Det havde været lys Dag flere Timer, da han vaagnede. Udenfor
Sovekammervinduet mødte ham Frugthavens tætte Bladfylde, dyppet i
Nattedug og oversmeltet med Junisolens sølvrøde Morgenlys. Han saâ
Graaspurvene hoppe om paa krogede Æblegrene og hørte Stærene fløjte
kjælent oppe fra Lademønningen. Hvad var det han havde drømt? --
Fløjte kjælent -- -- aa, det var jo ingen Drøm, det var den aldeles
mageløse Virkelighed. Han var bleven forlovet.
For det første vilde han _ikke_ op. Ikke før Skoletid. Han vilde
ligge stille og se ud i det grønne, diamanttindrende Solskin, drømme
Sommernatten om igjen og tænke frem alt det, der skulde komme.
Det var kjedeligt nok, at Familien ikke havde bedre Rygte, og
Broderen saâ temmelig ordinær ud; men man giftede sig jo ikke med
Familien. Hun var naturligvis ogsaa Dus med hele Byen, men de
behøvede ikke at blive i Skovstrup al deres Levetid. Kunde der blive
noget engang i Aarhusegnen -- der var Bakkerne saa store, Aaerne saa
brede, Engene saa bløde -- han havde altid elsket Aarhusegnen.
Han kunde saa tydelig se hendes Haand med den skjære, svagt lysende
Hud og den let tegnede Aare. Han havde løftet den op til sit Ansigt,
trykket sit Kys paa den, og saa havde hun hvisket:
»Sid her over!«
Disse Ord blev ved at klinge for ham. De havde vexlet saa faa ellers.
Det var ikke ganske, som han havde tænkt sig det, ikke som han havde
læst hos Ingemann, Carl Bernhard og Emilie Carlén. Det gjorde ham
næsten en Smule ondt dette Brud paa Ordenen.
Han skulde have sunket ned foran hende, grebet _begge_ hendes Hænder
og have spurgt med Ansigtet op imod hende: »Vil du være min, du
elskede?« Og saa skulde hun have lagt sine Arme om hans Hals, have
bøjet sit Hoved ned imod ham og have stammet et »Evig og altid« forbi
hans Øre. Og saa skulde han have knuget hende ind til sig og have
kysset hendes Mund, hendes Kinder, hendes Hals talløse Gange.
Men han havde ikke sagt et Ord og ingen Ting gjort. Det var hende,
der havde hvisket: »Sid her over!«
Det var egentlig underligt, at hun vilde sige det. Det var ikke
rigtig bly, rigtig kvindeligt, syntes han. Det var ogsaa lidt tamt
af hende, at hun sad ham saa nær ved Ruden og ikke en eneste Gang
drog sig tilbage, end ikke da han rørte hendes Haand første Gang.
Mon hun selv skulde være et Brud paa Ordenen?
Det randt ham i Hu, dette med de mange Kjærester. Men det var da
egentlig kun af Maren Anders Jepsens, han havde hørt det, og hun
syntes nu engang at være den Familie paa Nakken. Naar en Pige er ung
og smuk og ikke klæder sig i Sæk og Aske, har Klafferen altid travlt.
Maren Anders Jepsens havde angrebet hende én Gang til, det var et Par
Dage efter Brylluppet. Hun rettede et spidst Spørgsmaal indsvøbt i et
sødligt Smil til Lindenberg angaaende Sidsel, men han havde opfattet
det, som om Maren havde følt sig stødt over, at han havde danset med
Sidsel før med Annette, og ikke svaret videre dertil. Saa havde Maren
truet ad ham med Fingeren og sagt spøgende: »Pas paa, at hun ikke
fanger Dem.«
Hvis hun var en af disse lette Kvinder, der flagrer fra Favn til
Favn; hvis han ikke var den første, hun havde delt Rude med; hvis
dette Møde med hele sin tavse Spænding kun havde været hende en Leg?
Eller om der havde været nogen Beregning med i Spillet? Det var
maaske ikke et uværdigt Maal for hendes Ærgjerrighed at blive
Skolelærerkone i Skovstrup, en fattig Smaamands Datter ude fra
Skoven?
Aa, det var forfærdeligt med alle disse Tanker! Hvor kom de fra? Hvor
kunde de komme mylrende saa mandstærke, saa skarpe -- og skære i hans
unge, friske, rene Lykke?
Nej, det var ikke muligt. Da hun gjengjældte hans Haandtryk og
langsomt flyttede sine Øjne fra Ruden hen paa ham, var det et Blik
saa dybt og inderligt, og Mundens Linje var saa sanddru og hellig, at
hver en Tvivl var Dødssynd. Det Aasyn kunde umuligt lyve.
Havde han blot forhørt sig lidt om hende andre Steder! For at
hun havde været forlovet med Hanne Mørkens Johannes, var en
Kjendsgjerning, og at hun havde slaaet op med ham og gjort ham halv
forstyrret i Hovedet, var det ogsaa.
Men hvordan det nærmere hang sammen med den Sag, var ikke godt at
vide. Johannes kunde ogsaa have sin Part af Skylden. Aa det vilde
klare sig altsammen, naar han fik talt med hende. Saa vilde hun selv
gjøre ham Rede for alt. Om hun engang havde taget fejl af sit Hjærtes
Røst, derfor havde ingen Ret til at plette hendes Rygte.
Hun var Sypige eller Modehandlerinde -- havde været flere Aar i
Odense, havde mange Bekjendte, sagde hun. Gud véd, hvad det var for
Bekjendte?
Om hun blev hans Kone, og de skulde følges ad i Butiker der ude, hvor
hun maaske havde fjaset med disse Kræmmersvende, maaske taget med en
og anden i Skoven eller paa Dansebod! Om de skulde skele til hinanden
bag deres Disk, naar han vendte dem Ryggen og fulgte hende ud af de
store Glasdøre!
Men han huskede, at den Gang Anders Jepsens Kone kom med sit Udfald,
havde Annette taget hende i Forsvar og sagt: »Du kan trøste dig med,
Moder, at du véd ikke synderligt Rede paa det, du taler om. Jeg
kjender Sidsel bedre end de fleste.«
Og var hun ren, da var hun hans i al sin fine, søde, lette
Elskelighed. Hvor maatte ikke da al Verden misunde ham!
Den hele Dag i Skolen vedblev saaledes Tvivlene og Tvivlenes skærende
Nag at vugge op og ned i hans Sjæl med den navnløseste Elskovsfryd,
og jo mere Tiden nærmede sig, at han _kunde_ ile derud, desto mere
uvis blev han, om han _skulde_. Havde han blot faaet talt med hende!
Dette ene Blik, dette ene Ord, sagde dog, naar alt blev vejet ret,
saa usigelig lidt om Grunden i hendes Sjæl. Hvor dybt bundede det?
Om Eftermiddagen saâ Lindenberg fra Skolen Per Skrædder kjøre forbi
-- ud efter -- med to Stole i Vognen. I den bageste sad Doktoren.
»Er der nogen syge hos Per Skrædders?« spurgte han Børnene og blev
gjennemrislet af en frygtelig Anelse.
»De væltede, da de kjørte hejm fra Stasjunen i Avdes,« sagde Mads
Mogensens Lavra. »Sidsel blev slaaet saa møje dejt.«
Den unge Skolelærer blev ligbleg. Han vendte sig mod Vinduet og
knugede sine Hænder i hinanden paa Karmen, medens en syrlig Isnen
sneg sig gjennem Brystet. Han vidste næppe, hvor han skulde holde det
ud den Time, der endnu var tilbage af Undervisningstiden. Nu _maatte_
han derud. O Gud, hvis hun døde! Hvis hun døde, før han kom!
Han passede paa, da han kunde vente Per Skrædder tilbage med Vognen.
Saa vilde han faa det nærmere at høre.
Det var just, som han havde givet Børnene fri. Han gik ud imod
Befordringen og hilste. Per holdt Hestene an.
»Er der Fare?« udbrød han. »Hvordan staar det til?«
»Ja det er sælle,« svarede Per og glippede med Øjnene. »Doktoren
lover ikke noget godt.«
»Aa Gud, Per!« udbrød Lindenberg i Angest. »Hvorledes gik det dog
til?«
»Ja det er en underlig Gjerning,« sagde Per grublende. »Prr! vil hun
staa, den Kamél! Stenkisten, som skulde være det eneste Sted, der
ikke var rigtig sikkert, og den var vor Mor saa ræd for, kom de godt
nok over, og saa vælter de lige indenfor Leddet. Da det blev lyst nu
til Morgen, kunde vi se paa Sporet, at han var kommen for langt til
nærmer. Der sidder saadan en hæslig Balk. Rasmus slap endda
taaleligt; men Sidsel fik en slem Tøraf mod en stor Bøg. Hun fløj
helt ud af Vøvni.«
»Aa Gud, det er græsseligt,« næsten jamrede Lindenberg. »Hvad sagde
han da Doktoren.«
»Ja de Ka'le er jutte saadan at blive kløve paa, men han virrede dejt
med Hovedet. Det er sagtens ikke gode Tegn. Vi troede èsen, at Rasmus
havde faaet det værste Stød, for der flød Blod, og det kunde vi se;
men i Morges var Sidsel den vøveste, og op ad Dagen maatte jeg af
Sted efter Doktoren. Ja De kunde jo se ud,« sagde Per og bød far vel.
Det kunde han, og det vilde han i alle Tilfælde. I det lille
Skovdistrikt, hvor Kirke og Præst var henved en Mil borte, betragtede
man Skolelæreren halvt som Sjælesørger. _Han_ hjemmedøbte Børnene,
_han_ læste et Salmevers for de gamle og bad et Fadervor med de
døende. Sjælesorgen kunde være tarvelig nok, men den var bedre end
slet ingen, -- Skolelæreren havde dog noget af Kirkens Duft over sig.