I Skovstrup indtraf omtrent ved samme Tid og kun med fjorten Dages
Mellemrum to Dødsfald. Det ene havde man ventet længe paa, det var
gamle Niels Væver; det andet kom uformodet, det var Hestehandler
Nielsens Hustru. Det paafølgende Efteraar solgte Nielsen sin Gaard,
opgav Handelen og flyttede til Kjøbenhavn for at leve af sine Penge.
Hele Besætningen, Avlsredskaber, Kar, Baljer, gammelt Bohave og en
Mængde Skramleri blev solgt ved Løsøreauktion -- de bedste Møbler,
Sengklæder og Dækketøj tog han med sig, saaledes at han læssede
dermed en Jærnbanevogn og lod den afgaa Dagen, før han selv rejste.
En ældre Pige, der havde tjent i Gaarden i mange Aar, tog han med som
Husholderske.
Lars Top havde forestaaet Pakningen af Glas og Porcellæn, Beviklingen
af Møblerne med Halmbaand og Anbringelsen af Bastmaatter som
Overtræk, var Chef paa de tre Flyttevogne, der afgik til Stationen
med Godset, havde til syvende og sidst forestaaet Paalæsningen derude
og sad nu efter vel udført Arbejde paa Restavrationen tillige med de
tre Flyttevognskuske for at kvæge sig efter de udstandne Strabadser.
Nielsen havde givet ham fem Kroner til Fortæring, de havde i Forening
expederet et Utal af Smørrebrødsstykker med behørige Snapse og halve
Øller og vare just ved Punschen, da Toget fra Odense rullede frem
foran Perronen.
Lars Top, som i Dagens højtidelige Anledning med sine Fortænder havde
slidt Spidsen af en Cigar og derefter drejet denne et Par Omgange
langs Tungen for at styrke Dækbladet, fik blandt de udstigende Øje
paa Jens Skomager. Han bankede med et Par Fingre paa Vinduet, vinkede
og nikkede.
Jens viste sig i Døren ind til Restavrationen.
»Vil du kjøre med hejm!« raabte Lars Top og satte Damp paa.
»Hvis det ikke varer for længe her,« svarede Jens og skød med et Smil
Brynene til Vejrs.
»Vi er mejst færdige. Kom hid og sæt dig ned. La vos faa nok en Puns,
Jomfru?«
»Naa saa I sidder og punser,« sagde Jens og tog Plads hos Selskabet.
»Det gjør _vi_. Men vi har aa havt et grovt Arbe. Det var en farlig
Vægt, der var i de Kasser, og Skatolet var nær bleven vor Mester.«
»Og saa havde du vel stadig ved den tunge Ende, Lavs,« fniste
Skomageren.
»Ja du er en hejl Ka'l, Skomager. Vil du ha en Cigar?«
»Hvis hun kan trække og er værd at ryge.«
»Nu kan du prøve dig til. Væsgo, det er Nejlsen, der trakterer. Har
du været ude at kjøbe Læder?«
»Nej, jeg har solgt.«
»Læder?«
»Nej mit Hus.«
»Det er Løgn val. Er det Mejningen, at du vil flytte fra Skøvstrup?«
»Det er jitte bestemt paa inøv.«
»Hvad fik du for'et?«
»Penge.«
»Ja du er en hejl Ka'l, Skomager; men der er aldrig nøve Menneske,
der kan blive kløv aa dit Krej. Du gir val Lejkjøb?«
»I trænger jutte til nøve,« mente Skomageren.
»Vi har faaet, hvad rimeligt kan være,« svarede Lars, »men en god
Stykjæp skal vi aldrig sige nej til.«
»Jeg vil ikke ha mer denne Gang,« sagde den ene af Kuskene. »Nu er
det bedst vi ser at faa Hestene for.«
»Vi kan jo ha Lejkjøbet til Gode til Søndag Aften,« foreslog en anden
Karl. »Saa besøger vi Skomageren, og saa skal han komme til at punge
ud.«
»Kom kun I,« sagde Jens og smaafniste. »I skal være valkomne.«
»Det er et Ord,« sagde Lars Top. »Og saa drikker vi til Bunds. Skaal,
Karle! Skaal, Jens Skomager!«
Søndag Eftermiddag slog Lars Top ganske rigtig et Slag op gjennem
Byen, fik fat i de tre Karle og drog med dem i Forening til Huset med
de kornblaa Vinduer. Men den grønne Dør var lukket og laaset. Lars
gik ind hos Naboens for at forhøre, hvor Skomageren var henne, og der
fik han den Besked, at han var rejst bort, men hvor han var rejst
hen, havde han ikke talt noget om, og saa havde de naturligvis heller
ikke villet spørge, for det kom jo ikke dem ved, hvad Jens Skomager
tog sig til, naar han ellers ikke kom dem for nær. Forresten havde de
lovet at have Opsigt med Huset til de nye Folk flyttede ind, og til
Vederlag havde Jens foræret dem den bedste af den gamles »Klokker.«
»Naa saa han kommer itte mejr?« spurgte Lars Top paa Forbavselsens
Kraterrand.
»Det kan mejst lade.«
»Og hans Værktøj og Bohave?«
»Det følger med i Kjøbet. Han har solgt den nye Skomager Rub og
Stub.«
»Er det en Skomager?«
»Ja, en fra Frøbjerg.«
Jens var rejst lige til Kjøbenhavn, men havde holdt alle
Forberedelser saa omhyggelig skjult, som om baade Salget og Rejsen
vare Handlinger af den mest graverende Art. Efter at have solgt Huset
var han Mand paa saadan noget som en elleve Hundrede Kroner; han
opgav Sylen og vilde herefter udelukkende hellige sig Sværten, hans
egen »Opfindelse.« Ligesom Lars Tops Line var ogsaa han paa sin Vis
lidt af en Drømmer. I slige Eremitkolonier som Skovstrup, synker
ørkesløse Naturer gjærne hen i Sløvhed, medens de mere virksomme
holde sig en Drømmeverden jævnsides den virkelige, hvor Tilværelsen
tænkes at tage sin Begyndelse om saa og saa mange Aar. Thi saa vel i
Opvæxten som senere hen bliver der saa mange ensomme Stunder, hvad
enten det nu er Arbejdsstunder eller Hvilestunder; Omgivelserne og
Oplevelserne formaa ikke at beskjæftige Sanserne helt, alt omkring én
ligger i stille Ligevægt, der er intet dér, som jager, optager eller
hidser Syn og Nerver. Skoven slaar sin tavse, hvilende Bue om
Landsbyen, Straatagene hænge hvilende over de lave, lyse Vægge; der
er Hvile i Skyen, som sejler lydløst hen over Mark og Mose, i
Storkens Flugt, i Poplernes rislende Sus; der er Hvile i selve
Sliddet, i Plovhestenes lange Hammeltræk, i de tunge, taktfaste
Plejelslag fra Loen. Derfor bliver der Tid og Ro og Trang til at
bygge denne Drømmeverden op ved Siden af den virkelige, og naar man
engang har den, hvor er det da ikke hyggeligt at gaa derind i hver en
ledig Stund, forbedre, rette, udsmykke Detailerne hist og her -- inde
i denne Verden, som _kan_ blive virkelig om saa og saa mange Aar!
Hvorledes Lines Drømmeland var beskaffent, have vi set -- der var alt
solidt og grundmuret med »Forraad for mange Aar;« Jens Skomagers var
en uendelig Tunnel af Sværte og Sværteæsker. I al den Tid, han havde
drevet Skomageriet i Skovstrup, havde hans Tanker syslet med denne
Sværte; af og til kunde han i en ledig Stund anstille Forsøg med en
ny Tilsætning, men ret egentlig tilhørte Sværten hans Drømmeverden.
Naar han gik de lange, ensomme Ture gjennem Skovene til Stationen
eller ad de krumme, lukkede Gyder til Herninge var han stadig optagen
af at give Æskerne Form, Etiketten Farve, at finde Navn til Sværten,
søge Agenter og forfatte Bekjendtgjørelser. Nielsen havde været paa
Nippet til at gribe virkeliggjørende ind, da Tilfældet havde røbet
ham Skomagerens Hemmelighed; hjælpsom og foretagsom havde han nær
bragt Jens ud af Ligevægt, thi dette Tilbud baade om Penge og
Kjøbenhavnsrejse vilde jo paa én Gang give hans Fremtidsverden Kjød
og Blod. Jens blev halv angest, da han saâ, at nu kunde det blive
Alvor, hvad Dag han vilde, og det var mere denne Angest for
Virkeligheden end de Betænkeligheder, han ved Skovballet udkrammede
for Nielsen, der gjorde, at han afslog Hestehandlerens Tilbud.
Desuden var der Hensynet til Faderen og Frygten for at komme i
Afhængighedsforhold til Nielsen. Alligevel havde det givet ham et
Stød fremad, at han var kommen til at staa Ansigt til Ansigt med
Virkeligheden, saaledes at han nu, da Faderen var død, og han var
bleven Herre over en ikke ringe Kapital, turde gaa over sin Rubicon.
Jens havde længe spekuleret paa et Navn til sin Sværte. Naar han
læste en Avis -- ny eller gammel -- naar han kigede ind ad et
Boghandlervindue i Odense, naar han saâ et Landkaart eller et Opslag
paa Banegaarden, var det ham altid i Tankerne at finde et vellydende
Navn. En lang Tid standsede han ved Navnet Verona, men siden blev det
forbedret ligesom Sværten og antog Formen Veronika, og under dette
Navn kom den frem. Æskerne lignede smaa Sardindaaser, men vare
naturligvis kun af en meget let Folie, broncegyldne, ovale. Hen over
Forsiden laa klæbet en rudeformet Seddel, zinnoberrød af Farve og med
store mørkegrønne, hvidrandede Bogstaver.
+--------------------+
| ÆGTE |
| VERONIKA-SVÆRTE. |
| Dybsort Glans. |
+--------------------+
Han tog Patent paa sin Sværte, lejede sig en Kjælderlejlighed i Store
Kongensgade; ved Avertissementer, Plakater og Indpakningspapirer
om Æskerne oplystes man om Fabrikens Adresse og Navnene paa
Hovedforhandlerne. Og nu begyndte Tilvirkningen efter en stor
Maalestok.
Hestehandler P. Nielsen havde lejet sig en første Sals Lejlighed paa
Gamle Kongevej i Nærheden af Søerne. Begge hans Døtre vare gifte og
boede i Fyn, den gamle Pige Maren Kirstine styrede Huset ene, kun ved
Vask og større Rengjøring tog hun en Kone til Hjælp fra det
kvindelige Arbejderkontor i Absalonsgade. Nielsen havde saaledes
boet et Par Aars Tid i Hovedstaden og befandt sig overmaade vel
derved. Han gik lange Morgenture, røg af lange Piber og sov lange
Middagssøvne. Om Aftenen var han kun hjemme, naar han havde fremmede,
var ellers Gjæst i et eller andet Theater i Vintertiden og lod sig
om Sommeren træffe i Tivoli, Alleenberg eller et lignende
Forlystelses-Etablissement af højere eller lavere Rang. Hans Dagværk
var sluttet, han levede kun for at more sig paa bedste Maade.
En Vaskedag mødte som sædvanlig en Kone fra Kontoret. Hun ringede paa
ved Køkkentrappen, Maren Kirstine lukkede op -- traadte et Skridt
tilbage og slog forbavset Hænderne sammen.
»Men er det ikke Lars Tops Line?« udbrød hun.
Foran hende stod en høj, lyshaaret Kone, fyldig og stærk af Bygning
med et blegt, langagtigt Ansigt og graa, rolige Øjne.
»Det var et mærkeligt Træf det!« sagde Line og traadte ind. »Saa I
bor her! Hvordan lever du, Maren Kirstine?«
»Godt nok. Hvordan har du det?«
»Ja mig er det gaaet ned ad Bakke med, som du vel nok véd. Siden
Ditlevsen døde, har jeg maattet slide for Opholdet.«
»Ja Herre Gud! Gak hen og sæt dig ned, Line. Det var da morsomt, at
vi skulde træffe hinanden saadan. Nu vil vi allerførst have Kaffen.«
Kaffen blev drukken, og meget var der at tale om baade af nyt og
gammelt. Saa gik det løs ved Baljen nede i Vaskekjælderen et Par
Timers Tid.
»Nu er det bedst vi følges ad op og ser at faa os noget Frokost,«
sagde Maren Kirstine. »For Føden skal vi da have. Det er nok ogsaa
snart Tiden, at Nielsen skal have sin Kaffe. Han plejer at faa den
paa Sengen om Morgenen.«
De fulgtes ad op i Lejligheden, Maren Kirstine tændte
Petroleumsapparatet, og Line blev sat til at vaske Kopper af.
»Nu skal du gaa ind til Nielsen med Kaffen,« sagde Maren Kirstine,
»han vil ordentlig gjøre Øjne, naar han ser dig.«
»Han kjender mig vist ikke,« indvendte Line.
»Sitte nøve Pjank! Du har aldrig forandret dig en eneste Smule uden
barestens det, at du er bleven noget drøjere oven om. Ja vel er det
da, at du ikke ser ud til at lide Nød, Line, og hvad det angaar med
at slide: det er noget vi maa alle sammen.«
»Jeg kan ikke være bekjendt at gaa ind nogen Steder,« sagde Line,
»saadan som jeg ser ud i hele min Vaskehabit!«
»Ja hvordan ser jeg ud? Det behøver du da heller ikke at bryde dig om
over for Nielsen.«
Gamle Maren Kirstine stod fast paa, at Nielsen skulde beredes den
Overraskelse fastende. Line glattede altsaa Haaret en Smule, mens
Maren Kirstine skjænkede Kaffen -- strøg de opsmøgede Ærmer ned og
tog Bakken. Maren Kirstine selv lukkede Sovekammerdøren op.
Nielsens skjæggede Hoved dukkede op af Puder og Lagen, et Par bistre,
søvndrukne Øjne glippede mod Lyset, et Par stærke, hvidskjortede Arme
satte imod Madrassen, det gav et Knag i alle Sengens Fuger, og saa
rettede en stor Overkrop sig i Vejret, medens hele Ansigtet udtrykte
den mest levende Forbavselse.
»Hvad er det? Drømmer jeg -- -- er det? det er jo Line -- -- Madam
Ditlevsen skulde jeg vel sige. Hvordan hænger det sammen?«
Gamle Maren Kirstine stod i Døren og lo, som hun skulde briste. Mage
til Fornøjelse havde hun i mange Aar ikke oplevet.
Nielsen tog imod Kaffen og det varme Wienerbrød, der fulgte med, men
hans Øjne veg ikke fra Line under hele den vidtløftige Forklaring,
Maren Kirstine gav til bedste. Line selv følte som en Duft af
Barndomsminder, af noget der gik forud for Sliddet og Bekymringerne;
hun stod med et stort Smil over sit lyse Ansigt og saâ med sine klare
Øjne fra Maren Kirstine til Nielsen og tilbage igjen.
Da den gamle var færdig, spurgte Nielsen deltagende:
»Kan De ellers komme ud af det, Line?«
Der jog en Skygge hen over hendes Træk, saa Smilet forsvandt. »Jo
Tak, saa længe man har Helbredet gaar det jo.«
»Det var maaske godt for noget, at vi traf hinanden. Nu véd De da,
hvor vi bor, dersom De skulde komme til at fejle noget. Og hvis der
er et eller andet, jeg kan hjælpe Dem med, saa sig kun De til, Line!«
Line tænkte et Øjeblik paa, om hun skulde bede ham sige du til sig,
han havde jo kjendt hende siden hun var Barn; men hun frygtede
instinktmæssig for alt for stor Fortrolighed, og tav.
»Er det ikke for strængt Arbejde saadan at gaa ud og vaske?« spurgte
Nielsen.
»Jeg har heller ikke været ved det saa længe. Jeg har ellers havt
Arbejde paa en Fabrik, men den er gaaet Fallit, og nu maa jeg tage
imod, hvad der tilbyder sig for det første.«
»Ja, ja. Jeg skal nok se, om jeg ikke kan skaffe Dem noget bedre. Jeg
har mange Bekjendte, og jeg véd, jeg tør anbefale Dem, Line.«
»Det skal De have saa mange Tak for,« svarede Line. »Ja vi skal vel
ned til vor Vask igjen, Maren Kirstine.«
»Hun er ligefrem bleven kjøn, siden jeg saâ hende sidst,« mumlede den
forhenværende Hestepranger og fulgte hendes ranke Junoskikkelse
gjennem Døren, indtil Maren Kirstine lukkede.