»Er det den?« spurgte han og lo med Ansigtet mod hende.
»Skam Dem noget!« svarede hun og mødte hans Blik. »De kjender dog
Nattergalen!«
»Daarligt nok. Det er i al Fald ikke længe siden, at jeg hørte den
for første Gang. I Jylland har vi ingen Nattergale.«
»Har De ikke!« udbrød hun med oprigtig Forbavselse. »Aa det er saa
dejligt! Jeg kan ligge i min Seng hver Aften og høre den slaa ude i
Skoven, i Hasselkrattet.«
»Virkelig?«
»Og altid tier alle andre Fugle imens. Det er saa højtideligt.«
Samtalen gik snart efter i staa. De sad og saâ ud af samme Vindue, ud
i den bløde, disede Nat, som blev mørkere og mørkere. Saâ uden at se.
Deres Aande duggede samme Rude.
Og Ruderne klirrede, Toget raslede, rystede og hamrede; -- Fligen af
hendes Overstykke gled hen paa hans Knæ, strejfede hans Haandled.
Det røde, sitrende Lys i Kupeen, den jævne, taktmaalte Larm af
Hjulene, Skinnerne, Kjæderne, den tavse Skumring udenfor, hver
ufrivillig Berørelse øvede en dragende, dyssende Virkning, der
ligesom bandt dem begge i denne mod hinanden bøjede Stilling. Naar
Toget passerede mørke Gjennemskæringer, hvor Jordskrænten langs
Sporet lukkede for Udsigten, spejlede deres Ansigter sig i Ruden, og
han saâ hendes fine Oval, hendes glansbrune Pandelok og Straahatten i
det fælles Spejl.
Hun havde trukket sine Handsker af og lod dem glide gjennem Hænderne
i sit Skjød. Bevægelsen fik ham til at se stjaalent ned engang.
Maaske hun mærkede det, thi hun slap Handskerne og blev stille med
sine Hænder.
Gjennem Mørket lyste disse smalle, ørkesløse Hænder -- og de vare
hans saa nær.
Begge vedblev de at stirre ud gjennem Vinduet, tavse, bundne.
Lindenberg følte Blodets stigende Hede, følte Attraaen kæmpe med sin
Blyhed -- han, der aldrig havde vovet noget overfor Kvinder.
Der var en stærk Kurve paa Banen. Toget hældede. Han gav halvt
ubevidst efter og lod sig tynge over imod hende. Bagen af hendes
Haand kom til at røre hans.
Han havde én Gang før taget denne Haand i hendes Skjød, og længe
efter følt det som en vidunderlig stor Oplevelse, der ikke var af
hans Tanker Dag eller Nat. Men da havde han danset og drukket Punsch.
Hun flyttede ikke sin Haand. Hans Blod blev som Ild. Stjælende
varsomt greb han den; hans Hjærte bankede, som det skulde sprænges,
over denne Dristighed.
Hun vedblev at sidde stille og se ud af Vinduet. Han maatte næsten
tro, at hun ikke vidste, hvad han havde gjort.
Han samlede sine Fingre lidt fastere om hendes Haand og trykkede den
let. Hun gjengjældte Trykket.
Saa vovede han at drage den lidt nærmere til sig, at se ned.
Hun vendte Ansigtet fra Ruden; Øjnene mødte hans; de vare fulde af
Higen og Hengivelse.
Han løftede hendes Haand op, Lysskjæret faldt blændende paa den
stramme Hud; han førte den end lidt højere og trykkede sine Læber mod
den.
»Sid over hos mig!« hviskede hun.