tabt Smagen for det vidtløftige. Hr. Theodor Franz pousserede det
idylliske.
Hans Kunstnere udgik alle fra borgerlige Hjem. Hans største Sukces var
med Amerikanerinden, som han havde fundet i en Kirke, og som aldrig
optraadte paa Teatret, fordi det stred mod hendes religiøse
Overbevisning. Han havde rørt to Verdensdele, naar han om Søndagen var
kørt med hende til Kirke.--
Om Aftenen meddelte Hr. Theodor Franz Bladene, at det lille
Violin-Vidunder Charlot Dupont for Øjeblikket tog Timer hos Professor
Dinelli.
-Som bekendt er det lille Vidunder fra Provence af den bekendte
orleanistiske Embedsmandsfamilie Dupont.
Hr. Theodor Franz var glad ved Ordene: orleanistisk Embedsmandsfamilie.
Det var fortræffeligt. Egentlig var det komplet faldet ham i Pennen. Men
det var fortræffeligt: "orleanistisk Embedsmandsfamilie Dupont".
Det var et helt Perspektiv af Hæderlighed og borgerlig Honnethed.
Hr. Theodor Franz var ligefrem snublet over Dørtærskelen til en Sukces.
Den næste Dag gjorde han Visit hos Familien de las Foresas. Han ønskede
at se, hvad han kunde byde den. Han maatte op i femte Etage; Overtøjet i
Gangen var luvslidt, svær Mængde Børnetøj, købt i Butik for færdigt. Han
ventede i en raakold Salon med Madlugt.
Hr. Theodor Franz bød 800 Francs om Maaneden for et halvt Aar. Hr.
Emmanuelo de las Foresas tog det halve i Forskud og slog til.
Charlot fik en Lærer, som spillede de tre Numre med ham. Hr. Theodor
Franz var tilstede ved Timerne. Han mærkede sig alle Stederne, hvor
Charlot spillede falsk. Dér skulde han smile til Publikum.
Tiden nærmde sig for den første Koncert. Den skulde finde Sted i
Bryssel.
Dagen før de skulde rejse, gjorde Hr. Emmanuelo de las Foresas
Afskedsbesøg hos Hr. Theodor Franz. Hr. de las Foresas var en bøjelig
Natur, han var helt Orleanist: Lidt militærisk, Guidknapstok og graa
Knebelsbart.
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, hvorfor bærer De ikke Flor?
-Flor?
-Ja--har jeg ikke læst, at Charlot er moderløs, min Herre.
Da Hr. Dupont rejste, havde han Flor om Hatten. Hr. Theodor Franz bragte
Charlot en Present. Det var et Tøndebaand med hans Navnetræk. Han havde
det med i Kupeen.
Hr. Theodor Franz blev i Paris. Det var et Princip. Han holdt sig altid
tilbage.
-En Impresario skræmmer Pressen, min Herre, sagde han til Hr. de las
Foresas. De Herrer tror man kommer med Lommerne fulde af Humbug. De
Herrer af Pressen er saa mistænksomme.
Men Morgenen efter den første Koncert kaldte et Telegram ham til
Bryssel. Han ventede endnu et Døgn, læste Brysselerbladene og rejste.
Det lille Violin-Vidunder Charlot Dupont havde nærmest gjort Fiasco.
Hr. Emmanuelo de las Foresas modtog ham paa Banegaarden. Han var spag og
sørgmodig vrøvlet.
-Hvad kan man forlange af et Barn, sagde han. Hvad forlanger man? Han
kan vel ikke spille som Sarasate.
-Min Herre--ti stille--Han har spillet som et asen.
Charlot var forknyt. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde pryglet ham, saa
han var blaa og gul over Ryggen. Han skævede til Hr. Theodor Franz og
ventede mer. Men Hr. Theodor Franz pakkede et helt Lager af
Pariserlegetøj ud og spredte det over hele Stuen. Charlot saá, der var
ikke Tale om Prygl.
Hr. Theodor Franz søgte en ny Lærer, og de begyndte igen at indstudere
de tre Numre. De spillede Time efter Time, til Charlot var segnefærdig.
Hr. Theodor Franz udstyrede Spillet med mange Smil og barnlige Gestus.
Charlot stod ganske sløv, spillede, gjorde efter og smilede.
Tilsidst begyndte han at græde, Violinen faldt ham ud af Hænderne, og
han gned Taarerne ud over sit Ansigt.
-Naa--en Gang til ...
-Jeg er saa træt, han græd, jeg vil ikke.
-Kun én Gang til, saa faar Du Konfekt ... Charlot tudede.
-Jeg vil ikke ha'e Konfekt, sagde han.
-Hvad vil Du da ha'e--naar Du er artig og spiller en Gang til ...
Charlot saá ud gennem Fingrene.
-Cigaretter, sagde han.
-Naa--spil saa.
-Tre, sagde Charlot.
-Naa--ja--tre.
Charlot tog Hænderne bort fra Ansigtet. Jeg vil se dem, sagde han.
Hr. Theodor Franz lagde tre Cigaretter paa Bordet, og Charlot spillede
endnu en Gang, rystende over hele Kroppen, saa træt var han.
Klokken to var Undervisningen forbi. Hr. Theodor Franz spadserede selv
med Charlot paa Boulevarden. De havde det kønne Tøndebaand med. Charlot
vilde helst sidde paa en Bænk, han var saa søvnig, som havde han Sand i
Øjnene. Men Hr. Theodor Franz gav ham smaa Knubs, til han blev vaagen og
løb med Tøndebaandet.
Hr. Theodor Franz talte venligt med alle de velklædte Børn, og han gav
dem Konfekt og Godter. Han satte ogsaa Lege i Gang. Hvor der var Mødre
med, konverserede han og præsenterede Charlot, naar han da kunde finde
ham. For han forstak sig oftest og sad krøbet sammen og sov ved Foden af
et Træ, med Hovedet ned mod sine Knæ.
Saa blev han knubset op--Hr. Theodor Franz knubsede rigtig fast, med de
knyttede Knoer lige ned mod Nøglebenet--til han blev vaagen og fik fat
paa Pisk og Top, som laa ved Siden af ham paa Jorden.
-Han er saa livlig, sagde Hr. Theodor Franz, en rigtig Dreng--er han.
En Dag var han bleven rent borte. Han var ikke til at finde paa
Boulevarden. Hr. Emmanuelo de las Foresas Og Hr. Theodor Franz søgte
omkaps. Tilsidst fandt de Charlot inde i Parken, omme bag en Stensokkel.
Han stod omringet af en hel Flok smaa Unger. Han stak dem Cigaretten i
Munden og lærte dem, hvordan de skulde "bakke". Ungerne skar fæle
Ansigter og hostede af Røgen.
Charlot blev ked af det.
-Idioter, sagde Drengen. Meget stolt pustede han selv store Røgskyer ud
i Luften.
Da de kom hjem den Dag, fik Charlot første Gang Prygl af Hr. Theodor
Franz.
Da de havde prøvet de tre Numre en Ugestid til, var Violin-Vidunderet
Charlot Dupont saa elskværdig at ville spille et Par Numre for Eleverne
i Hr. Rochebrunes Skole, Hr. Rochebrune havde indbudt enkelte af
Elevernes Mødre og Tanter.
Charlot spillede de to Numre og "Kakadu der Schneider". Der havde aldrig
været en saadan Jubel i Hr. Rochebrunes Skole. Mødrene var rørte.
Charlot gik rundt til Kyssen. Bagefter stod Damerne i Vinduerne og saá
ham lege Tagfat i Skolegaarden.
Der kom Notitser i Bladene. Et Par andre Skoler indbød
Violin-Vidunderet.
Hr. Theodor Franz kørte rundt med Charlot til Kritikerne. Charlot var
blevet et ualmindelig søvnigt Barn. Knap var han til Sæde i Vognen, før
han sov ind i sit Hjørne. Og kom de op til de fremmede Mennesker--Hr.
Theodor Franz besøgte Folk i deres Hjem, han holdt af Hjemmene--stod han
og maabede ved Siden af Hr. Theodor Franz' Stol og drævede frem et Ja
eller et Nej.
Det var paa Besøg hos Hr. Deslandes. Hr. Deslandes var Korrespondent
ved Times. Hr. Theodor Franz talte med Sordine--Hr. Theodor Franz talte
altid med Sordine med Autoriteterne og de Herrer af Pressen--om sin Ven
Hr. Ambroise Thomas.
Inde i Stuen ved Siden af, gjorde Hr. Deslandes' uvorne Unger et
Himmelspektakel. Man kunde ikke høre Ørenlyd.
Hr. Deslandes aabnede Døren og skændte. To Sekunder efter begyndte
Spektaklet igen. Min Herre--bevar'es lad dem dog lege--Hr. Theodor Franz
talte mildt--Børn er Børn.
Han saá paa Charlot, der sad og dinglede i en Stol:
-Charlot--Du maa vist gerne gaa ind og lege med Hr. Deslandes' Børn.
Det maatte han naturligvis gerne.
-Hører Du, Charlot--Du maa gerne gaa ind og lege med Hr. Deslandes'
Børn.
Charlot blev siddende og rørte sig ikke. Han nærede en fuldkommen
Ligegyldighed for Kritikeren Hr. Deslandes' Afkom.
Hr. Theodor Franz bøjede sig ned, og med et Knubs lige mod Nøglebenet
sagde han mildt:
-Generer Du Dig, lille Charlot. Hr. Deslandes siger jo, Du maa gerne gaa
ind og lege med hans Børn ...
Charlot kom hurtigt ned af Stolen og ind til Hr. Deslandes' Børn. De var
rødhaarede og morede sig med at stikke den fremmede Dreng med
Knappenaale.
Hr. Theodor Franz og Hr. Deslandes stod i Døraabningen og glædede sig
over Børnene.
Det var et Par Dage før det lille Violin-Vidunders anden Koncert.
Koncerten blev en stor Sukces. Eleverne i Hr. Rochebrunes Skole havde
Fribilletter og overrakte Charlot Dupont en Kæmpekrans.
Charlot blev fotograferet staaende i Kransen som Ramme.
Det var en meget stor Sukces. Efter den tredie Koncert--Programmet var
efter Opfordring det samme som ved den anden--førte Hr. Theodor Franz
personlig Charlot Dupont til Skandinavien. Hr. Theodor Franz satte
megen Pris paa Skandinavien. Der fik det lille Vidunder Ilddaaben. Vejen
laa aaben gennem Europa. I Løbet af to Aar afsøgtes hele Marken, man
trængte frem til Baku.
Charlot Dupont gav Patti-Penge Europa rundt.
Charlot fejrede sin syvaarige Fødselsdag hver Gang, han gav
Afskedskoncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas gik stadig med Flor om sin
Hat.
Hr. de las Foresas var iøvrigt meget tilfreds. Han tjente mange Penge,
og han genoptog visse Ungdomspassioner. Han havde altid været følsom
overfor Blondiner af en vis Fylde, og han havde en Gang sprængt Baden.
Han holdt af en lille Baccarat om Aftenen efter Koncerten, og han fandt
ret hyppigt rundt i Europa et blondt Embonpoint at glæde sig ved.
Saadan gik det Par Aar.
Selskabet tilbragte sin meste Tid paa Jernbanen. Der blev jævnt givet
Koncerter hver Dag. Om Morgenen tidligt skulde de afsted til Toget. Hr.
de las Foresas ruskede Charlot livligt i Lokkehaaret. Drengen sov tungt
og strittede imod i Søvne. Hr. de las Foresas hev ham Vand i Ansigtet
for at faa ham vaagen. Charlot græd og fik klynkende sine Strømper paa
siddende paa Sengekanten. Hans Lemmer var som Bly, saa tunge.
Han blev klædt paa, og søvndrukken ravede han rundt i Halvmørket mellem
de aabne Kufferter, der blev pakkede ind hulter til bulter. Han faldt i
Søvn igen over den lunkne The, siddende med Koppen i Haanden. De ruskede
ham op igen, og frysende og blaa i Ansigtet rumlede Selskabet af i den
klamme Omnibus til Jernbanen. Just fredeligt gik det ikke. Hr. Emmanuelo
de las Foresas og Hr. Theodor Franz skændtes altid om Morgenen.
Charlot rullede sig sammen som en Bylt i et Hjørne af Kupéen og sov.
Naar Charlot vaagnede, saá han Faderen Og Hr. Theodor Franz: med løste
Klæder flød de henad Sædet. Hr. Theodor Franz snorkede.
Waggonen rystede frem og tilbage, Lokomotivet gyngede af med sin
langsommelige Støj. Heden i Kupéen døsede Charlot hen, han var søvnig
uden at kunne sove. Han flyttede sig træt baade af at sidde og af at
ligge. Han lagde sig op paa Knæ og saá ud. Det var altid lige ét: Træer
og Huse og Mark. Det eneste, han brød sig om, var smaa Hunde. Dem vilde
han ud paa Perronen og klappe.
Hen paa Eftermiddagen kom de til Koncertstedet, nye Karle rumsterede med
deres Kufferter, og Charlot saá livlig ud hen over Perronen med Favnen
fuld af Legetøj, og der kom Fart paa, mens de slugte noget Mad, og
Charlot blev udstafferet i den Fløjls, og de naaede op til Koncerten.
Naar Spændingen saá var ovre, efter det første Nummer, faldt Charlot
ofte i Søvn i en Krog i Kunstnerværelset, og de maatte vække ham, naar
han skulde ind igen.
De kørte hjem og spiste til Aften, og Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo
de las Foresas blev højrøstede ved deres Flasker. Charlot blev ogsaa
levende ud paa Aftenen. Han fik Cognac og Vand, rødkindet sad han og
hørte til.
Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde mange muntre Historier om vel
udviklede Blondiner fra de to Verdensdele. Hr. Theodor Franz havde ogsaa
sine Minder. Charlot lærte en Del af hvad Livet saadan giver.
De talte ogsaa om Haandværket.
Hr. Theodor Franz strakte Benene fra sig; og han blev oprigtig, med
Hænderne i Lommen.
-Pressen--min Herre--man skal ikke bespise den--det er det dummeste,
man kan gøre at bespise den--jeg bespiser den aldrig, Mad gør Pressen
urolig, min Herre. Opsøg dem i deres Hjem, spis tynd Suppe i
Familiekredsene, min Herre--vær fordringsløs--skriv mange Smaabreve,
min Herre. Det er Sukces'en.
-Ja--det er Vejen, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas.
Det er det billigste, sagde Hr. Theodor Franz.
Hr. de las Foresas nikkede.
-Miss Tisbyrs har ikke kostet mig saa meget som en Flaske Bordeaux ...
Hun var religiøs, hun drak ikke Spirituosa--vi drak alle Vand, min Herre
... hun tjente tilsidst fem tusind Francs pr. Aften ... Har De hørt
hende?
-Ja.
-Saa behøver jeg ikke tale om hendes Stemme, min Herre.
Hr. Theodor Franz tav lidt.
-Blomster--det er en Dumhed med Blomster ... Publikum tror ikke mere paa
Blomster ... Miss Tisbyrs kostede mig seks og tyve Kristus paa Korset à
tre Francs--overrakte hende paa Podium af en Deputation ... det gør en
Effekt ... Kristus paa Korset omvundet med Immorteller, min Herre--Miss
Tisbyrs græd ...
De talte om Alverdens Virtuoser og Artister. Hr. de las Foresas sagde
mest bare Ja og Amen.
-Publikum er aldrig ekstravagant, Publikum er dydigt--man skal vende
sig til Hjertet--Følelsen--appellere til Følelsen. Det er Sagen.--Jeg
har reddet ti Sangerinder med "Ave Maria" til Harpe ... Jeg vil skabe en
Formue ved at stable et ungt Fruentimmer op ved Siden af en Harpe.
Hr. Theodor Franz satte ikke Pris paa de store Sangerinder. De rentud
fortørnede ham: Det er en Fornærmelse, sagde han. En Fornærmelse mod den
sunde Sans.
-Patti, sagde han, Patti, min Ven. En Humbug, min Herre. Patti har
ruineret tyve Impresarier. Jeg er ikke Forgylder, jeg vil gøre
Forretninger--tolv tusind Francs for to Arier--jeg kalder det for en
Fornærmelse. Skab Stjernerne--skab dem--jeg er Impresario, min Herre,
jeg er ikke Elefanttrækker.
Charlot gik frem ligeoverfor Hr. Theodor Franz, han hørte til med
Armene op paa Bordet.
Hr. Theodor Franz raslede med Hundrede-Tusinderne, saa det klang.
-At skabe--at skabe--det er Kunsten ... Hr. Theodor Franz sank hen, og
de to Herrer drak nogen Tid i Stilhed. Charlot saá stadig med store Øjne
paa Hr. Theodor Franz, der sad tænksom i Stolen.
Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at blive søvnig. Hr. Emmanuelo de
las Foresas Knebelsbart hang sørgmodigt, naar han var søvnig.
-Men det er snart forbi--det gaar ikke mer ... Man vil ha'
Fribilletter, man gaar kun paa Fribilletter. Der er altfor mange
Verdensberømmelser, man snubler over Berømmelser ... der er for megen
Humbug ... jeg har sagt det, jeg har sagt det til de Herrer af Pressen:
Mine Herrer, har jeg sagt, De kvæler Kunsten, mine Herrer, De skriver
for mange Feuilletoner, mine Herrer, har jeg sagt, De lyver for stærkt,
mine Herrer ... Men hjælper det--hva' hjælper det ... De skriver jo
Fingrene af sig--de holder ikke op med at skrive Fingrene af sig.
De ødelægger os Sagen--de skelner ikke--Det er konkurrencen--den ene
skriger højere end den anden--Publikum kan ikke høre Ørenlyd.
Min Herre--de store Formuer er tjent ... Om ti Aar gi'er jeg ikke
hundrede Mark for en Verdensberømmelse. Hr. Theodor Franz tav. Hænderne
faldt slapt ud af Lommerne.
-Ikke hundrede Mark...
Hr. Emmanuelo de las Foresas fo'r sammen ved Stilheden, og med ét blev
han omhyggelig fo'r Charlot, som var falden i Søvn med Hovedet paa
Bordpladen.
-Charlot--og Du er oppe endnu--Charlot ... at vi glemmer Barnet.
Og Hr. Emmanuelo de las Foresas fik ham stoppet i Seng; han halvsov,
mens han blev klædt af.
Men pludselig slog Charlot Øjnene op, og hæs af Søvn sagde han:
-Fa'er--har vi mange Penge?
-Penge?
-Ja.
-Jo--o--vi har Penge.
-Naa. Og Charlot sov ind.
Charlot spurgte i den sidste Tid ofte om det: om Pengene.
Undertiden var Hr. Theodor Franz ikke med paa Rejsen. Han var taget
iforvejen. Saa spillede Hr. de las Foresas Kort med Charlot i Kupéen.
De spillede om Regnepenge. De forgyldte Mønter flød rundt om dem paa
Sædet. Hr. de las Foresas fortalte livlige Historier. Han fortalte om
Banken i Baden, han havde sprængt.
-Den Gang, der endnu var Bank i Baden. Han fortalte om Spillehulerne i
Mexiko--der kunde man da vinde, naar man forstod det. Men Hr. Emmanuelo
de las Foresas turde sige, at han forstod det. Det var da endelig
Formuer det, Guld det. Guld at tale om det.
Charlot hørte og vogtede paa Kortene og samlede Mønterne sammen paa
Sædet.
-Og Janeiro da--Rio Janeiro da--Hr. Emmanuelo de las Foresas lod
Kortene synke--hen mod Morgen, naar Guldet slap op--og Diamanterne kom
frem paa Bordet--Diamanter i hundredvis flød over Tæppet ...
-Eller Peru da. Tak skulde man ha'e, for saadan en Beværtning som
Monaco!
-Nej--det var noget at tale om--naar man forstod...
Men Hr. Emmanuelo de las Foresas turde sige, han havde forstaaet en Del
i sine unge Dage.
Og han havde endnu rigtig rare Fingre, rigtig gesvindte Fingre.
Det var Kunsten med Knappenaalen, Tæppet og den fine Silketraad, som
svippede Kortet væk lige for Næsen af Bankøren. Hr. Emmanuelo de las
Foresas havde gjort Kunsten i Baden, i Baden, mange Gange. Han vilde
prøve, om han kunde endnu.
-Ja, prøv Fa'er.
Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde endnu.
-Det er et Talent, sagde han. Et rent Talent. Det sidder i Fingrene.
Han gjorde alle Kunsterne om igen, foran Charlot, paa Sædet. Drengen
gjorde efter, om og om igen. Hr. Emmanuelo de las Foresas saá til. Han
blev glad, han lærte, han rettede.
-Bravo--Bravo. En gang til.
Charlot gjorde Kunsten.
-Rigtig, rigtig, men den Dreng har Talent. Men--Bravo--Bravo. Han var
virkelig fingernem.
De spillede videre. Charlot tabte. Han slugte hvert Kort med Øjnene og
holdt paa Regnepengene med Hænder, der rystede af Iver.
Han tabte igen.
-Du snyder, Fa'er, sagde han og greb ham om Haanden. Du har dobbelte
Kort.
Hr. de las Foresas blev vred.
-Man spiller ikke falsk med sine egne Børn, sagde han. Han vilde ikke
spille mer.
Men Charlot blev vred, han spillede med Makker, med alle Kort ud over
Sædet. Regnepengene raslede i hans Hænder.
Naar Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot var alene, gik Tiden rigtig
nemt.
Naar de var ene, kom der ogsaa altid en Dame og spiste til Aften med dem
efter Koncerten. Charlot holdt meget af de Damer. De kyssede ham i Ørene
og skiftede Cigaret med ham. De klædte ham af, naar han skulde i Seng,
og dansede med ham i Natkjolen. De var saa venlige imod ham i alting.
Han hvinte, saadan kildede de ham.
Charlot fik mange Ting foræret. Hr. Emmanuelo de las Foresas tog det
altsammen i Forvaring.
En Gang imellem i Jernbanen, midt som de sad, sagde Charlot:
-Fa'er--hvor er egentlig vore Penge?
-I Paris.
-Hm. Er det mange nu?
-Aa--ja. Men Mo'er skal ogsaa leve, der gaar meget med.
Der var Dage, hvor Pengene spøgede uafbrudt hos Charlot. Saa glemte han
dem igen lang Tid.
* * * * *
Det tredje Aar gik. Hr. Theodor Franz havde ladet Charlot indstudere et
fjerde Nummer. Det var "Radetzky-March". Charlot udførte den paa
Barneviolin. Første Gang han spillede den, var i Pest. Charlot var i
Magyaruniform, og Studenterne trak ham hjem.
Hr. Theodor Franz havde altid saa lykkelige Idéer. Han rettede en
Takskrivelse til Studenterne, hvori han meddelte, at Charlot Dupont
vilde spille til Fordel for de Vandlidte.
Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo de las Foresas opsatte Skrivelsen
sammen.
-Men hvor er de Vandlidte, sagde Hr. de las Foresas.
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der er altid Vandlidte i Ungarn.
Hr. Theodor Franz forstod at skrive aabne Breve. Det var hans
Specialitet. Han havde haft sin allerstørste Sukces med et aabent Brev.
Det var med Miss Tisbyrs, da han i et Brev til Publikum frabad sig
Applaus ved en Kirkekoncert for at skaane Miss Tisbyrs' Finfølelse.
Koncerten havde givet seks og tyve tusind Francs Brutto--(og hvad koster
saa disse Kirker, min Herre? intet--ingenting, man har dem jo for
intet)--og hele Byen havde raabt "Leve" udenfor Kirken.
Hr. Theodor Franz skrev, at Hr. Emmanuel Dupont, det lille
Kunstnerfænomens Fader--han har med Hæder tjent sit Frankrig og er
forbleven tro mod Orleanerne, sit Fyrstehus--var uendelig lykkelig over,
at hans Søn kunde vise sin Sympati mod et Land, der altid havde bevaret
en urokkelig Tro paa hans dyrebare Fædrelands Overlegenhed og Fremtid.
Hr. Emmanuelo de las Foresas havde Taarer i Øjnene.
Ved Koncerten for de Vandlidte var Huset udsolgt, før Billetkontoret
blev aabnet. Koncerten sluttede med "Kakadu der Schneider". Da Charlot
blev fremkaldt for nittende Gang, gav han "Radetzky-Marchen" som ekstra.
Næste Dag begyndte Turen Ungarn rundt. Hr. Theodor Franz tog
tohundredetusind Gylden ind paa den Rejse.--
Charlot skød svært i Vejret. Et langt Stykke tyndt rødt Ben stak op af
hans korte Sokker. Hr. Theodor Franz lod en Knipling sætte til ved
Knæet.
Om Aftenen, naar hans Blik faldt paa Charlot, der hang langs en Stol med
sin evige Cigaret, saá Hr. Theodor Franz bekymret ud.
-Min Herre--Charlot maa være otte, sagde han. Man kan ikke være syv
Aar, naar man snart kan træde ind i Garden.
Charlot gik nu stærkt i sit ellevte.
* * * * *
De gav Koncerter i Berlin. Naar de var forbi, skulde Charlot hjem til
Paris og have en Maaneds Ferie, før Vejen gik til Amerika.
Det var paa en af de første Koncerter, Charlot havde spillet og stod i
Kunstnerværelset og hørte paa Applaus'en fra Salen. Der var en hel Del
Mennesker i Kunstnerværelset.
-Ind--ind, sagde Hr. Theodor Franz.
Charlot gik ind. Bifaldet brød løs som en Storm. Ud og ind igen og endnu
en Gang ind.
Han stod i Kunstnerværelset varm og ophidset af Bifaldet. De klappede
endnu.
-Ind--ind, raabte Hr. Theodor Franz fra Døren.
Ind igen.
Charlot vendte tilbage. Han havde Favnen fuld af Blomster. Træt lod han
dem falde ned paa Gulvet og lænede sig til Dørstolpen.
Han følte en Haand gennem sit Haar og saá op. Et mildt, sørgmodigt
Ansigt med store Øjne var bøjet ned over ham. Inde i Salen lød
Applaus'en endnu.
Han vidste ikke hvorfor, men pludselig slyngede han Armene om den unge
fremmede Mands Hals og knugede sig op til ham.
Den unge Mand blev ved at klappe hans Haar.
-Pauvre enfant--mon pauvre enfant.
Det var en Kritiker ved et stort Dagblad. Han kom hver Dag og hentede
Charlot ud at spadsere. De spadserede i Alléerne i Thiergarten. Charlot
holdt altid Hugo Becker i Haanden. Han talte om sine Penge og om sine
Rejser som en gammel Mand.
-Hvor er dine Penge? spurgte Hr. Becker.
-I Paris--hos--Charlot vilde sige sin Moder--i Paris, gentog han saa.
Fa'er sender dem til Paris.
-Ja saa--din Fa'er har dem.
Charlot blev ved at fortælle, mens de gik Alléerne op og ned.
Hr. Theodor Franz rejste til Paris. Et Par Dage efter tog ogsaa Hr.
Emmanuelo de las Foresas bort.
-Jeg maa jo forberede hans Hjemkomst, sagde Hr. de las Foresas. Jeg skal
hjem og slagte den fede Kalv. Hr. Emmanuelo de las Foresas rejste i
Stilhed til Potsdam med en Blondine, som vejede 220 Pund.
Charlot blev tilbage hos Hr. Becker.
Det var efter den sidste Koncert. Hr. Becker var kommet for at faa
Charlots Kuffert pakket.
-Charlot, sagde han. Jeg har sparet nogen Penge til Dig... Det er
noget--forstaar Du, Hr. Theodor Franz og Din Fader véd det ikke--jeg har
faaet Lokalerne billigere, ser Du--det er et tusind Mark.
-Tusind Mark--til mig--rigtig til mig... Charlot saa Pengene.--Er de til
mig? Alle de til mig... Han fik dem og bredte Sedlerne ud, en for en,
paa Sofaen til en Vifte, og glattede paa dem og gik fra, og saá paa
dem.
Munden stod ikke paa ham. Hvad han skulde købe, hvad han vilde forære
... for alle Pengene.
Han delte Sedlerne af i Partier--det til den og det til den.
-For de Penge faar man da nok en Kjole til Mo'er ... af Silke.
Han pludrede længe om Moderen og om dem alle derhjemme, om hvordan de
havde det, og hvor de boede.--
-Ja--se--Mo'er--hun græder nu mest ... Lige med ét blev han blodrød og
tav.
-Ja--for det er bare noget ... han var lige ved at vande Høns ... det er
slet ikke sandt, at Mo'er er død ... Det er bare no'et, Hr. Theodor
Franz vil ha'e ... For Mo'er er derhjemme. Det er jo hende, Fa'er sender
alle Pengene at gemme ...
De sankede Sedlerne sammen, og de blev syet ind i Charlots Bluse, i
Foret.
-Nu skulde Du gi'e dem til din Tante, Charlot, at gemme--saa ingen véd
noget om det--saa har Du dem, naar Du skal købe for dem--ikke ...
-Jo--jeg gi'er dem til Tante--saa kan jeg hente dem henne hos hende--ja
...
Charlot gik hen til Hr. Becker og stod op ad ham.
-De er ... god ved mig, sagde han.
-Synes Du, Charlot. Hr. Becker lod sin hvide Haand gaa hen gennem hans
Haar.
-Har De ingen Børn, spurgte Charlot.
-Nej--jeg har ingen Børn.
-Hm ... det skulde De ha'e ...
-Det faar jeg ikke, Charlot. Hr. Becker lod sin Arm glide ned paa
Charlots Skulder og holdt ham lidt ind til sig ...
-Men nu maa vi pakke, min Dreng ...
Charlot græd, da han skiltes fra Hr. Becker.
--Hr. Emmanuelo de las Foresas' Familie boede stadig paa sin femte Sal.
Fru de las Foresas var blevet hvidhaaret. Det var hele Forandringen.