Julen nærmede sig. Line sad ved Lampen i sin Stue og strikkede med
lange Træpinde paa et stort Uldtøj; saa bankede det paa Døren; hun
rejste sig og lukkede op.
Nielsen hilste og traadte ind; han havde en stor Pakke under Armen i
blankbrunt Papir.
»Her har jeg noget med, som jeg vil bede Dem se paa -- og gaa med,
hvis De synes om det,« sagde han, idet han lagde Pakken paa Bordet og
skar Seglgarnet over.
Halv forlegen, halv spændt traadte hun til.
»Vil De selv være saa god at pakke op,« sagde han videre og satte sig
paa den Stol ved Bordet, der stod nærmest, noget anstrængt af Byrden
og de mange Trapper.
»Jeg véd snart ikke, hvad jeg skal gjøre ved Dem, Nielsen,« svarede
hun. »De kommer med den ene Foræring til mig efter den anden. Jeg kan
jo aldrig gjengjælde det.«