II.

I Jakob Mikkelsens »Langeløkke,« som paa den anden Side Gaden laa

lige over for Niels Vævers Hus, havde der hidtil staaet to store,

enlige Ege, Veteraner fra en Tid, da Skoven havde strakt sig lige til

Gaden. Lars Top, som ved Siden af sin Humleforretning drev adskillige

Bierhverv, havde kjøbt dem paa Roden, derefter fældet dem og var nu i

Færd med at flaa dem. Gjennem Hegnet kunde man fra Niels Vævers Hus

se de nedlagte Kæmper strække de afbarkede, krumme Grene i Vejret som

uhyre, nøgne Lemmer og Lars Top med Kaskjetten i Nakken og stort

Lærredsforklæde sysle der omkring. Lars var en industriel Natur; hans

Virksomhed skiftede med Aarstiderne og vendte ligesom Drengenes Lege

tilbage efter en bestemt Rækkefølge. Om Foraaret passede han

Humlehaverne, om Sommeren okulerede han Roser og fuskede paa anden

Maade lidt i Gartneriet, om Efteraaret drev han Jagt og plukkede

Humle, i November og December slagtede han Lam, Faar og Grise i

Gaardene. Senere -- omkring ved Fastelavn -- kølnede han Malt og

røgede Flæsk, ved hvilken Idræt han fik god Anvendelse for sine mange

grønne Humleranker. Desuden bad han til Gilder og forestod

Opvartningen, spekulerede lejlighedsvis lidt i Tømmer, forsømte

ugjærne nogen Løsøre- eller Skovauktion, var kort sagt om sig paa

alle Maader, naar det blot ikke gjaldt det tætte, jævne Slid, det

stadige Arbejde fra Morgen til Aften, som uundgaaeligt følger med at

tærske, skære Tørv og grave Grøfter; for den Slags Dagværk var Lars

Top saa bange som Fanden for det hellige Kors.

Det var et Par Maaneder efter Lines Besøg. Dørene mellem Niels Vævers

Stue og Sønnens Værksted stode aabne; den gamle sad og pillede ved et

aldrende Ottedagsværk, med store Messingbriller ridende langt ude paa

Næsen; Jens hamrede paa en Støvlehæl og fløjtede en lystig Melodi

inde fra sin Forhøjning.

»Huld op med den Musik!« raabte den gamle. »Vi kan jo aldrig snakke

et Ord sammen. Jeg har tit tænkt paa at spørge dig om, hvad det saa

blev til med Line i sin Tid?«

»Ja hun glej jo til Kjøbenhavn igjen, uden at jeg saâ nøve mejr til

hende. Men det er val rejdi nok, uden barestens at der itte er

sluttet fuld Avkord.«

»Jeg er ligodt ræd for, at du bliver narret, Jens. Jeg tror

allersnarest, at hun har en Kjæreste inde i Kjøbenhavn, og at det var

ham, _hun_ snakkede om. Det var ingen gode Tegn, maa du tro, at hun

saadan løb sin Vej uden at gjøre Relighed.«

Jens faldt ved de Ord i Tanker, der blev helt stille inde hos ham.

Lidt efter sagde han dæmpet, hurtigt: »Der kommer Lars Top. Han

styrer lige imod vort. Hvis han kommer ind, kunde du saa ikke faa det

lirket ud af ham, for nu har du ligodt gjort mig nøve vaklevorn i

det.«

Lars Top havde oppe i Marken lagt sit Forklæde til Side, grebet sin

rødmalede Madæske og kom med lange, sindige Skridt tværs over Marken.

Der var et Hul i Hegnet over for Niels Vævers; der brød han igjennem

og styrede lige mod den grønne Laage.

Jens lukkede sin Dør, som han netop kunde naa fra Værkstolen. Lars

Top traadte ind ad Gangdøren.

»Go Dav, Nejels! Har du faaet Mellermad?«

»Itte i Dav,« svarede den gamle med en Urstift mellem Tænderne og

Ansigtet halvt inde bag Skiven.

»Saa kan vi tage ham i Fællesskab. Det blæjs saa galt ude i

Langeløkken. Gir du Kaffen, saa gir jeg Brændevinen.«

»Lad aa det gaa!« svarede den gamle, skød den sønderlemmede

Tidsmaaler til Side og rejste sig. Derpaa aabnede han Bordskuffen.

»Jens!« raabte han.

»Holloj!« Døren blev igjen lukket op. Skomageren viste sig.

»Kan du koge vos nøve Kaffe,« sagde den gamle og tog Brød og Smør

frem af Skuffen. »Lars Top gir en Dram i Dag.«

»Det skal _jeg_,« svarede Jens. Han kastede sit Skjødskind, rødmede,

da han hilste paa Lars, trak Øjenbrynene højt op og begyndte at hale

Stikker og Spaaner frem af Kakkelovnskrogen.

»Kom her med Møllen!« sagde Lars, der alt havde sat sig, »saa skal

jeg male.«

»Godt,« sagde Jens, smaafniste og viste en forlegen Travlhed.

Han kom brændte Bønner af et Kræmmerhus i Messingtragten og gav Lars

Kaffemøllen. Derefter gjorde han Ild paa og satte Kjedlen over.

Lars tog en Bid af sin Mad nu og da, mens han kjørte rundt med

Haandtaget. Niels Væver smurte Rundtenommer til sig og Sønnen og skar

Ost paa.

»Der har du Flasken,« sagde Lars og stak den fyldte Pægleflaske over

til den gamle. »Nu kan du være Forvalter, for der bliver jutte saa

møje manne til hver.«

»Det er bedre Jens er Skjænker,« svarede Niels. »Jeg rister paa

Næverne.«

»Nu kan I val vente et Korn,« sagde Jens ved Kakkelovnen.

»Hvad Pris er Barken i?« spurgte Niels Væver.

»Jeg har itte højrt naare Pris,« svarede Lars; »men de siger, han er

dyr.«

»Saa tjen du dig en god Dagleje ved de Træer, Laves. Du fik dem for

godt Kjøb.«

»Det er paa den Vis, vi skal bjærge Livet,« svarede Lars. »Gaa og

slide sig op i Dagleje, det er Svælteri.«

»Det er nøve som er,« sagde Niels Væver.

»Men der skal hænges i paa alle Maader. I Foraaret havde jeg 72

Kroner af mit Malteværk.«

»Det er bedre end Skomageriet,« sagde Jens og bød Lars den første

Snaps.

»Nej, væsgo og drik vos til!« sagde Lars høfligt.

»Til Lykke med Egene,« sagde Jens og tømte Glasset.

»Tak. Ja vi skal kunne lidt med alle Dejl nu om Stunder; der skal

nøve til aa ernære en Familie. Der skal spengelejres.«

»Du har et godt Hoved, Laves,« sagde den gamle henne ved Bordet og

skar Tærninger ud af sin Rundtenom.

»Nu kan det lade til, at Line vil jivtes og _vi_ kommer nok til aa

jøre Braalbet. Bliver ditte stort, det er ligodt en Ujivt.«

»Skal Line ha Braalbe?« sagde gamle Niels og saâ langsomt fra Lars

hen paa Sønnen.

Denne havde lige skjænket en ny Snaps, og Lars rakte allerede Haanden

ud efter den, da Jens helt uformodet slog den i sig selv.

»Hvad Rakkeren!« raabte Lars og sænkede slukøret Haanden. »Du er en

god Skjænker! Du drikker nok sjèl det hejle.«

»Det var paa Lines Velgaaende, Laves!« sagde Jens, fniste og skød

Øjenbrynene heftigt op og ned. »Hvem skal hun ha?«

»Ja jeg har aller sejt Fyren for mine Øjne. Han er Mursvend derinde

og skal være saa møje gefærlig skrap til det fine Arbe. Ditlevsen

kalder hun ham, hvad han èsen hedder, vej jitte. -- Nej holdt! Nu vil

jeg have Fingrene ved Glasset, mens du skjænker. Èsen narrer han vos,

Nejels.«

»Det er nok saa nøve rejdi fint,« sagde Jens og blev ved at fnise og

gjøre Grimacer.

»Det kan lade,« svarede Lars og tømte Glasset. »Forresten er han da

bondefødt. Forældrene er Krofolk éjsteds ovre paa Sjælland.«

»Saa siger han ikke nej til en Dram, kan jeg forstaa,« sagde Niels

Væver tørt.

»Han smager aller Sperentus,« svarede Lars højtideligt. »Det siger

Line. Og han gaar aller paa Kommers eller Dansesjov.«

»Kom nu her med Flasken,« sagde den gamle. »Skal jeg ha en Dram, vil

jeg ha hende, mens jeg faar Mad.«

»Der har du hele Flasken, Far,« sagde Sønnen og snurrede sig paa

Hælen. »Men det er en skammelig Svindsot, hun har faaet; jeg véd

knap, om der kan blive én til dig.«

»Det tror jeg,« raabte Lars og lo med Munden fuld. »Naar du staar dèr

og drikker for to.«

»Hvor har du _din_, Far? For nu gir jeg en Dram i Anledning af Lines

Mursvend. Vi har jutte saa langt hen til Kjøbmanden.«

»Det var Ret,« raabte Lars. »I Dag er der Humøjr i Skomageren.«

Jens sprang hen til Hængeskabet og fik fat i en tom Trepægleflaske.

»Nu skal vi dog have saadan, vi kan smage det,« sagde han, greb sin

Hat og løb ud af Døren med Flasken under Armen.

»Det er da et Helvedes Jærn, den Skomager!« raabte Lars, mægtig

oprømt ved Udsigten til et Par Extrasnapse. »Jeg tykkes ellers ikke,

han er haard ved den Slags.«

»Kom du her, Laves, og skjænk mig den Taar, du har lovet. Du har

lejtere ved det.«

»Vi kan vel klemme hende saa møje,« sagde Lars og skjænkede for den

gamle. »Nej se, vi fik jo igaar et langt Brev fra Line; de var

forlovede allerede, da hun var her i Foraaret, og nu vil de holde

Braalbe til Højst, har de bestemt, og saa jo, om det maatte staa hos

vos, desformedelst at det er møje billigere end i Kjøbenhavn med

Præst og Degn og det hejle. Hun har sagt sin Tjeneste op til føste

Juni og kommer saa hejm for at sy paa Udstyr, skjønt de kjøber nok

èsen det mejste, for han tjen en skammelig Mase Penge. De har lejet

dem en Lejlighed, og hun skriver, at der er oljemalede Vægge ligesom

hos Jakob Mikkelsens, og hvad det angaar med at faa hentet en Spand

Vand, da har de aldrig nødig at gaa til Posten, for det flyder af sig

sjèl lige ned i deres Vask, barestens de drejer paa en Messinghane.

Saadan er det nu over det hejle der inde. De har det nemmere end vi.«

Skomageren kom tilbage i fuldt Løb igjen og satte den fyldte

Trepægleflaske paa Bordet.

»Nu vil vi ta vos en lille Donner, Laves, i Henhold til at Line snart

skal være Madam Ditlevsen. Egene løber jutte der' Vej.«

»Egene tøver nok,« sagde Lars og saâ begjærligt efter den grønne,

langhalsede Flaske, af hvis Munding den klare Strøm allerede flød ned

i Glasset.

»Denne Gang skal du ha føst.«

»Sitte nøve Pjank,« brummede Niels. »Vi maa'tte donre fra

Formiddagen. Nu gir du vos den Drøve Kaffe, Jens, og saa tar vi vos

»en lille sort,« og saa skal det være Stop med det her i min Støve.«

»Ha ha ha!« lo Lars Top. »Ja det er rejdi, Nejels. Vi gamle bliver

nøjdt til aa holde til Raade. Det er døv et rejnt Jærn, den

Skomager.«

Der gled alligevel et Par Snapse, inden Kaffen blev skjænket. Lars

Top og Jens rykkede hen til Bordet ved Siden ad Niels Væver,

Brødstumper, Smør og Ost blev puttet i Skuffen igjen; det hele blev

nok saa indbydende. Paa det rødmalede Bord foran Vinduespillen stod

Flasken, en Kop med smaatbrækket, lyst Kandis og de tre hvide

Spølkummer, halv fulde af sort Kaffe. Skomageren var atter Skjænker;

han hældte i uden at bruge Glas, og Lars Top bad ikke for sig, før

end Koppen var fuld. Den gamle fik Lov til at nøjes med mindre, og

Jens tog heller ikke stort af Brændevin i _sin_, Lars puttede et

Stykke Sukker i Munden og stødte sin Spølkum mod de andres.

»Skaal, Nejels! Skaal, Jens!«

Da Lars Top havde drukket en Slurk af den varme, dunstende Blanding,

begyndte han at blive rød i Kinderne. Øjnene krøb ind, men bleve

sælsomt blanke og tindrende. Han kom i Gang med at fortælle

Jagthistorier. Skomageren hentede sin korte Træpibe og begyndte at

dampe, som om det gjaldt Livet. Da Lars Top lugtede Tobakken, trak

han et Stykke Avispapir op af sin højre Buxelomme, udfoldede en stor

Kringle Mellemskraa og bed sig et passende Stykke af. Derpaa rakte

han Kringlen til Niels, som afslog. Frokosten trak ud, Historierne

vare mange og lange. Omsider satte den gamle sin tømte Kop op i

Vinduet og tog paa ny fat i sit Sejerværk, Skomageren rejste sig og

gik ind paa sit Værksted; tilsidst huskede ogsaa Lars paa, at der laa

to Egetræer og ventede paa ham; han bød far vel og drog med faste,

sindige Skridt op ad Langeløkken til.

Da han var gaaet, viste Jens sig atter i Døren ind til den gamles

Stue.

»Saa vej vi det da,« sagde han. »Det er nøve bedre end aa blive

Skomagerkone i Skovstrup.«

»Ja du er et godt Fæj,« knurrede den gamle og stadfæstede sin Dom ved

at lade Slaghammeren falde klingende mod Urets Malmklokke. »Saa gaar

du her og bilder dig ind, at hun halv Vejs er din Kjæreste.«

»Kunde jeg forstaa andet,« sagde Skomageren og traadte helt ind.

»Naar hun siger -- --«

»Ja hvad siger hun? Hun siger, der er én, hun kan skammelig godt

lide, og han hedder Ditlevsen. Kommer det dig nøve ved?«

Jens satte sig paa Stolen ved Kakkelovnen, hvor Lars Top havde siddet

og malet Kaffebønner, og begrov Ansigtet i sine Hænder.

Niels Væver sad og knikkede med sine Tandhjul, de gamle Ure dikkede

omkap fra Væggene.

»Lejt dig!« brummede han pludselig. »Der kommer Nejlsen.«

Jens var lige bleven rejst og havde faaet Ansigtet i de sædvanlige

Folder, da den store Hestepranger traadte ind. Han var i Blankstøvler

og holdt i Haanden en Spanskrørsstok med Elfenbens-Hundehoved.

»Hør, Skomager!« sagde Nielsen efter et flygtigt god Dag, »hvad er

det for noget Blanksværte, du bruger? Kan vi ikke faa at vide, hvor

du kjøber den?«

»He he, jeg lemper hende sjèl.«

»Det var som Faen! Kan du da ikke lempe noget til mine Kvindfolk? Jeg

gjør altid Spektakel med dem, hver Gang jeg skal trække et Par

Støvler paa, for jeg vil have, at de skal skinne som Sølv, og for det

meste ser de ud, som om de var gneden ind med Vognsmørelse. Nu i Dag

da jeg kommer og vil trække disse her paa, saa er de, som jeg vil

have dem. Saadan skal det være, siger jeg. Men hvorfor kan I nu

blanke dem i Dag og ikke ellers. Fordi at de lige er kommen fra

Skomageren, siger de. Forhør du, hvad det er for en Blanksværte, han

bruger, og skaf os den, saa skal dine Støvler nok blive dig til Pas.

Har du noget?«

»Du kan godt faa en Æske fuld,« sagde Skomageren og gik ind i

Værkstedet.

»Hvad koster den?«

»Ja det vej jeg saa knap. Jeg sælger hende jutte saadan.«

»Du maa da vide, enten du kan sælge den for samme Pris som anden

Sværte, eller om den er dyrere at lempe.«

»Nej dyrere er hun datte. -- -- Væsgo!«

»Tak. Hvor meget bliver det saa? For jeg har ingen Forstand paa, hvad

den Slags Pilleri koster.«

»Jeg vej itte, om du vil gi ti Øjre?«

»Er det det hele?«

»Ja jeg skal itte ha mejr.«

»Men saa begriber jeg ikke, hvorfor du ikke opretter en hel Fabrik og

sælger den i Massevis. Du kunde jo blive rig ved din Sværte.«

»Ja naar det var sig saa, at Folk vilde kjøbe hende.«

»Det kavérer jeg for, saa snart de kun véd, at den er til at faa, og

de bliver kjendt med den.«

»Det kunde nok ikke blive til nøve med saadan en Fabrik her i

Skovstrup,« sagde Skomageren og fniste.

»Hvorfor ikke det? Lad mig faa en halv Snes Æsker med, naar jeg paa

Mandag rejser til Kjøbenhavn. Jeg skal nok skaffe dig af med din

Sværte.«

»Ja Tak. Det kunde være morsomt nok at prøve.«

»Naa, Niels!« sagde Hestehandleren i en noget højere Tone, idet han

nedladende henvendte sig til den gamle, som uforstyrret vedblev sit

Arbejde. »Kan du faa Ret af Mekanikken?«

»Det skal gaa med den, som det kan, Nejlsen!« svarede den gamle

forekommende. »Jeg kan gemejnlig nok faa Klokkerne til aa gaa, men de

gaar ligodt ikke alle, som de skulde.«

»Det er saa med Klokkerne lige som med Folk, kan jeg forstaa,« sagde

Nielsen leende og bød far vel.

Jens stillede sig op ad Dørstolpen, da Hesteprangeren var gaaet og

skød Øjenbrynene til Vejrs.

»Det kunde mejst lade paa Nejlsen,« sagde han, »som jeg døv itte vaa

et Fæj til al Dejl. Kanske jeg forstaar mig bedre paa Blanksværte end

paa Kvindfolk.«

»Du gjorde dig datte for kløv,« snærrede den gamle.

»Tror du, jeg vil gjøre ham Regnskab for, hvad jeg har i Sinde med

min Sværte? Og helst saalænge hun ikke er færdig? Hun skal nok komme

frem, naar Tid er. Nu vil jeg først prøve med den Selledunesavt og

se, hvad Skjær hun gir -- jeg skal ogsaa se, om jeg kan hitte paa et

fejs Navn og faa en fejs Seddel paa Æskerne. Der er langt frem endnu,

og desuden har jeg det heller ikke saadan med Penge, at jeg kan gjøre

stort Spræl. Jeg maa komme smaat af Sted.«

Den gamle svarede ikke.

»Men en Snes Æsker kan han gjærne faa med til Kjøbenhavn; det er

ingen Skade til, at de bliver lidt kjendt med hende.«