Saa standsede hun, lod Pennen synke og saa ud i Haven. Det var dog
grueligt svært at skrive Brev saadan en varm, straalende Sommerdag, i
det hele taget et møjsommeligt Arbejde at skrive Breve i Ferien, det
mindede om Pligt og Baand, som man paa den Tid af Aaret er tilbøjelig
til helt at glemme. Hvad i Alverden skulde hun skrive om? Egenlig var
der vel meget, den smukke Egn, Onkel og Tantes Venlighed og Gæstfrihed,
de fornøjelige Køreture og Sejlture paa Fjorden og ikke mindst
Spasereturene, naar Hr. Lundsten og hun tidlig om Morgenen, forsynede
med Fødevarer for en hel Dag, travede ud paa maa og faa uden at vide,
_hvor_ de vilde hen, og først vendte hjem sent om Aftenen, trætte men i
glimrende Humør. Ja, der var nok at skrive om, men alt dette, saa
behageligt det end var, gad hun ikke fortælle Rudolf; han var for det
første ingen Ven af Naturbeskrivelser, endnu mindre af Fodture, og saa
kendte han knap hendes Familie her og slet ikke Hr. Herredsfuldmægtig
Johan Lundsten. Hun havde selv truffet ham første Gang i denne
Sommerferie, skønt hun fra Barn af havde gæstet Vikkebjærg hvert Aar paa
denne Tid. Lundsten var en Søstersøn af Pastor Mogensen, han var ikke
helt ung, kunde vel være i Nærheden af de Fyrre.
Valborg havde troet, at hun skulde være eneste Gæst i den stille
Præstegaard, hun brød sig ikke meget om at være imellem mange Mennesker
paa Landet og blev halv gnaven, da Onkel Harald otte Dage efter hendes
Ankomst meldte sin Søstersøns Besøg.
»Han er paa Rundrejse«, hørte Valborg sin Onkel sige til sin Kone en
Aften, de gik op og ned i Nøddegangen, medens hun selv sad inde i
Lysthuset, »han bliver her vist kun en otte Dages Tid, maaske ikke en
Gang _saa_ længe. Vort stille Liv kan jo umulig i Længden være noget for
ham. Vi maa imidlertid køre ud med ham og søge at adsprede ham efter
bedste Evne. Det er godt, at Valborg er her, det er da altid Ungdom,
skønt hun er noget stille af sig. Og Ungdom maa han have, han bliver jo
altid sig selv lig«. Valborg hørte sin Onkel le sagte som i Erindringen
om noget meget morsomt.
»Ja, — det vil sige: unge Damer, Harald! Godt, at Valborg er en forlovet
Pige og saa sat og sindig, ellers vilde jeg sandt at sige ikke være
videre glad over Hr. Lundstens Besøg. Jeg kan ikke forstaa, at Du altid
undskylder ham, er det fordi han er Din Nevø? Han er langt fra af den
Slags Mænd, jeg holder af. Han har da heller ikke noget godt Ord paa
sig. Kan Du huske —«.
Mere hørte Valborg ikke, da de spaserende fjærnede sig fra Lysthuset,
men saa meget skønnede hun, at den ventede Herre var en saadan, som hun
hidindtil kun havde kendt fra Romanerne, en let Sommerfuglenatur, som
holdt af Kvinder. Det kunde i Grunden være ganske morsomt at se saadan
en, og, som Faster Helene havde sagt, der var jo ingen Fare for hende
selv.
Saa var han da kommen Dagen efter. Han var ikke smuk, Valborg blev ved
første Øjekast skuffet, hun havde forestillet sig en daarende skøn Don
Juanskikkelse, og Hr. Lundsten lod til at være en meget almindelig
Herre. Hans rødlig blonde Haar havde allerede saa smaat begyndt at
graane og dannede en temmelig tynd Krans paa Issen, hans Træk var
hverken sjælden fine eller ædle, Læberne tynde, Øjnene af ubestemmelig
Farve, — blaa eller graa mente Valborg — Figuren af Middelhøjde,
Bevægelserne og Gangen den fuldendte Verdensmands.
De blev forestillede for hinanden, og Valborg viste ham om i Haven. De
kom snart i en ret livlig Passiar og snakkede løs om Vejr og Vind, alt
og ingen Ting, da hun med et i Talens Løb kom til at se lige op i hans
Ansigt og møde hans Blik.
Fra det Øjeblik af syntes hun ikke længer, han var almindelig. Hans Øjne
vare da de mærkeligste, hun havde set. De vare hverken store eller
glansfulde i sig selv, men alt som han saa paa hende, bleve de ligesom
mørkere og mørkere, større og større, og der tændtes en underlig
smilende Glød i dem. Aldrig havde hun set noget lignende! Da hun endelig
tog Blikket til sig, følte hun sig hed, forlegen og urolig, og dog
længtes hun efter en Lejlighed til atter at se op paa ham.
Han var meget livlig og underholdende, fik ordnet Køre- og Sejlture og
fik Valborg til at interessere sig for Botanik, hvori han selv var en
Mester. De besluttede at foretage et Par Fodture i Omegnen for at finde
Planter, og han tilbød velvilligt at hjælpe hende tilrette med Ordningen
af en Blomstersamling, som hun pludselig fik stor Lyst til at skaffe
sig.
Ja, han var virkelig rar, og hun morede sig udmærket den Sommerferie,
havde aldrig moret sig bedre.
Han vilde have rejst efter otte Dages Forløb, men havde uden altfor stor
Vanskelighed ladet sig overtale til at blive længer, og nu havde han
været der i elleve Dage.
For Øjeblikket var han nede i Landsbyen at hente Posten. Derfor vilde
hun benytte hans Fraværelse til at skrive til sin Forlovede.
Men _hvad_ skulde hun skrive?
Der var i Virkeligheden saa meget, og dog var det, ligesom der til ham
slet intet var at meddele, — men noget maatte der jo males op, og _nu_
maatte det gøres. I Eftermiddag skulde Lundsten og hun en lang Tur til
»Fuglebakken«, et smukt Udsigtspunkt en halv Mils Vej fra Vikkebjærg,
saa blev der ingen Tid til at skrive.
Altsaa:
»Kære Rudolf!
Tak for Dit Brev! Det glæder mig at høre, at Dine Forretninger
gaar saa godt. Hvad mig angaar, har jeg det udmærket og morer mig
godt. Vi er ofte ude, her er saa dejligt alle Vegne. I Dag er det
en stegende Hede. Hvordan mon det er inde i Byen? Jeg tænker, der
er knap til at være! Du gaar vel tit paa Tivoli o. s. v. og nyder
den Tid, Du endnu har tilbage af Dit Ungkarleliv, Stakkel? Hils
Moder og mine Søskende, hvis Du ser dem. Hils ogsaa alle gode
Venner! Ja, undskyld, men i denne Varme vilde det virkelig være
ubarmhjærtigt af Dig at forlange mere af mig, altsaa kun en
venlig Hilsen.