»Hvor langt er vi nu? -- Ogsaa Satan til Tid!« brummede han og rejste
sig.
Just som Lindenberg slap Sidsels Haand for at komme over til hende,
skinnede Lygterne ind ad deres Rude. Landhøkeren kilede sit brede
Korpus ind imellem dem for at se ud.
Toget holdt. Paa Perronen stod Sidsels Broder.
Lindenberg hilste paa ham og spurgte, om han havde Plads til en
overkomplet.
Jo, naar han vilde tage til Takke med Lejligheden. Der var nemlig en
Kone et eller andet Sted fra, som han ogsaa havde lovet Plads.
Lindenberg fulgte med Rasmus over i Kjøbmandsgaarden, hvor Vognen
holdt forspændt. Konen, der skulde kjøre med, var mødt. Et Øjeblik
efter kom Sidsel.
Lindenberg maatte tage til Takke med Siddefjælen ved Siden af Rasmus.
Da han stod af i Skovstrup uden for Skolen og bød hver enkelt Haanden
til Farvel, fik han et fast lille Haandtryk hos Sidsel, men der blev
ikke Lejlighed til at aftale noget.
»Lige meget,« jublede det i den unge Skolelærer, da han var kommen
ind i sin ensomme, tobaksrøgede Stue. »Hun er min! I Morgen skal vi
sige hinanden desto mere.«
Han gik i Seng, men blev længe holdt vaagen af den Fryd, der sang i
hans Indre. Han omfavnede Hovedpuden, knugede sin Kind mod den og
tilhviskede den alle de glødende Ord, der vare bestemte for Sidsel,
al sin Elskov, al sin Besidderstolthed, al sin Attraa.