-Ja--Gud velsigne hende. Fru de las Foresas klappede Charlots krøllede

Haar, og lidt efter lidt blev Charlots Aandedrag dybere og han faldt i

Søvn.

Fru de las Foresas tog lempeligt sin Haand bort fra hans Hoved, og hun

rejste sig.

Hun tog Lampen og saá længe paa sin lange Dreng, der laa og smilede i

Søvne. Taarerne løb ned ad hendes Kinder. Fru de las Foresas havde jo

saa let ved at græde.

De næste Dage skændtes Fru de las Foresas med sin Mand. Det var første

Gang i mange Aar. Ellers indskrænkedes Fru de las Foresas til at blive

skældt ud og tie stille. Men nu tog hun Mod til sig. Fru de las Foresas

vilde lade sy en ny sort Kjole til Charlot til Koncerten.

Hr. Emmanuelo de las Foresas bragte hende til Ro med Krøllejernet. Fru

de las Foresas græd og gav fortabt.

Charlot var i Knæbukser og Trøjen, da han kørte hen til Hr. Pasdeloup.

Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte sin Søn.

Hr. de las Foresas gik først ind i Kunstnerværelset, Charlot fulgte

efter, kejtet, med sin Violinkasse i Haanden.

En Herre kom hen imod dem.

-Er det Hr. Pasdeloup, sagde Hr. de las Foresas. Det er Violin-Underet,

Charlot Dupont.

Hr. Pasdeloup saá helt forbi Hr. Emmanuelo de las Foresas.

-Er det Hr. Dupont, sagde han til Charlot.

-Jo--

-Min Herre, sagde han. Det er vist en Misforstaaelse. De skal ikke paa

Maskerade. Det er en Koncert. Vil De maaske være saa venlig at tage hjem

og klæde Dem om.

Hr. Emmanuelo de las Foresas vilde lige til at se personlig fornærmet

paa Hr. Pasdeloup. Men Hr. Pasdeloup havde allerede vendt sig om.

Hr. Emmanuelo de las Foresas drejede kort om og gik, Charlot fulgte

efter, han hulkede ned ad Trappen. Hele Orkestret havde staaet deroppe.

Fru de las Foresas fik laant en Kjole paa fjerde Sal, og Hr. Charlot

Dupont kørte tilbage til Koncerten.

Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte ikke sin Søn tilbage.

Hr. Emmanuelo de las Foresas var virkelig træt af alle disse Folk uden

Levemaade.

Hr. Charlot Dupont behagede, skrev "Le Figaro".

* * * * *

Charlot Dupont gik paa en Provinsturnée. Han sad fast i det i hveranden

By.

Da han kom hjem til Paris, søgte han Plads i et Orkester.

Charlot gik op og spillede for Dirigenten. Han var ikke utilfreds.

-Ikke ilde--ikke ilde ... Men Tonen er tynd.

-Instrumentet er saa lille, sagde Charlot.

-Maaske.

-Deres Navn, min Herre, sagde Dirigenten.

-Charlot Dupont.

-Charlot--Dupont--tør jeg spørge--det er da ikke Vidunderbarnet.

-Jo, sagde Charlot, det er mig.

-Ja--Hr. Dirigenten blev lidt forvirret--jeg tror ikke--det er ikke

nogen Plads for Virtuoser--vi ... De forstaar, Hr. Dupont ... vi maa

have Folk, som kan arbejde.

Og han forsikrede Hr. Dupont om, at Pladsen var saa godt som besat.

* * * * *

Charlot fik igen en Impresario.

Charlot-Dupont-Turnéen sneg sig gennem de tiende Rangs Byer. Det var

tomme Huse, ubetalte Regninger, beslaglagte Kufferter, lange ængstelige

Dage. Der gik bange Bud til Boghandleren. Om der var solgt noget? Det

var som en Frelse, naar der var solgt til Udgifterne.

Charlot Dupont var mest saa træt.

Han havde paa sit Repertoire en Elegi: La folia, hed den. Den spillede

Hr. Dupont, saa der var de enkelte følsomme, der græd.

Men Kritikken klagede over, at Charlot Dupont havde ingen Energi og en

Tone tynd som en Traad.

Der var undertiden i disse halvsmaa Byer fuldt til den første Koncert.

Til de senere var altid tomt.

Charlot er nu tyve Aar.

* * * * *

Excentriske Noveller · 第 5 / 5 段