Din lille oppe over alle Skyer

Veninde

Minka Thorsen.

-- --

Da Mose-Minka var eneste Barn, og Jægermester Thorsen ansaas for

meget velhavende, mødte Partiet kun Tilslutning hos Madam Henriksen

-- skønt Pigebarnet var godt og vel femogtyve Aar yngre end sin

Fæstemand.

En Dag efter Middag lod Madammen derfor spænde for og kørte paa Visit

hos sine nye Slægtninge. Hans maatte blive hjemme. Pompadour _saa_

bedst, naar hun var alene ...

Og som en Dronning tronede Madam Henriksen en Timestid senere i

Mosegaardens fornemste Sofa hyldet og komplimenteret af Jægermesteren

og Frue.

-- --

Efter Velkomstkaffen blev hun vist rundt ude og inde. Hendes kyndige

Øjne vurderede Inventar og Besætning paa en Ottendedel Øre; og hun

fandt alt saare godt. Mosegaarden lagt til Ravnsholt, kalkulerede

hun, vilde engang i Tiden gøre hendes ældste Søn til en af Egnens

anseeligste Mænd.

Og pludselig sagde hun:

-- Véd I, at Hans igaar er bleven valgt til Sogneraadsformand?

Nej, det vidste Svigerforældrene ikke.

Jo, det var han. Med fem Stemmer mod to -- og de to havde endda kun

stemt paa hinanden!

-- Ha, ha, ha! lo Jægermesteren og slog sig paa Laarene.

Thorsen var en stor, tykblodet og larmende Bondemand, der havde

annammet sin Titel, fordi hans Kone var en Halvkusine til

Landbrugsministeren.

-- --

Under hele Madam Henriksens Besøg havde Minka omsnoet sin Svigermoder

som en Kattekilling. Men Madammen havde holdt sig stiv og stram i sin

sorte Merinoskjole og vurderet hende. Begge havde de ved første

Øjekast indset, at de aldrig vilde komme til at stemme sammen.

Pompadour fandt »Tøsen« for »fin«; og »Tøsen« fandt Pompadour for

grov. Det maatte ende med Kamp. Men begge slog sig foreløbig til

Taals med, at de jo havde Hans paa deres Side ...

-- --

-- Ja De véd vel, Thorsen, at min Søn Jeppe er ved at købe Kragholm

af Frantzes Enke? spurgte Pompadour pludselig, bedst som man sad ved

Afskedsteen og talte om Kvægpriserne.

-- Ja, jeg hørte det forleden ude i Byen ... Nu mangler De snart bare

Havslunde, ha, ha!

Madam Henriksen rettede sig i Merinoen:

-- Kommer Tid, kommer Lejlighed! sagde hun -- Nils derovre er da godt

paa Vej nedad! ... Hans Tøser og han kan prise dem lykkelige for de

Hundredeogtyvetusind, de fik efter Joachim!

-- Ja og dem kan Nils vel ikke røre?

-- Nej, det er der sørget for. De staar i Overformynderiet til 4½.

Han prøvede jo i sin Galskab over, at vi fik Gaarden, at forbyde

Døtrene at ta' imod Arven ... men nu maa han være glad til!

-- Hvor er det dog sørgeligt med saadanne Forhold ... sukkede

Fru Thorsen, en lang, mager og trist Dame, der havde været

Privatlærerinde, da Thorsen i sin Manddom plukkede hende ... en fin

og sart Blomst. Nu var hun knækket; men altsaa Jægermesterinde --

Hvor er det dog sørgeligt! .... sagde hun -- Vor Minka var jo

inviteret derover i nogen Tid i Vinter, men ... Aa, lille Minka, tag

og gaa ind i Kabinettet; det er ikke _alt_, hvad vi ældre siger, at

en ung og uskyldig Pige har godt af at høre ...

-- Aa--rr ...! vrissede Minka og blev, hvor hun var.

Men da ramtes hun af et Blik fra sin Svigermoder, der uvilkaarlig

fik hende til at rejse sig og liste af.

Pompadours tynde, graasprængte Haar var skilt i Midten og kæmmet glat

ned bag Ørene, hvor det samledes til en lille, karakterfast Knold. Og

noget mildnende Hovedsæt bar hun ikke. Kraniet saas i alle dets

respektindgydende Linjer ...

Da Minka var gaaet, begyndte Fru Thorsen paa sin triste Maade at

udbrede sig om Nils Uldahls Attentater paa hendes Datter ...

Men Jægermesteren brast ud i en larmende Latter:

-- Ha, ha, ha! lo han -- Ja, hva' Fa'en ..!

-- Ja, _Du_ ler, Thorsen ...! sagde Fruen og fortsatte derpaa sit

Sørgekvad om Forholdene paa Havslundegaard, der var den ganske Omegn

en stadig Kilde til Forargelse ...

Men nu huggede Madam Henriksen ind:

-- Hvorfor sendte De saa Deres Datter derover? spurgte hun hvast --

De vidste jo det altsammen i Forvejen!

Fru Thorsen brød hastig af, Samtalen tog en anden Vending.

-- --

Lidt efter tog man Afsked, og Pompadour steg til Vogns ...

Da Minka udenfor paa Stentrappen rakte sin Svigermoder sin lille,

hvide Haand til Farvel og bad hende hilse Hans, besvarede den Gamle

ikke hendes Hilsen, men stirrede et Par Sekunder tavs paa den unge

Piges Haand og sagde saa:

-- En Landmandskones Hænder skal være _røde_! sagde hun og ligesom

_slængte_ Haanden fra sig -- Men det _gi'r_ sig vel!

Og saa kørte hun.

-- Uopdragne Kælling! sagde Minka og spyttede efter Vognen.

Jomfru Ingwersen havde plat ud nægtet at forlade Asylstuen. Det var

hendes Astma, det i flere Maaneder havde været galt med. Nu var denne

Sygdom ganske vist i Bedring i den rare, lune Sommerluft; men saa

havde hun faaet Nyregrus i Benene, sagde hun. Og naar Rottbøl og

Lurvadt gik ned i Parken for at sole sig, blev Ingwersen stadig

siddende paa sin Stol og gav i lange Enetaler ondt af sig.

Saa længe de to andre derimod befandt sig i Værelset hos hende,

opfordrede hun dem ustandselig og irriteret til at gaa ud og nyde

deres Ungdom. Hun vilde _aller_helst være alene!

Men næppe var de borte, førend hun hensank i dystre Spekulationer

over den menneskelige Egoisme og sin egen Forladthed ...

-- --

Frøken Sofie stak Hovedet ind ad Asylets aabentstaaende Vindue. Et

Øjeblik efter saas Tyrks markerede Ansigtstræk ved Siden af hende.

Han havde lagt Forpoterne op i Vindueskarmen. Frøkenen slog en Arm om

hans Hals. Saaledes stod de:

-- Ingwersen, sagde Frøkenen -- der trakteres med Chocolade nede paa

Badeplænen!

-- Hvad kommer det _mig_ ved ... knurrede Ingwersen.

Men uden at svare kravlede Sofie ind gennem Vinduet, og Tyrk sprang

efter:

-- Ih Du min Gud og Skaber! skreg Ingwersen, da hun saa dem.

Og medens hun sad modstandsløs af Forfærdelse, gav Frøkenen hende Hat

og »Mantille« paa, skiftede Pampusserne om med Lædersko, rejste hende

fra Stolen, stak sin Arm ind under hendes og sagde saa:

-- Nu gaar vi!

-- Vi vinder aldrig frem ... klynkede Ingwersen mellem Graad og

Latter.

-- Vel gør vi saa! sagde Frøkenen -- Og hvis Ingwersen bliver træt,

sætter vi hende op paa Tyrk. Kom saa!

Og Fod for Fod tridsede de frem over Gaardspladsen og ind i

Parken ...

»Husbond« var straks fra Morgenstunden af redet af Gaarde.

-- --

Nede paa Badeplænen var Chocoladebordet anbragt foran »Fruens Stade«.

Kopperne og Kanderne skinnede i Sollyset. -- De unge Damer havde

været i Bad; og deres brogede Badedragter laa til Tørring paa

Grønsværet strittende med Arme og Ben.

-- Der kommer de! sagde Frederikke og pegede op mod Lindealléen,

hvor Sofie og Ingwersen netop viste sig.

-- Jeg _vidste_ det, nikkede Lurvadt -- Ingwersen vil bare gøres a'!

Hendes Ben er ikke nær saa galne som mine!

Fru Line sad tavs og saa hen mod Jomfru Rottbøl, der puslede med sine

Dukker henne omkring Badeteltet.

Jomfruen havde siden Jul endyderligere bekommet tre Børn og havde nu

fire som i sin Ungdoms Vaar. Men hun holdt mest af Juledukken,

Nikoline, der var den største, og som hun paastod, at hun havde faaet

med Onkel Joachim fra Ravnsholt seks Dage efter hans Død. Han havde

besøgt hende samme Nat, han blev begravet, fortalte hun; og Nikoline

laa allerede fuld færdig og paaklædt hos hende i Sengen næste Morgen.

-- Gud er stor!

Rottbøl bar Børnene ud og ind af Teltet, spadserede med dem, kørte

dem rundt i Frøken Sofies gamle Dukkevogn, nynnede for dem, naar de

ikke vilde sove, tog dem op og lod dem forrette smaa paatrængende

Ærinder inde bag Buskene, puttede dem til Vogns igen og kørte videre,

medens hun af og til, højt og skingrende satte i med et Par Linjer af

sin Yndlingssang om Drømmenes Land det lyse, som intet ondt eller

fælt kunde naa ...

-- Rottbøl! kaldte Fru Uldahl -- nu skal vi ha' Chocoladen!

Og Jomfruen kom trillende med alle fire Unger sammenpakkede i

Vognen, som hun stillede ved Siden af sig tæt ind til Bænken:

-- De sover ... hviskede hun og hævede tyssende den sortprikkede

»Syfinger« -- Nu sover de ...!

Men pludselig faldt hun i en ynkelig Graad.

-- Hvad _er_ der dog, lille Rottbøl ... spurgte Fru Line.

Rottbøl pegede fortvivlet over mod Lurvadt:

-- Hun har ... peb hun -- hun har ... taget ... den Basse ... jeg ...

jeg helst vilde ... ha' ...!

-- Værsgod! sagde Lurvadt og rakte hende »Bassen«, som der kun var

bidt én Mundfuld af -- her er den. Og ti saa stille!

Og Rottbøl tav øjeblikkelig og kastede sig graadig over Chocoladen og

Brødet.

-- --

Da Maaltidet var nydt, gav Ane Kokkepige, Olga Stuepige og de fire

Frøkener sig til at lege »To Mand frem for en Enke«. Men det blev de

hurtig ked af, rimeligvis fordi der ingen »Mand« var, og begyndte saa

at bombardere hverandre med de halvvaade Badedragter, som de byldtede

sammen og kylede efter hinanden.

Og Klædningsstykkerne løste sig op paa deres Vej gennem Luften og

lignede kluntede Ballonfigurer, der undertiden tørnede imod hinanden

og dumpede til Jorden med et vaadt Klask, medens Pigebørnene fôr til

for atter at gribe dem og tumlede rundt og sloges og faldt og lo

(navnlig Ane Kokkepige), saa at Ekkoet hørtes inde mellem Træerne og

langt ud over Vandet ...

-- Ja, Ingwersen véd vel, at Nils har maattet overgive Gaarden til

Kreditforeningen? spurgte Fru Line, der en Stund havde siddet tavs og

set paa de Unges Leg.

Lurvadt gik og dækkede af Bordet og puttede Sagerne i Kurvene.

-- Jo ... nikkede Ingwersen, og hendes smaa, koleriske Øjne glimtede

-- Og nu er hun, Karen, derovre nok ved at sælge Kragholm til en af

Madam Henriksens Drenge ...! Uldahlsnavnet er ved at gaa i Rotterne,

er det ...! Hvad tror Fruen, _Etas_raaden vilde ha' sagt til det!

-- Nils er vist ogsaa taget til Kragholm for at snakke hende fra det,

Ingwersen ...

-- Hæ! Hva' kommer det _ham_ ved! Han skulde hellere ha' fejet for

sin egen Dør, mens Tid var!

Fru Line tav og vendte sig igen om efter Pigebørnene.

-- Jamen vi _sidder_ her dog, Ingwersen ... forsøgte hun.

-- Ja--e ... saalænge det _varer_! nikkede den Gamle -- Men jeg la'r

mig ikke sætte ud her fra ligesom fra Egesborg ...! Ikke før de bær

mig med Benene foran!

Fru Uldahl bøjede sig beroligende hen mod hende:

-- Vi _bliver_ her, Ingwersen, sagde hun fortrøstningsfuldt --

Naturligvis _bliver_ vi her!

-- --

Rottbøl var med sin Dukkevogn trippet tilbage til Teltet.

Hun stod og saa ud over Bugten, der spillede grønligt i Solen. Hendes

Ansigt blev gladere og gladere, som tænkte hun paa noget sært

fornøjeligt:

-- Rodendendron ...! hviskede hun saa med et lyst Smil -- Roden --

loden -- doden -- dendron ... (Hun havde for et Par Dage siden hørt

en af de unge Piger bruge Ordet.) ... Og saa gav hun sig travlt og

ivrigt til at pille smaa, flade Sten op fra Strandkanten og slaa

Smut.

Indtil hun pludselig standsede midt i Morskaben og gav sig bitterlig

til at græde.

En Moder bør kun tænke paa sine Børn; og nu var det med Et faldet

hende ind, at hun længe, længe, i hundrede Aar vist, ganske havde

glemt sine!

Og hun skyndte sig hen til Badeteltet, halede Dukkerne en efter en

frem af Vognen, kyssede dem heftigt, knappede sit Kjoleliv op og

lagde dem til sit Bryst:

-- Sut saa ...! sagde hun og smilede paa ny og var lykkelig ...

-- --

-- Lurvadt, hjælp mig op!

Lurvadt adlød ...

Men da de skulde til at sætte sig i Bevægelse, viste det sig, at

Ingwersens Ben nægtede at gøre Tjeneste. Hun sank om paa Bænken med

en Stønnen og erklærede kategorisk, at her vilde hun dø, og at det

var en Skarnsstreg uden Sidestykke, at Frøken Sofie havde faaet halet

hende her ned!

Pigebørnene kom stimlende til røde og varme af Legen.

-- Hvad er det, Ingwersen? spurgte Frøken Frederikke.

-- Hva' det _er_? vrissede den Gamle og ømmede sig -- Det er mit

_Nyre_grus, begribeligvis!

-- Det hedder _Myrekryb_, Ingwersen, retledede Charlotte -- Det er

_Myrekryb_, Du har i Benene.

-- Ja, det er _Stikkegigt_! sagde Lurvadt -- Det har jeg fortalt

hende mange Gange.

-- Det er ligemeget, _hva'_ det er! erklærede Ingwersen -- Men jeg

_flytter_ mig ikke. Her vil jeg sidde og dø. I maa helst allesammen

gaa Jeres Vej og lade mig krepere _i Fred_, for det holder jeg mest

af.

-- Naa, naa, lille Ingwersen ... trøstede Fru Line -- Hvis Du ikke

mener, at Du kan taale at gaa op, vil Ane Kokkepige vist gerne bære

Dig; hun er saa stærk.

-- Jeg ta'r hende som en Sveske! sagde Ane.

Ingwersen blev sprutrød:

-- _Bære ...!_ gentog hun -- Bære mig! Ikke saa længe jeg _lever_!

Hva' vilde ogsaa Sofie med mig hernede? Jeg sa'e det jo! Jeg gamle,

værkbrudne Menneske, der aldrig skulde forlade sin Seng!

Frøken Sofie var yderst ulykkelig. Og de stod alle og saa hjælpeløse

ud ...

Saa sagde pludselig Frøken Frederikke:

-- _Nu henter jeg en Vogn!_ og fløj af Sted op mod Gaarden.

Alle saa langt efter hende og tænkte:

-- Hvad mon det er for en Vogn ...?

Og Frøken Sofie følte som et Stik i sit Hjerte ved Tanken om, at Nils

Uldahl for rigtig at ærgre og drille sine Døtre havde ladet sin

Drikkebroder Smeden faa baade »Mikkel« og det lille Køretøj, som han

havde foræret Pigebørnene i Julegave. En Morgen, de var kommet ned i

Stalden, var baade Hesten og Vognen borte. Og Pin'de-Jens havde

fortalt, at Smeden var kørt væk med dem om Natten, da Husbond havde

tabt begge Dele til ham i »Seksogtres«.

Og den lille Frøken følte igen dale ned over sig hele Tyngden af den

knugende Misére, hvorunder Familien levede, og som hun for et Øjeblik

halvvejs havde formaaet at glemme, medens hun og Søstrene tumlede

rundt derude paa Plænen ...

Men saa brast hun pludselig sammen med Fru Line og de andre ud i en

høj Latter ved at se Frederikke komme trækkende med den store,

rødmalede Legevogn, som de havde brugt at køre hinanden i som Børn!

Ingwersen gjorde Vrøvl og daskede om sig med Armene. Men omsider blev

hun dog anbragt i Vognen. Og Pigebørnene rullede af Sted med hende op

igennem Parken.

Rottbøl havde set sit Snit til at stikke alle sine fire Tøse ned

rundt om i Køretøjet:

-- Saa fik de da _den_ Fornøjelse med!

Saaledes gik Formiddagen hen ...

Men om Aftenen, da det var begyndt at skumre, kom Frøken Frederikke

grædende og jamrende op paa Fru Lines Værelse, hvor hun kastede sig

ned paa Gulvet foran Moderen og fortalte og fortalte afbrudt af

Klagen og Hulken. Hendes Haar var i Uorden, hendes Klæder tilsmudsede

og forrevne; og hele hendes Legeme skælvede af Graad og Ophidselse.

-- Hvad er der dog hændet, lille Frederikke? spurgte Fru Line

bestyrtet -- hvad er der dog hændet? Saa, saa, saa, tal nu lidt

roligere. Jeg kan ikke forstaa, hvad Du siger.

Og Frøken Frederikke gav sig lidt mere behersket til paa ny at

fortælle:

-- Det var Elev Jakobsen, der ... hun havde mødt ham nede ved Frøken

Sofies Hus ... og saa havde de spadseret sammen ... og hun havde ikke

tænkt paa noget ... og saa var de gaaet ind i Huset ... og pludselig

havde Jakobsen grebet fat i hende og villet kysse hende ... men hun

havde forsvaret sig ... og saa havde han væltet hende om paa Gulvet

paa en af Hynderne ... og ... og stoppet hende sit Lommetørklæde i

Munden, for at hun ikke skulde skrige ... og hun var næsten besvimet

... og saa havde han revet Klæderne af hende ... og voldtaget hende

... og ... og da hun igen var kommet til sig selv, var han borte ...

men Lommetørklædet havde han glemt, og her var det ...

Fru Line sad bleg og tavs og hørte paa Datterens Fortælling. Hendes

Haand, der til at begynde med havde strøget blidt og beroligende hen

over Frederikkes Haar, standsede lidt efter lidt, som Beretningen

skred frem; og nu laa den ubevægelig, gledet ned paa den unge Piges

Skulder. Og hun fandt ikke Ord at svare paa sit Barns Klage ...

Frederikke saa hurtig op:

-- Mor tror mig ikke? spurgte hun; og hendes Øjne var flakkende og

upaalidelige som Faderens undertiden var det -- Mor tror mig ikke

...? gentog hun.

Fru Uldahl tog sig sammen:

-- Jo, jo! sagde hun hastig -- vel tror jeg Dig, lille Frederikke,

naturligvis tror jeg Dig! ... Men kom nu med ind til Dig selv og gaa

i Seng. Saa taler vi videre om Sagen i Morgen. Du er altfor nervøs

nu. Du kan let blive syg.

Frederikke rejste sig lydig:

-- Her er hans Lommetørklæde, sagde hun saa med en underlig tør og

ivrig Stemme og rakte Tørklædet frem -- det maa Mor passe godt paa,

for det er da et Bevis, hvis han vil nægte ...

Da Frøkenen var afklædt og bragt til Ro, tog Fru Line hendes Klæder

og bar dem bort med sig.

De var iturevne og tilsmudsede som af grove og iltre Hænder.

Elev Jakobsen stod ret op og ned lige inden for Dagligstuedøren og

græd, som var han pisket. Taarerne strømmede det store Mandfolk ned

over Kinderne, og han vred i Vaande sine arbejdsrøde Hænder ...

-- Jeg _har_ ikke gjort det! sagde han -- Jeg har ikke saameget som

_rørt_ ved Frøkenen ... jeg løb min Vej, førend det blev til noget

... jeg blev saa forskrækket for, hvad der kunde ske, at jeg _rev_

Døren op og _løb_ ud af Huset og lige ned paa mit Kammer ... Fruen

kan sæl spørge Forvalter Larsen, for han sa'e netop: Har Du Ild i

Rumpen, Jakobsen? nede i Ladegaarden, da jeg rendte ham forbi ... Men

jeg sa'e ikke andet end: Hva' rager det _Dem_, Larsen! og rendte

videre ... Fruen _maa_ tro mig, saasandt der er en Gud til! Jeg har

altid staaet imod, naar Frøkenen skabte sig kælen og gned sig op a'

mig ... Det var hende, der i Aften fik mig med ind i Sofies Hus, da

vi mødtes ... hun sa'e, at hun vilde vise mig noget derinde ... og

saa la'e hun sig op af mig og vilde ha', jeg skulde kysse hende ...

men saa var det, at jeg blev saa forskrækket, at jeg løb min Vej ...

Fruen kan sæl spørge Sørine og de andre Piger nede i Ladegaarden, om

jeg ikke altid har holdt mig til _dem_, naar det _skulde_ være ... De

vil allesammen ha' fat i mig, men det kan jeg da ikke gøre ved ... og

naar jeg saa blev arrig paa dem, saa var det, at jeg _gik_ med

Frøkenen ... men _rørt_ hende har jeg ikke ... det _har_ jeg ikke ...

Det er meget snarere noget med en af alle de Handelsrejsende,

Frøkenen altid skriver til og faar Brev fra ... hun lyver mig paa,

hvis hun siger, det er mig, der har bragt hende i Ulykke ... og jeg

forstaar ikke, hvorfor hun vil gøre mig ondt ... saadan en fin Dame

... og saa _mig_, der ikke er andet end som en Tjenende ...

Taarerne styrtede Drengen ud af Øjnene, og han snøftede og stønnede

og søgte samtidig rundt paa sig for at finde sin Lommeklud; men den

var der ikke.

Fru Uldahl rakte uvilkaarlig det Tørklæde frem, som Frederikke havde

givet hende:

-- Værsgod, sagde hun, -- Er det det, De søger?

-- Tak ... sagde han; og uden i sin Tilintetgørelsestilstand at føle

den mindste Forundring over, at _Fruen_ havde hans Tørklæde, gav han

sig øjeblikkelig til at snyde Næse og tørre Øjne. Hvorefter han vred

Klædet rundt og rundt til en lille tør fortvivlet Klump, som han

stod og holdt foran sig i de sammenknugede Hænder:

-- Tror Fruen mig ikke ...? spurgte han saa, og hans troskyldige Øjne

bønfaldt om Tiltro.

-- Jo ... nikkede Fru Line -- jeg tror Dem ...

-- Kan jeg saa gaa ...?

-- Ja ...

-- Ja, saa god Nat da, Frue ... og Tak!

-- Godnat ...

-- --

Fru Uldahl havde straks, da Eleven traadte ind i Dagligstuen, set, at

han var uskyldig i den Forbrydelse, hendes Datter havde beskyldt ham

for.

Hun anede det allerede, medens hun endnu sad og lyttede til

Frederikkes Klagemaal; det var saa skurrende fuldt af falske Toner.

Men da hun senere saa hendes tilsmudsede og iturevne Linned, tvivlede

hun paa ny og sendte Olga Stuepige ned i Ladegaarden for at bede Elev

Jakobsen fremstille sig.

Dog næppe havde hun set ham Ansigt til Ansigt, førend Tvivlen igen

forsvandt ...

Over for Datteren havde hun været usikker, som hun altid var det

baade over for Børnene og Nils, fordi hun i dybeste Forstand ikke

følte sig i Slægt med dem, ikke forstod dem, syntes, at de var

_finere_ og _fornemmere_ end hun.

Men her, stillet lige over for en af sine egne, et Menneske, der var

rundet af samme Rod som hun selv, en ærlig, usammensat, »ukultiveret«

Sjæl, hvis Veje var retlinede, og hvis Væsen ikke kendte til

Forstillelse, ... tog hun øjeblikkelig og instinktmæssig hans Parti.

Og hensynsfuldt og afdæmpet havde hun sagt ham, hvad han var beskyldt

for, men at hun ikke troede det.

Og nu var Eleven altsaa gaaet, og Fru Line sad ene med sine vildsomme

Tanker ...

Saa rejste hun sig besluttet, ryddede en Plads paa Bordtæppet under

Hængelampen, tog sine Kort frem og lagde en »Stjerne« ...

Nils Uldahl var denne Gang borte fra Havslunde i fem Døgn, uden at

nogen vidste, hvor han opholdt sig ... eller for den Sags Skyld brød

sig om at vide det. Man følte bare som altid hans Fravær som en

Lettelse ...

Saa endelig den sjette Dags Morgen kom der Telefonmeddelelse om, at

han sent den foregaaende Nat var ankommen til Hvidgaard og agtede at

blive der et Par Dage:

-- Men, sagde Hofjægermesteren, der selv var i Telefonen (og Fru

Line, som talte med ham, hørte hans dybe Latterkluk) -- men, kære

Frue, De kommer saagu hurtigst mulig til at skikke et Par Sæt Klæder

og noget Linned herover, da Lovgiveren oprigtig talt er i en

miserabel Forfatning! Kan De ikke sende Pigebørnene af Sted med det?

Det er saa længe siden, vi har set dem ...

Men Pigebørnene sagde afgjort Nej.

Fru Uldahl maatte da, saa nødig hun end vilde, anmode Forvalter

Larsen om at lade Lars Kusk tage derover.

Lars Kusk var optaget, sagde Forvalteren studs.

Siden Kreditforeningen havde indsat Larsen som Bestyrer af Gaarden,

følte han sig nemlig som Enehersker. Og desuden var han ladet med

Hævntørst og Galde, fordi han trods sin sleske Lumsken omkring

Frøkenerne ikke havde kunnet faa Indpas i Hovedfløjen -- Men han

skulde Satanvælteham nok faa Ram paa en af de Mæfikker engang! svor

han.

-- Lars Kusk var optaget, svarede han altsaa Fruen -- og havde andet

at gøre end at ride Lystture!

Saa henvendte Fru Line sig til Fodermester Voldby, der øjeblikkelig,

fornemmeligst for at »krepere« Larsen, sendte Elev Jakobsen af Sted

paa den ene af Kørehestene. Den anden benyttede Nils selv ...

Angaaende Affæren i Frøken Sofies Hus blev der ikke oftere nævnet et

Ord mellem Fruen og Eleven.

Og Frederikke havde paa sin Moders indtrængende Forestillinger taget

sin Anklage imod ham tilbage. Men Sandheden vilde hun ikke frem med.

Hun paastod, at hun havde været syg, og derfor hverken havde vidst,

hvad hun gjorde eller sagde.

-- --

En noget lignende Forklaring paa _sit_ Tilfælde afgav ogsaa Nils

Uldahl, da han i den omtalte sene Nattetime pludselig vækkede Hr.

Palle og Fru Mona af deres sødeste Søvn ved med Snærten af sin

Ridepisk at kviste løs paa deres Sovekammervindue.

Hofjægermesteren tumlede halvvaagen ud af Sengen og løftede

Rullegardinet til Side:

-- Hva' Satan ...! sagde han, og al Søvn forlod ham -- Hvad i Helvede

er dette her! ... Mona, kom skal Du se!

Fru Mona kom til:

-- Det er Kommandantens Statue fra Don Juan! sagde hun og brast i

Latter.

Vinduet, de stod ved, vendte mod Haven. Og udenfor paa den hvide

Grusgang holdt midt i Maanelyset en Hest med sin Rytter. Rytteren sad

stiv og strunk i Sadelen, og Ridepisken holdt han foran sig som en

Kommandostav.

-- Du Mona ... sagde Hofjægermesteren saa, og Latteren tog ogsaa ham

-- det er Minsalighed Folketinget fra Havslunde! Og han er

stivdrukken! ... Hvor er dit Fotografiapparat?

Han rev Vinduet op:

-- Er det _Dig_, Onkel Nils?

-- Ja ... sagde Statuen hæst og rusten -- Hvad er Klokken, Børn, i

denne forbandede Nat?

Mona fik et nyt Latteranfald:

-- Du maa gaa ud og faa ham ind, Palle!

-- Ja ... ja ...!

Hofjægermesteren skyndte sig i Klæderne. Men han maatte gennem

Gaarden for at komme om i Haven; saa det tog Tid.

-- Nu kommer Palle straks, Onkel Nils ... sagde Fru Mona, medens hun

ilfærdig iførte sig de nødvendigste Klædningsstykker.

Men Onkel Nils gav intet Svar ...

Lidt efter steg Palles Hoved op over Vindueskarmen:

-- Mona ...? hviskede han -- Mona ...?

-- Ja ...

-- Nu _sover_ de, den Undegaleme!

-- Hvem?

-- Nils og Hesten!

-- _Nej_ da!

-- Jo, se ...

Og han pegede paa Statuen, der træt og udaset var sunken sammen.

Hestens Hoved var dalet ned mod dens Forben, og Tømmen hængte den

løst om Halsen. Ogsaa Kommandanten havde bøjet Hovedet; hans Arme

hang slappe, og Staven var gledet ham ud af Haanden ...

-- Aa Herregud, den gamle Don Quixote! sagde Fru Mona medfølende --

_Tag_ ham dog, Palle, inden han dumper ned!

Og Palle løftede leende Onkelen af Sadelen og bar ham ind.

Nils mumlede en hel Mængde om Vorherre og Egesborg, medens

Hofjægermesteren slæbte af med ham -- om Vorherre og Egesborg og

Onkel Joachims Elfenbensstav ...

Det, der mest pinte Fru Mona i hendes »Trældomsstand«, som hun i

bitre Stunder kaldte sit Ægteskab, var, at der intet »skete«. Hun

begærede Begivenheder, og her randt Dagene den ene til Ende som den

anden.

Og for hver Dag følte hun sig et Aar ældre, paastod hun ...

Hun fandt derfor paa de særeste og urimeligste Ting for at

tilfredsstille sin Trang til Oplevelser. Men det var dog

fornemmeligst, naar Palle var borte fra Gaarden, at hun slog sig løs;

thi hun nærede en stille Respekt for hans Kræfter. Et Par Gange var

hun i sin Ubændighed faret løs paa ham med Knive og andre

Mordinstrumenter. Men Hofjægermesteren havde grebet hende med sine

Jærnhænder om Haandledene og sat hende i Knæ, saa at hun maatte gaa

til Sengs med kolde Omslag om Armene.

Og der laa hun saa og angrede og bad om Tilgivelse, indtil han rørt

og god satte sig paa Sengekanten og trøstede hende og spøgte og lo.

Hvorpaa de igen en Tid glemte al Strid og Uoverensstemmelse, og om

Nætterne suste bort med hinanden i _Taifuner_ af Elskov, der efterpaa

fik dem til at ligge som livløse ved hinandens Side ...

-- Palledreng ... kunde Mona saa klynke, idet hun mat lod sine Fingre

glide gennem hans Vildmandsskæg -- Palledreng ... Du er stor i din

Kærlighed, mægtig, overvældende ... men det er kun mit _Legeme_, Du

elsker!

-- Ja ... og Du _mit_ ... mumlede Palle skakmat og sov ind ...

Men medens disse tropiske Nætter var al det Livskryderi, Palle

forlangte -- og han havde jo desuden i Mellemakterne sin Gaard og sit

Landvæsen, der interesserede ham! -- saa krævede Mona sine Dage fulde

af »Optrin« og »Hændelser«. Og naar der intet »skete«, søgte hun selv

at fremkalde Sensation og Spænding ved sine Ord og Handlinger:

-- Palle, spurgte hun for Eksempel pludselig en Gang -- véd Du, at

jeg stjæler fra Dig?

-- Ja, min _Marv_! lo Palle og kneb hende skælmsk i Øret.

-- Nej, dine _Penge_! nikkede hun alvorlig.

-- Saa--aa? Værsgod, stjæl væk! Det bliver jo i Familien.

-- Ja, nu husker Du altsaa, at Du har givet mig Lov?

-- _Det_ skal jeg! ... Og hvad vil Du saa bruge de Penge til?

-- Til at løbe bort for ... _alene_, da Du jo ikke vil med.

-- Du kommer nok tilbage igen, lille Mona ... Du kan ikke undvære

mig! ... Men jeg havde for Resten netop tænkt paa, vedblev han -- at

vi snart skulde gøre en lille Rejse sammen.

Hun fôr ham om Halsen:

-- Palle! Jeg elsker Dig! Du er det bedste af alle Mennesker! Hvor

skal vi hen?

-- Til Berlin.

-- _Palle ...!_ raabte hun henrykt -- Og til Paris?

-- Lad gaa, ja!

Nu brast hun i Graad af Glæde:

-- Aa Palle, Palle, at jeg nogen Sinde kan være ond imod Dig!

Og de rejste bort paa en Maanedstid. Boede paa Hoteller, spiste ved

table d'hote, gik i Butikker, Teatre, Varietéer. Og ingen Sky

formørkede i disse frydefulde Uger Fru Monas »skæbnesvangre« Øjne.

Hun lo overmodigt og lykkelig og paastod, at nu kunde hun godt være

et helt _Aar_ paa Hvidgaard uden at blive »ond« ...

Men næppe nærmede Toget sig igen den hjemlige Jærnbanestation, før

hun blev bleg og tavs.

Og da Landaueren med hende og Palle holdt foran Gaardens Trappe,

knyttede hun sine Hænder og hviskede hen for sig:

-- Hvor jeg _hader_ denne Gaard ...!

Og snart begyndte paa ny den gamle Krigstilstand. Det var Mona

umuligt ret længe ad Gangen at styre sit Sind ...

... En Dag, Palle som sædvanlig var flygtet ud i Mark og Skov for at

faa Ro, slap hun i sit Raseri fire af Hundene løs paa Svanerne i

Voldgraven. Det blev et Naumachia uden Lige! Hundene halsede,

Svanerne hvæsede, Bølgerne slog i Sprøjt op mod Bredden, og Vandet

flød af Haar og Dun.

Fru Mona stod paa Broen og ledede Slaget:

-- _Paa_ dem! _Paa_ dem! skreg hun -- Hektor! Herkules! Sonja!

Chasseur! Hæi, hopla, løs paa Uldahlerne, mine Dyr! (Hun faldt

pludselig paa at kalde Svanerne ved dette Fællesnavn) ... Løs paa

Uldahlerne! Kan I se den store, fede derhenne! Det er _Palle_! Løs

paa ham! Riv ham, flaa ham, bid ham! Det er ham, der holder os

allesammen indespærrede! ... Det var Ret, Hektor! Det var Ret! Ha--a,

ha, ha! (Hun klappede i Hænderne og kastede sig i Ekstase imod Broens

Rækværk) ... Ha--a, ha, ha! skreg hun -- Det var godt! Det var godt!

Hektor havde hugget sine Kæber om Svanens Hals. Og nu kastede alle

fire Hunde sig som rasende over Fuglen, rev og sled i den, og bed den

til Døde; medens den øvrige Svaneflok skrigende flygtede og baskede

Vandet til Skum med deres stækkede Vinger ...

Da Hofjægermesteren kom hjem, laa Mona angergiven i sin Seng. Og han

tilgav hende som sædvanlig under en stor Forsoningsfest.

Og næste Dag spiste de i Samdrægtighed Svanesteg til Middag.

-- --

Saa lod hun Hundene skyde.

En Dag, kort Tid efter, da Palle var rejst bort for en Ugestid, lod

hun i sin Ensomhed alle Hundene skyde. Hun sagde, at det skulde være

som en Art Pønitense. Naar man havde syndet, sagde hun, skulde man

ofre det kæreste, man ejede.

Og hun lod Gartneren anlægge en »Bods-Allé« langs Vejen, der førte

fra Haven til Skoven. Vejen var beplantet med Rønnebærtræer. Og

imellem disse maatte han opkaste Gravhøje over de døde Dyr, syv Høje

paa hver Side. Paa Højene blev anbragt Mindestene med Hundenes Navne.

Og i samfulde fjorten Dage gik hun hver Morgen sørgeklædt og under

Taarer og smykkede Gravene med Grønt og Blomster ...

Sidenhen fik Græs og Ukrudt Lov til at gro der, som det vilde.

-- --

Palle Uldahl havde den Uskik at gaa rundt med sine Penge, Sølv som

Guld og Sedler, løse i sine Lommer. Og han havde aldrig, thi det

vilde ikke anstaa sig for en Mand i hans Stilling, Tal paa det Beløb,

han i Øjeblikket bar hos sig. Det kunde undertiden udgøre Hundreder

af Kroner. Blev der ham for mange, saa at de fyldte ham for meget,

tømte han Lommerne ud i sin Skrivebordsskuffe, som han undertiden

laasede, undertiden ikke.

Straks i deres Ægteskabs Begyndelse havde Fru Mona foreholdt ham det

utilbørlige i dette Sløseri. Men han havde ikke villet lade sig sige.

Han fandt nemlig selv Façonen særdeles grand-seigneur-agtig.

-- Du gør dine Omgivelser til Forbrydere! sagde hun.

Men han lo hende ud.

Og som for at drille hende tømte han nu ogsaa stadig sine Lommer og

anbragte Pengene paa Bordet ved Siden af sig, naar han satte sig til

at læse eller skrive, eller lagde sig til at sove til Middag ... og

glemte dem saa efter sig, naar han forlod Værelset ...

Da var det, at den Tanke en Dag opstod i hende at forsøge paa, om han

virkelig ikke skulde kunne mærke, hvis nogle af Pengene forsvandt. Og

hun gav sig til, saa ofte Lejlighed fandtes, at nappe en Krone hist

og en Tokrone her. Til at begynde med var det hendes Agt at

tilbagelevere ham det altsammen igen, naar hun havde faaet samlet en

større Sum, bare for at vise ham hvilken Fristelse, han udsatte

Folkene i Huset for ved sin Galskab.

Men efterhaanden som Beløbet, hun tilvendte sig, øgedes, medens

samtidig hendes Længsel efter det tidligere frie og ubundne Liv

voksede sig større og større i hende, besluttede hun at gemme disse

Penge hen til eget Brug ... til at »frigøre« sig for, kaldte hun det.

Hun tog ingen Bestemmelse om, hvornaar denne Frigørelse skulde finde

Sted, ejheller om, hvor stor Summen skulde være, forinden den

iværksattes; hun bare stjal og stjal og samlede og samlede. Det blev

som en Sport for hende. Og hun nøjedes ikke længere med de tilfældige

Smaasummer, hun i Dagens Løb kunde komme over. Hun listede sig til om

Natten at rane af sin Mands Lommer. Og da han engang imod Sædvane

havde aflaaset sin Skrivebordsskuffe, prøvede hun, medens han var i

Marken, alle sine Nøgler i Laasen, indtil hun fandt en, der passede.

Og hun blev ivrigere og ivrigere i sin Samlermani, saa at til sidst

Spændingen ved disse Tyverier næsten blev hende »Sensation« nok. Kun

i enkelte ubeskæftigede Øjeblikke kunde hun endnu hensynke i vage

Drømmerier om den »Frihed«, hun engang skulde nyde ved Hjælp af disse

-- Sparepenge.

Sin Samvittighed stillede hun hurtig til Ro. Hun havde advaret ham.

Og da han ikke vilde lytte til hendes Advarsel, var _hun_ dog i det

mindste den nærmeste til at profitere deraf ...

Elev Jakobsen naaede ikke til Hvidgaard med Godsejerens Klæder før

henad Klokken elleve, saa at Nils Uldahl først viste sig, da

Frokostgongongen lød.

Fru Mona gik ham smilende i Møde og bød ham Velkommen; og han bøjede

sig kavalermæssig og kyssede hendes Haand.

Men Hofjægermesteren klukkede:

-- Hvordan har Onkel sovet?

Nilses flakkende Pupiler trak sig vredt sammen. Men i næste Sekund

tog han sit Parti og svarede leende:

-- Som en Sten, min Dreng!

Og idet han atter vendte sig til Mona, sagde han:

-- Ja, undskyld, Frue, min lidt ureglementerede Tilsynekomst i Nat.

Hofjægermesteren klukkede højere:

-- Hvor _kom_ Onkel egentlig fra?

-- Ja, det véd jeg oprigtig talt ikke, kære Palle! ... Jeg begyndte i

Torsdags Aftes ovre hos Heine paa Mattrup. Og saa om Fredagen red han

og jeg til Sølund til Mackeprang ... Og om Lørdagen tog vi alle tre

til Hareskov til Frølich ... og ... ja saa véd jeg Pinedød ikke mere!

-- I er Minsalighed nogle Kraftka'le lo Palle Men hvorfor Fanden kom

I ikke ogsaa til Hvidgaard efter _mig_?

Nils Uldahl stirrede hypnotisk frem for sig:

-- Jeg tror ogsaa nok, vi var paa Vej ... sagde han -- men saa tabte

jeg de andre ...

-- Ja, I Mandfolk _lever_ da! lød det med et Suk fra Fru Mona.

-- Tante Line mente i Telefonen, at Du var redet til Kragholm?

spurgte Hofjægermesteren.

Nilses Øjne fyldtes paa ny af Vrede:

-- Det var jeg ogsaa ... Jeg vilde over og forbyde Karen at sælge

Gaarden til den Bondetamp, Jeppe Henriksen.

-- Jamen den Handel _er_ jo gaaet i Orden, Onkel!

-- Det véd jeg nok! Men jeg sagde til hende, at hun maatte lade Købet

gaa om igen ... Jeg er vel Slægtens Overhoved og skal værne om

Navnet!

Hofjægermesteren brast i Latter:

-- Og Karen lystrede vel?

-- Næ, Gu' gjorde hun ej! Hun bad mig passe mig selv ... Og saa

skældte jeg hende Huden fuld og red til Mattrup.

-- Hvad vil Onkel ogsaa blande sig op i de Sager for? spurgte Mona.

Nils slog en Haand i Bordet:

-- Fordi jeg ikke vil ha' det Bonderak til at rende her og spille

Herrer paa vore Ejendomme!

-- Ak, ak, lille Onkel, lo Palle -- den Vej skal dog alle vore Gaarde

engang! ... Og det burde _Du_ jo for Resten være stolt af, tilføjede

han drillende -- Du som er Bondeven!

-- Gud Fanden om jeg er!

-- Ja, da er det da dem, der har valgt Dig ind i Tinget! ... Og Du

smigrede da ogsaa tykt for dem i sin Tid.

-- ... Da jeg havde Brug for dem som Stemmekvæg, ja! Men nu er de

blevet mig for storsnudede ... Jeg har ogsaa nedlagt mit Mandat,

Fanden skulde længere gaa de Bæsters Ærinder!

-- De kan ogsaa nok klare sig selv ... desværre! sagde Palle og

sukkede dertil -- Saa Onkel har nedlagt sit Mandat? Men hvad bliver

det saa til med Ministerværdigheden?

-- Avissludder! vrissede Nils -- Og tror Du, at jeg gad vise mig

derinde i København nu, man har sat mig under Formynderskab!

Hofjægermesteren var paa Nippet til at spørge om, hvor Onkelens

Formue i Grunden var blevet af, og om Historien om den kongelige

Højhed var sand ... Men han greb sig i det og tav.

Der blev nu en lidt pinlig Pause; indtil Fru Mona spurgte:

-- Har Onkel ikke Lyst til at se Palle og mig øve os nede i Ridehuset

efter Frokost? Du kan tro, at vi er bleven dygtige!

-- Jo! sagde Nils; og hans Øjne spillede ved Tanken.

Hvorefter man talte videre om Heste og Hestedressur ...

-- Vil Onkel ikke selv ride en lille Omgang? spurgte Fru Mona, da de

stod ovre i Ridehuset.

-- Nej, Tak, min Pige, jeg har redet tilstrækkelig foreløbig!

-- Ja, kom saa, Palledreng, og lad os faa klædt os om!

Og hun stak sin Arm ind under Hofjægermesterens og trak af med

ham ...

Nils Uldahl var nu ladt ene tilbage i det store, hvidmalede Rum.

Dagskæret faldt grønlig-dæmpet af Trækronerne udenfor ned gennem

Tagets Glasruder. Fra den aabentstaaende Port ind til Stalden hørtes

Hestenes Stampen og Prusten; og fra Paaklædningsværelserne i Gavlen

lød Hofjægermesterens og Monas muntre Latter.

Men Nils opfattede intet af dette. Nu han var uden Publikum, faldt

Trætheden efter de mange Dage og Nætters anstrengende Strabadser

pludselig over ham. Han vaklede hen til en Stol, der stod borte i et

Hjørne, sank ned paa den, pustede tungt et Par Gange og sov ind under

en højttonende Snorken ... og drømte en af sine sædvanlige Drømme:

... Det myldrede med Kvinder paa Gulvet foran hans Seng. De dansede

og snoede sig omkring ham, og deres hvide Lemmer lyste som i Skæret

af en usynlig Ild ...

-- Tag os ind til Dig, Nils Uldahl? bad de.

-- Nej, sagde han -- jeg er træt og gammel! Jeg skal sove!

Og de lo haanligt op og forsvandt ...

Men lidt efter saa han dem igen vrimle frem fra alle Rummets

halvmørke Kroge. Og de kom denne Gang slæbende med store, tunge

Bjælker, som de under Latter og Pludren lagde krydsvis hen over hans

Seng. De arbejdede og slæbte, og deres Legemer krummede sig i ond

Iver, medens de stablede en svinglende og vaklende Pyramide af

Bjælker op over ham, højere og højere, helt op under Taarnstuens

hvælvede Loft ...

-- Tag os ind til Dig, Nils Uldahl?

-- Nej! sagde han.

Saa lo de paa ny vildt og truende:

-- Han duer ikke mere! sagde de -- Lad ham dø!

Og pludselig saa han Minka fra Mosen løse sig ud fra de andre og løbe

frem over Gulvet. Og med begge sine smaa hvide Hænder stødte hun til

den underste Bjælke, den, der bar den hele Bygning ... og i samme

Øjeblik ramlede Pyramiden i et bragende og buldrende Kaos ned over

ham ...

Og da vaagnede han, vækket ved Lyden af sin egen Snorken.

-- --

-- Onkel har nok faaet sig en lille Lur?

Nils Uldahl rejste sig forvirret:

-- Ja ... Men nu er jeg igen lysvaagen! smilede han galant og bukkede

for Fru Mona, der stod foran ham med Ridekjolens Slæb kastet over

Armen og i Færd med at knappe sine Handsker.

-- Nu skal _jeg_ ...! vedblev han og greb ivrig hendes Haand for at

hjælpe -- Hvor ser De dog pragtfuld ud! sagde han, og hans Øjne

skinnede -- Palle kan sagtens være glad!

-- Det er jeg ogsaa! nikkede Hofjægermesteren. Han stod skrævende

midt paa Manegen i sine høje Lakstøvler og med Ridepisken stukket

under Armen. De stramtsluttende Skindbenklæder fremviste ublufærdigt

hans kraftige Ben med mere.

-- Gu' er jeg glad for Damen! sagde han.

-- Uff, I _Mandfolk_ ...! lo Fru Mona og daskede Nils koket paa den

ene Kind.

_Tøsen_ i hende begyndte at vaagne, nu hun skulde til at »optræde«.

-- Kan Onkel huske den første Aften, De saa mig? spurgte hun -- Den

Aften, da alle Uldahlerne sad rundt paa Bænkene i Circus og skar

Tænder af hinanden?

-- Om jeg _kan_! lo han tilbage -- Storartet! _Storartet_ saa De ud!

... _Mona Lisa_ ...! sagde han saa, og hans Øjne _aad_ hende -- Og

da De kastede Dem bag over paa Hesten og skreg og forsvandt ind over

Barriéren! ... Pragtfuldt! ... Vi var som gale allesammen bag efter!

Jeg havde gerne givet ti Tusinde Kroner for Dem samme Nat!

Hun slog ham atter paa Kinden:

-- Men nu er jeg vel faldet i Pris?

-- Nej, _steget_! steget! er De; ligesom den ædle Drue!

-- Der er Hestene! meldte Hofjægermesteren tørt. Han havde i

Bevidstheden om sin Sultansret smilende staaet og betragtet Nils,

hvis Alder og Træthed ganske syntes forsvundet, og som trippende paa

sine lidt stive Ben havde voltigeret omkring Fru Mona, en brunstig

Hane lig, latterlig indtil Marven ...

Mona slap Slæbet ned fra Armen:

-- Nu gælder det! sagde hun og blev paa én Gang alvorlig -- Henrik,

hjælp mig!

Rideknægten bøjede sig og strakte en Haand frem. Og hun anbragte sin

Fod i den og svang sig i Sadelen.

-- Skoleridt! sagde hun og lod Ridepisken kærtegnende glide ned langs

Castors Hals.

-- Well, Mylady! bukkede Palle, der nylig for fjerde Gang havde læst

»De tre Musketterer«.

Og Opvisningen begyndte ...

Hestene dansede og veg uden om hinanden en til højre og en til

venstre, rundt og rundt i de sirligste Valsetrin. Mona nynnede Takten

dertil i Mangel af Musik. Hun haandterede Tømmerne som en Mandolinens

Mester sine Strenge. Det mindste Tryk af hendes Fingre »gav Tone« i

Dyret under hende. Og saa fintmærkende var Castor blevet gennem

hendes Dressur, at det saa ud, som lød den kun sit eget gratiøse

Lune, naar den rytmisk vuggende sin tunge Krop ligesom legende gled

hen over Manegens Bark.

Hofjægermesteren og hans Pollux fulgte kluntet efter. Til sidst trak

de sig ganske ud af Spillet, og Palle red hen ved Siden af Nils

Uldahl:

-- Se, se! hviskede han betaget -- Er hun ikke pompøs!

Mona havde lukket Øjnene, og der laa et vellystigt Smil om hendes

Mund, medens hun langsomt og som i Drømme lod sit Legeme vugges frem

og tilbage i Takt med Hestens Bevægelser.

Men pludselig udstødte hun sit Kampskrig fra Circus, sit skingrende:

Hæi, hopla! og i det samme suste Pisken ned og op igen, ned og op

igen tværs over Dyrets Bringe.

Castor syntes først ligesom at studse; saa virrede den protesterende

med Hovedet, stejlede, prustede, bed i Bidslet, satte derpaa frem i

et Spring og fôr i vild og vanvittig Karriére Manegen rundt. Det saa

ud, som havde Ryttersken mistet Herredømmet over sin Hest.

-- Mona! Mona! skreg Hofjægermesteren i Angest.

Ogsaa Nils Uldahl skreg, men uartikuleret og uden selv at vide af

det.

Og Rideknægten sprang til som for at gribe det rasende Dyr....

Men Fru Mona slog afværgende ud med Haanden og lod atter Piskeslagene

suse ned over Castors Hals:

-- Hæ--i, hopla! Hæ--i hopla! Hæi-- hopla! Hæ--i--i--i ...! raabte

hun og kastede sig i Ekstase bag over mod Hestens Kryds ... Hatten

faldt af hende, hendes Haar løstes op, Pisken smed hun fra sig:

-- Hæ--i, hopla, Castor! Hæ--i! Hæ--i! Hæ--i! ... Hun troede sig i et

menneskefyldt Circus ... Orkestret tav, og hun hørte Publikums

forventningsfulde Stønnen, nu hun skulde udføre sit berømte Trick,

det, der havde faaet Mona Lisas Navn til at lyse med tommehøje

Bogstaver paa alle Plakatsøjler Europa over:

-- Hæ--i, hopla! jublede hun og greb fastere i Tømmerne for at lette

Hesten det sidste, stolte Spring over Barriéren, ud gennem Porten og

bort i Stalden ... medens Bifaldet vilde knitre efter hende som et

Hagelvejrs Rasen mod et Glastags Ruder ...

Men i næste Nu laa hun paa Manegens Bark med Hjernen knust mod en af

Portens Stolper.

-- --

Blind og sanseløs af det vilde Løb, af Slagene og Skrigene var Castor

snublet over Fru Monas Hat og havde slynget hende af Sadelen og ind

mod Stolpens Kant.

-- --

Saaledes befriede Døden Mona Lisa, Kvinden med de stærke Sanser og

det fredløse Hjerte ...

Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede ...

Bedstefader Seemann og hans Hustru Thora var paa Besøg hos

Isidors og sad glade og vel tilpas nede paa den hvide Bænk ved

Karussedammen. Rositta og Drengene laa i en Høstak ved Siden af;

og Herredsfuldmægtigen stod og smuldrede Franskbrød ud til

Karusserne ...

-- Nej _se_ dog, Far, _Fiskene_, _se_! raabte den gamle Frue ivrig

som et Barn.

-- Ja, jeg ser dem nok, Mor ...

-- Hvor _er_ her dog dejligt her i Haven, lille Rositta!

-- Ja, ikkesandt, Bedstemor!

-- Jo, jo, hvor _er_ her dog dejligt!

Gamle Fru Seemann vidste intet frydefuldere end at »komme paa Visit«

hos sin elskede Søn.

-- Næ, se dog den _store_ der! vedblev hun og pegede ned mod Vandet.

-- Det er Gorm den Gamle, forklarede Herredsfuldmægtigen -- Og den

anden der kommer er hans Kone, Thyra Dannebod.

-- Ha, ha! ... Har alle Fiskene Navn?

-- Nej, kun de største.

Jørgen havde stille rejst sig fra Høstakken og var listet hen ved

Siden af Faderen:

-- Maa _jeg_ nu lidt ...? bad han.

Isidor overlod ham Brødskiven.

-- Tak! sagde Drengen og smilede lyksalig.

Der var myldrende fuldt af store og smaa Karusser lige under

Vandskorpen. De trængtes mellem hverandre og masede paa, snappede

Brødsmulerne af hinandens Mund og stak til Bunds med Rovet.

Ogsaa Povl havde rejst sig og stod nu ved Siden af Broderen:

-- Se, Bedstemor, sagde han og greb hendes Haand -- der er »det blege

Ansigt« ... og der er »Undervandsbaaden« ... og der er »Maria

Magdalena«, kan Du se hvor from hun ser ud?

-- Sikke dog Navne paa _Karusser_, lille Povl! sagde den gamle Frue

uvillig.

-- Det er ikke Karusser, det er _Delfiner_, sagde Drengen -- Det

si'er Far sæl; og det er ham, der har givet dem Navne ... Og den dér

rene, pæne dér hedder »den ubesmittede Undfangelse«.

-- Hva' _gør_ 'en ...!

-- Hvornaar skal hun, Mona, begraves? spurgte pludselig gamle

Seemann, der var faldet i Tanker.

Øjeblikkelig begyndte Fru Thoras Tommelfingre at snurre:

-- Ak ja ...! sukkede hun -- _Døden_ ... _Døden_ ...!

-- Paa Torsdag, sagde Isidor.

-- Du skal vel _følge_? spurgte den gamle Herre.

-- Ja.

-- Ja, _jeg_ duer ikke mere til at være med til den Slags

Narrestreger! brummede den gamle vredt bare ved Tanken om, at nogen

muligvis kunde falde paa at opfordre ham dertil -- Man staar der og

samler Gigt!

-- Nej, naturligvis skal Du blive hjemme, nikkede Herredsfuldmægtigen

-- Jeg skal nok bringe en Hilsen fra Dig.

-- Men en _Krans_ maa vi da sende, Far! mente Fru Thora.

-- Ja, det maa vi vel ...

-- Ja, _det_ maa vi!

-- Aa nej, Mor, se dog de to der, hvor er de søde!

Jørgen smed Resten af Brødet ud i Dammen og gav sig til at løbe efter

et Par brogede Sommerfugle, der boltrende sig om hinanden fløj hen

over Grønsværet. Men inden han naaede dem, stak de til Vejrs og

forsvandt.

-- Han fik dem ikke! noterede Povl med Tilfredshed.

Fru Thoras Tommelfingre var endnu i Bevægelse:

-- Det var en forfærdelig Død, hun fik .... _Mona_! sagde hun -- Jeg

kan ikke falde i Søvn om Natten ved at tænke paa det.

-- Hva' si'er Du, Mor?

-- _Jeg siger, at jeg kan ikke falde i Søvn for at tænke paa Monas

Død!_

Gamle Seemann skulede arrigt:

-- Mor skal altid _tænke_!

-- Ja, tænk, Rositta og Isidor, Far _tænker_ aldrig!

-- Næ, hva' skal de Narrestreger til!

-- Jamen, naar man nu ikke kan lade _være_!

-- Visvas, vel kan man saa! ... Hvem køber dit _Hø_, Isidor?

Herredsfuldmægtigen smilede:

-- Havemanden faar det for at slaa det.

-- Du er flot, maa jeg sige! Den Stak der er da nok sine _fem_ Kroner

værd.

-- Og _Børn_ er der ingen af ... vedblev Fru Thora, hun slap nødig et

sørgeligt Emne. -- Er Du ikke ked, lille Rositta, over at Du ikke fik

Lov til at beholde den sidste?

Rositta lagde sin Haand oven paa Svigermoderens ... til Dels for at

faa Tommelfingrene standsede:

-- Aa, nej, Bedstemor, jeg har jo de andre ...

-- Ja ... nikkede den gamle Frue -- og man maa jo bøje sig for Guds

Vilje ...

-- Vil Far ikke ryge? spurgte Herredsfuldmægtigen.

-- Jo Tak, min Dreng ... men _Pibe_!

-- Ja, nu skal jeg hente en ...

Og Isidor gik op mod Huset ...

Povl og Jørgen var begyndt at lege Hest. Jørgen havde faaet et Tøjr

om den ene Arm og vrinskede og stampede utaalmodig, medens Povl dybt

alvorlig trak af med ham for at sætte ham paa Græs.

Lidt efter dukkede ogsaa Vaabendrager Petersen frem som skudt op af

Jorden. Og de tre Drenge gav sig til at lege Dyrskue ...

Fru Rositta tog Plads paa Bænken imellem Svigerforældrene. Hun stak

sine Arme ind under deres og skudrede sig hyggelig til Rette:

-- Det er dejligt med den Sol, vi har i Sommer, sagde hun --

Ikkesandt, Bedstefar? Det er noget for os to Gamle?

-- Ja, min Pi'e! ... Kan Du ikke ogsaa se, hvor Mor er kommet sig?

Hun ligner snart en ung Pi'e igen!

-- _Det_ gør hun! nikkede Rositta -- Hun ser meget yngre ud end jeg.

Fru Thora daskede hende fornøjet over Haanden:

-- Hvor kan Du nu sige saadan noget, Rositta! Du mener det jo slet

ikke!

-- Jo, _det_ gør jeg!

-- Ja, _det_ gør hun sgu! bedyrede den Gamle.

-- Aa--r, I Sludrebøtter ...! lo Fru Thora smigret.

Ogsaa gamle Seemann lo. Han vidste nok, hvordan en Madpose skulde

skæres, han, trods sine halvfjerdsindstyve Aar.

-- Er det Købmand Bruns nye Villa, det Hus derovre? spurgte han saa.

-- Ja.

-- Det er meget pænt; men jeg kan ikke lide sorte Tage; de skal være

røde.

-- Ja, _Du_ skal nu ha' alting _rødt_, Far!

Den gamle Herres Sypose-Øjne trak sig polisk sammen. Det var akkurat

den Replik, han havde ventet paa:

-- Det er, fordi det minder mig om dine Kinder, Mor!

-- Næ, nu bli'r Du minsandten for slem med dine Komplimenter! sagde

Fru Thora -- Flyt Dig lidt, Rositta, at jeg kan komme til at knibe

ham, det gamle Utyske, som sidder der og har mig til Bedste midt i

mine aabne Øjne!

Og hun bøjede sig frem over Svigerdatteren og kneb sin Mand i det ene

Ben.

-- Au, au! skreg han -- Nej, la' vær', la' vær', Mor! Det kildne er

ikke gaaet af mig endnu!

-- Ja, vil Du saa dy Dig, dit gamle Spøgelse?

-- Ja, ja! jeg skal aldrig gøre det mere!

-- Se, hvor han er køn, naar han ler! hviskede Fru Thora i Øret paa

Rositta -- Maa jeg sige, at det er _Dig_, der har sagt det, ellers

tror han bare, at jeg siger det for at smigre ham?

Og uden at afvente Svigerdatterens Svar sagde hun højt:

-- _Rositta siger, at Du er saa køn, naar Du ler, Far!_

-- Ja, Rositta har altid haft en god Smag! nikkede den Gamle.

-- Det har _jeg_ da ogsaa!

-- Ja, derfor tog Du mig vel?

-- Næ, hvor han er _indbilsk_, det gamle Uhyre! Jeg maa paa ham igen!

Og hun gav sig atter til at knibe løs.

-- Naa, her gaar det nok lystigt til? smilede Herredsfuldmægtigen,

som i det samme kom oppe fra Huset med Piben.

-- Ja, det er Far, der er saa vigtig!

-- Ja, _utrolig_! lagde Rositta til.

-- Sludder Tøse! lo den Gamle -- Lad mig faa Ild paa Skorstenen,

Isidor, at jeg kan _ryge_ dem ud!

Og da Piben var tændt, sendte han en mægtig Røgsky ind mellem

Damerne; men de lo bare af ham og erklærede, at de _var_ tilrøgede.

Saa klemte ogsaa Isidor sig ned paa Bænken. Og man pludrede videre.

Og Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede.

Og henne paa Plænen legede de andre Børn ...

-- --

Anna Stuepige kom og meldte:

-- Der er en Kone oppe, som absolut vil tale med Herredsfuldmægtigen.

-- Kender De hende?

-- Ja; det er Johanne ude fra Havslundegaards Familiehus.

-- Lig-Johanne?

Stuepigen rødmede:

-- Ja--e ... Men der _kommer_ hun! Og jeg sagde endda, at hun skulde

vente, til jeg kom tilbage.

-- Aa--r! sagde Isidor ærgerlig -- Se, at faa hende bort igen, Anna!

Sig, at her er Gæster.

Men Lig-Johanne var ingen »Strø-for-Høns«. Hun stødte Stuepigen til

Side og gik frem. Hendes Gang var usikker, og hendes Ansigt blussede.

-- Hun er jo drukken ...! sagde Fru Thora og krøb nærmere ind til sin

Svigerdatter -- _Far, hun er drukken!_

-- Naa, er hun det, min Pige? nikkede gamle Seemann og ledte sine

Briller frem.

Isidor havde rejst sig, og Børnene kom nysgerrige løbende.

-- Hvad vil De her nu igen, Johanne? spurgte Herredsfuldmægtigen

haardt -- Jeg har jo sagt Dem, at De skal faa Bud, naar Sagen er

ordnet.

Johanne var standset, da hun saa de mange Mennesker:

-- Det var de Penge ... mumlede hun.

-- Ja, jeg har endnu ikke faaet talt med Jens ... De skal nok faa

Bud, saasnart Sagen er i Orden! gentog Isidor -- Men gaa nu, jeg har

ikke Tid til at tale med Dem i Dag!

-- Det var de Penge ... De er li'saagodt mine ...

-- Jovel, ja! Men gaa nu, hører De!

Lig-Johanne stod lidt og stirrede sløvt ud for sig. Saa gjorde hun

pludselig omkring og dinglede bort.

Herredsfuldmægtigen gik atter hen og satte sig paa Bænken:

-- Naa, i Dag var hun da temmelig medgørlig ... sagde han.

-- Er 'et ikke hende, som Nils Uldahl har et ... begyndte gamle

Seemann højlydt.

-- Hyss, Bedstefar, Børnene ...! sagde Fru Rositta.

Og saa tav de alle en Stund og stirrede efter Lig-Johanne. Stemningen

var blevet saa underlig mat.

Fru Thoras Tommelfingre var atter begyndt at snurre:

-- Den Nils, den Nils ...! sukkede hun -- Hvor er Jorden dog fuld af

sørgelige Ting!

-- Saa, nu skal Mor til at _tænke_ igen! vrissede gamle Seemann og

sugede løs paa Piben, saa den skrattede.

Det var fra først af de andre Koner i Familiehuset, Spat-Marie og

Maren Ørentvist, der havde sat i Johanne, at hun absolut burde

forlange Halvdelen af de Penge udbetalt, som hendes Mand i sin Tid

havde faaet af Nils Uldahl for at gifte sig med hende.

De paastod, at hendes Ære ligefrem krævede det.

Og det var lidt efter lidt lykkedes dem at hidse hende i den Grad op,

at hun og Pin'de-Jens endogsaa et Par Gange havde lagt Haand paa

hinanden den Sag angaaende.

Men endnu laa Jens da med de femhundrede Kroner i Behold. Og han

agtede at forsvare dem til sin sidste Blodsdraabe, sagde han. For var

der noget i Verden, der tilhørte ham med Ret og Retfærdighed, saa var

det vel Pin'de nok de dyre Skillinger, han havde erhvervet ved at

lade sig smede sammen med det Stykke Svinetrug af et Fruentimmer!

Sagen var nemlig den, at Jens paa sine gamle Dage, da Maven ikke

kunde taale mere, var blevet fanatisk Afholdsmand. Han saa ikke den

Vej længere, en Snaps stod. Hvad han kunde have drukket og horet bort

i sin Ungdom, Gudbevares, det blev en Sag mellem ham og Vorherre.

_Nu_ taalte han ikke _Lugten_ engang hverken af Spiritus eller

Fruentimmer. Man blev da vel ældre for at forbedre sig!

Anderledes med Johanne. Alt som Aarene gik, drak hun tættere og

tættere og holdt til med Sognets værste Didriker. Og _var_ hun ædru

en Dag, blev hun syg og laa hen med Opkastninger. Selv Spat-Marie tog

Forargelse af hendes Levned og slog Kors for sig og Alexandra, naar

hun hørte Johanne lamentere med sine Mandfolk ved Siden af.

Marie havde endogsaa engang sendt sin Mand ind for at paatale

Spektaklet. Men da han forblev derinde, Snøbelen, og deltog i

Opstandelsen, var hun en halv Timestid efter, da alt var blevet saa

mærkelig roligt, selv listet hen foran et af Vinduerne for at sondere

Valpladsen gennem et Hul, hun kendte i Forhængsstykket.

Og det Syn, der da havde aabenbaret sig for hende, skulde hun aldrig

forgjette, om hun saa blev halvfems:

Gæsterne var borte og hendes egen Hertug med dem. Men midt paa Gulvet

laa Lig-Johanne splitternøgen med en tømt Brændevinsflaske mellem

Knæene. _Prop var der ikke i Flasken, den var sat i hende ... »saa

sandt der er en Gud til!«_ Og henne i et Hjørne af Stuen sad lille

Juliane paa en Skammel og sov ...

Marie havde øjeblikkelig hentet Maren Ørentvist og en tre-fire andre

Koner fra Nabolaget, at de kunde fryde sig ved Synet. Og efter at de

tilsammen en Stund havde priset Gud Herren og lovtakket ham, at de

ikke var som _dette_ Kar, gik de ind og puttede Johanne i Seng og tog

Juliane med sig ... »For En har jo da kristelige Fornimmelser!«

Hvorpaa Spat-Marie skyndsomst var fløjet hen paa Gaarden for at være

Nummer ét til at berette Jens Pinedød Baduljen ...

Men Jens havde gudhengivent svaret:

-- Hva' Satan rager det mig!

Han skikkede punktlig hver Lørdag Aften Halvdelen af sin Ugeløn hen

til Konen og Barnet, saa ingen skulde komme her og spille Polka for

ham i den Anledning!

-- --

Men som Tiden gik, og Lig-Johanne ganske blev udygtig til

regelmæssigt Arbejde, aad Tanken om Mandens femhundrede urørte Kroner

sig dybere og dybere ind i hende. Hun blev besat af disse Penge. Hun

drømte om dem om Natten og snusede rundt efter dem om Dagen. Hun

_vilde_ have fat i dem og _maatte_ have fat i dem! Hvortil hun

egentlig vilde bruge dem, stod hende ikke klart. Maaske til at drikke

sig lige lukt ned i Helvede for, da der dog alligevel ikke mere

fandtes nogen Glæde for hende paa Jorden. Og maaske foresvævede der

hende ogsaa i hendes omtaagede Tilstand noget som et fjernt Haab om,

at Pengene paa en eller anden Maade skulde kunne »frelse« hende.

Hun havde engang i en Avis læst om et Drankerasyl, hvor man kunde

helbredes og lære at forsværge Nydelsen af stærke Drikke og

andre Uhumskheder. Og det blev hende da senere, hver Gang

Deliriums-Angesten indfandt sig, hendes Livs store Maal at komme ind

paa et saadant Asyl ... Men hun vilde _betale_ for sig og ikke smides

paa Fattigpleje! Hun, der var af saa fin og fornem en Familie ...!

-- --

Med disse og mangehaande andre forvirrede Tanker tumlede Lig-Johannes

Hjerne baade Dag og Nat. Og hun pinte og plagede Manden, snart med

Bønner og snart med Trusler, om i det mindste bare at overlade hende

et Par hundrede Kroner af sin Skat, bare _ét_ Hundrede! Og da Jens

stadig viste sig lige urokkelig afvisende, voksede der efterhaanden

op i hende et vildt og uforsonligt Had imod ham. Og hun gik rundt og

lurede paa en Lejlighed til med Magt at fratage ham, hvad han ikke

godvillig vilde rykke ud med.

... Han som dog vidste, for det havde hun under grædende Taarer sagt

ham, at disse Penge kunde _frelse_ hende og igen gøre hende til et

skikkeligt og agtværdigt Menneske ...

Saa gik Pin'de-Jens en Torsdag Formiddag og mugede nede i

Hestestalden og sang dertil. Denne Syngen var i Aarenes Løb blevet

ham en Vane. Men han anede ikke selv, at han gav Lyd fra sig:

Roser og Liljer, skal pry-de min Grav (sang han),

naar jeg fra Verdens vil-dene Hav

styrer mod Him-melens Bolig ...

Frøken Sofie kom fra Foderloen som sædvanlig fulgt i Hælene af Tyrk.

Hun standsede paa Tærskelen og lyttede smilende til Sangen.

Jenses Stemme knirkede og hvinede om Kap med Trillebøren, han skød

foran sig:

... Og naar jeg hviler i Kisten min,

da vil jeg smykkes med Bru-delin

og med Myrtekransen fortrolig ...

Tradialla, hidia (satte han saa vældigt i), hidalla hida,

for en Biskum, for en Baskum,

for en halla hidia!

Og han skreg dette Omkvæd i den Grad splintrende falsk ud, at Tyrk

bjæffede derved, og Frøken Sofie brast i Latter.

-- Ih, men Gud, staar hun der, bitte Sofie? sagde Jens saa og

stirrede forbavset hen mod hende og Hunden -- Jeg ha'de smen slet

ikke fornummet hendes Komme. Som de smaa Tær dog kan liste!

-- Jens er nok glad i Dag?

-- _Glad?_ Næ, jeg er Fa'eme ikke _glad_! De Tider er forbi.

-- Jamen Jens gik da og sang, saa det kunde høres helt ud i Loen.

-- _Sang? Jeg?_ Nej, det er Pin'de ikke Tider til at synge i. Det har

vaaren Trillebøren; hun trænger til Smørelse.

-- Hidialla, hidia ... begyndte Frøkenen at nynne for at friskne paa

den Gamles Hukommelse ...

Men i det samme blev Døren ud til Møddingen revet op, og Lig-Johanne

ravede halvdrukken ind:

-- Jeg skal ha' no'en Penge, Jens! sagde hun uden Hilsen og

Indledning.

Jens løftede Skovlen, han stod med, ligesom til Forsvar:

-- Har jeg ikke sagt Dig, at jeg ikke vil ha' dit Rend her paa

Gaarden! ... Og Du fik jo de Penge, Du skulde ha', i Lørdags.

-- Dem _har_ jeg sgu brugt, he--he! grinede hun.

-- Til at drikke op, ja!

-- Ja--e ... Men nu vil jeg ha' en Snaps til, for i Dag er det min

Fødselsdag!

Jens lod Skovlen synke:

-- Er det din Fødselsdag, Johanne ...? spurgte han næsten mildt.

-- Ja ... Og jeg skal ha' fremmede, skal jeg ... (Hun nejede dybt:)

Har man ikke ogsaa den For_nøj_else at se _Dig_, he--he?

-- Nejnej, nejnej! sagde han forfærdet.

-- Det er sgu ogsaa ligemejet! lo hun op -- Naar bare jeg faar de

Penge. Frem med dem!

-- Jeg har ingen før Lørdag ...

Hun gik ham truende ind paa Livet. Og da han igen gjorde Mine til at

løfte Skovlen imod hende, greb hun den fat med begge Hænder om

Skaftet.

Saaledes stod de hadefuldt Ansigt til Ansigt:

-- Du hører jo, at det er i _Dag_, jeg har Fødselsdag! sagde hun --

Hva' Satan kan det saa nytte, at Du præker op om Lørdag?

-- Jeg har ingen ... gentog han stædig.

-- Saa Du har ingen? vrængede hun -- Du ligger jo da og roder med

alle de femhundrede, Du fik af Bror Nils for at ta' mig. Hvor er

_de_?

Jens kastede et forskrækket Blik hen mod Foderloen. Men Frøkenen var

borte. Døren stod paa Klem efter hende, saa hurtig var hun kommen af

Sted.

-- Saasaa, bitte Johanne, saasaa ... begyndte han spagfærdig at tysse

paa. Han var med Et blevet bange for Udtrykket i hendes Øjne. Og hun

var jo ogsaa saameget yngre og stærkere end han. De Gange, de havde

taget Livtag, havde _han_ altid faaet de værste Klø -- Saasaa, sagde

han -- saasaa ... Kan Du redressere Dig med en Hal'tresøre, kan der

vel nok blive Udvej for at skaffe den da, siden det er din Gebursdag

... Men _mere_ har jeg Pin'de heller ikke at undvære!

Johanne sendte ham et ransagende Blik. De stod endnu begge og holdt

paa Skovlen:

-- Jaja, sagde hun -- saa lad mig faa _dem_. Men lidt villigt; for

jeg har travlt!

-- Nu skal jeg hente dem ... De ligger inde i min Kiste i Kammeret.

Men _Du_ behøver ikke at gaa med!

Han slap sit Greb i Skovlskaftet og gik hurtig hen mod Døren til sit

Lukaf.

Lig-Johanne blev staaende med Skovlen i Hænderne og kiggede sig

taaget omkring i Stalden:

Alle Hestene var ude. Kun henne i den store Herskabsbaas stod

Kørehestene. De havde nysgerrigt drejet Hovederne og stirrede hen mod

hende.

-- Hva' Fanden glor I efter! sagde hun arrigt -- Ka' I mon passe Jer

sæl?

Og i sin drukne Utilregnelighed slyngede hun pludselig Skovlen, hun

stod med, hen imellem dem, saa at de stejlede og slog bag ud af

Skræk.

-- He--he! grinede hun fornøjet.

Saa vendte hun sig utaalmodig:

-- Jens, hvor bli'er Du af?

Og da Manden hverken svarede eller viste sig, vaklede hun paa

Taaspidserne hen til Kammersdøren og tittede ind:

Jens laa paa Knæ paa Stengulvet derinde og rodede i sin Klædekiste.

Han havde for otte Dage siden endelig bekvemmet sig til at undvære

Synet af de femhundrede, kontante Kroner og sat dem i Sparekassen;

der stod de sikrere, nu Johanne var begyndt at lumske saa begærlig om

efter dem. Og nu saa hun, at han netop var i Færd med at gemme Bogen

paa Bunden af Kisten.

Da det var besørget, fandt han sin Pengepung frem. Og Johanne kunde

se, at der var baade Kronestykker og Tokroner i den, saa at det

voldte ham Umage at hitte Smaapengene frem til de halvtredsindstyve

Øre, han vilde spise hende af med:

-- Den Satan! mumlede hun, og Blodet sydede hende til Hjernen -- Den

nærige Satan!

Jens maatte have hørt hende røre paa sig, thi han drejede Ansigtet

halvt om og raabte ud mod hende:

-- Nu kommer jeg straks, Johanne. Det er de sidste Øre, jeg har, saa

det ta'r nogen Tid at plukke dem sammen.

Men nu kunde Johanne ikke styre sig længere; hun rev Døren op og fôr

ind. Og førend Jens kunde faa rejst sig, havde hun grebet ham med

begge Hænder i Nakken og huggede i vildt Raseri hans Hoved op og ned

mod Kistens Kant:

-- Saa det er de sidste, Du har? hvæsede hun -- Ja, jeg skal lære

Dig! Jeg skal lære Dig!

Og hun vedblev at hamre snart hans Hoved og snart hans Hals ned mod

Kistekanten:

-- Og vil Du saa med det samme rykke ud med de femhundrede Kroner, Du

fik for at ta' mig! skreg hun -- Vil Du! Vil Du! Var det dem, Du

puttede væk i Bogen før? Hva'? Var 'et? Kan Du faa Kæften paa Gled?

Ka' Du? Jeg slipper Dig ikke, før Du har sagt det!

Og hun blev ved med at hamre løs ...

Indtil Jens omsider ikke mere gjorde Modstand. Og da han heller ikke

svarede hende, løsnede hun endelig sit Greb i ham og lod ham fri:

-- Kan Du _nu_ faa Munden op kanske! sagde hun.

Men han sank sammen slap og livløs paa Gulvet foran hendes Fødder.

Hun ænsede det ikke. Hurtig snappede hun Skindpungen, der var faldet

fra ham, og puttede den i Lommen:

-- Nu er det _min_! sagde hun -- Og nu ta'r jeg ogsaa Bankebogen,

he--he! saa det bli'r vist herefter _Dig_, der kommer til at tigge en

anden En!

Og hun fandt Sparekassebogen frem og stoppede den ind bag Kjolelivet:

-- Naa, kan Du se at faa lettet Dig!

Hun sparkede til ham med Foden. Men Jens sank bare yderligere sammen.

Da gik der paa én Gang et iskoldt Stød igennem hende, og hendes

Hjerne blev som fejet for Taage:

-- Var han død? Ha'de hun slaaet ham ihjel? _Det_ ha'de da ellers

ikke været Meningen!

Hun bøjede sig hurtig ned over ham, greb ham i Skulderen og vendte

hans Ansigt opad: Det var sorteblaat og blodigt, og hans Øjne var

traadt halvt ud af deres Huler.

Hun slap ham igen og tog et Par Skridt som for at flygte.

Men i næste Øjeblik blev hun paa ny staaende:

-- Mon der var kommet nogen ind i Stalden siden sidst?

Hun lindede paa Døren og kiggede:

-- Nej, den var stadig tom ...

Saa bøjede hun sig atter ned over Jens; og idet hun løftede ham op

paa sine Arme, næsten løb hun med ham ud af Kammeret, hen gennem

Midtergangen og hen til Herskabsbaasen, hvor hun med Opbydelsen af

alle sine Kræfter slyngede ham ind mellem Kørehestene ...

Saa flygtede hun.

Men førend hun forlod Stalden, var hun igen inde i Kammeret og lagde

Pungen og Sparebogen tilbage i Kisten:

-- Nu, han var død, vilde hun jo bekomme det altsammen paa lovlig Vis

... Og det andet kunde føre til Opdagelse!

Kun en Tokrone stak hun til sig.

Det var jo hendes Fødselsdag.

Hans Henriksens og den lille Minkas Bryllup var blevet fejret med

stor og tung Bondepragt paa Mosegaarden. Festen varede i tre Dage; og

den tredje Dags Aften drog Brudeparret til Ravnsholt.

Men dermed var ogsaa Glæden forbi; thi Ottendedagen derpaa kom Fru

Minka en sen Aftentime spadserende tilbage til Fædrenehjemmet og

erklærede kategorisk, at ingen Magt i Himmelen eller paa Jorden

skulde nogen Sinde oftere faa hende til at leve under Tag med gamle

Madam Henriksen:

-- Jeg har ikke giftet mig med Hans for at blive Tjenestepige hos

hans Moder! sagde hun.

Jægermesterinden, der var ene hjemme, vred i Vaande sine Hænder:

-- Sødeste lille Minka, sødeste lille Minka, tænk dog paa Skandalen

...!

-- Jeg er ligeglad! blæste Datteren.

-- Jamen, holder Du da ikke af din Mand?

-- Jo ... men han er et Fjols, der lader sig regere af den Gamle!

En Vogn susede i rasende Fart op for Døren. Det var Hans, der var sat

efter Konen.

Han kom stormende ind i Stuen med Overfrakke og Hat paa og Pisk i

Haanden. Hans skikkelige Ansigt var ligblegt, og hele hans store,

svære Legeme rystede:

-- Minka ... stammede han -- lille Minka ...

Og han sank paa Knæ foran hende med Hænderne foldede om Piskeskaftet.

Minka brast ud i en klokkeren Latter ved Synet:

-- Aa Mor, bad hun -- lad os være lidt alene ...

Fru Thorsen forsvandt som en Vind.

Mosepigen gik nu stille hen og tog Hatten af sin Mands Hoved og

Pisken af hans Hænder. Og stadig lo hun; hun havde arvet en god Del

af sin Faders Latterevne:

-- Saa Hans, rejs Dig nu, klukkede hun -- at vi kan tale fornuftig

sammen. Du ser rent vanvittig komisk ud, som Du ligger der!

Hans skrumlede op og stillede sig klejnmodig foran hende som en

Dreng, der trygler om Tilgivelse.

-- Det er vist ogsaa bedst, hi -- hi! sagde hun -- det er vist ogsaa

bedst, at Du ta'r Overfrakken af ... ellers kan Du ikke rigtig

omfavne mig.

Han rev og sled i Frakken, fik den endelig af og kastede den fra sig

paa Gulvet:

-- _Maa_ jeg ...? _Maa_ jeg ...? Du er altsaa ikke vred paa mig ...?

-- Jo, jeg er ... for Du er et Fæ! ... Saa, saa, saa ...!

Hans havde løftet hende op i sine Arme; og medens han holdt hende

liggende der, som man holder et lille Barn, knugede han hende ind til

sig og kyssede hendes Øjne, hendes Kinder og hendes Mund atter og

atter, som vilde han aldrig ophøre dermed:

-- Minka, Minka, Minka, Du véd ikke, hvor jeg er gal efter Dig!

Taarerne stormede ham ud af Øjnene, og han hulkede og klagede som et

Menneske, der er blevet frelst fra en overhængende Ulykke, men endnu

ikke ret er kommet til sig selv efter Skrækken.

Og Minka laa bleg og stille og gav sig hen under hans Kærtegns

Styrke. Af og til gik der en vellystig Gysen igennem hende, og da

smilede hun og bad: Mere! Mere! ... Og han kyssede hende igen og igen

og igen ...

-- Minka, Minka ... Du er saa fin og blød!

Hun slog Armene om hans Hals og hviskede:

-- Du maa blive her i Nat ...

Forvirret løftede han Hovedet og stirrede ned paa hende:

-- Ta'r _Du_ da ikke med til Ravnsholt ...?

-- Nej ... Men slip mig! Der _kommer_ nogen!

Det var Jægermesteren, der vendte tilbage fra et Besøg paa en

Nabogaard. Hans Kone havde ikke hørt ham komme, saa han traadte

ubekymret ind i Stuen:

-- Naa, her staar I og elsker! lo han buldrende op -- Og Hestene

udenfor la'r I skøtte sig selv! I er et Par skjønne Papegøjer!

-- Vi bliver her i Nat ...! sagde Minka hurtig. Saa var _den_ Sag

klaret.

-- I skal være velkommen, Børn! ... Men det er da ingen Grund til at

lade Hestene staa udenfor, ha, ha!

-- Nej ... smilede Minka og spillede den blysomme -- vi ... æ ... vi

... Aa, Hans, gaa Du ud og faa spændt fra! afbrød hun saa leende sig

selv -- Og tag dit Overtøj med.

Hans samlede Tøjet sammen og tumlede ud.

-- I har det nok stadig med Varme, hva'? lo Jægermesteren og saa

efter ham -- Ak ja, hvem der endnu aad friskbagt Hvedebrød, ha, ha!

En anden Ens Kage er blevet noget tør!

Fru Minka gik hen og stillede sig ret op og ned foran Faderen og saa

ham besluttet ind i Øjnene:

-- Jeg er rendt min Vej fra Ravnsholt! sagde hun rolig og uden at

blinke -- Og Hans er kommet herover for at hente mig tilbage; det var

derfor, Vognen holdt derude ... Men jeg sætter ikke mine Fødder der

paa Gaarden mere! Er Du med paa _den_?

Jægermesterens Arme faldt slapt ned, og hans fede Ansigt fik et

maabende Udtryk:

-- Men Pige dog ... hvad er det Du siger?

-- Ja, det _sa'e_ jeg!

-- Véd din Mor det?

-- Ja.

-- Jamen i den Alstyrendes Almægtiges højtlovede Navn, bruste han

endelig ud -- hvor_for_ er Du rendt Pigebarn? I elsker jo hverandre

meget værre end som to almindelige Turtelduer; det saa jeg jo li'e

nu!

Minka var paa et hængende Haar igen bristet i Latter. Hvor var de

Mandfolk dog bundgrinagtige baade i deres Vrede og deres Glæde ...!

Men hun betvang sin Munterhed og sagde med en velkonstrueret

Antydning af Graad i Stemmen:

-- Har _Du_ ... opdraget din Datter ... til at være Tjenestepige?

-- _Nej_, Fandenfløjteme har jeg da ej nej!

-- Jamen det er _det_, de vil gøre mig til ovre paa Ravnsholt.

-- Hvem?

-- Pompadour!

-- Og hvad siger din Mand?

-- Han er en Nathue ...

-- Jamen Du _elsker_ ham jo, Tøs!

-- Jeg _elsker_ ham, ja ... Og jeg kan slet ikke leve uden ham ... Og

derfor maa Du lade ham flytte her over og faa Mosegaarden i

Forpagtning ...!

Nu var det Jægermesterens Tur til at le, og _han_ holdt ikke igen:

-- Ha, ha, ha! brast han ud og slog sig paa Laarene, saa det klaskede

-- Saa skulde din Mor og jeg kanske flytte til Pompadouren?

Men Minka kastede sig nu ind til ham og slap for Alvor Graaden løs;

Tidspunktet var inde.

Og hun gav sig til at jamre og klage og stille sig hysterisk og raabe

op om, at hvis hendes Forældre tvang hende til at tage tilbage til

Ravnsholt, vilde der ikke gaa mange Dage hen, førend de skulde sørge

hendes Død, og hun gik endda med et lille Barn under sit Hjerte!

Til sidst faldt hun i Besvimelse og blev baaret ind paa en Seng i

Gæstekammeret.

Derinde kom hun igen til sig selv og forlangte nu med høj Røst og

flagrende Arme, at Forældrene skulde gaa deres Vej, hun kunde ikke

taale at have andre om sig end sin Mand.

Og da de to Gamle resigneret var listet af, sprang hun ud af Sengen,

løb hen og laasede Døren, fôr om Halsen paa Hans, græd, lo og skreg

og puttede sig ind til ham fuldstændig ude af sig selv ...

Men lidt efter blev alt stille.

-- --

-- Nu sover hun ... hviskede Jægermesterinden, der sammen med sin

Mand stod uden for Døren og lyttede.

-- _Javel_ ...! mumlede Jægermesteren og gemte Ansigtet bort.

-- _Ler_ Du i et saadant Øjeblik, Thorsen! sagde Fruen forarget.

-- _Nej_, Gud Fader fri og frels, Kone! ... Men lad vos nu la' de

Unge ha' Ro!

Og han trak hende forsigtig bort med sig ...

Da Hans Henriksen tidlig næste Morgen rullede ind paa Ravnsholt, stod

hans Moder paa Trappen foran Hoveddøren streng og uafviselig som en

Skæbne.

Han dukkede sig under hendes Blik og skyndte sig at spænde Hestene

fra og faa dem om i Stalden.

Men da han kom tilbage for at hænge Kørepisken paa dens Plads i

Entréen, stod Pompadour der endnu:

-- Jeg har noget at snakke med Dig om, sagde hun rolig og gik ind paa

Kontoret.

Hans fulgte efter:

-- Hvis det er Minka, der skal holde for, tænkte han og knyttede

Hænderne i Bukselommerne -- saa skal jeg vide at svare!

Men Madam Henriksen nævnede ikke Svigerdatteren.

Hun satte sig tavs og lukket i Onkel Joachims Lænestol bag

Pengeskabet.

Sønnen tog Plads i Sofaen ... Gaardens Lyde hørtes tydelig i

Stilheden.

-- Kan der snart gaa Hul paa Dig! fôr Hans paa én Gang op, saa nervøs

blev han af at sidde der og vente paa, hvad der skulde komme.

Pompadour lod, som om hun ikke mærkede hans Ophidselse:

-- Her var nogle Mænd i Aftes, da Du var kørt bort, begyndte hun

sindigt -- de vilde gerne ha' talt med Dig med det samme. Men jeg

sa'e, at Du var a' By, og at de ikke kunde træffe Dig før en Gang i

Formiddag.

Hans sendte Moderen et lurende Blik: Hvad var nu _det_ for noget?

Hvorfor snakkede hun ikke rent ud om Minka straks?

-- Hvad vilde de mig? spurgte han.

-- Det faar Du vel at vide, naar de nu indfinder sig.

-- _Hvem_ var det?

-- Det var Sognefogden og Mølleren og et Par andre af Nils Havslundes

Stillere.

-- Ja, han har jo nedlagt sit Mandat ...

-- Det har han nok, ja ...

Ny Pause, i hvilken de begge stirrede tomt ud for sig.

-- Lagde de ikke deres Ærinde ud for Dig? spurgte Hans saa.

-- Jo--e ... men jeg kerer mig ikke om at blande mig i andres

Affærer.

-- Nej, det _plejer_ Du jo ikke! lød det skarpt -- Hva' drejede det

sig saa om?

-- Ja, nu kommer de vel snart, saa faar Du jo sæl Besked.

Hans rejste sig brat:

-- Ja, saa gaar jeg ud og ser til Folkene ... De er vel sat i

Arbejde?

-- Ja, det har da nok jeg og Anders besørget for et _Par_ Timer

siden, smilede Pompadour ondt -- Ingen vidste jo, naar det passede

_Dig_ at komme tilbage.

Hans slog en Næve i Bordet. Nu var de endelig, hvor de skulde:

-- Minka er min _Kone_! sagde han -- Og naar _Du_ jager hende af

Gaarde, saa maa _jeg_ vel ...

Men Moderen afbrød ham stadig lige rolig:

-- De vilde ellers, Sognefogden og Mølleren og de andre, begyndte

hun, som om hun slet ikke havde hørt hans vrede Ord -- de vilde da

ellers forhøre, om Du var villig til at stille Dig nu ved

Suppleringsvalget efter Nils Havslunde ... De vilde helst ha' en af

vore egne ind nu, sagde de. Og de mente, at der kunde garanteres for

dit Valg, da Du nyder saa stor en An_se_else paa Egnen, sagde de, og

var dygtig.

Hans havde igen sat sig. Han var blevet ganske bleg af Overraskelse:

-- Det kan jeg ikke paatage mig ... mumlede han -- det har jeg ingen

Kyndighed i ...

-- Det maa de andre vel da synes, siden de kommer til Dig! mente

Pompadour.

-- Ja--e, det maa de vel ... Og hvad synes Du, Mor?

Hun sendte ham et hvast Sideblik:

-- Hæ ...! bryder Du Dig om at vide _det_ ...?

-- Det har jeg jo altid gjort!

-- Aa ja, vel saa ... Ja, saa synes jeg, at Du skal ta' imod Tilbudet

og sige Tak til. Det er dog en Slags Ærens Vej at komme ind paa og en

Hæder baade for Dig og vos andre ... Et Menneske kan udrette meget,

bare det sætter sig det for. Nu ser vi, hvor tykt Du klarer Dig som

Sogneraadsformand; og det mente Du heller ikke, Du kunde paatage Dig.

Tror Du, vi ha'de siddet her, hvor vi nu sidder, om _jeg_ ha'de været

kranksindet af mig?

Før Hans kunde faa svaret, kom Anders, den yngste af Sønnerne, hurtig

ind fra Entréen:

-- Naa, der _er_ I! sagde han -- Sognefogden og Mølleren og de andre

er kommet ind gennem Haven og vil snakke med Dig, Hans.

-- Nu skal _jeg_ hente dem ... sagde Pompadour og rejste sig af

Stolen.

Og idet hun gik forbi Hans, tilføjede hun:

-- Husk nu paa, hvad jeg har tilraadet Dig!

Da Moderen var ude af Døren, spurgte Anders hastig, og han rødmede

derved:

-- Fandt Du saa Minka?

Hans saa vredt til ham:

-- Ja, hun var paa Mosegaarden naturligvis; hvor skulde hun ellers

være!

Anders' Øjne lyste af Glæde:

-- Aa Gudskelov da! sagde han. Derpaa vedblev han -- Jeg vilde ha'

været ud i Aftes og ledt efter Jer; men Mor vilde ikke ha' det.

-- Hva' skulde det ogsaa ha' været godt for! ... mumlede Hans og

vendte ham Ryggen ...

Nu kom Madam Henriksen med Mændene.

Og straks efter forlod hun og Anders Stuen ... Hans saa langt efter

hende, da Døren lukkedes.

-- --

Men da Deputationen igen forlod Ravnsholt, havde Hans Henriksen

afgivet sit Løfte om ved det forestaaende Suppleringsvalg at stille

sig som Folketingsmand i Nils Uldahls Sted.

Udrustet med Instrukser fra Hovedkvarteret begyndte Hans Henriksen nu

altsaa at holde Vælgermøder. Det gik lidt akavet for ham i

Begyndelsen; men snart lærte han Taget og Fraserne og kunde slynge

Parolen ud med den fornødne Rutine. Da han tilmed var en velbegavet

Mand, og Tilhørerne desuden var glade ved at se en af deres egne paa

Talerstolen, lykkedes det ham snart at vinde Gehør iblandt dem. Og

allerede ved fjerde Møde kunde Sejren anses for givet....

Hvad der ogsaa meget bidrog til at forhøje Stemningen blandt Bønderne

var, at Madam Henriksen som oftest indfandt sig ved Møderne.

Det var Sognefogden, der havde Æren af at have hittet paa dette

virksomme Trick. Han anbragte Pompadour paa en iøjnefaldende Plads

oppe i Nærheden af Talerstolen. Og naar hun sad dér rank og statelig

og lod sine kloge Øjne vandre ud over Forsamlingen, saá man i hende

ligesom et Symbol paa Bondestandens voksende Magtfylde ...

Hvad havde ikke denne rolige og besindige Kvinde formaaet at sætte

igennem! ... Som fattig Enke med tre uforsørgede Børn var hun draget

ind paa Ravnsholt som blot og bart Tyende. Og nu sad hun ikke alene

dér som Ejerinde af Gaarden og alle dens Herligheder kvit og frit;

men ogsaa Børnene havde hun forstaaet at bringe frem. Hans, hendes

ældste, Arvingen til Ravnsholt, havde hun faaet gift med den

velhavende Jægermester Thorsens eneste Barn. Jeppe, den næstældste,

havde hun faaet anbragt paa Kragholm. Og man forsikrede Mand og Mand

imellem, at hun allerede havde Kig paa Havslundegaard til sin yngste

Søn, Anders, naar nu Nils Uldahl om ikke længe maatte takke af.

Tre Sønner og en Herregaard til hver. Det var som at høre om de

stærke Ridderfruer i Middelalderen!

Og Bønderne gned sig i Hænderne og grinede fedt:

-- He, he! Saaledes vilde alle »Godsejerne« Landet over lidt efter

lidt blive fejet ned af deres gamle Arve-Sæder, og »vi sæl« vilde

klyve derop i Stedet! ... Længe leve vor nye Folketingskandidat!

raabte de -- Manden af vor egen Midte!

Og en Dag foreslog saa Sognefogden ligefrem, at man skulde give Madam

Henriksen et Hurra med:

-- ... Idet jeg, motiverede han Forslaget -- ligesom i denne ene

Kvinde, der trods det, at hun ved sin egen Dygtighed og Klogskab har

forskaffet sig Ret til at bære et fint og fornemt Navn, alligevel har

foretrukket i Lighed med vos andre at bibeholde sit eget simple

Bondenavn ... og det er _det_, man i højeste Forstand kan kalde

_Bondekultur_, _det_, ikke at skamme sig ved sit _enfoldige Navn_!

... altsaa, det var det, jeg vilde sige: idet jeg altsaa ligesom i

hende vil sammenslutte alle den frie og fremskredne Bondestands

stærke og dygtige Kvinder, vil jeg bede Forsamlingen med mig at

udbringe et Leve for vores Folketingskandidats Moder, Madam

Henriksen, _Gaard_ejerinde til Ravnsholt og Kragholm ... og vi kan

saagu' godt ta' _Havslunde_ med, saa vidt jeg har ladet mig fortælle!

... Hun leve!

Og Hurraraabene drønede op omkring Pompadour, hvis Ansigt maaske blev

en Kende blegere, men som ellers modtog Folkets Hyldest uden at

fortrække en Mine.

Kun havde hun straks ved Begyndelsen af Sognefogdens Tale rejst sig.

Enten det nu var for at bevise ham en Ære, eller for at de

Tilstedeværende bedre skulde kunne se hende ...

* * * * *

Saa ofte det i disse travle Tider lod sig gøre, tog Hans Henriksen

til Mosegaarden og blev Natten over hos sin Kone.

Intet kunde nemlig bringe den lille Fru Minka fra sin én Gang fattede

Beslutning om ingen Sinde mere at sætte sine Fødder paa Ravnsholt.

Og hvad Madam Henriksen angik, saa syntes hun ganske at have strøget

Svigerdatteren ud af sin Bevidsthed. Det var, som havde Sønnens

Giftermaal aldrig fundet Sted. Hans havde et Par Gange forsøgt at faa

Moderen til at udtale sig om Sagen; han fandt Situationen baade

pinlig og latterlig; men hun havde vendt ham Ryggen og tiet

haardnakket.

Og da han var blevet hidsig og højrøstet og havde villet tvinge

hende, havde hun rolig rejst sig fra sin Plads og forladt

Værelset ...

Saa lærte omsider ogsaa Hans sig til Tavshed paa dette Punkt. Og nu

var det paa Ravnsholt, som havde de Dage aldrig været, da to

Kvindeviljer dér kæmpede en uvejrslummer Kamp paa Liv og Død.

De Privatværelser, der var blevet sat i Stand til Ægtefolkene, stod

aflaasede hen.

Minka fra Mosen var slettet ud. Ingen nævnede mere hendes Navn.

Undtagen Anders, den yngste.

Han kunde undertiden spørge, medens Blodet jog ham til Kinderne:

-- Hvordan har Minka det?

-- Godt! sagde Hans kort og gav sig til at tale om noget andet.

-- --

Saa kom Valgdagen; og Hans Henriksen sejrede, som forudsat var, med

stor Majoritet.