III.

Hanne Mørkens sad ved Rokken i sin Stue. Udenfor holdt Jævndøgn sit

Indtog med Blæst og Regn. Det susede i de store Blommetræer ved

Laagen og knagede i Sparreværket over hende, medens hele Vandflager

nu og da jog imod Ruderne som en Hagl af Smaastene. Gjennem det

stigende og synkende Brus af Vejret udenfor, naar det piskende fôr

ned over Markerne mod Skoven, lød den ensformige Snurren af

Rokkehjulet, bag hvilket Hanne Mørkens sad tavs, fordybet og

snoede Traaden. Hun var en stor og noget svær Kone med et

firkantet, gulblegt Ansigt og strænge, stort skaarne Træk. Under

Hvergarnsskjørtet saâ man den spidse Fod i sort Strømpe vugge op

og ned paa Trædebrættet.

Der var lunt og rent i Stuen. En Tørv eller to var lagt til Ilden, og

Kjedlen, som stod paa det forreste Komfurhul, gav sig pludselig til

at synge. I det samme gik Døren op; en høj, smækker Karl traadte ind.

Det var Sønnen, det var Johannes.

Der fløj et lyst Smil henover Moderens Ansigt; hun skød Rokken til

Side, rejste sig og gav ham Haanden.

»Valkommen, Johannes! Du lod vente længe paa dig. Hvordan du har

det?«

»Jeg har det godt,« svarede han med et vemodigt Smil og blev staaende

midt paa Gulvet.

»Gud ske Lov! Jeg har været saa bekymret for dig. Baade sidste og

forrige Søndag ventede jeg dig, men du blev borte. Og nu i dette

Herrens Vejr kommer du, og det er ikke engang Søndag! Men læg dog dit

Tøj, Barn! Du er vel hartad gjennemblødt.«

Johannes tog sin Overfrakke af og hængte den op paa et Søm i

Dørkarmen; den lille, sorte Filthat, som var drivende vaad af Regnen,

fandt han et andet Søm til nærmere Komfuret. Han havde et guligt

Ansigt ligesom Moderen, sort Haar, sorte, stærke Bryn og et dunblødt,

mørkt Overskjæg.

Moderen tørrede Bordet af, lige saa Træstolen ved Vinduet.

»Jeg var næsten ræd for dig, da du var her sidst, og saa at den ene

Uge gik efter den anden, uden at du lod dig se! Men jeg haabede paa,

at din gode, sunde Forstand skulde sejre. Naar du vilde tænke dig om,

maatte du indse, at hun var ikke nogen Sorg værd.«

»Jeg har fundet det, som er bedre,« sagde Johannes og satte sig.

»Hvad har du fundet?« spurgte Moderen studsende og var nær ved at

tænke paa en ny Kjæreste.

»Min Frelser,« svarede Johannes, foldede Hænderne og saâ sværmerisk

mod Loftet.

»Hvem er det?« spurgte Moderen uden at have Sporet.

»Min Frelser, Jesus Kristus.«

»Nu skal vi høre! Er du bleven hellig?«

»Det vil jeg stræbe at blive. Endnu ser jeg kun det ene, at jeg er en

stor Synder.«

»Hvordan er du kommen paa de Griller?« spurgte Hanne mut og satte sig

med begge Hænder i Skjødet.

»Hvis du dermed vil spørge mig, naar jeg har faaet Øjnene opladt, da

kan jeg nævne dig Dag og Time. Det var netop fjorten Dage siden

igaar. Jeg mødte Sidsel. Det var nede paa Frederiksbroen i

Skumringen. Hun saâ saa struttende skjær og frisk og mild ud, saa jeg

nær var gaaet fra Forstanden bare ved at se hende. Jeg vidste ikke,

hvor jeg skulde gjøre af mig selv, saa forpint og ulykkelig følte jeg

mig. For at dulme Smerten besluttede jeg at gaa ned i en Beværtning

og drikke lidt af Samlingen bort. Men just som jeg stod paa

Kjældertrinene, var der én, som greb mig i Armen. Det var en anden

Malersvend, som jeg er godt kjendt med. »Hvor skal du hen?« spurgte

han. »Som du ser,« svarede jeg. »Jeg vil ned og have mig et Glas, jeg

er ikke vel.« -- »Følg lidt med op ad Gaden først,« sagde han saa.

Jeg troede, det var noget, der angik ham selv, og gik med ham, men

han begyndte at spørge mig ud, hvad det var, jeg bar paa, og jeg

vilde heller end gjærne fortælle; det letter altid en Smule. »Naar

det er saadan fat,« siger Karlsen, »da véd jeg et Sted, som er

bedre end Værtshuset. Der skal være stort Indre Missions-Møde i

Aften, og jeg er just paa Vej. Følg du med!« -- »Det er vel en

Helligforsamling?« spurgte jeg, for jeg vidste, han gik til saadan

noget. »Nu kan du jo prøve det,« svarede han. »Hjælper det ikke, kan

du endda bag efter gaa paa Værtshus. Dét løber ikke sin Vej.«

»Det var ogsaa en daarlig Udvej at gaa paa Værtshus,« sagde Moderen.

»Det skulde vèl hjælpe.«

»Jeg vidste ingen bedre, og Karlsens Helligforsamling ventede jeg mig

end mindre af. Alligevel gik jeg med ham. Der var en utallig Mængde

Mennesker; der blev sunget og bedet og talt; baade Præster og Lægfolk

traadte op; det var ikke noget, som var lært i Studerekammeret,

opstyltet Snak, som ingen Steds rammer; det var smaa Fortællinger om,

hvad de selv og gode Venner havde oplevet, havde erfaret om Guds

Naade, og det var Bøn, som kom fra Hjærtet. Se derfor gik det til

Hjærte. Jeg lagde mig ned paa mine Knæ, gjemte Ansigtet i mine Hænder

og græd al min Smerte ud, kastede al min Sorg paa Gud, forstod, at

ved denne Tilskikkelse havde han kaldt paa _mig_; han vilde ikke, jeg

skulde fortabes. Det faldt som Skjæl fra mine Øjne, hvilket tomt Liv

jeg hidtil havde ført, hvilken ussel lille Sorg jeg gik og slæbte mig

til Døde paa. Jeg havde nok at sørge over uden det.«

»Naa det var ikke værre,« sagde Hanne spottende. »Og saa havde du

helt glemt Sidsel med det samme?«

»Glemt og glemt,« svarede Johannes langsomt. »Jeg haaber det skal

lykkes mig at glemme; jeg har nu større Ting at tænke paa. Jeg

forsømmer ikke noget Møde, nogen Gudstjeneste, og hver Aften gransker

jeg i Guds hellige Ord til langt ud paa Natten. Jeg har begyndt et

nyt Liv, Moder, et Liv saa rigt, saa higende, saa fuldt af Sjælefred,

at jeg beder hver Dag til Vorherre om, at ogsaa du maa komme med.«

»Gjør du det!« sagde Moderen stødt. »Nu maa du da helst se til at

blive drejet lige for sjèl, inden du begynder at omvende andre.«

Hanne bredte Dug for Bordenden, satte Smør og Ost paa Bordet og gav

sig til at skære Brød. Johannes saâ tavs hen for sig.

»Gaar du kun nu ikke og har saa meget i Hovedet, at du forsømmer dit

Arbejde! Hvad siger din Mester til, at du er til alle de Møder og

Forsamlinger?«

»Jeg haaber ikke, at min Mester skal faa Grund til Klage,« svarede

Johannes; »men iøvrigt staar der skrevet, at man bør adlyde Gud mere

end Menneskene. Det hedder ogsaa: Søger først Guds Rige og hans

Retfærdighed, saa skulle alle disse Ting tillægges Eder.«

Hanne satte Kaffekjedlen paa Ilden. Johannes læste Bordbøn med

foldede Hænder og bøjet Hoved. Da Moderen havde skjænket hans Kaffe,

tog hun en Spølkum til sig selv og satte sig atter ved Komfuret. Hun

drak langsomt, og da hun var færdig, blev hun eftertænksomt siddende

med sin Kop i Skjødet. Hun hørte forundret til, da ogsaa Johannes

efter endt Maaltid i et lille Vers takkede Gud for Mad, og følte mere

Bekymring over denne pludselige Fred og Glæde end over den

forudgaaende Fortvivlelse. Det første forstod hun, dette sidste ikke.

»Ja du husker vel Huslejen til Anders Jepsen, Johannes? Den var

allerede forfalden, da du sidst var her; men jeg nænte ikke at snakke

derom, fordi du havde saa meget da at tænke paa.«

»Din Husleje!« svarede Johannes. »Jo tænkt paa den har jeg rigtig

nok, og saa snart jeg faar Penge, skal jeg visselig ogsaa sende dig

den, men -- --« »Har du ikke Penge? Du tjener dog en god Ugeløn.«

»Jeg ejer ikke en Øre for Øjeblikket. I denne Tid samler de ind til

et stort Missionshus ovre i Kjøbenhavn, og jeg skylder Vorherre

Husleje for mange Aar. Jeg gav 50 Kroner; han maatte denne Gang gaa

forud for dig, Moder, og ser du, fattige møder man hver Dag. Paa

Vejen her ud mødte jeg én, der trængte haardere end baade du og jeg;

ham gav jeg min sidste Femogtyveøre; jeg har Returbillet, og Gud

gjengjælder det paa anden Maade. Din Husleje skal der nok blive

Udveje for, Moder. Sørger ikke for den Dag i Morgen; thi den Dag i

Morgen skal bekymre sig for sit eget. Hver Dag har nok i sin Plage.«

Moderen stirrede bleg paa Sønnen.

»Naa det er deri, din Hellighed bestaar,« sagde hun bittert, »at du

for første Gang i fire Aar glemmer min Husleje. Du var næppe bleven

Svend, da du mødte her en Søndag Morgen med ti blanke Kroner og

sagde: Værs god, Moder! Her er for de første tre Maaneder. Fra i Dag

af skal du ikke kere dig mere om din Husleje. Du kan stole paa,

Johannes,« vedblev Hanne og glippede med Øjnene, »at den Dag husker

jeg, saa længe jeg lever. Da tyktes det mig, du saa noget nær var

hellig i mine Øjne, og jeg bad inderligt Gud velsigne dig, saadan som

jeg kunde bede -- ikke for Pengenes Skyld endda, for jeg havde vel

hutlet mig igjennem som hidtil, men for Sindelagets Skyld, fordi du

var saa god en Søn.«

Moderen flyttede Rokken hen foran sig og satte Hjulet i Gang paa ny;

men Johannes rejste sig op og begyndte at tale. Det blev en hel lille

Prædiken, fuld af Skriftsteder og afrevne Katekismusstumper, og med

det samme en Øvelse i at optræde. Han havde ikke nødig at undse sig

over en mindre heldig Vending, en mislykket Talefigur, sligt kunde jo

ikke undgaas første Gang; til Gjengjæld nød han sit Held med at faa

Kilden til at flyde ustandset, med at faa Sammenhæng ud af alle disse

laante Fraser, Lignelser, Billedstumper og Salmevers. Det gav sig

Udtryk i det opadvendte Blik, i Smilet over hans gode, rare, lidt

tungsindige Ansigt. Et stille Haab om at kunne vække Moderen, aabne

hende Syn for den højere, bedre Verden, han stod i, det store,

mægtige Usynlighedsrige, i hvilket han var Borger, fik ham til at

holde ved; det kunde jo komme lige saa pludseligt for hende som for

ham; det var noget, der hændte saa mangen Gang, at en Savlus

forvandledes til en Pavlus. Han efterlignede, alt som han mere og

mere kom i Aande, den Mands Stemme og Bevægelser, som havde vakt ham,

lod baade Dommens Torden rulle og Evangeliets Sollys spille, -- men

Moderen sad tavs, bleg, storstilet med Øjnene fæstede paa den

glidende Traad, medens Kjedlen vedblev at synge, Hjulet at surre --

medens Blæsten suste i Blommetræerne, og Regndraaberne pikkede paa

Ruderne.

Ordene gav hun ikke Agt paa; men hun hørte, at det var Skriftens,

Salmebogens og Katekismens Ord, og hun havde saa megen nedarvet

Ærbødighed for dem, at hun ikke vovede at afbryde Sønnen. Hun lod ham

prædike væk, mens hun sad og regnede paa, hvorledes hun skulde faa de

ti Kroner skrabet sammen til Anders Jepsen. Naar hun fik det Pund Uld

færdigt, hun spandt paa, vilde hun have to Kroner til Gode hos Jens

Nielsens, to Snese Æg kunde hun sælge; det blev halv anden Krone,

fire Kroner var hendes Beholdning; hun havde tænkt at kjøbe sig en

Pakke Tvist for dem; hun trængte til en ny Bomuldskjole; men det

maatte hun nu lade fare. Saa brat dog ogsaa Ulykken kan komme

væltende, og fra den Kant man mindst aner det! Det endte naturligvis

med Daarekisten.

Hun vaktes ved hans »Amen« og sukkede uvilkaarligt. Han tog sin

Overfrakke ned og bød far vel.

»Skal du allerede gaa?« spurgte hun.

»Vi har Møde i Ørsted i Aften,« svarede han. »Jeg gaar der over nu og

tager fra Aarup med Aftentoget.«

Det var altsaa ikke for hendes Skyld, han var kommen, -- blot for at

faa lidt Mad under Vejs paa Turen til sin Helligforsamling.

»Naar ser jeg dig igjen?« spurgte hun og fulgte ham ud.

»Naar Gud vil, Moder. Alt staar i hans Faderhaand.«