V.

Annette kom paa Højskolen, og Hanne Mørkens gik hver Dag ud i Marken

og malkede Anders Jepsens Kør. Skulde der bages, brygges eller

vaskes, var hun i Anders Jepsens Gaard hele Dagen.

Naar hun kom fra Marken om Morgenen og havde faaet siet Mælken, tog

hun og Maren sig en Spølkum Kaffe med Finbrød til i Køkkenet. Hanne

satte sig paa den nedre Ende af Vinduesbænken, Maren paa en Stol ved

Komfuret.

»Du kommer til at blive her i Dag, Hanne,« sagde Anders Jepsens Kone

en saadan Morgen; det var i Begyndelsen af Juni, en Maaneds Tid efter

Annettes Bortrejse.

»Skal der gaa nøve for sig?« spurgte Hanne.

»Jeg fik Brev fra min Søster i Pilegaardene igaar, at hun er bleven

saa møje dejt vov. Jeg har tænkt at gaa ud og se til hende i Dag. Det

er godt Vejr.«

»Hvad fejler hun?«

»Det stod der ikke noget om. Det var et af Børnene, der havde

skrevet.«

»Ja du kan lempe dig, naar du vil. Jeg skal nok blive. Kommer du

igjen til Aften?«

»Det venter jeg. Nu er Dagene jo lange.«

»Hvis det bliver sent, kan jeg gaa ud og møde dig. Det er ligodt

mørkt i Skoven. Gaar du forbi Per Skrædders?«

»Det bliver vel den nærmeste Vej, men det er datte værd, du gaar

naare Steder. Er hun dejt vov, bliver jeg der kanske i Nat, hvis ikke

gaar jeg derfra i god Tid.«

Bag Skovstrup Skove bredte sig en milevid Strækning af Mose, Skov og

lyngbevoxede Sandbanker, fordelt mellem fire Sogne, som her stødte

sammen i en Spids. Hist og her laa en lille Gruppe af Gaarde og Huse,

aldrig saa mange dog, at de vare komne til at danne nogen By. Til

nærmeste Kirke var en Mil eller halvanden; fra de mere alfare Veje

førte en Mængde Stier dertil gjennem Skove og langs Moser, men

regulære Kjøreveje skortede det desto mere paa; man maatte hjælpe sig

som man kunde.

I dette Terrain laa Pilegaardene, hvor Marens Søster boede; der kunde

vel være en lille Mil dertil.

»Du kan gaa lidt nemt over det med Middagsmaden,« sagde Maren, »for

Lindenberg kommer ikke her i Dag. Børnene skal ikke i Skole, og han

sagde igaar, at han vilde saa tage til Odense.«

Paa Landet har Børnene fri fra Skolen hver Onsdag i Juni og Juli

Maaneder.

»Naa da,« sagde Hanne, og der gik et spottende Smil hen over hendes

store Ansigt. »Saa vil der nok snart spørges nyt.«

»Hvordan mener du?«

»Jo Per Skrædders Sidsel tog til Odense igaar og kommer først hjem i

Aften.«

»Hvad kommer Per Skrædders Sidsel Lindenberg ved?« spurgte Maren

heftigt; men samtidig gik der et Stik igjennem hende, saa hun nær

havde tabt Kaffekoppen af Hænderne.

»Hun kommer ham ved, som hun er kommen saa mange andre ved,« svarede

Hanne lige saa bistert.

»Du vil vel ikke sige, at Lindenberg og Sidsel Skrædders har sat

hinanden Stævne i Odense?«

»Nej, for det vej jitte nøve om,« svarede Hanne. »Men helt fremmed

for hinanden er de ikke, og naar det saa sker, at han tager til

Odense, mens hun er derude, saa er det det, jeg mejn, at vi snart vil

spørge nyt.«

Maren var bleven helt bleg. Hun frygtede for, at Hanne allerede havde

læst mere, end hun skulde, men for ikke at gjøre Overgangen for brat,

vedblev hun i en mere almen harmfuld Tone:

»Jeg antager dog, at Lindenberg holder sig for god til at have noget

med den Tøjte at gjøre.«

»Jeg kan kun fortælle, hvad jeg sjèl har sejt, men forresten ikke har

nævnet til naare før. Det er nøve, som ikke kommer mig ved, og

desuden gider jeg ikke tænke mere end højst nødvendigt paa Sidsel.

Jeg har græmmet mig nok for hendes Skyld.«

»Tror du virkelig, at de er forlovede?« spurgte Maren og havde Møje

med at holde Stemmen fra at ryste.

»Jeg saâ lidt af Begyndelsen. Det var oppe hos Jakob Mikkelsens til

Brylluppet. Jeg var der jo i de Dage og hjalp til i Køkkenet; saa ud

paa Natten, da vi var færdige med at vaske op, gik jeg et lille Smut

om til Havevinduerne for at se paa Dansen; jeg var naturligvis ikke

klædt paa til at komme ind i Stuerne. Der kom jeg til at se ind i

Havestuen, og der saâ jeg to sidde og næbbes i Sofaen. Der var for

mørkt til, at jeg kunde kjende dem; men i det samme kom en tredje

ind. Det var Annette. De andre to fløj op, og saa fulgtes de alle tre

op i Salen, og da de kom i Døren, kunde jeg se, det var Sidsel og

Skolæreren.«

Maren tav bom stille. Hun turde ikke røre sig fra Stolen; den første

Bevægelse vilde blive en Forræder mod hende, og denne Stilling var

det ikke mindre. Hun var pinlig stædt.

»Det havde jeg ikke ventet af Lindenberg,« sagde hun omsider og

rejste sig. I det samme laa Kaffekoppen i Skaar paa Gulvet. Hun havde

allerede længst sluppet den af Hænderne i Skjødet, og da hun nu

rejste sig, havde hun Tankerne helt andre Steder. Dette sidste slog

Hovedet paa Sømmet. Hun saâ af Hannes stjaalne Blik, at denne forstod

det hele, og i Harme over, at hendes smukke Plan saa uformodet var

tilintetgjort, en Plan der havde kostet baade Hovedbrud og

Skillinger, og at hun var gjennemskuet af sin egen Huskone, brast hun

i en forbitret Graad og løb ind i sit Sovekammer.

Da hun en Times Tid efter igjen traadte ud i Køkkenet, var hun

paaklædt til at gaa til Søsteren. Øjnene vare endnu en Smule

rødkantede, ellers var der intet at mærke. Hanne Mørkens havde lige

sat en Gryde Vand over Ilden og stod og fyrede med noget gammelt

Gærdebrænde. Hun lod som ingen Ting.

»Du kunde nok ikke begribe, hvad der gik af mig,« sagde Maren paa sin

sædvanlige sødlige Maade; »men jeg kan gjærne sige dig det.« Hun

standsede forlegent og gjorde sig et Ærende hen til Tinrækken.

»Det kan du lige som du vil,« brummede Hanne. »Det er nøve, der ikke

kommer mig ved.«

»Jeg vil ikke nægte, at jeg havde forstaaet Lindenberg anderledes.

Han har nu kommet her over et halvt Aar daglig, og for mine Øjne at

se -- -- men der er jo dem, der ikke kan andet end holde Folk for

Nar. Vi havde ellers nok fortjent en bedre Behandling af Lindenberg,

tykkes mig.«

»Det kan jo ogsaa være, at jeg tager fejl,« mumlede Hanne. »Tiden vil

vise det. Der er da heller ikke noget ondt i, at du gjærne ser

Annette godt forsørget. Jeg skal nok holde Mund.«

Maren havde faaet en Del at tænke paa paa Vejen til Pilegaardene. Hun

havde levet sig mer og mer ind i den Indbildning, at Annette skulde

være Skolelærerkone i Skovstrup; hun havde ikke sat saa lidt paa det

Kort; Anders Jepsen, som havde saa stor Tillid til hendes Kløgt og

havde sat Penge i Foretagendet, vilde lade hende det høre hele sin

Levetid. Og saa at Lindenberg kunde foretrække én som Per Skrædders

Sidsel for Annette! Og saa at Hanne Mørkens skulde blive hendes

fortrolige, blive Vidne til hendes Nederlag! Det var en Ydmygelse,

som Kvinder af hendes Art, disse sødlige Kvinder, aldrig glemme.

Søsteren var saa daarlig, at Maren bestemte sig til at vaage hos

hende om Natten. Men om Eftermiddagen kom Doktoren; han mente, det

værste var forbi, og at Maren kunde tage rolig hjem. Alligevel kom

hun noget senere af Sted, end hun havde tænkt; Svogeren fulgte hende

Halvvejen.

Da hun kom til Skovleddet ved Per Skrædders Hus, var det næsten

mørkt. Hun mødte Per Skrædders Kone, som kom inde fra Skoven med sin

Bindehose i Haanden.

»Ja du er vel ikke ræd for at gaa igjennem Skoven,« sagde hun, »for

ellers kan jeg da følge dig.«

Maren vilde ikke, var hun end nok saa ræd, tage mod Følgeskab af

Sidsels Moder, men Tilbuddet var en Venlighed, som fortjente i det

mindste et venligt Afslag.

»Du har vel været ovre i Pilegaardene for at se til din Søster!«

Saa maatte Maren fortælle lidt om Søsterens Sygdom.

»Jeg var henne ved Stenkisten for at se, om de kan kjøre over den

uden at komme galt af Sted. Rasmus er med Favnebrænde ved Stationen i

Dag og skulde ha Sidsel med hejm fra Unse. Det er en ræle Vej, vi har

her gjennem Skoven. Ellers gaar det da an ved Sommertiden, men nu er

Stenkisten snart falden helt sammen. Og det er inde paa det aller

mørkeste Sted.«

»Hvorfor faar I datte gjort nøve ved Vejen?«

»Pejer siger jo, at det tilkommer ikke ham. Det er ikke hans Stykke.

Og de andre, som skulde gjøre det, kommer der kun sjalent med Vøvn,

saa de kerer dem lidt om det.«

»Jeg vilde heller, naar jeg var i jert Sted fylde noget i Hullerne,

end jeg vilde riskere at brække Halsen engang.«

»Ja, aa Gud! Der sidder en Sten i den ene Side af Broen lige i

Sporet. Glider den ned, saa sker der en Ulykke. Jeg snakker saamænd

nok om den Vej, men jeg kan jutte gjøre nøve.«

Maren bød far vel og gik ind i Skoven. Der gik et Kjørespor igjennem

den; det var al den Vej, der var til Per Skrædders Sted. Den løb

Bakke op og Bakke ned, snoede sig ud og ind mellem de tykke

Bøgestammer, der skinnede som drejede graa Marmorsøjler i

Skumringslyset. Hun kom snart til den omtalte Stenkiste. Det var paa

et sidt Sted, hvor igjennem der løb et rindende Vand. Der stod

Ellekrat paa Siderne, saa der var mørkt og skummelt. Vejen var ogsaa

sølet dèr, trods den tørre Aarstid. Maren fik Lyst til at se

Stenkisten nøjere. Hun maatte ogsaa for sin egen Skyld se sig godt

for, at hun ikke skulde komme galt af Sted. Saa vidt hun kunde se,

var der Bund Hul i det ene Spor, og dèr sad den flade Sten, Per

Skrædders Kone havde talt om. Den var tør og saas hel grandt i det

sorte Morads. Maren satte sin Træsko paa den for at prøve, om den laa

fast. Ikke fastere, end at den kunde rokkes. Ja gik den ned, var en

Ulykke uundgaaelig, især i dette Mørke. Men hun vilde da haabe, at

Rasmus var saa fornuftig at staa af og støtte ved Vognen, til de kom

over. Det kunde han ikke; der var akkurat Plads til Vognen og ikke

mere; at kjøre til Siden kunde der heller ikke være Tale om.

Saa nu kom Sidsel hjem fra Odense! Og Lindenberg havde været i

Odense! De havde maaske været ude at bestille Ringe. Mon hun nogen

Sinde skulde komme til at sige Madame til Per Skrædders Sidsel?

Aldrig. Før skulde hun -- -- hun satte paa ny Træskoen mod den lyse

Sten. Den rokkede igjen. Hun kunde gjøre det. Hun kunde lade den

forhadte Tøs knække Halsen, hun kunde endnu redde sin kjære, smukke,

store Plan, og var _det_ nogen Synd! Fortjente Sidsel bedre Skæbne?

Havde hun ikke allerede gjort mere end én ulykkelig, og hvad ventede

der Lindenberg med hende?

Blot et dygtigt Spark, saa ligger den. Hun løftede Foden, hendes

Hjærte stod stille, Blodet susede hende for Ørene. Hun trak Vejret

stakaandet og saâ sig sky til Siderne. Ingen hverken at høre eller

se, aldrig kunde noget Menneske faa det at vide -- hun vilde ikke

engang selv blive vis paa, om det var hendes Skyld, om det ikke,

hvis »Ulykken« skete, vilde være sket alligevel.

Men hun sparkede ikke til Stenen; hun gik derfra, medens Tænderne

klaprede i hendes Mund, og Sveden brast hende ud af alle Porer ved

Tanken om, hvad hun _kunde_ have gjort.

Gives der Steder i Verden, hvor der findes Dynamit, Vitriolgift,

vulkanske Lidenskaber -- --?

Det er ikke i Skovstrup. I Skovstrup sker ingen Ting, selv naar der

kunde have sket noget, selv naar det kun er en Sten, der skal sparkes

til Side. Ikke i Skovstrup.