IV.

Der var Bryllup hos Jakob Mikkelsens. Ikke blot var Jakob den største

blandt de store Gaardmænd og Bruden eneste Barn, men Stuehuset var

flunkende nyt og frembød en saadan Svite af Rum, at de to Tredjedele

stod ubenyttede Aaret rundt. Det var tildels bygget med den

forestaaende Begivenhed for Øje.

Ved Middagstid var hele Gaarden fuld af blanke, urolige, stampende

Heste, skinnende Seletøjer og lakerede Vogne, saa tæt stuvede sammen,

at der hørte en ikke ringe Kunst til at rede sig ud af Virvaret. Saa

drog det store Tog de tre Fjerdingvej _til_ Kirke og _fra_ Kirke og

blev bænket ved de lange Gildesborde. Der var dækket hele Salen rundt

og i tre Stuer foruden. Retterne vare mange, og Maaltidet varede

naturligvis længe. Da Lystigheden var paa sit højeste, kom Skafferen

med Salmebøger. Den unge Skolelærer rejste sig og intonerede en

Bordsalme. I et Nu indtraadte den dybeste Stilhed, i et Nu lagde

Alvoren sig dyb og mørk over hvert et Aasyn i hele den rødglinsende,

støjende, hundredhovede Kreds. Det var, som om Munterheden kun var en

Maske, og som om den ringeste Anledning var nok til at faa den til at

falde, til at kalde det stille og tavse frem igjen, der Sommer og

Vinter, Vaar og Høst hviler over Landsbyen og dens Skove.

Efter at Salmen var sunget, rejste man sig fra Bordet og sagde

hinanden Tak for Mad. Skafferen bød Cigarer om; i brugte Cigarkasser

stod der Tobak til to Kroner Pundet. Det var det eneste, Jakob

Mikkelsen ikke skulde have gjort. De gamle Husmænd talte temmelig

lydt i Krogene om, at det var simpel Tobak; den de røg til halvfjerds

Øre Pundet var meget stærkere.

Gjæsterne drev om inde og ude; der blev aflagt Besøg i de nærmeste

Gaarde, mange af Ungfolkene gik ud i Skoven for at lede efter

Skovmærker. Lindenberg havde sluttet sig til en lille Gruppe af Byens

Gaardmænd, der tilfældigvis vare blevne staaende udenfor Stalddøren.

Han dampede saa ufortrødent paa sin Pibe, som om der ikke havde været

budt Cigarer om, og saâ saa alvorsfuld og skikkelig og kjøn ud, som

han hverken havde set Port- eller anden Vin ved sin Kuvert.

Han havde god Tid til at ryge, thi han tog kun ringe aktiv Del

i Samtalen, hvad enten den angik de nyeste Begivenheder paa

Kreaturhandelens Omraade eller det meget omdebatterede Spørgsmaal,

om man burde lægge meget eller lidet eller slet ingen Jord til

den paatænkte Fattiggaard. Politiken var paa denne Egn yderst

sjælden Gjenstand for Underholdning; man foragtede dybt det hele

Rigsdagskævl, og det var en af Skovstrups store Gaardmænd, der engang

havde udtalt sin Opfattelse saaledes: »Jeg har aldrig været til Valg.

Skulde jeg stemme paa nogen, vilde jeg stemme paa _Kongen_. Hvad

forstaar de andre »Indioter« sig paa at regere?«

Da Kaffen var drukken, blev Salen ryddet for al Opdækning, og Dansen

begyndte. Der var fire Musikantere. I de andre Stuer lige ud til

Folkestuen kom Kortene paa Bordet, og om dem samlede sig efterhaanden

Mændenes Interesser, medens Konerne dels søgte Salen for at se paa

Dansen, dels tyede ind i Havestuen, hvor der var mindre Støj og

mindre Gjennemfart. Her var det en høj Gaardkone, der førte Ordet: en

Sygdomshistorie med Hospital og Operation. Belysningen var

rødlig-taaget; utydeligt dukkede Ansigter og spraglede Kappebaand

frem gjennem den bølgende Em og Tobaksrøg, der drev ind fra Salen og

de andre Stuer; Musiken og Dansetrinene lød dæmpet ind, blandet med

Brus af Stemmer og Latter og Tallerkenklirren fra Køkkenet. Alle

Konerne sad som Stenstøtter under den langtrukne, monotone,

gruopvækkende Beretning.

Lindenberg var kommen ind i den øverste Dagligstue, hvor han stod

ved et lille Sidebord og stoppede sin kjære, uadskillelige Pibe. Her

blev han angreben af en lille, oprømt Mandsskikkelse, der kom ind fra

Gangen og styrede lige imod ham med fremstrakt højre og et »God

Aften, Hr. Skolelærer!« saa inderligt, at Lindenberg strax fattede

Godhed for Manden.

Forresten var han lidt fuld.

»Ja De kjender ikke mig,« sagde han og rystede Lindenbergs Haand med

en Varme, som om de havde været Venner fra Fødselen af. »De kjender

ikke mig, men jeg kjender Dem, for De er mine Børns Lærer og

Vejleder. Mit Navn er Mads Mogensen. Jeg arbejder i Skoven. Jeg

kommer sjældent til Bys.«

»Naa, saa har De en Dreng og to Piger i Skolen.«

»Det har jeg. Er de skikkelige, for èsen skal De bare tæske dem. Jeg

siger hver Morgen til dem, naar de gaar: I skal lystre jeres Lærer,

èsen faar I Tæsk. Kan I jer Lejse, siger jeg, èsen skal jeg paa

Søndag gaa op til Skolæren og bede ham om at tæske jer.«

Lindenberg smilede.

»Jeg skal sige Dem, Hr. Skolærer: jeg var i min Tid Numer ejt i min

Klase. Og hvad det angaar med at synge: jeg kunde alle Melodierne.

Naar der var noget højtideligt paa Færde i Kirken, blev jeg og et

Par andre stillet op ovenfor Prædikestolen. Jeg var Forsanger. Degnen

sagde den sidste Vinter til mig: Jeg kan ikke lære dig mejr, Mads

Mogensen, hverken i Skrevten eller i Regnebøven. Og jeg tror, Børnene

kommer til at slægte mig paa i det Stykke.«

»Er de ikke noget tungnemme?«

»Det har de efter Moderen. Hun staar helt uden for Videnskaben. Men

De skal bare lade dem lære væk. En god Opdragelse, Hr. Skolærer, er

det bedste, vi Smaafolk kan give vore Børn.«

Lindenberg slap langt om længe fra Mads Mogensen. Han afslog at

spille Kort, thi han elskede Dans; alligevel var det ham altid svært

at faa begyndt. En Tid lang stod han i Døren op til Salen, hvor der

var en stærk Trængsel af Tilskuere. Par efter Par hvirvlede forbi med

Støvskyer og Trækvind efter sig.

»De giver da mig en Dans, Lindenberg,« sagde Anders Jepsens Kone og

lo paa sin sødlige Maade. Det skulde naturligvis være Spøg.

Opfordringen var Lindenberg ret kjærkommen, og skjønt Maren ivrigt

forsikrede, at hun var for gammel til at danse, var det tydeligt nok,

at hun heller end gjærne vilde med. Skolelæreren førte sin høje,

velbyggede Skikkelse smukt, lidt menuet-værdigt; han passede ret til

at danse med Koner.

De satte sig paa en Bænk modsat Døren, hvor der var Plads ledig, men

det var ikke Lindenbergs Agt at blive dèr længe. Hans Tanke vendte

sig fra Moderen til Datteren; Annette kunde passende være Numer to.

Hun blev lige fra en Mazurka vugget ind mellem nogle unge Piger, der

havde klumpet sig sammen i et Hjørne. Der stod ogsaa Per Skrædders

Sidsel. Lindenberg kom til at huske paa de tyve Aar og de mange

Kjærester; den Dag var hun i Kaabe og Slør, men nu skulde han rigtig

lægge Mærke til hende. Lejligheden var gunstig. En af Lampetterne paa

Væggen kastede hele sin lille Lysstrøm over hende, hvorimod

Lindenberg selv sad i Midtstuens Halvmørke. Det var et Ansigt saa

ulig andre Bondepigers, en lille fin Oval med en Tone af Auriklens

brunlige Varme, et Par urolige, glimrende Øjne og Krop som et Egern.

Efter en Del Betænkeligheder rejste Lindenberg sig og styrede Kaasen

mod Annette. Men just som han med et lille forlegent Buk fæstede

Blikket paa hende, fik han et Stød af en forbidansende Kavaler, der

nødte ham til en ufrivillig Drejning bort fra hende. I det samme blev

han blændet af et uhyre Glimt fra Sidsels Øjne, og inden han vidste

hvordan, havde han Armen om Egernets Krop og var i Dans med hende. De

talte ikke med hinanden under Dansen, havde i deres hele Levetid

endnu ikke vexlet Ord med hinanden, og dog var de et Par, viet af

Musikens Genius; hun var ham vild fremmed, var Dame, og dog laa

hendes Arm fast paa hans, dog holdt han hendes ubehandskede Haand i

sin. Og hvor kunde hun danse! --

Han skyndte sig at gjøre Fejltræffet godt igjen ved at give Annette

den følgende Dans; paa dette Tidspunkt begyndte han at føle sig

hjemme i Selskabet. Ved Midnatstid brød flere af de fjærnere boende

Slægtninge op, enkelte gamle fra Byen tog deraf Anledning til ogsaa

at byde far vel. I de mindre Stuer sygnede Gildet efterhaanden hen,

Punschebordet stod med tom Bolle og Slatter i Glassene, flere af

Spillebordene stod forladte; der var under den første Tagen Afsked

flyttet en Del om med Lys og Lamper, saa der var dunkle Partier i

Rækken af de oplyste Stuer. Hist og her sad et Par ældre Mænd og hang

trætte og søvnige over et Bordhjørne, snakkede trægt og gabede

skiftevis. Konerne fra Byen underhandlede med deres Mænd om, at nu

skulde det være Alvor. Men i Salen blev der mere og mere Fart i

Dansen.

Ogsaa Lindenberg var omsider tøet fuldstændig op. Punschen, Varmen,

Musiken og Dansen havde faaet Bugt med hans tilknappede Væsen; han

havde danset med Koner og Piger, klinket med Mænd og Karle, sunget

Skaalvers og raabt Hurra, og hvad der var det mærkeligste: han havde

i flere Timer forsømt sin kjære Pibe; den var bleven borte for ham.

Efter nogen Søgen fandt han den omsider i et Vindueshjørne, fik den

stoppet og tændt og gik ad en aabenstaaende Sidedør ind i Havestuen

for at sondre sig lidt fra Heden, Støvet og Støjen, for at hvile sig

i et Sofahjørne ene og uforstyrret. Der var ingen Møbler i Stuen

undtagen den samme Sofa og saa en Kommode henne ved Vinduets Sidevæg.

Et næsten udbrændt Stearinlys i Messingstage spildte sine sidste

Flammer paa nogle sorte, langhalsede Flasker i Vindueskarmen. Med en

snurrende Fornemmelse i Hoved og Lemmer satte han sig i Sofaen, lagde

et Ben op og lænede sig tilbage, medens han udsendte vældige Skyer af

den Tokroners Tobak.

Han havde imidlertid næppe begyndt at føle Hvilens og Stilhedens

Sødme, før han igjen dreves op i siddende Stilling ved, at der kom

nogen løbende ind fra Salen, leende, stakaandede, trætte. Det var

Annette og Sidsel Arm i Arm.

»Lad os se, om her ikke skulde være noget Øl,« sagde Annette. -- »Men

Gud, sidder De her -- alene!« udbrød hun, da hun i det samme fik Øje

paa Lindenberg i Sofaen.

»Er De bleven træt?« Varme, overgivne, halvt endnu dansende stod

Pigerne foran Sofaen.

»Frygtelig,« svarede Lindenberg oprømt. »Trænger _De_ ikke til at

hvile Dem lidt. Her er Plads til os alle tre,« tilføjede han og slog

dristigt med sin flade Haand paa Sofahyndet til venstre.

»Det var maaske ikke saa galt,« sagde Sidsel, snurrede Annette en

halv Gang rundt og trak hende med sig ned i det samme, for at hun

skulde sidde Lindenberg nærmest. Men Annette var lige saa bly som

Sidsel og styrede i Faldet ind imod Hjørnet, saa Sidsel kom til at

sidde paa hendes Skjød.

De lo dygtigt begge to, og Lindenberg spurgte muntert: »Er De bange

for at sidde ved Siden af mig? Skal jeg tøfle af?«

»Nej, nej,« svarede de i Kor, og Sidsel gled ned i Midten. »De skal

da ikke gaa for vor Skyld,« tilføjede Annette.

»Her er ogsaa god Plads til os alle tre,« sagde Sidsel og vrikkede

sig til rette, samlende lidt paa Kjoleskjørtet.

»Morer De Dem?« spurgte Annette fra venstre.

»Udmærket,« svarede Lindenberg og lod Piben glide ned et Sted paa

Gulvet.

Annette og Sidsel sad og legede med hinandens Fingre.

»Vi skal vel snart hjem?« sagde Annette igjen.

»Er Deres Forældre gaaet?« spurgte Lindenberg.

»Ja for længe siden!«

»Saa kan vi følges ad. Vi skal én Vej.«

»Det skal vi. Hvordan kommer du hjem, Sidsel?«

»Jeg?« udbrød Sidsel og lo. »Jeg kommer nok hjem.«

»Ja men hvem skal du følges med. Der er ingen der ude fra.«

»Det har jeg ikke tænkt paa endnu. Der bliver nok en eller anden, der

forbarmer sig. Hvis ikke, kan jeg gaa ene.«

»Gjennem Skoven, saa mørkt det er?« sagde Lindenberg.

»Det har jeg gjort de hundrede Gange i gamle Dage. Jeg er ikke bange.

Hvem skulde vel tage mig?«

»De bliver nok taget,« svarede Lindenberg overgiven og lo.

»Taget?« spurgte Sidsel troskyldig.

»Hvis De ikke allerede er,« sagde Lindenberg.

Sidsel lo og lagde sin Haand med et lille Smæk oven paa Annettes.

»Skal vi krænge Handsker?« spurgte hun.

»Hvad skal det gjælde?« spurgte Lindenberg og lagde sin Haand ovenpaa

Sidsels.

»Den første Sextur med Dem,« svarede hun og rykkede sig tilbage i

Sædet.

»Og hvis det bliver mig selv?«

»Saa gaar det om igjen,« sagde hun med et lille Smil paa ham.

Annette lagde sin venstre Haand ovenpaa Lindenbergs, saa lagde

Sidsel sin igjen, saa Lindenberg sin.

»Nu begynder vi,« sagde Annette og trak sin højre Haand, der var

underst, til sig. -- En!«