Længe stod hun ved Vinduet i sit Værelse og saa ud uden at se noget, hun
gennemgik i Stilhed, hvad hun havde fortalt Lundsten om sit fremtidige
Hjem. Nu var der kommet en Forestilling til, som ikke lod sig afvise:
»Hvis nu jeg havde elsket den Mand, jeg skulde dele et saadant Hjem med,
— hvis det havde været _ham_!«
Hun følte sig glødende varm over hele Legemet ved denne Tanke, Pulsene
slog, og hun gled hen i en ubeskrivelig mattende men lyksalig Tilstand,
idet hun hengav sig til denne Følelse.
Men kun faa Minutter, — saa lukkede hun Vinduet, — Sommeraftenens
Duftstrømme var nok ved at stige hende til Hovedet.
»Jeg maatte helst rejse i Morgen«, tænkte hun, »eller gid _han_ vilde! —
og alligevel, — saa længe som mulig, — saa længe som mulig vil jeg være
i Nærheden af ham. Saa ses vi jo ikke oftere. Et nyt Liv ligger rede til
at optage mig, — jeg vil overvinde dette, — det er Feriefornøjelse, —
intet andet! Jeg er jo ung, — maa som alle andre have min Kærlighedsrus,
— men min vil blive kort, — min _skal_ blive kort.«
Og hun trykkede Hænderne fast mod Brystet, bed Tænderne sammen, — hun
_vilde_ ikke være ulykkelig — aldrig!
Mens hun klædte sig af, bankede det paa Døren, det var Stuepigen Ane,
som spurgte, om der var noget, Frøkenen ønskede.
Det var et snaksomt lille Pigebarn, som ikke var let at blive af med. Da
hun havde bragt Valborg et Glas koldt Vand, blev hun staaende og
underholdt hende velvilligt med alt, hvad der var passeret i Landsbyen
og hvilke fremmede, der var paa Herregaarden.
»Og Frøkenen har vel moret sig, saa det kan blive til noget?« spurgte
hun, da hendes Nyhedsforraad var sluppet op.
»Ja, det var en rigtig rar Tur.«
»Ja, den Hr. Lundsten! Han er en farlig en til at sige pæne Ting, ikke?
Sidst han var her, rendte han ogsaa efter mig, — men i Aar har han bare
Øjne for Frøkenen. En Gang kom han bag paa mig dernede i Jordbærrene,
som jeg laa og plukkede, — og han kyssede mig saamænd paa begge Kinder.
Naa, men en anden Gang havde jeg skam min Nød med ham. Det var en Aften,
jeg lyste ham op paa hans Værelse, — saa tager han min Sandten og lukker
Døren i Laas! — Jeg maatte gøre mig ordenlig vred!«
Valborg sad bleg foran Spejlet og løste sit Haar, hun blev ikke
forbavset over Anes Historier, — hun vidste jo meget godt, at han syntes
om alle unge Kvinder i Almindelighed, og kun nu for Tiden om hende i
Særdeleshed, — hun vidste det saa godt, — han lagde jo intet Skjul
derpaa — og som det nu var, kunde det jo ogsaa være det samme, — akkurat
det samme.
»Jeg er noget søvnig, Ane!« sagde hun. »De maa hellere fortælle mig mere
en anden Gang.«
»Naa, God Nat da, Frøken, og drøm om Kæresten!«