Valborg trak Vejret synlig lettet, mens hun lagde Brevet i Konvolut og
skrev udenpaa:
»Hr.
Grosserer Rudolf Harten,
Amagertorv,
København.«
»Saa, nu er det besørget!«
Hun rejste sig hurtigt og begyndte nynnende at gøre Toilet til
Middagsbordet. Hun tog en let, hvid Musselinskjole paa, den klædte hende
rigtig godt. Det var dog storartet, hvor hun var kommen til at se frisk
og — ja virkelig _godt_ ud — her paa Landet! Og som hun morede sig! Og
endda havde hun, inden hun rejste, været fuldt og fast overtydet om at
komme til at kede sig rædsomt og savne sine Brosten, Tivoli, Dyrehaven,
Sommertheatrene o. s. v. i en følelig Grad, thi nu efter sin Forlovelse
havde hun jo begyndt at komme saa meget ud og nyde Hovedstadens
Fornøjelser, som hun før kun havde kendt gennem Venindernes Skildringer.
Hun satte sit Haar om og følte et Øjeblik Lyst til at lade den lange
blankbrune Fletning hænge ned ad Ryggen, for at Hr. Lundsten kunde se,
hvor pænt et Haar hun havde, men hun betænkte sig dog, det lignede jo
ikke noget, at en forlovet Pige gav sig til at spille Ingénue, hun var
ogsaa nu for gammel dertil, hele 24 Aar.
Men underligt var det nu, hun havde aldrig vidst af, at hun var
forfængelig, før herude paa Landet i denne Ferie, hendes Moder havde tit
nok skændt, fordi hun var altfor ligegyldig for sit Ydre. Ikke en Gang
den Aften, hun ventede Grosserer Harten, efter at hun havde svaret ja
paa hans Frierbrev, havde hun gidet pynte sig.
Men nu var det noget helt andet, hun havde gjort de tusinde Opdagelser
med Hensyn til sig selv.
Hun havde før haft sit Haar strøget glat op fra Tindingerne, men nu
havde hun faaet Øjnene op for, at det var uskønt og nonneagtigt og havde
klippet sig Pandekrøller, der gjorde en meget heldig Virkning. Dernæst
var hun kommen paa det rene med sig selv om, at lyse Farver klædte hende
bedst, og at hendes Holdning og Gang var rædsom og trængte til at
forbedres ved stadig Opmærksomhed og Umage.
Nu saa hun sig prøvende i Spejlet og satte, stadig nynnende, en stor
mørkerød Nellike i sit Haar. Men lige med et blev hun staaende alvorlig
og eftertænksom med Blikket fæstet paa sin Ring.
Hun var opvokset i et meget tarveligt Hjem, men havde haft Friplads i en
af Byens bedste Skoler, hvor hun havde gaaet sammen med velhavende Folks
Børn. Hun havde ofte gæstet sine bedrestillede Kammerater og ønsket, at
ogsaa hun en Gang kunde faa det rigt, hyggeligt og sorgfrit. Men det var
der ingen Udsigt til. Hjemme skulde der stadig spares og knibes, kun
brugte Skolebøger maatte hun købe, hendes Kjoler skulde være af det
allerbilligste Stof, Fornøjelser var noget, der ikke kunde skaffes Raad
til. Hun havde haft en usigelig kedelig Barndom og Ungdom. I sin Fritid
maatte hun som den ældste hjælpe sin Moder med alt muligt Arbejde (de
holdt ingen Pige), og læse Lektier med tre Brødre paa samme Tid, som hun
lærte sine egne.
Efter endt Skolegang fik hun Undervisning i Musik af en gammel,
musikalsk Onkel, der spillede gratis med hende, hun blev meget flink, og
som syttenaarig Pige begyndte hun allerede at give Timer selv.
I Førstningen var det noget nyt og oplivende at kunne ernære sig selv, i
det mindste hvad Ophold og Klæder angik, men Valborg var intet
Arbejdsmenneske, og hun endte med at finde sin Stilling som
Spillelærerinde højst ydmygende og kedsommelig. Hun længtes brændende
imod en lys, let Tilværelse, men hun gjorde sin Pligt, skønt uden Spor
af Livsglæde og Munterhed, og svigtede aldrig. Kun spurgte hun ofte sig
selv, naar hun efter endt Dagsgærning dødtræt satte sig ned, hvorfor
nogle skulde have nok af alt og kunde gjøre sig Livet behageligt paa
alle Omraader, medens andre maatte anstrænge sig og slide for hver Bid,
de puttede i Munden.
Flere af hendes Skoleveninder kendte hende endnu og vekslede Hilsen med
hende, naar de i deres elegante Dragter langsomt strøg hende forbi paa
Routen, medens hun selv næsten løb for at komme tidsnok til en Time til
35 Øre. Da hændtes det tit, at hun mismodig anstillede Sammenligninger
mellem deres moderne, kostbare Hatte og sin egen farvede, oppyntede, som
mindst var tre Aar gammel.
Hendes ærgærrige Drømme gik alle i Retning af, hvad hun kaldte »en fri,
lykkelig, sorgfri Tilværelse«, hun lovede sig selv, at skulde hun
nogensinde gifte sig, da skulde det blive med en velstaaende Mand, thi
ved sit eget Arbejde kunde hun dog aldrig drive det til noget videre,
hun var nemlig ikke et Talent, kun en ganske almindelig, jævn musikalsk
Begavelse.
Men selv om hun drømte om Ægteskab, saa skænkede hun dog aldrig
Kærligheden en Tanke. »Fornuftgiftermaalet« var i den Grad bleven hendes
Ideal, at hun rent oversaa, i det mindste for sit Vedkommende, at der
findes en stor Livsmagt, der hedder Kærlighed. Hun havde aldrig været
forelsket.
Valborg var ikke iblandt de unge Piger, der gør almindelig Lykke. Hun
havde, skønt hun langtfra var grim, ikke, hvad man har vedtaget at
kalde: Herretække.
Flere af Veninderne havde erklæret, at Valborg saamænd aldrig blev gift.
Hun passede ogsaa glimrende, sagde de, til at være Lærerinde hele sit
Liv.
Hun lod dem snakke, men haabede i sit stille Sind, at det skulde blive
Usandhed.
Men vist var det nu, hun trak ikke uimodstaaeligt Herrernes Øjne til
sig, hun skulde opdages tilfældigt, men det blev hun ogsaa af Grosserer
Harten.
Hun traf sammen med ham i et Hus, hvor hun gav Undervisning. Han blev
paa sin rolige, forretningsmæssige Maade forelsket, det vil sige, han
fandt, at hun var en Pokkers sød og fornuftig Pige, saa fri for alt Pjat
og Koketteri, og efter i et Aarstid vejende og prøvende at have set paa
hende i Afstand og ikke ladet sig mærke med noget, rykkede han frem og
sendte hende et nysseligt og korrekt Frierbrev.
Hun tog Sagen omtrent lige saa koldblodig, skønt det kom uventet, kun
kom hun i Bevægelse ved Bevidstheden om, at nu lod hendes Drøm til at
skulle gaa i Opfyldelse, thi Grossereren var om end ikke hovedrig saa
dog velhavende, og dertil var han opmærksom og hensynsfuld og saa godt
ud, en stor, fastbygget, stadselig Skikkelse, lidt over 30 Aar med et
Par venlige Øjne og en dyb, blød Stemme.
»Jeg siger Ja, Moder«, erklærede hun.
»Du holder altsaa af ham, mit søde, kære Barn!«
Fru Wohn var i stærk Rørelse over denne uventede Udsigt til Forbedring i
deres Kaar.
Valborg betænkte sig.
Hendes Moder havde, siden hun blev Enke, været udelukkende optaget af
det staaende Spørgsmaal, hvorledes hun skulde faa de knapt tilmaalte
Penge til at »slaa til« og brudt sig lidt eller intet om Børnenes indre
Liv.
Skulde Valborg nu fortælle denne Moder, som hun aldrig havde haft
Fortrolighed til og som hun, hvad Hjærte- og Følelsesliv angik, var
halvt fremmed for, at hun i det hele taget ikke troede paa »Kærlighed«,
men ansaa Tillid, Højagtelse og Venskab for det største, der kunde gives
og modtages her paa Jorden?
Nej, det vilde Moderen ikke forstaa, det vilde kun give Stødet til lange
Forklaringer, Misforstaaelser — Kedsommeligheder!
Altsaa svarede hun med et roligt Smil:
»Ja, Moder, jeg holder af ham!«
Og saa kom Grossereren. Han var glad over at have vundet Valborg, han
saa hende allerede som sin Hustru, det vilde være noget andet end den
triste Ungkarlebolig. Og Valborg var saa fin og ung, saa hyggelig og
elskværdig, hun vilde være i Stand til at gøre ethvert Hus til et
tiltalende Hjem.
Heldigvis var Grossereren ikke af de Elskere, der hænger over deres
udkaarne ved enhver Lejlighed med Kys og Kæleord, det vilde Valborg have
fundet afskyeligt. Han kyssede hende, naar han kom og gik, paa en
lidenskabsløs og forretningsmæssig Vis, der havde noget rart og
fornøjeligt ved sig.
Hun syntes udmærket godt om at komme meget ud og være fri for alle sine
Undervisningstimer. Hun var henrykt over hans Foræringer. Jo, hun var
som skabt til at have gode Dage.
Og hun vilde ikke have været en ung Pige, om hun ikke ogsaa en Gang
imellem havde ladet sin Tanke med en vis Skadefryd dvæle ved den
Omstændighed, at nu fik Fanny og Petra _dog_ ikke Ret, hun skulde ikke
gaa hele sit Liv som Spillelærerinde, nu var hendes Nummer kommet ud. Og
samme Fanny og Petra vare endnu ikke forlovede, skønt de langtfra vare
Fjender af det stærke Køn.
Harten var glad ved sin unge Fæstemø, overalt, hvor han indførte hende,
syntes Folk om hende, den almindelige Dom lød paa, at hun var en
tækkelig, evnerig og alvorlig ung Dame og passede udmærket for ham.
Der var gensidig Tilfredshed.
Brylluppet skulde staa om Efteraaret, som de vare blevne forlovede om
Foraaret.
I Sommerferien skulde Valborg som sædvanlig være hos sin Onkel paa
Østkysten af Jylland. Og her var hun nu. —
Valborg stod længe i Tanker, — alt havde været saa godt og saa rart, hun
havde set Fremtiden i Møde med saa megen Tryghed og stille Tilfredshed.
Harten og hun havde saa tidt talt om, hvorledes deres Hjem skulde
indrettes, og hun havde glædet sig meget til det Øjeblik, hun skulde
træde ind i det første Gang.
Og nu, — nu var det ligesom hun ikke var _rigtig_ glad mere, hun var
just ikke ked af noget, men heller ikke tilfreds; dog — bestemt paavise
noget, der havde gjort hende utilfreds, kunde hun ikke.
Hun havde for første Gang, siden Hr. Lundsten var kommen, skænket sin
Fremtid en Tanke, og denne Tanke gjorde hende ikke, som den plejede,
fornøjet, — det forekom hende paa en Gang, at der i hendes hyggelige,
lille Fremtidsmaleri manglede noget!
Naa, men det var vel kun en flygtig Stemning! Og hun troede endda, at
hun var kommen ud over »Stemninger«, de hørte jo den pur unge Alder til.
Og hun var 24 Aar.
Det var, naar alt kom til alt, nok ikke andet end Varmen. Puh, saa
lummert det var. Der var vist Torden i Luften, og det gjorde hende altid
saa nervøs og underlig. Det var Varmen. Det slog hun fast.
»Frøken Wohn, — vi skal spise!« kaldte en kraftig, klar Mandsstemme nede
ved Foden af Loftstrappen.
Hun for helt sammen, kastede et hurtigt, skrænt Blik i Spejlet, rettede
nervøst paa Nelliken, — og raabte saa: »Nu kommer jeg, — nu kommer jeg!«
idet hun løb ned ad Trappen.
»Fik Du saa skrevet til Din Kæreste, lille Valborg?« spurgte Onkel
Harald, medens de sad omkring Middagsbordet.
»Ja, Onkel!«
Hun vidste ikke selv hvorfor, men Ordet »Kæreste« havde faaet en
underlig, irriterende Klang for hende, det lød saa følsomt, det
forudsatte med saadan en flot Sikkerhed, at han var hende »kær«.
Nej, hun foretrak rigtig nok at sige »Forlovede«, det Udtryk holdt sig
da ved Jorden og indeholdt ikke sværere Forudsætninger, end at man kunde
svare til dem.
Tænk om nogen virkelig indbildte sig, at Harten og hun gik omkring og
spillede Klister og Malle! Uh!
Hun var kommen i Vane med altid at svare paa Spørgsmaal vedrørende
hendes »Kæreste« med et stærkt understreget, rettende: »Jo, min
Forlovede —«.
En Gang havde hun efter et saadant Svar mødt Lundstens Blik. Han havde
let saa smaat, øjensynlig morede han sig kosteligt over et eller andet.
—
»Tror De nu, De kan gaa saa langt?« spurgte han, inden de rejste sig fra
Bordet. »Vejen gaar Bakke op og Bakke ned, og vil vi have gode
Eksemplarer af Planter, maa vi bryde ind gennem Krat og Brombærranker, —
forskrækker det Dem slet ikke?«
»Ikke Spor,« forsikrede hun med straalende Øjne, »det bliver netop
dejligt!«
Aa, thi hun glædede sig jo saadan til den Tur, aldrig havde hun troet,
man kunde glæde sig saadan til noget. —
»Hvis Valborg ikke var forlovet og saadan en fornuftig Pige, som hun er,
vilde jeg ikke tillade, at de to gik saadan evig og altid sammen«, sagde
Præstefruen til sin Mand, da de kort efter saa de to »Botanikere« vandre
ud af Porten.
»Aa, Snak, Du gør Lundsten Uret!«
»Ja, min eneste Trøst er, at hvis han ikke opførte sig passende overfor
hende, vilde hun selv gøre en Ende paa deres Ture!«
»Naturligvis opfører han sig passende. Valborg er jo desuden garderet.
Lad dem dog more sig, lille Helene!«
Og de to morede sig.
Han syntes virkelig godt om hende, og saadan ganske varsomt at bane sig
et lille Stykke Vej ind paa forbudne Stier havde altid haft en særegen
Tillokkelse for ham. Han vidste jo, at han altid havde haft Talent til i
rette Øjeblik at gøre Tilbagetog. Han saa med sin gennem mange Aars
Øvelse skærpede Sans for den Slags Ting, at Valborg var stærkt paa Veje
til at synes om ham, men han gjorde sig ingen Samvittighed deraf. Herre
Gud, det var jo Sommerferie, og i den Tid har man Lov at slaa sig løs,
at flagre lidt, bagefter, ja, saa kom Pligterne, Alvoret, Ansvaret!
Valborg nød Øjeblikket i fulde Drag uden at gøre sig klart Rede for,
hvad hun følte. Hun vidste kun, hun var jublende lykkelig, og at hun
kunde have gaaet her ved hans Side i en Evighed, og talt med ham og med
korte Mellemrum set op paa ham, vis paa at møde dette underlige, men saa
smukke, smilende Blik. Nej, aldrig havde en Mand set saadan paa hende!
De gik langs med Fjorden. Blank og stille laa den i Eftermiddagssolen,
et enkelt hvidt eller rødt Sejl viste sig fra Tid til anden, og et Par
Maager kredsede langt ude med deres lange, hvide Vinger. Til den anden
Side laa høje, skovgroede Skrænter. Her var saa smukt overalt, hvorhen
man saa. Valborg fik Lyst til at give sig til af fuldt Bryst at istemme
saadan noget som: »_Dejlig_ er Jorden!«
Hun syntes, hun trængte til at give sin overstrømmende Livsglæde Luft
paa en eller anden Maade, enten ved at synge, — eller danse hen ad
Vejen, — eller — græde! For her var saa smukt, — saa smukt, — hun havde
aldrig troet, man kunde blive saa greben af Naturens Skønhed. Det var
første Gang, hun ret følte, at hun var ung og ejede en Rigdom af frodige
Livskræfter.
»Vil De ikke tage min Arm, saa gaar vi bedre i Trit?«
Hun trængte ikke til Støtte, men dog tog hun imod den fremrakte Arm med
et lykkeligt Smil og rødmende Kinder.
De mødte en Vogn fuld af unge Herrer og Damer, et Selskab fra den
nærliggende Herregaard.
Valborg kendte et Par af dem og hilste.
»Hvor den unge Dames Dragt var smagløs!« sagde Lundsten, da de gik
videre, »hendes, der sad yderst i den blaa Kjole med de røde Spidser, et
komplet Clownkostume, der manglede kun Bjælderne! Jeg forstaar ikke,
hvor en ung Pige kan faa sig til at tage noget saa uklædeligt paa, selv
om Moden kræver det _ti_ Gange!«
Nej, til Sommerdragt for en ung Dame passede intet bedre end saadan et
let, tyndt Stof som dette, — og han lod sin Haand blødt, næsten
kærtegnende, glide hen over Valborgs Arm, — især naar man havde saa
fyldig og hvid en Arm som denne! Han vidste egentlig ikke hvorfor, men
han sværmede nu en Gang for den Slags gennemsigtige Tøjer.
Valborgs Arm rystede i hans. Hun fandt ikke noget at sige, ønskede kun,
at han vilde sige mere endnu, — det var saa morsomt, saa dejligt, at han
syntes, hun klædte sig med Smag!
De talte, som de altid gjorde, om alt muligt. Det var ikke dybe og
interessante Emner, de drøftede. Lundsten lod kun til at være i sit
Element i en let, almindelig Samtale. Valborg havde lagt Mærke til, at
han altid behændig vidste at sno sig bort, naar Onkelen vilde have ham
ind paa alvorligere Ting.
Men ligemeget! Aldrig havde hun dog været lykkeligere ved en Samtale!
Fra Tid til anden bukkede han sig ned og plukkede en Blomst, som han
rakte hende, og opfordrede hende i en spøgende, docerende Tone til at
undersøge den og bestemme dens Klasse og Familie.
Hun fik sig paa denne Maade en hel Urtekost.
»Lagde De Mærke til, da vi mødte den Vogn før, at de alle saa saadan paa
os? De tænkte vist, vi var et Par Forlovede, da vi gik Arm i Arm!«
Hun blev rød, og Gang paa Gang gentog hun for sig selv: »Og hvis de nu
havde haft Ret, — hvis han og jeg var forlovede, — han og jeg? — —«
Saa naaede de omsider Fuglebakken og begyndte at stige op. Valborgs
klare Kjole fik den ene Rift efter den anden, men hvad gjorde det?
Lundsten, der gik i Forvejen, rakte hende paa de mest ufremkommelige
Steder en Haand, ja somme Tider to. Han havde valgt denne Vej i Stedet
for den banede Sti, fordi han paastod, her var flest vilde Blomster.
»Nu kun et Skridt til, — og vi er ved Maalet!«
Han selv var naaet til Toppen og stod nu og rakte begge Hænder ned til
hende; medens hun stod lavere og saa op i hans Ansigt, blev hun grebet
uimodstaaelig stærkt af en Tanke:
»Hvis det var _ham_, jeg til Efteraaret skulde have Bryllup med!«
Og denne Tanke voldte hende den hæftigste Hjærtebanken. Hvis det var
ham!
Med Lynfart gik det igennem hende, at der var noget, — noget ved
Lundsten, det kunde ikke beskrives, ikke forklares, men ingen Mand ejede
dette noget uden han.
Hun lagde sine Hænder i hans og stod snart ved hans Side.
»Se Dem nu godt om, Frøken Wohn, er her ikke smukt?«
Men hendes Tanker vilde ikke mere lystre Kommando, den dejlige Udsigt
blev kun som en Ramme om det ny, daarende, skønne Drømmebillede, hendes
Indbildning dannede sig.
Hun var hans Hustru, — han havde sagt, at han holdt af hende, — han
havde kysset hende, — og under brusende Orgelspil havde de vandret ned
gennem Kirken, — Arm i Arm, — og nu stod de i deres eget Hjem, — aa, det
gjorde ligemeget, om det var rigt eller fattigt, — og han bøjede sig ned
til hende, — og hans Øjne vare saa tæt ved hendes, de brændte hende lige
ind i Sjælen, varmede, udvidede, lyste op, — og han sagde saa blødt og
inderligt: »Valborg, min egen Hustru!«
Nej, hvad var det dog for Tanker, hun maatte vist være syg, — hun, den
rolige, beregnende Valborg, der havde lukket alle erotiske Længseler
ude, og som til Efteraaret skulde indgaa det mest prosaiske af alle
prosaiske Ægteskaber? Hvad var der dog i Vejen med hende?
Langsomt tog hun Blikket bort fra Udsigten og vendte sig om til ham,
ligesom for at søge Svaret.
Men kun et Øjeblik saa hun ind i hans Øjne, saa var det bleven hende
klart, at hun elskede ham.
Hendes første Følelse var jublende Lykke ved at give hele sit Hjærte og
hele sin Sjæl til en anden, — det var som noget bølgende, varmt og mildt
tog hende med sig og hyllede hende ind, hvor var det dejligt at være ung
og føle sit Hjærte svulme af ny, stærke Følelser, — men i næste Nu stod
Virkeligheden, den før saa trygge, venlige Virkelighed, mørk og isnende
for hende.
»Jeg har givet mit Ord, — om kort Tid giver jeg mig helt og
uigenkaldeligt, — og nu har jeg forelsket mig i en anden, en, der for
fjorten Dage siden var mig fremmed, en, om hvem jeg kun ved, at han har
dejlige, lokkende Øjne og sværmer som en Sommerfugl mellem Blomster, fra
Kvinde til Kvinde. Hvorledes er dog dette kommen over mig?«
Hun anede, at Kærligheden, denne store Naturmagt, om hvis Tilværelse hun
havde tvivlet, med et var slaaet ned i hendes Liv og nu ubønhørligt
krævede sit.
»De er helt betaget, tror jeg!« sagde Lundsten muntert. »Se, De har tabt
alle Deres Blomster!« Han rakte hende dem. »Der kan De se, jeg havde
Ret, da jeg lovpriste Fuglebakken for Dem! — Skal vi saa sætte os her
paa Bænken og gøre os det lidt mageligt og spise Tante Helenes dejlige
Stikkelsbærkager?«
Valborg nikkede, kastede Hovedet tilbage, som vilde hun kaste alle
Bekymringer og Spørgsmaal fra sig. Hvorfor ikke nyde Øjeblikket, give
sig hen i Stemningen og den ny Lykke? Bagefter kunde der saa komme, hvad
der vilde! Det var jo Ferie, Lænkerne og Forpligtelserne ventede hjemme
i Byen, men for Øjeblikket var hun fri, — det gjaldt da kun om at holde
paa denne dejlige Sommerdrøm, Minderne om den skulde hun jo nu tære paa
i hele den lange, rolige Eftersommer, som vilde komme. Hun elskede
Lundsten, han maatte gærne ane det, han maatte gærne sige, hvad han
vilde til hende, hun vilde tage det altsammen med aabent, taknemmeligt
Hjærte, saa længe hun havde Lov.
»Ja, jeg er helt betaget af al den Skønhed,« sagde hun livligt, »jeg har
aldrig været saa lykkelig over at leve, som nu. Der bliver noget at
drømme om, naar man til Vinter sidder i sin Kakkelovnskrog.«
»Og drikker The sammen med sin Grosserer! — De vil tage Dem ypperlig ud
som Frue, Frøken Valborg — jeg kan se Dem for mig. Det er netop
Fornuftpartierne, der giver de allerhyggeligste Ægteskaber!«
»Hvor ved De dog ...?«
»Man har da Øjne og — Øren! Men jeg er saamænd ikke den, der laster Dem
derfor; et Fornuftgiftermaal er virkeligt — fornuftigt. Jeg har maaske
selv i Sinde at indlade mig i et lignende. Min Familie snakker saa meget
for mig om at gifte mig, at jeg nu har besluttet at tage det under
Overvejelse. Hun er ogsaa en sød, lille Pige, — nej, for Resten Pokker
ikke lille, — en rank, »granvoksen« Mø, slank, blond, — Caroline hedder
hun, — naa, jeg er ikke mere indtaget i hende end i saa mange andre, —
men hun siges at være det i mig, — eller tror at være det, — men som
sagt, det er endnu ins blaue hinein.«
Valborg lyttede ubevægelig.
Ja, hun vidste det saa godt, hun var for ham kun, hvad vel Snese af unge
Piger havde været og vilde blive, hun var den eneste unge Dame i
Præstegaarden, og hvad han havde sagt til hende, havde han sagt til alle
de andre, — og set paa dem paa samme Maade! Men ligemeget, — nu, nu i
Øjeblikket gjaldt Blikket og Ordene og de lette, ligesom tilfældige
Berøringer hende og hende alene.
»Spis, kære lille Frøken, — Kagerne er udmærkede! Og her har Deres
mageløse Faster saamænd stukket en Flaske Stikkelsbærvin ned, — og et
Glas uden Fod, — det er nok, hvad man kalder et Skovglas, — ikke sandt?
Jeg synes, De med et er bleven saa stille! — En lille, bitte Kage? — Aa,
hvor De dog har en nydelig Haand! Saadanne buttede smaa Fingre.« Han tog
hendes Haand, klappede den blødt og sagte og skød den blanke Guldring op
og ned paa Fingeren. »Ja, rigtig en nydelig formet lille Haand, — med
Smilehuller!«
»Jeg skal virkelig bede Faster Helene om Opskriften paa de Kager«, sagde
Valborg; hun indsaa, at den blide Stilhed rundtom og hans to varme,
smilende Øjne paa sig i Længden kunde blive for meget af det gode. »Jeg
maa jo nemlig vænne mig til Huslighed nu!«
»Ja, ganske vist! Hør, fortæl mig en Gang, hvordan Deres Hjem skal
indrettes! Det interesserer mig altid at høre saadanne unge vordende
Fruer udbrede sig over deres solbeskinnede Fremtid!«
Han havde altsaa før siddet saadan og underholdt sig med »vordende«
Fruer. Havde han ogsaa taget deres Hænder, leget med Forlovelsesringene,
sagt, han syntes om deres Dragt?
Hun begyndte med nervøs Livlighed at fortælle om, hvor de skulde have
Lejlighed, at hun altid havde ønsket sig et Landsted paa Strandvejen, —
hvorledes Dagligstuen skulde se ud, — den skulde blive saa hyggelig, —
mange Blomster, Bøger og Billeder, — et tykt Tæppe, — nogle rigtig
magelige Gyngestole, — et lille Mignonfortepiano.
»Bliver der ikke yndigt?«
»Jo, — jeg vil glæde mig til at komme der og besøge Dem, som De indbød
mig til forleden Dag, — saa vil vi sidde i Mørkningstiden, — ikke sandt?
— og tale om Sommeren, — der svandt — —.«
Han havde lagt Armen om hendes Liv, — og hun ønskede bare at lukke
Øjnene og knuge sig op til ham og sige, at hun havde ham saa kær, at han
havde lært hende, hvad hun aldrig før havde drømt om, at han ikke skulde
bryde sig om den glatte Guldring eller den fjærne Grosserer, men kysse
hende og holde af hende en kort Stund, om det saa kun var en Dag, — saa
kunde han jo rejse til Faaborg, — hvorhen han vilde, — og gifte sig med
den smukke, høje, blonde — aa, men blot holde af hende en kort, kort
Stund. Hun lukkede virkelig Øjnene, og forundret saa han et Udtryk af
stille, men lidenskabelig Nyden om hendes Læber.
Han følte, at hun droges ind imod ham, hun som de andre! Godt, at hun
giftede sig! Hendes Liv vilde ikke forspildes, — hun var jo en fornuftig
Pige.
»Valborg!« sagde han mildt.
Hun aabnede Øjnene og saa hans Læber tæt ved sin Kind.
»Ikke sandt? De og jeg vil ikke glemme denne Dag, — vi vil tale om den,
naar vi igen ses — i Deres Hjem.«
Hun rettede sig langsomt i Sædet og førte Haanden op til Panden, som om
hun vaagnede af en forvirret Drøm.
»Nej, — nej, De skal ikke besøge mig, naar jeg ... _nej, det er bedst,
De ikke kommer!_«
Det var det nok ogsaa, indsaa han. Og de sad længe stille uden at veksle
et Ord. — —.
De valgte den banede Sti hjemad, ganske langsomt gik de ned ad Bakken.
Hans Arm blev ved at ligge om hendes Liv.
De talte ikke meget paa Hjemvejen.
* * * * *
Da de endelig nærmede sig Landsbyen og allerede saa Kirkespiret lyse i
Aftensolen, gjorde han Forsøg paa at faa den tunge Stemning brudt.
»Husker De nu Navnene paa Deres Blomster der?«
»Jeg tror det, — men de er næsten visne.«
»De skal bare lægge dem i et Fad Vand, saa er de friske til i Morgen og
kan da presses, — naa, min flinke Elev, — hvad hedder saa denne?«
»Tusindgylden, — og hører til Ensianfamilien, ikke?«
Det lykkedes dem virkelig at faa en Samtale om Botanik i Gang, saa de
ikke saa altfor højtidelige ud, da de naaede Præstegaarden.