Edith, hendes alt, Solen og Lykken i hendes Liv, gled ind i en ny Sfære,
hvor hun ikke kunde følge med, og lod hende blive tilbage i Mørke og
Tomhed. At dette skulde være Naturens Gang! Og at denne Natur skulde
være hende saa forfærdelig svær at fatte!
»Hvis han gjorde Dig ulykkelig, Edith, — aa, jeg kunde dræbe ham!«
»Men, Martha, hvad er det dog for stygge Tanker? — Du maa virkelig
beherske Dig!«
»Ja, snart, Edith, — Du kan være vis paa, jeg skal, — lad mig bare for
sidste Gang være mig selv imod Dig, Edith! Det er nu ligemeget, lad ham
elske Dig saa højt, han vil, — det Du er — har været for mig, bliver Du
aldrig for nogen anden, — saa kjær kan ingen have Dig. Og ser Du, han
forlanger Din fulde Genkærlighed, den er hans Lykke. For mig, som gav
alt, hvad jeg ejede af Kærlighed, var en Smule Venskab fra Dig nok, —
men lidt maa jeg ogsaa have, — jeg maa have Dig, som Du har været i
disse 7 Aar, — tager Du det fra mig, — føler jeg, at jeg fra at have
været et Legetøj er blevet et intet for Dig, saa tager jeg Livet af mig,
Edith, — for saa er der slet ikke noget mer, — slet intet!«
»Men hvad er det for tosset Snak? — Naa, heldigvis ved jeg, at Du ikke
er slet saa ufornuftig som Dine Ord, Du lille! Man snakker saa let om at
dø, Martha, men Du betænkte Dig nok i det afgørende Øjeblik. Saa nu
taler vi ikke mer herom, — om lidt kommer Vennen min, Du bliver her
naturligvis, — og saa skal Du være en sød, artig lille Pige, ikke
nervøs, ikke hysterisk, ikke give Scener!«
Martha kyssede hende lidenskabeligt, saa blev hun pludselig rolig.
»Vær ikke vred, Edith,« hun tvang et muntert Smil frem »nu er jeg atter
Wilhelm Tell.«
Hun blev den Aften hos Gerners, hun saa paa det unge Par, undrede sig
stille over, at dette skulde være Menneskeslægtens Ideal af Lykke, og at
hun stod saa fuldstændig uforstaaende og saa til, spurgte sig selv,
hvorfor hun i Grunden var bleven til.
Da hun skulde gaa, sagde Stein til hende:
»Naa, Frøken Grüner, hvad siger De saa egenlig til, at jeg har taget
Edith fra Dem?«
»Taget fra mig?« Marthas Stemme var let og spøgende, men det Blik, han
mødte fra de store, graa Øjne, besynderlig sorgfuldt og modløst »jeg har
aldrig haft nogen Ejendomsret over Edith og kan altsaa ikke en Gang
overdrage Dem en saadan. Hvad Edith giver Dem, faar De, fordi det er
Deres med Rette, hvad jeg fik, gav hun mig af Naade! Voila tout!
Farvel!«
Stein saa efter hende.
»En mærkelig lille Tingest«, tænkte han.
Martha havde ingen Lyst til at gaa i Seng, da hun den Aften kom hjem;
hun var nok træt, men sove kunde hun ikke. Hun følte ogsaa, at hun
maatte gjøre sig mangt og meget klart, at hun maatte tænke Sagen
igennem, saa roligt hun kunde, og ikke give efter for sin Tilbøjelighed
til at skyde fra sig, hvad der kedede hende, — saa løste hun da sit
lange, tunge Haar og blev siddende længe foran Toiletbordet med Hovedet
gjemt i Hænderne.
Hun havde ført et aldeles betydningsløst Liv, naar alt kom til alt. Før
hun lærte Edith at kende, altsaa som Barn, havde hun læst meget, maaske
for meget, og naar hun om Aftenen laa i sin Seng, lavede hun selv i sit
lille, fantasifulde Hovede baade Komedier og Romaner, Æventyr og Vers.
Spurgte man hende, hvad hun vilde være, naar hun blev stor, var Svaret,
»Digterinde!« Barnepjat naturligvis, men det var dog altid en Interesse,
der maaske med Tiden kunde og burde udvikles.
Saa saa hun Edith Gerner, og uden at tænke klart mere, bare drømte hun
sig ind i en underlig, fantastisk, uvirkelig Verden, hvor Edith i sin
straalende Skønhed var Midtpunktet. Alt uden Edith blev hende omtrent
ligegyldigt. Og nu var hun over 20 Aar, alle hendes jævnaldrende havde
deres Fremtidsplan færdig eller næsten færdig, nogle vilde være
Lærerinder, andre Studenter, nogle Kunstnerinder, de fleste drømte vel
ogsaa om at blive lykkelige Hustruer og Mødre engang i Tiden. Hun alene
styrede frem uden Maal og Med. Hun læste rigtignok til Artium og skulde
op om faa Maaneder, men det var hende den ligegyldigste Sag af Verden,
om hun bestod eller ej.
Hun havde besluttet sig til at læse, dels fordi det var Faderens Ønske,
dels fordi Edith havde sagt, at hun syntes, hun burde. Aa, hun huskede
godt den Dag, det blev afgjort. Hun havde været saa vred og sagt, at det
gad hun virkelig ikke, det var altfor kedeligt, uh, denne tørre,
uforstaaelige Mathematik!
»Nej, jeg gjør det ikke, — jeg vil ikke!«
Og hun havde stampet i Gulvet. Men en Rynke paa Ediths hvide Pande, et
isnende Tonefald i hendes dejlige Stemme, da hun sagde:
»Din Fader ønsker det, Martha, jeg synes, Du bærer Dig meget uartigt ad,
— Du læser naturligvis til Artium, — det vil jo være gavnligt for Dig
baade nu og senere!« havde gjort Udslaget, og i en ydmyg, nedstemt Tone
havde hun svaret: »Naturligvis, — naar Du raader mig til det, Edith.«
Og hendes Fader, ja, overfor ham havde hun jo ogsaa haft en Opgave:
forsøde hans gamle Dage, tage sig af Huset og gøre det til et hyggeligt
Hjem. Men de to levede i Steden derfor som fremmede. Faderen havde
vænnet sig til kun at se Martha ved Maaltiderne. Han var meget nøjsom og
krævede intet Hensyn taget til sig selv, men Martha følte nu, at det
havde været hendes Pligt og burde have været hendes Glæde at være mere
for ham, end hun havde været.
Hvilken enestaaende, sygelig Ungdom! Og dog havde hun kendt Lykken, naar
Edith var venlig imod hende, naar de vare ene sammen, naar hun sad med
hendes Haand i sin. Og det nyttede altsammen ikke noget, hun
forestillede sig de tusende Ting, som hun kunde og burde have haft
Interesse for eller ialt Fald nu prøve at vise Interesse for, — hun
evnede det ikke! Forunderlig træt og mat og udygtig stod hun overfor alt
andet end netop dette: at elske Edith.
Og hendes Tro, hvordan stod det med den? Før Konfirmationsalderen havde
hun været en alvorlig, lille Barnekristen, bedt sin Morgen- og Aftenbøn,
læst og elsket Fortællingerne i sin Bibelhistorie, været saa tillidsfuld
vis paa, at hvor hun gik og stod, vogtede et Par aarvaagne og kærlige
Øjne paa hende, — Vorherres Øjne! Og hun havde tit drømt, at hun var
oppe i Himlen hos sin ukendte, tidlig mistede Moder imellem straalende,
hvide Engleskikkelser.
Saa kom Edith paa hendes Vej, og hun glemte baade Bønnerne og
Faderblikket, der vaagede over hende. Hun havde ikke en Gang som voxen
rigtig prøvet og valgt til hvad Side hun vilde gaa. Hun vedblev vel
nærmest at være kristen, men det var en lunken, sjælløs Tro, der
manglede al Varme og Inderlighed. Hun havde dog nogle Gange bedt, — en
Gang da Edith var syg. Aa, hun havde en hel Nat paakaldt Gud og
bønfaldet, om hun maatte leve. Og da hun saa virkelig kom sig, havde hun
knælet og takket. Jo, hun troede paa et højere Væsen, — men saa ussel og
elendig var hun, at hun ikke en Gang følte Kraft til at stræbe efter en
bedre og mere udviklet Tro. Og denne Gud, som dog nedlagde Evner og
Kræfter i hvert Menneske, hvorfor havde han gjort hende saa sløv og
svag, hvorfor lod han hende ikke heller dø nu, da hun havde lært at
indse, at hun intet duede til, at hendes Liv var goldt og bare tog
Pladsen op for et bedre og nyttigere?
Dø! Ja, det var det bedste! Hvad var der egentlig andet? Nu hun havde
faaet Øjnene op for sin betydningsløse Tilværelse, blev hun greben af
dyb Livslede. Hvem vilde sørge over hende? For Faderen var hun jo intet,
han vilde sige: »Hun er gaaet til sin Moder!« folde Hænderne og bede en
stille Bøn og saa lade hende hvile.
Og Edith? — Hun blev jo nu en lykkelig Hustru, for hende var hun jo bare
en i Venindeflokken og tilmed en, hun saa tit havde kaldt sær, pjanket
og forskruet. Hun vilde modtage Efterretningen om hendes Død med lidt
Vemod, lægge en smuk Krans paa hendes Grav, sige med et Smil til sin
Mand: »Du kan tro, hun var forelsket i mig, den lille!« og saa glemme
hende.
Martha tog Hænderne fra Ansigtet, ja, hun vilde dø, hun var ikke bange.
Var der ingen Gud til, o, saa maatte det jo være godt at synke hen i
intet, — var der en Gud, maatte han jo bedst vide, at hun ingen Ting
kunde og ingen Ting var, og tilgive hende. Hun vilde dø. — Men først
vilde hun se Edith som Brud.
Bryllupsdagen kom. Martha havde i den forløbne Maaned ikke en eneste
Gang været »exalteret« overfor Edith, de havde heller ikke været meget
sammen, Edith var tidlig og silde ude at købe Udstyr og prøve en Mængde
Dragter. Men saas de, var Martha munter og talte om Ediths ny Hjem og
Stein og om den ny Kjole, hun selv skulde have til Brylluppet. Ikke en
eneste Gang gav hun »Scener«. Edith tænkte, at det var rart, at lille
Martha var bleven saa fornuftig.
Martha skulde give hende Brudekransen og Anna Holm, den »fortrolige«,
Sløret. De to skulde ogsaa pynte Bruden.
Martha var under dette fuld af Spøg og Indfald, hun talte næsten
uafbrudt, var overdreven elskværdig mod Frøken Anna, undgik at se paa
Bruden og for rastløs omkring efter Haarnaale, Baand eller Kamme med to
skinnende røde Pletter paa Kinderne og en tindrende Glans i Øjnene. Da
hun fæstede Kransen i Ediths prægtige, mørke Haar, sang hun, saa det
klang gjennem Lejligheden, Bjørnsons:
»Tag imod Kransen, den er til Dig,
tag imod Kransen, tænk lidt paa mig,
her er den grønneste
Krans til den skønneste, — o. s. v.«
Straalende smuk saa Edith ogsaa ud, da hun i den hvide Atlaskeskjole,
der sad ypperligt om hendes høje, slanke Figur, gik op ad Kirkegulvet
ved sin Faders Arm. Martha kunde ikke faa Øjnene fra hende. Selv havde
hun, der ellers ikke var en Smule forfængelig, pyntet sig med megen
Omhu, hun vilde, at Edith skulde have et saa kønt Indtryk som muligt af
hende sidste Gang, de vare sammen.
Hun saa virkelig ogsaa godt ud i blegrødt Silke med en Overkjole af
hvidt Blondestof. Hun havde sat sig til Maal i det mindste at blive lige
saa pæn som Anna Holm, — og det opnaaede hun ogsaa.
Beslutningen, hun havde taget, bidrog ikke lidt til det. Det var hendes
sidste Dag, og derfor vilde hun nyde Øjeblikket, leve og elske paa sin
egen Vis, det vil sige se paa Edith og fryde sig over hendes Dejlighed.
Og hendes eneste Ønske, at fastholde Nuet saa længe som muligt, lagde en
usædvanlig Straaleglans i hendes Øjne og en stærk Glød paa Kinden, saa
at mange, som før kun havde fundet, at Martha Grüner var en ganske net,
men ubetydelig lille Pige, i Dag syntes, at hun var ligefrem smuk.
Parret stod for Alteret.
Martha maatte smile ved nogle Ord, der forekom i Brudetalen:
»Thi Kærligheden, mine Venner, er den skønneste Gave fra Gud. Ingen
jordisk Lykke er dog større end at have et andet Menneske ret inderlig
kær.«
Og dog vidste hun, det var sandt, hun kendte den Følelse, der volder
Angest og Hjærtebanken og dog er saa fuld af svimlende Lyksalighed, hun
vidste hvorledes man kan glemme alt, naar man ser ind i et Par
Menneskeøjne. Men Pastor Eriksen vilde formodentlig, hvis han havde
kunnet se ind i hende, ikke have forstaaet og godkendt den Slags
Kærlighed. Det skulde jo være en Mand og en Kvinde, saadan var baade de
menneskelige og de guddommelige Love. Alt andet var Unatur, Vanvid.
Meget rigtigt! Saadanne abnorme Væsener burde hurtigst mulig gøre Verden
den Tjeneste at forsvinde.
Martha forbavsede denne Dag Selskabet ved at være straalende livlig og
morsom, hun, der ellers sad stille lyttende eller drømmende og kun
plejede at svare med Enstavelsesord og undselige Smil! Hun var aldeles
overgiven, drak Dus med flere af de unge Piger, koketterede med nogle
unge Herrer og gjorde sin Kavaler, en Fætter til Edith, helt forelsket i
sig. Og dog tænkte hun ikke paa andet end Edith og paa, at det var
sidste Gang! Den unge Brud var for optagen af sin Ven til at bemærke
hendes forandrede Væsen. Hvad bryder en Brud paa en saadan Dag sig vel
om Veninderne?
Naar hun en Gang imellem mødte Marthas Blik, smilte hun og nikkede til
hende.
Damernes Skaal blev drukken.
Fætteren stødte begejstret sit Glas mod Marthas:
»_Min_ Dames Skaal!«
Og hun lo straalende op til ham.
»Vi træffes nok oftere, — hos Edith!« han bøjede sig tæt hen imod hende,
»fra nu af skal jeg dyrke hendes Bekendtskab, kan De tro!«
»Det var en pludselig Ømhed for Deres Kusine. Edith kan være lykkelig.«
»De ved vist for hvis Skyld jeg vil komme der. Jeg har jo først i Aften
opdaget, at Edith har en Veninde, saa yndig, saa aldeles fortryllende! —
De maa ikke være vred, Frøken Martha, jeg burde maaske ikke have sagt
det, — men Champagnen og et Par dejlige, mørke Øjne —«
»Vred? — ser jeg vred ud?«
Hun svarede hen i Vejret, hun saa netop hvorledes Steins og Ediths Øjne
mødtes i altforglemmende Lyksalighed, og hun lo højere, blev kaadere og
vildere.
Den reglementerede Bryllupsskaal for »Kærlighed« blev drukken.
»For hvad vi elske!«
Martha tømte med hede Kinder sit Glas.
»Edith«, raabte hun lystig over Bordet, »skal vi drikke hver paa sin
elskedes Vel?«
»Vi høre nok snart om en Forlovelse til«, spaaede et Par gamle Tanter,
der havde iagttaget Fætteren og Martha.
Længere ud paa Aftenen kom Edith hen til Martha og lagde sin Haand paa
hendes Skulder.
»Nu tager Stein og jeg hjem! — Følger Du os ud til Vognen? Men tag et
Sjal paa!«
Det svimlede et Øjeblik for Martha, nu nærmede det sig altsaa. Om kort
Tid skulde hun se _hende_ for sidste Gang.
»Saa nu skal det være, Edith?« sagde hun imidlertid smilende.
Ude i Gangen vendte hun sig til Stein.
»Lad mig nu se, De er skikkelig imod hende!« sagde hun i en spøgende
Tone, men med et næsten truende Blik, idet hun gav ham Haanden.
»Ja, saa Farvel, Martha, Du ser vel snart op til mig? Den Kjole klæder
Dig udmærket«, (Martha glemte et Øjeblik alt for Lykke over disse Ord,)
»og Du har nok moret Dig godt? Der bliver sagt, at Sofus er aldeles væk
i Dig! Farvel, lille Du!«
Martha havde lagt begge Arme om hendes Hals.
»Farvel, — farvel —« hun kunde ikke sige mere.
»Du ser paa mig, som var det en Afsked for hele Livet«, lo Edith, »lille
Nar, som Du er!«
»Søde, søde Edith!« hele sit Hjærte lagde hun i dette sidste Kys, det
brændte paa Ediths Kind, et Øjeblik blev hun forskrækket over det
sælsomme Udtryk i Marthas Øjne, men saa tog Moderen hende i sine Arme,
og da hun havde sluppet hende, lagde Stein Armen let om hendes Liv.
»Kommer Du, min egen Edith!«
Martha, der krampagtig havde holdt fast ved hendes Haand, slap den, —
ja, hun var hans Edith, selv havde hun ikke nogen Ret, — ingensomhelst
Ret.
»Farvel, — aa, Edith!«
Vognen satte sig allerede i Bevægelse.
»Det var dog mig og ikke Anna Holm, der fulgte hende ud«, tænkte Martha
med en glad Stolthed, selv midt i sine trøstesløse Dødstanker.
Fru Gerner og hun saa efter Vognen, til den var drejet om Hjørnet.
»Hjemmet bliver dog tomt uden hende«, sagde Moderen og tørrede Øjnene.
Martha saa forvirret paa hende.
Her var atter en, som havde mere Ret end hun selv til at elske og savne
Edith. Fru Gerner havde Moderens Ret, Stein Brudgommens, alle vilde
respektere _deres_ Følelser, — men hendes —
»Saa, lad os nu gaa ind, De staar og fryser, lille Martha, og ser hel
daarlig ud, De, som nylig var saa rødmusset og kvik!«
Martha fulgte hende som i Søvne. Hendes Tanker var med den bortrullende
Vogn, der førte hendes Ungdom og Kærlighed med sig.
Men nu skulde der danses. Fætter Sofus styrede allerede hen imod hende,
en lystig Valsemelodi klang, — og Martha kastede sig atter ind i
Hvirvelen, der skulde døve hendes Smerte og faa Tankerne til at sove.
Hun kom hjem, da Klokken var omtrent to om Natten. Lydløst aabnede hun
Døren til Faderens Soveværelse, det hun behøvede, laa i hans
Servanteskuffe. Men den gamle Professor sov let, — han aabnede Øjnene,
nikkede til hende og spurgte venligt, om hun havde moret sig.
»Dejligt! Dejligt, Far!«
»Hvad søger Du?«
»— Men maa jeg tage et Par Hostepastiller, — jeg stod i Træk og har
faaet Hoste!«
»Vær endelig forsigtig, min lille Pige, — Hoste er noget slemt noget!«
»Du kan være ganske rolig, Far, i Morgen fejler jeg ikke det mindste.
God Nat!«
Hun bøjede sig ned over hans graa Hoved og aandede et let Kys paa hans
Pande, vred paa sig selv, fordi hun ikke en Gang i dette Øjeblik følte
nogen barnlig Kærlighed eller Rørelse.
Saa forlod hun Værelset med Hostekagerne og — Barberkniven i Haanden.
Hun stod stille i Dagligstuen, hvor Maanen skinnede ind og kastede en
lang Lysstribe hen ad Tæppet. Hun følte sig saa forfærdelig mat og træt
efter al denne forcerede Lystighed, — saa tung og sløv. Hendes Hoved
smertede, og Blodet bankede og prikkede i Haandleddene, — i
Fingerspidserne, — i Tindingen — overalt! Aa, det vilde blive godt at
komme helt til Ro, — saa godt! Hun vilde ikke klæde sig af, men paaklædt
lægge sig paa Sengen og dø der. Edith havde sagt, den Kjole var smuk og
klædte hende, — i den skulde hun derfor se hende, naar det i Morgen
rygtedes, at hun havde taget Livet af sig. Aa, Edith vilde om end kun
for et Øjeblik glemme sin egen Lykke og tænke paa, hvad Martha havde
lidt, tænke paa, om det da virkelig var af Kærlighed til hende — —
»Jeg vil skrive til hende, — men kun et Par Ord, — Edith hader al
Følsomhed, — og skrev jeg langt, kunde det nok ikke undgaas, — jeg vil
bare skrive Farvel, — og at jeg holdt saa meget af hende.«
Og mens hendes ophidsede Fantasi forestillede hende dette, blev hun
stadig staaende paa samme Plet i Maanelyset, ubevægelig, ligesom lammet
af Dagens store Sindsrørelser, — dødtræt.
»Hvis jeg nu havde været en Mand, — havde det saa været bedre?« og hun
gjentog disse Ord højt den ene Gang efter den anden, til sidst uden at
vide, hvad hun sagde:
»Havde det været bedre, hvis jeg var blevet en Mand?«
Endelig drog hun Vejret tungt, — nu maatte det vel gøres, — hun _maatte_
rive sig ud af denne sløve Tilstand, sæt hun blev vanvittig? Var hun det
maaske allerede? Saa _var_ det da bedst for alle Parter at forlade
Skuepladsen.
Hun tog et Par Skridt hen over Gulvet og var snart udenfor Døren til sit
eget Værelse.
Men idet hun vilde lægge Haanden paa Dørgrebet og gaa ind, var det hende
pludselig, som Døren rykkedes langt, langt bort, og mens hun famlede
efter den, lagde noget iskoldt og tungt sig over hendes Bryst, — der lød
en ubestemt Brusen og Mumlen for hendes Øre, — og Knæene rystede.
»Det er Døden, den kommer af sig selv, — det er ogsaa det bedste,«
tænkte hun — og saa tænkte hun ikke mere, — alt gled ud i Mørke og
intet. — —
Men det var ikke Døden, kun en alvorlig Lungebetændelse, foraarsaget af
Forkølelse og fremskyndet af den sidste Tids Sindsrystelser.
Da Faderen og Husholdersken, vækkede ved et tungt Fald, kom til, fandt
de Martha besvimet paa Gulvet i Dagligstuen og fik hende hurtig bragt i
Seng, hvorefter de sendte Bud til Lægen.
Barberkniven, som laa paa Gulvet og som efter Marthas Beregning skulde
have gjort al Hjælp overflødig, lagde de ikke Mærke til før senere og
vare da langt fra at ane Bestemmelsen med den. Professoren undrede sig
vel over dens Tilstedeværelse paa et saadant Sted, men gav sin egen
Distraction Skylden.
Martha var imidlertid i det mindste for Øjeblikket fri for al Uro og
Smerte, hun laa hen uden Bevidsthed i det lykkelige »Intet«, hun havde
længtes saa meget efter.
Men længe varede det ikke, saa begyndte Bevidstheden svagt, ganske
svagt, at dæmre for hende, — og en Nat aabnede hun sine Øjne og saa sig
om dog endnu uden klare Begreber og vaagen Erindring. Hun saa en lille
Lampe brænde paa Bordet tæt ved Sengen, og et gammelt rynket
Kvindeansigt med en Krydderpose saas i Værelsets Baggrund, — hun kendte
det meget godt, — det var Jomfru Hansens — og hun laa i sit eget Kammer,
i sin egen Seng, i sin egen Natkjole, der var ikke det mindste at undres
over, og træt lukkede hun sine Øjne.
Men kort efter vaagnede hun igen ved en stærk Smerte i Ryggen, — hun
vilde rejse sig, men kunde ikke. Nu mærkede hun, at hun havde Omslag paa
Ryggen og paa Brystet, altsaa var hun syg. Hvornaar mon hun var bleven
det? Hvad var der sket?
Hun fik en Fornemmelse af, at der var sket noget, som havde gjort hende
ondt, og at dette noget, naar hun atter kom helt til sig selv, vilde
være der og smerte hende, men hvad det var, vidste hun ikke, og det var
jo godt, siden det var sørgeligt. Det kom tidsnok. Og Martha sank igen
hen i en Døs, hvoraf hun kun til Tider vaagnede for at tage Medicin,
drikke Mælk, lade sig pusle og hjælpe som et lille Barn.
Sommetider vaagnede hun ogsaa ved, at en stor blød Haand sagte strøg hen
ad hendes Kinder og Haar, og hendes Faders Stemme saa underlig bevæget
og kærlig, sagde, »Min lille Pige!«
Hun hørte ogsaa andre Stemmer, hun kendte: Dr. Thomsens gemytlige og
Jomfru Hansens klynkende.
Og saa en Gang fyldtes Luften i hendes Værelse med en fin, pikant
Parfume, som hun syntes, hun skulde huske. Jo, aldeles bestemt! Hun
kendte den Duft. Der var noget om en slank Kvinde med mørkt Haar og fint
mejslede Træk, og denne Kvinde læner sit Hoved tilbage mod Gyngestolen
og ler og slaar med Lommetørklædet over imod en anden, — var det ikke
hende selv? —, og siger: »Nej, hvor Du dog kan være barnagtig, Martha«,
og den fine Duft strømmer underligt berusende imod hende, ligesom
indhyller hende og tager hende til Fange. — Og nu er den her, — og hun
ved, den er i Følge med en, hun holder af, men som har kostet hende
mange Taarer, — mange tunge Øjeblikke, — som har voldt hende dette, hun
ikke endnu ved bestemt, det, som det er tidsnok at spekulere paa, og hun
vil ikke lukke Øjnene op, skønt hun ved, at det smukke Ansigt bøjer sig
over hende netop nu. En klangfuld Stemme siger noget om »Nervøsitet«,
»Foraarsluften« og »Sygdom«. Martha følger ikke Ordene, kun Stemmen, den
gør godt, saa længe den lyder, men ondt bagefter, thi saa maa hun tænke
paa haarde, grusomme Ord, den samme Stemme ved andre Lejligheder har
talt. »Lad os nu ingen Scener faa«. »Hvor Du er hysterisk!« Og at tænke
er det mest martrende af alt, ved Martha, — hun maa enten have læst
denne Paastand eller — erfaret den.
Nu lægger en blød, kølig Haand sig paa hendes Pande.
»Hun sover, — den lille Stakkel!«
»Ja, Frue.«
Der gaar en let Skælven igennem Marthas Legeme ved disse Faderens Ord.
»Og Lægen siger, vi kan takke Gud, det er den Søvn, der lader hende
slippe lettere over det, end vi fra først af turde haabe.«
»Hvem skulde have troet, at hun bar paa en Sygdom? Ved mit Bryllup var
hun saa kvik, De skulde have set hvor munter! — Nu lægger jeg disse
Roser her paa Sengen, — hun har vel ingen Skade af Duften? Hils hende
saa, hvis hun da har sin Bevidsthed og kender mig!«
Martha slog Øjnene op og mødte det dybe, rolige »Norneblik«, hun havde
elsket lige fra første Gang, hun saa det.
»Edith!« sagde hun bare, saa lukkede hun igjen træt sine Øjne.
»Hun kender mig, — hører De? Saa kommer hun sig nok snart. Naa, farvel,
Hr. Professor, jeg hører snart herind igjen!«
»Farvel, og tak for Deres Venlighed, Fru Stein.«
Fru Stein? Men Martha kendte jo ingen Fru Stein! Var det da ikke Edith,
hendes Veninde, hendes Ideal, Edith Gerner? — Men bi lidt, det var dog
meget rigtigt, — meget rigtigt. — Martha saa for sig en oplyst, smykket
Kirke, — mange Mennesker, — for Alteret stod to, — en Mand og en Kvinde,
— _hun_ var klædt i hvidt og dejlig som en ung, romersk Vestalinde, — og
saa saa hun de lange, dækkede Borde, det brogede Selskab, — hun hørte en
blandet Lyd af Mendelssohns Bryllupsmarch, klirrende Gafler, Glas, der
stødte sammen, højrøstet Conversation, — Latterudbrud, — og en ung Pige
raabte med blussende Kinder og idet hun løftede sit Champagneglas højt:
»Leve Kærligheden!« og _den_ unge Pige havde besluttet, at samme Aften
vilde hun dø, — og den unge Pige var hende selv.
Hun hentede Vejret tungt, nu var den lange Bedøvelse forbi, Tankerne
vendte tilbage.
Hun aabnede igen Øjnene.
Paa Tæppet foran hende laa en lille Buket Roser, Ediths Gave, hun tog
den, holdt den op til sit Ansigt og indaandede i langsomme Drag dens
Duft.
Jo, nu huskede hun det hele, — hun havde elsket Edith, — aa saa højt, —
meget mer end man kan holde af en Moder og Søster, — ja, hvad vidste hun
for Resten om Omfanget af de Følelser, — hun vidste, hun havde elsket
Edith mer end alle andre, elsket _udelukkende_ hende, — og saa havde hun
set, hvor magtesløs og taabelig denne Kærlighed var, — og hun havde
besluttet at dø, — og nu var Edith gift, — paa hendes Bryllupsdag var
det, at hun vilde have sat sit Forsæt i Værk, — saa var hun bleven syg,
— og nu laa hun her svag og mat efter Sygdommen, men med Følelsen af, at
Kræfterne og Livsaanderne vaagnede paany.
Ja, om ikke lang Tid vilde hun være rask, saa skulde hun tage fat paa
Livet igen, paa Examenslæsningen, — paa, — ja, hvad var der mere? Paa
alle de vaagne Drømme om Edith, — Turene med hende, — dum Snak, Edith
var jo gift: »Ganske som før kan det jo ikke blive, Martha!«
De Ord huskede hun godt.
Tage fat paa Livet! Ak Gud, hun følte hverken Lyst eller Mod til at
»tage fat« paa nogetsomhelst. Men at dø ønskede hun heller ikke mere, i
det hele taget ønskede hun intet, det kunde være det samme altsammen.
Der var vel en Slags Styrelse, Forsyn, hvad det nu hed, siden hun var
bleven standset i sit Forsæt den Aften og nu følte sin fysiske Styrke
tage mere og mere til. Meningen var vel, at hun skulde leve. Ja, ja, saa
vilde hun leve eller rettere lade Livet gaa sin Gang udenom hende, blot
hun kunde faa Lov at sidde stille uden Tanker, uden Ønsker og se til og
lade de andre agere. Hun var saa træt og mat, saa inderlig, »tilfreds
hvilket.«
Og dog kyssede hun Roserne, som Edith havde bragt hende, men det var
egenlig ikke, fordi hun tænkte paa Edith, det var snarere den gamle,
indgroede Vane at vise alt, hvad der kom fra hende, Hyldest. Hun
hviskede nok den ene Gang efter den anden: »Edith, — Edith!« men det var
mere i Erindringen om sin Kærlighed til hende end i Erindringen om selve
hendes Person.
Hun laa og nærede det ubevidste Ønske, at der ikke var noget til, der
hed: at tænke, thi det havde voldt hende saa megen Pine, nej bare dovent
vifte Grublerierne bort, — ikke føle noget, — kun sløvt fornemme, at man
existerede.
Det var, naar alt kom til alt, det lykkeligste.
Lykke!
Aa, hvor havde hun en Gang forbundet storslaaet dejlige Ting og
Begivenheder med det Navn. Som pur ung havde hun som alle unge Piger
drømt om, at der et Steds ude i Livet ventede et eller andet straalende,
jublende, overvældende lyksaligt paa hende. Det var der saa sikkert, og
en Gang vilde hun naa det. Hvad det var, kunde hun ikke ret gøre sig
noget Begreb om, men det maatte naturligvis paa en eller anden Maade
staa i Forbindelse med Edith. Nu smilte hun ad disse Illusioner. Ja, der
var vel dem, som kunde komme til at føle, om det saa kun var i
Øjeblikke, den fulde, ublandede Lykke, men for Flertallet var visselig
Tilfredshed det højst opnaaelige, — og at være tilfreds, var det ikke
først og fremmest at opgive Troen paa Lykken og med den alle Længsler,
alle Ønsker, alle Drømme? Aa, Gud, nu tænkte hun igen, nej, hun taalte
det ikke. Bare der havde været en saadan Letheflod, som Grækerne troede
paa, en Flod, der vilde tage alle pinefulde, plagende Tanker, og give
den milde, tavse Glemsel i Stedet. Hun huskede ikke paa, lille Stakkel,
at Lethe efter Grækernes Sagn fandtes i Underverdenen og altsaa var
Sindbilledet paa, at først efter Døden glemmes alle menneskelige
Lidelser. Her paa Jorden maa man være glad, hvis man kan døve Lidelserne
ved Midler, der kan træde nogenlunde i Steden for hint uvurderlige Vand.
—
»Ih se, lille Martha, nu kom vi saa vidt, — det gaar jo brillant, —
brillant«, sagde gamle Doktor Thomsen, som netop kom ind ad Døren og
blev glad overrasket ved at se Martha nikke genkendende og venligt til
sig.
Det var en gammel graahaaret Herre, som havde kendt Martha fra hun blev
født, en morsom oplivende Gæst at have ved en Sygeseng, om han just ikke
kunde kaldes nogen særlig udmærket Læge. Han mente det usigelig godt med
alle Mennesker og havde den største Medlidenhed med Folks Lidelser. Uden
Hensyn til Patientens Alder og Køn klappede han dem paa Kinden og kaldte
dem »lille Ven«, og enten Sygdommen var en let Forkølelse eller en
farlig Feber, beroligede han dem i en lige fornøjelig og trøstende Tone
med sit: »Det skal vi sgu nok faa klaret.«
Nu satte han sig ved Marthas Seng.
»Du er rigtignok en flink lille Pige, maa jeg sige Dig! Gaar det saadan
fremad stadig, kan vi inden 14 Dage have Dig oppe. Hvad siger Du til
det? Og sikke nogle fine Blomster, vi have faaet, — ja, man tør vel ikke
spørge fra hvem de er?«
Han truede ad hende med en meget skælmsk Mine.
»Jo, de er fra en Frøken Ger ... en Fru Stein.«
Martha gemte Ansigtet bag Buketten. Saa træt og sløv hun end følte sig,
maatte Blodet dog følge den gamle Vane at stige til Kinderne ved et vist
Navn.
»Naa! — det var efter hendes Bryllup, at Du fik den Sygdom paa Halsen og
forskrækkede Din Fader og Jomfru Hansen ved at ligge todt derinde paa
Gulvet, ikke at tale om mig gamle Stakkel, som blev jaget op af min søde
Søvn for at se til saadan en lille Tosse. Jo, det var rigtig nok en pæn
Maade at opføre sig paa! Du har formodentlig danset for meget og staaet
bagefter og hængt ud af et aabent Vindu eller drukket iskoldt Vand? Jo,
vi kender de unge Damer!« han kneb hende i Kinden, »naa, dansede vi saa
med _ham_?«
Martha smilte træt, hun kom til at huske paa Ediths Fætter, Sofus Bang,
der havde sværmet om hende den Aften, og som hun havde koketteret med.
»Naa, Du vil ikke ud med Sproget? Ham, der har rendt Jomfru Hansen paa
Dørene og spurgt til Dig og sendt, Gud ved hvor mange, Buketter, som jeg
har været saa grusom at forvise til Dagligstuen!«
»Jeg ved slet ikke, hvem De mener. Har nogen sendt mig Buketter?«
»Ja, min Sandten har der saa, — er det ikke Fyrens Visitkort, her
ligger? Sofus Bang. Hvadbehager? Bliver Du ikke saa meget som rød i
Hovedet? Nej, se til den lille blaserede Satan, — saadan noget bryder
hun sig slet ikke om!«
Martha rystede paa Hovedet. Hvad kom det hende ved, at Sofus Bang sendte
Buketter. Han var altsaa forelsket i hende og havde ikke glemt den
Aften, da hun for at bedøve sig havde spillet Bakkantinde og opægget ham
til en Følelse, som hun mente kun vilde blive et flygtigt Sværmeri.
Eller egentlig talt, hun havde slet ikke ment noget dermed, ikke ofret
ham en Tanke! Og nu lod det til, at han virkelig havde brændt sig. Naa,
det gik vel over. Han tænkte sig hende som det kaade, overgivne
Pigebarn, hun kun havde været netop den ene Aften i sit Liv; naar han
fik hende at se som den stille, tilbageholdende Skabning, hun var, vilde
han nok komme sig. Gud ske Lov, _den_ Tanke var da til at jage fra sig.
»Vil Du se Buketterne? De er nydelige!«
»Nej, tak, det kan være det samme. — Disse Roser her er mig mer end
nok.«
Doktoren rejste sig nu og kaldte paa Professoren og Jomfru Hansen, der
strax kom ilende til, den ene fra sit Studereværelse, den anden fra
Køkkenet.
»Nu skal De se Løjer! Der er ikke længer saa megen Fare, som bag paa min
Haand! Hun har ført en meget fornuftig Samtale med mig, kun vil hun ikke
indrømme, hvor smigret hun føler sig ved en vis ung Herres
Opmærksomhed!«
»Gud ske Lov, Du overstod det, lille Martha,« Professoren bukkede sig
ned over det lyse Hovede og kyssede det ømt. Under Marthas Sygdom var
det gaaet op for ham, at han, naar galt skulde være, hellere vilde miste
sit udstoppede Bæltedyr, sin Samlings bedste Exemplar, end denne lille
Pige, som var hans Kød og Blod.
»Ja, nu har jeg det godt, Fader,« sagde Martha mildt men med sit trætte
Smil, »Du har altsaa været bange for mig?«
»Om jeg har været bange?« Stemmen skælvede af undertrykt Bevægelse, »min
kære Almas lille Pige.«