»Ikke naar jeg kjører paa Jærnbane. Dem, der er udenfor, betragter
jeg som mine Fjender. Hvad skulde vi med den gamle Fyr i vor Kupé?«
»Kom der nogen ind her?« spurgte Konduktøren.
»Nej.«
Lindenberg og Sidsel trak sig lidt tilbage. Døren smældede i.
»Det er forfærdeligt, hvor de slaar med de Døre,« sagde Sidsel. »Man
skulde tro, de var fornærmede over, at vi er med.«
»Man kan heller aldrig vide. Folk kan blive fornærmede over det, som
er mindre.«
Toget satte sig paa ny i Gang. Sidsel rykkede atter frem mod Vinduet
og sad og saâ ud i den stille, lune Aften med de sorte Hegn, der et
efter andet fôr forbi de tunge, vaade Kornagre og dugmættede
Græsmarker, hvor Køerne som mørke Smaahobe laa i Række, tabende sig
under Krat og Skove.
»Hør Nattergalen!«
Lindenberg bøjede sig ligeledes frem og saâ ud.
»Kan De høre?«