VII.

En graakold Novembermorgen gik Line ind ad Vesterbrogade, til »sit

Sted«; hun var i tærnet Shawl, Kyse og gamle Støvler. Der saâ hun en

Mandsperson staa og kige ind ad Vinduet til en Skomagerbutik, og det

var umuligt at tage fejl -- det var Jens Skomager.

I det samme vendte han sig for at gaa videre; deres Øjne mødtes. Han

studsede; han havde ogsaa kjendt hende.

Han løftede forlegent paa sin Hat, og hun rødmede over sin fattige

Dragt -- den mindste Smule Blod mere i dette hudskære Ansigt var

strax synligt --; men begge to standsede de og gav hinanden Haand.

»Det var da morsomt«, sagde Jens og slog Øjnene ned med en Grimace,

som han skulde gaa i Jorden af Blusel.

»Ja du bor jo her«, sagde Line; »det har gamle Maren Kirstine, der

holder Hus for Nielsen, fortalt mig. Hvordan har du det?«

»Aa jo, aa jo!« svarede Jens og smaapikkede i Stenbroen med sin

Stok. »Saa du kommer hos Nielsens, kan jeg forstaa. Han er en flink

Mand, vakker Mand -- meget vakker.«

»Ja jeg har ingen Grund til at sige andet. Han har bevist mig meget

godt i Sommer. Han har lovet at skaffe mig Arbejde paa en Fabrik,

naar der tilbyder sig en Plads, der er værd at tage mod; jeg kommer

der altid, naar de skal vaske, og han betaler mig hver Gang to

Kroner. Det er _hans_ Taxt, siger han.«

»Vist saa, vist saa«, bekræftede Jens, »meget vakker Mand, Nielsen.

Jeg kan forresten godt gaa lidt med her ind ad, saa kan vi følges ad.

Det var helt morsomt, at vi skulde mødes.«

»Og du laver Blanksværte?« spurgte Line.

»Jeg laver Blanksværte. Jeg bestiller ikke andet.«

»Og det gaar godt?«

»Meget godt. Aa jo, meget godt. Men det er altsammen i sin

Begyndelse.«

»Du har da nok ellers været her et Par Aars Tid nu, har du ikke?«

»Jo vist saa, vist saa. Jeg har været her i et Par Aar, men et Par

Aar er ikke saa meget. Du skal forstaa, jeg havde det smaat med

Penge, og der skal meget til at sætte saadan noget i Gang. Nielsen

var forresten den Mand, der tilbød mig fem Hundrede Kroner til at

begynde med, endnu mens jeg var i Skovstrup; han vil gjærne hjælpe

Folk; han er af den Slags, som fortjener at have Penge mellem Hænder;

men jeg mente, at det var bedre at staa paa egne Ben. Det gaar

langsommere, men saa staar man for det hele selv og faar det, som man

vil have det. Jeg sagde nej Tak. Nu kunde jeg faa to Tusend Kroner,

dér og adskillige andre Steder, men jeg hutler mig igjennem med det,

som jeg bedst kan; jeg lirker mig frem og passer det hele selv, saa

bliver det gode Varer, og saa lærer ingen mig Kunsten af.«

»Hvem har du hos dig?«

»Jeg er ene, aller mutters alene.«

»Men er det dog ikke trist?«

»Aa jo, somme Tider. Den gamle døde jo«, forklarede Jens og trak

Øjenbrynene til Vejrs. »Han var et Brumlehoved, men vi var saa igaaet

med hinanden. Jeg savnede ham svært i Førstningen, men jeg har altid

travlt og altid fuldt op at tænke paa, og saa gaar Tiden, uden at jeg

mest véd, hvor den bliver af. Jeg kjender heller ingen, det vil sige,

som jeg saadan bryder mig videre om. Her er Folk nok i Kjøbenhavn,

men hver har geménlig nok i sit. Nu gaar jeg i denne Tid og brygger

paa en ny Slags, en flydende Sværte, som skal sættes paa Flasker. Hun

bliver god, tænker jeg, naar jeg først faar den færdig; men det er

den ikke endnu.«

Line havde naaet »sit Sted«, og de skiltes; men hele Dagen tænkte

hun paa Jens Skomager. Det var saa underligt, saa ubegribeligt, at

den firskaarne, kejtede Svend gik her inde i nobret Overfrakke med

lavpullet Filthat, Spadserestok og Blankstøvler, han som hun regnede

for saa lidt, den Sommer hun syede paa Udstyr, -- han som tog sig saa

uanseelig ud hin Eftermiddag paa Perronen ved Siden af hendes store,

smukke Murer, der skulde blive Bygherre med femten Tusend i Indtægt

om Aaret, hvis han havde levet. Det var ogsaa underligt, at Nielsen

havde tilbudt ham saa mange Penge, og at han havde afslaaet dem uden

videre, fordi han vilde staa paa egne Ben og klare sig selv. Hun

kunde ikke lade være at tænke paa, hvordan Ditlevsen og hans

Kompagnon, den Sommer de byggede for egen Regning, maatte søge

Prokurator og maatte optage Laan paa stemplede Papirer og finde paa

hundrede Udveje for at faa deres Arbejde til at gaa. Hun havde lige

havt paa Munden at fortælle ham, at Nielsen i Eftersommeren havde

foræret hende til en ny Kjole -- Maren Kirstine fik én samme Gang --

og betalt Syløn og alt Tillægget; det var dog godt, at hun tav

stille, naar han var saa finfølende. Ja det var underligt, at _hun_

tog mod Almisse af Nielsen, _han_ afslog blot et Laan. Hun følte en

voxende Agtelse for denne løjerlige lille Knort med samt hans

Sværte, baade den faste og den flydende.

Hos Jens havde Mødet med Line vakt gamle og glemte Fornemmelser til

Live igjen, saa han først kom rigtig til sig selv, da hun var borte.

Derfor glemte han ogsaa blandt meget andet at spørge hende om, hvor

hun boede, skjønt -- --; det passede sig vel ikke engang for ham at

besøge hende.

Men var det ikke tidligere ret gaaet op for ham, at han var ene, saa

gjorde det nu, da han kom hjem til sin Kjælder. Det alvorlige, det

stille og solide, der lige fra Barn af havde været hos Line, tiltrak

ham som noget beslægtet; han havde en uvilkaarlig Følelse af, at

denne Natur kunde smelte sammen, blive ét med hans, at han kunde

stole paa hende, betro hende alle sine Planer, alle sine Ønsker og

Tanker, og at de vilde finde en Sangbund hos hende. Og fra den Dag af

tænkte han oftere paa sin Fader end i lang Tid, følte Trangen større

til at meddele sig; fra den Dag af blev Ensomheden ham mangen Gang

tung.

Allermest den Dag, da det efter de Hundrede af mer eller mindre

mislykkede Forsøg endelig var lykkedes ham at fremstille sin flydende

Sværte saaledes, at den tilfredsstillede alle berettigede Krav. Han

følte da en saa stor Trang til at tale med nogen om sin nye

»Opfindelse«, at Ensomheden ligefrem blev uudholdelig. Men hvem

skulde han meddele sig til? Til Line naturligvis, til hende og ingen

anden.

Han vidste jo, hvor »hendes Sted« var, og hvad Tid hun mødte der om

Morgenen; han vilde dog forsøge, om han ikke kunde træffe hende der

igjen. Men der var længe til Morgen, hele den lange Nat og et Par

Timer endda, thi Klokken var først ni. Det var for tidligt at gaa i

Seng, naa! han havde ikke været ude den hele Dag; han kunde jo gaa

sig en Aftentur, gaa en Vending ud forbi Tivoli; han vilde derefter

sove desto bedre.

Da han var kommen forbi Tivoli, vilde han dog med det samme forlænge

Turen hen til Vesterbros Torv; det var der i Nærheden, Line havde sit

Sted; han havde ikke lagt Mærke til Numeret, men kunde godt huske,

hvorledes Bygningen saâ ud; det kunde være morsomt nok at se, om han

ogsaa ved Aften kunde finde det. Og hvis nu Line havde været der i

Dag og hjulpet til ved en større Rengjøring eller noget saadant -- --

og nu gik han og anstrængte sig for at finde en eller anden rimelig

Grund til, at Line paa denne Tid af Døgnet atter lod sig møde, og

medens hans Indbildningskraft skabte Tilfælde paa Tilfælde, og hans

sunde Fornuft lige saa hurtigt atter slog dem ihjel, naaede han

Torvet og fulgte Fliserækken ud over den temmelig mørke Plads.

Pludselig strøg en Kaabe ham paa Ærmet. Han fôr op af sine Drømme og

hørte sig tiltalt af en spæd Kvindestemme.

»Skole vi to inte »flisére« lidt?«

»Vabeha?« sagde Jens forbløffet, stod stille og tog til Hatten for to

dameklædte Skikkelser, der havde hinanden under Armen og nu ligeledes

standsede. De lo dæmpet begge.

»Er Herren Enkemand?« spurgte _hun_ igjen, som først havde talt. Hun

var lille; over Muffen og Pelskraven lyste et spidst, guligt Ansigt;

hun naaede kun sin Ledsagerske til Skulderen.

I det samme begreb Jens Situationen; han blev rød af Undseelse og lod

et næsten forbitret Øjekast fare hen over dem begge, idet han vendte

sig for i Tavshed at fortsætte sin Gang. Men idet hans Blik strejfede

den højes Ansigt, studsede han.

»God Aften, Lavra! Naa saadan! se se!« udbrød han med en særegen

Betoning og lod Øjenbrynene gaa usædvanlig højt til Vejrs.

»God Aften, Jens!« svarede hun spagfærdigt, »Guj, er det -- -- Dem?

saa De kjendte mig værkelig inte. Jo jaj ku strax kjende Dem paa

Gangen, og saa sagde jaj til min Veninde, om vinte sku ha ledt Grin,

faa de va en af mine Bekjendtere.«

»Ja vel«, udbrød den lille, »og jeg viger for denne ældre Flamme. God

Nat, Børnlille!«

Dermed forsvandt hun i Strømmen ind efter Byen. Jens og Lavra stod

begge en Del forlegne over for hinanden. Jens skammede sig paa Lavras

Vegne, og hun ikke mindre, fordi hun af Jenses Grimace strax havde

set, at han tog hendes Forklaring for det, den var.

»Det er ellers ikke værd, at vi er fornemme,« sagde Jens og borede

med sin Stok mellem to Fliser. »Vi maa da nok helst sige du til

hinanden lige som altid. -- Hvordan gaar den ellers?«

»Som du ser,« svarede hun i en dump Tone, der intet skjulte.

»Det var nok heller ikke noget godt Selskab, du der var kommen i,«

sagde Jens igjen og følte stor Ynk med hende.

»Vi kan ikke være lige fromme alle sammen.«

»Det kommer meget an paa, hvad vi selv vil. Du skulde ligodt holde

dig fra den Slags, Lavra,« sagde Jens, voxende i Sikkerhed.

»Tror du?«

»Ja for det ender i Usselhed.«

Hun begyndte langsomt at gaa -- Jens fulgte hende.

»Du er dog et stort og stærkt Fruentimmer og forstaar vel nok at tage

fat. Naar du vil, maa du vist paa en skikkelig Maade kunne tjene til

dit Underhold, uden at du saadan har behov at kaste dig hen. Naar

man har kun sig selv at sørge for, saa kan man, enten man er Karl

eller Pige -- --«

»Véd _du_, hvad jeg har?« spurgte hun og fôr med Lommetørklædet til

Øjnene.

»Har du -- -- er du gift da?«

»Nej desværre, men jeg har da været forlovet ligesom andre ordentlige

Folk.«

»Slog han op?«

»Ja -- til alle Sider og paa alle Maader, og det gjør han den Dag i

Dag. Snart har han én, snart en anden, men mig fik han tøjret godt

nok først, og tror du, han betaler saa meget som en Øre til Barnet,

eller at jeg kan komme nogen Vegne med ham?«

»Det er rigtignok en beklagelig Relighed,« sagde Jens og rystede paa

Hovedet.

»Det er nu to Aar siden. Jeg fik Barnet ud, for det kunde jeg jo ikke

sætte mig hen med her, saadan som de gjør paa Landet. Jeg tog

Tjeneste igjen; sidst var jeg i en Beværtning derude efter

»Belvedére«, hvor de byggede i Sommer. Og jeg fattede Haab paa ny;

det saâ endnu engang ud til, at det kunde blive godt alt sammen. Der

var en Murer, en stor og kjøn Karl og en dygtig Arbejder, om

endskjønt muligvis nok noget vidtløftig; men der er jo ingen

fuldkommen. Han vaklede mellem mig og en anden, og vi to Fruentimre

førte Krig paa Liv og Død om ham. Men en skjønne Dag snød han os

begge og rejste til Amerika med en Naalemagerenke, og saa opgav jeg

det hele. Det andet Fruentimmer og jeg sluttede Forlig; det var

hende, jeg fulgtes med før, og nu bor vi sammen. For naar man skal

give næsten hele sin Maanedsløn til Kostpenge for saadan en stakkels

Unge, og man gjærne vil følge en Smule med Tiden i Klæder, og hvad

der hører til moralsk Dannelse, saa kan den aldrig balancere. Det

hele er indrettet saadan for mig, at enten skal jeg krepere eller

ogsaa -- --« hun brød ud i en fortvivlet, undertrykt Hulken. »Aa Gud,

ja det er Elendighed og Usselhed, hvordan vi vender det. Far vel,

Jens! Gaa nu din Vej, og Tak, fordi du vilde kjendes ved mig!«

»Dersom du ikke vil forsmaa en ringe Hjælp --« sagde Jens og tog sin

Portemonnæ frem. Han rakte hende en Tokroner. »Værsgod, Lavra! men se

for alting at komme ud af det slemme Selskab, ellers gaar det dog

rent galt.«

Han skyndte sig hjem ad. Han havde næsten helt glemt, hvad han var

kommen ud paa Vesterbro for, saaledes havde det rystet ham, dette

Møde. Nej, da var Line af en anden Slags Tømmer. Han var vis paa, at

ihvad der end timedes hende, kunde hun aldrig komme ind paa den Vej.

Stakkels, stakkels Lavra! Stakkels varmblodige, legemsvakre Piger,

som med tusende lykkelige Forventninger kaste eder ind i det

brogede, hvirvlende Liv og høste Skyld, Nød og Usselhed, hvor I have

saaet Ungdom, Livsstyrke og vaarlyst Haab.

Stakkels mange Lavraer!

Jens syntes ret at skulle faa sin Gang paa Vesterbro, men det gik da

forresten hans Sværte ligesaa, thi det var den Del af Byen, hvor den

havde størst Afsætning. Tidlig den næste Morgen var han altsaa paa

Vej igjen; rigtignok kunde Line have skiftet Sted mange Gange, siden

han saâ hende sidst, og det var jo ogsaa i høj Grad tvivlsomt, om den

Tid, han sidst traf hende, var hendes sædvanlige Mødetid. Jo længer

Jens kom ud, desto mere haabløs syntes ham hans Gang.

Han kunde naturligvis gaa hen paa Gamle Kongevej og faa hendes

Adresse hos Maren Kirstine; men dels var han bange for, at et saadant

Skridt skulde tydes forkert, dels brød han sig heller ikke om at

knytte nærmere Forbindelse med Nielsen paa ny -- nu fik Lykken raade.

Og Lykken var ham god -- -- der kom hun.

»God Morgen,« sagde han og vendte strax om. »Skal vi følges ad?«

Der gik et lyst Smil over hendes Ansigt.

»Du er jo alt for fin til at følges med mig,« sagde hun.

Han smaafniste og trak Øjenbrynene op.

»Nu har jeg den »flydende«.«

»Nej vel! Saa gratulerer jeg.«

»Tak. Den skal bare smøres paa med en blød Pensel. Og véd du, hvad

der er Dyden ved den?«

»Naa?«

»Der er ikke Spor af Lak eller Fernis i den. Den gjør Læderet blødt

og holdbart og har en udmærket Glans.«

»Hvordan finder du dog paa alt det, Jens?«

Jens gjorde alskens sælsomme Grimacer til det Spørgsmaal og besvarede

det ikke ellers. Derimod vedblev han:

»Jeg kunde ikke lade være -- jeg mente, jeg skulde ud at fortælle dig

det. Men det er sandt, hvor bor du, Line? Det var dog morsomt nok at

vide det.«

Hun sagde ham sin Adresse.

»Gik du herud for det samme? Det er jeg glad ved, Jens.«

»Er du? Aa jeg gaar saa alene med alt mit, skal jeg sige os. Jeg

vidste jo ikke, om det kunde interessere dig synderligt, men du har

det paa en Maade lige som jeg. Du er ogsaa temmelig ene, og saa véd

jeg ikke -- det kom saadan over mig.«

»Jeg skal aldrig være gladere,« sagde hun rørt, »end naar du vil

fortælle mig alt, hvad du trænger til at fortælle. Og det skal heller

ikke komme videre end mellem os. Gud ske Lov, at det gaar saa godt

fremad for dig, Jens!«

Saa skiltes de. Hun kunde, da hun gik op ad Trapperne, ikke lade være

at smile ad en saa enkel Livsgjerning som den at lave Blanksværte,

men hun maatte alligevel, enten hun vilde eller ej, skjænke denne

Sværte sin udelte Sympathi.