»Jeg har ikke Raad til at betale den,« sagde hun, leende som en ung
Pige; Tænderne glimtede bredere, de graa Øjne bleve varme, Mine og
Holdning paa en Gang sky og kaldende, idet hun veg længer fra ham.
»De skal slippe med et Kys,« sagde han.
»Jeg har ingen,« raabte hun med en klinger, kaad, trillende Latter og
holdt sine Hænder værgende ud.
»Kan jeg have mindre?« Han greb lidenskabeligt begge hendes Hænder.
»Og hvad følger saa?« udbrød hun blussende, ude af sig selv. Alle
Ungdommens Rigdomsdrømme, Lykkedrømme lynede hende paa ny i Møde.
»Alt hvad du vil. -- Endelig begynder vi at forstaa hinanden.«
»De fortryder det i Morgen. Gaa! Gaa til i Morgen!«
»Jeg fortryde! Nej hverken du eller jeg, det sværger jeg dig til.«
Han drog stærkt i hende, men hun stod imod og blev ved at gjentage
»til i Morgen.«
Men han vilde sejre nu, vilde sejre ved fysiske Midler. Alt som hun
maatte opbyde større Modstandskraft, blev Sindet koldere; Farven paa
hendes Kinder tabte sig, Smilet svandt; nu vilde _hun_ som hun
vilde, og hun var mere legemsstærk end han.
»Hvad Tid maa jeg komme i Morgen da?« spurgte han opgivende Kampen.
»Ved samme Tid som i Aften, hvis De ikke forinden har fortrudt det.«
»Og saa faar jeg, hvad jeg har til Gode?« sagde han og greb sin Hat.
»Jeg vil betænke mig. Jeg lover ingen Ting.«
Han tilkastede hende et forliebt Fingerkys og forlod Stuen.
Hun drejede Nøglen om efter ham og blev staaende midt paa Gulvet og
lyttede til hans Trin ned ad Trappen.
Hun var overvældet, fortumlet -- en angestfuld Hede kom stille
vældende over hende, medens hun søgte at erindre sig, hvad hun havde
sagt og gjort og lovet, og i det samme jog der gjennem denne Hede en
Orkan af Glæde over at have naaet det Maal, hun for evigt syntes
stænget ude fra. Aa, hvor det sydede og flammede i hende som et
Krater af Guld og Sølv med Raketter af funklende Stene. Hun var rig
-- nu kom det paa én Gang altsammen: Landsted, Middage, Landauer,
Ære, sorgløse Dage, kom uden Anstrængelse, uden Slid og Savn, kom,
saa der blev en hel Levetid at nyde i, i Stedet for nogle faa
skrøbelige Matroneaar.
Hun gik frem og tilbage i en svimmel Henrykkelsesrus. Nu var det
forbi med Vaskebaljen, med Trappeskuringen, med Madam Ditlevsen og
det falmede Shawl. Hun begyndte at se med Foragt ned paa »sit Sted«
-- hendes Sted var herefter de store, lyse Stuer paa Gamle Kongevej.
Og Nielsen saâ jo godt ud endnu. Han var vel heller ikke meget over
de halvtreds, en fem, sex Aar maaske. Tænke sig, at det var saadan
fat med ham! Denne faderlige Rolle blot et Skalkeskjul! Hele dette
Ildhav bag den barske Mine! At denne gamle Støder -- -- at hun skulde
blive Fru Nielsen -- --! Hun skar Ansigt ad Kakkelovnen og fægtede
med begge Arme i Luften. Hvad vilde Folk i Skovstrup sige -- og -- --
Jens Skomager?
Da Billedet af den brave, firskaarne Karl viste sig midt i det
blændende Rigdoms-Fyrværkeri, blegnede Glansen noget, der lagde sig
ligesom en Dæmper paa Jubelen, hun blev alvorlig og eftertænksom.
Langsomt trak hun Kaaben af sig, langsomt lagde hun den sammen og
hang den paa ny over Stoleryggen.
Det, syntes hun især, var saa rørende, at han var gaaet den lange Vej
ud til Vesterbro for at fortælle hende om sin Sværte, at han ikke
havde andre fortrolige at ty til end saadan en stakkels hjælpeløs
Enke, at det tilfredsstillede ham at meddele sig til hende, hver Gang
han, løftet ved eget Snille, egen Udholdenhed og Energi, tog et nyt
Trin frem ad. Ham havde Nielsen ogsaa villet gjøre stor i et
Øjeblik, ligesom han nu vilde gjøre hende det; men han sagde nej Tak.
Han vilde heller komme saa smaat frem, føle sig paa egen Grund hele
Tiden, for saa vidste han bedst, hvor han var, sagde han, og hvordan
han stod i det. Hvordan mon hun kom til at staa i det, dersom hun
blev Fru Nielsen? Hvad vidste hun fra tidligere Tid om denne Mand?
Hun begyndte at samle sammen paa, hvad hun kunde mindes om ham fra
Barneaarene, da han var hjemme. Han kunde nok tit være noget brøsig
mod Tjenestekarlene og stundom lidt for venlig mod Tjenestepigerne.
Hun havde ogsaa hørt om ham, at han kunde faa Taarer i Øjnene, naar
der var Tale om stor Nød, og at han aldrig holdt tilbage, hvor han
kunde række en hjælpsom Haand. Han havde et godt Hjærte, og saa var
han rig. Det var dette sidste, der dog var det vigtigste, det, det
egentlig kom an paa. Fattigdom skabte Slid og Savn og Sorg -- Rigdom
skabte Lykke, Frihed, Anseelse, Velvære.
Hun fik ikke meget Søvn i sine Øjne den Nat. Men det forunderlige
var, at jo nærmere hun kom dette Lyksalighedens Land, jo vissere hun
blev paa at kunne afkaste _det_, hun havde følt sig saa knuget af:
den uvisse Fremtid, Sygdommens Hjælpeløshed, Alderdommens Nød og
Forladthed, alt det pinende ved at være tilsidesat, overset, agtet
ringe -- -- desto flere Tvivl kom der op i hende, om Rigdommen,
Rigdommen i og for sig, nu ogsaa virkelig bragte Bod for alle Livets
Tyngsler. Tidligere havde Maalet staaet saa fjærnt, og det kunde kun
vindes gjennem et helt Livs Bedrift. Da laa der intet andet bagved
end at nyde den fortjente Hvile og den Anseelse og Tryghed, Rigdommen
giver. Nu kom det anderledes, og hvad vilde det næste Maal blive? Det
var ikke disse ydre Goder: Landsted, Middage, Landauer hun i og for
sig satte saa overdrevent højt, de vare jo blot den synlige Form, bag
hvilken skjulte sig den egentlige Kjærne: »Forraadet for de mange
Aar«, Trygheden, Anseelsen. Og medens hun forgjæves spejdede efter
dette næste Maal og ikke saâ andet end Hvile, Tryghed, Anseelse,
Forraad, grebes hun af en forunderlig Frygt og begyndte at gruble
over, om ikke Rigdommen muligvis skulde kjende en Tomhed, en
forstenende Ensomhed, der endnu var værre end Fattigdommen.
Og saa var der denne Kjælder, som hun aldrig havde set. Og Stuerne
paa Gamle Kongevej og Kjælderen i Store Kongensgade kjørte tilsidst
saa vanvittig rundt i hendes stakkels Hjærne, at da det omsider blev
Morgen, ønskede hun for fuldt Alvor, at det var Kjælderen, hun skulde
flytte til, og at hun aldrig skulde se for sine Øjne disse lyse,
smukke Stuer paa Gamle Kongevej.
Og ved Middagstid da hun var kommen fra sit Sted, skete saa det
mærkværdige, det fortvivlet vanvittige, at denne fattige Enke, der
vel ikke hidtil havde savnet dagligt Brød, men som dog havde sukket
dybt og smerteligt under Tyngden af den Nød, som engang _kunde_ komme
og derfor al sin Tid higet efter Rigdom, som det eneste og største,
der var værd at eftertragte, at hun sagde nej, at hun skød den fra
sig med begge Hænder, da den blev hende tilbudt redeligt og
hæderligt.
Hun pakkede Kaaben ind i det blankbrune Papir, slog Snoren om og
skrev et Brev af følgende Indhold:
Hr. Nielsen!
Jeg kan ikke tage mod denne store Foræring, som jeg ogsaa sagde Dem
i Aftes. Saa véd De nok hvorfor. Med Tak for bevist Godhed
Line Ditlevsen.
Hun gik hen til Hjørnet af Værnedamsvej og overgav et Bybud Pakken og
Brevet, for at hun kunde være vis paa, at begge Dele bleve rigtig
besørgede. Saa gik hun hjem, lukkede sig inde den hele Eftermiddag og
var til Mode, som om hun havde gjort en stor Ulykke. Alt hvad hun
hidtil saa at sige havde levet paa, havde hun brudt med, hun havde
ligesom afsvoret sin Tro, forkastet sine gamle Guder og kjendte
endnu ikke ret de nye. Hun havde adlydt en Stemme, der havde talt til
hende fra et indvortes Dyb, hvis Tilværelse hun ikke før havde anet,
en Stemme, der var saa mægtig, saa sikker -- sikrere endnu end
Rigdommen syntes hun -- og klang saa dirrende sødt og vældigt, at hun
kunde ej andet; men hun vidste, at hun havde uigjenkaldelig valgt
Kvistkammeret -- idet højeste Kjælderen, dersom han nærede andre
Følelser for hende end en Broders, dersom han ikke mere og mere
aldeles gik op i sin lille, enkle Livsgjerning; men selv om den
Fortrolighed, han havde vist hende, betød noget mere, saa kom det jo
endda an paa, hvad den Kjælder vilde bringe, om ikke Kvisten
alligevel var den tryggeste.