Det var anden Pintsedag hen ad Aften, en Uges Tid efter, at Line var
kommen hjem fra Kjøbenhavn. Stuen hos Lars Top udmærkede sig ved en
vis lys og proper Hygge. Der var Panel i Vindueshøjde hele Stuen
rundt og derfra og op efter til det lave Loft blaablomstret Tapet.
Alt Træværket med Undtagelse af det sandstrøede Gulv var malet
engelskrødt, i de smaa Vinduer stod blomstrende Fuchsier og Neliker.
For den ene Bordende sad Line og hæklede, for den anden hendes Moder
med sin Bindehose. Line talte om sine Svigerforældre.
»Nej det maa du da ikke tro, at de var glade ved det Parti. De har en
stor Ejendom, og der er sex Børn, saa han skulde naturligvis have en
med Penge, jo fler, desto bedre. De blev helt ude af sig selv baade
gamle og unge, da de hørte, han havde forlovet sig med en
Husmandsdatter fra Skovstrup, hans Mesters Tjenestepige.«
»Nu har jeg dog aldrig kjendt Mage!«
»De har skrevet det ene Brev efter det andet til ham, og Søsteren har
været inde for at foresnakke ham, at han skulde gjøre det forbi, men
han svarede, at det blev ikke anderledes denne Gang.«
»Det var rejdi nok net af Ditlevsen.«
»Net? Ja han kunde da ikke godt svare andet, naar han ikke vilde
holde mig for Nar. Jeg har ikke hængt mig paa.«
»Vej du hvad, min Pige! Der er ligodt mange, der ikke tar det saa
nøje i det Kapitel. Om Pigen bliver holdt for Nar eller ej, kerer de
sig lidt om.«
»Jeg var ogsaa temmelig paa det rene med, at Ditlevsen ikke hørte til
den Slags Folk, før jeg sagde ja; jeg tænker heller ikke, han skal
komme til at fortryde sit Valg. Han forlanger ikke noget fra sit
Hjem, saa vi begynder paa bar Bund, men vi har begge det Forsæt, at
vi vil frem, vi er unge og raske, han har et godt Haandværk, og han
hverken spiller eller drikker Fortjenesten op.«
»Ja det er saamænd det bedste ved det hejle.«
»Det er tit det solideste at begynde smaat, saa véd vi, hvor det
kommer fra, saa skjønner vi paa det, vi har.«
»Ja du har altid været en sæjr gammelkløv Tøjs, Line.«
»Da Etatsraaden satte Bo, havde han mindre at begynde med end vi, og
nu er han en af de største Bygmestre i Kjøbenhavn. Efter
Skattelisten har han femten Tusend i aarlig Indtægt; det siger
Ditlevsen.«
»Gud Faderi!« udbrød Lines Moder og lod lamslaaet sit Strikketøj
synke i Skjødet. »Siger du femten Tusend? Saa kunde han jo kjøbe en
lille Bondegaard hvert andet Aar for sine Indtæxter.«
»Til næste Aar begynder Ditlevsen som Mester. Saa alliérer han sig
med en god Ven, han har, der er Tømrer, og saa kan de vælge et af to:
enten kan de kjøbe Grunde i Udkanterne af Byen, hvor de endnu er at
faa til rimelige Priser og bygge af nyt, -- saadan bærer de fleste
sig ad -- eller ogsaa kan de kjøbe gamle Huse inde i Byen og pudse
dem op, saa de kommer til at se ud som ny. Det betaler sig bedst,
siges der, og det er det, Ditlevsen vil spekulere i. Det er der ogsaa
mindst Risiko ved.«
Hun talte saa sikkert; hun havde næsten fuldstændig tilegnet sig det
dannede Talesprog, vel med en stærk kjøbenhavnsk Akcent, men uden
Skaberi. Skovstruppigerne ere i Stand til det paa en utrolig kort
Tid.
Hun var i graa Kjole med sort Fløjel i Brystet og for Hænderne.
Snittet var tarveligt. Under Hagen var Kjolen lukket med et
Sølv-Egeblad.
»Saa nu maa du nok af Sted, Line!« udbrød Moderen og saâ ud. »Der
har vi hele Selskabet.«
Udenfor Laagen stod en Flok unge Piger, alle i lyse Kjoler med
Straahatte og Flagrebaand, leende og passiarende.
En af dem stak Hovedet ind ad Døren.
»Er du færdig, Line!«
Line havde rejst sig og rullet sit Hækletøj sammen. Hun tog nu Hat og
Overstykke, som laa parat paa Kommoden, og var hurtig i Stand.
»Skal du være saa graa?« spurgte _hun_ i Døren.
»Jeg danser ikke,« sagde Line.
»Nu har jeg dog aldrig kjendt Mage. Er det for Kjærestens Skyld? Han
er jo langt væk.«
»Jeg har aldrig holdt videre af det.«
»Gaa til Skovbal uden at danse! det er en tynd Plasér.«
»Jeg venter mig heller ikke stor Plasér,« svarede Line med et Smil.
»Far vel, Moder!« Hun lagde i forbigaaende Haanden let paa Moderens
Skulder. »Skal vi saa?«
»God Fornøjelse, Børnlille! og lad mig sej, I ikke kommer for sejnt
hejm!« Derpaa nikkede hun mildt til alle de glade Ansigter ude ved
Laagen.
Skovballet stod i Jakob Mikkelsens Skov og var arrangeret af Mads
Mogensen. Der var et aabent Dansegulv, et Beværtningstelt og to
lange Borde udenfor Teltet med nedpælede Bænke. Ved Indgangen til
Skoven vajede et Flag over en Æreport, hvis falmede Løvværk heldigvis
ikke berøvede Skoven noget af dens Friskhed. Det var stille Vejr med
stærkt dalende Sol, da Pigeklyngen drog ned ad Skovvejen; man hørte
Musiken inde fra Tykningen: to Horn og en Klarinet -- Danselysten
steg i Blodet. En Mængde Børn løb om ved Indgangen, hvor Mads
Mogensens Ven Jens Nyrup stod og solgte Billetter; gamle Husmænd sad
udenfor Teltet og røg paa deres korte Træpiber; Karle og Piger
begyndte at samle sig om »Salunen«, og Egnens Løve, en ung Skrædder
fra Langerup, havde allerede aabnet Ballet. Gaardmændene kom to og
tre og Konerne ligeledes to og tre, saa langsomt Benene lod sig
flytte; man maatte jo unde Mads Mogensen en Skillings Fortjeneste,
hvor det lod sig gjøre for ikke at faa ham og hele den store Familie
paa Sognet. Bag Teltet hævede en let, blaa Røg sig mod den grønne
Baggrund -- dèr kogtes Vand til Kaffe og Punsch; en halv Snes Børn,
allesammen Mads Mogensens og allesammen pjaltede og blegnæbbede, stod
og hang af i Baggrunden af Teltet og der omkring. De legede ikke, de
rendte ikke omkap med de andre Børn -- alligevel var denne aarlig
tilbagevendende Fest Aarets gladeste Dag for dem og imødesaas
Maaneder forud med stille Spænding.
Mads Mogensen var i Perlehumør over det gode Vejr; for desto friere
at kunne bevæge Armene havde han hængt sin Frakke op paa en Stump
knækket Gren af en nærstaaende Bøg. Af Farve var den Frakke
resédagrøn med stærkt gulnede Partier; i Frastand saâ det ud, som om
én havde hængt sig; det saâ ud som en Protest imod Lystigheden, men
var det ikke.
Niels Væver og hans Søn sad paa Bænken uden for Teltet tilligemed et
Par andre Husmænd. Lars Top var der ogsaa.
»Skal vi ha vos en Bajer?« foreslog Lars.
»Skal jeg ha nøve, skal det være en Kaffepuns,« sagde Niels Væver.
»Du er døv et gammelt Krej!« raabte Lars venskabeligt. »Skal du ikke
være mere fornem paa det, naar du er til Skovbal!«
»Det Bajerskøl er saa bedsk,« sagde Niels; »men vi kan jo lade helt
være.«
»Sitte nøve Pjank! Har Mads havt Ulejlighed med at faa Drikkelsen
herud, maa vi da unde ham en Smule Søgning. -- Hej, Mads! Har du
Kaffen færdig?«
Mads kom springende ud af Teltet i Skjorteærmer med Lærredsforklæde
og bart Hoved, lille og slunken, men lutter Smil og med spillende Liv
i de brune Øjne og alle Lemmer.
»Kaffen er færdig, mine Herrer! Hvor mange Portioner?«
»En, to, tre -- -- fem skal vi ha, og saa en Drøve Brændevin til at
sole den med.«