Chokolade, paa Sengen. Saa stod han op. Fru de las Foresas klædte ham
paa. Hun var meget bange for Hr. de las Foresas under Paaklædningen, for
han var en Smule vanskelig om Morgenen. Han brugte Krøllejern. Han satte
det lidt fast paa Fru de las Foresas Hals--naar han var misfornøjet.
Hele Huset skælvede, mens Hr. de las Foresas gjorde Toilette.
Naar Hr. de las Foresas var færdig med sin Paaklædning, gik han ud.
Saa vandrede Fru de las Foresas rundt, og bævede for naar han kom hjem.
Og alle de ni Unger skød op og halvsultede i den samme evige
Forfjamskelse.
Charlot gled ind i det som før. Han spurgte slet ikke om Pengene.
En Dag var der ikke Spor af Mønt i Huset. Fru de las Foresas græd som en
Vandhane. Hun havde ingen Diner til Hr. de las Foresas.
Charlot gik hen til Tanten og hentede de tusinde Mark. Fru de las
Foresas gemte de ni hundrede mellem Fjerene i en gammel Dyne.
Men inde i sig fik Charlot et stort, sløvt Had til sin Fader, ligesom et
Dyr, der lider ondt.
Hr. de las Foresas tog ham forresten tit med sig ud. De var i Teatret og
i Operaen. Hr. Theodor Franz forærede dem Logerne. De sidste fjorten
Dage kørte Charlot i Boulogneskoven med to smaa Ponnyer. Han havde en
skotsk Dragt paa. Det var Hr. Theodor Franz, der gav ham det altsammen.
Han var saa god.
Fru de las Foresas gik ud og satte sig paa en Bænk ved Vejen og saa paa
Charlot, naar han kørte forbi i det lange Vogntog.
Saa efter fire Ugers Forløb rejste de og "gjorde" Amerika.
Egentlig satte Hr. Theodor Franz ikke Pris paa Amerika. Amerika stødte
hans kunstneriske Følelse. Han sagde, han var ikke Trommeslager.
Han tjente en Formue.
Charlot gjorde alt, hvad de sagde til ham. Hver Nat var han paa
Jernbane, og han spillede ofte i to Koncerter om Dagen. Han fik underlig
dorske Øjne og var aldeles ligeglad ved alting. Tale gjorde han
sjældent. Hvis han tænkte noget, faldt han ingen til Ulejlighed med sine
Tanker.
Han røg Cigaretter og Cigaretter.
Mange Timer i Træk tændte han Cigaret efter Cigaret og stirrede paa den
blaa Røg. Han sad tilsidst i en hel Sky.
Men ellers gik han, som sagt, hvor man vilde have ham, og gjorde som de
vilde, akkurat. Han var træt som en Vandbærer, altid.
Han fik i Chikago en lille Guldviolin, besat med Diamanter. Den blev
overrakt ham ved en Koncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas var forhindret
den Aften--de amerikanske Fyldigheder forhindrede oftere Hr. Emmanuelo
de las Foresas fra at overvære Koncerterne--og han fik ikke Violinen at
se.
Næste Morgen lod Charlot Portieren i Hotellet sælge Violinen og sende
Pengene til Paris til Moderen.
Ved sin Chokolade læste Hr. de las Foresas Bladene og læste om Violinen.
Han vilde se den.
-Jeg har solgt den, sagde Charlot.
-Hva'? Hr. de las Foresas var lige ved at tabe Koppen.
-Ja.
Charlot saá paa sin Fader.
-Jeg har sendt Pengene hjem, sagde han.
Hr. Emmanuelo de las Foresas sad med Koppen i stiv Arm i Sengen og mælte
ikke det Muk.
Charlot havde set saa underlig ud i Ansigtet.
Skyde i Vejret gjorde det lille Violin-Vidunder, saa Hr. Theodor Franz
kaldte ham for ti Aar paa Plakaterne. Det var i Kalifornien. De tog
Havanna, Mexiko og Brasilien.
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz til Hr. Emmanuelo de las Foresas.
Jeg spytter mig i Øjnene--men Tiderne ... min Herre: Vi gaar til
Australien.
Hr. Emmanuelo de las Foresas fandt, at alle Penge var lige gode. De gik
til Australien.
Charlot var føjelig. Forresten var der da ingen, der spurgte ham.
Naar Hr. Theodor Franz om Aftenen ved Glassene kom til at se over paa
Charlot, som bleg, med hængende Arme, var døset hen i sin Stol, sagde
han undertiden til Hr. Emmanuelo de las Foresas:
-Véd De--Charlot er egentlig en god Dreng.
-Ser De, min Herre, det er Behageligheden--Børn gør ingen Ophævelser. De
er ikke Tenorister--de melder sig ikke syge--De holder ud ... man véd,
hvor man har dem ... Jeg siger ærligt, jeg "gør" meget gerne Børn.
Violin-Underet Charlot Dupont lod sig spille som en Lirekasse. Men
Anfald af Stædighed havde han.
En Dag, da Charlot pakkede sin Kuffert, tog han et for et alt sit
Legetøj og slog det itu. Han brød det sønder over Stolekanterne og
trampede det i Mas paa Gulvet. Han trykkede Staaltøndebaandet mod Væggen
af al sin Magt, saa det blev skævt--han stønnede af Anstrengelsen.
Hr. Emmanuelo de las Foresas kom ind og saá Ødelæggelsen. Charlot stod,
højrød i Kinderne, midt imellem Ruinerne.
-Hvad skal det sige? hvad er det med det Legetøj?--
-Jeg har revet det itu, sagde Charlot.
-Er Drengen bleven gal?--
Charlot knyttede begge Hænderne:
-Jeg ta'r det ikke med. Han saá lige paa Faderen. Slip mig, jeg ta'er
det ikke med.
Hr. Emmanuelo de las Foresas slap ham. Han havde sine svage Øjeblikke:
Hr. Emmanuelo de las Foresas gav sig til at samle Stumperne op.
Alle Folk vendte sig efter Charlot paa Gaderne. Han saá grinagtig ud i
sin Bluse, med de lange dinglende Arme, og de tynde Ben, som var bare
fra Knæet. Theodor Franz købte ham altid saa barnlige Straahatte.
Gadedrengene raabte tidt efter ham.
En Dag kom Charlot forbi en stor Flok Drenge, som gik fra Skole.
-Nej--se Blusemand--hej--se en Blusemand raabte en.
Der blev en hel Koncert af Fingerpiben og Grin og Raab:
-Ej--hvor er Ammen.--
-Hvem skal knappe hans Bukser ...
-Tror I, han er ved de fem ...
Blusefaar--Blusefaar--
hva' ska' Du ha'e--
Blusefaar--Blusefaar--
ska' ha' Dada.
Stemte de i, i Kor.
-La' ham faa Ble.
-Har han en Sutte?
-Gi'e ham tørt paa.
Charlot tog en Sten og kastede efter dem.
Han var ikke mere til at drive ned paa Gaden. Hr. Theodor Franz maatte
an med sin Myndighed.
-Jeg gaar ikke. Charlot trykkede sig op til væggen, som om han troede,
de vilde slæbe ham ud.
-Jeg gør'et ikke ...
Hr, Theodor vilde lige til at knubse, Charlot stod bøjet, med
sammenbidte Tænder. Det flammede i hans Øjne.
Hr. Theodor Franz lod Haanden synke.
-Jeg gaar ikke i Bluse, sagde Charlot.
-Ikke i Bluse ... Er ... Hr. Theodor Franz havde set paa Charlot, tynd
og opløben stod han i Blusen. Han stoppede i det.
Hr. Theodor Franz havde set, at Blusen gik ikke mere. Charlot fik Trøje.
Han var snart fjorten Aar.
Charlot-Dupont-Turnéen vendte tilbage til Europa.
--Hr. Theodor Franz vilde danne en Kunstnerbuket. Han vilde samle seks
Verdensberømmelser paa én Plakat. Publikum var sløvt, det maatte tages
med en Trumf. Hr. Theodor Franz talte om et funklende Fragment af den
europæiske Kunsts Mælkevej. Violinvidunderet Charlot Dupont hørte til
dette Fragment.
Forresten var Selskabet en Altsangerinde af Hr. Emmanuelo de las
Foresas' Yndlingsomfang, en Baryton, en jomfruelig Romancetenor, en
Violoncellist og Mme. Simonin, Pianistinden.
De rumlede gennem Europa med to Programmer.
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, jeg ta'er Røgkupé.
Hr. Emmanuelo de las Foresas tog ogsaa Røgkupé.
De andre kørte sammen.
Kupéen flød af Pelsværk og skidne Sovepuder. Altsangerinden rejste uden
Korset i et rødt Bluseliv. Hun begravede sig med Overkroppen i alle
Puderne, som om hun lige skulde til at staa paa Hovedet. Herrerne vendte
Ansigterne ind mod Væggene og snorkede.
Hr. Theodor Franz' kunstneriske Fragment blev saa temmelig Intetkøn paa
Vejen gennem Europa; man generede sig ikke.
Pianistinden led af Varme. Hun klædte sig halvvejs af og rullede sig
sammen som en Kat med de nøgne Arme op om Hovedet.
Charlot vaagnede op og saá sig om. Lange Tider kunde han stirre paa
Pianistindens runde Arme.
Ingen kunde sove mer. Tomhjernede sad de og stirrede sløve paa hinanden.
Pianistinden gjorde Fingergymnastik paa et stumt Klavér.
Turnéen fik fire Vittigheder, som blev sagt nogle Gange i Timen.
Saa sov de igen.
Charlot listede sig frem, og nysgerrigt saá han paa Pianistindens
Barneansigt med de bløde Øjenlaag. Charlot sov ikke mere saa meget paa
Jernbanen. Han sad stille, Time efter Time, med Blikket hvilende paa
Madame Simonin, som hun laa.
Han gjorde ikke en Bevægelse. Han var bange, nogen skulde vaagne. Det
var saa godt at sidde ene her i Krogen og se paa, hvordan hun sov.
Naar hun øvede sig, fik han Lov til at holde det stumme Klaver paa sime
knæ.
De kom til et Middagssted. Damerne fik Pudderkvasten et Par Gange rundt
i Ansigtet og Kaaber om sig. Charlot var altid først ude. Han stod ved
den bedste Plads i Spisestuen og ventede paa Fru Simonin.
De lo meget af den lange Charlot med hans Knæbukser.
Han var den, som gjorde mindst Lykke af Hr. Theodor Franz' kunstneriske
Fragment. Han blev saa kejtet, med sine lange Arme, og han stod paa
Tribunen og sank ned i Knæene, som om han vilde skjule sine egne Ben.
-Hvordan staar Du, hvordan er det, Du staar. Hr. Emmanuelo de las
Foresas var opbragt. Vil Du spille dem i Søvn--er det maaske det, Du
vil--Idiot ... Ind.
Charlot kom ind dobbelt kejtet.
Hr. de las Foresas stod bag Portièren.
-Ret Dig, hvorfor smiler Du ikke ... ret Dig--buk.
Ikke en Haand rørte sig i Salen.
-Buk--buk.
De spinkle Toner kom fra Charlots Violin spidse som Synaale.
Hr. de las Foresas kneb af Arrigskab Vidunderet til Blods med sine
Negle.
Under Charlots sidste Nummer stod Hr. Theodor Franz ved Siden af Hr. de
las Foresas bag Portièren.
-Hvordan er det han staar, sagde Hr. de las Foresas. Hvordan staar han i
den sidste Tid?
-Min Herre, han staar, som han havde gjort i Bukserne. Hr. Theodor Franz
gik.
Hr. Theodor Franz sagde virkelig de ubehageligste Ord til Hr. Emmanuelo
de las Foresas.
Charlot fik lidt Sjatklap fra Højden.
-Ind--ind, raabte Hr. de las Foresas--Ind ...
-Smil, smil for den lede Satan.
Hr. Emmanuelo de las Foresas bandede saa slemt i den sidste Tid.
Violin-Vidunderet kom paa halv Gage.
Charlot følte ingen Overraskelse. Hvis han overhovedet havde ventet
noget, var det dette.
Gulvet, tæt ved Fru Simonins Instrument--det var hans
Yndlingsplads--lænede han tit sit Hoved mod Flygelet i en træt Smerte.
Han følte det mest, naar han saá paa hende, og naar hun spillede. Saa
syntes Charlot, han var saa rigtig elendig.
Turnéen drog af fra By til By. Hr. Theodor Franz var mest forud.
Altsangerinden gik saa i Røgkupé med Hr. Emmanuelo de las Foresas.
Fru Simonin lagde Kabale paa det stumme Klaver, som Charlot holdt paa
sine Knæ.
Barytonisten fortalte ofte Historier. Han vidste en Skandale om hver
Virtuos i Europa.
Fru Simonin slog sine blanke Øjne op og lo, saa hun tabte Kortene.
Charlot blev rød og saa underlig ved det, naar hun lo saadan.
-Hvad gjorde hun? spurgte Fru Simonin.
-Hun spiste gratis til Aften--hver Aften--i al Uskyldighed.
Den jomfruelige Romancetenor saá op fra sin Avis.
Han sad altid med Aviser, han ikke kunde læse og søgte om sit Navn.
-Kender De ikke Historien om Manden? sagde han.
-Nej--hvilken.
-Hver Gang der kommer en lille ny Lizeski, undersøger han, hvem af deres
Venner den ligner ... Saa gaar han hen og laaner et Tusind Francs--af
den Vedkommende.
Charlot vilde saa gerne, at Fru Simonin skulde lade være at le.
Det var bedst, naar hun sad stille hen med Hænderne i sit Skød. Hun
smilte tit for sig selv, og Øjnene var saa blanke.
Charlot følte sig da lykkelig, mens Blodet gik varmt mod hans Hjerte.
Charlot blev mer og mer kluntet. Han havde stadig saa travlt med at
skjule sine Arme, at han altid faldt over sine Ben. Han led ved sine
Klæder. Sine Babyklæder med Kniplinger--den lange, voksne Dreng.
Rundt i Hotelværelserne borede han sig altid ind i Krogene. Dér sad han
gemt, med Hovedet i Hænderne, ubevægelig, mange Timer.
Han var glad, naar han blot maatte være fri for at tale.
Charlot lagde altid Mærke til Tiden, naar Drengene i Byerne kom fra
Skole. Han stod ved Vinduet og saá efter Flokkene, der drev hjem med
deres Boglæs. Hans Øjne var saa dorske, som var de slukkede.
De andre Verdensberømmelser af Hr. Theodor Franz' Mælkevej gik uroligt
omkring i Hotelstuerne ud og ind hos hinanden. De holdt ikke af at være
ene og kun have tarveligt Selskab af deres seks Repertoirestykker.
Nervøse og gnavne gik de frem og tilbage, og de havde det altid enten
for koldt eller for varmt.
Sygdomme havde de alle og et Arsenal af Medicinflasker.
De holdt mest til hos Fru Simonin, som gik til og fra sit Flygel saa
lang Dagen var, og spillede Skalaer.
Charlot løb ikke omkring. Han sad i sin Krog ubevægelig og træt midt i
Maskepiet. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde saa meget Linned. Der var
ikke den Stol i Stuen, hvor der ikke laa en skiden Skjorte.
Om Aftenen før Koncerten samledes de hos Fru Simonin og ventede paa
Vognene. De drejede og trippede rundt om Møblerne som en Flok Høns. Den
var syg i Fingrene, og den var syg i Halsen.
Fru Simonin og Altsangerinden sad under Koncerten i Kunstnerværelset og
tog imod Kur af de Herrer af Pressen. De konverserede i Verdensdamers
kølige Ord. Kritikerne, der sad forlegne i deres rigelige sorte Frakker
og, distancerede, gloede paa Diamantrivièren om Fru Simonins Hals og
smilede fjottet.
Fru Simonin bar en Formue i Brillanter. Hun støttede saa hensigtsløst
sit Barnehoved til sin Arm, der funklede af Diamanter--et Armbaand der
fungerede paa alle Verdensudstillinger--og hun smilte med fornem Ro.
Charlot glemte alt. Han stod ubevægelig i en Krog og saá kun. Hans Øjne
elskede dette Billede som en Drøm.
Han blev jaget ud og ind til sine Numre. Han vendte tilbage som til
Lyset. For dér var blot hun, straalende og skøn.
Der kom fremmede Damer ind med Blomster. Fru Simonin tog dem og takkede
og kyssede de fremmede Damer paa Kinderne.
Efter Koncerten hjalp Herrerne af Pressen Fru Simonin og Altsangerinden
de lange Skindkaaber paa, og Damerne tog Kritikernes Arm og lod sig
følge til Vognene.
De smilede med Buketterne i Hænderne bag Vognruderne, idet de kørte.
-Idioter, sagde Fru Simonin.
Altsangerinden rakte Tunge, og de lo som to Skoletøse.
Charlot kunde næsten komme til at græde, naar Fru Simonin lo saadan.
Han sad i Mørket i Vognen og knugede sine to Laurbærkranse, saa hans
Hænder smertede.
Hr. Emmanuelo de las Foresas var Ejermand til de to Kranse. De blev
kastet til Violin-Underet efter "Kakadu der Schneider".
Efter Koncerten var de lystige. De spiste i Negligé, i Fru Simonins
Salon. De talte om Virtuoser. De talte tit om Penge. Altsangerinden var
rig, hun ejede et Par Millioner og et Slot i Normandiet. Fru Simonin
havde Formue. Hun sparede paa en Tiøre og smed de Tusinder ud af
Vinduet.
De talte om hvad de tjente. De havde Part. De kunde tage en
femtenhundrede Francs ind pr. Aften.
De talte med en raa Begærlighed om alt dette Guld.
-Kunsten, sagde Fru Simonin. Er der ti, som forstaar den? Damerne ser,
jeg har gode Fingre, Herrerne gloer paa mine Arme--det er gement.
Kunsten--haa--haa--jeg vil være rig.
De kunde overfaldes af en hidsig Gerrighed, saa de kaldte Kelneren til
og klagede over en Udgift paa et Par Skilling. De vilde ikke lade sig
plyndre. De rejste ikke for deres Fornøjelse. De rejste ikke for at gøre
Hotellerne rige. De rejste for at tjene Penge.
De kunde mange Gange drage afsted uden at afse en Øre i Drikkepenge.
Kelneren havde fløjet for dem halve Nætter.
-Jeg skal maaske taale den Pøbel hele mit Liv? sagde Fru Simonin. Jeg
vil ikke pines--til jeg bliver gammel.
-Jeg rejser for at tjene--
Om Formiddagen havde Fru Simonin kastet ellevehundrede Francs bort til
et Damascenersværd.
-Bilder de Folk sig ind, at det morer mig at se dem gabe, sagde Fru
Simonin.
De talte om alle de Stakler, der sang uden Stemme, hamrede paa Flygeler
med lamme Hænder, fordi de var fattige og maatte leve.
Charlot hørte paa. Det var ikke med Angst; for dertil var alting blevet
for sløvt hos ham. Men han syntes, han følte sig saa træt, at han ikke
kunde løfte en Haand.
Naar han kom i Seng, græd han fortvivlet. Han græd over sine Klæder og
over Fru Simonin og over dem, der ikke klappede mere, og over Fru
Simonin, der sagde saa meget stygt.
En Aften laa Charlot længe og saá ind i Kaminen, hvor Ilden flammede.
Han stod op af sin Seng og tog Hr. de las Foresas' to tørre
Laurbærkranse og kastede dem ind paa Ilden.
Turnéen fik Aviserne op om Morgenen efter Koncerterne. De kunde ikke
læse dem, men de saá efter Linjerne, hvor mange der stod om hver, og de
søgte at gætte sig til Ordene. Charlot tog aldrig Bladene, naar de andre
var tilstede. Men om Eftermiddagen, naar Kritikerne allerede var glemt
af de andre, stjal han Aviserne, og inde paa sit Værelse, i Krogen,
bredte han Avis efter Avis ud paa sine Knæ, og han stirrede paa den ene,
fattige Linje, der stod om "Fænomenet" Charlot Dupont.
En Gang efter Aftensbordet bladede Fru Simonin i nogle Noder.
-Det er smukt, sagde hun. Naar vi bare havde en Violinist i
Truppen--men, det er jo sandt, og hun lo,--Charlot spiller jo Violin.
-Charlot--hent Deres Violin.
Charlot fik Violinen fat, og de begyndte at spille sammen.
Da de havde spillet noget, nikkede hun.
-Men det gaar jo--rigtig--det gaar jo helt godt.
-Men--rigtigt. Charlot.
Charlot spillede som i en Drøm. Bare Noderne stod saa tydeligt og saa
hendes Ansigt.
-Godt--Charlot.
Det var, ligesom Fru Simonin førte ham saa sikkert. Han spillede med
Taarer i Øjnene. Han syntes, nu brast han i Graad, hvert Minut.
Det var forbi.
-Men, kære Børn, han har jo Talent, sagde Fru Simonin. Charlot--vi vil
spille sammen.
Charlot havde aldrig troet, saadan noget kunde ske. Fru Simonin spillede
med ham tidlig og sildig. Hun slog sine blanke Øjne op til ham og lo,
naar det gik godt. Hun lempede sig efter ham og lagde sin Kunst saa
villigt til Rede for ham.
-Men det er en Himmelsynd--Drengen har jo Talent ... Vi vil spille
sammen paa en Koncert.
De optraadte sammen. Da Charlot igen hørte, for første Gang i saa lang
Tid, Bifaldet bruse op til sig, sprang Taarerne frem fra hans Øjne. Da
de kom ud, tog Charlot begge Fru Simonins Hænder, og han kyssede dem og
hviskede uforstaaelige Ord, der kvaltes af Graad.
Det Nummer blev Koncertens Begivenhed. Fru Simonin fordrede, at Charlot
skulde have sin gamle Gage.
Charlot var altid inde hos Fru Simonin nu. Han sad ved Flygelet, naar
hun øvede. Hun pludrede som et Barn, mens de springske Fingre fløj om
paa Tangenterne. Hun lo med sin Pige-Latter, som klang, og talte sit
bløde Sprog. Og forvred sit Ansigt til de hundrede Grimasser. Hun var
vilter som en lille Kat, Fru Simonin.
Charlot kendte kun en Lykke--at sidde dér og være hende nær. Og saa
bagefter at være alene og tænke det om, mange Gange, den halve Nat, og
kysse nogle Blomster af hendes, som han havde i en Medaillon om sin
Hals.
--Saa var Turnéen forbi. Hver gik sin Vej. Fru Simonin skulde paa en
amerikansk Turnée.
Charlot tænkte ikke paa, at han ikke havde noget Engagement, ikke paa,
at han nu skulde hjem til Paris paa den femte Sal. Han skulde skilles
fra Fru Simonin, og han syntes, han maatte dø.
Det var den sidste Aften. Den næste Morgen skulde Charlot rejse. Fru
Simonin havde bedt Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot spise hos
sig, de to alene.
Charlot talte ikke og rørte ikke Maden.
-Spis, Charlot, sagde Fru Simonin. Det er Deres Livretter.
Charlot tog mekanisk. Tak, sagde han.
Han sad som stum, med Øjnene fæstet paa hende, stum og hjælpeløs.
Charlot vidste det ene, at nu var hans Lykke ude.
Nu--i Aften var det ude. Og der var ingen Raad, der var slet ingen.
Hr. Emmanuelo de las Foresas var krænket.
Hr. Theodor Franz havde været grov imod Hr. de las Foresas.
-De forlader min Charlot i et kritisk Øjeblik, havde Hr. de las Foresas
sagt om Formiddagen.
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, har De troet, den Humbug vilde vare
evig?
Hr. Emmanuelo de las Foresas havde virkelig længe lidt under Hr. Theodor
Franz' Mangel paa Levemaade. Hr. Theodor Franz var en plump Person. Det
stødte Hr de las Foresas.
-Han siger Ting ...
-Naar man selv hører til Selskabet, sagde Hr. de las Foresas.
De var færdige med at spise. Fru Simonin spillede. Charlot sad paa
Gulvet, med Hovedet lænet mod Flygelet.
-De tager altsaa til Paris, sagde Fru Simonin.
-Ja--vi tager til Paris.
-De har Bolig dér?
-Ja, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas, vi har Bolig der.
-Hvor? ... At man dog kan besøge Dem ...
-Paa Boulevard Haussmann. Hr. Emmanuelo de las Foresas' Tonefald
indstallerede Familien de las Foresas i en Beletage.
Pludselig brast Charlot i Graad.
Da de skulde gaa, sagde Fru Simonin: Og saa glemmer De mig
ikke--Charlot--vel?
Charlot saá paa hende med Øjne underdanige og trofaste som en Hunds. Han
fik ikke et Ord over sin skælvende Mund.
Den næste Morgen, ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas skulde afsted,
stak Kelneren et Brev til Charlot.
-Til Dem selv, sagde han.
Charlot gemte Brevet.
Der laa en Anvisning i Konvolutten. Paa et Visitkort stod: Til Charlots
Lærer i Violinspil fra Sofie Simonin. Ordene var viskede ud, inden
Charlot kom til Paris. Saadan kyssede han Fru Simonins Kort.
* * * * *
Paa den de las Foresas'ske femte Sal saá det graat ud. Koncertagenternes
Holdning ligefrem fornærmede Hr. de las Foresas. Der var ingen, der
havde Brug for hans Violin-Under.
-Min Herre, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas til Hr. Theodor Franz--De
vil altsaa ikke genengagere Violin-Underet?
-Min Herre--har jeg nogensinde ladet det mangle paa
Tydelighed?--Nej--jeg vil ikke engagere Hr. Dupont.
-Vi er altsaa løst fra alle Forpligtelser?
-Fra alle.
-Det var blot det, jeg ønskede at faa slaaet fast. Min Herre--sagde Hr.
Emmanuelo de las Foresas--alle Agenterne vil styrte sig over
Violin-Underet.
Hr. Emmanuelo de las Foresas lod indrykke i "Le Figaro", at
Violin-Underet Charlot Dupont--vor berømte lille Landsmand, skrev
Bladet--efter at have tilendebragt sin triumfrige Verdensturnée
foreløbig har afslaaet alle Engagementer.
Der styrtede sig ingen.
Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede en Uge og to Uger: Ikke saa meget
som en Provinsturnée. Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at gaa
rundt med Vidunderet.
De afsøgte alle Koncertagenturerne. Man beklagede for Øjeblikket ikke at
have Anvendelse for Underet.
Charlot halede bag efter Hr. de las Foresas, bleg og skruttet. Han
syntes, det var altsammen blot en tung Bebrejdelse mod ham.
Fru Simonins Penge var spist op. Fru de las Foresas græd og begyndte at
gaa den vante Vej til Laanekontorene. Hr. de las Foresas talte om Børn,
som lægger deres Forældre i Graven.
Charlot havde taget Timer hos en Konservatorielærer. Professoren kom til
at holde af den lange Dreng i Babytøjet; han sagde, han gjorde
Fremskridt. En smuk Dag skaffede han Charlot Lov til at optræde hos
Pasdeloup.
Charlot var tilmode, som en Sten var taget fra hans Hjerte. Han syntes,
det var første Gang, han var glad i sit Liv. Han styrtede hjem ad
Boulevarden, løb paa Folk i Glæden: Han skulde spille paa Søndag hos Hr.
Pasdeloup.
Det var, som om Familien de las Foresas ved et Slag vaagnede af en tung
Dvale. Fru de las Foresas gav sig til at le--Børnene de las Foresas
havde aldrig hørt deres Moder le--men midt under Latteren slog det over
i Graad. Fru de las Foresas var altfor glad. Børnene gav sig til at
hyle, hver sin Melodi, og sprang op ad hinanden som vilde Dyr i et Bur.
Hr. Emmanuelo de las Foresas kom hjem og hørte Nyheden.
-Jeg har jo sagt det, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Pasdeloup
er en Mand, som kan vurdere Talenterne.
Charlot laa om Natten paa en Sofa i Spisestuen. Fru de las Foresas kom
ind til ham den Aften. Hun tog Charlots Hoved og lagde det i sit Skød og
kælede for ham som for et lille Barn. Fru de las Foresas var saa
lykkelig.
-Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke haabet det--Charlot--jeg
havde ikke.--
-Mo'er ...
-Som de har plaget min Dreng, som de har plaget ham--saa mange Aar.
Fru de las Foresas tog Charlots Hoved mellem sine Hænder og saá paa ham
og kyssede hans Haar.
-Min gode Dreng.
Fru de las Foresas talte om den Tid, da Charlot var lille, da han var
ganske lille og hun lærte ham at spille den første Melodi.
-Om han huskede? Det var "Kakadu der Schneider".
-Aa--jo om han huskede.
-Han havde staaet ved Klaveret og naaede ikke op til Tangenterne en
Gang--saa lille var han ... naar han spillede. Men han lærte saa
rask--han havde et Øre--blot to Gange at høre det--og han spillede uden
en Fejl--uden en Fejl.
-Men saa kom de Aar--de slæbte ham rundt--til alle Lande, hendes Dreng.
-Men nu var det godt igen--kun godt ... Fru de las Foresas var saa
lykkelig.
-Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke, min Dreng ... nej--jeg turde
ikke. Jeg troede det var forbi med min Dreng.
-Charlot talte om Fru Simonin, der havde spillet med ham og havde sagt,
han havde Talent.
-Ja--Gud velsigne hende--Gud være med hende for det.