Kaffen kom, og Brændevinen kom. Mads satte sig hos.
»Jeg tar mig en Drøve med det samme,« sagde han. »Siden hen, naar
Publikum formerer sig, faar jitte Stunder til at faa hverken vaadt
eller tørt. Væsgo, mine Herrer!«
»Du skulde ha bestilt naare Talere, Mads,« sagde en i Selskabet. »Saa
var der kommen flere Folk og bleven mere Liv i det.«
»Jeg havde det i Obselvation,« sagde Mads, »men jeg slog det af
Tankerne igjen, for jeg skal sige vos, lille Folk: det bliver altid
til Politik og dette here med højre og venstre. Men se, nu er du
Venstremand, Rasmus, og Jakob Mikkelsen, som gir Skøv til, er
Højremand, og jeg sjèl er Vært -- jeg skal betjene Gjæsterne gelìk og
rejælt, men det er ikke gjørligt at være alle til Pas, saa snart vi
kommer ind paa de diplomatiske Gebeter.«
»Du er rejdi nok, Mads,« raabte Lars Top. »Skaal, Nejels! Skaal,
allesammen!«
»Jeg skal sige vos nøve, lille Folk,« vedblev Mads Mogensen. »En af
mine gode Venner sagde engang til mig: Du skulde stille dig til Valg,
Mads. Du har gode Talegaver og gode Videnskaber. Du kunde fortælle
dem et og andet, de kunde have godt af at høre.
Jeg er en simpel Mand, sagde jeg, og jeg er en fattig Mand.
Du faar sex Kroner om Dagen, sagde han igjen, fri Rejse frem og
tilbage og fri Fortæring. Barestens de ligger inde fire Maaneder, som
nu om Stunder er det allerringeste ved det, at Finansloven, som de
kalder hende, er bleven saa skammelig haard at trække igjennem, saa
har saadan en Rigsdagsmand sine syv Hundrede Kroner.«
»Kan det dog blive saa møje?« udbrød Lars Top.
Mads Mogensen saâ sig triumferende om. »Jeg vil sige jer, lille Folk,
jeg overvejede Sagen. Jeg sagde til mig selv: Hvem er det, vi har til
Preresi --, til Resipretant? Er det en Mand, som forstaar sig paa
Smaafolks Konditioner, som kan sige, hvad vi skal ha for at sætte en
Favn Brænde eller naare af de Dejl? Jeg skal ikke lædére Manden; han
kan være møje god i sin Klase; men han er Kjøbenhavner, han er
studejret, han kjender val knap nok Ærter fra Vikker.«
»Der er nøve i det,« sagde Lars alvorsfuldt.
»Kanske I lejr ad mig,« vedblev Mads med stigende Mod, »for jeg er en
simpel Mand lisom I andre, men jeg er godt oplært, og jeg følger med
i Bladene. For det skal man begribeligvis. Og hvad Lovgivningen
angaar, har jeg Produkterne og Paragraferne i Hovedet, som det
hedder, baade hende om skadeligt Vands Afledning og den ny om
Jagten.«
»Det forslaar ikke, Mads,« sagde Jens Skomager og fniste med Øjnene i
Bordet og opskudte Bryn.
»Forslaar! Véd du hvad, Skomager, om det var sig saa, at jeg kom i
Rigsdagen, saa kan du stole paa, at jeg skulde ikke staa tilbage
hverken i Udvalg eller i Betænkeligheder. Og hvad Klæderne angaar,
jeg er en simpel Mand, jeg er en fattig Mand -- men der blev vel Raad
til en ny Frakke og en sort Silkehat for de Penge.«
»Ja du skulde stille dig,« fniste Skomageren.
»Det skulde da være til Snapstinget,« mumlede Rasmus.
»Jeg stiller mig ikke,« erklærede Mads, »for jeg er hverken
pengesbegjærlig eller ærekjær. Jeg er en fattig Mand, men jeg
optøjler mine Børn i Herrens Formaning og forskaffer min Familie
Legemets Næring og Nødtørft ved mine Hænders Gjerning. Mangler I
nøve, siger jeg til Trine. Skal Børnene ha ny Klæder, ny Sko? Skal du
ikke snart ha dig et Fjerdingpund Bøner? Skal jeg ikke gaa ud at
kjøbe dig en fire Ugers Gris; de er dyre paa Tiden -- lige møje,
siger jeg, hvad der skal til, skal til. Den ældste af mine Pigebørn,
hun blev kjed af at tjene Bønder, hun vilde til Kjøbenhavn, for hun
er godt lært og hun er skrap til al den Dejl, de sætter hende til.
Godt, siger jeg, her er Rejsepenge! Væsgo. Men før dig anstændigt op,
sagde jeg. Og jeg vil vide af at sige, at hun har fulgt sin Faders
Formaning, hun har Skudsmaal og Vidnesbyrd over hejle Kjøbenhavn. Og
det Herskab, hun er hos -- -- det er rejdi, Laves! Din Line er jo aa
der inde. Ja det er en stor Fornøjelse for vi gamle, naar Børnene
skikker sig val. Som det gamle Ord siger: Børn er Fattigm -- --«
»Mads!« lød en skingrende Kvindestemme henne fra Teltet.
»Nu kommer jeg,« raabte Mads og sprang op. »Ja bliv kun I siddende,
lille Folk, og lad mig se, I morer jer.«
»Du kommer val igjen inden alt for længe,« sagde Lars Top, »at vi kan
faa gjort Relighed for Kaffen.«
»Jeg skal strax være hos jer,« svarede Mads og pilede afsted.
»Det er et farligt Krej, den Mads Mogensen,« sagde Lars og lo. »Det
blev èsen en fejs Rigsdagsmand, vi fik vos der. Og sitte han kunne
læse op om Klæder og Sko og Kaffe og Grise. Gud hjælpe de Stakler! De
sejr vist itte manne Øjre af Fortjenesten.«
»Naa,« udbrød en Stemme bagved. »I er nok ved Thevandet, kan jeg se.«
Det var Hestehandler P. Nielsen, som for to Dage siden var kommen
hjem fra Kjøbenhavn. Han var i modérne Straahat og lys Overfrakke.
Selskabet følte sig smigret ved at blive tiltalt saa ligefremt af den
store Mand og lo enstemmig. Men Lars alene var Mand for at give Svar
paa Tiltale. Han saâ frejdigt op og svarede:
»Nej vi var føst ved Kaffen, Nejlsen. Der er længe endnu til
Thevandet.«
Dette resolutte Svar gjenoplivede Latteren; Lars selv lo højest af
dem alle.
»Kom hid lidt, Skomager!« sagde Nielsen. »Jeg har noget at tale med
dig om.«
»Ja vel,« svarede Skomageren militært og sprang op.
De gik Side om Side hen ad Skovvejen, den store, lysklædte
Hestehandler med den skinnende Straahat paa Snur og den korte,
undersætsige Skomager i sin forvredne Landsbyfrakke og toppede
Klædeskaskjet.
»Jeg kunde ikke komme nogen Vegne med den Sværte,« sagde Nielsen, da
de havde fjærnet sig tilstrækkelig langt fra Gruppen. »Jeg véd Faen
ikke. De fleste vilde hverken høre eller se den; et Par, som jeg fik
til at prøve den, sagde, at den var udmærket, den var meget bedre end
den, de forhandlede, men nu havde de engang deres Forbindelser, som
de ikke kunde bryde, og jeg véd ikke hvad -- det fik et daarligt
Udfald.«
»Det gjør ikke nøve, Nejlsen,« sagde Skomageren, trak Øjenbrynene op
og gjorde mange Grimacer med Munden. »Det kommer nok. Al Dejl skal ha
sin Tid.«
»Hør, Skomager, jeg er nu bleven opsat paa, at den Sværte skal gaa.
Men rimeligvis maa du selv snakke for dine Varer. Har du Lyst til at
tage med mig ind til Kjøbenhavn ret efter Helligdagene, saa giver jeg
fri Rejse.«
»Jeg siger saa manne Tak,« svarede Jens, »men det er lidt for tidlig
inøv.«
»For tidlig! Hvad skal det sige? Naar saadan noget skal sættes i
Gang, saa gjælder det just at komme saa tidlig som muligt og komme
med Kraft. Jeg kan ikke med dette Sjokkeri og disse hundrede
Betænkeligheder, somme har, saa de aldrig kommer af Stedet, inden det
er bag efter.«
»Det kan nok være, Nejlsen, men siden vi nu har begyndt at snakke om
de Dejl, saa sker det ogsaa somme Tids, at en god Sag bliver ødelagt,
fordi den kommer frem for hovedkulds. Efter hvad jeg saadan har tænkt
om dette, da er der to Veje: enten gaar vi ud fra Skovstrup med smaa
Skridt og kommer først til Odense, Assens og Nyborg, siden hen tar vi
Jylland og Sjælland, saa Kjøbenhavn og saa videre kanske til Sverig
og Tyskland, eller ogsaa gaar vi ud fra Kjøbenhavn og falder over
hele Landet lige med det samme. Men saa er det, at der skal en hel
Fabrik i Gang med Folk og Agenter og store Oplag. Alene de mange
tusend Æsker og Prøver og Forsendelser vil koste flere Hundrede
Kroner. Sejs vi, dem har jitte, Nejlsen, og derfor er jeg nøjdt til
at gaa med smaa Skridt.«
Nielsen saâ forbauset paa sin Sidemand. Han begreb, at det var ikke
ham, der gav Skomageren en Opgave, men at denne var til forud, var
gjennemtænkt langt fuldere, end han havde Anelse om, at Skomagerens
Tankevidde gik, og at Opgaven var grebet under et større Synspunkt;
derom overbevistes han ved de Ord Fabrik og Agenter.
»Det var som Faen. Jeg ser, du har tænkt over den Ting. Men er det
ellers kun Penge, du trænger til, saa kan du faa hos mig. Hvor mange
skal du bruge? Vil du have fem Hundrede Kroner?«
»Det er saa møje godt, Nejlsen, og jeg siger saa manne Tak; men jeg
kan ikke stille naare Sikkerhed, og jeg er heller ikke modig ved at
laane alle de Penge.«
»Sværten er Sikkerhed nok. Folk, der vil frem, skal hjælpes.«
»Jeg tror ligodt, jeg gaar over Odense og Assens og tar den med smaa
Skridt,« sagde Skomageren; »men jeg skal tænke over det. Kun vil jeg
bede dig om, at det bliver mellem vos. Folk gjør Nar ad saadan nøve,
indtil de sejr, det gir Penge.«
I det samme kom hele Pigeklyngen, lys, flagrende, leende -- to og to,
Arm i Arm. Line stak noget af i sin graa Kjole; hun var ogsaa den
højeste.
Hesteprangeren løftede høfligt paa Hatten og talte dem spøgende til.
Han havde Ord for at være kvindekjær. Jens Skomager drev forlegen af
for sig selv i store Spekulationer, smaafnisende og med mange
sælsomme Grimacer.