I det samme saâ hun, at det var en sort Plüsches Kaabe.

»Nej, nej!« sagde hun næsten forskrækket og veg et Skridt tilbage.

Hendes Ansigt blev alvorligt og Tonen lidt heftig. »Det passer sig

ikke for mig. Den kan jeg ikke tage imod.«

»Det kan De vel,« svarede han utaalmodig og kastede sin Hat hen i

Sofaen. »Se paa den i det mindste!«

»Hvad tænker De paa?« sagde hun og holdt den ud foran sig. »Ja den er

nydelig, naturligvis; men den vil jeg ikke tage imod, den er altfor

kostbar -- en Vaskerkone, en simpel Arbejderske.«

»Nu er vi lige ved Julen, og saa tænkte jeg, at naar De gik i Kirke

og lidt ud ellers, havde De ikke noget imod at have saadan én paa.

Hvad De er eller ikke er, kommer ingen ved. De kommer ærligt til den

og skylder ingen Regnskab for Deres Paaklædning.«

»Det gjør jeg naturligvis ikke,« sagde hun og lagde Kaaben varsomt

over Stoleryggen, den Stol, hun selv havde rejst sig fra. »Men hvad

ville Folkene her i Huset tænke -- nej, nej! det kunde let komme til

at gaa ud over mit Rygte; det tør jeg ikke, der skal være Maade med

al Ting.«

Hun vedblev alligevel at se beundrende paa den, bøjede sig ned og

pillede en hvid Traad bort, der hørte hjemme i Butiken.

»De vil da ikke have, at jeg skal gaa med min Bylt igjen. Kaaben er

kjøbt og betalt, og jeg tænker, den skal klæde Dem. De véd, at jeg

engang imellem føler Trang til at gjøre en Foræring, helst paa

Steder, hvor jeg tør vente mig lidt Fornøjelse deraf. Siden min Kone

døde, og mine Piger ere komne i Vej, har jeg ingen rigtig at pynte

paa -- gamle Maren Kirstine forlanger ikke meget af den Slags Ting,

saa det er Dem, der gjør mig en Tjeneste ved at modtage den.«

Han rejste sig og tog Kaaben.

»Lad os nu se, hvordan den sidder. Den er kjøbt paa de Vilkaar, at

den kan byttes, hvis den ikke passer.«

Hun vilde endnu gjøre Indvendinger, men da det kostbare

Klædningsstykke i Armene paa Nielsen aabnede sin Favn imod hende,

udøvede det alligevel sin ejendommelige Tiltrækningskraft. Plüsch og

Pelsværk. Hendes høje, fyldige Skikkelse, hendes lyse, ovale Ansigt

med den smilende Kant af Tandrækken -- for smilede gjorde hun

alligevel, da alt det tykke, bløde, varme slog sammen om hende -- --!

Hun var skjøn som en Fyrstinde.

Nielsen lagde i ren Ubændighed Armen om hendes Liv, inden hun kunde

tænke paa at afværge det, saâ hende ind i Ansigtet og svor paa, at

hun var det dejligste af alt, hvad han endnu havde set.

Hun snoede sig fra ham og blev purpurrød; i et Nu gik det op for

hende, at Nielsen var forelsket i hende.

»Hvad skal jeg have for Kaaben?« spurgte han og nærmede sig paa ny,

medens Attraaen drev voxende op i ham.

Skovstrup-Folk: To Fortællinger · 第 30 / 32 题