V.

I Skovstrup indtraf omtrent ved samme Tid og kun med fjorten Dages

Mellemrum to Dødsfald. Det ene havde man ventet længe paa, det var

gamle Niels Væver; det andet kom uformodet, det var Hestehandler

Nielsens Hustru. Det paafølgende Efteraar solgte Nielsen sin Gaard,

opgav Handelen og flyttede til Kjøbenhavn for at leve af sine Penge.

Hele Besætningen, Avlsredskaber, Kar, Baljer, gammelt Bohave og en

Mængde Skramleri blev solgt ved Løsøreauktion -- de bedste Møbler,

Sengklæder og Dækketøj tog han med sig, saaledes at han læssede

dermed en Jærnbanevogn og lod den afgaa Dagen, før han selv rejste.

En ældre Pige, der havde tjent i Gaarden i mange Aar, tog han med som

Husholderske.

Lars Top havde forestaaet Pakningen af Glas og Porcellæn, Beviklingen

af Møblerne med Halmbaand og Anbringelsen af Bastmaatter som

Overtræk, var Chef paa de tre Flyttevogne, der afgik til Stationen

med Godset, havde til syvende og sidst forestaaet Paalæsningen derude

og sad nu efter vel udført Arbejde paa Restavrationen tillige med de

tre Flyttevognskuske for at kvæge sig efter de udstandne Strabadser.

Nielsen havde givet ham fem Kroner til Fortæring, de havde i Forening

expederet et Utal af Smørrebrødsstykker med behørige Snapse og halve

Øller og vare just ved Punschen, da Toget fra Odense rullede frem

foran Perronen.

Lars Top, som i Dagens højtidelige Anledning med sine Fortænder havde

slidt Spidsen af en Cigar og derefter drejet denne et Par Omgange

langs Tungen for at styrke Dækbladet, fik blandt de udstigende Øje

paa Jens Skomager. Han bankede med et Par Fingre paa Vinduet, vinkede

og nikkede.

Jens viste sig i Døren ind til Restavrationen.

»Vil du kjøre med hejm!« raabte Lars Top og satte Damp paa.

»Hvis det ikke varer for længe her,« svarede Jens og skød med et Smil

Brynene til Vejrs.

»Vi er mejst færdige. Kom hid og sæt dig ned. La vos faa nok en Puns,

Jomfru?«

»Naa saa I sidder og punser,« sagde Jens og tog Plads hos Selskabet.

»Det gjør _vi_. Men vi har aa havt et grovt Arbe. Det var en farlig

Vægt, der var i de Kasser, og Skatolet var nær bleven vor Mester.«

»Og saa havde du vel stadig ved den tunge Ende, Lavs,« fniste

Skomageren.

»Ja du er en hejl Ka'l, Skomager. Vil du ha en Cigar?«

»Hvis hun kan trække og er værd at ryge.«

»Nu kan du prøve dig til. Væsgo, det er Nejlsen, der trakterer. Har

du været ude at kjøbe Læder?«

»Nej, jeg har solgt.«

»Læder?«

»Nej mit Hus.«

»Det er Løgn val. Er det Mejningen, at du vil flytte fra Skøvstrup?«

»Det er jitte bestemt paa inøv.«

»Hvad fik du for'et?«

»Penge.«

»Ja du er en hejl Ka'l, Skomager; men der er aldrig nøve Menneske,

der kan blive kløv aa dit Krej. Du gir val Lejkjøb?«

»I trænger jutte til nøve,« mente Skomageren.

»Vi har faaet, hvad rimeligt kan være,« svarede Lars, »men en god

Stykjæp skal vi aldrig sige nej til.«

»Jeg vil ikke ha mer denne Gang,« sagde den ene af Kuskene. »Nu er

det bedst vi ser at faa Hestene for.«

»Vi kan jo ha Lejkjøbet til Gode til Søndag Aften,« foreslog en anden

Karl. »Saa besøger vi Skomageren, og saa skal han komme til at punge

ud.«

»Kom kun I,« sagde Jens og smaafniste. »I skal være valkomne.«

»Det er et Ord,« sagde Lars Top. »Og saa drikker vi til Bunds. Skaal,

Karle! Skaal, Jens Skomager!«

Søndag Eftermiddag slog Lars Top ganske rigtig et Slag op gjennem

Byen, fik fat i de tre Karle og drog med dem i Forening til Huset med

de kornblaa Vinduer. Men den grønne Dør var lukket og laaset. Lars

gik ind hos Naboens for at forhøre, hvor Skomageren var henne, og der

fik han den Besked, at han var rejst bort, men hvor han var rejst

hen, havde han ikke talt noget om, og saa havde de naturligvis heller

ikke villet spørge, for det kom jo ikke dem ved, hvad Jens Skomager

tog sig til, naar han ellers ikke kom dem for nær. Forresten havde de

lovet at have Opsigt med Huset til de nye Folk flyttede ind, og til

Vederlag havde Jens foræret dem den bedste af den gamles »Klokker.«

»Naa saa han kommer itte mejr?« spurgte Lars Top paa Forbavselsens

Kraterrand.

»Det kan mejst lade.«

»Og hans Værktøj og Bohave?«

»Det følger med i Kjøbet. Han har solgt den nye Skomager Rub og

Stub.«

»Er det en Skomager?«

»Ja, en fra Frøbjerg.«

Jens var rejst lige til Kjøbenhavn, men havde holdt alle

Forberedelser saa omhyggelig skjult, som om baade Salget og Rejsen

vare Handlinger af den mest graverende Art. Efter at have solgt Huset

var han Mand paa saadan noget som en elleve Hundrede Kroner; han

opgav Sylen og vilde herefter udelukkende hellige sig Sværten, hans

egen »Opfindelse.« Ligesom Lars Tops Line var ogsaa han paa sin Vis

lidt af en Drømmer. I slige Eremitkolonier som Skovstrup, synker

ørkesløse Naturer gjærne hen i Sløvhed, medens de mere virksomme

holde sig en Drømmeverden jævnsides den virkelige, hvor Tilværelsen

tænkes at tage sin Begyndelse om saa og saa mange Aar. Thi saa vel i

Opvæxten som senere hen bliver der saa mange ensomme Stunder, hvad

enten det nu er Arbejdsstunder eller Hvilestunder; Omgivelserne og

Oplevelserne formaa ikke at beskjæftige Sanserne helt, alt omkring én

ligger i stille Ligevægt, der er intet dér, som jager, optager eller

hidser Syn og Nerver. Skoven slaar sin tavse, hvilende Bue om

Landsbyen, Straatagene hænge hvilende over de lave, lyse Vægge; der

er Hvile i Skyen, som sejler lydløst hen over Mark og Mose, i

Storkens Flugt, i Poplernes rislende Sus; der er Hvile i selve

Sliddet, i Plovhestenes lange Hammeltræk, i de tunge, taktfaste

Plejelslag fra Loen. Derfor bliver der Tid og Ro og Trang til at

bygge denne Drømmeverden op ved Siden af den virkelige, og naar man

engang har den, hvor er det da ikke hyggeligt at gaa derind i hver en

ledig Stund, forbedre, rette, udsmykke Detailerne hist og her -- inde

i denne Verden, som _kan_ blive virkelig om saa og saa mange Aar!

Hvorledes Lines Drømmeland var beskaffent, have vi set -- der var alt

solidt og grundmuret med »Forraad for mange Aar;« Jens Skomagers var

en uendelig Tunnel af Sværte og Sværteæsker. I al den Tid, han havde

drevet Skomageriet i Skovstrup, havde hans Tanker syslet med denne

Sværte; af og til kunde han i en ledig Stund anstille Forsøg med en

ny Tilsætning, men ret egentlig tilhørte Sværten hans Drømmeverden.

Naar han gik de lange, ensomme Ture gjennem Skovene til Stationen

eller ad de krumme, lukkede Gyder til Herninge var han stadig optagen

af at give Æskerne Form, Etiketten Farve, at finde Navn til Sværten,

søge Agenter og forfatte Bekjendtgjørelser. Nielsen havde været paa

Nippet til at gribe virkeliggjørende ind, da Tilfældet havde røbet

ham Skomagerens Hemmelighed; hjælpsom og foretagsom havde han nær

bragt Jens ud af Ligevægt, thi dette Tilbud baade om Penge og

Kjøbenhavnsrejse vilde jo paa én Gang give hans Fremtidsverden Kjød

og Blod. Jens blev halv angest, da han saâ, at nu kunde det blive

Alvor, hvad Dag han vilde, og det var mere denne Angest for

Virkeligheden end de Betænkeligheder, han ved Skovballet udkrammede

for Nielsen, der gjorde, at han afslog Hestehandlerens Tilbud.

Desuden var der Hensynet til Faderen og Frygten for at komme i

Afhængighedsforhold til Nielsen. Alligevel havde det givet ham et

Stød fremad, at han var kommen til at staa Ansigt til Ansigt med

Virkeligheden, saaledes at han nu, da Faderen var død, og han var

bleven Herre over en ikke ringe Kapital, turde gaa over sin Rubicon.

Jens havde længe spekuleret paa et Navn til sin Sværte. Naar han

læste en Avis -- ny eller gammel -- naar han kigede ind ad et

Boghandlervindue i Odense, naar han saâ et Landkaart eller et Opslag

paa Banegaarden, var det ham altid i Tankerne at finde et vellydende

Navn. En lang Tid standsede han ved Navnet Verona, men siden blev det

forbedret ligesom Sværten og antog Formen Veronika, og under dette

Navn kom den frem. Æskerne lignede smaa Sardindaaser, men vare

naturligvis kun af en meget let Folie, broncegyldne, ovale. Hen over

Forsiden laa klæbet en rudeformet Seddel, zinnoberrød af Farve og med

store mørkegrønne, hvidrandede Bogstaver.

+--------------------+

| ÆGTE |

| VERONIKA-SVÆRTE. |

| Dybsort Glans. |

+--------------------+

Han tog Patent paa sin Sværte, lejede sig en Kjælderlejlighed i Store

Kongensgade; ved Avertissementer, Plakater og Indpakningspapirer

om Æskerne oplystes man om Fabrikens Adresse og Navnene paa

Hovedforhandlerne. Og nu begyndte Tilvirkningen efter en stor

Maalestok.

Hestehandler P. Nielsen havde lejet sig en første Sals Lejlighed paa

Gamle Kongevej i Nærheden af Søerne. Begge hans Døtre vare gifte og

boede i Fyn, den gamle Pige Maren Kirstine styrede Huset ene, kun ved

Vask og større Rengjøring tog hun en Kone til Hjælp fra det

kvindelige Arbejderkontor i Absalonsgade. Nielsen havde saaledes

boet et Par Aars Tid i Hovedstaden og befandt sig overmaade vel

derved. Han gik lange Morgenture, røg af lange Piber og sov lange

Middagssøvne. Om Aftenen var han kun hjemme, naar han havde fremmede,

var ellers Gjæst i et eller andet Theater i Vintertiden og lod sig

om Sommeren træffe i Tivoli, Alleenberg eller et lignende

Forlystelses-Etablissement af højere eller lavere Rang. Hans Dagværk

var sluttet, han levede kun for at more sig paa bedste Maade.

En Vaskedag mødte som sædvanlig en Kone fra Kontoret. Hun ringede paa

ved Køkkentrappen, Maren Kirstine lukkede op -- traadte et Skridt

tilbage og slog forbavset Hænderne sammen.

»Men er det ikke Lars Tops Line?« udbrød hun.

Foran hende stod en høj, lyshaaret Kone, fyldig og stærk af Bygning

med et blegt, langagtigt Ansigt og graa, rolige Øjne.

»Det var et mærkeligt Træf det!« sagde Line og traadte ind. »Saa I

bor her! Hvordan lever du, Maren Kirstine?«

»Godt nok. Hvordan har du det?«

»Ja mig er det gaaet ned ad Bakke med, som du vel nok véd. Siden

Ditlevsen døde, har jeg maattet slide for Opholdet.«

»Ja Herre Gud! Gak hen og sæt dig ned, Line. Det var da morsomt, at

vi skulde træffe hinanden saadan. Nu vil vi allerførst have Kaffen.«

Kaffen blev drukken, og meget var der at tale om baade af nyt og

gammelt. Saa gik det løs ved Baljen nede i Vaskekjælderen et Par

Timers Tid.

»Nu er det bedst vi følges ad op og ser at faa os noget Frokost,«

sagde Maren Kirstine. »For Føden skal vi da have. Det er nok ogsaa

snart Tiden, at Nielsen skal have sin Kaffe. Han plejer at faa den

paa Sengen om Morgenen.«

De fulgtes ad op i Lejligheden, Maren Kirstine tændte

Petroleumsapparatet, og Line blev sat til at vaske Kopper af.

»Nu skal du gaa ind til Nielsen med Kaffen,« sagde Maren Kirstine,

»han vil ordentlig gjøre Øjne, naar han ser dig.«

»Han kjender mig vist ikke,« indvendte Line.

»Sitte nøve Pjank! Du har aldrig forandret dig en eneste Smule uden

barestens det, at du er bleven noget drøjere oven om. Ja vel er det

da, at du ikke ser ud til at lide Nød, Line, og hvad det angaar med

at slide: det er noget vi maa alle sammen.«

»Jeg kan ikke være bekjendt at gaa ind nogen Steder,« sagde Line,

»saadan som jeg ser ud i hele min Vaskehabit!«

»Ja hvordan ser jeg ud? Det behøver du da heller ikke at bryde dig om

over for Nielsen.«

Gamle Maren Kirstine stod fast paa, at Nielsen skulde beredes den

Overraskelse fastende. Line glattede altsaa Haaret en Smule, mens

Maren Kirstine skjænkede Kaffen -- strøg de opsmøgede Ærmer ned og

tog Bakken. Maren Kirstine selv lukkede Sovekammerdøren op.

Nielsens skjæggede Hoved dukkede op af Puder og Lagen, et Par bistre,

søvndrukne Øjne glippede mod Lyset, et Par stærke, hvidskjortede Arme

satte imod Madrassen, det gav et Knag i alle Sengens Fuger, og saa

rettede en stor Overkrop sig i Vejret, medens hele Ansigtet udtrykte

den mest levende Forbavselse.

»Hvad er det? Drømmer jeg -- -- er det? det er jo Line -- -- Madam

Ditlevsen skulde jeg vel sige. Hvordan hænger det sammen?«

Gamle Maren Kirstine stod i Døren og lo, som hun skulde briste. Mage

til Fornøjelse havde hun i mange Aar ikke oplevet.

Nielsen tog imod Kaffen og det varme Wienerbrød, der fulgte med, men

hans Øjne veg ikke fra Line under hele den vidtløftige Forklaring,

Maren Kirstine gav til bedste. Line selv følte som en Duft af

Barndomsminder, af noget der gik forud for Sliddet og Bekymringerne;

hun stod med et stort Smil over sit lyse Ansigt og saâ med sine klare

Øjne fra Maren Kirstine til Nielsen og tilbage igjen.

Da den gamle var færdig, spurgte Nielsen deltagende:

»Kan De ellers komme ud af det, Line?«

Der jog en Skygge hen over hendes Træk, saa Smilet forsvandt. »Jo

Tak, saa længe man har Helbredet gaar det jo.«

»Det var maaske godt for noget, at vi traf hinanden. Nu véd De da,

hvor vi bor, dersom De skulde komme til at fejle noget. Og hvis der

er et eller andet, jeg kan hjælpe Dem med, saa sig kun De til, Line!«

Line tænkte et Øjeblik paa, om hun skulde bede ham sige du til sig,

han havde jo kjendt hende siden hun var Barn; men hun frygtede

instinktmæssig for alt for stor Fortrolighed, og tav.

»Er det ikke for strængt Arbejde saadan at gaa ud og vaske?« spurgte

Nielsen.

»Jeg har heller ikke været ved det saa længe. Jeg har ellers havt

Arbejde paa en Fabrik, men den er gaaet Fallit, og nu maa jeg tage

imod, hvad der tilbyder sig for det første.«

»Ja, ja. Jeg skal nok se, om jeg ikke kan skaffe Dem noget bedre. Jeg

har mange Bekjendte, og jeg véd, jeg tør anbefale Dem, Line.«

»Det skal De have saa mange Tak for,« svarede Line. »Ja vi skal vel

ned til vor Vask igjen, Maren Kirstine.«

»Hun er ligefrem bleven kjøn, siden jeg saâ hende sidst,« mumlede den

forhenværende Hestepranger og fulgte hendes ranke Junoskikkelse

gjennem Døren, indtil Maren Kirstine lukkede.