Jomfru Hansen snøftede. Men Martha følte ingen særlig Rørelse, hun var
nok bleven sig selv lig i den Henseende, ja, hun var næsten koldere nu,
for det var hende saa ligegyldigt, aa saa ligegyldigt. Det eneste, hun
kunde drive det til at føle ved Faderens Kærlighed, var en svag
Taknemmelighed, en stille Undren over, at nogen kunde holde af hende,
saadan som hun var.
Doktoren, der ikke rigtig kunde være med til noget, der nærmede sig det
»højtravende«, gjorde nu en brat Ende paa Professorens rørte Stemning
ved at sige:
»Naa, — ja, ja! Saa fra i Morgen af, Jomfru Hansen, begynder vi med at
give hende et lille Dueben og en stor Kop Chocolade. Smaa Slag i
Førstningen, — siden — — —«
Martha kom sig Dag for Dag, hun fik Kød paa Kroppen og lidt Farve i
Kinderne, men der vilde ikke komme Glans i Øjnene. De saa stumme og
alvorlige frem for sig, ikke synderlig bedrøvede, men heller aldrig
synderlig glade. Den aandelige Mathed og Ligegyldighed, hun havde følt
ved sin første Opvaagnen til fuld Bevidsthed, vilde ikke fortage sig.
Hun var og blev træt og udygtig til at tænke paa Fortiden. Hun fik Lov
at komme op og sidde inde i Dagligstuen, og hun fandt det godt og
behageligt saadan at sidde stille uden at behøve at røre en Finger, lade
sig opvarte og kun høre kærlige Ord. Ja, Livet var saamænd meget rart,
naar man saadan kunde sidde altid med Hænderne i Skødet, uden at der
fordredes andet af En end at smile taknemmeligt og lade sig forkæle.
Edith kom af og til med Blomster, Vindruer og Konfekt, klappede Martha
paa Kinden og talte om, hvor det var godt, hun var bleven rask, nu
skulde hun, saa snart hun fik Lov at komme ud, hen og se, hvilket yndigt
Hjem hun havde. Det var tydeligt at se og høre, at Edith hørte til de
faa dødelige, som har naaet Lykken. Hun lod ikke til at elske sin Ernst
mindre end før. Hendes smukke Ansigt bar Præget af en rolig, inderlig
Glæde og Sjælsligevægt. Ingen Sorg havde endnu formørket hendes
Livshimmel.
»Det glæder mig, at Du har det saa godt og føler Dig helt lykkelig,«
sagde Martha en saadan Dag, mens hun sad med halvtlukkede Øjne i sit
Sofahjørne, omgiven af Hygge og Velvære, med en Del Blade og Romaner
foran sig paa Bordet, sin Yndlingsparfume, og ved Siden af sig Edith,
hvis Haand hun holdt i sin.
Hun kunde godt lide, at Edith kom og besøgte hende, rigtig nok for hun
sammen, naar hendes godt kendte Ringen lød, men naar hun saa kom ind og
satte sig, nød Martha med et halvt drømmende Behag hendes Stemmeklang,
hendes dybe, melodiske Latter, hendes smukke, lysende Smil, hele den
Skønhed, som hun en Gang havde elsket saa højt. Hun nød alt dette men
uden længer at »elske« det. Paa den Maade var hun virkelig kureret, hun
nærede ikke mere denne urimelige, unormale Kærlighed. Et af de bedste
Vidnesbyrd herom var i al sin Ubetydelighed følgende: Paa et lille Bord
foran Marthas Seng stod Ediths Billede i en Fløjelsramme. Dette Billede
plejede Martha altid med en kærlig, barnlig Nøjagtighed at kysse til
Godnat hver Aften. Efter sin Sygdom blev hun ogsaa ved dermed, saa stærk
er Vanens Magt, og en Stræng, der en Gang er blevet stærkt og kraftigt
anslaaet, lader dog, efter at Haanden har sluppet den, Tonen klinge
endnu en Stund. Men længe varede det ikke, før Martha syntes, det var
besværligt, naar hun var kommen i Seng, at skulle strække Haanden ud og
tage Billedet og saa sætte det hen igen, og efter at hun i nogen Tid
havde sendt Portrættet Fingerkys og melankolske Smil, svandt hele denne
lille Akt hen i intet, ligesom Tonen, hvor stærk den end kan klinge
efter, dog en Gang maa have klinget ud. Jo, Martha var bleven kølet og
afdæmpet, men tillige berøvet sin Ejendommelighed. Uden denne Kærlighed,
som var bleven hende en anden Natur, og som havde gjort hende til den
besynderlige Skabning, hun før havde været, var hun nu en almindelig
lille Reconvalescent, træt, lad og magelig, — og hun kunde godt mærke,
at hun hele sit Liv vilde blive »Reconvalescent« efter sin »Sygdom«, som
hun vel nu maatte kalde Forelskelsen i Edith.
Derfor savnede denne ogsaa noget hos sin lille Veninde. Hvor var det
straalende, varme Blik, hvormed Martha før havde betragtet hende, hvor
var de hæftige, umotiverede Kys, de smaa, naive, umiddelbare
Kærlighedserklæringer, alt det, som Edith før havde skændt for? Ja, hun
savnede det virkelig nu. Det havde dog været saa morsomt, saa originalt!
Men paa den anden Side var hun glad paa Marthas Vegne over, at hun nu
var bleven fornuftig og havde fulgt det Raad, hun tit nok havde præket
for hende. Mens Edith vidste, at Martha elskede hende, havde hun tit,
skønt hun virkelig nærede Interesse og venlige Følelser for hende, været
halv gnaven og ked af denne idelige Beundring, denne idelige stirrende,
hyldende Tilbedelse. Hun havde følt, som saa mange gøre det, at naar man
bliver elsket, faar man et Ansvar over for den elskende Person, man ved,
at vedkommende venter sig noget smukkere og bedre af en end af alle
andre paa Jorden, man faar ogsaa ved at spille Hovedrollen i et
Menneskes Hjærte en Del i dette Menneske, ligesom en Slags hellig Ret
over den paagældende, en Ret, som man maa passe paa ikke at misbruge, og
hele dette Ansvar, som er saa let at bære eller rettere slet intet
Ansvar er, naar man gengælder Kærligheden, bliver føleligt, naar man
selv staar kold overfor en saadan Lidenskab. Da derfor Edith mærkede, at
Martha ikke var forelsket længer, rystede hun graciøst Ansvaret af sine
smukke Skuldre, men dog som sagt ikke uden Savn, hun havde baaret den
Byrde saalænge, at den var bleven en Vane.
»Hør, Martha,« spurgte Edith ovennævnte Dag, »hvordan gaar det nu med
Studierne?«
»Jeg er bleven fri for at læse til Artium, Doktor Thomsen var saa
elskværdig at forestille Fader, at det var »alt for meget« for mig
lille, svage Stakkel,« svarede Martha muntert, dog uden Spor af sin
tidligere barnagtige Henrykkelse, naar hun blev fri for noget, der
kedede hende.
»Naa, tro mig, det var noget, Du kunde lide. — Du har aldrig sværmet for
at studere!«
»Nej, for det er saa kedeligt! Hvorfor skal man trætte sig til ingen
Nytte?«
»Nej, meget rigtigt, — naar man bedst egner sig til at sidde som en
lille Prinsesse og lade sig forkæle af sin Papa og — maaske vente paa en
ung Riddersmand, der en Gang i Tiden vil overtage samme rare Papas
Pligter.«
Martha lo. Før vilde hun have følt sig sort ulykkelig over Ediths Ironi,
nu tog hun det med gemytlig Ro.
»Tror Du virkelig, Edith? Mon der vil komme saadan en elskværdig
Ridder?«
»Et Spøg, et andet Alvor, Du smaa! Min kære Fætter er meget nær ved at
gaa ud af sit gode Skind af Forelskelse i og Ængstelse for en vis ung
Dame. Enten maa Du lade ham forstaa, at Du ikke synes om ham, eller give
ham Haab, for det ser virkelig noget foruroligende ud med ham, Stakkel!«
»Aa, — det er vel ikke saa slemt!«
»Synes Du ikke, at denne Hærskare af Buketter stadfæster mine Ord?«
»Han overvinder det nok. Man dør ikke af Kærlighed, forsikrer jeg Dig,
selv om man er lige ved det,« sagde Martha i en spottende Tone, »Hr.
Bang har nok været saa galant eller saa — taabelig at sende mig et Par
forblommede Erklæringer, men jeg har naturligvis ikke svaret ham.«
»Men saa er Du da virkelig bleven en Kokette! Hvem skulde have troet
det? Ved mit Bryllup, siger man, underholdt Du Dig og dansede næsten
udelukkende med ham hele Aftenen. De spaaede alle, at I vilde blive et
Par, thi det var saa iøjnefaldende! — Han er virkelig ogsaa en net ung
Mand, fører sig upaaklageligt, er inderlig god, og Du, Lykkens
Pamfilius, som et Par af mine Tanter sagde, da de igaar henne hos mig
drøftede Eders mulige Forbindelse, — han er et brillant Parti, hans
Gods, Kratholm heroppe i Nordsjælland er et sandt lille Slot!«
»Saa meget des bedre for den lykkelige, som bliver Slotsfrue der!«
»Man siger, han har svoret paa, det skal være Martha Grüner eller
ingen.«
»Nej da!«
»Jo, tænk nu lidt paa det stakkels Menneske, liden Martha, — og bliv
snart saa rask, at Du kan komme hen og se, hvor fortryllende jeg har
det! Naar Du ser mit eget lille Kabinet, kan Du maaske faa Idéen til,
hvordan Fru Godsejerindens paa Kratholm skal se ud.«
Martha trykkede Ediths Haand op til sin Kind, da de sagde hinanden
Farvel; hun fandt nu som før en Nydelse i at holde denne smukke, bløde
Haand i Erindringen om alt, hvad den havde været for hende. — —
»Farvel, Edith, Tak for Besøget! Gør det snart om igen!«
Hun fulgte hende med Øjnene. Aa, hvor hun dog havde været forelsket i
denne Kvinde! Nu var hun i det højeste kun forelsket i denne sin døde
Kærlighed til hende.
Saa tog hun fat paa en Bog. Saadan en Roman tog saa rart Tankerne
fangen. Aa, det var dejligt at læse, dovne og døse! Naar bare det kunde
blive ved altid? Men nu skulde hun paa Landet. Doktor Thomsen havde
sagt, at hun maatte i det mindste 3 Maaneder af Sted. Og et Steds paa
Falster havde hun en gammel Tante, en Præsteenke, hos hvem hun skulde
sendes paa Græs. Naa, den Tid gik vel ogsaa.
Den unge Godsejer, Sofus Bang, Ediths Fætter, havde virkelig faaet sig
en alvorlig Forelskelse paa Halsen. Han var et jævnt begavet, jævnt
muntert, og jævnt net, ungt Menneske af den Slags, man træffer utallige
af. Han havde hverken ført et slettere eller bedre Liv end saa mange af
sine jævnaldrende og havde læst akkurat saa meget, at han ikke ligefrem
gjorde Fiasco iblandt oplyste Mennesker. De Familier, han kendte, saa
ham gærne, enten det nu var paa Grund af hans gode Hjærte og nette
Optræden eller paa Grund af hans fyldte Pung. Han havde tidlig mistet
sine Forældre, hvis eneste Barn han var, og var netop nu for kort Tid
siden bleven myndig. Han havde trods sine ikke faa Forelskelser aldrig
endnu truffen en Kvinde, som han kunde ønske sig til Hustru, før han ved
sin Kusine, Edith Gerners Bryllup, fik Øjnene op for, hvor »sød« en Pige
Martha Grüner egenlig var. Han havde jo nok set hende før, men knap
vexlet ti Ord med hende. Hun var saa stille, saa undselig, holdt sig
altid i Baggrunden og syntes at være helt optagen af sine egne
Betragtninger, men ved Brylluppet viste hun sig pludselig fra den helt
modsatte Side, hun saa udmærket godt ud, og der var et forunderligt Liv,
en feberagtig Lystighed over hende. Han blev mere og mere indtaget i det
lille nervøse, fine Ansigt, de blonde Flætninger, den lette og dog saa
fastbyggede Jomfruskikkelse, han fandt hende aldeles yndig og kom hjem i
en ør Tilstand, lykkelig over alle de mange Tegn paa, at han begyndte at
føle en virkelig Kærlighed, ulykkelig over ikke at vide, om hun syntes
om ham eller ej, om det havde været Leg og Flagren altsammen. Næste Dag
hørte han, at hun var bleven farlig syg. Det bidrog ikke lidt til at
sætte Toppe paa hans Følelser. Dette glade, smilende, lille Væsen i den
rosenrøde Dragt, laa hun nu bleg og stille og stredes maaske med Døden?
Tanken om, at han kun havde set hende for at hun skulde svinde som en
Drøm, overvældede ham ganske og gjorde ham vis paa, at netop hun var den
rette, den eneste, — og nu maaske blev hun ham berøvet. Han spurgte hver
Dag til hendes Befindende, sendte de omtalte, talrige Buketter, løb op
til Edith for at faa Trøst, skrev Vers til langt ud paa Natten om
»Hænder smaa« og »Øjne graa« og »Sjæle, der en Gang vil hinanden
forstaa«, spaserede i Store Kongensgade udenfor Professor Grüners Hus,
gjorde sig kort sagt Skyld i alle de noksom kendte Latterligheder, som
forelskede Sjæle en Gang har Eneret paa.
Endelig hørte han, at hun var oppe, han var ogsaa saa lykkelig en
Formiddag at se hende ved Vinduet. Hun lignede rigtignok ikke den
Glædens Præstinde, som havde daaret ham ved Ediths Bryllup, men han
fandt hende dog ubeskrivelig sød i den simple Morgenkjole med den brede,
hvide Matroskrave. Hun saa ham ikke, hun var optagen af at vande sine
Blomster. Han stod da nogen Tid udenfor og vaklede imellem at skrive til
Professor Grüner eller selv gaa op lige med det samme og tale med ham.
Da han, hvis han valgte det sidste, hurtigst kunde vente at faa Svar,
foretrak han det, skønt det krævede mest Mod.
Professoren, som sad inde i sit Naturalieværelse og ordnede en Del
Biller, blev altsaa overrasket ved Besøget af en meget køn og meget
forlegen, ung Herre, der, yderst soigneret i sin Paaklædning,
præsenterede sig som Sofus Bang, Godsejer til Kratholm i Nordsjælland,
25 Aar, lige bleven myndig, med saa og saa mange hundrede tusende om
Aaret.
Og ikke mindre forbavset blev Professoren, da den unge Mand endnu mere
forlegen, underrettede ham om, at han elskede hans Datter og vilde
anholde om hendes Haand.
Professoren sad fordybet i Betragtninger. Han troede selv, at han havde
været meget skarpsindig, idet det var blevet ham klart, at Martha havde
haft en ulykkelig Inclination. Ja, hvad mere var, han troede at kunne
paavise bestemt, hvem det var, som havde været Skyld i det stakkels
Barns Sorg. Han havde set hende, mens hun laa syg derinde, med Ediths
Portræt i Haanden, og han havde lagt Mærke til, at hun havde ligget og
set paa det med et underligt, haabløst, selvopgivende Blik. Han havde
ogsaa set, at hun for sammen, naar den unge Fru Steins Besøg blev meldt.
Og den Gang hendes Forlovelseskort kom, jo, han huskede ganske tydeligt,
at Martha, da hun modtog det, var bleven ligbleg, havde fortalt Nyheden
med en ligesom brudt, klangløs Stemme og var derpaa hurtig gaaet ind i
sit Værelse. Ja, den gode Professor troede virkelig, at han var med.
Barnet havde gaaet hen og forelsket sig i Stein. Det kunde ikke være
andet. Professoren havde ikke i lange Tider tænkt paa Kærlighed, ikke
siden hans unge Hustru laa paa sit Dødsleje, siden den Tid var han helt
gaaet op i Videnskaben, nu kom den senere Tids Tildragelser og nu til
sidst den unge Sofus Bangs Frieri til ham som et Pust, en Hilsen fra
svundne Ungdomsdage.
»Ja, kære Hr. — var det ikke Bang? Deres Tilbud kan jo kun glæde mig, —
og — hvis min lille Pige har Godhed for Dem, kunde det jo være en i alle
Maader god og tryg Fremtid for hende, — men jeg tror det ikke, — nej,
jeg tror det virkelig ikke —« sagde Professoren hovedrystende.
»Deres Datter og jeg har kun været sammen meget faa Gange, — hun kender
mig knap endnu, — turde jeg, — vilde Hr. Professoren tillade, — at jeg
fik Lov at komme i Deres Hus, for at hun, Frøken Martha, mener jeg,
maaske kunde komme til —«
»Ja, det vil naturligvis være mig kært at se Dem her, — jeg skal endnu i
Dag tale med min Datter, saa skal De høre fra mig. — Maa jeg udbede mig
Deres ærede Adresse? — Tak! — I alle Tilfælde paaskønner jeg Deres gode
Tilbud, men der maa handles varsomt og overlagt i saadanne Tilfælde,
indser De nok, min unge Ven. Hele sin Fremtid bestemmer man ikke paa en
Timestid. Martha skal først, som De meget rigtigt talte om, kende Dem. —
Maa jeg byde Dem en Cigar, — ikke? Kønt Vejr i Dag! Farvel, Farvel!«
De to Herrer vexlede Haandtryk, og Sofus gik uden at føle sig en Smule
mere beroliget, men dog med Bevidstheden om, at det første Skridt over
Rubicon var gjort.
Professoren lod den Dag Biller være Biller og gik ind i Dagligstuen,
hvor Martha sad og underholdt sig med sine Kanariefugle, hun havde et
stort Bur med 9-10 saadanne smaa Skrighalse, som hun morede sig med at
gøre tamme. Hun blev lidt forbavset ved Synet af Faderen i Dagligstuen
paa den Tid, hvor han plejede at være langt inde i Dyreverdenen.
Han tog hendes Hænder i sine og satte sig med hende i Sofaen, en Del
forlegen var han, thi det var første Gang de to skulde tale noget, der
nærmede sig til fortroligt, sammen.
Martha hørte paa ham med et venligt, opmærksomt Ansigt, men svarede
ikke.
»Du holder ikke af ham, vel? I det mindste ikke endnu! Jeg tror at have
opdaget, at Dine Tanker er et andet Sted, min lille Pige, — men Du skal
bare se, Tiden læger alle Saar, — og en ulykkelig Kærlighed gaar over,
blot man beder til Gud og tænker paa, hvor godt man har det i andre
Henseender. Og det vil Du tænke paa, ikke sandt?«
Martha spurgte sig selv, om hendes Fader da vidste, hvordan det hang
sammen, men ved hans næste Replik forstod hun, at han var helt paa
Vildspor, og _saa_ var det hende ligegyldigt, hvad han ellers tænkte og
troede.
»Nu kommer en, saa vidt jeg ved, hæderlig, ung Mand og beder om at faa
Dig til Hustru. Tænk derover, min lille Pige! Du ved dog, den anden kan
aldrig blive noget for Dig, nu da han er gift!«
»Du maa da ikke tro, jeg er knust af ulykkelig Kærlighed«, sagde Martha
nu leende, »jeg har som alle unge Piger gennemgaaet min
Forelskelsesperiode, — den er et overstaaet Stadium, — og nu bryder jeg
mig om ingen, ikke en Gang om den galante Hr. Bang. Hvis jeg har
koketteret med ham en Gang, — det har jeg maaske, — saa beder jeg ham
undskylde og glemme det, — og saa lader han vel nok den Grille fare!«
»Men han bad mig saa meget om at maatte komme her, for at Du i det
mindste kunde lære ham at kende, inden Du gav et bestemt Svar. Han kan
byde Dig en sorgfri Fremtid, det kan jeg som Fader ikke lade gaa helt ud
af Betragtning.«
»Jeg naturligvis heller ikke som en fornuftig, lille Pige, — men jeg
siger dog vist nej, — jeg har det jo godt — naar man kun aldrig fik det
værre, lille Fader! — Men Herregud, kan det glæde Mennesket at komme her
og se mig, saa indbyd ham bare, men Du skal ikke give ham Haab, — det er
saa generende for mig, hvis han mulig gjør sig Illusioner og tror, at
jeg er forelsket i ham. — Men inviter ham kun, — for mig gærne!«
Og Martha, der var træt af den Samtale, lukkede Øjnene for at
tilkendegive, at nu kunde hun ikke taale at tale mere den Gang.
»Gud give, Landluften maatte gjøre Dig godt, Martha, — Du er ikke helt
som før, — jeg ved ikke selv, hvad det er, jeg savner hos min lille
Pige.«
Professoren kyssede hende paa Panden.
Han var dog beroliget i en Henseende. Hun døde aldeles bestemt ikke af
Kærlighed til Stein. Men været forelsket i ham havde hun, Professoren
havde dog gættet rigtigt, hun nægtede det jo ikke, kaldte det kun et
overstaaet Stadium.
Saa lod han hende være ene for, som han mente, at tænke over sin Fremtid
og sit Svar til den unge Godsejer, — men Martha tænkte ikke, hun laa,
som det var blevet hendes Sædvane og stirrede sjælløs og tanketom frem
for sig. Hendes Kærlighedssorg, enten den nu havde været indbildt eller
virkelig, stor havde den i alt Fald været, saa stor, at den havde haft
Magt til at gøre hende følesløs for Smerte.
Sorgen øver jo ikke samme Virkning paa alle Naturer. En stærk og
selvstændig kæmper med Smerten, overvinder den ofte og sætter sig saa et
nyt Maal i Stedet for den gamle knuste Illusion. Men Martha var blød og
svag. Ligesom Dyret, der efter Sagnet maa dø, naar det har set sig selv,
var hun død en aandelig Død efter det dybe Indblik, hun kort før Ediths
Bryllup havde gjort i sit eget Indre. Hun besad ikke Kraft nok til at se
sin Smerte lige i Øjnene og tænke over den, hun lod sig kun træt og syg
bedøve af den.
Sofus Bang blev indbudt. Han kom og forelskede sig endnu mere. Martha
var meget venlig, passiarede med ham og sang for ham. Hendes Repertoire
havde for Resten siden Sygdommen skiftet Karakter. Nu enten kedede eller
mindede de følsomme Sange hende for meget, thi hun havde kastet sig over
Offenbach og Hervé samt forskellige Revuemelodier. Den unge Hr. Bang
havde ikke Øjnene fra hende, hun kunde være sikker paa hver Gang hun saa
til den Side, hvor han sad, at møde hans beundrende, forelskede Blik.
Hun saa lidt kritisk paa ham. Han var altfor høj, hans Haar var for tæt
afklippet, det mindede om Børster, men der var et vindende, godmodigt
Træk om Munden og et inderlig rart Udtryk i hans brune Øjne, de fik en
køn, ligesom fugtig Glans, naar han saa paa hende.
»Himlen maa vide, hvad der er at elske ved mig!« tænkte hun.
Det var øjensynligt, at han blev noget lang i Ansigtet, da han hørte, at
Martha næste Maaned skulde paa Landet. Men derved var jo ikke noget at
gøre. Han maatte pænt tie.
»Jeg bliver der lige til September.« Det var endnu mindre lysteligt at
høre. Tre lange Maaneder uden at se hende!
Han følte sig udygtig til alt Arbejde, saa længe denne Uvished varede.
Men da hun ikke ligefrem havde ladet ham forstaa, at det var haabløst,
hengav han sig med Ungdommens forhaabningsfulde Sind til Drømme om, hvad
der mulig kunde ske, saa fremt, i Fald — —
Martha kom da til Falster, hvor hendes Tante Bolette, almindelig kaldet
Tante Bolle, enten det nu var som en naturlig Formindskelse af hendes
Døbenavn eller en ligesaa naturlig Tankeforbindelse, da hun var en rund,
meget trivelig lille Dame, tog imod hende med udbredte Arme.
Tante Bolle havde en særlig Passion for at modtage svagelige, blegnæbede
Slægtninge og Venner fra Hovedstaden og pleje og proppe dem saa længe,
til de struttede af Sundhed. Hun saa prøvende paa sin unge Nieces fine,
zarte Skikkelse og magre Kinder, jo det kunde der nok raades Bod paa.
Martha blev i Førstningen helt overvældet af al den Mad, Tanten satte
frem for hende, der blev i det mindste holdt 5 Maaltider om Dagen, men
Retterne saa indbydende ud og smagte hende, og hun blev med hver Dag
mere buttet og rødkindet, saa Tanten med Stolthed kunde betragte sit
Værk.
Det var Kurens Fuldendelse. Martha led ikke mere af den uovervindelige
Træthed og Døsighed, hun blev munter og snaksom, fik et jævnt Sind.
Den gamle Martha blev hun rigtig nok aldrig mere, den Martha, der
plejede at gaa stille, drømmende omkring i sin ejendommelige Verden, for
saa i enkelte Øjeblikke at vaagne til Liv og føle enten den mest
jublende Glæde eller den mest sønderrivende Sorg. Nej, de stærke
Følelsers Tid var omme. Men det var jo et Bytte, hun kun havde vunden
ved. Hun var nu fri for al den ængstelig spændte Nervøsitet, der fandtes
ikke længere noget, hun maatte tænke paa med længsel og Hjærtebanken,
hun var saa fri, saa glad — ligeglad.
Sommeren var yndig herude paa Landet, Vejret det heldigste! Hver Søndag
blev Huset fuldt af Gæster, og saa blev der musiceret, danset og leget.
Hverdagene drev hun om i Egnen med en Bog, eller hun sad nede i den
smukke lille Have med sit Haandarbejde, eller fulgte Tanten i Køkken og
Kælder og lærte at lave Mad og bage Kager, saa spøgefuld og munter, saa
smilende rolig, som havde hun aldrig været en abnorm ung Pige,
sindssvagt forelsket i en af sit eget Køn.
Hun taalte nu godt at tænke paa Fortiden og sin Kærlighedshistorie. Selv
den Aften, hun havde villet dø, kunde hun mindes uden Sindsrørelse.
»Mon jeg virkelig havde gjort det, hvis jeg ikke var besvimet?« tænkte
hun en Gang imellem med en let Gysen og betragtede da sit runde, fyldige
Haandled, hvor hun vilde have skaaret Pulsaaren over. »Jo, det var min
faste Mening!«
Hvad mon der saa var bleven af hende efter Døden? Nu troede hun ikke
længer, at der intet var, nej, der var naturligvis en Gud til, en
uendelig god og taalmodig Gud, som stod bag ved det hele og styrede
Verden, en Frelser, som af Kærlighed vil tage sig af os paa den sidste,
store Dag. Hun havde faaet sig saadan en jævn, hyggelig, lidenskabsløs
Hverdagstro, gik gærne i Kirke og fik Tante Bolette til at græde af
Rørelse ved med sin bløde, vakre Stemme at foredrage et Par smukke
Salmemelodier om Søndagen.
Dagene gled saa dejligt af Sted herude paa Landet. Hun havde det
prægtigt. Men naar hun skulde hjem, vilde hun heller ikke være ked af
det. Det var saamænd ligemeget, hvor man var, blot man havde det godt.
Hun aspirerede ihærdig til at blive en rigtig magelig, forvænt lille
Dukke, hendes Lidenskab — hvis man kunde bruge dette Kraftord — blev: at
hvile ud.
Det var dejligt at komme i Seng om Aftenen og ligge og tænke paa
ligegyldige, behagelige Ting, accompagneret af Frøernes Kvækken dernede
i Kæret, lige til Drømmenes ubestemte, graa Taage indhyllede alt, og hun
i dunkel Følelse af et ladt, men tilfredsstillet Velvære slumrede ind.
Det var dejligt at vaagne om Morgenen ved de første Solstraaler og vide,
at man ikke skulde op og hænge i den kedsommelige latinske Grammatik
eller de uforstaaelige mathematiske Opgaver for derpaa at skylle Theen i
sig og hæsblæsende styrte til Kursus som en anden Skoletøs.
Edith havde en Gang sagt, at Martha holdt nok mest af at være »passiv«,
ja, det var saamænd et meget betegnende Udtryk. Det følte hun godt, naar
hun laa ude i Haven i sin Hængekøje, medens den pur unge Landvæsenselev
ovre fra Herregaarden, som naturligvis ofrede sine første erotiske
Længsler paa den unge Københavnerindes Alter, viftede hende. Saadan at
vugge sagtelig frem og tilbage og føle lette Vindpust over sit Ansigt,
det var unægtelig behageligt. —
Og dog kunde der, men det blev sjældnere og sjældnere, komme Øjeblikke,
hvor en stærk Længsel efter de svundne Tider tog hende, hvor hun følte,
at hun dog en Gang havde kendt _Lykken_, hvor hun klyngede sig til
Minderne om Edith. Jo, hun havde »geliebt und gelebet.« Den guddommelige
Gnist havde ogsaa glødet i hendes Hjærte. Verden vilde kalde det Vanvid,
men hun _vidste_, at hun havde elsket. Hun kunde da strække Armene ud og
med bankende Blod sige det Navn, der havde været Grundtonen i hendes
besynderlige Ungdomsmelodi. Men saadanne Øjeblikke vare korte, og — som
sagt — de bleve sjældne, hørte til sidst helt op, — hun var udbrændt. —
September kom, Kufferterne bleve pakkede, Tante Bolle blev omfavnet og
takket tusende Gange for sin Gæstfrihed og indstændig opfordret til at
gæste København til Vinter, og saa steg Martha ind i Kupéen og vinkede
og nikkede saa længe, hun kunde se den rare Tantes velnærede Skikkelse.
Som en svagelig Patient var Martha rejst, som en frisk, blomstrende,
sund Pige vendte hun tilbage til stor Fryd for Faderen, Doktor Thomsen
og Edith, og allermest for Sofus Bang, som stillede med straalende
Ansigt og en prægtig Buket paa Perronen for at tage imod den
hjemvendende.
Et Par Aftener efter kom han op til Grüners. Martha, som sad ene i
Dagligstuen, tog venligt imod ham og fortalte løst og fast om sit
Falsterophold. Et flygtigt Blik nu og da paa hans opmærksomt lyttende
Ansigt, fortalte hende, at han var lige forelsket og beredt paa trofast
udholdende at vente for en Gang at naa sit Maal.
»Det stakkels godmodige Menneske«, tænkte hun, »han er virkelig
rørende.«
»Og i Gaar Aftes«, fortsatte hun højt Samtalen, »var Fader og jeg
saamænd henne at se Efteraarsrevuen paa National, — aa, det kneb med at
faa ham af Sted, — men jeg tiggede og kælede, — og Fader var ogsaa saa
glad over nu at have mig hjemme igen, at han ikke længe kunde nægte mig
noget, — og vi gik, — aa, Revuen er aldeles storartet! De har
naturligvis set den? — Nu skal jeg synge en af Sangene for Dem!«
Idet hun stod op og vilde gaa hen til Klaveret greb han hendes Haand.
»_Kan_ De ikke —?« mere sagde han ikke, men Øjnene talte for ham, saa
ivrigt bønfaldende, at Martha ikke var i Tvivl om, hvad han mente.
Ja, hvorfor kunde hun egenlig ikke? Hun vilde jo faa det udmærket godt,
bedre end hun kunde vente det, naar hun en Gang efter Faderens Død kom
til at staa ene, — og Sofus var saa forelsket, saa rar, saa rørende
taalmodig, — ja, hvorfor i Alverden skulde hun ikke kunne?
»Men, Hr. Bang, jeg holder ikke en Smule af Dem, — og det var dog vel i
Grunden det heldigste —«
Han holdt hendes Haand fast. Hun saa, kold og overlegen sikker, som hun
følte sig, hvorledes hans Pince-nezglas bleve helt duggede af Bevægelse
mens han saa paa hende.
Naar hun blot vilde give ham Lov til at elske hende og gøre Livet lyst
og smukt for hende, og hun bare vilde nære venlige Følelser for ham, —
aa vilde hun det?
»Ja, jeg nærer saamænd ikke _en_ uvenlig Følelse imod Dem.«
»Men giv mig da saa Deres ja, — vil De blive min Hustru, Martha?«
»Ja, siden De saa gærne vil have det, og siden jeg ikke elsker nogen
anden og heller aldrig kommer til det, — _derfor_ kan De i det mindste
være rolig ...«
»Aa, hvor De gør mig lykkelig, Martha!«
Han drog hende ind til sig og nærmede sine Læber til hendes.
»Søde, elskede Du —«
Men Martha gjorde sig fri med en halv utaalmodig, halv spottende Mine.
»Hvad skal de Kærtegn til? — Til et Kys, bilder jeg mig ind, bør der
være to. Jeg kendte en Gang et Par — Mennesker. Den ene var kold, den
anden var varm, saa blev Kysset til Kedsomhed, hvad den første angik og
til Længsel, hvad den anden angik.«
»Men Du ved ikke, hvor jeg har Dig kær, Martha! Selv om Du ikke kan være
med til det, saa giv mig Lov til at kysse Dig, — kun _en_ Gang —«
Hun trak paa Skuldrene og smilte medlidende og træt af denne store Mand,
der nedlod sig til at tigge en lille, ung Pige saa ydmygt om et Kys.
»_Quelle bruit pour une omelette_ — kys mig da, naar det er Dem, — er
_Dig_ en saa stor Fornøjelse.« —
Professor Grüner kom ind og fik for første og sidste Gang i sit Liv
Lejlighed til at optræde som den milde, værdige Fader, der velsigner de
elskende. —
Da Martha den Aften kom ind paa sit Værelse, trak hun den Skuffe ud,
hvori hun havde alle sine Reliquier, Gaver fra og Minder om Edith. Nogle
Fotografier af hende, flere Breve, et Par smaa Lejlighedsdigte, Edith
havde skrevet, nogle tørrede Blomster, en sort Haarlok, det
Lommetørklæde, Edith havde broderet til hendes Konfirmation o. s. v.
Endelig var der et Par Kollegiehæfter malede fulde af Vers, hun selv
havde lavet, alle til Ediths Pris, og alle mer eller mindre naive og
rørende; hun tog hver Smule ud af Skuffen. Først havde hun tænkt at
brænde det hele, men den Plan var saa latterlig romantisk, det var
ligesom, der var noget brødefuldt i at gemme paa de Ubetydeligheder,
nej, saa heller pakke dem sammen i en gammel Hatæske, binde forsvarlig
til for dem og saa opbevare dem til hun blev en gammel Kone. Saa kunde
hun maaske faa sig en fornøjelig Latter over disse Minder fra Vaaren,
fra hendes eneste Kærlighedsdrøm. Som sagt, saa gjort, men først saa hun
paa hver eneste Ting og smilte ad sine egne smaa, poetiske Udgydelser.
Det allersidste Digt var skrevet et Par Dage før Ediths Bryllup. Det var
meget melankolsk, højt oppe paa Cothurnen! Hun var formodentlig faldet i
sværmeriske Betragtninger ved Synet af en hvid Rose, thi Digtet lød:
»Du hvide Rose faar mig til at tænke
paa, naar de _en_ Gang vil i Grav mig sænke.
Bort med den røde Roses muntre Luen,
Du sprede skal Din Duft henover Tuen
og mildt ombølge _hende_, naar hun kommer
og ser til mig, — det gør hun vel en Sommer.
Jeg ønsker ej paa Graven Kranses Pragt,
jeg ønsker kun et Ord, tænkt eller sagt:
Gid hun, imens hun tankefuld staar stille
vil sige: »Ja, hun elsked mig, den lille!«
Martha rystede dydig paa Hovedet ad sit gamle Jeg, hvis barnlige
Fysiognomi stirrede hende i Møde fra disse mere velmente end vellykkede
Linjer. Saa samlede hun hele Redeligheden sammen og fyldte den i
Hatæsken, lukkede til og bestemte, at dens Plads skulde være paa
Pulterkammeret i hendes fremtidige Hjem.
Det var dog et Held, at hun aldrig havde vist Edith disse Digte, hun
havde saamænd gjort sig nok til Nar alligevel. Kun en eneste Gang havde
hun sendt Edith et Vers, og det var saa pænt, almindeligt og
upersonligt, at enhver kunde have skrevet det. Det var en Gang paa
Ediths Fødselsdag, at hun havde paataget sig det ikke lette Hverv at
besynge Idealet ganske »paa det jævne«. Ja, vanskeligt var det sandelig
faldet hende! Det var hende saa naturligt at bevæge sig i Højden, naar
Talen var om Edith. Men efter mange Rettelser og Overstregninger kom
Verset da endelig til at lyde saa uangribeligt fornuftigt, at selv
Ediths kritisk undersøgende Blik ikke kunde finde noget at udsætte
derpaa.
»Skønt i det store Hyldningskor
min svage Stemme svinder,
vil jeg dog gærne sige Tak
for mange rige Minder.
Jeg har af dem en broget Skat,
som Tid ej kan udviske,
en Krans af sjældne Blomster smaa,
saa duftende og friske;
Tak for dem alle, — ja, jeg kan
kun daarligt mig udtrykke,
men tro, at ingen mer end jeg
Dig ønsker varmt til Lykke!«
Og det fandt Edith nydeligt, saa ligefremt og naturligt!
Ja, denne Natur, det var dog noget besynderligt noget!
Hver Gang Martha havde talt og opført sig saadan som en indre Trang bød
hende at tale til og opføre sig overfor Edith, uden at overlægge, bare
givende sig hen i sin Kærlighed, da havde Edith kaldt hende affecteret,
overdreven, hysterisk, — men naar hun lagde Vold og Baand paa sig,
gjorde forfærdelige Anstrængelser, spillede Komedie og lavede og
manøvrerede med sig selv for at ligne »andre unge Piger«, ja, saa hed
det: »Ja, der kan Du se, Martha, — Du er i Grunden saadan en sød og
naturlig lille Pige, — hvorfor da —« o. s. v.
»Men lad os ikke tale mere om disse gamle Ska—a—der«, nynnede Martha og
efterlignede, idet hun satte Hatæsken af Vejen, Hr. Schrams Tonefald og
hentede »Skader« saa dybt nede fra, som det var hende muligt. Saa
skyndte hun sig i Seng.
Nu skete i Rækkefølge alle de Ting, der en Gang hører med til en
passende Forlovelse blandt »bedrestillede«. Kort udgik, Ringe vexledes,
en halv hundrede Visiter bleve aflagte, Forlovelsesgilde blev holdt,
først hos Professoren, dernæst hos nogle af de unges bedste Venner eller
nærmeste Slægtninge. Ogsaa Edith gjorde i Egenskab af Brudgommens Kusine
og Brudens »bedste Veninde« et stort Selskab.
»Nu kan Du maaske bedre forstaa »Romeo og Julie« end før«, sagde Edith
en Gang i Aftenens Løb, da Martha og hun sad og bladede i et Billedværk,
hvor der blandt andet fandtes et stemningsfuldt Billede af den berømte
»Balconscene«. Og hun slog Martha drillende paa Kinden med sin Vifte.
»Jeg erindrer, at en Gang vare Dine Begreber derom temmelig forvirrede.«
»Jeg mener nu som før, at ingen Julie kan være mere fortryllende end Du,
Edith, og misunder ligesom den Gang den lykkelige, der er bleven Din
Romeo«, sagde Martha spøgende i en galant Tone, der var milevidt fra
hendes gamle bløde, ydmyge Stemme, naar hun talte til Edith. —
Ved Bordet rejste Edith sig og bad om Ordet.
»Det var egenlig min Mand, der skulde, men jeg kender nu vedkommende
bedre.«
Og saa holdt hun en spøgefuld Tale til det unge Par. Blandt andet sagde
hun til Sofus, at han skulde dog tage sig lidt i Agt.
»Du kan maaske uventet i mig faa en farlig Konkurrent, thi jeg vil
fortælle Dig, at Martha i sin Tid har havt en lille faible for mig.«
»En stor, en stor, Edith!« afbrød Martha lystigt, »stakkels Sofus, der
hører Du selv, Din Lod bliver at leve paa den Rest, som er tilbage af
min Flamme for Edith!«
At denne »Rest« var lig med Nul holdt hun naturligvis for sig selv.
Efter Bordet sang og spillede man. Martha gav nogle Sange af »Nitouche«
tilbedste og begyndte paa en af »Den skønne Helene.«
»Undskyld, jeg afbryder, men hvorfor synger Du aldrig mere Dine gamle
Sange?« spurgte Edith, der stod og lænede sig til Flygelet. Hun fik
ligesom Længsel efter igen at høre en vis, bævende, inderlig Klang i
Marthas Stemme og syntes, at selv de i sin Tid saa foragtede følsomme
Romanzer nu vilde virke velgørende.
Martha smilte op til hende med dette fremmede, forbindtlige Blik, der
saa lidt lignede hendes gamle kærlige, dvælende Stirren.
»Mener Du saadan en som den, Du i sin Tid gjorde saa grundig Nar af,
Sulamiths:
»Hvorfor flygter I bange?
Jeg er syg men af Kærlighed Piger smaa!«
Nej, dem har jeg glemt! — Du havde virkelig Ret, de er vamle, — lidt for
rørstrømske, — men enfin, vil Du have en »mit Gefühl«, — vær saa artig!«
Og hun sang Paris og Helenes Duet:
»Dejlige Drømme, daarende Drømme,
Skygger, som mildt i Taage hensvømme!« —
Edith betragtede tankefuld den syngende. Hvad var det, hun savnede ved
hendes Ansigt? Det var jo sorgløst og ubekymret, men saa underligt
sjælløst var det blevet, ligesom Martha var ligeglad, hvordan det saa
gik. Skulde denne barnagtige Kærlighedshistorie, dette Barnepjank, som
Edith havde været Genstand for, virkelig have givet Marthas Hjærte
Banesaaret? Det lød utroligt. Men noget havde hun gaaet igennem, hvad
det nu var. Naa, men nu blev hun jo efter sit eget Valg en brav Mands
Hustru. Edith beroligede sig. Det var jo dog godt, at Martha ikke mer
var den samme. Nu gjorde hun virkelig en Slags Lykke i Selskaber, talte
livligt med og klædte sig med Smag; — og alt det havde hun aldrig gjort
før. Forandringen var til det bedre, havde hun kun haft et andet Udtryk,
et mere levende sjælfuldt! Ja, nu kunde Fru Edith synge:
»Før jeg begreb ej, hvorfor Du var skabt,
Ak ja, man skatter først, hvad man har tabt.«
* * * * *
Der var jo intet at vente efter, altsaa holdt de unge Folk Bryllup
allerede til October. Om Vinteren skulde de bo i København, om Sommeren
paa Kratholm.
Det var et pragtfuldt Hjem, Sofus Bang førte sin unge Kone til paa
Bryllupsaftenen. Alt, hvad Penge kunde skaffe af Hygge og Luxus, var
tilvejebragt, og Martha, der tog sig nydelig ud i den hvide Dragt med
Myrtekransen i det lysegule Haar, som nu var sat op i en fyldig Knude i
Nakken, saa sig ogsaa nok saa fornøjet omkring i sit ny Kongerige.
Hun lod sig synke ned i en allerkæreste lille Divansofa med en Følelse
af, at mellem saa bløde Puder vilde det ingen Sag blive at rejse igennem
Livet, hun maatte takke sin Gud for at have faaet et saa mageligt
Befordringsmiddel, for at Omstændighederne havde nødt hende til at
ombytte den skarpe Barberkniv — uh, hun gøs ved Tanken, — med denne
kostbare Brudebuket eller i alt Fald Studenterhuen med Brudesløret og
den kolde Grav med denne glimrende Forsørgelsesanstalt.
»Og her er alle Brudegaverne«, sagde den henrykte unge Ægtemand, »skal
vi se paa dem?«
Der var naturligvis en hel Udstilling.
»Denne er fra Edith!«
Det var en pragtfuld Blomsteropsats egnet til at pryde en Marmorkamin.
For Øjeblikket var den fyldt med en stor Buket lilla og hvide Sirener, —
Marthas Yndlingsblomst, — som udbredte den dejligste Duft i Værelset.
Martha bøjede med et tankefuldt Smil sit Ansigt ned imod dem.
Foraarsduft! Det var, hvad hun nu havde tilbage af sin Kærlighed —
Edith!
»Min egen, søde Hustru«, lød nu Bangs Stemme tæt ved hendes Øre, og hun
følte hans Arme om sit Liv — »nu har jeg Dig endelig.«
Hun vendte sig venlig om til ham og taalte uden Indsigelse og Modstand
hans Kys. Saadan skulde det jo være. Det hørte med. Rigtig nok fandt hun
slet ingen Nydelse i saadan at blive krammet og trykket af et Par
Mandsarme og kysset med saa hede, fugtige Læber, men man maatte jo tage
det ene med det andet. Det var jo ikke noget at blive vred over, at
Sofus var saa latterlig forelsket.
Hun smilte og lukkede træt og ligeglad Øjnene under hans Kærtegn.