Din hengivne Valborg.«

Valborg trak Vejret synlig lettet, mens hun lagde Brevet i Konvolut og

skrev udenpaa:

»Hr.

Grosserer Rudolf Harten,

Amagertorv,

København.«

»Saa, nu er det besørget!«

Hun rejste sig hurtigt og begyndte nynnende at gøre Toilet til

Middagsbordet. Hun tog en let, hvid Musselinskjole paa, den klædte hende

rigtig godt. Det var dog storartet, hvor hun var kommen til at se frisk

og — ja virkelig _godt_ ud — her paa Landet! Og som hun morede sig! Og

endda havde hun, inden hun rejste, været fuldt og fast overtydet om at

komme til at kede sig rædsomt og savne sine Brosten, Tivoli, Dyrehaven,

Sommertheatrene o. s. v. i en følelig Grad, thi nu efter sin Forlovelse

havde hun jo begyndt at komme saa meget ud og nyde Hovedstadens

Fornøjelser, som hun før kun havde kendt gennem Venindernes Skildringer.

Hun satte sit Haar om og følte et Øjeblik Lyst til at lade den lange

blankbrune Fletning hænge ned ad Ryggen, for at Hr. Lundsten kunde se,

hvor pænt et Haar hun havde, men hun betænkte sig dog, det lignede jo

ikke noget, at en forlovet Pige gav sig til at spille Ingénue, hun var

ogsaa nu for gammel dertil, hele 24 Aar.

Men underligt var det nu, hun havde aldrig vidst af, at hun var

forfængelig, før herude paa Landet i denne Ferie, hendes Moder havde tit

nok skændt, fordi hun var altfor ligegyldig for sit Ydre. Ikke en Gang

den Aften, hun ventede Grosserer Harten, efter at hun havde svaret ja

paa hans Frierbrev, havde hun gidet pynte sig.

Men nu var det noget helt andet, hun havde gjort de tusinde Opdagelser

med Hensyn til sig selv.

Hun havde før haft sit Haar strøget glat op fra Tindingerne, men nu

havde hun faaet Øjnene op for, at det var uskønt og nonneagtigt og havde

klippet sig Pandekrøller, der gjorde en meget heldig Virkning. Dernæst

var hun kommen paa det rene med sig selv om, at lyse Farver klædte hende

bedst, og at hendes Holdning og Gang var rædsom og trængte til at

forbedres ved stadig Opmærksomhed og Umage.

Nu saa hun sig prøvende i Spejlet og satte, stadig nynnende, en stor

mørkerød Nellike i sit Haar. Men lige med et blev hun staaende alvorlig

og eftertænksom med Blikket fæstet paa sin Ring.

Hun var opvokset i et meget tarveligt Hjem, men havde haft Friplads i en

af Byens bedste Skoler, hvor hun havde gaaet sammen med velhavende Folks

Børn. Hun havde ofte gæstet sine bedrestillede Kammerater og ønsket, at

ogsaa hun en Gang kunde faa det rigt, hyggeligt og sorgfrit. Men det var

der ingen Udsigt til. Hjemme skulde der stadig spares og knibes, kun

brugte Skolebøger maatte hun købe, hendes Kjoler skulde være af det

allerbilligste Stof, Fornøjelser var noget, der ikke kunde skaffes Raad

til. Hun havde haft en usigelig kedelig Barndom og Ungdom. I sin Fritid

maatte hun som den ældste hjælpe sin Moder med alt muligt Arbejde (de

holdt ingen Pige), og læse Lektier med tre Brødre paa samme Tid, som hun

lærte sine egne.

Efter endt Skolegang fik hun Undervisning i Musik af en gammel,

musikalsk Onkel, der spillede gratis med hende, hun blev meget flink, og

som syttenaarig Pige begyndte hun allerede at give Timer selv.

I Førstningen var det noget nyt og oplivende at kunne ernære sig selv, i

det mindste hvad Ophold og Klæder angik, men Valborg var intet

Arbejdsmenneske, og hun endte med at finde sin Stilling som

Spillelærerinde højst ydmygende og kedsommelig. Hun længtes brændende

imod en lys, let Tilværelse, men hun gjorde sin Pligt, skønt uden Spor

af Livsglæde og Munterhed, og svigtede aldrig. Kun spurgte hun ofte sig

selv, naar hun efter endt Dagsgærning dødtræt satte sig ned, hvorfor

nogle skulde have nok af alt og kunde gjøre sig Livet behageligt paa

alle Omraader, medens andre maatte anstrænge sig og slide for hver Bid,

de puttede i Munden.

Flere af hendes Skoleveninder kendte hende endnu og vekslede Hilsen med

hende, naar de i deres elegante Dragter langsomt strøg hende forbi paa

Routen, medens hun selv næsten løb for at komme tidsnok til en Time til

35 Øre. Da hændtes det tit, at hun mismodig anstillede Sammenligninger

mellem deres moderne, kostbare Hatte og sin egen farvede, oppyntede, som

mindst var tre Aar gammel.

Hendes ærgærrige Drømme gik alle i Retning af, hvad hun kaldte »en fri,

lykkelig, sorgfri Tilværelse«, hun lovede sig selv, at skulde hun

nogensinde gifte sig, da skulde det blive med en velstaaende Mand, thi

ved sit eget Arbejde kunde hun dog aldrig drive det til noget videre,

hun var nemlig ikke et Talent, kun en ganske almindelig, jævn musikalsk

Begavelse.

Men selv om hun drømte om Ægteskab, saa skænkede hun dog aldrig

Kærligheden en Tanke. »Fornuftgiftermaalet« var i den Grad bleven hendes

Ideal, at hun rent oversaa, i det mindste for sit Vedkommende, at der

findes en stor Livsmagt, der hedder Kærlighed. Hun havde aldrig været

forelsket.

Valborg var ikke iblandt de unge Piger, der gør almindelig Lykke. Hun

havde, skønt hun langtfra var grim, ikke, hvad man har vedtaget at

kalde: Herretække.

Flere af Veninderne havde erklæret, at Valborg saamænd aldrig blev gift.

Hun passede ogsaa glimrende, sagde de, til at være Lærerinde hele sit

Liv.

Hun lod dem snakke, men haabede i sit stille Sind, at det skulde blive

Usandhed.

Men vist var det nu, hun trak ikke uimodstaaeligt Herrernes Øjne til

sig, hun skulde opdages tilfældigt, men det blev hun ogsaa af Grosserer

Harten.

Hun traf sammen med ham i et Hus, hvor hun gav Undervisning. Han blev

paa sin rolige, forretningsmæssige Maade forelsket, det vil sige, han

fandt, at hun var en Pokkers sød og fornuftig Pige, saa fri for alt Pjat

og Koketteri, og efter i et Aarstid vejende og prøvende at have set paa

hende i Afstand og ikke ladet sig mærke med noget, rykkede han frem og

sendte hende et nysseligt og korrekt Frierbrev.

Hun tog Sagen omtrent lige saa koldblodig, skønt det kom uventet, kun

kom hun i Bevægelse ved Bevidstheden om, at nu lod hendes Drøm til at

skulle gaa i Opfyldelse, thi Grossereren var om end ikke hovedrig saa

dog velhavende, og dertil var han opmærksom og hensynsfuld og saa godt

ud, en stor, fastbygget, stadselig Skikkelse, lidt over 30 Aar med et

Par venlige Øjne og en dyb, blød Stemme.

»Jeg siger Ja, Moder«, erklærede hun.

»Du holder altsaa af ham, mit søde, kære Barn!«

Fru Wohn var i stærk Rørelse over denne uventede Udsigt til Forbedring i

deres Kaar.

Valborg betænkte sig.

Hendes Moder havde, siden hun blev Enke, været udelukkende optaget af

det staaende Spørgsmaal, hvorledes hun skulde faa de knapt tilmaalte

Penge til at »slaa til« og brudt sig lidt eller intet om Børnenes indre

Liv.

Skulde Valborg nu fortælle denne Moder, som hun aldrig havde haft

Fortrolighed til og som hun, hvad Hjærte- og Følelsesliv angik, var

halvt fremmed for, at hun i det hele taget ikke troede paa »Kærlighed«,

men ansaa Tillid, Højagtelse og Venskab for det største, der kunde gives

og modtages her paa Jorden?

Nej, det vilde Moderen ikke forstaa, det vilde kun give Stødet til lange

Forklaringer, Misforstaaelser — Kedsommeligheder!

Altsaa svarede hun med et roligt Smil:

»Ja, Moder, jeg holder af ham!«

Og saa kom Grossereren. Han var glad over at have vundet Valborg, han

saa hende allerede som sin Hustru, det vilde være noget andet end den

triste Ungkarlebolig. Og Valborg var saa fin og ung, saa hyggelig og

elskværdig, hun vilde være i Stand til at gøre ethvert Hus til et

tiltalende Hjem.

Heldigvis var Grossereren ikke af de Elskere, der hænger over deres

udkaarne ved enhver Lejlighed med Kys og Kæleord, det vilde Valborg have

fundet afskyeligt. Han kyssede hende, naar han kom og gik, paa en

lidenskabsløs og forretningsmæssig Vis, der havde noget rart og

fornøjeligt ved sig.

Hun syntes udmærket godt om at komme meget ud og være fri for alle sine

Undervisningstimer. Hun var henrykt over hans Foræringer. Jo, hun var

som skabt til at have gode Dage.

Og hun vilde ikke have været en ung Pige, om hun ikke ogsaa en Gang

imellem havde ladet sin Tanke med en vis Skadefryd dvæle ved den

Omstændighed, at nu fik Fanny og Petra _dog_ ikke Ret, hun skulde ikke

gaa hele sit Liv som Spillelærerinde, nu var hendes Nummer kommet ud. Og

samme Fanny og Petra vare endnu ikke forlovede, skønt de langtfra vare

Fjender af det stærke Køn.

Harten var glad ved sin unge Fæstemø, overalt, hvor han indførte hende,

syntes Folk om hende, den almindelige Dom lød paa, at hun var en

tækkelig, evnerig og alvorlig ung Dame og passede udmærket for ham.

Der var gensidig Tilfredshed.

Brylluppet skulde staa om Efteraaret, som de vare blevne forlovede om

Foraaret.

I Sommerferien skulde Valborg som sædvanlig være hos sin Onkel paa

Østkysten af Jylland. Og her var hun nu. —

Valborg stod længe i Tanker, — alt havde været saa godt og saa rart, hun

havde set Fremtiden i Møde med saa megen Tryghed og stille Tilfredshed.

Harten og hun havde saa tidt talt om, hvorledes deres Hjem skulde

indrettes, og hun havde glædet sig meget til det Øjeblik, hun skulde

træde ind i det første Gang.

Og nu, — nu var det ligesom hun ikke var _rigtig_ glad mere, hun var

just ikke ked af noget, men heller ikke tilfreds; dog — bestemt paavise

noget, der havde gjort hende utilfreds, kunde hun ikke.

Hun havde for første Gang, siden Hr. Lundsten var kommen, skænket sin

Fremtid en Tanke, og denne Tanke gjorde hende ikke, som den plejede,

fornøjet, — det forekom hende paa en Gang, at der i hendes hyggelige,

lille Fremtidsmaleri manglede noget!

Naa, men det var vel kun en flygtig Stemning! Og hun troede endda, at

hun var kommen ud over »Stemninger«, de hørte jo den pur unge Alder til.

Og hun var 24 Aar.

Det var, naar alt kom til alt, nok ikke andet end Varmen. Puh, saa

lummert det var. Der var vist Torden i Luften, og det gjorde hende altid

saa nervøs og underlig. Det var Varmen. Det slog hun fast.

»Frøken Wohn, — vi skal spise!« kaldte en kraftig, klar Mandsstemme nede

ved Foden af Loftstrappen.

Hun for helt sammen, kastede et hurtigt, skrænt Blik i Spejlet, rettede

nervøst paa Nelliken, — og raabte saa: »Nu kommer jeg, — nu kommer jeg!«

idet hun løb ned ad Trappen.

»Fik Du saa skrevet til Din Kæreste, lille Valborg?« spurgte Onkel

Harald, medens de sad omkring Middagsbordet.

»Ja, Onkel!«

Hun vidste ikke selv hvorfor, men Ordet »Kæreste« havde faaet en

underlig, irriterende Klang for hende, det lød saa følsomt, det

forudsatte med saadan en flot Sikkerhed, at han var hende »kær«.

Nej, hun foretrak rigtig nok at sige »Forlovede«, det Udtryk holdt sig

da ved Jorden og indeholdt ikke sværere Forudsætninger, end at man kunde

svare til dem.

Tænk om nogen virkelig indbildte sig, at Harten og hun gik omkring og

spillede Klister og Malle! Uh!

Hun var kommen i Vane med altid at svare paa Spørgsmaal vedrørende

hendes »Kæreste« med et stærkt understreget, rettende: »Jo, min

Forlovede —«.

En Gang havde hun efter et saadant Svar mødt Lundstens Blik. Han havde

let saa smaat, øjensynlig morede han sig kosteligt over et eller andet.

—

»Tror De nu, De kan gaa saa langt?« spurgte han, inden de rejste sig fra

Bordet. »Vejen gaar Bakke op og Bakke ned, og vil vi have gode

Eksemplarer af Planter, maa vi bryde ind gennem Krat og Brombærranker, —

forskrækker det Dem slet ikke?«

»Ikke Spor,« forsikrede hun med straalende Øjne, »det bliver netop

dejligt!«

Aa, thi hun glædede sig jo saadan til den Tur, aldrig havde hun troet,

man kunde glæde sig saadan til noget. —

»Hvis Valborg ikke var forlovet og saadan en fornuftig Pige, som hun er,

vilde jeg ikke tillade, at de to gik saadan evig og altid sammen«, sagde

Præstefruen til sin Mand, da de kort efter saa de to »Botanikere« vandre

ud af Porten.

»Aa, Snak, Du gør Lundsten Uret!«

»Ja, min eneste Trøst er, at hvis han ikke opførte sig passende overfor

hende, vilde hun selv gøre en Ende paa deres Ture!«

»Naturligvis opfører han sig passende. Valborg er jo desuden garderet.

Lad dem dog more sig, lille Helene!«

Og de to morede sig.

Han syntes virkelig godt om hende, og saadan ganske varsomt at bane sig

et lille Stykke Vej ind paa forbudne Stier havde altid haft en særegen

Tillokkelse for ham. Han vidste jo, at han altid havde haft Talent til i

rette Øjeblik at gøre Tilbagetog. Han saa med sin gennem mange Aars

Øvelse skærpede Sans for den Slags Ting, at Valborg var stærkt paa Veje

til at synes om ham, men han gjorde sig ingen Samvittighed deraf. Herre

Gud, det var jo Sommerferie, og i den Tid har man Lov at slaa sig løs,

at flagre lidt, bagefter, ja, saa kom Pligterne, Alvoret, Ansvaret!

Valborg nød Øjeblikket i fulde Drag uden at gøre sig klart Rede for,

hvad hun følte. Hun vidste kun, hun var jublende lykkelig, og at hun

kunde have gaaet her ved hans Side i en Evighed, og talt med ham og med

korte Mellemrum set op paa ham, vis paa at møde dette underlige, men saa

smukke, smilende Blik. Nej, aldrig havde en Mand set saadan paa hende!

De gik langs med Fjorden. Blank og stille laa den i Eftermiddagssolen,

et enkelt hvidt eller rødt Sejl viste sig fra Tid til anden, og et Par

Maager kredsede langt ude med deres lange, hvide Vinger. Til den anden

Side laa høje, skovgroede Skrænter. Her var saa smukt overalt, hvorhen

man saa. Valborg fik Lyst til at give sig til af fuldt Bryst at istemme

saadan noget som: »_Dejlig_ er Jorden!«

Hun syntes, hun trængte til at give sin overstrømmende Livsglæde Luft

paa en eller anden Maade, enten ved at synge, — eller danse hen ad

Vejen, — eller — græde! For her var saa smukt, — saa smukt, — hun havde

aldrig troet, man kunde blive saa greben af Naturens Skønhed. Det var

første Gang, hun ret følte, at hun var ung og ejede en Rigdom af frodige

Livskræfter.

»Vil De ikke tage min Arm, saa gaar vi bedre i Trit?«

Hun trængte ikke til Støtte, men dog tog hun imod den fremrakte Arm med

et lykkeligt Smil og rødmende Kinder.

De mødte en Vogn fuld af unge Herrer og Damer, et Selskab fra den

nærliggende Herregaard.

Valborg kendte et Par af dem og hilste.

»Hvor den unge Dames Dragt var smagløs!« sagde Lundsten, da de gik

videre, »hendes, der sad yderst i den blaa Kjole med de røde Spidser, et

komplet Clownkostume, der manglede kun Bjælderne! Jeg forstaar ikke,

hvor en ung Pige kan faa sig til at tage noget saa uklædeligt paa, selv

om Moden kræver det _ti_ Gange!«

Nej, til Sommerdragt for en ung Dame passede intet bedre end saadan et

let, tyndt Stof som dette, — og han lod sin Haand blødt, næsten

kærtegnende, glide hen over Valborgs Arm, — især naar man havde saa

fyldig og hvid en Arm som denne! Han vidste egentlig ikke hvorfor, men

han sværmede nu en Gang for den Slags gennemsigtige Tøjer.

Valborgs Arm rystede i hans. Hun fandt ikke noget at sige, ønskede kun,

at han vilde sige mere endnu, — det var saa morsomt, saa dejligt, at han

syntes, hun klædte sig med Smag!

De talte, som de altid gjorde, om alt muligt. Det var ikke dybe og

interessante Emner, de drøftede. Lundsten lod kun til at være i sit

Element i en let, almindelig Samtale. Valborg havde lagt Mærke til, at

han altid behændig vidste at sno sig bort, naar Onkelen vilde have ham

ind paa alvorligere Ting.

Men ligemeget! Aldrig havde hun dog været lykkeligere ved en Samtale!

Fra Tid til anden bukkede han sig ned og plukkede en Blomst, som han

rakte hende, og opfordrede hende i en spøgende, docerende Tone til at

undersøge den og bestemme dens Klasse og Familie.

Hun fik sig paa denne Maade en hel Urtekost.

»Lagde De Mærke til, da vi mødte den Vogn før, at de alle saa saadan paa

os? De tænkte vist, vi var et Par Forlovede, da vi gik Arm i Arm!«

Hun blev rød, og Gang paa Gang gentog hun for sig selv: »Og hvis de nu

havde haft Ret, — hvis han og jeg var forlovede, — han og jeg? — —«

Saa naaede de omsider Fuglebakken og begyndte at stige op. Valborgs

klare Kjole fik den ene Rift efter den anden, men hvad gjorde det?

Lundsten, der gik i Forvejen, rakte hende paa de mest ufremkommelige

Steder en Haand, ja somme Tider to. Han havde valgt denne Vej i Stedet

for den banede Sti, fordi han paastod, her var flest vilde Blomster.

»Nu kun et Skridt til, — og vi er ved Maalet!«

Han selv var naaet til Toppen og stod nu og rakte begge Hænder ned til

hende; medens hun stod lavere og saa op i hans Ansigt, blev hun grebet

uimodstaaelig stærkt af en Tanke:

»Hvis det var _ham_, jeg til Efteraaret skulde have Bryllup med!«

Og denne Tanke voldte hende den hæftigste Hjærtebanken. Hvis det var

ham!

Med Lynfart gik det igennem hende, at der var noget, — noget ved

Lundsten, det kunde ikke beskrives, ikke forklares, men ingen Mand ejede

dette noget uden han.

Hun lagde sine Hænder i hans og stod snart ved hans Side.

»Se Dem nu godt om, Frøken Wohn, er her ikke smukt?«

Men hendes Tanker vilde ikke mere lystre Kommando, den dejlige Udsigt

blev kun som en Ramme om det ny, daarende, skønne Drømmebillede, hendes

Indbildning dannede sig.

Hun var hans Hustru, — han havde sagt, at han holdt af hende, — han

havde kysset hende, — og under brusende Orgelspil havde de vandret ned

gennem Kirken, — Arm i Arm, — og nu stod de i deres eget Hjem, — aa, det

gjorde ligemeget, om det var rigt eller fattigt, — og han bøjede sig ned

til hende, — og hans Øjne vare saa tæt ved hendes, de brændte hende lige

ind i Sjælen, varmede, udvidede, lyste op, — og han sagde saa blødt og

inderligt: »Valborg, min egen Hustru!«

Nej, hvad var det dog for Tanker, hun maatte vist være syg, — hun, den

rolige, beregnende Valborg, der havde lukket alle erotiske Længseler

ude, og som til Efteraaret skulde indgaa det mest prosaiske af alle

prosaiske Ægteskaber? Hvad var der dog i Vejen med hende?

Langsomt tog hun Blikket bort fra Udsigten og vendte sig om til ham,

ligesom for at søge Svaret.

Men kun et Øjeblik saa hun ind i hans Øjne, saa var det bleven hende

klart, at hun elskede ham.

Hendes første Følelse var jublende Lykke ved at give hele sit Hjærte og

hele sin Sjæl til en anden, — det var som noget bølgende, varmt og mildt

tog hende med sig og hyllede hende ind, hvor var det dejligt at være ung

og føle sit Hjærte svulme af ny, stærke Følelser, — men i næste Nu stod

Virkeligheden, den før saa trygge, venlige Virkelighed, mørk og isnende

for hende.

»Jeg har givet mit Ord, — om kort Tid giver jeg mig helt og

uigenkaldeligt, — og nu har jeg forelsket mig i en anden, en, der for

fjorten Dage siden var mig fremmed, en, om hvem jeg kun ved, at han har

dejlige, lokkende Øjne og sværmer som en Sommerfugl mellem Blomster, fra

Kvinde til Kvinde. Hvorledes er dog dette kommen over mig?«

Hun anede, at Kærligheden, denne store Naturmagt, om hvis Tilværelse hun

havde tvivlet, med et var slaaet ned i hendes Liv og nu ubønhørligt

krævede sit.

»De er helt betaget, tror jeg!« sagde Lundsten muntert. »Se, De har tabt

alle Deres Blomster!« Han rakte hende dem. »Der kan De se, jeg havde

Ret, da jeg lovpriste Fuglebakken for Dem! — Skal vi saa sætte os her

paa Bænken og gøre os det lidt mageligt og spise Tante Helenes dejlige

Stikkelsbærkager?«

Valborg nikkede, kastede Hovedet tilbage, som vilde hun kaste alle

Bekymringer og Spørgsmaal fra sig. Hvorfor ikke nyde Øjeblikket, give

sig hen i Stemningen og den ny Lykke? Bagefter kunde der saa komme, hvad

der vilde! Det var jo Ferie, Lænkerne og Forpligtelserne ventede hjemme

i Byen, men for Øjeblikket var hun fri, — det gjaldt da kun om at holde

paa denne dejlige Sommerdrøm, Minderne om den skulde hun jo nu tære paa

i hele den lange, rolige Eftersommer, som vilde komme. Hun elskede

Lundsten, han maatte gærne ane det, han maatte gærne sige, hvad han

vilde til hende, hun vilde tage det altsammen med aabent, taknemmeligt

Hjærte, saa længe hun havde Lov.

»Ja, jeg er helt betaget af al den Skønhed,« sagde hun livligt, »jeg har

aldrig været saa lykkelig over at leve, som nu. Der bliver noget at

drømme om, naar man til Vinter sidder i sin Kakkelovnskrog.«

»Og drikker The sammen med sin Grosserer! — De vil tage Dem ypperlig ud

som Frue, Frøken Valborg — jeg kan se Dem for mig. Det er netop

Fornuftpartierne, der giver de allerhyggeligste Ægteskaber!«

»Hvor ved De dog ...?«

»Man har da Øjne og — Øren! Men jeg er saamænd ikke den, der laster Dem

derfor; et Fornuftgiftermaal er virkeligt — fornuftigt. Jeg har maaske

selv i Sinde at indlade mig i et lignende. Min Familie snakker saa meget

for mig om at gifte mig, at jeg nu har besluttet at tage det under

Overvejelse. Hun er ogsaa en sød, lille Pige, — nej, for Resten Pokker

ikke lille, — en rank, »granvoksen« Mø, slank, blond, — Caroline hedder

hun, — naa, jeg er ikke mere indtaget i hende end i saa mange andre, —

men hun siges at være det i mig, — eller tror at være det, — men som

sagt, det er endnu ins blaue hinein.«

Valborg lyttede ubevægelig.

Ja, hun vidste det saa godt, hun var for ham kun, hvad vel Snese af unge

Piger havde været og vilde blive, hun var den eneste unge Dame i

Præstegaarden, og hvad han havde sagt til hende, havde han sagt til alle

de andre, — og set paa dem paa samme Maade! Men ligemeget, — nu, nu i

Øjeblikket gjaldt Blikket og Ordene og de lette, ligesom tilfældige

Berøringer hende og hende alene.

»Spis, kære lille Frøken, — Kagerne er udmærkede! Og her har Deres

mageløse Faster saamænd stukket en Flaske Stikkelsbærvin ned, — og et

Glas uden Fod, — det er nok, hvad man kalder et Skovglas, — ikke sandt?

Jeg synes, De med et er bleven saa stille! — En lille, bitte Kage? — Aa,

hvor De dog har en nydelig Haand! Saadanne buttede smaa Fingre.« Han tog

hendes Haand, klappede den blødt og sagte og skød den blanke Guldring op

og ned paa Fingeren. »Ja, rigtig en nydelig formet lille Haand, — med

Smilehuller!«

»Jeg skal virkelig bede Faster Helene om Opskriften paa de Kager«, sagde

Valborg; hun indsaa, at den blide Stilhed rundtom og hans to varme,

smilende Øjne paa sig i Længden kunde blive for meget af det gode. »Jeg

maa jo nemlig vænne mig til Huslighed nu!«

»Ja, ganske vist! Hør, fortæl mig en Gang, hvordan Deres Hjem skal

indrettes! Det interesserer mig altid at høre saadanne unge vordende

Fruer udbrede sig over deres solbeskinnede Fremtid!«

Han havde altsaa før siddet saadan og underholdt sig med »vordende«

Fruer. Havde han ogsaa taget deres Hænder, leget med Forlovelsesringene,

sagt, han syntes om deres Dragt?

Hun begyndte med nervøs Livlighed at fortælle om, hvor de skulde have

Lejlighed, at hun altid havde ønsket sig et Landsted paa Strandvejen, —

hvorledes Dagligstuen skulde se ud, — den skulde blive saa hyggelig, —

mange Blomster, Bøger og Billeder, — et tykt Tæppe, — nogle rigtig

magelige Gyngestole, — et lille Mignonfortepiano.

»Bliver der ikke yndigt?«

»Jo, — jeg vil glæde mig til at komme der og besøge Dem, som De indbød

mig til forleden Dag, — saa vil vi sidde i Mørkningstiden, — ikke sandt?

— og tale om Sommeren, — der svandt — —.«

Han havde lagt Armen om hendes Liv, — og hun ønskede bare at lukke

Øjnene og knuge sig op til ham og sige, at hun havde ham saa kær, at han

havde lært hende, hvad hun aldrig før havde drømt om, at han ikke skulde

bryde sig om den glatte Guldring eller den fjærne Grosserer, men kysse

hende og holde af hende en kort Stund, om det saa kun var en Dag, — saa

kunde han jo rejse til Faaborg, — hvorhen han vilde, — og gifte sig med

den smukke, høje, blonde — aa, men blot holde af hende en kort, kort

Stund. Hun lukkede virkelig Øjnene, og forundret saa han et Udtryk af

stille, men lidenskabelig Nyden om hendes Læber.

Han følte, at hun droges ind imod ham, hun som de andre! Godt, at hun

giftede sig! Hendes Liv vilde ikke forspildes, — hun var jo en fornuftig

Pige.

»Valborg!« sagde han mildt.

Hun aabnede Øjnene og saa hans Læber tæt ved sin Kind.

»Ikke sandt? De og jeg vil ikke glemme denne Dag, — vi vil tale om den,

naar vi igen ses — i Deres Hjem.«

Hun rettede sig langsomt i Sædet og førte Haanden op til Panden, som om

hun vaagnede af en forvirret Drøm.

»Nej, — nej, De skal ikke besøge mig, naar jeg ... _nej, det er bedst,

De ikke kommer!_«

Det var det nok ogsaa, indsaa han. Og de sad længe stille uden at veksle

et Ord. — —.

De valgte den banede Sti hjemad, ganske langsomt gik de ned ad Bakken.

Hans Arm blev ved at ligge om hendes Liv.

De talte ikke meget paa Hjemvejen.

* * * * *

Da de endelig nærmede sig Landsbyen og allerede saa Kirkespiret lyse i

Aftensolen, gjorde han Forsøg paa at faa den tunge Stemning brudt.

»Husker De nu Navnene paa Deres Blomster der?«

»Jeg tror det, — men de er næsten visne.«

»De skal bare lægge dem i et Fad Vand, saa er de friske til i Morgen og

kan da presses, — naa, min flinke Elev, — hvad hedder saa denne?«

»Tusindgylden, — og hører til Ensianfamilien, ikke?«

Det lykkedes dem virkelig at faa en Samtale om Botanik i Gang, saa de

ikke saa altfor højtidelige ud, da de naaede Præstegaarden.

Vildsomme Veje · 第 10 / 13 题