OGSAA EN KÆRLIGHEDSHISTORIE.
I SOMMERFERIEN.
KØBENHAVN.
ANDR. SCHOUS FORLAG.
1890.
Kjøbenhavn. — I. Cohens Bogtrykkeri.
Ogsaa en Kærlighedshistorie.
Martha Grüner hed hun og var en lille spinkel ung Pige med to lange,
gule Flætninger ned ad Nakken, et uregelmæssigt men ikke uskjønt Ansigt
med et Par store, alvorlige, graa Øjne og en lille, udtryksfuld Mund.
Hun saa i Reglen lidt sygelig, lidt nervøs ud, Farven kom og gik hurtig
paa hendes Kinder, og Øjnene, der ofte kunde se underlig udtryksløse og
stumme frem for sig, fik til Tider pludselig forbavsende Liv og Varme.
Saadan havde hun set ud som nykonfirmeret, akkurat saadan saa hun ud, da
hun blev 21 Aar.
Hun var ikke nogen livsglad ung Kvinde, der var Folk, som endog troede,
at hun led af Kærlighedssorg. Det gjorde hun ogsaa — paa en Maade, — det
havde hun gjort i de sidste 7 Aar. Men Genstanden for hendes Kærlighed,
Sværmeri, Tilbedelse, hvad man nu vil kalde det, var ingen Ungersvend,
ingen erfaren Verdensmand, ikke en Gang en værdig, ældre Herre, den
hørte nemlig slet ikke til Hankønnet, det var en — ung Dame, en Frøken
Edith Gerner. Det var Marthas Ejendommelighed, ingen Mand havde
nogensinde voldt hende den mindste Hjærtebanken, men som 14aarigt
Pigebarn traf hun en Gang i et Selskab en overordentlig smuk ung Dame
klædt i en hvid, klar Kjole med et enkelt Perlesmykke i det højt opsatte
sorte Haar, og øjeblikkelig tabte Martha sit lille Hjærte, der hidtil
kun havde banket i hurtigt Tempo for Personer i Ingemanns Romaner og
Andersens Æventyr.
Hun stod fortryllet med vidtopspilede Øjne og stirrede paa den 19aarige
Skønhed, Edith Gerner. Saadan maatte Dronning Agnes have set ud,
Berengaria, Rigmor, eller snarere hendes kære Jomfru Ingefried i
»Valdemar den Store og hans Mænd«, thi:
»Kinden gløder ikke,
men rolig, stræng og kold
hun arved Nornens Blikke
fra dunkel Hedenold.«
eller endnu bedre: Snedronningen! Der var en kølig, stolt Ynde over
Edith, der ikke mindst bidrog til Marthas Forelskelse. Feen i
»Paradisets Have«, Prinsessen i »Rejsekammeraten«, alle disse kjendte,
beundrede Æventyrskikkelser maatte hun tænke paa, Edith lignede dem alle
eller havde lidt af hvers Ejendommelighed.
Aa, hvor var hun dejlig!
Og Martha blev da præsenteret, de stod just lige ved et højt Pillespejl,
og Martha saa sig selv, lille og ubetydelig, saa tarvelig i sin korte
Skolepigekjole, kejtet, tøset, intetsigende, og Edith i sin blændende
Skønhed og med hele en Verdensdames sikre Optræden.
Men langtfra misundelig fandt Martha netop en egen, hidtil ukendt Lykke
i at føle sin egen Ringhed og helt gaa beundrende op i et andet
Menneskes Fuldkommenhed.
Det morede Edith at møde disse straalende, henrykte Barneøjne, hvori hun
læste en saa uskrømtet Hyldning af hendes Skønhed. Hun var vant til at
blive beundret og gjort Væsen af, hun vidste, at hun var sjælden smuk,
Herrernes beundrende Blikke og mer eller mindre aandrige Gøren Kur var
ikke længer noget paafaldende og nyt for hende, men dette her var noget
nyt og ret morsomt, og som en Kuriositet spændte Edith Gerner denne
lille Pige med for sin Triumfvogn.
Hun indlod sig i Samtale med hende, var meget venlig, meget elskværdig,
fik i Aftenens Løb mer end et Vidnesbyrd om, at Martha var aldeles
»væk«.
Og Martha nød hvert af hendes Smil, hvert Ord, blev flammende rød, blot
hendes Haand strejfede Ediths Kjole og følte alt Blodet strømme sig til
Hjærtet, da Edith efter Bordet rakte hende Haanden og sagde:
»Velbekomme«, følte alle Skinsygens Kvaler, naar andre talte med Edith,
— og det maatte hun ofte være Vidne til, — hun var mest skinsyg paa
Damerne og allermest paa de unge Piger, Ediths jævnaldrende, — da en
saadan en Gang i Aftenens Løb lagde sin Arm om Ediths Liv, syntes
Martha, at det vilde have været hende en Lindring at give vedkommende en
Ørefigen.
Og da hun kom hjem, — ja Edith var ikke ude af hendes Drømme den Nat!
Og næste Dag i Skolen overmalede hun sin Kladebog med Vers til »Hende«,
og alt imellem kunde hun lægge Haanden over sine Øjne for bedre at
fastholde det smukke Billede og tænke med et lykkeligt Smil: »Aa, hvor
jeg elsker hende.«
Hun havde ingen at betro sig til, Moderen havde hun aldrig kendt, hun
boede ene med sin Fader, som var Professor i Zoologi og ikke
interesserede sig for stort andet end sine Benrade og udstoppede Fugle
og troede, at han havde opfyldt sine Pligter mod sin eneste Datter
fuldtud, naar han lod hende gaa i Københavns saakaldte bedste Pigeskole,
sørgede for, at hun gik godt klædt og ingen Nød led. Han var meget
venlig imod hende, klappede hende paa Haaret, naar hun havde gode
Karakterer og sagde, at »det var Ret« og forærede hende til Julen og
hendes Fødselsdag et eller andet Værk i Pragtbind uden at tage Hensyn
til, om hun var moden eller ej til at nyde det. Og Martha slugte alt,
hvad hun fik Fingre i. I en Alder af 14 Aar havde hun i den
fuldstændigste Sammenblanding læst: Goethe, Holberg, Oehlenschläger,
Heine, Byron! Hun var henrykt over det altsammen, enten hun saa forstod
det eller ej, men blev dog den Gang og senere, barnlig som hun var,
Barndomsvennerne, Ingemann og Andersen, tro. En gammel Husholderske, der
altid gik omkring med et ualmindeligt gnavent Ansigt og klagede over en
evig Tandpine, skulde sørge for Marthas Fornødenheder, men til hende
havde Barnet ingen Fortrolighed.
Veninder havde hun heller ingen af, hun stemmede ikke med sine
Skolekammerater, hun brød sig ikke om at pjatte op om deres Baller og
Skøjteløb, deres Skoledrenge, Skuespillere og Præstesværmerier, og de
havde ikke læst saa meget som hun og kunde derfor ikke tale om Bøger, og
det var i Grunden det eneste, hun brød sig om, inden hun lærte Edith at
kende.
Men nu oprandt en anden Tid.
Thi kort at fortælle, Edith og hun traf oftere sammen, og der udvikledes
et virkeligt Forhold imellem dem, et Slags Venskab, ja Veninder kaldte
man dem til sidst, de blev Dus, de besøgte hinanden, Edith fandt
virkelig Behag i Martha, hun var vel nok 5 Aar yngre, men et kløgtigt,
lyst, lille Hoved, og det var saa morsomt med denne Tilbedelse, som
langtfra at tage af ved nærmere Kendskab næsten for hver Dag blev
stærkere og inderligere.
Martha paa sin Side var uendelig lykkelig over dette Venskab, hun havde
ingen anden Tanke end Edith, ingen anden Drøm. Livets Lykke bestod for
hende i at sidde og se ind i Ediths Øjne, et Par dejlige mørkebrune med
fine, lige Bryn og et roligt, stolt Udtryk, og lytte til hendes klare,
rene Stemme. Hun gav sig fuldtud hen i denne Kærlighed, der blev imellem
disse to unge Piger saadan et Forhold, som en fransk Forfatter har
skildret ved de kendte Ord: »_l’une qui aime et l’autre qui se laisse
aimer, l’une qui baise et l’autre qui tend la joue._« —
Og under alt dette var Martha fra en halvvoxen Skolepige bleven en ung
voxen Dame, men hendes Væsen var ganske det samme, især over for Edith.
Denne var nu en moden Skønhed paa 25 Aar egnet til at knuse Hjærter,
hvad hun ogsaa gjorde, medens ingen hidtil havde formaaet at røre hendes
eget. Hun gik kold og uberørt gjennem et sandt Ildhav af Beundring og
Lidenskab.
Undertiden fik Martha vel den Tanke, at saadan vilde det ikke altid gaa,
en Gang vilde Edith nok gifte sig, — men Martha tænkte aldrig videre,
den blotte Forestilling var hende pinlig, og hun skød den hastig fra sig
og nød Øjeblikket uden at tænke paa Fremtiden.
Hendes Lidenskab havde holdt sig aldeles usvækket i disse Aar, alt andet
om sig skænkede hun kun flygtig Interesse, Edith var stedse Hovedtanken.
Et underligt, planløst, unaturligt Sværmeri!
Hun følte selv undertiden, at det var det og undrede sig over, at hun
ikke som andre unge Piger havde et mandligt Ideal, men sandt at sige
brød hun sig ikke en Smule om det andet Køn. Hun prøvede ofte paa at
sværme for en eller anden Herre og skrue sig op til de Stemninger, hun
havde læst om, at unge Piger gennemgaa i deres Forelskelsestid, men det
blev aldrig til andet end Skaberi og saasnart hun saa Edith, faldt det
hele sammen, saa blev hun varm i Kinderne, saa var de der strax, alle
Kendetegnene paa, at hun dog alligevel elskede.
Martha blev, hvor hun kom, regnet for en meget rar, men ubetydelig lille
En; det kom af, at hun for det meste var ordknap og tilbageholden
imellem fremmede. De fleste mente, at hun helt gik op i sine Studier,
hun læste nemlig efter Faderens Ønske til Artium. Hun hadede ogsaa
Selskabelighed og følte sig som en fremmed, ensom Fugl mellem alle disse
muntre Mennesker, der var hende saa uendelig ligegyldige.
Men naar hun var ene med Edith, da var hun ikke længere en tavs,
ubetydelig Pige, da lukkede hun op for hele sin Sjæl, ingen uden Edith
saa hendes skiftende Stemninger. Snart sladrede hun op om alt muligt,
fortalte, hvad hun havde læst sidst og leverede sin Kritik derover,
snart gjorde hun paa en rigtig barnagtig Maade Nar af sine Lærere eller
af den gamle Husholderske med Tandpinen, var det ene Øjeblik ustyrlig
lystig og kaad for i det næste at sætte sig ved Ediths Fødder, tage
hendes Haand og se tavs op paa hende med straalende, undrende Øjne. Det
kunde ogsaa hænde, at hun i et Udbrud af Heftighed slyngede Armene om
hendes Hals og fortalte hende, at hun var »dejlig, dejlig, — den
allerdejligste i hele Verden!« Men saa plejede Edith at give hende en
Spand koldt Vand over Hovedet enten ved at slaa det hen i Spøg eller
støde hende fra sig med en Bemærkning som: »Nu bare ingen Scener,
Martha!« eller: »Nu synes jeg virkelig Du er for gammel til saadan
noget!«
Og denne Kulde bidrog ikke lidt til at lægge Ved til Marthas
Kærlighedsbaal, den omgav Edith som et helligt Tempel en Gudinde, og
netop det, at hun blev holdt i tre Skridts Afstand, øgede hendes
Sværmeri, det hævede Edith endnu højere op over andre dødelige, at man
ikke kunde nærme sig til hende saa frit som til enhver anden.
Om Sommeren tog Edith og Martha tit ud til Skoven sammen. De vare raske
Fodgængere begge to, og deres Ture hørte til Marthas dejligste Minder,
især dette, at de vare ene, at hun ikke skulde dele Edith med andre, med
hendes Kavalerer eller hendes Veninder, hvilke sidste vare Genstand for
hendes særlige Skinsyge. De to unge Piger gik da aldrig ad de banede
Veje, men brød ind imellem Træer og Buske for at finde Blomster. Naar de
saa kom til et rigtigt smukt Sted, satte de sig i Græsset og hvilede.
»Her er dejligt, synes Du ikke Martha?« Edith kunde da lægge sig ned i
Græsset og smile op imod den blaa, skyfri Luft og de tusende mørke og
lysegrønne Trætoppe uden at tænke over, at hun selv var den smukkeste
Figur i det lille Skovmaleri.
»Ja, dejligt, Edith! Og saa er det især saa mageløst at være langt borte
fra andre Mennesker, — Du og jeg ganske ene, — jeg bilder mig ind, Du,
at vi ere paa en øde Ø og aldrig mere vil faa andre menneskelige Væsener
at se, — aa, det var et Liv! Ja, Du kunde ikke finde Dig deri, det ved
jeg nok, — og det var ogsaa Synd for Dig — Du maa for at være i Dit
rette Element have Dine Forældre og Sødskende og Balkavalerer, ikke
sandt? Og saa —« Martha rynkede Panden — »Henriette Nielsen og Eva
Kramer og — først og fremmest Anna Holm«, (det var Ediths
Barndomsveninde og fortrolige) »men ser Du, jeg har nok i Dig, søde,
søde Edith!«
Og Edith, der paa en smuk Sommerdag i Skoven sædvanligvis var mere
følelsesfuldt og mildt stemt end ellers, kunde da række hende sin Haand
og venlig og nedladende taale en 2-3 heftige Kys.
»Syng saa for mig, Martha!« Og Martha sang med sin kønne, bløde Sopran
den ene Sang efter den anden, hun kunde et Utal af følelsesfulde Sange,
og hun var saa lykkelig over at kunne more Edith. Og denne stemte en
Gang imellem i med sin dybe, rene Alt, og der sad de ligesom gemte bort
fra den øvrige, kedelige Verden. Jo, saadanne Dage var Livet værdt at
leve, tænkte Martha.
Edith havde en Tid stor Lyst til at blive Skuespillerinde. For det ydres
Skyld kunde der jo ikke være nogen Hindring, og en smuk, fuldtonende
Stemme havde hun. I nogle Selskaber, hvor hun havde fremsagt et Par
Smaadigte, havde man enstemmig erklæret, at Kunsten vilde gaa glip af et
storslaaet Talent, hvis hun ikke gik til Theatret. Hun lærte da ogsaa
for sin Fornøjelses Skyld flere Roller, og Martha maatte da give
Elskerens Parti, hvad der ikke faldt hende vanskeligt.
De spillede saaledes en Gang nogle Scener af »Romeo og Julie«, og Martha
var altsaa Romeo. Hun havde ikke noget imod paa denne Maade at faa sagt
Edith en hel Mængde Ting, som hun ellers ikke turde sige.
Efter Scenen ved Julies Balcon sagde hun en Dag:
»Aa, Edith, jeg holder af Dig som Romeo holdt af Julie!«
»Det er nogen god Snak, Martha. Kan Du ikke indse, at der er Forskel?«
»Nej, det kan jeg ikke! Jeg føler det ligesom han. Jeg finder ogsaa, at
ingen af Himlens Stjærner kan maale sig i Skjønhed med Dine Øjne, — og
jeg synes, at Du overgaar alt, hvad jeg har set og vil faa at se af
Dejlighed, — mod Dig er alle Nul, Edith!
»Som i en Kragesværm en snehvid Due
er _hun_ i sine Søstres Kreds at skue.««
Martha lagde sig paa Knæ for hende og saa kærlig op paa hende.
»Min egen søde, dejlige Edith, forstaar Du mig? — nej, det gjør Du
naturligvis ikke!«
»Nej, Martha, det gjør jeg virkelig ikke, — jeg tvivler ikke om, at Du
holder af mig, — det ved jeg nok, — men Du maa ikke være saa tosset at
sammenligne Dine Følelser med Romeos overfor Julie. Det lyder næsten for
latterligt! Der er jo en himmelvid Forskel. Han er en Mand, der elsker
en Kvinde.«
Martha saa tankefuld og alvorlig ud. »Ja, jeg ved, det er det
almindeligste, at Mand elsker Kvinde, og omvendt, — men har hvert
Menneske mon ikke sin særegne Natur, som det er nødt til at følge? Jeg
spurgte ikke, om Du var en Mand eller en Kvinde, Edith, da jeg første
Gang saa Dig. Du blev mig strax kærest af alle; jeg vil aldrig kunne
elske andre, enten det saa er naturligt eller unaturligt!«
Edith drog sin Haand ud af Marthas. »Naar Du er saa pjanket og skruet,
vil jeg slet ikke tale med Dig.«
Marthas Øjne fyldtes med Taarer; naar Edith talte i denne isnende,
overlegne Tone, følte hun sig altid saa ulykkelig, men Edith hadede den
Slags Følsomhed, og med en Kraftanstrængelse holdt Martha Taarerne
tilbage og deklamerede med en Blanding af komisk Højtidelighed og
Skælmeri:
»Har jeg for dristig rørt en Helligdom
med syndig Haand, saa vil jeg gærne bøde.«
Edith lo. Marthas Himmel var atter klar og skyfri.
Edith kom imidlertid ikke til Theatret, hun tabte Lysten dertil, og det
var Martha ikke ked af. Hun havde aldrig kunnet lide den Tanke, at
hendes elskede Edith skulde optræde offentlig og lade sig overglo og
kritisere af alle og enhver.
I Sommerferierne tog Ediths Familie gærne paa Landet, snart hist, snart
her, men altid langt fra København. Saa var Martha ikke glad; hun selv
tilbragte altid Ferien i Byen. Naar Edith kom og meddelte, at den og den
Dag rejste de, var Martha aldeles barnagtig utrøstelig, især naar
Familien skulde til et moderne Badested.
»For saa stifter Du saa mange ny Bekendtskaber, og — og — glemmer mig
Edith!«
Edith mente med et roligt Smil, at fordi man lærte ny Mennesker at
kende, glemte man ikke sine gamle Venner.
»Jeg maa da nok skrive til Dig, — maa jeg ikke, Edith?«
Naturligvis, det faldt af sig selv.
»Og Du vil svare mig? — det skal ikke være noget Baand, ingen Pligt, —
men naar Du har Lyst og Tid, — kun et Par Ord, — aa, det vil Du nok en
Gang imellem!«
Jo, det skulde Edith nok.
Saa tørrede Martha Øjnene.
Lange Breve skrev hun til »Veninden«, 4 tæt skrevne Sider i det
allermindste, de begyndte meget pænt og fornuftigt, f. Ex.:
»Kjære Edith!