_I Villa Seemann._
Fru Rositta var paa Aftenbesøg hos sin Mand. De laa Side om Side i
hans Seng. Og paa Natbordet foran dem beroede tvende kraftige
Whiskyer.
Der var mørkt i Værelset; men Døren ind til Herredsfuldmægtigens
Arbejdsrum stod paa Klem. Og derinde var alle Lys tændte.
Ægteparret sov sødeligt med Armene om hinandens Skuldre.
Et Vindue stod aabent, og udenfor laa Haven tavs og stille i
teateragtigt Maanelys ...
Isidor drog Vejret dybt og vaagnede derved. Forsigtig gjorde han sin
Arm fri, rejste sig over Ende og strakte Haanden ud efter sit
Whiskyglas.
-- Hvad bestiller Du? spurgte Rositta endnu halvt sovende.
-- Jeg _drikker_! sagde han.
Rositta lo:
-- Ja, vi er et Par nette Forældre!
-- _Særdeles_ nette! bekræftede han -- har vi ikke bekommet sunde,
glade og smukke Børn! ... Skaal!
-- Skaal! lo hun tilbage og greb sit Glas og stødte imod hans.
-- Menneskene burde kun leve om Natten! sagde Isidor saa og saá hen
mod Vinduet -- Og dertil burde det altid være Maaneskin!
-- Ja! nikkede hun -- Skal vi gaa en Tur i Haven?
-- Gerne, min Elskede!
-- _Vil_ Du virkelig?
-- Gerne, min Reseda! Alt hvad _Du_ vil, vil ogsaa jeg ... paa denne
Tid af Døgnet.
-- Jamen husk, at Du er »Øvrighedsperson«!
-- Ikke om Natten ...!
Rositta lo overstadigt, rimeligvis lidt paavirket af Whiskyen. Hun
stak Fødderne i sine Tøfler og tog sin Slaabrok paa, den, hvori hun
var kommen.
Isidor iførte sig Morgensko og lang, lys Støvfrakke.
-- Jeg maa først over at se til Børnene ... sagde Rositta saa.
Men han svarede:
-- Børnene hviler i Abrahams Skød, min Reseda; lad dem hvile der ...
Natten er Forældrenes Tid!
Og han slog Armen om hendes Liv og drog hende med sig gennem Entréen
og ud i Haven ...
Luften var lun og fuld af Duft fra de duggede Roser.
Isidor og Rositta gik ned imod Dammen:
-- Nu skulde vi have haft noget Brød til Fiskene ...! sagde hun.
-- Det _har_ vi! Se her! ... han viste hende et Stykke Brød, som han
tog op af Lommen paa sin Frakke -- Jeg gaar sommetider herned alene,
naar jeg ikke kan falde i Søvn.
Nede foran Dammen smuldrede de Brødet og kastede det ud. Og Fiskene
skød op gennem det sorte Vand og lyste som Sølvglimt i Maaneskinnet.
-- Hvor det er smukt! sagde Rositta.
-- Ja, nikkede han -- man skal fodre sine Karusser og gøre sin Whisky
stærkere, lille Reseda ... og saa lade Vorherre husere med Resten
...!
Saaledes talede i den skønne Midsommernat Hr. candidatus juris Isidor
Severin Seemann, Herredsfuldmægtig for Havslunde og Søby Herreder ...
_Paa Havslundegaard._
Ejheller den lille Sofie Uldahl kunde sove. Længe havde hun ligget
og stirret hen mod det maanelyse Gardin og lyttet til Faderens og
Smedens Rummesteren i det nattestille Hus. Og naar hun af og til
overvældet af Træthed lukkede Øjnene, saa hun de frygteligste
Syner ...
Pludselig sprang hun ud af Sengen, trak Benklæder og Strømper paa,
tændte Lampen og satte sig til at skrive i sin Dagbog, som hun fandt
frem af en aflaaset Kommodeskuffe:
Kære, lille, gode Isidor (skrev hun), det er saa længe siden, jeg har
talt med Dig, og nu er det Nat, og Du ligger rimeligvis i din Seng og
sover trygt og godt som alle gode og retskafne Mennesker. Men _jeg_
kan ikke sove, thi jeg har saameget forfærdeligt at tænke paa. En
frygtelig Hemmelighed hviler paa mit Sind foruden alt det andet
sørgelige med Fader, Moder og Søstrene. Men nu _kan_ jeg ikke længere
bære den alene. Hvis Du var her i dette Øjeblik, tror jeg, at jeg
_fortalte_ Dig det hele, saa forpint er jeg af at gaa og bære paa
noget, som ingen anden véd; og nu vil jeg _skrive_ det, for naar jeg
skriver til _Dig_, Isidor, er det ligesom, Du sidder her ved Siden af
mig og hører paa mig: Det er _Johanne_, Du véd, hende de kalder
_Lig-Johanne_, og som de siger er Faders Søster og alligevel har et
Barn med ham. _Det er hende, der har slaaet Pin'de-Jens ihjel,
Isidor!_ Er det ikke forfærdeligt? Du var jo selv herude og
undersøge, da det var sket; og I troede allesammen, at han selv ved
en Ulykke var kommet ind under Hestene. Men det er Johanne, der har
_kastet_ ham derind! _Jeg stod bag Døren til Foderloen og saa det
hele!_ Hun kom bærende med ham paa Armene inde fra hans Kammer; hvad
de havde bestilt derinde, véd jeg ikke; jeg hørte bare, at hun bad
ham om nogle Penge, som han ikke vilde give hende, og saa raabte hun
højt, og saa blev alting stille; men da hun kom bærende med ham inde
fra Kammeret, saa han allerede ud, som om han var død, maaske har hun
kvalt ham; _og saa bar hun ham hen bagved Kørehestene og kastede ham
ind under dem_! Og saa løb hun sin Vej, og _jeg_ ogsaa. Det var
ligesom, der faldt noget ned inde i mit Hoved, og jeg _løb_ ned
gennem Kostalden og Svinestien og ned i Laden, hvor jeg gemte mig
inde i Halmen og laa og skreg og sang og græd og slet ikke vidste af
mig selv, førend Forvalter Larsen pludselig sad ved Siden af mig og
trøstede mig og spurgte, hvad der var i Vejen og vilde kysse mig; men
jeg slog ham lige midt i Ansigtet og slap fra ham og ud af Laden; jeg
véd slet ikke, hvor Tyrk var bleven af; og ved Gud, Isidor, da var
jeg lige ved at løbe min Vej langt ud i Verden, eller ned til Bugten
ved Badeplænen og kaste mig i Vandet og dø bort fra alt det
forfærdelige, der findes paa Jorden; for lille, lille Isidor, Du véd
ikke, hvad jeg, der dog er saa ung, allerede har maattet gennemgaa!
Ved Gud, jeg vilde ønske, at jeg snart maatte dø, eller blive
_rigtig_ syg og faa høj Feber, saa at jeg ingenting vidste af mig
selv, for nu kommer det allerværste, Isidor, nu kommer det
allerværste! Først var det kun om Natten i Søvne, jeg saa det; men nu
er det ogsaa om Dagen, bedst som jeg sidder eller gaar og tænker paa
ingenting. Det er noget med en stor Skikkelse, en _Kæmpe_, eller en
Gud, der viser sig for mig; han griber med sine lange Arme en hel
Flok Mennesker paa én Gang og kaster dem ind under et Kobbel vældige
Heste, der sparker dem og tramper paa dem, og jeg hører dem mase
Hovene ned i Kødet, og Knoglerne knaser, og der lyder Skrig og
Bønner, og jeg lukker Øjnene og véd godt, at det bare er noget, jeg
bilder mig ind, men jeg kan alligevel se det saa tydeligt og høre
det, og jeg stopper Fingrene i Ørene og skriger med, men det hjælper
ikke; og om Natten har jeg lavet mig to smaa Kugler af Moders Syvoks,
som jeg putter i Ørene, og som jeg har ridset tre smaa Kors paa hver
for Fader, Søn og Helligaand ...
-- --
Der lød et Drøn gennem Huset af Gangdøren, der blev slaaet i. Frøken
Sofie rejste sig hurtig og løb hen til Vinduet.
Og hun saa i Maaneskæret sin Fader og hans Hjerteven Smeden Arm i Arm
dingle ned gennem Borggaarden barhovedede og i Skjorteærmer ...
* * * * *
Smeden og Nils Uldahl havde siddet ved deres Drik og Prat lige siden
Klokken ni. De drak helst den klare Brændevin nu, det andet bed ikke.
Nils sad og pralede af alle de Fruentimmer, han havde haft, og af
alle de Penge, de havde kostet ham. Saa var han faldet i med at jamre
op om Stamgodset og om Elfenbensstaven. Og naar han naaede _det_
Punkt af Rusen, græd han og svor, at var Staven forblevet i Familiens
Eje i lige Linie, saa havde han, Nils, endnu siddet rig og anset paa
Fædrenegaarden. Thi det var den Stav, Familien Uldahl skyldte al sin
fordums Ære og Magt. Der var noget helligt ved den Stav. Den var af
Gud velsignet og Englene velbehagelig. Det var _det_, han havde faaet
Færten af, den gamle salige Bandit Joachim, og derfor havde han faaet
lokket Klenodiet fra Etatsraaden. Og nu havde han oven i Købet taget
Staven med sig i Graven. Pompadour havde faaet Ordre til at putte den
i Kisten til ham. For Joachim hadede Nils med et grusomt Had:
-- Fandenlyneme! Og véd Du hvorfor, Smed ... he, he! véd Du, hvorfor?
Smeden rystede sløvt paa Hovedet. Sagen interesserede ham ikke. Han
havde snart hørt om Egesborg og den fjollede Stav vel de hundrede
Gange.
-- Fordi jeg engang tog en dejlig Tøs fra ham, he! fortsatte Nils --
Joachim kunde ikke gøre noget rigtig ved hende; og saa kom hun til
_mig_! For i _den_ Retning, he! saa havde _jeg_ sgu den krabateste
Elfenbensstav!
Smeden _pladskede_ ud i en brølende Latter. _Den_ Historie havde han
ikke hørt før!
Men han holdt ligesaa pludselig inde igen med Latteren og spurgte:
-- Skal vi saa ha' det Slag Kort, Godsejer?
Nils sagde Ja. Og Kortene kom frem. Parret trak i Skjorteærmer og
spillede Seksogtres en Timestid. Lo og bandede og slog i Bordet, saa
det hørtes viden om Gaard. Nils tabte som sædvanlig; og det blev han
til sidst ked af:
-- Hvor Fanden bliver Rikke af i Aften? spurgte han pludselig og
kastede Kortene fra sig.
-- Lad vos gaa ned og hitte hende? foreslog Smeden medgørlig og
stoppede Gevinsten i Lommen.
Nils ravede op af Stolen:
-- Du siger noget, Smed! Vi gaar ned og ser til Tøserne!
Og de tog hinanden under Armen og vaklede pludrende og grinende ned
gennem Gaarden ...
Midsommernattens Maane lyste paa deres Vej. Og bag Gardinet i sit
Soveværelse stod Frøken Sofie og saa efter dem....
Da de var naaet ned i Ladegaarden, standsede Nils Uldahl pludselig,
slog en Haand op mod den stjernefunklende Himmel og sagde fra Sjælens
Dyb:
-- Den menneskelige Brunst, Smed, rejser sig som en Obelisk over
Jorden i evig Længsel mod Saturns Ring!
-- Ja--e ... sagde Smeden og kiggede andagtsfuld op mod de samme
evige Stjerner -- men vi maa jo vide at bøje vos for Guds Vilje,
Godsejer ...
* * * * *
Ovre i Mejeripigernes store Fælles-Kammer bag Bryggerset var der lyst
som om Dagen: Maanen hængte tyk og rund lige udenfor de gardinløse
Vinduer ...
Omkring fra de seks Bræddesenge, der var tømret op langs Væggene,
hørtes Snorken og Pusten og stille Hvisken.
Varmen og Osen i Rummet var kvælende ...
Der lød snublende Trin og brummende Tale i Bryggersgangen udenfor.
Døren blev stødt op, og Nils og Smeden tumlede ind:
-- Go'aften Pi'er! lød Smedens Stemme -- Mon I har Brug for et Par
paalidelige Folk?
-- Du rører ikke Rikke, Smed! hvæsede Nils pludselig ophidset og greb
Vennen i Brystet.
-- _Nej, nej_ ...! sagde Smeden betuttet og rystede ham af sig --
Rolig, rolig! ... Hva' for en Seng ligger hun i?
-- I den yderste til højre ...
-- Saa ta'r jeg simpelthen en af dem til venstre, Godsejer!
Der havde hidtil været musestille rundt i Sengene. Al Snorken og
Pusten var død hen. Man hørte kun hist og her et lille forskræmt
Skrig, eller en møjsommelig undertrykt Fnisen.
Men da Smeden begyndte at rode rundt i den nærmeste Seng til venstre,
voksede der pludselig et stort nøgent Mandfolk op af den:
-- Hva' Saten vil Du her, din Smedetamp! tordnede han -- Ka' Du
holde dine beskidte Fingre hos Dig sæl!
I samme Øjeblik rejste der sig en Karl over Ende i hver Seng, og i
somme af dem to:
-- _Ud_ med Jer! brølede én.
-- Hyss, Husbond er med! hviskede en forskræmt Pigerøst.
-- Jeg vil _blæse_ ham et Stykke! ... Han kan holde sig til sine
egne! ... Han er ikke mere _Husbond_, end som vi! lød det rundt
omkring fra; og et Par af Karlene gjorde Mine til at ville springe ud
paa Gulvet. Men Pigerne holdt skrigende og grædende fat i dem.
Kammeret fyldtes af Graad, Eder og Raab. Smeden gav Svar paa Tiltale.
Under alt dette, havde der hele Tiden fra den nærmeste Seng tilhøjre
lydt en spæd, halvkvalt Klynken.
Nils Uldahl bøjede sig ned over Sengen:
-- Rikke ... hviskede han og søgte rundt imellem Dynerne -- skynd Dig
lidt at komme i Klæderne, Rikke ... saa gaar vi op til _mig_!
Paa én Gang fik han fat i en lille, skælvende Haand, der søgte at
rive sig løs igen.
-- Hvem er _det_? spurgte Nils.
-- Det er _mig_ ... græd Stemmen.
-- Hvad for en mig?
-- Lisbeth ... den nye Gaasepige ...
-- Hvor er Rikke?
-- Jeg ... véd ... ikke ... hulkede Barnet.
-- Hun ligger ovre ved Forvalter Larsen! raabte saa en raa
Mandfolkerøst i Sengen ved Siden af.
-- Der render hun over hver Nat, naar hun ikke er ovre hos _Dig_!
sagde en anden.
-- Gaa Du dér over og hent hende, Nils Fallit! grinede en tredje.
-- Se, I kan faa Røven med Jer og det lidt hurtig! skreg en fjerde og
begyndte at kravle tværs over sin Dame -- ellers skal vi illeminere
den for Jer!
Der stod et Drøn af Latter rundt fra alle Sengene, rungende
Mandslatter og skingrende Kvindehvin.
-- Kom, Godsejer ... hviskede Smeden midt i Larmen -- her er ikke Bid
for _vos_ i Aften.
Men Nils hørte ham ikke. Han stod og tænkte paa at krybe ned til
Gaasepigen. Hun var saa lind og varm at føle paa ...
Da greb Vennen ham fat i Armen og rev ham med sig.
Og Latteren _stod_ ud af Døren efter dem.
* * * * *
Oppe i Borggaarden fik Smeden Kig paa en Lampe, der brændte bag det
hvide Forhængsstykke i et af »Asylets« Vinduer.
Jomfru Ingwersen havde i de sidste otte Dage været temmelig daarlig,
haft Feber og Aandenød; derfor havde Fru Line paabudt, at Lampen
skulde være tændt om Natten.
Smeden standsede og pegede mod Vinduet:
-- Skal vi vesitte de Gamle, Godsejer?
-- Hvad Glæde kan vi ha' af _det_? brummede Nils, der endnu gik og
tænkte paa Gaasepigens intacte Former.
-- Bare obselvere deres Forskrækkelse! mente Smeden lystig -- De har
vist ikke set Mandfolk ved Nattetid i de sidste _hundrede_ Aar!
-- He, he! grinede Nils, der begyndte at faa Smag for Spasen.
-- Vi fortrædiger dem begribeligvis ikke, vedblev Smeden at lokke --
Vi lister bare ind og gaar rundt paa Gulvet uden at mæle et Ord.
-- Lad os ta' Støvlerne af ... hviskede Nils, da de var kommet ind i
Gangen. Han var nu ligesaa ivrig som den anden ...
Inde i Asylstuen sov Rottbøl og Lurvadt sødelig. Men Ingwersen laa
med vidtaabne Øjne og stirrede frem for sig. Hun havde nylig haft et
fælt Anfald, og Feberen krøb rundt i hendes Hjerne. Hun lyttede vredt
til de to andres velsignede Prusten og anklagede Gud ...
Men paa én Gang ser hun Døren ud til Gangen gaa op og to Gespenster
glide ind. De var sorte forneden og hvide foroven og havde
Menneskehoveder ...
Ingwersen greb sig til Hjertet og vilde raabe, men kunde ikke ...
Gespensterne gav sig til at svæve rundt og rundt paa Gulvet.
Sommetider var de kun to, syntes Ingwersen, men sommetider voksede de
og gik midt over og blev til fire, seks, otte, hele Stuen fuld: _Det
var alle Havslundegaards tidligere Ejere, alle dem, der havde hængt
og druknet og skudt sig ...!_ Ingwersens Seng begyndte at vugge frem
og tilbage ... Loftet drejede sig, Væggene sank, og Lampen henne paa
Kommoden blev til et vældigt flammende Baal:
-- _Lurvadt!_
Endelig havde hun faaet Vejr til et Skrig. Et af Gespensterne havde
bøjet sig ned over hende.
-- _Lurvadt!_
Lurvadt rejste sig halvt op i Puderne:
-- Hva' er 'et? spurgte hun gnavent, (og hun syntes i sin halvvaagne
Tilstand at se to Skikkelser forsvinde ud af Døren; men glemte det
øjeblikkelig igen, da alt i Stuen ellers var, som det skulde være) --
Hva' er 'et, Ingwersen? spurgte hun -- Vil De mig no'et?
Men da hun intet Svar fik, dumpede hun atter om i Dynerne og faldt
straks i Søvn ...
Ingwersen _kunde_ ikke svare. Hun hørte Lurvadts Spørgsmaal, og saa
Gespensterne svæve bort, men ikke en Lyd formaaede hun at faa over
sine Læber. Hun kæmpede og kæmpede og anspændte alle sine Kræfter for
bare at kunne faa et eneste hørligt Ord frem ... hendes Ansigt blev
ganske blaat af Anstrengelse ... der væltede store, sorte Skyer op
foran hendes Øjne ... buldrende Vogne larmede ind gennem Værelset ...
og udenfor skreg og skreg det af Mennesker, der sloges:
-- Jesus, vær mig arme Synder naadig!
Saa lød der paa én Gang et hvinende, skærende Skrig, der _hug_ ind
mod hendes Trommehinder, saa de sprængtes ... Og alt blev tavst for
evig.
-- _Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør!_
Lurvadt var tumlet op ved Skriget og stod nu hjælpeløs rokkende foran
den Syges Seng:
-- _Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør!_ gentog hun og famlede i
Vildelse rundt paa Kommoden efter Vandglasset, saa at det væltede, og
Vandet flød ned over hendes nøgne Fødder:
-- _Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør!_ blev hun ved at raabe.
Rottbøl havde rejst sit lille, blide Ansigt fra Puden. Nattørklædets
Knuder sad hende som to smaa Horn i Panden:
-- Er det galt med Nikoline? spurgte hun, da hun hørte Vandets
Rislen, og halede Juledukken frem, som altid laa afklædt i Sengen ved
Siden af hende -- Nu skal Mor hjælpe ...
Og hun holdt med begge Hænder Dukken ud over Sengekanten, idet hun
satte sin Tunge ind mod Tænderne og frembragte en hvislende Lyd:
-- Tssss ...! sagde hun -- Saa, saa, saa ...! Nu sover vi pænt igen
...!
Og med Dukken i Armen lagde hun sig tilbage i Sengen, medens hun
beroligende nynnede sin Yndlingssang om Drømmenes stormfri Lande ...
_Hos gamle Seemanns._
-- Sover Du, Far?
-- Øff ...! Hva' er 'et, Mor?
-- _Sover_ Du?
-- Næi ...
-- Skal Du ikke _op_?
-- Jeg har været oppe ...
-- Det har jeg ikke hørt ...
-- Jeg har været oppe _alligevel_!
-- Nu véd jeg, hvad Du skal gi' mig til min Fødselsdag.
-- Hum ...?
-- Du skal gi' mig seks nye Særker.
-- Du holder junde af at faa nyttige Ting ellers ... til Højtiderne.
-- Nej ... Og saa en Flaske Spridevaldemar.
-- Hum ...
-- Og en Æske fint Brevpapir.
-- Er der ellers ikke andre _Smo_ting! ... Og skal vi saa sove?
-- Ja, _Du_ kan sagtens! Bare Du _lægger_ Dig, falder Du i Søvn!
-- Du kan jo lade være med at _tænke_! ... God_nat_!
De gamle Seemanns Soveværelse vendte imod Nord, saa Maanen saa de
ikke noget til. Men der brændte hos dem en lille Natlampe.
Sengene stod ikke længere Side om Side som i Ungdommens saftrige
Tider, men var begge anbragt langs samme Væg og med en massiv
Dragkiste imellem.
Paa Dragkisten stod Lampen, og i dens vage Lys saa man paa den hvide
Hovedpude i Sengen til højre Fru Thoras lille, fine Ansigt indrammet
af en blondeprydet Natkappe ... og i Sengen til venstre Bedstefader
Seemanns høje Skaldepande og buskede Skæg.
Taffeluret paa Spejlkonsollen inde i Dagligstuen slog.
Den gamle Frue talte Slagene:
-- _Tolv!_ sagde hun klagende -- Nu er Klokken _tolv_, Far; og jeg
har endnu ikke lukket et Øje!
-- Øff ...! lød det fra den anden Hovedpude -- Da si'er Du da sæl, at
Du ikke hørte, at jeg var _oppe_ før!
Fru Thora tav fornærmet. Men lidt efter tog hun fat igen:
-- Den Hvidkaalssuppe ha'de Marie rigtig haft Held med sig i i
Middags! sagde hun.
-- Hum ...! Kartoflerne var _raa_!
-- Vist var de ej; det er bare no'en nye, vi har faaet, der godt
kunde ha' taalt og kogt lidt længere.
-- Ja, det er jo _det_, jeg _si'er_!
-- Nej, Du sa'e, at de var _raa_; og det er Synd for Marie, der
ellers er saa flink ... Du kom sent hjem fra Klubben i Dag; Isidor
sad og ventede for at hilse paa Dig.
-- Vi kunde ikke blive færdig med den Domino ... Lassen er saa
langsom.
-- Hvem vandt?
-- _Jeg_ naturligvis ... _syv_ Partier.
-- Ja, Du banker dem snart allesammen derhenne ... (Fru Thora gabede
højlydt) ... Nu synes jeg, jeg begynder at føle mig søvnig ...
Godnat, Far! ... Hvor er det dog no'en søde Børn, Isidors ... saa
opmærksomme mod os Gamle.
-- Ja, de er meget søde ... Godnat ... og sov vel!
-- Tak i lige Maade ... Ja, nu tror jeg, jeg _kan_, Gudskelov! (Fruen
gabede igen) ... Man har det bedst i sin Seng! sagde hun --
Frederiksen var her da i Formiddags med Gasregningen.
-- Hum ... Hvor _mejet_?
-- Elve Kroner.
-- Var det ikke _mejet_?
-- Nej, vi har strøget to Gange.
-- _Betalte_ Du?
-- Ja ... Husk nu, Du _skylder_ mig ... Og hal'treds Øre for den Lap
paa Galochen ... (Hun gabede for tredie Gang) Ak, ja, ja, ja! sagde
hun -- Véd Du, hvad der saa tidt gør mig ondt, Far ... at jeg ikke
kan faa Dig til at bede Aftenbøn med mig.
-- Jeg er for gammel til den Slags Narrestreger! brummede han og
vendte sig demonstrativt -- God_nat_!
Midt paa Fru Thoras Dyne viste der sig nogle svage underjordiske
Bølgebevægelser. Det var hendes Tommelfingre, der begyndte at snurre.
Men Bevægelsen døde dog hen uden at have kulmineret. Søvnen tog
hende ...
_I Familiehuset._
Lige indtil Klokken godt to havde der været stille inde hos
Lig-Johanne.
Men saa vaagnede den lille Juliane, der delte Seng med Moderen, ved
at denne pludselig greb hende i Brystet og sagde:
-- Der _er_ de! og i samme Nu stod midt ude paa Gulvet.
Juliane, som vidste Besked med Anfaldene, sprang ogsaa ud af Sengen
og løb hen og greb Moderens Haand.
-- Der _er_ de! Kan Du høre? De kommer nærmere! -- stødte Johanne
frem i sin Angest.
Men den lille klappede beroligende hendes Haand:
-- Nej, nej, vist ikke saa, Mor ... sagde hun sagtmodig -- Kom, saa
_gaar_ vi lidt; det plejer jo at hjælpe.
Og Moder og Datter begyndte at vandre op og ned i Værelset.
-- Luk Øjnene, Mor; jeg skal nok lede Dig.
Lig-Johanne klemte Øjnene fast i. Og Juliane førte hende varsomt frem
og tilbage over Gulvet.
-- Hurtigere! Hurtigere!
-- Jamen her er jo ikke Plads, Mor ...
Gennem de lave, smaarudede Vinduer saa man ud over Markerne, der laa
hvide af Maanetaage. Hist og her ragede et Træ frem og Taget af et
Hus.
-- Hurtigere! Hurtigere, Juliane! Ellers kan jeg høre dem!
-- Ja, ja ... sagde den lille og fremskyndede Farten, saa godt det
lod sig gøre i den snævre Stue ...
Da Sagerne efter Pin'de-Jenses Død var ordnede, havde Johanne faaet
udleveret hans kontante Penge, hans Sparekassebog og Kisten med hans
Ejendele.
Der havde været Forslag oppe om at tage Bogen under Forvaring og kun
udbetale hende en mindre Sum ad Gangen. Men Johanne havde i den
Anledning raset og skabt sig gal; og man var derfor nøjedes med at
dele de femhundrede Kroner, hvoraf den ene Halvdel blev sat fast for
Juliane, medens Resten blev overgivet Moderen. Og hun havde ikke
været ædru siden.
Tanken om at komme ind paa et Drankerasyl og blive gjort til
Menneske, var forlængst dunstet bort og glemt. Lig-Johanne tænkte
ikke paa andet end at fylde sig med døvende Drikke. Saasnart hun
havde sovet en Rus ud, begyndte hun paa en frisk; hun taalte ikke at
tænke paa Jens og hans Endeligt, skønt ingen havde fattet Mistanke
til hende ...
-- Hurtigere! Hurtigere, Juliane!
-- Ja, ja ... Vil Mor ikke, at vi skal tage vores Træsko paa, som vi
plejer, saa hører Du ikke saa godt?
-- Jo! Hvor er de?
Barnet fandt sine egne og Moderens Træsko frem. Og nu begyndte de
begge at larme op og ned ad Gulvet, saa at Støjen gav Genlyd i hele
Huset, Johannes Stue laa i Midten ...
-- Nu er det galt med hende derinde igen! mumlede Spat-Marie, der
boede i den nordre Stue -- Aldrig ka' En faa sin Nattero i Fred!
Og Maren Ørentvist i den søndre Stue trak Dynen bedre op over Hovedet
og bandede i Søvne.
Men inde hos Lig-Johanne vedblev de at trave ...
-- Hør! Hør! Juliane! Nu er de lige her udenfor!
-- Tramp, Mor, tramp! sagde den lille og satte selv Fødderne i
Gulvet, saa at det værkede i hendes magre Knæ. Hun havde forlængst
opdaget, at det ikke nyttede at ville tale Moderen til Fornuft; man
maatte gaa ind paa hendes Idéer for nogenlunde at beholde Magten over
hende:
-- Tramp, tramp! gentog Juliane.
Og de trampede nu begge løs, saa at Spat-Marie gav sig til at dundre
i Væggen.
Johanne knugede Datterens Haand, saa at Barnet var ved at skrige:
-- _Hør!_ hviskede hun stiv af Angest.
-- Det er bare Marie her ved Siden af, Mor ...
Og de travede videre ...
Den Dag Lig-Johanne havde kastet sin Mand ind under Hestene og var
flygtet bort gennem Døren til Møddingen, havde Svinepasseren, Rasmus
Repsholt, netop lukket alle Smaagrisene, vel et halvt hundrede
Stykker, ud. Johanne var faret midt op imellem dem, og var faldet
omkuld, havde rejst sig fortumlet og var faldet igen, medens Grisene
i deres Forskrækkelse hvinende og skrigende var løbet hen over hende
og havde traadt hende paa Kroppen og i Ansigtet.
Dog, det havde mindre at sige, da hun var sluppet uset bort.
Men Natten efter Mandens Begravelse, da hun havde drukket sig en
kraftig Rus for at kunne sove, var hun pludselig vaagnet midt om
Natten ved at Stuen havde været stuvende fuld af Smaagrise. De sad
paa deres Haler Side om Side, saa mange Gulvet kunde rumme, og gloede
paa hende med deres smaa onde, rødkantede Øjne, indtil hun havde
faaet Juliane til at kravle ud af Sengen og jage dem væk med Kosten.
Men hele Natten til hen paa den lyse Morgen havde Johanne kunnet høre
Dyrenes Skraben og Grynten rundt omkring Huset ...
Og det var denne Grynten og Skraben, Lig-Johanne nu altid troede at
høre, naar Anfaldene meldte sig.
Ind i Stuen vovede Bæsterne sig ikke oftere, da der sov et uskyldigt
Barn derinde. Men nu pønskede de paa at _vælte_ Huset; Jens skulde
hævnes. Og Johanne hørte dem komme anstigende i tusindvis og grave og
rode i Jorden med deres Tryner. Hver eneste Nat hørte hun dem. Der
kom flere og flere til. Nu var der vist snart over en Million! Og i
Nat vilde det ske! I Nat vilde de komme og vælte Huset ned over
hendes syndige Hovede ...!
-- Der er de! Der er de, Juliane! Hør, hør!
-- Nej, nej, Mor, det er bare en Vogn, der kører forbi ...
Men Johanne rev sin Haand ud af Datterens og fôr hen til Vinduet:
-- Se, se! hviskede hun, og Rædselen fik Haarene paa hendes Hoved til
at fryse; thi hun saa ude i Maanelyset en uhyre Halvcirkel af sorte,
hvide og brogede Svin rykke frem. De rodede Jorden op Tryne ved
Tryne, deres smaa, onde Øjne lyste som Ild, og deres Grynten fyldte
Luften med en ond Lyd som af et stort Hjuls brummende Svingen ...
_Nu_ vilde det ske! _Nu_ var Øjeblikket inde! Om et Minut vilde de
have omringet Huset og væltet Grundvolden; Murene vilde styrte
sammen, og Dyrene trampe hen over hendes Ansigt og Lemmer med deres
stinkende Fødder ligesom hin Dag paa Havslundegaards Mødding ...!
-- Luk Øjnene, Mor! Luk Øjnene!
Men førend Datteren kunde forhindre det, fôr Lig-Johanne hen til
Døren, rev den op og løb ud. Træskoene slængte hun af sig. Og idet
hun trak Særken sammen om de nøgne Ben, krummede hun sig forover for
at samle al sin Styrke og satte i et langt Spring tværs over Svinene
og bort i Maanetaagen ...
_Paa Hvidgaard._
Klokken var fem. Solen havde været fremme en Time ...
Karlene kom ludende af Søvn smaaluntende nede fra Ladegaarden for at
æde Davre i Borgestuen ... Svanerne pladskede allerede rundt i
Voldgraven. Og omkring Fontænen i Borggaarden gik Paafuglene og slog
Hjul og skreg deres ildelydende Skrig ...
-- Hold Kæft! sagde en morgengnaven Karl, da han gik forbi, og
sparkede arrigt en Sten midt ind imellem dem ...
-- --
Paa sit ensomme Leje i det store Soveværelse mod Haven laa
Hofjægermester Palle og sov.
Solskæret paa Ruderne havde ikke formaaet at vække ham og ejheller
Støjen fra den vaagnende Gaard. Sent var han nemlig gaaet til Ro, og
Time efter Time havde Savn og Længsel holdt ham vaagen.
Først ud paa Morgenstunden havde Søvnen forbarmet sig over ham -- som
det hedder.
Men da drømte han ...
Igen og igen drømte han den samme bittersøde Drøm om sin Hustru Mona:
Hun laa ved hans Side, Armene havde hun slynget om hans Hals, og
hendes Legeme brændte imod hans ... Men naar han da vilde tage hende
ind til sig for at favne hende helt, svandt hun bort, og han vaagnede
beskæmmet og var ensom som før ...
Saaledes gled hans Enkemands-Nætter hen.
-- --
Alvilda hed en af Gaardens Stuepiger, et stort og kraftigt Kvindekøn
paa et Par og tyve Aar ...
Palle og Mona havde ofte sammen moret sig over Pigens maabende
Betagelse af sin Husbonds mandige Skønhed. Hun kunde standse op midt
i sit Arbejde ved Middagsbordet for at glo paa ham _lam_ af Ærefrygt.
Han var hende en Aabenbaring, en _Guddom_, for hvem hun følte en
sitrende Trang til at _ydmyge_ sig. I den dybeste Underdanighed vilde
hun have ladet sig føre til hans Leje for efter endt Højtidsoffer
knælende at have sat hans Fod paa sin Nakke og takket ham for, hvad
han havde ydet ... Thi hun var _Kvinden_ i Renkultur, _Hønen_ af
Guds Naade, der i grænseløs Underkastelsestrang nejer sig mod Jord,
naar hun møder paa sin Vej _ham_ den eneste ene: Manden, Elskeren,
_Hanen_!
-- --
Saalænge Fru Mona levede, havde Palle Uldahl ikke haft Tanke for
andre Kvinder. De kunde være lokkende og æggende i deres modne
Skønhed, som i sin Tid Fru Line paa Havslundegaard var det ... eller
de kunde være spillende, sansehidsende unge som den lille Minka fra
Mosegaarden ... Palle saa vel paa dem med Behag; men han begærede dem
ikke. Han vidste, at ingen Kvinde kunde skænke ham en frydefuldere og
mangfoldigere Rus end den, han nød i Mona Lisas Arme ...
Men saa en Dag var Eventyret altsaa ude, og han var ladet ene
tilbage.
Og da var det, at Angeren greb ham, Angeren over et forspildt Liv, og
drev ham hvileløs rundt i Hvidgaards tomme Stuer:
-- Han havde syndet tungt baade mod sig selv og Mona! Hendes Død
havde klaret hans Blik, og han saa nu grant, at det i Grunden slet
ikke var Monas _Legeme_, der fornemmeligst havde bundet ham til
hende: _det var hendes Sjæl_! Hendes rige, mangfoldige _Sjæl_, var
det, der havde fyldt hans Dage med en April-Maaneds rigtskiftende
Taarer og Sol! .... Ak, hvorfor kom man aldrig til Sandhedens gyldne
Erkendelse, førend det var for silde ...!
Og han besluttede at benytte hele Resten af sit Liv til at sone denne
Synd. Han vilde gøre Mona Lisa et Tempel i sit Bryst; en Helligdom,
hvori hendes forklarede Træk skulde evigt lyse ham i Møde; et _Altar_
vilde han oprejse hende, foran hvilket han kunde ofre til hendes
velsignede Minde!
Som hun havde været hans første egentlige Kærlighed, skulde hun blive
hans sidste. Aldrig skulde nogen anden Kvinde fortrænge Mona Lisas
Billede af hans Hjerte og hans Arme!
Saaledes svor han.
Og det var, som om hans Længsel efter den store Hedenfarne Dag for
Dag ligesom lutredes derved, blev renere, sartere, mere aandig ...
-- --
Klokken slog syv. Det bankede stille paa Døren, og Alvilda Stuepige
traadte ind med en Bakke, hvorpaa stod Hofjægermesterens Morgenmad:
seks Spejlæg, fire Stykker afskaaret Skinke, Brød, Smør og Kaffe, som
hun anbragte paa Bordet foran hans Seng.
Palle fôr over Ende hed af Søvn og Drømme:
-- _Mona_ ...! stammede han og bredte henrykt Armene ud ...
Og først ni Maaneder senere blev han klar over Fejltagelsen.