Kaabe fra sig paa Jorden og stod i sit blege Silketrikot og bøjede sig
for Publikum, som brød ud i Bifald blot ved at se hende--skød Blodet op
i Giovannis Kinder, og han saá paa hende forbavset, som var hans Øjne
opladt, nu, med ét, og han aldrig havde set en Kvinde før.
Han fulgte hver Bevægelse, hans Blik slap ikke hendes Skikkelse. Og da
hun steg ned og gik og atter kom ind, smilende og bøjende sig, vidste
han ikke, hvor han var, om der var gaaet et Minut eller en Time.
Da hun igen gik ham forbi med Blomster i Hænderne--fulgte han efter uden
at vide det. Hun gik op ad Trappen til Garderoben, han stod nedenfor med
Blikket op, hun saá ned paa ham og standsede et Nu. Saa gik hun videre,
ind.
Giovanni tog, saa lang Aftenen var, ikke Øjnene fra den Loge, hvor Miss
Alida sad med graat Slør om en rød Hat.
Giovanni blev hurtig helt borte i Forelskelse. Han tænkte og vidste ikke
noget andet end Miss Alida.
Hvor saa Miss Alida var, paa Prøven eller om Aftenen, om hun arbejdede
eller sad i Logen bag sin Vifte, saa følte hun Giovannis Øjne rettede
paa sig. Men ellers holdt han sig stadig fra hende. En Gang paa Prøven
havde han staaet og stirret paa hende lange Tider, og saa var han
pludselig gaaet et Par Skridt henimod hende, som om han vilde sige
noget. Men det blev ikke til mere end, at han drejede kejtet af, lige
foran hende, og gik.
Miss Alida, som var en erfaren Dame, vidste slet ikke, hvad det skulde
sige. Og da hun i nogen Tid havde ventet paa, at det skulde blive til
mere, og det blev bare det samme med Stirren og Øjne og ikke andet, blev
hun ked af det og næsten halvvejs fornærmet. Om Aftenen, naar hun efter
Arbejdet gik ham forbi, Øjnene havde han paa hende, smilte hun spydigt.
Giovanni forstod det godt, og han led, og holdt sig dog borte. Han var
bange for sig selv. Hans Lidenskab forskrækkede ham. Han frygtede dette
Fruentimmer som Fordærvelsen. Han maatte stride imod: det maatte ikke
gaa ham som Mr. Cookes Broder. Han var blevet ødelagt, saa rent, af
saadan En. Han rejste paa Markeder--en Cooke.
Og han følte det, at gav han efter, var det forbi, Modstand og det
altsammen og saa--gav han efter.
Det var en Formiddag. Han var kommen for at øve, og hans Hest blev ført
frem, og, træt ved alting, opgav han at prøve og lod dem føre Hesten
tilbage. Han gik ind i Garderoben, og han satte sig saa underlig mat og
lad ved Døren paa Kufferten, med Hovedet i sine Hænder.
Han rejste sig. Nu maatte han til Direktøren for at hæve sin Kontrakt.
Han vidste saa godt, han gjorde det ikke, han kom ikke længere end til
Restauranten, for at sætte sig dér, under hendes Billede i Glasskabet.
Da han aabnede Døren, gik Miss Alida forbi i Halvmørket.
Han blev staaende med Haanden paa Døren. Hun saá paa ham med sit Smil.
Men i samme Nu havde Giovanni løftet hende op fra Jorden og sat hende
ind ad Døren, som han slog i.
--Saadan noget havde Miss Alida dog endnu ikke været med til.
Giovanni var fra Sind og Sans, det var en Vildskab det hele.
For hans Lidenskab var fra den første Dag mættet med et hadefuldt Raseri
mod ham selv og mod hende. Han hadede og begærede hende. I nogen Tid
kunde han beherske hende med sin Lidenskab, der havde det nok saa
rigeligt med Slag som med Kærtegn. Men saa syntes Miss Alida, at den
Historie blev hende dog for voldsom, og hun tog til mild Afveksling en
kælen og blond Akrobatdreng, som gav Damen i det grønne Hus.
Giovanni vidste det. Han kom til hendes Dør om Aftenen, og hun lukkede
ikke op; og han vidste godt, han var derinde. Han gik paa Gaden og
vandrede op og ned; naar en Dør blev lukket eller aabnet, skjulte han
sig i en Portfordybning. Hen paa Morgenen saá han Drengen komme ned og
gaa forbi sig, bleg, med Hænderne i Kavajlommerne. Han ikke saa meget
som slog ham. Saa gik han op igen til Alidas Dør og tiggede og bad om
dog at maatte komme ind. Tilsidst lukkede hun ham op, søvnig og doven,
med forpjusket Haar. Og skælvende af Attraa og Raseri laa han som en
Tigger ved Siden af den sovende Alida, i den varme Seng, hvor
Akrobatungen nylig havde ligget.
Det tog paa Giovanni. Han forfejlede tidt i sine Spring nu. Det store
Jokeyspring kunde han mange Aftener gøre om baade tre og fire Gange. Han
vidste godt, han ikke var sikker mere. Han prøvede om Formiddagen Gang
efter Gang og blev ikke sikrere. Han piskede sin Hest til Blods og skreg
af Raseri under Prøverne.
En Aften faldt han ned seks Gange. Han trak op i sine Støvler,
beroligede Hesten, krummede sig sammen og løb til, og snublede igen.
Direktøren, der stod i Staldaabningen, trak paa Skulderen og vendte sig
til den forreste Klovn:
-_Cette Alida est bien forte_, sagde han, _canaille_.
Saa kom Giovanni op den syvende Gang.
Batty blev engageret med sine Løver til Cirkus. Han og Giovanni var
sammen som før. De spiste sammen, fulgte, hinanden hjem om Aftenen. Miss
Alidas Navn blev aldrig nævnet imellem dem.
Batty sad paa Giovannis Prøver ubevægelig og stille.
En Formiddag gik det rent forkert. Giovanni sprang og sprang og tumlede
ned og snublede og sprang.
Han løb Manegen rundt og satte fra igen og sprang. Han berørte Hestens
Ryg og faldt.
-Nej--han skreg--nej, fø'r Hesten ud! Og stønnende kastede han sig
næsegrus ned paa Jorden, saa lang han var.
Han laa og hulkede sagte midt i det store Rum. Batty stod op og gik ind
til ham. Han ventede lidt og saá ned paa hans Skikkelse.
Saa bøjede han sig ned. Det er mig, Giovanni, sagde han, kom nu.
Han lagde stille sin Haand paa Giovannis Nakke og lod den sagte glide
op og ned, langs de fine Haar. Han syntes, Graaden stilnede ved det.
-Saa, Giovanni, saa--min Ven.
Giovanni løftede Hovedet og lænede sig lidt mod hans Skulder. Et Øjeblik
blev Graaden saa voldsom igen.
-Ja--ja--ja, ja--ja vist--Giovanni. Batty holdt sin Haand paa hans
Nakke--ja vist....
Giovanni tog hans Haand.
-Lad mig saa gaa, sagde han, tak--Du. Han rejste sig, og med et
Haandtryk skiltes de, og de gik hver sin Vej.
Da de om Aftenen brød op og var kommen hen ad Gaden, sagde Batty lavmælt
og saa ikke paa ham:
-Giovanni, kunde vi ikke rejse?
Men Giovanni lod som han ikke hørte, og Batty turde ikke spørge ham
igen.
De gik noget. Godnat, sagde saa Giovanni, paa et Hjørne.
-Hvor skal Du hen, sagde Batty. De skiltes ellers aldrig dér.
Ud--Giovanni saá bort: Godnat.
Batty stod længe og stirrede efter ham.
Giovanni ventede udenfor Alidas Hus og slap ikke ind før om Morgenen.
Et Par Aftener efter maatte Giovanni gaa fra Manegen, uden at hans
Spring var lykkedes.
Han gjorde om og om. Alle Aarer svulmede i hans Ansigt af Anstrengelse
og Skam.
Publikum blev utaalmodigt. De hyssede. Han forsøgte endnu en Gang.
-Finissez, Finissez, raabte Direktøren gennem Hysningen.
Og blodrød og med sammenbidte Tænder maatte Giovanni gaa bort fra
Manegen.
Miss Alida stod paa Trappen. Hun vilde sige noget, men han gik af Vejen.
Han havde bare set hende lige ind i hendes Ansigt.
Han kom ind i sit Værelse og satte sig foran sit Spejl. Armene hang
slapt ned langs hans Sider. Han var bedøvet af Fortvivlelse og Skam.
Det bankede paa Døren, og Batty kom sagte ind. Giovanni gjorde en
Bevægelse som for at holde ham fra sig. Men Batty saá det ikke, han gik
op og ned i Rummet.
Han tog et uldent Tæppe i Krogen og lagde Giovanni det om Skuldrene: Tag
det om Dig, sagde han, Du kan ikke sidde saadan.
Giovanni lod Tæppet glide ned om sig og sad som før.
-Tag det om Dig, sagde Batty haardt, skal Du nu ogsaa blive forkølet!
Giovanni adlød, og Batty gik igen frem og tilbage.
Han standsede bag Vennens Stol: Giovanni, Du maa rejse. Dette gaar ikke.
Giovanni rørte sig ikke.
-Hører Du, Giovanni, det nytter ikke: vi maa rejse. Det var ligesom
Giovanni vaagnede, han forstod uden at have hørt. Han tog med Haanden
ned over Øjnene og sagde:
-Ja--ja ... Ja Du sørger vel for det.
Han lagde Hovedet ned mod Bordpladen, og Batty gik.
Batty talte med Direktøren den næste Formiddag: de kunde rejse om en
Uge. Det blev saa bestemt.
Men samme Aften--Giovanni red som en gal, saa vildt--styrtede han af;
Hesten blev sky, snublede og faldt ovenpaa ham. Der blev Forvirring og
Skrig, og de bar Giovanni ud kvæstet. Hvad Brystet havde lidt, kunde man
ikke sige, det højre Ben var knækket over Laaret.
En Feber slog sig til, og fjorten Dage svævede Giovanni mellem Liv og
Død.
Et Par Uger laa Giovanni hen uden Bevidsthed. Han var ustyrlig, saa de
bandt ham i Sengen. Siden mattedes han, og Krisen kom med en fortærende
Feber. Han laa med hede Øjne uden at røre sig, uden Mæle.
Dag efter Dag sad Batty ubevægelig paa Stolen ved Sengen og betragtede
hans Ansigt ufravendt.
Da Krisen var ovre, vaagnede Giovanni og saá Batty. Han vilde tale, men
han havde ikke Kraft. Han smilte, og han forsøgte at løfte Haanden, men
han kunde ikke. Han følte sig tung som Bly.
Batty saá Genkendelsen i hans Øjne og fo'r med Haanden op til Brystet,
saadan Hjertebanken fik han af Glæden. Giovanni faldt i Søvn igen.
Batty rejste sig og aabnede sagte Døren og gik ud af Stuen. Nede hos den
vagthavende Læge bankede han paa.
-Monsieur, sagde han straks inden for Døren og kunde knap faa Ordene
frem for Bevægelse, Monsieur han har kendt mig.
Og den store, høje, blege Mand stod ret op og ned og hulkede. Det
begyndte at gaa fremad med Giovanni. Brystet havde intet lidt; Benet var
i Skinne. Han følte et træt Behag ligesom et Halvblund Dag og Nat.
Batty sad ved Sengen og Giovanni tog hans Haand, som hvilede paa Knæet
og lagde den paa sit Tæppe, mens han klappede den svagt. Saa lukkede han
Øjnene og faldt i Blund igen, og varsomt løsnede Batty sin Haand fra
Giovannis, der var blev et saa fin og gennemsigtig.
Naar Giovanni vaagnede, laa han ofte stille og saá paa Battys Ansigt.
Han saá ham i Profil, den lige Næse og den tætlukkede Mund. Batty
sukkede nu og da.
Giovanni syntes, han saá saa sørgmodig ud.
-Batty, sagde han sagte, hvorfor er Du saa bedrøvet?
-Er Du vaagnet, sagde han, det vidste jeg ikke. Jeg er ikke bedrøvet.
Men Giovanni saá tit, naar Batty troede han sov, at der gik som en
pludselig Kulde gennem Batty, og han hørte ham sukke kort og sagte.
-Batty, sagde han, Du maa ikke sidde herinde hele Dagen.
-Hvorfor?
-Du kan ikke taale det. Jeg vil ikke ha'e det. Du bliver syg.
-Jeg har det bedst her, Giovanni. Jeg vil helst være her.
Og Giovanni laa og tænkte paa, hvad der vel var i Vejen med Batty.
En Dag sagde han pludselig:
-Batty, sig mig, er det Løverne, Du. Er det?
Batty saá ned mod Gulvet.
-Du véd jo, sagde han, de er altid lidt urolige hen mod Foraaret.
Efterhaanden som Giovanni blev bedre, begyndte han at tale meget
utaalmodigt og gnavent.
-En Dag sagde Lægen, som syslede med Benet:
-Ja--til Jokey bli'r det jo ikke mer, men hvor der ikke skal springes
saa højt--vil De saamæn slet ingen Mén mærke.
Giovanni satte sig haardt op i Sengen.
-Bli'r jeg ikke Jokey? sagde han. Han følte en skarp Smerte i Benet og
faldt tilbage mod Hovedpuden.
-Jeg har jo sagt, De maa ikke røre Dem, sagde Lægen. Nej--Jokey--det
bli'r vist for voldsomt--men Hr. Batty siger jo, at for Dem er der
Specialiteter nok. Lidt Forandring vil bare more Hr. Giovanni.
Da Lægen var gaaet, laa Giovanni hen med lukkede Øjne. Det havde ramt
ham som et Slag: Han skulde ikke mere være Jokey.
Han tumlede med den ene Tanke og fandt ikke Rede. Han syntes, det
lukkede sig saadan allevegne.
Da Batty kom, nikkede han kun til Goddag og laa ubevægelig. Ingen af dem
sagde nogenting.
Tilsidst spurgte han:
-Batty, hvorfor har Du ikke sagt mig det?
-Det kom jo tidsnok, sagde Batty.
Giovanni lagde sig om mod Væggen ganske stille. Men saa skar Tanken igen
gennem hans trætte Hjerne, og han vendte sig i Sengen og stønnede.
-Giovanni, sagde Batty. han havde rejst sig og stod ved Hovedgærdet: der
er jo altid Udvej. Giovanni svarede ikke.
-Vi kunde jo--det kom tøvende--dele Løverne.
Og da Giovanni ingenting sagde, føjede han stille til:
-Hvis Du vil.
-Dele Løverne?
-Ja--jeg mener, vi kunde arbejde sammen.
Det blev bestemt de næste Dage. Batty og Giovanni skulde sammen arbejde
med Løverne. Saa snart Giovanni blev rask, begyndte de paa Prøverne.
Batty bedøvede Dyrene og lod Giovanni følge sig ind i Buret. Løverne var
dvaske, der var ingen Fare.
Naar en Løve gned sin varme Krop langs Giovannis Ben, løb som en Kulde
hen over hans Hud, ellers var han rolig. Tavse arbejdede de mellem de
knurrende Dyr.
De prøvede tre Uger. Saa skulde "Fratelli Bedini, Løvetæmmerne", optræde
for første Gang.
Giovanni og Batty forlod aldrig mere hinanden. De maatte bestandig være
sammen. Det var, som den ene ikke mere turde forlade den anden. De
tænkte begge det samme, og det forstod de uden at tale.
Da Giovanni stod paa Trappen og saá det røde Bur inde i Manegens Lys og
den mørke Krans af Mennesker rundt om, tog han haardt om Gelænderet. Det
var, som om alt Blodet i ham vilde standse sit Løb med ét.
-Giovanni, sagde Batty nede fra. Kommer Du.
Giovanni gik ned, og de ventede ved Siden af hinanden.
Slapt faldt Armen tilbage. Giovanni saá fremme foran sig Buret, hvor
Løverne gned sig sammen i Flok.
De begyndte at gaa. Han fulgte Batty. Blikket holdt han ufravendt paa
den hvide Trappe. Batty steg op og slog hurtigt Slaaen fra; et Nu
betragtede han Giovanni og gik ind.
Da de igen var ude, hørte Giovanni Bifaldet som en drukken Mand Blodets
Sus.
De arbejdede hver Aften. Løverne var kælne og logrede som Hundehvalpe.
Men undertiden fo'r Giovanni om Natten pludselig op af Søvne: han havde
set Løvindens Øjne paa sig i Drømme. Han satte sig op badet i kold Sved,
og han saá over til Battys Seng, om han sov.
Timevis sad han i Mørket, med Armene om sine Knæ, i tung Grublen.
I den sidste Tid var ogsaa Batty søvnløs. Naar Giovanni vaagnede,
forfulgt af sin evige Drøm, hørte han Batty kaste sig i Sengen og sukke.
Men saasnart han mærkede Giovanni var vaagen, laa han ganske stille med
dybt Aandedrag, og de laa begge timevis, lyttende efter hinanden, og lod
som de sov, og de vaagede begge.
Om Aftenen i Garderoben, naar de sad foran deres Spejle, greb de
pludselig hinanden i Haanden med et angst Tryk.
-Giovanni, sagde Batty, hvordan er det gaaet til, at Du hader mig
saadan?
Giovanni blev bleg. Det var det, han tænkte paa Nat og Dag.
-Jeg véd det ikke, sagde han sagte, jeg forstaar det ikke.
Og de gav sig igen til at klæde sig paa langsomt og mekanisk.
Det var en Sommeraften, det skete, efter en hed Dag, som havde gjort
Dyrene rigtig levende.
Batty og Giovanni arbejdede roligt i den gamle Takt. Men den ene Løvinde
var ulydig, saa Batty maatte slaa den med Pisken over Snuden. Den
blødte. Dyret krummede Kløerne ind og lagde sig knurrende. Giovanni tog
ikke sit Blik fra dens gule Øjne.
Det var forbi, og Batty aabnede Døren og lod Giovanni gaa ud. Han fyrede
Pistelen af og vilde lukke Døren til den lille Forstue--da han gled.
Han faldt, saadan--forover--paa det højre Ben--og vilde rejse sig--og
greb for sig--og havde Løvinden over sig--og skreg.
Og med sin sidste Kraft, med Dyret i sin Strube, vendte han sig og lagde
sin Arm som en Rigle ind i Døren, saa den lukkede.
-Batty.
-Batty. Giovanni sled i Døren.
Tilskuerne, flygtede vildt ned over Bænkene, der knustes. Under Skrig
sprang de ned fra Gallerierne.
Man hørte de Besvimedes Hvin og Angstraab fra Børn, der klamrede sig til
Logerne--og man vendte sig ikke, men flyede.
Paa Amfiteatrets Bænke vred Kvinder deres Hænder. Staldmestrene brødes
med Giovanni midt paa Jorden.
-Luk--luk Buret! skreg der Tusinde.
--Løverne gik logrende rundt om Battys Lig i den tomme Cirkus, hvor alle
Blussene brændte.
Giovanni sad paa en Kasse ude i Gangen. Fraaden faldt fra hans Mund ned
paa hans Bryst. To Artister holdt hans Hænder. Da Kammeraterne slap ham,
rørte han sig ikke. Armene faldt ned.
Han lyttede til Bruset af Stimmelen og Skrigene, der døde bort--indtil
der var stille.
Saa rejste han sig. Hans Ansigt var stift og gult som et Ligs. Han saá
Løverne, der listede rundt om Battys Lig, og staaende foran Buret
affyrede han to Skud og aabnede Døren.
Løverne gned sig skulende langs med Stængerne, og lempeligt løftede
Giovanni Liget ud. Blodet rislede fra Gulvet i Buret piblende ned paa
Jorden til en stor Pøl.
Han kaldte paa et Par Staldkarle, og de kom tøvende. De rystede over
hele Kroppen.
-Tag ham, sagde Giovanni.
Karlene bøjede sig ned og tog Liget. Men den ene slap Taget. Han
besvimede saa lang han var paa Jorden.
Giovanni skubbede den anden væk, og han løftede langsomt det lemlæstede
Lig op, og han bar det ud i sine Arme, som et lille Barn. Der blev en
lang Vej af Blod til det Sted, hvor han lagde det: paa Løveburets Plads
ved Stalden.
Der var ingen. Der var tomt og stille overalt. Han hentede en Baare og
lagde Liget paa den og dækkede det med Akrobaternes Tæppe.
Han gik tungt op ad Trappen og aabnede Døren til Garderoben og kastede
sig paa Gulvet, plat ned. Han sov, hulkende i Søvne. Der gik Trækninger
gennem hans store Legeme.
Da han vaagnede, var det Dag. Han satte sig op, hele hans Krop smertede.
Saa saá han Battys Tøj, der hang fra igaar over Stolen. Det gav et Ryk i
ham af Smerte. Han saá paa Spejlet. Uhret hang i sin Kæde og var gaaet
istaa.
Han blev siddende paa Gulvet og saá længe paa det altsammen. Nu var han
alene. Hans Smerte blev i samme Nu til et dumpt Raseri mod dem, Dyrene.
Han rejste sig og gik ned ad Trappen. Han ikke saa meget som tænkte paa
Liget. Han gik ind i Manegen. Løverne sov i Buret. De blev vækkede ved
Støjen og knurrede. Han tog Skodderne i Stalden, en efter en, og satte
dem for.
Saa gik han op igen i Garderoben og klædte sig om. Han skulde ud og købe
Kød til Løverne, i Byen.
Medens han sad, tog han Battys Uhr og trak det op. Og da det hang der
igen, ved Spejlet, dikkende, kom han til at græde og lagde Hovedet ned
mod Bordpladen. Han græd længe, sagte fortvivlet. Saa stod han op og gik
ud.
Han købte nogle store Oksekøller hos en Slagter, og han fulgte selv med
Drengen, der bar dem hjem. Han blev hjemme hele Dagen, og han borede med
et gammelt Vridbor lange Gange i Kødet og fyldte dem med Stryknin.
To Politiembedsmænd kom for at faa Forklaring om Ulykken. Giovanni
svarede roligt og hørte ikke op med sit Arbejde.
Da det mørknede, gik han ud. En Dreng bar Kødet, pakket ind i et Lagen.
Cirkus laa tom og mørk. Forestillingen var aflyst.
Giovanni tændte to Staldlygter og gik ind i Manegen. Buret stod med sine
Skodder paa samme Sted som om Morgenen. Han gav Drengen en
Drikkeskilling og lod ham sætte Kødet fra sig; langtsomt tog han
Skodderne fra og stillede dem i Kreds op ad Manegen.
Saa viklede han Lagenet op og kastede Kødet ind, Stykke for Stykke.
Løverne greb det knurrende og sled det itu og slugte det. Giovanni saá
paa de hvide Tænder i Kødet.
Han satte sig paa Manegen og ventede.
I Halvmørket gned Dyrene sig som Skygger rundt i Buret.
Ubevægelig stirrede han hen, hvor Løverne flakkede uroligt rundt; de
skubbede sig op ad hinanden med korte Brøl. Klagende strakte de deres
Kroppe ud paa Sandet, og de spilede Øjnene op og strakte de tørre Tunger
langt ud og slikkede de kolde Stænger.
Giovanni rørte sig ikke.
Dyrenes Øjne lyste i Mørket som gule Flammer, der blev lysere og matte
og slukkedes. De borede deres Kroppe ind i Krogene under sagte Jamren,
og de begyndte at ralle, og pludselig fløj de, rasende, op mod de
klirrende Stænger og brølede fortvivlet; de faldt ned, og sky slæbte de
sig forbi hinanden og væltede sig om paa Ryggen, og der kom fra deres
opspilede Gab afbrudte og kvalte Brøl, som om deres Struber snøredes
sammen.
Lysene i Lygterne var ved at brænde ned. Det blev helt mørkt.
Giovanni blev siddende og hørte den sagte Rallen fra Buret, hvor der
blev stille--lidt efter lidt.
Han syntes, det hele var saa græsselig elendigt, altsammen.
Han tænkte paa saa mange sørgelige Ting. Han tænkte paa de lystige
Brolæggere, som i et Aar alle havde kastet sig ned paa Gaden og var døde
der paa Stenbroen. Han tænkte paa sin Fader, som havde siddet ved hans
Seng og presset ham for Penge.
Han tænkte paa Batty--paa Batty, som var død.
Han lyttede. Det var blevet ganske stille. Saa kom der et dybt Suk og
endnu et. En lille sagte Kradsen af en Pote--og ikke mere.
Giovanni tænkte paa, hvad han nu skulde blive. Han var ikke saa ung mer,
og han havde ikke længer nogen Specialitet.
Han maatte vel forsøge at blive Klovn, Jokey-Parodist. Hvis han kunde
det for sit Ben.
Giovanni stod op og gik frem gennem Mørket. Han syntes, det var, som han
slæbte en tung Byrde hen efter sig.
* * * * *
CHARLOT DU PONT
Han var syv Aar, da han første Gang blev stablet op paa en Tribune, i en
Fløjlsbluse med Kniplinger, ved en Velgørenheds-Koncert i Trokadéro.
Han gjorde Lykke: han kunde knap holde paa Violinen.
Efter Udførelsen af "Kakadu der Schneider" blev han kysset af hele
Komitéen.
Hr. Theodor Franz sendte Bud efter ham næste Morgen. Den store
Impresario vilde se ham. Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte selv sin
Søn derhen. Hr. Emmanuelo de las Foresas var stærkt bevæget. Han indsaa,
Øjeblikket var kommet.
Hr. Theodor Franz sad i sit Privatkontor foran det store Skrivebord i
sin Yndlingsstilling, Napoleon efter Leipzig.
Naar han sad saadan, talte man ikke til Hr. Theodor Franz; man ventede.
Man vidste, han sad og erobrede Verden, og man forstyrrede ham ikke.
Adelina Patti havde siddet her og ventet i ti Minutter for ti Aar siden.
Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede uden saa meget som at sno sin
Knebelsbart. Lokke-Ungen følte Momentets Alvorlighed og suttede stille
paa sine Knoer.
Saa der var ganske tyst i Hr. Theodor Franz' Privatkontor, hvor
Verdensberømmelserne i Lystryk stirrede ned fra Væggene.
-Altsaa--hvad hedder han?
Hr. Emmanuelo de las Foresas fo'r sammen.
Naar Hr. Theodor Franz talte, var det rungende, som om han skulde
overdøve et Erardsk Flygel. Folk, der hørte ham første Gang, fo'r altid
sammen ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Theodor Franz vidste
det, men han ansaa det for formaalstjenligt, at Folk fo'r sammen.
-Altsaa--hvad hedder han?
Hr. de las Foresas fik sagt:
-Carlo de las Foresas.
-Hm--og hvorfra? Hr. Theodor Franz antydede ved en meget ubetydelig
Haandbevægelse, at Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde sætte sig.
-Tak. Det hjalp paa Hr. de las Foresas at komme til Sæde. Han placerede
Lokke-Barnet mellem sine Ben og begyndte at tale.
Hr. Emmanuelo de las Foresas holdt meget af at tale. Han var fra Chile.
Det kunde synes besynderligt, at Grander af Spanien slog sig ned i
Chile. Men Hr. Emmanuelo de las Foresas havde gjort det. Det var et
Pronunciamento. Dette Pronunciamento var Hemmeligheden i Hr. de las
Foresas Historie. Det var foregaaet i Mexiko. Hvad det havde at gøre med
Spanien, vidste ingen. Der kom overhovedet, naar Hr. Emmanuelo de las
Foresas fortalte sin Historie, et Punkt, hvor det ikke var saa ganske
let at følge ham. Det laa i, at han færdedes meget livligt i to
Verdensdele. Man vidste aldrig, paa hvad Side af Oceanet man havde ham.
Men pludselig endte han paa de kanariske Øer.
Dér var han, da Hr. Theodor Franz slog ud med Haanden:
-Vel--han er født i Provence.
Hr. Emmanuelo de las Foresas sprat til:
-I Provence!
-Ja--min Herre--i Provence. De er borgerlig, min Herre, og fra Provence.
Hr. Theodor Franz rejste sig.
-Publikum er træt af det exotiske, min Herre--Publikum tror ikke paa
Adel paa Tribunerne, min Herre--Publikum er træt af Humbug. Publikum
vil det reelle--Publikum vil ikke føres bag Lyset.
Hr. Theodor Franz raabte hver Sætning som en Dagsbefaling. Publikum kom
som et Trompetstød.
-Publikum er træt. Publikum vil Værdighed. Publikum bør tages med Ro,
min Herre.
Hr. Theodor Franz svedte. Publikums Bonsens ophidsede ham til
Begejstring.
Hr. Emmanuelo de las Foresas nikkede til hver Sætning.
Hr. Theodor Franz saá paa Lokke-Drengen:
-Han er syv Aar.
-Lige fyldt.
-Vi siger seks. Han kan gaa for seks. Hr. Theodor Franz bøjede sig ned:
Hvad er det? han pegede paa en Diamantknap til ti Francs, Carlo de las
Foresas havde i sin Krave. Tag den af.
-Den er et Arvestykke, sagde Hr. de las Foresas.
-Min Herre--Hr. Theodor Franz kunde kæmpe med et Orkester--Publikum tror
ikke paa Arvestykker.
Hr. de las Foresas tog Knappen af.
-Og nu til Sagen--til Kunsten. Hvor stort er hans Repertoire.
-Tre Numre.
-Og Kakadu der Schneider, sagde Lokke-Ungen.
-Vel, min Herre. Jeg skal opsætte Betingelserne. De skal høre fra mig.
Hr. Emmanuelo de las Foresas og Lokke-Ungen gik.
Hr. Theodor Franz satte sig foran sit Skrivebord. Han tyggede Negle. Hr.
Theodor Franz tyggede ofte Negle, naar han tænkte dybt.
Det var den sidste Dag, den Familie var fra Chile.