Lindenberg og Sidsel havde ikke set hinanden siden Brylluppet; de
havde ikke sat hinanden Stævne i Odense. Den ene vidste ikke, at den
anden var der.
Lindenberg skulde hjem med sidste Tog. Han kom i yderste Øjeblik. Der
var Lys i Ventesalene, paa Perronen, i Kontorerne. Assistenter og
Betjente løb ind og ud, Stationsinspektøren havde Haanden paa
Klokkestrængen. Ved de aabne Waggondøre stod Folk og bød far vel.
Konduktøren gik langs Toget og lukkede Dørene med stærke Smæld.
»Værsgod,« sagde han og skubbede Lindenberg ind. Et nyt Smæld.
Klokken ringede.
Dampfløjten svarede. Lokomotivet udstødte sine første dybe Puf,
Vognene begyndte at glide frem langs Perronen.
Lindenberg kastede et flygtigt Blik paa sit Rejseselskab.
Der var et Par Bønderkarle, som røg Tobak, talte højt og spyttede i
et væk, en Landhøker, der bredte sig i et Hjørne med et Utal af
Pakker og Pakkenilliker over og under sig, et Par tavse, sortklædte
Koner med store Tørklæder over Hovederne og længst borte endnu et Par
Kvindeskikkelser.
Den ene af dem var Sidsel. Deres Øjne mødtes. Lindenberg blev først
saa overrasket, dernæst saa forlegen, at han strax igjen tog sine
Øjne og glemte at hilse.
Han sad og saâ ud af det modsatte Vindue og ærgrede sig i sit stille
Sind over sin Kejtethed. Nu kunde han ikke.
Det var et Godstog, der ikke havde noget som helst Hastværk.
Tungt pustende drog det sig fremad, raslende, rystende, hamrende.
Ruderne klirrede, Lampen under Loftet dirrede og spejlede sin røde,
osende Flamme i de sorte Vinduer og i Vognens egemalede Vægge.
Endelig fløjtede Lokomotivet, Farten sagtnede; det var en lille
Mellemstation.
»Holme -- Holme -- Holme -- --!«
Dørene bleve slaaede op, Konduktørens Raab tabte sig langs
Vognrækken. Den lille Holdeplads laa trist og øde; et Par Lygter
stirrede usikkert ned paa den tomme Perron, hvor Stationsforvalteren
vankede ene frem og tilbage med Hænderne i Lommen. Bønderkarlene, som
sad i Kupé med Lindenberg, steg ud, Konerne med de store Tørklæder
ligeledes -- -- Landhøkeren, Skolelæreren og Sidsel bleve ene
tilbage.
Landhøkeren trak Hatten ned over Øjnene og forsøgte at sove.
Lindenbergs Øjne mødte Sidsels igjen. Han løftede paa Hatten, rejste
sig og tog Plads i Hjørnet lige over for hende.
»Saa De har ogsaa været i Odense?« sagde han.
»Ja hele to Dage. Jeg havde saa mange Ærender og har mange
Bekjendte.«
»De skal vel ikke gaâ til Skovstrup i Aften saa sent.«
»Nej heldigvis. Min Broder er der med Vogn. -- Har _De_ Befordring?«
»Apostlenes.«
»Saa kan De da kjøre den meste Vej med os, hvis jeg tør byde Dem an
paa en simpel Fjællevogn. For andet er det nok ikke. Rasmus skulde
til Stationen med Brænde.«
»Den er mer end god nok til mig. Jeg siger Tak.«
»Bøj Dem frem! Der gaar en gammel Stabejs og snuser til alle Dørene
for at komme ind et Sted.«
Dette sagde hun lavere og rykkede sig frem paa Bænken. Lindenberg
gjorde det samme, saa de fyldte Døraabningen.
»Er der Plads?« spurgte den gamle og forsøgte at kige ind.
»Ikke her,« sagde Sidsel, tog i Remmen og trak Døren til.