IV.

Lines Bryllup stod en af de sidste Dage i Juli. Alt som Tiden nærmede

sig, blev Lars Top meget optaget af Begivenheden; der var en hel Del

Renderi: Tillysning hos Præsten, Indkjøb hos Slagter og Kjøbmand,

Indbydelser, Anmodning om Vogne og meget andet. Det gjaldt om at

kunne modtage Svigersønnen anstændigt. Han var ikke blot Søn af en

udenlandsk Velhaver, han var tillige -- efter Lines Beskrivelse, --

en ualmindelig dygtig Arbejder, stor, stærk, alvorlig, ædruelig,

havde, kort sagt, en Mængde Egenskaber, som Lars helt eller delvis

manglede; derfor fyldte Billedet af Svigersønnen ham med Ærefrygt;

han blev altid højtidelig stemt, naar han nævnede ham for andre.

Derhos vidste han, at Forholdene i Skovstrup vare smaa i

Sammenligning med de kjøbenhavnske.

Brylluppet stod saaledes af, at Brudgommen ankom Dagen forud til

Skovstrup og laa hos Hestehandler Nielsens om Natten, da Lars Top

naturligvis ikke havde passende Lejlighed at byde ham. Nielsens

Befordring, som var den fineste i Byen, kjørte for Brudeparret til

Kirken -- paa Forsædet sad Kusken og Skolelæreren. Bag efter kom

Jakob Mikkelsens lakerede Fjedervogn, og paa den kjørte de øvrige

Bryllupsgjæster, nemlig Nielsen og hans Kone, Jakob Mikkelsen og hans

Kone.

Bruden var i sort, ulden Kjole med bart Haar, Myrtekrans og langt,

hvidt Slør. Brudgommen var i blaat Diagonal med Talmikjæde, sorte

Handsker og Silkehat. Mellem Smedjen og Gadekjæret stod alle

Skolebørnene opstillede for at se Toget drage forbi; de havde

naturligvis faaet fri i Anledning af Brylluppet, da Skolelæreren ikke

paa én Gang kunde synge i Kirken og holde Skole.

Klokken halv tolv om Formiddagen fandt Vielsen Sted i Herninge Kirke,

Klokken halv to kom Suppen paa Bordet, fulgt af Flæske-, Ande- og

Oxesteg med nye Kartofler og Agurkesalat, derefter Kransekage. Til

Stegen fik Mandfolkene et Par Snapse Brændevin, til Kagen blev der

drukket Medoc Nr. 1 og Gammel fransk Vin. Desuden blev der til Ære

for Ditlevsen og P. Nielsen serveret med Bajerskøl.

Klokken tre holdt Jakob Mikkelsens Vogn atter for Lars Tops Laage for

at kjøre Brudeparret til Stationen; de skulde rejse samme Dag med

Firetoget til deres nye Hjem i Kjøbenhavn.

Jens Skomager havde just den samme Dag været i Odense for at

bestille Sedler til sine Sværteæsker i et derværende Stentrykkeri;

han kom hjem med Firetoget og mødte saaledes Brudeparret paa

Perronen, som de stod og ventede paa det forsinkede Jyllandstog. Line

gik hen til sin fordums Skolekammerat og gav ham Haanden; hun havde

ligesom et let Rosenskjær af Lykke og lykkelig Forventning over sit

blege, langlige Ansigt med de graa, alvorlige Øjne.

Jens blev rød i Kinderne af Undseelse. Han skød de store Øjenbryn op,

bukkede forlegent og sagde smaafnisende:

»Jeg gratulerer.«

»Kommer du engang til Kjøbenhavn, Jens,« sagde Line, »maa du da ikke

glemme at besøge os. Du kan altid faa vor Adresse hos mine Forældre.«

Jens takkede, saa godt han formaaede, og skjævede hen til Ditlevsen,

som stod tavs, højvoxen og mut ved Siden med en Vadsæk i Haanden.

De nygifte flyttede ind i en to Værelses Lejlighed i Saxogade, tredje

Sal. Foruden de to Værelser var der naturligvis et lille Køkken og et

Pulterkammer. Ditlevsen havde Arbejde ved de nye Bygninger i

Øhlenschlägersgade ud imod Kalveboderne, var som hidtil flittig,

ædruelig og tjente gode Penge.

Line vilde ogsaa gjærne yde sit Bidrag til Underholdningen; hun sad

jo ene hjemme hele den lange Dag og havde ikke ellers noget

synderligt at tage sig for, men Ditlevsen forkastede alle Forslag,

hun i den Anledning kom med; han vilde ikke, at hans Kone, hvis de

engang blev rige Folk, skulde være kjendt som simpel Arbejderske. Det

eneste, han gik ind paa, var, at hun modtog Hæklearbejde fra en stor

Forretning inde i Byen. Det var en Haandgjerning, hun var ret flink

til, og naar hun var flittig, kunde hun derved tjene fyrretyve Øre om

Dagen; det var ogsaa værd at tage med.

Line havde Sans for det rolige, det regelbundne og sikre. Alt maatte

hun have paa det rene -- fast Grund under Fødderne. Hendes lille

Dagligstue var som blæst. Paa Langvæggen stod en Sofa med brunt

Damask-Betræk og rundt, poleret Nøddetræs-Bord foran. Desuden var der

i Stuen fire polstrede Stole, ligeledes med brunt Damask, en

Piedestal, en Rørstol og en Gyngestol -- sort lakeret med forgyldte

Snirkler paa Rygstødet. Ved det ene Vindue sad hun selv foran sit

lille Sybord og hæklede Alen efter Alen af Blonder og Mellemværker,

foran det andet Vindue stod Ditlevsens Skrivebord. Der var hvide,

luftige Gardiner fra Loft til Gulv, et Par taalelige Lithografier paa

Væggene og Plüsches Tæppe under Bordet. Ind til Sovekammeret stod

Døren aaben, saa man skimtede det hvide Sengetæppe.

De holdt deres Maaltider i Køkkenet for saa meget som muligt at

skaane Stuen. Ditlevsen fandt det noget besværligt at forlige sine

tilkalkede Arbejdsklæder med de Hensyn, Line krævede taget til Stuen

og Sovekammeret, men hans retlinede Natur fandt Fordringerne billige,

og han vænnede sig til hver Aften, naar han kom fra Arbejde, ikke

blot at holde Storvask paa sig selv i Køkkenet, men ogsaa at klæde

sig om og expedere Arbejdstøjet ind i det lille Hummer, der som

ovenfor sagt bar Navn af Pulterkammer.

Naar de havde spist til Aften, satte han sig i Gyngestolen og

fortalte et eller andet nyt fra Arbejdspladsen. Tobak røg han ikke.

Hun ligesaa, hvad hun i Dagens Løb havde set, hørt eller tænkt, ogsaa

et og andet Træk hjemme fra, som randt hende i Hu. Men det endte

snart med, at han satte sig hen til Skrivebordet, tog Papir og Blyant

frem og begyndte at gjøre Udkast og Overslag til et eller andet

Byggeforetagende, som han havde faaet Nys om. Naar hun saa havde lagt

Hækletøjet til Side, vilde hun helst sidde hen hos ham og følge med i

hans Beregninger; men det fik hun ikke Lov til. Han var lidt mut og

myndig af Væsen, og det kom frem paa saadan Tid, naar han

tilkjendegav, at han ikke vilde forstyrres. Han mærkede godt, at

Line trak sig stødt tilbage, men det tog han intet Hensyn til. Hun

skulde nok faa sin Part, naar den Tid kom, at Overslagene bar Frugt,

naar de bleve rige. Det var ham, der skulde udføre alt, derfor maatte

hun finde sig i, at han var lidt af en Hersker. Hans Herredom var

endnu kun lidet, egentlig kun til i Tanken, men det skulde nok blive

Virkelighed, og da ogsaa blive stort.

De havde fundet hinanden, dragne af de fælles Egenskaber: det solide,

arbejdsomme, husholderiske, havde fundet hinanden som to jævnbyrdige

Naturer, der indgaa Staldbroderskab til gjensidig Væxt og Værn; noget

dybere var ikke imellem dem. Det eneste, der kunde varme dem op, var

Tanken om engang at blive rige; det var deres Helligdagsfornøjelse at

fantasere i Forening eller enkeltvis over dette Thema.

De havde været gift i to Aar. Det andet Foraar havde Line født en

lille Datter til Verden. Barnet døde strax efter Fødselen, og Line

havde skrantet den meste Sommer, først hen imod Høst begyndte hun at

komme noget til Kræfter igjen. Ditlevsen havde i Følge sin Plan

begyndt at arbejde for egen Regning, men ikke endnu havt synderligt

Held med sig. Han var bleven mere knap, mere indesluttet end før;

Line følte sig ofte trykket af hans Tavshed; det var som om han

flettede sig ind i et Hylster af Beregninger og Spekulationer og

blev borte, blev fremmed for hende. Og efter at hun havde holdt dette

døde lille Barn i Favn, var der kommet noget svagt, noget blødt op i

hendes Sind, som hun ikke tidligere havde fornummet. Maaske det var,

fordi hun havde jordet et lille Legeme, der var Kjød af hendes Kjød,

maaske fordi hun var legemlig syg saa lang Tid. Hun trængte til

Varme, til Meddelsomhed, til at tale og at høre tale; hun begyndte at

føle sig ene og at længes -- hun vidste ikke efter hvad.

En Formiddag kom der Bud fra Arbejdspladsen og meldte, at Ditlevsen

var falden ned fra et Stillads og kjørt til Hospitalet.

Hun skyndte sig derud. Han havde knækket to Ribben og var bleven

slemt forslaaet, men Livsfare var der heldigvis ikke Tale om.

Denne Ulykke skete i Oktober. Line var daglig derude for at se til

ham, det gik ogsaa efter Ønske fremad med Brud og Skrammer, men

alligevel var der noget, som ikke vilde komme i Orden igjen, noget i

Brystet, som førte Feber med sig og tog Kræfterne.

Vinteren nærmede sig, og endnu lod det sig ikke forudse, naar

Ditlevsen vilde kunne udskrives af Hospitalet. Line forlangte at faa

Rede paa deres Sager, hun trængte til lidt Skillinger. -- Ja hun

kunde henvende sig til hans Kompagnon og faa, hvad hun trængte til.

Men Line havde ikke Lyst til at tære mere end højst nødvendigt paa

dette tvivlsomme Tilgodehavende, desuden begreb hun, at den Kilde

maatte snart tørre ud; det gjaldt derfor om at finde et Erhverv, der

betalte sig bedre end Hækleriet.

Omsider lykkedes det hende. Hun fik Arbejde paa en Papirposefabrik,

drak sin Kaffe tidligt om Morgenen hjemme, tog Mad med sig og var

borte hele Dagen, et Løb hen til Hospitalet og sent hjem om Aftenen.

Hvor var det tungt og trist at komme hjem til de smaa Stuer, der

havde staaet tomme hele Dagen og ventet paa hende!

Ditlevsen laa paa Hospitalet den hele Vinter, det hele Foraar. Han

var nu saa vidt kommen sig, at han kunde udskrives, men Kræfterne lod

meget tilbage at ønske; det anbefaledes ham at drikke saa megen Mælk

som muligt og at spise Æg.

Sin egen Familie havde han i al denne Tid intet hørt fra. Efter sit

Bryllup havde han ganske brudt med den. Det kunde være med al

Forsoning, til han blev rig engang, saa skulde de nok kjendes ved ham

og Line, naar de i Pomp og Pragt holdt deres Indtog i Suserød.

Men en af de sidste Dage, han skulde tilbringe paa Hospitalet, kom

hans Søster helt uventet og uanmeldt for at se til ham. Det havde

rygtedes til hans Hjem, at han var falden ned og havde ligget paa

Hospitalet den hele Vinter, og saa havde Moderen overtalt hende til

at tage ind og forhøre, om han ikke trængte til et eller andet, om

han ikke vilde med hende hjem. Hun spurgte selv Lægen, om han ikke

havde godt af at komme nogle Uger paa Landet. Jo det var netop det,

han trængte mest til.

»Du véd vel nok, at jeg er gift,« sagde han.

»Men din Kone har formodentlig ikke noget imod, at du bliver rask

igjen saa hurtigt som muligt.«

»Jeg venter hende hvert Øjeblik, saa kan vi tale om det.«

»Ja gjør I det,« sagde Søsteren og rejste sig. »Saa skal jeg komme

igjen i Morgen tidlig og høre, hvad det bliver til.«

»Vil du ikke vente lidt og hilse paa Line?«

»Det kan være det samme. I Morgen ser jeg hende vel, hvis saa er, at

du bestemmer dig.«

Line og hendes Svigerinde mødtes i Porten; men de kjendte naturligvis

ikke hinanden.

Ditlevsen fortalte strax om Besøget og det Forslag, hans Søster var

fremkommen med. »Jeg kunde ikke rigtig besinde mig i Øjeblikket,«

sagde han, »især ved det, at ogsaa Lægen raadede til, og nu fortryder

jeg det; nu ser det maaske ud, som om det er dig, der ikke har

villet.«

»Du synes ikke om at tage derud?«

»Nej. Jeg har ikke nødig at tigge Mælk eller trygle om frisk Luft.

Kræfterne kommer nok igjen, saa snart jeg blot kommer bort herfra --

saa kan man da ogsaa tænke paa at tjene lidt igjen. Dette er jo den

rene Ruin.«

»Det kan dog være, at Forslaget ikke er saa ilde,« sagde Line til

hendes Mands Forundring. »Det er net af din Søster, at hun kommer

herind; det er dog dem, der saa gjør det første Skridt, og du havde

jo alligevel bedst af at komme lidt paa Græs,« tilføjede hun med et

blegt lille Smil, »lige i den varmeste Tid.«

»Der var ingen, der bad _dig_ med. Det stødte mig.«

»Det maa du ikke tænke paa,« sagde Line behersket. »Det kommer maaske

næste Gang. Saa er der ogsaa en anden Ting: Jeg véd ikke, om jeg kan

tjene Opholdet til os begge, især al den Mælk og de dyre Æg. Vi

sparer ikke saa lidt ved, at du tager der ud.«

Da Sagen var afgjort, blev Ditlevsen helt oprømt og fik røde Pletter

paa Kinderne. »Du kan tro, Line, at jeg skal spise Æg og drikke af

Bøtten som nogen Mælkekalv. Og saa skal vi se noget længere hen, saa

skriver jeg dig til, og saa kommer du ud og henter mig.«

»Det gjør jeg,« sagde Line og undrede sig i sit stille Sind over, at

Ditlevsen under sin lange Sygdom var bleven som et Barn i visse

Henseender og mest der, hvor man sidst skulde have ventet det. Hun

havde ganske vist ikke sagt ham, at hendes bedste Kjole og hendes

Sommerstykke for længst var gaaet paa Laanekontoret, men han maatte

da kunne begribe, at hun ikke kunde faa Penge til overs til at rejse

til Sydsjælland for, og han vilde dog vist ikke, at hans Fader skulde

sende hende Rejsepenge.

Hun havde heller ikke Grund til under de nuværende Forhold at vente

et saadant Omslag, som Ditlevsen lod til at tænke paa, med pludseligt

udbrydende Hjærtelighed og fuld Indlemmelse i Familien. Efter hvad

hun havde lagt sammen af forskjellige Smaatræk, som Ditlevsen nu og

da havde meddelt fra sit Hjem, forstod hun, at de tilhobe vare haarde

Halse, og Ditlevsen selv havde jo noget af det samme, naar det kom

over ham. Hun havde Materiale nok til at danne sig et ret godt

Billede af Krofolkene i Suserød.

Det blev saa aftalt, at Ditlevsen skulde kjøre lige fra Hospitalet

til Banegaarden og tage af Sted med Masnedsundtoget allerede den

følgende Formiddag Klokken ni. Line gik hjem og fik travlt med

at efterse hans Tøj. Nu var hun glad ved, at det var hendes

Sommerstykke og Kjole, der stod paa Laanekontoret, og ikke hans

Vinterfrakke, som hun havde følt sig fristet til at ofre først, hvad

der ogsaa havde været det naturligste. Hun var endnu samme Aften med

en fuld pakket Vadsæk paa Hospitalet og lovede at møde ved

Banegaarden næste Dag, naar Toget skulde afgaa.

Det var en raakold Blæstmorgen i Slutningen af Maj, da Line med sit

graa- og hvidtærnede Shawl over Hovedet ilede fra Vesterbrogade og

hen til den store Banegaard. Vimplerne fra Tivoli vred sig i lange

Bugtninger og sled som i Fortvivlelse for at slippe løs fra deres

Stænger; Sand og Grus hvirvlede i tætte Skyer ned ad den brede

Passage efter Klampenborg Station; Træerne ovre i Jærnbaneboulevarden

bøjede deres Grene med det spæde, lyse Løv næsten til Jorden for

de vældige Kast, der slog ned over Taganlægget paa National;

Droskekuskene satte Hovederne mod Vejret og raabte Varsko i et Væk.

De havde ondt ved at holde Øjnene oppe, og Fodgængerne havde saa

travlt med at passe paa deres Hatte, at de glemte at se efter

Vognene.

Line stod i den store, graa Forhal indsvøbt i sit Shawl, trykket op

imod Karmen bag den ene af de lukkede Glasdøre. Hun iagttog nøje hver

Droske, der kom og holdt op for Trappen, men det var stedse fremmede

Ansigter, der stege ud. Endelig kom den rette. Hun kunde kjende den i

lang Frastand paa Vadsækken, der stod hos Kusken. Først steg Søsteren

ud, men Line fik kun et Glimt af Ansigtet at se, da hun strax igjen

vendte sig for at hjælpe den syge. Det var, som om hun først nu kunde

se, hvor skarp og gusten, han var kommen til at se ud, da hans Ansigt

kom til Syne i Droskedørens Ramme. Line vidste ikke, hvorfor hun ikke

løb ud til Vognen og rakte Haand til, da han steg ud -- hun havde

lige som en Følelse af, at hun var retløs som evneløs.

De to Svigerinder hilste køligt paa hinanden og meget flygtigt, thi

Ditlevsens Søster løb strax til Billetkontoret for at løse Billet til

sig og Broderen. Line blev staaende hos sin Mand; det var til højre

inden for Døren.

»Nu skriver du da, saa snart du kommer derud, at jeg kan høre,

hvordan Turen er staaet af,« sagde Line.

Det lovede han.

»Hvordan har du det ellers i Dag?«

»Aa jo. Det kunde være værre.«

»Har du sovet godt i Nat?«

»Nogenlunde. Naar jeg blot ikke svedte saa meget.«

»Kom saa!« sagde Søsteren, vinkede og gik foran hen imod Døren til

tredje Klasses Ventesal. Der viste hun Betjenten sine to Billetter.

Ditlevsen og Line fulgte efter.

»Har De Billet?« spurgte Betjenten Line.

»Nej,« svarede Line og huskede i det samme paa, at hun heller ikke

havde Penge til Perronbillet. »Far vel, Ditlevsen! Lykkelig Rejse!

Gud give, du maa komme rask hjem!«

Folk trængte paa, Adgangen maatte være fri, Ditlevsen sansede ikke,

hvorfor Line ikke gik med længer, sagde far vel til hende anstrængt,

aandsfraværende og passede blot paa ikke at tabe Søsteren af Syne.

Det kom med ét over Line, som om de nu alligevel tog ham fra hende og

skilte dem for bestandig, som at nu slettedes ud, alt hvad hun og han

i Forening havde drømt om Lykke. Ja hvad Lykke havde hun og han

forresten drømt om? De havde stillet op nogle Rigdomstal ligesom

Børnene, naar de leger, og Drengen kundgjør sin Søster: Nu er jeg

Konge og ejer ti hundrede tusende Millioner Daler. -- Gud véd, om det

var saa stor en Lykke at være rig? Jo det var det, men hun blev det

vist aldrig.

Tomt det hele, da hun fra Banegaarden skyndte sig til sin Fabrik.

Hvor grænseløs graat, forladt, glædesløst, ensomt!

Det var en Onsdag, han rejste. Om Søndagen fik hun et lille Brev fra

ham. Han var lykkelig og vel kommen til sit Hjem, men han var meget

træt efter Turen.

Hele den følgende Uge ventede hun forgjæves. Hun begyndte at blive

alvorlig urolig for ham, om det skulde være bleven daarligere. Endnu

en Uge, saa kom der et Brev med en fremmed Haandskrift. En heftig

Lungebetændelse havde dræbt ham. Den og den Dag skulde han begraves.

Det var Søsteren, der havde skrevet.

Ikke en Hilsen, ikke et Ord fra ham. Hvad skulde han hilse? Den

eneste Drøm, de havde havt fælles, var uigjenkaldelig bristet.

Hun blev kold efter dette, isnende kold. Hun kom heller ikke til at

græde, thi det var ikke saa meget Sorg, der fyldte hende, som snarere

en Følelse af, at han havde bedraget hende. Han havde, sikker og

myndig, lovet hende en Arbejdsdag med voxende Velstand og Anseelse,

han havde grebet ind, formet og ledet hendes uklare Pigetanker og

Ungdomsdrømme, til Idealet havde vist sig for hende i Skikkelse af

disse femten Tusende om Aaret -- aldrig mer eller mindre -- og

overladt hende ene de lange Dage ved Hækletøjet, for at hun

uforstyrret kunde tænke dem anvendt i Landsted ved Strandvejen med

Ekvipage eller i Rejse paa anden Klasse til Fyn for at besøge sine

Forældre eller i fine Middage, hvor en Etatsraad førte Fruen i Huset

til Bords -- og Fruen i Huset var hende.

Nu gjaldt det, om hun kunde blive glad ved Fabriken og de graa

Papirposer og et Tagkammer.

Begravelsen. Ja hvad havde hun dér at gjøre? Man jog hende vel ikke

ud, hvis hun kom, men møde alle disse Blikke, fremmede og fjendtlige,

blive maalt og vejet -- hun som alt længst var funden for let! Hvor

skulde hun heller faa Raad til den dyre Rejse?

Hun gik til Fabriken den Dag som de andre i sine gamle

Hverdagsklæder; men gjennem Drivremmens slidende Lyd og det tørre

Papirs raslende, bladende Hvislen var det hende bestandig, som hun

hørte Malmen af en fjærn Kirkeklokke synge, og det var som om alt,

langsomt og stille, døde i hende.

Til Efteraaret flyttede hun. Hun havde lejet sig et stort og ganske

net Kvistkammer i samme Gade. Det meste af Bohavet solgte hun, kjøbte

sig en Sovesofa i Stedet for Tospændersengen, fik afgjort sit

Mellemværende med Laanekontoret og beholdt endda 120 Kroner til

overs. Hun satte dem alle i Sparekassen og var glad ved at have en

Nødskilling.

Hun skulde give sex Kroner om Maaneden i Husleje, men fik det senere

hen ordnet saaledes med Værten, at hun kom til at bo gratis imod at

vaske Fortrappen og Køkkentrappen hele Huset igjennem. I Fabriken

kunde hun Sommer og Vinter tjene fem Kroner ugentlig, saa hun slog

sig vel igjennem. Hun havde da kun sig selv at sørge for.