[15] Biskoppen var den bekendte Jens Bircherod, der i sin Dagbog
omtaler Sagen.
Kort og sandfærdig Beretning om de sig her udi Thisted befindende
legemlig besatte Mennesker og dessen[16] Beskaffenhed, som nu fast
paa et Fjerding Aar Tid efter anden jo mere og mere haver ytret sig,
og befindes saaledes:
[16] deres.
1. Er her en Pige fød i Skinderup, navnlig: Maren Kristens Dotter
Spillemand, som for 15 Aar siden først skal have fornummet til dette
Onde, og skal af min sal. Formand ofte været forsøgt at drive, men
ikke kommen videre dermed end i hendes Laar, hvor det fast paa 10
Aars Tid før min Ankomst hid til Kaldet, skal have givet sig til
Kende, men staaet i Tvivl, om det skulde være en legemlig Besættelse
eller anden forgiftig Trolddoms Virkning formedelst Satans onde
Redskab, eller og nogen anden ugemen og fast overnaturlig Svaghed,
ja, en Del haver og villet føre det stakkels Menneske i Mistanke, som
der skulde være noget selvgjort Skrømteri og affektat Værk[17]
derunder.
[17] paataget Væsen.
Nogen Tid efter min Ankomst haver dette Onde igen begyndt at te sig
forfærdeligere, som jeg og ved Guds Ords og Aands Kraft nogle Gange
haver drevet, saa Mennesket er kommet til sin Rolighed og forrige
Helbred igen, hvorved alting saaledes en Tid lang er bleven i Stilhed
og _relinqueret in suspenso_[18], hvad det egentlig kunde være,
omendskønt det nok lod sig anse at være Djævelens Spøgeri og Trolddom
der under.
[18] henstaaende uafgjort.
2. Men forleden Sommer (1695) haver et Barn paa 9 Aars Alder, navnlig
Kirsten Olufs Dotter, som er Oluf Pedersen Langgaards Dotter her af
Byen, fornummet ligesaadan Anstød, og efter at jeg nogle Gange havde
været hos, og givet Agt paa Barnets Svaghed, syntes det vel at være
næsten af samme Beskaffenhed som med ovenbemeldte Pige, men derhos
ikke ulig et Fang[19] af den faldende Syge eller deslige naturlig
Svaghed og Raseri, hvorfor jeg raadede Barnets Fader, at han skulde
lade hende komme ned til Aalborg, at forfarne _Medici_[20] tilligemed
Byens Præster og Gejstlige desbedre kunde fornemme hendes Tilstand og
derom skønne, hvilket mit Raad han og lod sig befalde og lovede at
følge, men siden, overtalt af andre, lod hende ikke komme længer end
til Agersborg, hvor hun nogen kort Tid udi Sognepræsten hr. Pales Hus
og under hans Opsyn er forbleven.
[19] Anfald af en Sygdom, bruges særlig om Epilepsi.
[20] Læger.
Efter at Barnet var kommet fra Agersborg hid til Byen igjen, haver
det onde efterhaanden kjendeligen ytret sig, men er dog ved Bøn og
GUds Paakaldelse saa vidt dreven og bragt til Stilhed igjen, at
Barnet næstendelen haver været roligt en Tid lang, og syntes alene
som nogle Levninger af en naturlig Svaghed at være efterladt hos
hende.
3. Men der det kom ungefær til midt i Januario udi nærværende Aar,
haver det omsider for Alvor ytret sig hos begge ovenbemeldte
Personer, at man efterhaanden haver kunnet ligne det ene med det
andet, og Tid efter anden jo mere og mere kunnet fornemme _vera
obsessionis corporalis signa, tam primaria_[21], saasom 1) _Abditarum
rerum notitiam_[22], at de haver vidst adskilligt, som skete,
fraværende, særdeles indbyrdes hos de besatte, som dog var langt fra
hinanden i forskjellige Huse, kendt adskillige fremmede Personer, og
vidst at nævne dennem ved deres Navne, som Menneskene aldrig tilforn
havde set eller kendt, ejheller efter at den _paroxysmus_[23] var
over og det onde drevet, kunde kende, og andet saadant mere. 2)
_Admirandum & præter naturale robur & potentiam_[24] saa at endogsaa
Barnet undertiden ikke af 7 eller 8 stærke Mennesker kunde holdes og
styres. Alleneste Latin eller andre fremmede Sprog haver man ikke
fornummet den onde Aand at lade sig høre med hidindtil, videre end
han saa undertiden kunde støde ud med et Ord og sige som for
Eksempel: Jeg er en _Diabolus_[25] var og, tilspurgt hvad _Diabolus_
var, svaret en Forfører og Bagvasker, ligeledes at Satan var en
Modstander i sin Betydning etc. _quam Secundaria Obsessionis
Signa_[26] saasom (a) _Horrendam vocifertionem & ululatum_[27] hvor
iblandt de saa tydelig haver _exprimeret_[28] Kattes, Hundes, Haners,
Svins, Oksers og andre Bæsters Lyd, saa at de, som ikke saa, hvad det
var, kunde ikke skille det fra Dyrenes egen Lyd.
[21] de ægte Tegn paa en legemlig Besættelse, dels af første Rang.
[22] Kundskab om skjulte Ting.
[23] det Anfald.
[24] en beundringsværdig og overnaturlig Styrke og Kraft.
[25] Djævel.
[26] dels ogsaa Besættelsestegn af anden Rang.
[27] frygtelig Raaben og Hylen.
[28] gjengivet.
(b) _Dei blasphemationem & proximi cavillationem_[29], som haver
været forskrækkelig at høre, særdeles af den grumme Bespottelses
Aand, som regerer hos Barnet.
[29] Guds Bespottelse og Næstens Forhaanelse.
(c) _Gestuum deformationem_[30] med forfærdeligt Syn, Ansigtets,
Munds og Øjnes grumme Forvendelse og Udspilelse, umenneskelig
Skogren, Skummen og Fraaden af Munden, Tænderskæren og Klæders
Sønderrivelse baade paa sig selv og andre etc.
[30] Ansigtsfordrejelse.
(d) _Corporum excruciationem_[31], som haver været erbarmelig at se,
hvorledes den onde Aand haver pinet de arme Mennesker, blæst dennem
op og trækket dennem sammen igjen, vriet deres Arme, Hænder, Halse
og andre Lemmer omkring og kastet Hovedet bag ned paa deres Ryg, saa
man ikke kunde tænke andet, end de var ganske af Led.
[31] Legemernes Pinsel.
(e) _Insolitam corporis & proximorum læsionem_[32], saasom at rive
Haaret baade af sig selv og andre nærværende og med Slag, Biden og
Sliden gjøre det onde, som ikke med største Magt blev forhindret.
[32] Uhørt Beskadigelse af sig selv og andre.
(f) _Admirandam corporum motionem_[33], med forunderlige Spring og
Legemets Ophævelse, saa at den onde Aand og haver budt sig til at
flyve op med dennem og føre dennem op under Loftet, om det hannem
maatte tilstedes.
[33] Vidunderlig Legemsbevægelighed.
(g) _Rerum gestarum oblivionem_[34], saa at de besatte intet haver
vidst af sig selv, eller hvad der var passeret, imens Paroxysmen stod
paa &c.
[34] Forglemmelse af Begivenheder.
4. Her haver man og faaet at vide ved den onde Aands Tilkjendegivelse
en Del onde Mennesker og Satans Lemmer, som skulde forvoldt de arme
Mennesker dette Onde, af hvilke hidindtil ikkun en eneste er
paagreben og sat fast, men synes at frugte lidet til nogen ret
Bekendelse, formedelst hendes forstokkede Hjærtes Haardhed, førend
flere af de andre bliver sat hver paa sit Sted, at den ene kan frygte
for den anden.
5. Tilmed er fornummet, at Barnet for syv Aar siden skal først have
faaet det onde i sin Fod, da hun ikke haver været to Aar gammel, som
hun endnu gemenligen finder ofte at sætte sig under Fodbladet som en
Flintsten, hvorfra det i et Øjeblik springer omkring og giver sig op
i de andre Lemmer, Bryst, Hoved, Ansigt, Øjne &c.
6. Foruden ovenbemeldte tvende er og kommen hid til Byen i den
Forhaabning ved Guds Naade og min ringe Tjeneste at blive hjulpen en
anden Pige af Legind udi Nørhaa Sogn[35], navnlig Anne Jens Dotter,
som næsten skal være af samme Beskaffenhed som de andre, alleneste
det onde er hidindtil ikke kommet til den Tummel og Raseris Højde som
hos de andre, men haver dog nogle Gange saa vidt ladet sig forstaa at
være der indmanet af en Kvinde udi Istrup[36], som er Oluf Fiskers
Kone sammesteds, og at man skulde tage hende fat, hvilket og igjennem
de andre besattes Munde er bekræftet og tillige navngivet to Djævle,
som skulle være i hende, nemlig Skamm og Oss, af hvilke den ene skal
være stum, hvorudover det onde sjelden og lidet hidindtil hos hende
taler.
[35]-[36] Saavel Nørhaa som Istrup ligge sydvest for Thisted,
omtrent midtvejs mellem den og Agger.
7. Den Djævel, som gemenligen regerer hos Barnet kalder sig Hvid
Rotte, i hvilken Gestalt han og ofte er set, ikke aleneste af de
besatte, men endog af andre, og særdeles af min Søster Søn Christian
Friederich Mavors i Jakob Hørers Stue, imidlertid Barnet var der i
Huset, og end her i mit Sengekammer af min Tjeneste Pige, som ellers
og meget andet Spøgeri ofte baade inden og uden Huset af adskillige
fornemmes.
8. Den Djævel, som er hos Maren Spillemand, kalder sig Luser
og raaber de begge idelig paa deres Moder, som de kalder den
Kvinde, der sidder, ved hendes Navn Molil eller Molei, som deres
_Pronunsiasion_[37] gemenlig falder, og truer stærkt, at dersom de
ikke lader hende med nogle andre, som de og meget paaberaaber,
brænde, da skulle de fare i dennem og særdeles i Amtmanden og hans
Børn.
[37] Udtale.
9. Ellers er nogle Gange befunden, efter den onde Aands Sigelse, at
de haver været 18 tillige[38] i hver af dennem, og haver Djævelen
navngivet efterskrevne igjennem Maren Spillemands Mund, som paa
Stedet er blevne optegnede, med hvad hver deres Forretning skulde
være.
[38] tilsammen.
(1) Luser, Moderens (som ovenbemeldt) Sendebud, han skal tage hendes
(den besattes) Sjæl og forfølge hende til han kan overvinde hende.
(2) Rotas, han skal forstyrre hende, hun skal falde fra den slemme
Tro, han skal lade sig se synligvis som en Ild for at forstyrre
hendes Tro. _NB_. Det er og ofte saaledes befunden, at Mennesket er
bleven frygtagtig og svagtroende over saadan Syn, som er kommet hende
for.
(3) Hvid Rotte, han skal forstyrre hendes Samvittighed, hun skal
blive forskrækket, saa skal hendes Tro svækkes.
(4) Satan, Modstandere, han skal imodstaa Dig (saasom Ordene faldt
til mig) og hende.
(5) Feite, Hoffærdig, han fejer for min Moder, da er jeg ydmyg hos
hende.
(6) Fante, jeg skal forhindre, Du (forstaa mig, som den Onde
tiltalte) skal intet godt gjøre hende det Skarn (nemlig den besatte),
thi saa bliver min Moder vred, han skal skyde Pile.
(7) Rørel, han skal sætte ondt imellem Ægteskab og imellem andre Folk
i Husene.
(8) Sladder, han skal bagvaske og komme dennem til at sige Løgn.
(9) Fluardt, han skal flyve udi hende som en Flue, og i de andres
Øren udi Kirken, han skal forstyrre Hørelsen.
(10) (11) (12) (13) (14) (15) (16) (17) (18) hedder Forstyrrere hver
én, de skal være med og styrke vore Brødre (_NB_. Saa kaldte Djævlene
hinanden) iblandt dennem er Kus Skriveren, han skal optegne alle de
Synder, som begaas. Denne ynkede Fanden selv, at han havde saa meget
travlt. _NB_. Disse Navne og Bestillinger er efter Fandens egne Ord
igjennem Maren Spillemands Mund.
10. Det gaar undertiden saa heftig til, at man maa ligge i Bønnen
hele 3-4 ja 5 Timer, dog imidlertid for nogen Respiration afveksle
med bekvemme Salmer at lade synge imellem, ved hvilket Middel GUd
haver givet mig den Naade, at de onde Aander (i hvor mange de
undertiden haver været) mangfoldige, ja over de hundrede Gange er
dreven og haver de besatte gemenligen set dennem ved Udfarten i
adskillige Lignelser somme Tider som Ild udi Kugler, Pile, gloende
Stænger &c. Bitzel, somme Tider som Katte, Rotter, Ravne og andre
Fugle, item[39] Fluer &c. Og haver gemenlig saadanne Syner været Tegn
og Forsikring for de besatte, at de da var skilt ved det onde, saa
længe det varede, som undertiden var ganske kort, saa det tidt og
ofte samme Time er kommen igjen og ved Ankomsten ladet sig til Syne
for de arme Mennesker.
[39] ligeledes.
11. Undertiden haver og den onde Aand skjult sig og talet igjennem de
besattes Mund, ligesom de skadede intet for at blive dennem kvit, som
kom at infestere[40] hannem med Bøn og GUds Paakaldelse, og særdeles
mig, som Satan og ofte med sledske Ord haver villet afvende fra mit
Forsæt, og sagt: Jeg skulde gaa hjem, jeg var træt, jeg blev ellers
syg, jeg skulde lade Hr. Hans eller en anden komme &c. Denne Satans
Træk haver og GUd omsider aabenbaret, dog haver man ofte maattet lade
sig nøje, naar man fik det nogenledes stillet, om endskjøndt man
nok kunde mærke, at det onde ikke fuldkommen var dreven, paa det
man ikke for meget skulde udmatte baade sig selv og de arme
forspændte[41] Mennesker.
[40] plage, pine, forstyrre.
[41] gammelt Ord for pint, besværet af Sygdom og Pestilense.
12. Men at det onde saa idelig og hastig kommer igjen, sker ikke uden
GUds besynderlige Raad og Villie, ikke for at plage disse arme
Mennesker fremfor andre (som kan kjendes af de mangfoldige, underlige
Befrielser, saa at de hidindtil intet skader enten paa Sind eller
Sands, Helbred eller Fornuft) men derved ligesom at drive Menneskene,
særdeles Øvrigheden, at de ikke skulle blive søvnagtige i saa
forfærdelig en Sags ivrige Inkvisition til Retfærdigheds Befordring
og de skyldiges Straf, det jeg (efter den Erfaring, jeg hidindtil
haver) holder for et utvivlagtigt Kjendetegn og kan ikke ominere[42]
nogen endelig Ophør eller Befrielse fra det Onde, førend saadan
Eksekution over de skyldige uforbigængeligen[43] sker.
[42] varsle, spaa.
[43] uomgjængelig.
13. Forandringen udi Stil og Skrift viser nok, hvad Rolighed jeg
haver til at sammenskrive dette; thi Barnets elendige Tilstand
(som er her i mit Hus) haver med Skraal og Vraal[44] ofte
interrumperet[45] det for mig, saa nyligen 19 Djævle fra hende er
dreven, som hun haver bekjendt at være udfaren, saa efterhaanden to
og to tillige[46], ligesom Ravne.
[44] Vræl.
[45] afbrudt.
[46] ad Gangen.
14. I lige Maade er og de 18 onde Geister og Gaster[47], som i Aftes
blev dreven fra Maren Spillemands, dennem han og saa udfare som en
Sværm af Bier eller Fluer med et hvidt eller blankt Sværd efter sig,
idag kommen igjen, og atter ved GUds Naade, de nærværende Studenteres
og andre Guds Børns Bønner og mine (endskjønt fraværendes som og
nogle Gange tilforn er sket) inderlig Suk uddreven, saa hun haver set
dennem fare ud efterhaanden, først 6, siden 4 og saa 2 og 2 indtil de
alle ere komne bort. Gud forbarme sig over os og gjøre her paa en god
Ende for sit hellige Navns Skyld. Amen!
[47] Geist bruges jo i ældre Dansk almindeligt for Aand,
Helliggejstkirken f. Eks. Gast er et tysk Ord, der betyder Gæst;
men bruges her nedsættende omtrent som Kumpan.
Dette er saa vidt jeg i denne Skynding haver kunnet samle og erindre
som og videre af de Akter og Vidnesbyrd, som til Tinge er gangen, kan
oplyses. Ellers synes mig, at denne Handel meget ligner den bekjendte
Historie og Beretning om Kjøge Huskors, ja i mange Maader overgaar
den i Forskrækkelse, saa at den onde Aand endogsaa offentlig her i
Kirken haver ladet sig høre imod mig, da jeg stod paa Prædikestolen
i mit Embedes Forretning, ikke alene af de besattes Mund (som tidt er
sket) men endog af Kirke-Hvælvingen, som særlig blev hørt sidst
afvigte _Dominica Invocavit_[48], efter at jeg midt under Prædiken
havde uddrevet den Onde ved GUds Ords og Aands Kraft fra Maren
Spillemands, som var bleven meget urolig i Kirken under Prædiken, og
der jeg havde gjort offentlig Taksigelse til Gud for hendes Befrielse
og var imod Enden af Prædiken og sagde disse Ord, at man ingen Plads
skulde give Djævelen; thi hvor han fik en Fod eller Finger ind, vilde
han have det alt, da blev mig lydeligen svaret af det Nørre
Udskud[49] _Articulata voce_[50] trende Gange ligesom til
Konfirmation[51] paa det, jeg havde sagt: Ja, det vil jeg! Ja, det
vil jeg! Ja, det vil jeg! Trende Gange i Rad, som jeg baade selv
(omendskjønt ikke saa tydelig) og andre mange Mennesker (endda
tydeligere) hørte og kan bevidne. GUD vende alting til sit herlige
Navns Ære, Satans Beskæmmelse og Menneskenes Frelse. Amen!
Thisted, den 18. April Anno 1696.
[48] Den første Søndag i Fasten.
[49] Nordre Udbygning.
[50] med tydelig Stemme.
[51] Bekræftelse.
Med denne Relation[52] fulgte et Brev til Biskoppen, hvorudi Mag.
Oluf begærte, at Præsterne udi de tre Herreder der i Nærværelsen
maatte gaa hannem til Haande at betjene disse to Mennesker med Bøn og
Sang, sluttendes samme sit Brev med en stor Omhyggelighed for at faa
en skarp Inkvisition sat i Værk efter Troldkoner, at de uden Persons
Anseelse maatte blive paagreben og ved haard og streng Medfart
bringes til Bekjendelse.
[52] Beretning, Indberetning.
Nu var en Del af Præsterne deri Nabo Lavet, som selv havde lidet set
af disse to Menneskers Optøger, men derimod baade af Mag. Oluf og
andre hørt om dennem mange og store Jærtegn og Mirakler, saaledes
indtagne heraf, at de, saa vel som mange andre godt Folk udi Egnen
ikke tvivlede paa, at her jo var Djævelens legemlige Nærværelse.
Biskoppen selv i lige Maade havde hørt saa mange underlige og
sælsomme Ting refereres[53] om dennem, at han og kom udi den Mening,
at her maatte være noget Djævelskab hos dennem. Helst efterdi han
havde meget gode Tanker om Mag. Olufs Lærdom og Retsindighed og
forsikrede sig om[54], at han ikke gav noget an, som han jo tilforn
efter Ritualet vel havde overvejet og rigtig befunden. Og som just i
samme Dage, som Mag. Olufs forskrevne[55] Relation til Biskoppen
ankom, holdtes det almindelige Landemode der i Stiftet, saa gav
Biskoppen derfor Ordre til Præsterne udi de tre næstomliggende
Herreder ved Thisted, at de skulde gaa Mag. Oluf til Haande og
betjene disse tvende Mennesker tillige med hannem. Dog blev derhos
erindret, at man skulde først konsuleres[56] Lægerne efter Ritualets
Tilhold, om det ikke maatte være nogen naturlig Sygdom.
[53] meddeles.
[54] holdt sig overbevist om.
[55] ikke som nu i Betydningen af daarligt skrevne, men: oven
omtalte. Trykket er paa første Stavelse.
[56] raadspørge.
Lægerne lod Mag. Oluf ikke konsulere, men de begjærede Præster
indfandt sig straks derpaa i Thisted, og var altid tvende tilstede
hos disse to Mennesker, læste og sang for dennem som for besatte; de
derimod stillede sig meget galt an, spyttede og vrængede Mund ad Guds
Ord.
Og ihvorvel samme Præster sjuntes, at udi deres Væsen var intet
overnaturligt, ja en Del deraf offentligen sagde Mag. Oluf imod, at
her ikke var nogen legemlig Besættelse eller Djævelskab, maatte de
dog følge hans Mening, thi hvo der vilde sige hannem imod, maatte
straks høre, at de selv var aandelig besat, de forstod det intet, han
vilde disputere det[57] med hvem, der turde binde sig an med hannem.
[57] forsvare det.
Og som forhen er meldet, hvorledes Mag. Oluf havde udi sin
Relation og Brev til Biskoppen været nidkær for at faa en
Trolddoms-Inkvisition anrettet, saa blev her og i disse Dage ført
mangfoldige Tingsvidner imod de anheftede gamle Kvinder, alle af
Indhold, at Djævelen af de besattes Munde havde beskyldt dennem.
Disse fattige Mennesker, som saaledes blev forfulgt, sagde omsider,
at hvis de skulde lide noget, skulde det og række til dennem, der bar
Guldkæder.
Straks derefter begyndte disse tvende Mennesker at udraabe for
Troldfolk adskillige fornemme godt Folk, og iblandt dennem først og
sidst en fornemme Mands Kone deri Byen, hvis Dotter Mag. Oluf tilforn
havde bedet om og faaet Nej.
Som man nu til og fra disputerede om disse Djævle-Beskyldningers
Troværdighed, sagde Mag. Oluf og fast paastod, at Djævelen var
pligtig til at sige Sandhed, naar han i den HERRE Zebaoths Navn blev
besværet[58], og at han imod sin egen Interesse var nu opkommen af
Helvede at forkynde GUds Villie. Fattedes her i saa Maade intet paa
Bevis, naar disse Mennesker raabte paa nogen, og Præsten befol dennem
at sige Sandhed, de derimod blev ved at raabe. Men de maatte
ufejlbarlig være Troldfolk, som blev paaraabt.
[58] besvoret.
Som nu dette Værk saaledes var bleven drevet omtrent paa et halvt
Aars Tid, hændte det sig, at en stakkels Kvinde dér i Byen, som
ellers gerne gad taget en Taar, fik nogen Svimmelse[59] i Hovedet og
fandt nogen Riven[60] i hendes Liv. Straks begyndte hun at raabe, at
hun var besat; de andre to, som hørte dette, stadfæstede det, hvorpaa
denne Kone blev akkommoderet[61] paa samme Maade med Bøn og Sang som
de andre.
[59] Svimmelhed.
[60] Smerte.
[61] betjent.
To Dage derefter blev en anden Mands Kone der i Byen syg som af en
hidsig Feber. Mag. Oluf gav hende straks Visite, og da hun talte over
sig, erklærede han hende ogsaa for at være besat. Kvinden kom derover
i stor Urolighed og Forskrækkelse, hvorpaa Mag. Oluf lod hende tage
af hendes Mands Hus og nedbære udi sit eget Hus og indlægge i sin
egen Seng i sit Studere-Kammer, foregivende at hun var død nedentil
og skulde kureres i hans Seng. Derpaa begyndte hun paa samme Maade
som de andre, og omendskjønt hun nogle Dage efter kom tilpas igjen,
blev hun dog ved at raabe lige saa færdig[62] som de andre. Denne
Kvinde bekjendte siden, at hun gjorde dette Galskab, fordi hun, som
var en fattig Kvinde, derved nød stor Almisse og god Traktement og
Ophold, og fordi hun sjuntes, at jo mere de raabte paa den fornemme
Mands Kone deri Byen, som tilforn er ommeldet, jo kærere var det Mag.
Oluf.
[62] drevent, udspekuleret. Meddelerens Opfattelse skinner igennem
i dette Ord.
En Morgen, som denne Kvinde (hvilken ellers var ung og temmelig
velskabt) kom til Mag. Oluf i hans Kammer, lukte han Døren i Laas og
begyndte at bejle til hende &c. Kvinden blev undselig og bad hannem
betænke sig, saadant stod hannem ikke an. Omsider slap hun fra
hannem, men førend hun kunde komme af Kammeret maatte hun tage imod
nogle Slag Ris paa hendes bare Rumpe, hvilket han kaldede en faderlig
Revselse.
Kvinden klagede sig straks herover for sin Mand, men, som de vare
fattige, tav de stille, indtil at der siden om Mag. Olufs Forhold
blev inkvireret[63], da hun offentlig for Retten hannem det i hans
Øjne paasagde og overtydede tillige med andet, som endda var slemmere
og forargeligere, og derhos beraabte sig paa mange andre, som
ligeledes havde været med denne faderlige Revselse begegnet, som og
saaledes er befunden.
[63] optaget Forhør.
Udi disse Dage tiltog de besattes Tal udi Thisted, og begyndte først
en gammel Pige der i Byen, som kort tilforn havde tjent Mag. Oluf, at
klage sig, at hun fandt[64] sig upasselig, og derpaa i lige Maade at
rase og raabe paa Troldkoner. Straks blev hun ligesom de andre af
Mag. Oluf betjent og i de besattes Tal antagen, anstillede sig og
derpaa ligesom de andre.
[64] finde bruges i ældre Dansk for føle, mærke.
Det blev ikke derved; men samme Dag fandt en Mands Dotter der i Byen
nogen Beængstelse og Banghed, da hun var hen at se en af de besatte.
Straks raabte de, at hun var besat. Pigen faldt derpaa i
Forskrækkelse, Mag. Oluf og de tvende forbemeldte Studentere klemmede
straks paa hende med deres sædvanlige Manelse, hvorpaa hun i lige
Maade begyndte at raabe paa Troldkoner saa som de andre.
Hendes anden Søster faldt nogle Dage derefter udi nogle melankoliske
Tanker af den store Frygt og Rædsel, som var i Byen, hvor de fleste
troede, at alle Djævle i Helvede maatte nu raade ligesom de vilde,
indtil saa længe, at alle Troldkoner var udryddede. Hun blev derpaa i
lige Maade af Mag. Oluf akkommoderet som besat og kom derover ogsaa
udi Alteration[65] og anstillede sig ligesom de andre. En anden
fattig Sy-Pige der i Byen blev nogle Dage derefter syg. Mag. Oluf kom
straks til hende og sagde, at det var ikke ret fat med hende. Pigen,
som tidt havde set i Kirken de tvende første besattes Gebærder, og
derover var bleven forskrækket, begyndte at frygte sig, da hendes
Præst trøstede hende saa ilde, faldt derover udi stor Melankoli,
hvorpaa hun blev betjent paa samme Maade som de andre; men denne tav
stille og beskyldte ikke nogen, men bad Gud inderlig om Hjælp og
tænkte, hun var forgjort.
[65] Sindsbevægelse.
Det blev endda ikke ved disse, som her er ommeldet, men her kom udi
samme Dage endnu fem andre Kvindfolk paa samme Maade i de besattes
Tal, hvoriblandt den ene var Maren Spillemands Søster, en ung, glat
Bondepige, som faldt udi en Besvimelse, da hun var hos hendes Søster,
og blev straks ført i Mag. Olufs Hus og der lagt i en Seng udi hans
Stue. Dog fandt man ingen synderlig Frugt af denne Senge-Kur. Men
baade denne Bondepige og alle de andre tog lige galt afsted og alle
paa samme Maade, som forhen om de første tvende er meldt.
Nu begyndte denne Besættelses Tanke at æde videre om sig, saa at der
var i disse Dage i Byen mange gemene Kvindfolk, som tvilede om sig
selv, saa snart de fandt den ringeste Svaghed enten for Hjærtet eller
i Hovedet, ja om det ikkun var et Vrid i Livet eller Krampe i et Lem,
saa frygtede de straks, at det maatte være Djævelskab, og fik
allehaande Tanker i Hovedet, men turde dog ikke ret lade sig mærke
dermed.
Der var og adskillige Folk i Byen, som var sindet at ville forlade
den, da det saaledes tog Overhaand, saasom her hørtes daglig ikke
andet prædikes, læses eller synges i Kirken, intet andet tales eller
handles i Husene end om Djævelen, Trolddom, Spøgeri, Besættelse og
andre forskrækkelige Ting. Og er det sært, at alle disse Mennesker
var nogle gemene, fattige, dovne og ørkesløse Kvindfolk, undtagen de
tvende Søstre, som tilforn er ommeldt, hvilke formedelst en
Forskrækkelse anstillede sig i Begyndelsen lige saa rasende som de
andre. Men som en af deres Venner lod dem siden komme hen til en
forfaren Læge der i Nærheden, befandt han, at deres Svaghed bestod
udi en Indbildning, som de havde om dette Besættelses Væsen, hvorfore
de og straks mere med Ord og Omgængelse end med Medikamenter blev
tilpas igjen og fri for deres formente Besættelse.
Denne store Frygt for Djævelen og hans forskrækkelige Gerninger
indtog ikke aleneste den enfoldige Almue, men endog dennem, som bedre
var oplyst der paa Stedet.
Iblandt andre var en fornemme Mand der i Byen (hvilken Maren
Spillemands havde truet, at hans Børn skulde blive besatte, om han
ikke vilde hjælpe til at faa Troldkonerne brændt) kommen i Tanke, at
alt det underlige Væsen, der udi de Dage skete, var af Djævelen og
Hekser.