»Hvor langt tæller vi?« spurgte Annette.
»Til elleve,« svarede Lindenberg hurtigt.
Lyset henne paa Kommoden knitrede i Stagen. Stearinen smeltede, den
sidste Rest af Vægen bøjede sig og druknede. Lyset gik ud.
De lagde ikke Mærke dertil. De vare saa optagne af at tælle.
»Otte!«
»Ni!«
»Ti!«
Elleve faldt paa Sidsels Haand.
»Saa bliver det os to, der skal have Sexturen,« sagde Lindenberg.
»Det gjør det nok,« svarede Sidsel og rykkede sig lidt frem igjen.
»Jeg maa se, om jeg kan finde noget Øl,« sagde Annette. »Jeg dør af
Tørst.«
Hun smuttede hurtigt ud af Stuen.
»Gik det ogsaa ærligt til?« spurgte Sidsel og gled lidt fra ham. Der
var nu bedre Plads i Sofaen.
»Hvilket?« spurgte han.
»Det med elleve.«
Fra Salsdøren faldt en Smule Lys ind. Hun nærmede sig hans Ansigt og
saâ lige paa ham.
»Jeg kan se paa Dem, at det var ikke ærligt. De er vist dygtig til at
regne.«
»Tror De? Vi kan jo lade det gaa om igjen, hvis De ikke er fornøjet
med Udfaldet,« sagde han og lagde igjen sin Haand paa hendes. Den laa
i hendes Skjød.
Hun drejede Haanden, saa han kom til at omfatte den. Den var smal og
elektriserende varm.
I det samme kom Annette tilbage. De rejste sig pludselig som efter
fælles Indskydelse.
»Skal vi saa have den Sextur?« spurgte Lindenberg.
»Ja og saa skal vi af Sted,« sagde Annette. »Klokken er over to.«