Næste Dag ved Frokostbordet kom der et Brev til Valborg.
Det var fra Harten.
»Tænk, Rudolf kommer herover og henter mig, Faster, — vi kan vente ham i
Eftermiddag!«
Hun saa paa Lundsten med et tungt, spørgende Blik.
»Skulde det vidunderligste være muligt, — skulde Du holde af mig, blot
halv saa meget som jeg af Dig, saa sig det og tag mig med Dig, — tag
selv den Ring af, som Du legede med, jeg vil, hvis Du vil!«
Men hun vidste jo i Forvejen Svaret.
»Det er kedeligt nok, jeg vilde gærne have hilst paa Frøken Wohns
lykkelige udkaarne, — men jeg maa og skal rejse i Dag med Ettoget, — jeg
husker ikke, om jeg i Gaar sagde Dig, Onkel Harald, at jeg er indbudt
til Sølvbryllup i Aarhus, — og det er allerede i Morgen.«
Almindelig Beklagelse. Kun Valborg tav og saa ned paa sin Tallerken. De
malede Blomster og Fugle dansede for hendes Blik.
Da man rejste sig fra Bordet, tyede hun ud i Haven, langt hen i dens
mørkeste Gange. Her gik hun op og ned og søgte at berede sig paa at tage
Afsked med sin korte Drøm om Lykke. At skulle sige Farvel til sin Ungdom
og Livsglæde, netop, som man havde følt den første Gang!
Han kom ned.
»Nu slaar Afskedens Time, Frøken Valborg,« sagde han muntert, idet han
lod, som han ikke lagde Mærke til hendes blege, bedrøvede Udseende.
Ja, nu slog Afskedens Time.
»Farvel, min Due!«
Først nu forstod Valborg dette Ofelias Klageskrig.
Glæden har Vinger, det er mod dens Natur at dvæle længe paa et Sted, —
og hun havde mindst af alle Magt til at holde den fast.
Altsaa et Farvel for altid!
Han tog hendes Arm og lagde den i sin ligesom i Gaar.
»Jeg ønsker Dem oprigtig alt godt i Fremtiden«, sagde han, »glem ikke,
at Blomsterne skal sættes fast med fine Strimler Frimærkepapir i Deres
Samling.«
Han ønskede frem for alt at give Situationen et Anstrøg af Lethed og
Munterhed, — han havde lidt ondt af hendes store, smukke, taarefyldte
Øjne.
Jo, hun skulde nok huske, hvad han havde sagt hende.
Han tog en stor, mørk, fløjelsagtig Stedmoderblomst, som hun havde sat i
sit Bælte om Morgenen.
»Til Erindring!« sagde han venligt, »den ligner Dem, Valborg!«
Og han gemte den i sin Tegnebog.
Gennem Aarenes Løb havde han erhvervet sig en Øvelse i ved slige
Lejligheder at røve eller modtage Blomster. Den samme Tegnebog indeholdt
en hel Samling, hvori hver enkelt Blomst gemte Mindet om smukke,
tindrende eller sørgmodigt bebrejdende Kvindeøjne.
Valborg følte midt i sin Smerte en uendelig Bitterhed.
»Og hvad Nummer mon min Blomst saa faar i Samlingen? — Formodentlig
1001«, tænkte hun.
»Naa, skal jeg naa Toget Kl. 1, maa jeg nok af Sted, — lev saa vel, — og
Tak for disse Dage!«
Hun vilde tale, men kæmpede forgæves med Graaden, — hun kunde ikke faa
et Ord frem.
Han bukkede sig ned, strøg hendes vide Blondeærme op og kyssede hende
paa Armen, den smukke, runde, hvide Arm, han havde beundret i Gaar. Et
langt, ømt Kys!
Saa et sidste Blik, et Haandtryk, og han gik.
Men han vendte tilbage, kom atter hen til hende og hviskede i en
beroligende, kælende Tone, som til et Barn:
»Saa, — saa! De er jo en fornuftig lille Pige, — er De ikke?«
Og saa var det Alvor. Han var borte.
I første Øjeblik syntes Valborg, at hun maatte synke helt sammen, at hun
aldrig kunde blive sig selv mere, — at nu var alt intet, bedøvet af
Smerte satte hun sig ned i Græsset og gav den længe tilbageholdte Graad
frit Løb.
Men kun faa Minutter. Saa rejste hun sig, tørrede Øjnene, glattede sit
Haar og sin Dragt. Hele hendes Udtryk blev som forvandlet, saa optagen
var hun af sit ny Forsæt.
Han, den fremmede, som han trods alt var, skulde ikke rejse bort og tage
denne Afsked som det sidste Indtryk af hende med sig. Det var for meget
for hendes Stolthed, _for_ ydmygende!
Han havde sagt, at hun jo var en fornuftig Pige. Ja, det vilde hun være.
Og hun løb op paa Højen i Hjørnet af Haven, hvorfra man kunde se ud over
den Vej, han maatte gaa ad til Stationen.
Her blev hun staaende og ventede paa ham.
Et Blik i Lommespejlet havde overbevist hende om, at hun saa fuldkommen
rolig og behersket ud. Han skulde ikke rejse i den Tro, at han efterlod
et knust Hjærte. —
Der kom han forbi med Præsten, som vilde følge sin Nevø paa Vej.
»Hr. Lundsten!« raabte en klar, munter Stemme, og forbavset saa han
Valborg, som han havde forladt fortvivlet, med den mest uskrømtede
Kærlighedssorg udtrykt i Blik og Stemme, nu rolig, smilende og venlig,
som om intet var hændet.
Sollyset faldt stærkt paa hendes Skikkelse.
Hun tog sig godt ud.
Han blev nødsaget til i Steden for Billedet af den sørgende unge Pige i
Nøddegangen, hende, hvis Taarer han var Skyld i, at tage med sig Mindet
om en frisk, livfuld Kvinde, der med en flatterende Solstraale spillende
paa sit brune Haar og sine hvide Hænder, hvor Guldringen lynede, stod og
smilede og viftede til ham. Hun saa ikke ud til nylig at have levet sit
tungeste Øjeblik.
Halvt beroliget over altsaa ikke at have noget at bebrejde sig, halv
gnaven i sin saarede Forfængelighed, følte han, at hun vilde være i
Stand til at glemme næsten lige saa let som han, og at hun allerede nu
vilde vise ham, at hun vilde betragte det hele som Feriesværmeri.
»Din Niece er en — usædvanlig, — en udmærket ung Pige!« kunde han ikke
afholde sig fra at sige til Præsten med et Udtryk midt imellem Beundring
og Misfornøjelse.
Og Valborg blev ved at vifte med sit Lommetørklæde, nikke og smile,
ligesom hun havde gjort for tolv Dage siden, da Lundsten gjorde sin
Indtrædelse i Præstegaarden.
Det var, som alt det mellemliggende aldrig havde været.
Men da hun ikke længer kunde se de to Herrer, satte hun sig ned paa
Bænken og gennemgik saa rolig og sindig som mulig det, der var foregaaet
mellem Lundsten og hende.
Hvad havde det været?
Nu hun ikke længer havde hans farlige Øjne paa sig, kunde hun tænke
klarere derover.
Det var intet fra hans Side, kun Kurmageri, Leg, Sommeradspredelse, —
fra hendes Side saa meget, at hun følte, hun nu ogsaa havde lagt sin
Skærv paa Kærlighedens Alter, det hun aldrig havde troet muligt.
Nu vidste ogsaa hun, hvorledes det er at være forelsket.
Og nu var det forbi.
Han brød sig ikke om hende, — og Tiden, den dygtigste af alle Læger,
vilde vel ligesaa godt have Raad for hendes lille Sygdom som for saa
utallige andres.
Det sværeste var egentlig kun at tænke sig Fremtiden saa nøgtern og tom
paa Kærlighed, nu hun havde faaet et Glimt af, hvad denne Følelse vil
sige.
Men det gik nok, — det vilde altsammen rette sig, — bare give Tid, —
bare resignere.
Hun havde siddet der og grundet et Par Timers Tid, uden at hun vidste af
det. Nu saa hun paa sit Uhr.
»Men Rudolf maa jo snart være her!«
Hun vilde ind og klæde sig om, — hun maatte se pæn ud, det satte han
megen Pris paa.
»Kun ikke den hvide, klare«, tænkte hun et Øjeblik. Den vilde hun gemme
og aldrig, aldrig bære mere. Men saa forkastede hun denne romantiske
Plan, hvorved hun jo kun vilde opnaa, at der for stedse vilde knytte sig
Minder til denne Dragt. Nej, det vilde være at kæle for sin Sorg, bedre,
meget bedre var det netop at gaa med den og slide den samtidig med
Erindringen, saa vilde de maaske begge tabe deres Glans paa en Gang.
Da hun gik ind i Alléen, hvor hun nylig havde sagt Farvel til Lundsten,
hørte hun Stemmer, Faster Helenes og en Herrestemme. Var det ikke
Rudolfs?
Hun standsede og lyttede.
»Der kommer hun, Hr. Harten«, sagde Faster Helene, »se Valborg, hvad jeg
har her til Dig!«
Og paa det samme Sted, hvor hun havde taget Afsked med sin Kærlighed,
gik Valborg nu sin tilkommende Mand i Møde med sin sædvanlige sikre,
milde Ro.
Hun havde drømt, luftigt, skønt, uden Fornuft og Beregning, — her stod
hun Ansigt til Ansigt med Virkeligheden, — den solide.