IX.

Lige i Skumringen bankede det med et Par raske Slag paa Døren. Line

lukkede op paa Klem; i Gangen var der bælgmørkt.

»Hvem er det?«

»Det er mig,« hørte hun Nielsens Stemme lige ved sit Ansigt. »Jeg maa

vel nok komme ind.«

»Har De faaet dét, jeg sendte tilbage?«

»Naturligvis; men jeg forstaar ikke, hvad det skal til.«

»Jo det forstaar De vel nok, og jeg synes ikke, det er behageligt

hverken for Dem eller mig at komme ind paa det oftere,« sagde hun,

men aabnede dog Døren og lod ham træde ind.

Han satte sig ned og tav et Øjeblik. Line begyndte at blive uhyggelig

til Mode, hendes Knæ skjælvede, og hun blev kold paa Fingrene.

»Hvorfor vil De ikke have Kaaben?« spurgte han mut. »Den var kjøbt

til Dem.«

»Det véd De godt, Nielsen,« svarede hun sagte. »Lad os ikke tale mere

om det!«

»Det er dét, jeg er kommen for at tale om,« sagde han lidt brøsig.

»De talte engang om en Alderdomsforsørgelse, og De ser jeg har

tiltænkt Dem én. For De kan vel nok begribe, at jeg ikke vil besøge

Dem for ingen Ting.«

Line stod op mod Kommoden med Hænderne paa Ryggen.

»Jeg troede ikke,« vedblev han, »at De egentlig havde Raad til at

være saa kostbar, saa fin paa det. Skal vi ikke se til at komme til

Rette og blive lidt fornuftige. Jeg kan nu engang umanerlig godt lide

Dem, og hvad denne Forsørgelse angaar, skal jeg den Dag i Morgen gaa

op i »Hafnia« og tegne Dem ind. Saa kan De sige, De har det paa det

tørre, hvad Fremtiden angaar. Hvor stor skal vi sætte den?«

»Jeg véd slet ikke, hvad De mener,« sagde Line og saâ forundret paa

ham. »Hvad behøves en saadan Forsørgelse til i det Tilfælde, De

tænker?«

»Nej vist ikke, men jeg troede, det var Dem som Liv og Død om at

gjøre. Det lod jo til, at De havde forelsket Dem i den Indretning. --

Kom nu her!« sagde han og slog sig paa Laaret, »og lad os være fri

for flere Omsvøb! Jeg er ikke vant til -- -- jeg kan ikke i Længden

gjøre saa mange Komplimenter. Du er som sagt tjent med det, min Tøs!«

Line blev blodrød.

»Er det saadan, De mener!« udbrød hun dirrende. »Nu først forstaar

jeg Dem. De troede, jeg var til Fals for saa godt Kjøb?«

Hun stod i samme Stilling og vrikkede nervøst med Kommodenøglen, som

sad i øverste Skuffe.

»Godt Kjøb,« faldt den rige Mand ind. »Herre min Gud, har jeg talt om

godt Kjøb! Tror du, jeg tinger, naar det er noget, jeg kan lide. Det

har jeg aldrig havt Vane til i mine Dage, selv naar det kun gjaldt en

Hest. Saa kjender du mig ikke endnu, Line, og som jeg siger -- alle

disse Formularer behøves ikke overfor mig. Jeg skal i enhver

Henseende holde dig galant.«

Han rejste sig op og vilde nærme sig hende.

»Gaa Deres Vej!« sagde hun haardt og dybt.

»Hvad behager? Skal det være saadan en lille huslig Scene.«

»Gaa, siger jeg! Jeg taaler ikke Deres Uforskammetheder. Jeg er lige

saa god som De -- De er gaaet Fejl af Numeret.«

Han traadte hen til hende og lagde begge sine Hænder paa hendes

Skuldre.

»Jeg slaar Dem lige i Synet!« sagde hun rasende med dyb Strubestemme.

»Vil De gaa Deres Vej!«

Det raa kom op i ham.

»Det er ikke første Gang,« sagde han med et stikkende Smil, »at jeg

er traadt op i Stadet til en urolig Hoppe.«

Maaske havde han før med sin kyniske Sikkerhed, sine Lemmers Styrke

besejret Blyheden.

Han lod sin højre Arm glide om hendes Nakke og sænkede den venstre

for at lægge den om hendes Liv, og da hun saaledes i dette kritiske

Nu saâ hele hans venstre Side blottet, saa kom det uvilkaarligt,

springfjederbrat over hende, over hendes arbejdsvante højre Arm: hun

drev ham med sin haarde Haand en Kindhest, saa han tumlede tilbage,

medens alle Himlens Stjærner dansede for hans Øjne, og alle Stadens

Kirkeklokker ringede for hans Øren. I samme Nu smøg hun under hans

Arm, gjennem Døren, ned ad Trappen -- --

Hans første Tanke var at styrte efter hende, gribe hende og gjøre et

eller andet forfærdeligt for at hævne baade Tort og Svie. Han naaede

ogsaa ud paa Gangen, hen til Trappen, men saa hørte han, at hun

ringede stærkt paa neden under. Han standsede betuttet; nu satte hun

vel Huset i Oprør, han riskerede vel at faa med Politiet at gjøre.

Han skyndte sig at slaa koldt Vand i Blodet, gik rask ned ad Trappen

for at komme bort, inden hun fik forklaret sig, inden man vidste,

hvad der var paa Færde. Han var i et Arbejderkvarter; han var

Storborgeren, der levede af disse Folks Sved -- efter deres

Betragtning; han maatte tage sig i Agt.

Ligesom han sprængladet med Forbitrelse, men fornaglet af Angest

drejede om Trappehjørnet, hvor hun stod, blev Døren lukket op. Han

halvvejs styrtede ned til næste Afsats. Der hørte han hende roligt

sige ind:

»Er De saa venlig at laane mig den sidste »Dagstelegraph«?«

Faren syntes overstaaet; dog befandt han sig ikke rigtig vel, før han

var kommen et Stykke hen ad Gaden og overbeviste sig om, at han ikke

blev forfulgt.

Line fik en Avis, som hun ikke læste; hun tændte med rystende Haand

sin Lampe, laasede sin Dør inden fra og satte sig hen til Bordet med

sit Arbejdstøj, bleg, stenfast i Trækkene med sluttede Læber og en

fugtig Glans i Øjnene. Men det var hende ikke muligt at holde paa

Pindene, hun var i for stærkt indre Oprør.

Hun skød det store Strikketøj op paa Bordet, lænede sig tilbage mod

Stolens Rygstød og knugede Hænderne i hinanden i sit Skjød.

Hovedet sank en Smule, saa det stirrende Blik, der var fæstet

mekanisk paa Lampefoden, kom under fra, og Panden drog et Par snævre

Furer paa langs.

»At han vovede at byde mig det, den Pranger, den afskyelige Karl! Og

at jeg et eneste Sekund kunde tro, at han havde rene Hensigter, kunde

føle det som noget stort at dele Hjem med ham, have noget fælles med

ham -- --

Hvor er jeg dog ene mellem alle disse Tusender! Man kan sønderslides

af Græmmelse, krepere af Sult uden at nogen skjænker én en Tanke. Og

den eneste, som jeg troede vilde mig noget godt, vil min værste

Fortræd -- --.« Saa sov Tankerne ligesom ind, mens hun vedblev at

stirre paa Lampefodens slidte Ornamenter, og der hvor Tankerækken

slap op, som naar en kummerlig, bitterflydende Steppeflod slipper op,

dannede sig Ordet »Menneskeørken«; det ligesom fyldte det tomme Rum.

Det lød, som om nogen snublede eller faldt paa det øverste

Trappetrin, nogle knirkende, forsigtige Trin fulgte, saa en Skuren

hen ad Muren, en Famlen paa hendes Dør, et Stød mod Dørtrykkeren --

og saa et Par stærke Knoer mod Fyldingen.

Line sad først ganske stille, men hun huskede paa, at man ude fra

kunde se Lysskjæret gjennem en Sprække, saa det var forgjæves at

ville nægte sig hjemme; maaske var det ogsaa Bud fra »hendes Sted« --

_han_ troede hun i al Fald ikke kom igjen, men nu var Angesten engang

i Blodet.

»Hvem er det?« spurgte hun uden at røre sig.

»Det er mig,« sagde en Stemme, som ikke var til at tage fejl af.

»Jens«, føjede den lavere til lige ved Dørsprækken.

At Jens skulde komme, netop nu hun følte sig saa forladt og

ulykkelig, ligesom for at sige hende, at der alligevel var ét

Menneske, som brød sig om hende, som hun kunde stole paa, som

havde erklæret, at han trængte til hende, som ogsaa var ene i

»Menneskeørkenen« -- --!

Hun var i en Fart ved Døren og lukkede ham ind.

Han blev staaende ret op og ned indenfor Døren, saâ sig om med sit

forlegne Smil og skød Panden op og ned; i den ene Haand holdt han

Stokken, i den anden Hatten.

»Jeg kommer vel ikke til Ulejlighed!« sagde han undskyldende.

»Nej vist ikke,« svarede hun forvirret, ør -- lagde sit Strikketøj

hen i Sofahjørnet og tog det strax efter igjen. »Sæt dig ned! det var

morsomt, at du kunde finde her op; men læg din Overfrakke, ellers

bliver her for varmt.«

»Hvor du bor pænt,« sagde han og tog Frakken af, hængte den paa

Dørhængslen og stillede Stokken med Hatten paa i Kommodekrogen; det

varede lidt, inden han fik den til at staa.

Hun satte sig imidlertid paa sin Stol ved Bordet og begyndte at

strikke; han tog Plads lige over for, saaledes at de havde Lampen

imellem sig.

»Nej jeg var netop her ude paa Vesterbro for at kræve nogle Penge

ind,« sagde han, »og saa mente jeg, at jeg med det samme skulde se

til dig -- jeg længtes ogsaa efter at fortælle dig, at den flydende

gaar brillant; nu har jeg to Vogne i Gang hver Dag, en Kone til at

pakke, en Dreng til at klistre Sedler paa, og jeg bliver nødt til at

have mig endnu en Medhjælper.«

Denne trohjærtede Længsel og denne flydende Sværte -- -- hun vidste

ikke, hvordan det kom; men hun stak pludseligt i Graad, skød Stolen

tilbage og skjulte Øjnene i sit Lommetørklæde.

Jens rejste sig forskrækket, saâ raadvild til sin Hat i Kommodekrogen

og gjentog hjælpeløs:

»Maaske jeg kommer til Ulejlighed!«

Hun rystede energisk paa Hovedet, tog Tørklædet fra Øjnene og gik hen

til ham. Hun lagde begge sine Hænder paa hans brede Skulder, gjemte

Hovedet paa ny og hulkede stærkt.

Jens havde aldrig oplevet et lignende Tilfælde; han greb med den

venstre Haand, som var nærmest for, i Stoleryggen for dog at have et

Holdepunkt i denne vanskelige Stund, blinkede stærkt med Øjnene og

var lige ved at græde med uden at vide hvorfor.

»Hvad fejler du, lille Line?« spurgte han broderligt, men vovede ikke

at røre en Lem.

»Aa, jeg er saa ene,« brast det ud, »og jeg er bleven -- -- jeg er

bleven saa skjændig behandlet.«

»Af hvem?« spurgte han og lagde varsomt og ligesom skjærmende sin

højre Arm om hende.

Hun samlede sig, rettede Hovedet og traadte tilbage. Derpaa tørrede

hun sine Øjne, pudsede Næse og vilde atter hen til sit Arbejde.

»Aa Gud, hvad skal det blive til?« sukkede hun. »Hvad er det for et

Liv?«

Han vilde gaa efter hende, men hun trak Bordet lidt frem paa Gulvet

og sagde, idet hun tvang en Smule Frejdighed op:

»Sæt dig ind i Sofaen, saa skal jeg fortælle dig det hele. Du har

vist mig Tillid, Jens, du har betroet mig dine Glæder; nu skal du faa

mine Sorger -- det er altid en Maade at gjøre Gjengjæld paa.«

Han satte sig tavs ind i Sofaen, i det Hjørne, som var nærmest hendes

Stol.

»Men saa skal du sætte dig ind hos mig,« bad han dristigt; »saa hører

jeg bedst, naar vi -- --«

»Jeg er vant til at sidde her,« sagde hun og trak Stolen til rette.

»Nej kom hen og sid hos mig, Line!« sagde han paastaaelig.

Hun gik smilende hen og satte sig i det andet Sofahjørne, men de

vare længer fra hinanden nu, for de ere jo altid lange disse

Sovesofaer.

Hun begyndte med Kaaben og endte med Ørefigenet.

Da hun kom dertil, lagde Jens en Haand over Øjnene og fniste paa den

mærkværdigste Maade.

Men hun lagde heller ikke Skjul paa, at det havde fristet hende

stærkt, da hun den foregaaende Dag troede, at han gjorde hende et

Ægteskabstilbud, og til nærmere Forstaaelse fortalte hun ham alt,

hvad hun havde drømt om at skulle opnaa sammen med Ditlevsen. Hun

troede nok, at det var ham, der havde indgivet hende denne urokkelige

Tro paa Rigdomslykken, hun var selv forundret ved, at da det kom til

Stykket, brast denne Tro, skjønt hun i Mellemtiden havde prøvet til

fulde, at Fattigdom, Slid og Forladthed er en tærende Husstand.

Hun udgød hele sit Hjærte for ham; blot det, at Kjælderen i Store

Kongensgade ogsaa havde spillet sin Rolle, talte hun ikke om.

Da hun endelig var færdig, fandt hun Jens siddende tæt ved Siden af

sig med hendes venstre Haand i begge sine.

»Du sagde før,« begyndte han, men gik i Staa, da Line trak sin Haand

til sig, og han kunde ikke faa fat i Traaden, før han paa ny havde

grebet Flygtningen og lagt den i et endnu snævrere Fængsel end før.

»Du sagde, gode Line, at du vilde betro mig dine Sorger til Gjengjæld

for, at jeg fortalte dig mine Glæder; men jeg har ogsaa havt Sorger.«

Han skød Øjenbrynene højt op.

»Maa jeg fortælle dig mine?«

»Ja, ja. Lad os fortælle hinanden alt, Jens!« udbrød hun ivrigt.

»Jeg har lige siden -- -- men det kan være, jeg alligevel helst

skulde tie stille.«

»Siden du kom til Kjøbenhavn« -- hjalp hun.

»Nej, siden jeg var Dreng holdt af dig, Line, og da vi vare blevne

voxne, var du mig aldrig af Tanker, men saa kom Ditlevsen, og jeg var

kun en stakkels fattig Skomager. Nu har vi saa underligt fundet

hinanden igjen; -- -- men det er maaske en Skam af mig at sige saadan

noget, for du har det meget nettere her i dit Kammer, end jeg kan

byde dig det. Der er saa sort og skummelt og ensomt i min Kjælder, og

der lugter saa stramt af al den Sværte, men det er jo den, vi skal

leve af.«

»Jeg fortjener hverken dig eller din Kjælder, Jens,« sagde hun

sørgmodigt, men i Stemmen vibrerede en Klang af Hvile, Lykke,

Haabsopfyldelse.

»Jo du fortjener det, der er titusende Gange bedre,« udbrød han

stormende og slog sin Arm om hendes Skulder. »Vil du ha mig?«

»Vil du ha _mig_?« sagde hun med et soldrukkent Smil og lagde sig ind

til hans Skulder.

Og Jens forstod, at han havde hende, helt og holdent. Det var ligesom

han selv kunde fornemme, hvor trygt og godt hun hvilede op til ham.

Hendes Legeme passede saa nøje i hans Favn, hendes Hoved laa som

Barnehoved mod Vuggepude mellem hans Kind og Skulder. Han vovede ikke

at røre sig, men sad bomstille og faldt hen i de lykkeligste Tanker

over, at denne fjærne Skovstrupdrøm nu var gaaet i Opfyldelse

alligevel. Og han ræsonnerede over sin Lykke, thi han var en gammel,

fornuftig Svend, som ikke kunde lade være at ræsonnere. Havde han

faaet hende, da han første Gang var paa Vej med sit Frieri, da hun

havde de store Forestillinger i Blodet og faaet ikke saa lidt Smag

paa det kjøbenhavnske Liv, medens han var en fattig Landsbyskomager,

hvad var der saa bleven af Lykken? Saa havde han nok ogsaa faaet

andet at bruge sin Tid til end at tænke paa Sværte. Og Sværten var

dog noget helt andet end Skomageriet. Det var heller ingenlunde

umuligt, at han engang kunde blive rig ved sin Sværte -- det saâ

grumme stærkt ud til det, og saa blev det maaske ham, der kom til

at virkeliggjøre den Drøm, i hvilken Ditlevsen havde været

Hovedpersonen. Men han var ogsaa vis paa, at Line ikke havde givet

ham sit Ja i dét forfængelige Haab, saa havde hun jo ikke sagt nej

til Nielsen, da hun troede, han kom i reelle Hensigter; han var vis

paa, at de tænkte ens i Hovedsagen, at det, der byggedes bedst

paa, var stille, dagligt Samarbejde i Kjærlighed og indbyrdes

Fortrolighed. Det var dog nok det ene solide, hvad det saa ellers

kunde blive til med Rigdommen.

Han sad og stirrede lige over Bordet hen paa Kommoden, skød

Øjenbrynene op og ned og gjorde Grimacer til Lampen, sluttede engang

imellem Fingrene tættere og Haanden fastere om hendes Liv, lod sin

Kind stryge sagte mod hendes Pandehaar og vaagnede endelig op af sine

Tanker ved at undre sig over, at hun blev ved at ligge saa stille.

Saa gjorde han en Bevægelse for at faa et Glimt at se af hendes

Ansigt. Hun drog et langt Suk og løftede Hovedet.

»Jeg sov,« sagde hun og saâ forundret paa ham, lagde sig op til ham

igjen og sagde stille:

»Hvor jeg er lykkelig!«

Hun lagde sin højre Haand op om hans venstre Skulder og vedblev

smaasnakkende:

»Hvad tror du, jeg bryder mig om, at der er skummelt og lugter stramt

i din Kjælder? Hvad tror du, jeg bryder mig om at være rig, om jeg

ogsaa kunde blive det? Jo saa taabelig _har_ jeg været, for jeg

mente, at det var det ene solide. Men nu véd jeg, at det ene solide

er en god, trofast, kjærlig Blanksværtemand som du. Og du skal nok

se, hvor det skal lyse op i Kjælderen, naar jeg kommer; med

Ensomheden er det jo ogsaa forbi, naar vi herefter bliver to. Og hvad

var det du sagde om en ny Medhjælper -- jo nu har du rigtignok faaet

Medhjælper, kan du tro.«

»Ja Gud ske Lov og Tak for den Medhjælper,« svarede Jens kjærligt.

»Du skal ogsaa nok faa din Part af Arbejdet, for det mener jeg er det

aller morsomste, at vi kan hjælpes ad. Bare det ikke var saadan et

slemt sort Arbejde!«

»Tror du det er fint at skure Trapper, blanke Støvler og børste

Kakkelovne? at fare fra Sæbe og Soda til Isenfarve og Trippelse?

Sikke nogle Hænder jeg har!« sagde hun og holdt sin Haand op for hans

Øjne.

»Og sikken en Medhjælper jeg har,« raabte han jublende og slog begge

sine Arme om hende.

* * * * *

Saa snart det lod sig gjøre, det vil sige et Par Dage hen i det nye

Aar, holdt de deres Bryllup. Og det var mærkværdigt, hvor Afsætningen

paa Sværte, baade den gamle og ny, steg den samme Vinter; man skulde

tro, at Alverden pludselig var falden paa at ville trodse sig gjennem

Sne og Søle i Blankstøvler og Fjedersko -- det var som om Tran og

Fedtsværte ikke mere var til at opdrive. Jens følte al den Tryghed og

Veltilfredshed, som en saadan stigende Omsætning formaar at skabe i

en Fabrikant og Handelsmand; dertil nød han i fuldt Maal sin nye

Værdighed som lykkelig Ægtemand. Men lige fra hans og Lines

Forlovelsesaften spirede i hans Sjæl en Plan om en egen raffineret

Overraskelse, han agtede at berede Line, en større Anskaffelse, som

hun ikke maatte have mindste Nys om forud. Den blev vel et Par Gange

skudt til Side, thi naar der sættes Bo paa den Maade, Line og Jens

satte Bo, saa har en flink Husmoder jo altid grumme meget at attraa i

Retning af Gardiner, Linnedskab og Køkkentøj, som et Ungkarlehjem

ikke skjænker en Tanke, og naar Omsætningen og Afsætningen tager

Kæmpeskridt, stilles der ogsaa fra den Kant store Krav til

Pengekassen; men hver Gang den sølverne Flod i Kassen atter begyndte

at stige, dukkede Planen op paa ny, og hver Gang med voxende Styrke

-- og Planen var en Kaabe.

Den skulde være af sort Plüsch med Pelsværk. Jens havde under Haanden

faaet listet ud af Line en nøjagtig Beskrivelse af den Kaabe,

Hestehandleren havde havt saa liden Fornøjelse af, og det var hans

Agt at kjøbe med det første én, der kunde sige Spar to til hin.

Planen blev udført i Slutningen af Januar; Kaaben var saa meningsløs

dyr, at Jens ikke havde Anelse om, at der gaves Klædningsstykker til

en saa fabelagtig Pris, og regnede ud, at den repræsenterede en Sum

lig Fortjenesten paa saa og saa mange tusende Sværteæsker. Men nu var

det besluttet.

Fastelavns Søndag spadserede Line ved sin Mands Arm i stille, høj

Solskinsfrost ud ad Store Kongensgade til Langelinje i den nye Kaabe.

Overraskelsen var lykkedes fuldkomment. Jens gik hen ad Fliserne,

svang sin Stok og nød sin Triumf under mangfoldige Grimacer med sit

lykkelige Ansigt og under store Øjenbrynsoptrækninger.

»Se, se!« hviskede Jens og hentydede til en Dame, der gik lige foran

dem. »Der er en Kaabe lige som din. Du skal se, det er en Grevinde.

Men din staar ikke tilbage. Vel, Line?«

Line tog et fast Tag i hans Arm. »Lad os engang se paa dette!« sagde

hun og drog ham hen imod nærmeste Butiksvindue.

»Er der noget, du har Lyst til?« spurgte Jens og lod Blikket

løbe raadvildt om bag den store Spejlglasrude -- det var et

Herrehatte-Udsalg.

»Jeg kjender den Kaabe,« sagde Line. »Det var den, jeg skulde have.

Jeg kjender den paa Snorepynten bag paa.«

»Er det muligt, Line?«

»Og jeg kjender ogsaa hende, som har den paa. Det var Mads Mogensens

Lavra.«

»Herre Gud,« sagde Jens. »Er hun bleven saa fin nu, og hun var i

saadan en jammerlig Forfatning, da jeg sidst saâ hende -- du véd nok

den Aften, jeg mødte hende.«

»Stakkels Lavra!« sukkede Line og knugede sig ind til sin Mands Arm.

»Lad os gaa ned ad Bredgade!«