VI.

Mellem Vesterbrogade og Kalvebodstrand voxer et nyt Arbejderkvarter

op under de stolt klingende Navne: Absalonsgade, Danebrogsgade,

Saxogade og Øhlenschlægersgade, korsskaarne af Matthæusgaden og

Istedgaden. Sommer og Vinter bygges her, Aar for Aar krybe de lange,

snorlige Gader endnu et Stykke længer ud mod den gamle Jærnbanevold

og Kysten med taarnhøje Huse paa en i Hast opfyldt Sumpgrund. Naar

man en tidlig, stille Sommermorgen staar der ude med Ryggen mod den

voxende By, hviler der noget usigelig ensomt og blidt over dette

Kystlandskab. Foran os ligger Kalvebodstrand, der vilde flyde i ét

med den blege Luft, om ikke Amager som en Blyantstegning laa og

zitrede paa Grænsen i Sollyset. Fiskerbaade, nogle med røde, andre

med hvide Sejl, glide lydløst ind imod Langebro, hvor Frederiks og

Frelsers Kirker hæver sig over Kristianshavns lave Volde, og høje

Dampskorstene tage Maal af det gamle Sneglespir. Vender man sig saa

fra Solen og den stille Kyst, møder Modsætningen os i al sin

Skarphed. Paa et oprodet Terrain med dybe Grøfter, udstukne Gader,

gamle Pilehegn og uhyre Affaldsdynger taarne sig de ufærdige

Nybygninger med deres blinde Bagsider paa Kryds og tværs; det er som

saâ man ind mellem en Mængde endestillede Kæmpeæsker, Vrangsiden

af et Theaters vældige Sætstykker. Det er disse Huse, af hvilke

nogle siges at skulle indeholde Beboelsesrum for et hundrede og

tredsindstyve Familier. Og fra denne Forgrund trække de ligeløbende

Gader sig perspektivisk ind, stedse mere graa, mere snevre og

mylrende, tabende sig i en rødgraa, uigjennemtrængelig Kultaage. Paa

hvert Hjørne af disse Gader bor en Værtshusholder -- han er den

første, som flytter ind i det nye Hus, -- endnu medens Tømrere,

Murere, Malere og Snedkere rumstere i det Indre, endnu før der er

Lofter, Vinduer, Trapper har han indrettet sig i sin Hjørnekjælder,

er Økonom paa Pladsen, og naar Kvarteret efter faa Aars Forløb er

færdigt, naar Larmen af de tunge Mørtelvogne, de gjaldende

Hammerslag, Arbejdernes høje Varskoraab er dragen længere bort, har

Værtshusholderen tjent sig en Formue; -- han har solgt Bajere til

otte Øre og Smørrebrød til sex.

Nu og da lagde P. Nielsen sin Morgentur om ad Kvægtorvet -- Livet

der ude vakte gamle Minder, jævnlig var ogsaa der Bekjendte at

træffe. Saaledes en Formiddag kort efter Mødet med Lars Tops Line.

Fra Kvægtorvet fulgte han Jærnbanevolden til Saxogade; derfra

skraanede han gjennem det nye Kvarter op efter Vesterbrogade. I disse

Egne traf han uventet en af sine gamle Hestepassere, og denne viste

en saa rørende Hjærtensglæde over at se sin fordums Husbond, at denne

ikke godt kunde undlade at traktere ham med en halv Øl paa det

nærmeste Kjælderhjørne. Beværtningen bar det velklingende Navn »Café

Kalveboderne.«

I den forreste Stue sad en Del Mursvende i Arbejdstøj ved deres

Frokost. Nogle af dem havde deres egne Madpapirer, andre lode Kaféen

servere Frokosten. Den bestod da hyppigt af et stort Stykke stegt,

dryppende Flæsk og en Rundtenom tørt Rugbrød. Brændevin og Bajerskøl

var der i Overflødighed.

Værten stod bag Disken og tørrede Glas af i et miserabelt

Viskestykke. Han var endnu ung og spinkel med et tyndt, gult

Overskjæg, var iført en graa, strikket Trøje med brun Bort og havde

nedfaldende otte Dages Flip med en gul Knap som Centrum i Stedet for

Sløjfe.

»To Tuborger!« sagde Nielsen uden at rokke sin Hat og sendte

Værtshusholderen et overlegent Blik i Forbigaaende.

»Meget gjærne,« svarede den tynde i Uldtrøjen, slog lynsnart

sit Viskestykke over Skulderen og røg foran Nielsen ind i en

bagvedliggende Skumring, hvor han gav sig til at overfare et lille

gult Bord med fornævnte Viskestykke, saa Bordet smaadansede paa alle

fire.

»Værsartig, mine Herrer! Tag Plads! Det var to Tuborg -- skal ske!«

I det samme hævede Mursvendene Taflet og forlod Lokalet. Værten kom

med Øllet. Hestepasseren, en lille, tyk Mandsling, begyndte at gjøre

Rede for de sidste Aars vexlende Skæbner.

Nielsen sad saaledes, at han gjennem den aabenstaaende Dør kunde se

ind i den forreste Stue med et Hjørne af Murernes Bord til venstre i

Forgrunden, og i Baggrunden over det Buffeten, bag hvilken Værten

atter var i Færd med sine Glas. En høj, mørkhaaret Pige kom ind paa

et Raab af Værten og begyndte at aftørre Bordene og rydde op efter

Svendene. Da det var gjort, vendte hun sig mod Værten med et

Spørgsmaal; hun stod lige op og ned og støttede den højre Haand mod

Murernes Bord, saaledes at hun vendte Ryggen til Bagstuen.

Hestepasseren havde lagt Armene paa Bordet, sad fremadbøjet med sit

Ølkrus lige under Næsen og lod Munden ustandseligt løbe. Nielsen

havde Øjnene ved den kjønne, ranke Tjenestepige med de brede Hofter,

den brune Nakke og den blottede Arm med dens lille, røde Albugrube.

»Var han inde her til Frokost?« spurgte hun Værten.

»Nej.«

»Og der blev inte talt om ham?«

»Ikke det jeg hørte.«

»Han har naturligvis været i Skoven med hende igaar. Den er da

tydelig nok.«

Idet samme blev Yderdøren slaaet op, og en garderhøj, ung Mand med

solbrændt Hud, regelmæssige Træk og sort lille Kindskjæg traadte ind.

Overfrakke, lyse Benklæder, Hatten i Nakken og støvede Støvler.

»Nej, der er han!« udbrød Pigen med en glad Latter og vendte sig mod

Døren, saa Nielsen fik Profilen af hendes Ansigt.

»Hvor kommer De fra, Jensen?« spurgte hun kjækt, endnu før han havde

faaet lukket efter sig.

»Hvor jeg kommer fra! Jeg kommer fra de grønne Græsgange og fra

mangfoldige Steder, mit Lam,« svarede Mandspersonen og blev staaende

et Par Skridt indenfor Døren med Hovedet en Smule paa Skraa, som om

han angrede det.

»Det vil jeg tro. De ser ud til, at De har været med. Hvor har De

været?«

»Et Sted véd jeg, hvor jeg ikke har været.«

»De vil kanske bilde mig ind, at De ikke har været i Skoven?«

»Nej, min Snut, i Skoven var jeg.«

»Hvor er det saa, De ikke har været?«

»I Seng, natyrlig.«

Han brød ud i en hæs Latter, slingrede hen imod Disken, idet han gav

Hatten et Skub, og sagde til Værten:

»En Bitter og en Vand.«

Derpaa slog han atter et Slag tilbage, stak Hænderne i Lommen og stod

en Stund og saâ ud af Dørens Gitterrude, medens Værten skjænkede en

tjærerød Bitter og satte den tillige med Sodavandsflasken frem paa en

Bakke af galvaniseret Jærn.

»Savnede De mig noget igaar, Lavra!« spurgte han og vendte sig.

»Jaj!« udbrød hun foragteligt. »Hvor falder det Dem ind?«

»De var vel paa Træk med lille Schenck?«

»Naa da!« udbrød Lavra og slog med Nakken.

»Jeg savnede Dem enormt, ganske enormt.«

»Det gore De vist. De var mutters alene derude, kan jeg tænke.«

»Ja ser De, hvad Ensomhed anbelanger -- --«

»Jeg véd det, Jensen. De tog bare ud i Skoven for at grublisere. De

gik hele Daen lige fra om Morningen og kigede efter en Gren, De

kunde hænge Dem i. Man kan jo se det paa Dem, saa medtaget De ser

ud.«

»Hold inde med Chargeringen, Lavra!«

»Tilstaar De, at Dora var med?«

»Hold inde, ber jeg. Nævn ikke det Navn. Hun er et grusommeligt

Pigebarn.«

»Naar er det gaaet op for Dem?« spurgte Lavra spydigt.

»De martrer mig, Lavra. De er ubarmhjærtig.«

»Og De er -- --. Jeg er vis paa, at Dora var med Dem i Skoven igaar.

Jeg vil dø paa, at hun var med Dem.«

»Det har jeg heller inte benægtet, mit Lam. Er det ikke netop derfor,

jeg er fortvivlet, sort, afkjørt. Ikke blot hele Daen, men hele

Natten. Det var umuligt at slippe hende. Tænk Dem, et helt Døgn med

det balstyrige Pigebarn. Hun vilde sejle og danse og ryge og drikke

og sove -- alt paa én Gang. Hun er noget af det mere anstrængende;

men nu har jeg ogsaa sagt hende, at det er uigjenkaldelig den sidste

Forestilling. Det er forbi.«

»De er væmmelig.«

»Fordi jeg gjør det forbi med Dora. Véd De hvad, Lavra! Det mener

dinte.«

»Inte?«

»Véd De, hvad det er i Morgen?«

»Naa?«

»Det er den syv og tyvende.«

»De er utaalelig.«

»Den 27de Maj holder Foreningen »Bravo« Fødselsdag. Og jeg er

Medlem.«

»Hvad rager det mig?«

»Der skal være stor Gala. Varm Forret, glimrende Orsjester, glimrende

bal paré, som er det allerfineste, der existerer. Vil De være min

Dame?«

»Til venstre Haand? Nej Tak.«

»Til højre, aller eneste! til højre, elskede Lovra.«

»Med Dora ved den venstre kanske, for en Afvexlings Skyld? Nej Tak

som sagt.«

»Ved min Murske! Jeg sværger, at Dora er død og borte for mig i al

Evighed -- jeg lod hende tage ene hjem i Morges -- -- det vil sige,

jeg bad Villumsen følge hende og se til, at hun kom lykkelig og vel

op ad sin Hønsestige, samt være lidt ridderlig imod hende: tænde

hendes Lampe og trække hendes Støvler af -- --«

»De er væmmelig, Jensen.«

»Jeg tager forresten en Droske, og hvis saa er, at De vil med, saa

holder jeg her og lader Dem hoppe ind.«

»Hvad Tid?«

»Tyve Minutter i otte.«

Han drak sin Bitter og lod Sodavandsproppen springe.

»Ge maj en Segar, Eriksen! -- -- af den flade.«

»En Segar -- skal ske. Værsartig.«

»Saa skal Dora vel med Villumsen?« spurgte Lavra og drejede en

Tændstikkeæske mellem Fingrene.

»Gaa væk! Villumsen! Tror De Villumsen er Medlem af »Bravo«. Saa

kjender dinte vor Forening, Lavra. Og Dora! Tror De Dora kan komme i

det Selskab? Naa, det gjør mig ondt for Pigebarnet, men hun er

umulig, rent umulig blandt dannede Mennesker. Ge maj Dikkerne,

Lovra!«

Hun strøg en Tændstikke og rakte ham. Da han havde tændt sin Cigar,

drak han Resten af sin »Vand« og gav Hatten endnu et Tryk.

»Nu skal det gjøre godt at komme i Seng og snue en fem, sex Timers

Tid. Far vel, min Sukkerstang! Jeg skal nok se herind i Aften, saa

tales vi nærmere ved.«

Lavra løb ud i Køkkenet. Nielsen kaldte paa Værten og smed klingrende

et Kronestykke hen ad Bordet.

»To Cigarer af bedste Sort!«

»To Cigarer -- meget gjærne.« Han kom tilbage med den flade Kasse.

»Værsartig! Sexten og tolv gjør otte og tyve. Tredive, fyrre,

hundrede -- -- værsartig.«

»Hvor har De faaet fat i den Krafttøs?« spurgte Nielsen og tændte.

»Hun har været sidst i en Kjælder paa Vesterbrogade. Hun er ellers,

saa vidt jeg véd, ovre fra Fyn!«

»Mente jeg ikke nok, jeg havde set Ansigtet før. Vi er jo Bysbørn,

naar vi ser os til. Mads Mogensens Lavra. Er der noget ved hende?«

»Hija -- hun som de andre! Denne Murer er hun helt rundtosset efter.«

»Hvad var det for en Dora? Det er vel ikke en, der for et Par Aar

siden sang i »Kisten«?«

»Jo akkurat. Hun saâ forresten meget godt ud og var ligefrem i Vælten

en Gang. Her er jo en Masse ulykkelige Djævle -- Kontorister og

Handelsbetjente, som gaar og drysser om og ikke véd, hvor de skal

gjøre af dem selv i den Smule Fritid, de har. Og saa natyrligvis

trækker de omkring efter, hvor der er nogen Ballade og Gemytlighed og

kommer paa Steder, der just inte altid er af den bedste Sort. Og hvad

det værste er, disse pur unge Mennesker, der kommer her ind fra

Provinsen, bliver begribeligvis trukken med og kort sagt, det endte

med, at hun fik en sølle Dreng paa en atten, nitten Aar, der stod i

Kræmmerlære inde paa Gastorvet, i sine Garn; han gav Junkeren, og da

hans egen Pottemonix natyrligvis snart var færdig, gik han i Skuffen.

Den blev jo snart opdaget, og hvordan det nu gik eller ikke: Dora

maatte en Tur paa Vand og Brød. Nu bor hun her omme paa Badevej og

holder den gaaende igjen, og hun og Lavra slaas for Tiden om Mureren.

Forgangen var Lavra med ham i Figaro, Dora var ogsaa mødt, og alt gik

vel til en Tid. Men da de fik noget at drikke, kom det Lavra for, som

om Mureren og Dora blev lidt for intime, og nok sagt: Lavra, der har

Lemmer som en Smed, ryger løs paa den anden, bukker begge Ender

sammen paa hende og verfer hende paa Hovedet ned ad Galleritrappen,

saa hun nær havde slaaet sig ihjel paa Stedet. Det syntes Mureren var

lidt for grovt, og en Tid lang saâ han ikke til den Side, Lavra var.

Men nu er der nok vendt Blad, lader det til; i den sidste Uges Tid er

han kommen her hver Aften.«

Just som Nielsen havde rejst sig og vilde til at forlade Kjælderen

fulgt af sin Adjutant, kom Lavra igjen ind fra Køkkenet. Nielsen gik

lige imod hende, saâ nærgaaende paa hende og gav hende Haand.

»God Dag, Lavra! Hvordan lever De?«

»Jo mange Tak,« svarede Lavra med al den Dannelse, hun kunde opdrive

og uden at røbe nogen synderlig Overraskelse. »Og De, Hr. Nielsen? Ja

De bor jo nu her i Hovedstaden.«

»Ja, paa Gamle Kongevej. Har De hørt fra Skovstrup for nylig?«

»Ikke for ganske nylig. Far og Mor er ikke store Skribentere, og de

fleste af mine Søskende gaar endnu i Skole; men jeg haaber, at alt

staar ved det gamle.«

»Ser De noget til Lars Tops Line?«

»Naj! Men hun har det nok smaat, siden Manden døde, har jeg hørt.«

-- -- Paa næste Gadehjørne skiltes Nielsen fra sin gamle Hestepasser.

Han fik Lyst til, med det samme han var i Nærheden, at opsøge Lines

Tagkammer.

Han fandt Husnummeret og begyndte at stige op ad. De vare ikke

hyggelige, disse snævre, umalede Trapper med deres knasende

Kulbrokker og smaa Mælkepytter paa Trinene, og saa et Par Børn, man

skulde passere ved hver Omdrejning. Endelig var han da, saa højt han

kunde komme. Til begge Sider aabnede sig en mørk Gang; han famlede

sig frem til højre, fandt en Dør og bankede paa; thi heroppe var der

intet Ringeapparat. Døren blev lukket op. Line var hjemme.

Hun præsenterede sig i en lys, taalelig ren Bomuldskjole, der klædte

hendes høje, fyldige Legeme godt. Hun saâ glad, en Smule smigret ud

ved Besøget og bad den store Mand træde ind i hendes ringe Lejlighed.

Hun havde lige faaet Stuen i Orden, det vil sige faaet Dyne og

Lagener ned i Sovesofaens Skuffe, faaet Bordet tørret af og givet

Gulvet et Par Strøg med en vaad Klud. Foran Sofaen stod et

firkantet, nøddetræsmalet Bord med Tæppe og Lampe, et Par Stole derom

og paa Væggen modsat hendes Kommode. Der var lysblomstrede Kapper for

Kvistvinduet og et Par Blomster i Karmen, paa Kommoden var der sort

Voxdugsbetræk, hvorpaa stod et Petroleums Kogeapparat og et Par

Kopper, af hvilke hun havde drukket sin Morgenkaffe -- den øverste

Skuffe tjente som Spisekammer. Hun var glad ved, at hun kunde tage

saa pænt mod Nielsen, at hun kunde byde ham ind i sin Stue uden at

skamme sig eller gjøre Undskyldning for dens Udseende.

Nielsen selv var synlig overrasket, næsten forlegen. Endelig drejede

han en Stol fra Bordet, satte sig sideværts med sin Stok mellem

Knæene og lagde Hatten paa Bordet.

»De bor jo saa net, Line, at det er en hel Lyst at besøge Dem. De maa

ikke tage mig ilde op, at jeg -- --. Ja nu er det jo sket, og saa er

jeg vel nødt til at komme frem med mit Ærende.«

Line indskrænkede sig til at smile forekommende uden at ane, hvor den

Indledning førte hen.

»Oprigtigt talt var jeg bange for, at De maaske ikke -- -- at De

maaske manglede et eller andet Stykke, og da vi nu er Bysbørn, og jeg

jo har begge mine Pigebørn forsørgede, saa vilde jeg spørge lige

frem om det eller ogsaa selv se mig det til, og saa skulde De have

det, enten De vilde eller ej.«

»Jeg siger Dem saa mange Tak,« sagde Line hjærteligt. »Saa længe jeg

har Helbredet, trænger jeg, Gud ske Lov, ikke til noget. Og jeg har

da ogsaa en lille Skilling i en Baghaand til at tage det første Stød

af, hvis noget skulde ramme.«

»Det glæder mig at høre,« svarede Nielsen og rømmede sig kraftigt.

»Jeg har forresten søgt efter Plads til Dem flere Steder hos mine

Bekjendte, det vil sige paa de gode Steder; men hidtil er det ikke

lykkedes mig. Det skal jo ske saadan lejlighedsvis.«

Line satte sig med et Haandarbejde for den modsatte Bordende, og de

talte sammen om forskjellige Ting. Nielsen berørte ogsaa sit Møde med

Lavra, og hvad han vidste om hendes Forhold, dog under en særdeles

modereret Form.

»Hendes Ulykke er nu den, at hun kaster sig hen til en Gast, der er

lige saa ilde faren, lige saa redningsløst fortabt som hun selv. Hvor

kan det heller gaa godt?« udbrød Nielsen indigneret.

»Nej, naturligvis -- skjønt -- -- hvad er sikkert i denne Verden?«

sagde Line tungt og tænkte paa _sin_ Murer. Han hørte dog til de

solide.

»Jo véd De hvad,« sagde Nielsen med selvbevidst Hentydning. »Jeg vil

ikke nægte, at der er meget løst, uholdbart; selv af det der glimrer

mest, er der alt, altfor meget forlorent -- Gud bevares! men der er

da ogsaa det som er sikkert, og de Folk, som man helt ud kan stole

paa. Ellers var det ikke godt.«

Hun forstod ikke rigtig Forbindelsen mellem denne sidste Bemærkning

og Æmnet, men hendes egne Tanker vare nu i det Spor, de saa ofte tog,

naar hun var ene. Derfor sagde hun:

»Jeg véd blot, at naar jeg engang ikke kan mer, saa er jeg henvist

til Fattigvæsenet og til den kummerlige Barmhjærtighed, der ydes af

Folk. Og det synes mig er saa ulidelig bittert, at naar man har slidt

og slæbt sit hele Liv og stridt og stræbt for at holde Nøden ude, at

Enden saa ikke kan fortone sig en Smule lysere.«

»Ja hvad skal man sige -- det er nu engang Naturens Orden og bliver

aldrig anderledes. Der vil altid være Folk, der har mere end andre.«

»Naturligvis. Det er heller ikke det. Men jeg kan huske fra min

Lærebog, at der stod, at enhver Stand er Gud velbehagelig og af

hannem velsignet; naar Kristendommen lærer det, hvor kan der saa i et

kristeligt Land være den Forskjel, at nogle faar, hvad de kan leve

af, lige til deres Død, og andre kommer paa Fattigvæsenet? Jeg kan nu

for Exempel huske gamle Skolelærer Bloch i Skovstrup. Da han ikke

kunde holde Skole mer, saa fik han sin Pensjon; da den gamle

Sulesnedker, som de kaldte ham, blev lam i Hænderne, kom han paa

Sognet og maatte gaa fra Dør til Dør med sin Madspand og Mælkespand.

Mon han da ikke havde været lige saa tro og flittig i sin Næringsvej

som Bloch, og var hans Stand ikke Gud lige saa vel behagelig?«

»Ja se hvad det angaar -- -- men forresten vil jeg dog sige Dem,

Line, at Regeringen i denne Tid netop arbejder paa et Lovforslag om

billige Alderdomsforsørgelser, og Meningen med dem er netop, at

enhver Arbejder ved at afse lidt af sin Fortjeneste i de yngre Aar

kan erhverve sig Ret til en anstændig Forsørgelse i sin Alderdom,

altsaa en ligefrem Pension.«

»Saa?« spurgte Line vantro.

»Jo, men jeg vil indrømme, Lovforslaget har liden Udsigt til at gaa

igjennem under de nuværende Forhold. De véd nok, at Rigsdagen og

Regeringen er paa Kant med hinanden.«

»Jeg tænkte _det_. De Folk, der sidder i Rigsdagen, faar vel ikke

selv noget Gavn af det, og saa haster det ikke. Det er altid saa,

naar der er Tale om, at de smaa skal til Fadet: det haster ikke.«

»Her tror jeg nok, De gjør de store Uret, Line, thi saa vidt jeg véd,

er det netop dem, der vil have Loven sat igjennem; men jeg har ikke

fulgt synderlig med i Politiken, saa det er Sager, jeg staar udenfor.

Jeg hører kun, hvad der siges, og det gaar mig saadan, at naar det er

en Højremand, der snakker op, synes jeg, _han_ har Ret, og naar det

er en Venstremand, der begynder at præke løs, synes jeg ogsaa dét er

billigt; nej, men vi har jo flere Fabriker her i Byen, hvor det er

indrettet saadan, at der ugentlig tilbageholdes nogle Øre af Lønnen,

saaledes at der omsider bliver en Alderdomsforsørgelse ud af det. Jeg

skal have det i Tankerne. Det var ikke umuligt, jeg kunde skaffe Dem

Indpas saadan et Sted, og skulde det engang imellem knibe med

Bidraget, saa -- -- saa længe jeg lever -- --«

»Ja mange Tak. De er altfor god mod mig, Nielsen.«

»Hør, Line,« sagde Nielsen og rejste sig, »nu skal De give mig Lov

til at se op til Dem engang imellem, og saa skal De ligeledes flittig

komme hen og se til Maren Kirstine. Hun føler sig noget ene her i

Kjøbenhavn, og jeg er jo sjældent hjemme om Aftenen. Lad mig se, De

gaar ud og holder hende med Selskab af og til, naar det passer Dem.«

Line takkede ham atter og atter for al hans Venlighed. Især dette

Haab om en Alderdomsforsørgelse kastede ligesom en hel Solstribe ind

over hendes ensomme Kvistkammer.