men allerede paa anden Side brød hun ud af den stive Tone og skrev om
sin Længsel og sin Skinsyge over for alle dem, der vare Edith nær.
»Jeg kan se Dig for mig, Edith«, skrev hun saaledes en Gang. »Du gaar
nede ved Stranden i et Selskab af unge Herrer og Damer, og Du lader Dig
beundre og kurtisere; min sejersvante Edith, Du ler og smiler til dem
alle med den glade Bevidsthed, at selv om Din ny Sommerhat klædte Dig
mindre godt, end den gør, vilde Du dog være den smukkeste blandt dem
alle. — Sig mig, er den Frøken Aagesen, Du skrev om, virkelig saa
elskværdig? Det er jo dejligt, at Du har truffet en jævnaldrende! Hun er
nok ikke saadan en lille Pjanke som undertegnede, hende kalder Du ikke
»exalteret« og »unaturlig«, vel? Har hun kysset Dig nogensinde? Skal I
nu komme sammen, naar I flytter ind til Byen igjen? Aa, Edith! — nej,
bliv ikke vred, — jeg skal nok lade være med at give Scener paa Papiret,
— Du maa ikke se stræng eller utaalmodig ud, — jeg _skal_ være artig. —
Hver Aften synger jeg for Fader. Ved Du, hvilken der er min Yndlingssang
i Sommer? Det er den lille finske, Du kender:
»Ack, lilla fogelen, ack, lilla hjerta vän,
kommer Du ej snart?«
men det andet Vers gjør mig forstemt:
»Der finnas säkert de fagraste ternor
glömmer Du mig för de strålande stjernor?«
Men de Sange, vi to synger sammen, Edith, dem synger jeg ikke nu, de
venter og længes som jeg! — Min egen søde, søde Edith, glem mig ikke!
Ingen holder af Dig som jeg, — ingen!«
Edith svarede med nogle Linjer, højst et Par Sider, fortalte om sine
Udflugter, om den dejlige Natur og om de Folk, hun traf sammen med.
Rolige og venlige faldt Ordene i hendes Breve, men paa Marthas
lidenskabelige Henvendelser svarede hun ikke med en Stavelse.
Men Martha sad timevis med et saadant Brev, læste det atter og atter
igennem, stirrede paa Underskriften: »Din hengivne Edith« og kyssede den
med hede Læber, den var jo nedskreven af »hendes« Haand. Og saa græd hun
af Længsel alene paa sit Værelse.
Hendes Sommerfornøjelse var foruden Ediths Breve at spasere alene ud til
Skoven og opsøge de Steder, hvor hun havde været saa lykkelig selvanden,
der kunde hun sidde længe tankefuld eller rettere uden at tænke og se
paa Ediths Portræt, — eller hun gik ind i Ørsteds Park, en af Nornerne
under Ørsteds Buste havde Træk, der mindede om Ediths.
Det kunde hænde, at hun prøvede paa at gjøre Edith skinsyg. Fortvivlede
Forsøg! Hun kunde da i Selskab slutte sig til en hvilkensomhelst ung
Pige, overvælde hende med Opmærksomhed, spille en fuldstændig Komedie
med hende, le overdrevent højt og passiare med en nervøs Munterhed,
naturligvis ene og alene for at hendrage Ediths Opmærksomhed paa sig.
Men denne lod aldrig til at bryde sig derom, ikke det bitterste skinsyg
kunde hun blive! Heller ikke opnaaede Martha noget, naar hun en anden
Gang spillede kold og fornærmet, Edith smilede i uforstyrrelig Ro ad
alle hendes »Barnagtigheder«, Martha pinte kun sig selv med saadanne
Forsøg, rørte aldrig Edith, der vidste, at det ikke vilde vare mange
Timer, før en blød Arm vilde liste sig om hendes Hals og en sagte,
kærlig Stemme hviske:
»Hvor Du er grusom imod mig, Edith!«
»Grusom?« kunde Edith da sige, »jeg tænkte ikke en Gang paa Dig, — hvad
mener Du med, at jeg er grusom?«
»Nej, Du tænkte ikke paa mig, — det er netop det!« og et forunderligt
Udtryk som af en higende Længsel, en uforstaaet Sorg, kunde et Øjeblik
faa Edith til at spørge sig selv, om der virkelig kunde existere saa
mærkelige udrustede Kvinder, der kun formaa at fatte Kærlighed til en af
deres eget Køn, — og i saa Fald — var Martha en af dem? Var dette mere
end Sværmeri, mere end Barnestreger? — — —
Saa kom den Dag, der maatte komme, men som Martha ikke havde kunnet
taale at forestille sig.
Edith havde været saa adspredt i den sidste Tid; naar de vare sammen,
lyttede hun ikke som før med sit halv overlegne, halv velvillige Smil
til Marthas Snak, hun havde siddet aandsfraværende, og Martha havde ikke
sjælden set det Særsyn, at Ediths Kinder pludselig og uden
tilsyneladende Grund var blevne blussende røde. Hun havde længe næret en
ubestemt Angest for, hvad der mulig kunde ske, men hun vovede hverken at
give denne Anelse Navn for sig selv eller spørge Edith.
En Aften var hun i dennes Hjem bleven præsenteret for en ny Gjæst, en
ung Læge, Dr. Stein. Hun havde set ham staa fordybet i en lang Samtale
med Edith, de to havde taget sig udmærket ud sammen. Han var meget høj,
en elegant, harmonisk Skikkelse med stærkt blondt Haar og et Par kloge,
mørkeblaa Øjne under tætte, sorte Bryn, Martha havde set paa Edith og
ham, greben af en smertelig Formodning. Hvor beundrende dvælede hans
Øjne paa Edith, »hendes egen Edith!« Og hun saa denne, der ellers var
saa kølig og sikker, tage imod hans ærbødige Hyldest forlegen og sky som
en lille nykonfirmeret Pige. —
Den Aften græd Martha, da hun kom hjem, hun følte, at Edith gled fra
hende, — det var en Følelse, der gjorde saa ondt, saa ondt; for første
Gang begyndte hun at tænke, men endnu kun dunkelt, at hun selv dog havde
haft en sælsom Ungdom, at den Tid, hvor andre unge Piger drømme om
Kærlighed og Mænd eller lægge Planer for en selvstændig Tilværelse,
havde hun brugt til at drømme planløst, forvirret, uden Grund og Fornuft
om en Kvinde. Og det havde været hendes Lykke, — det var det
underligste, — intet i Verden kunde hun tænke sig bedre end disse
svundne Aar, — hun vilde ikke undvære dem, — hvad var hun dog for en
Pige? — Var hun unormal? Var det en Sygdom? Kunde det gaa over? Og hvis
det gik over, hvad havde Livet at byde hende til Gengæld? Intet kunde
fylde og forskønne hendes Drømmeverden som dette ufornuftige,
meningsløse havde gjort. Edith gled fra hende, — aa, det var Snak. Edith
havde jo aldrig været hendes, — hun havde altid været den ydende i deres
Forhold, Edith bare modtog og lod, naar hun var i det Lune, sin Naades
Smil lyse over Marthas ydmyge Tilbedelse. Saadan var det! Martha
trykkede Hænderne mod de bankende, smertende Tindinger. Nej, hun taalte
ikke at gruble for meget over den Sag. —
Saa kom Forlovelseskortet.
Hun sad med det i Haanden:
Edith Gerner,
Ernst Stein.
Hun gik hen til Edith for at lykønske.
»Blev Du forbavset, Martha?«
»Aa, nej, jeg havde jo en Anelse, lige fra jeg saa ham for første Gang
hos jer!«
»Synes Du om ham?«
»Han ser godt ud, — og det, at Du har valgt ham, er jo den bedste
Anbefaling.«
Martha lagde begge Arme om hendes Hals.
»Aa, Du tossede Barn med dit Skolepigesværmeri, men hør, Du har vist
ikke ønsket mig rigtig til Lykke endnu!«
»Til Lykke, — til Lykke, Edith, — Du ved vist, at jeg ønsker Dig al
mulig Lykke, — af hele mit Hjærte, Edith!«
»Græder Du? — Hør, Martha, vær nu ikke ... vær som andre! Tror Du, jeg
bryder med mine Veninder, fordi jeg har faaet en Ven! — Hvor Du er en
dum lille En! — Ved Du for Resten, at vi skal have Bryllup i næste
Maaned? Jo, — den 22de! — Du skal komme tit til os, — og vi vil have det
rigtig morsomt sammen, naturligvis, ganske som før kan det ikke blive,
saa ofte kan vi jo ikke træffes, — men det ved Du jo nok, at som gift
faar man saa mange Pligter! — Hører Du, hvad jeg siger, Martha! Du ser
saa underligt paa mig!«