Dagen efter sin mislykkede Ekspedition til Mejeriet havde Nils Uldahl
og Smeden, væbnede med kraftige Egespir, opsøgt Forvalter Larsen for
at tage Hævn over ham for hans Blasfemi med Rikke.
Men Gaardens Karle var, imod Sædvane, ilet Forvalteren til Hjælp; og
der havde fundet et regulært Slag Sted, som var endt med de to
Venners forsmædelige Nederlag.
Man havde maattet _bære_ dem hjem. Smeden til hans Hytte i Landsbyen.
Og Godsejeren til hans Taarnværelse.
Og medens Nils Uldahl laa her i Uger skamslaaet, værkbruden og ædru,
var det, at hans Livs store Vendepunkt indtraf ...
-- --
Det var sig en Aftenstund, medens Fru Line trofast sad ved sin Mands
Seng og skiftede de vaade, kølende Omslag paa hans skamferede Næse,
at Nils pludselig greb hendes Haand og hviskede et: Tak! ... saa ømt
og usigelig mildt, at hendes store, varme Kvindehjerte rørtes til
Bunden derved. Hun glemte alt det onde, han i deres Ægteskabs lange
og trange Aar havde forvoldt hende; thi det var, som lød der i dette
ene ydmyge Tak en Genklang af alle de fine og forstaaelsesfulde Ord,
der fyldte hver Side af hans Ungdoms Kærlighedsbreve, dem hun endnu,
trods alt, pietetsfuldt forvarede, og som ofte, sammen med hin
trøsterige Kortoplægningskunst, havde bragt hende frelst over saa
mange bitre Stunder ...
Og Blidheden i hans Blik og Stemme indgød hende paa én Gang Mod til
at meddele ham det, hun hidtil havde skjult for ham, men som dog
engang _maatte_ siges:
-- Nils ... begyndte hun tøvende -- jeg har noget ... noget at
fortælle Dig ... Tror Du, at Du er stærk nok til at kunne taale at
høre det?
-- Jeg véd det ... nikkede han stille bag Omslagene.
-- _Véd_ Du det?
-- Ja ... Men fortæl kun.
Hun tøvede endnu. Taarerne steg hende i Øjnene, saa stor var hendes
Medfølelse med ham, og hun glemte ganske, at Ulykken ligesaa fuldt
ramte baade hende og Børnene:
-- Vi skal rejse fra Havslunde, Nils ... lød det saa -- Forvalter
Larsen har været hos Kreditforeningen, og den har givet ham Medhold
... Gaarden er solgt.
-- Til hvem?
-- Til ... til Hans Henriksen fra Ravnsholt.
Her havde hun ventet et Skrig af Harme og saá paa ham i angstfuld
Forventning:
-- Nils, stakkels Nils ... sagde hun.
Men han bøjede kun ydmygt sit skamferede Hoved saa dybt og
angergivent, at det kolde Omslag paa hans Næse faldt af:
-- Og hvad siger Pigebørnene? hviskede han.
-- Aa, at Du dog tænker først paa _dem_, Nils! sagde hun og lagde
Omslaget igen til Rette -- Hvor Du er god!
-- Jeg vil forsøge paa at blive det ... smilede han sørgmodigt
tilbage -- Men Du svarede mig ikke paa mit Spørgsmaal ...
-- Jo, skyndte hun sig -- Sofie er naturligvis meget nedslaaet; hun
mener jo ikke, at hun kan leve noget andet Sted end her ... Men de
andre tager det roligt.
-- Og Du selv, Line?
-- Aa, _jeg_! smilede hun -- bryd Dig ikke om _mig_! ... Jeg var bare
bange, Nils, at Du ... Saaledes baade at miste Egesborg og Havslunde
... Og at det netop skulde være dem fra _Ravnsholt_, der ...
Han greb hendes Haand og trykkede den taknemmelig:
-- Man maa lære at bøje sig for Guds Vilje ... sagde han.
-- Ja ...
Fru Line trak sin Haand til sig og sendte ham et uroligt Blik.
Angesten og Usikkerheden tog hende igen:
-- Hvad var der foregaaet med Nils? Hvorfra denne pludselige Ydmyghed
og Gudsfrygt! Det var jo ellers kun, naar han var beruset, at han
blev religiøs ... Skulde han uden hendes Vidende ...?
-- Jeg har længe vidst, hvordan det vilde ende, fortsatte han, da
Fruen stadig forblev tavs -- lige siden Onkel Joachim fik lokket den
Stav fra Fader, har jeg vidst, at det vilde komme, baade Ulykken med
Egesborg og med Gaarden her ... derfor styrtede jeg mig ud i dette
vilde Liv. Men nu har Gud jo vendt det til det gode, smilede han glad
-- og vi kan begynde at bygge op igen, Du, Børnene og jeg ... For
ikke sandt, Line, I vil tilgive mig ... I svigter mig ikke, vel?
-- Nej ... stammede hun forvirret.
-- Aa, hent dem! Hent Børnene! vedblev han ligesom henrevet af det
ny, der gærede i ham -- Hent Børnene, kære Hustru, at vi kan glæde os
sammen over det, der er sket ... alle!
Omslaget faldt igen af hans Næse, og hun lagde det atter til Rette:
-- Det Omslag ... sagde hun.
-- Ja, det Omslag! gentog han begejstret -- Det store, store Omslag!
... Hent Børnene, Line, min Hustru, at jeg kan bekende det for dem!
-- Jamen Nils ... forsøgte hun.
-- Aa, Line, Line, saa svigter Du mig dog alligevel! sagde han
smerteligt.
-- Nej, nej, jeg gør ikke, Nils ... Men ... men _hvad_ er det, vi
skal glæde os over?
-- Over at det gamle er forbigangent og alt er blevet nyt!
Hun bøjede sig hurtig ned over ham og greb ham i Skulderen:
-- Du har _drukket_, Nils! sagde hun -- Og Doktoren havde dog saa
strengt forbudt det!
-- Ja, jeg har drukket! raabte han i Ekstase -- Men af et Væld saa
dybt og rigt, at mit Hjerte svulmer derved! ... Hent Børnene, at jeg
ogsaa kan give _dem_ at drikke!
-- Jamen, Nils ...
-- Hent Børnene, Line! Jeg beder Dig! At den store Prøve kan finde
Sted!
-- Hvilken Prøve ...?
-- Om _Kærlighed_ overvinder alt ... Hent Børnene!
Og Fru Line adlød ...
-- --
Men Pigebørnene nægtede samdrægtig at være hende følgagtig:
-- Jeg tror ikke et Sekund paa den gamle drevne Svend! sagde Frøken
Charlotte -- Han vil bare have fat i vore Penge!
Madam Pompadour Henriksen havde i det lange Løb omsider maattet bøje
sig, og den lille Mose-Minka triumferede ...
Sagen havde haft følgende Forløb:
Da Handelen om Havslundegaard var bleven indledet med
Kreditforeningen, havde det været Madam Henriksens Plan, naar Købet
var gaaet i Orden, at anbringe sin næstældste Søn, Jeppe, paa
Havslunde og lade Anders, den yngste, overtage Kragholm, der var
mindre. Og naar saa Hans, den ældste, fik Ravnsholt, den største af
de tre Gaarde, tilskødet, var enhver af Sønnerne blevet forsørget
efter Aldersmaal, og Retfærdigheden sket Fyldest ...
Men ude paa Mosegaarden sad altsaa den landflygtige Fru Minka, der
ogsaa vilde have et Ord med i Laget:
-- Hans! sagde hun derfor en Dag til sin Ægte- og Folketingsmand --
hvorlænge vil Du endnu gaa rundt her til Latter for hele Egnen?
Hans stirrede beskæmmet mod Gulvet, medens Minka betragtede ham
prøvende.
Og Resultatet af denne Undersøgelse blev, at da han igen løftede
Øjnene for at svare, kastede hun sig højt hulkende til hans Bryst:
-- Du elsker mig ikke mere, Hans, klagede hun -- for saa vilde Du
ikke finde Dig i, at din Moder saaledes nedværdigede mig!
Hans strøg, klappede og knugede sin Dame og forsikrede, at han aldrig
havde elsket hende højere end netop for nærværende.
-- Saa maa der gøres en Ende paa den Komedie, sagde hun og bremsede
sin Graad -- Du maa forlange, at din Mor flytter med Jeppe til
Havslundegaard og lader os to være i Fred paa Ravnsholt!
-- _Det gør hun ikke!_ sagde Hans med dyb Overbevisning.
Men da rev Minka sig ud af hans Arme og raabte:
-- Saa forbyder jeg Dig nogensinde oftere at komme her paa
Mosegaarden! Og _kommer_ Du alligevel, lukker jeg mig inde paa mit
Værelse, og Du skal ikke faa Lov til at se saa meget som en Flig af
min _Kjole_ engang! Jeg _vil_ ikke længere finde mig i denne lumpne
Behandling! Er _Du_ et _Mand_folk? Skal _Du_ hjælpe til at styre
Landet? Hæ, jeg ser Dig staa og fjotte inde i Folketinget, Du som
ikke engang er Mand for at bringe Orden i dine egne Affærer!
-- Lille Minka, lille Minka ... Slaa koldt Vand i Blodet ...
-- Jeg vil _skilles_! fôr hun fort -- Det er meget bedre, at vi
_skilles_; saa faar vi da en Ende paa det!
Her begyndte hun paa ny at klage og jamre, som skulde hendes arme
Mose-Hjerte briste:
-- Og _jeg_, der holder saameget af Dig, hulkede hun -- det véd Du da
selv!
-- Ja, det vidste han, det vidste han ...!
Og han gav sig i sin høje Nød atter til at stryge, klappe, knuge og
forsikre ...
Hvornæst de gik i Seng.
Og Morgenen derpaa, da han tog Afsked, svor han at ville tale
alvorligt med sin Moder.
-- --
Men naturligvis mødte han den stejleste Modstand.
Pompadour, der aldrig i sit Liv havde let før, slog i sin Uøvethed en
Art Latter op, som nærmest lignede Brølet fra et vondt Dyr, da hun
hørte Sønnens Forslag om at vige Gaarden til Fordel for ham og
Svigerdatteren:
-- Ha, ha, ha! sagde hun -- Ikke om I saa møder her udenfor med tolv
sorte Hingste, skal Du faa flyttet mig saameget som en _Tomme_ for
den snottede Tøses Skyld!
-- --
Da Hans returnerede til Mosegaarden med dette pompøse Afslag, gav
Minka ham som Velkomst en kraftig Ørefigen og lukkede sig inde:
-- Hun vilde ikke _se_ ham! Hun kunde ikke _taale_ det! Hun vilde
_skilles_! Hun kunde ikke _udstaa_ ham! ...
Men en halv Time efter, da han sad i Jægermesterens Kontor og
drøftede Sagen med Forældrene, blev Døren fra Entréen aabnet paa
Klem, og et blaarødt, gennembrølet Ansigt viste sig i Sprækken og
sagde mildt, men afbrudt af Hikke:
-- Hans ... kom ... lidt ...
Og Hans skrumlede henrykt op og ud ...
Minka havde nu i sin Ensomhed udklækket en anden Plan:
De to ældste Brødre skulde bytte Gaarde:
-- Jeppe tager Ravnsholt, sagde hun -- og Du tager Havslunde. Og saa
flytter jeg til Dig! Er Du ikke henrykt?
Hans gumlede.
-- Jamen Ravnsholt er jo godt hundrede Tønder Land større ... kom det
saa.
Da sank Minka livløs ned for hans Fødder:
-- Gaa! Bort fra mine Øjne! Du elsker mig ikke!
-- --
Men den folkekaarne blev. Og Sagen ordnedes efter usigelige Baduljer,
som hans Kone havde villet det ...
Fremtiden laa nu lys for de Unge.
Den første September skulde den nye Ejer overtage Havslunde; og
Familien Uldahl havde derfor fuldt op at gøre med at forberede og
ordne alt fornødent ...
Den femtende August blev der afholdt en Auktion over Indbo og
Brugsgenstande. Alle Sagerne var anbragt i Borggaarden. Vejret var
godt; og Folk kom myldrende milevidt fra som Ravne til et Aadsel ...
Henne i Hjørnet mellem Hovedfløjen og »Asylet« var lavet en
Forhøjning af Tønder og Brædder, og her sad Auktionarius og raabte,
saa hans Stemme skar gennem Larm og Snak.
Det var egentlig Isidor Seemann, der skulde have fungeret som
Udraaber, men han havde overladt Sviren til anden Fuldmægtig:
-- Tre Kroner og femoghalvfjerds! skreg denne Stedfortræder
muntert frem over Hovederne paa Forsamlingen -- Tre Kroner og
femoghalvfjerds! ... Ingen bedre? Ingen bedre? ... Det er en ganske
dejlig Overfrakke! Der er ligefrem Silkefoer i den! ... Det er noget
for _Dem_, Kristian Poulsen (Han pegede frem mod en lille grinende
Bondemand)! Tre Kroner og femoghalvfjerds for en silkeforet
Overfrakke, det er jo Røverkøb! Naa, Kristian Poulsen, bli'er det til
noget? (Kristian Poulsen nikkede) _Fire_ Kroner! Første ... anden ...
tredje Gang! _Fi-re Kro-ner!_ ... Bum! (Hammeren faldt.) Værsgod,
Kristian Poulsen! Slid Frakken med Helsen! ... Eller lad den sy om
til Deres Svigermoder, hun har vist godt af at blive silkefoeret!
Publikum klukkede og vred sig af Latter.
Et nyt Nummer blev raabt op ...
-- --
De Uldahlske Damer havde lukket sig inde paa deres Værelser.
Men Nils havde taget Martyriet paa sig og gik stille og ydmygt
omkring mellem Mængden. Arrene fra Kampen med Forvalter Larsen saas
endnu tydelig i hans Ansigt; navnlig det store, blodrøde tværs over
Næsen. Men Nils bar dem uanfægtet til Skue; og Fred og Forsoning
lyste i hans Øjne.
Denne Helgen-Adfærd beredte mangen en tilstedeværende en dyb
Skuffelse. Man havde glædet sig til at se »Godsejeren« vakle drukken
rundt og larme og rase, som han ellers plejede, naar den mindste
Smaating stod ham imod.
Der var endogsaa en forstærket Politistyrke af to Mand til Stede!
Men her, hvor Nils Uldahls Gods og Ejendom under Latter og
Vittigheder spredtes for alle Vinde, og en nyfigen og skadefro Hob
dulgt og aabenlyst frydede sig over hans Hjems Ruin, her gik han selv
fredsommeligt om, rolig og behersket, som vedkom den hele
Vederstyggelighed slet ikke _ham_.
Det var til at ærgre sig pukkelrygget over! ... Men der kom da Gud
være lovet Hans Henriksen og Kone fra Ravnsholt ... og de stilede
lige hen imod Nils ... saa nu _maatte_ det da forhaabentlig ende med
en Komedie!
Og man noterede med Tilfredshed, at det store Ar tværs over
Godsejerens Næse, blev end rødere og kendeligere, da han fik Øje paa
Parret ...!
Minka gik og lo og talte højt og pegede de Sager ud, som hendes Mand
burde købe.
-- Hyss! Der er Godsejeren! sagde Hans pludselig og vilde dreje af.
Men Nils rakte venligt smilende Haanden frem og sagde:
-- Goddag, Hans Henriksen ...! Ja, nu er det _Dem_, der skal tage
Kampen op her. Bed Vorherre hjælpe Dem, at De ikke farer i _mit_
Kølvand!
Og da Hans stod stum uden Evne til at klare Øjeblikket, vendte Nils
sig til Minka:
-- Goddag, lille Frue ...! Saa De er ogsaa kommet til Auktion ...
-- Ja--e ... stammede Minka rødmende. Det var deres første Møde efter
hans Voldtægtsforsøg.
Men Nils klappede faderligt hendes buttede Kind og fortsatte:
-- Ja, se nu at faa Manden til at købe saa meget som muligt ... saa
bliver det da, hvor det hører hjemme.
Og han klappede hende engang til og gik smilende bort ...
-- Satans ogsaa! mumlede Bønderne skuffet -- Hva' gaar der af ham i
Dag!
... Da tonede Forvalter Larsen frem, lang og overmodig.
Han hilste højrøstet paa de omkringstaaende, medens han haanligt
plirende saa' hen mod sin fordums Herre og Husbond:
-- Saadan skal de ha' det, de Smørtyve! fniste han.
Nils Uldahl standsede sin Gang, da han hørte Forvalterens onde
Fnisen.
Saa gjorde han sindig omkring og gik tilbage. Hans Ansigt var blegt,
og Arrene stod i det som Strimer af Blod.
-- _Endelig!_ tænkte Bønderne befriet -- Nu _kommer_ det!
Men paa ny bød Nils Uldahl fredsommeligt en Haand frem:
-- Forvalter Larsen, sagde han, og kun faa opfattede, at hans Stemme
dirrede en Smule -- kan De tilgive en gammel Mand hans utidige
Overilelse ... Jeg gør Dem herved min Undskyldning! Vil De række mig
Deres Haand som Tegn paa Forsoning?
Forfjamsket stak Forvalteren sin Haand frem, og Nils greb den og
trykkede den ...
Og da Nils Uldahl endogsaa senere paa Dagen gik hen og hilste paa sin
Arvefjende gamle Søren Jensen, »Studeprangeren«, der havde købt hans
Fædrenegaard Egesborg, indsaa Bønderne, at Godsejeren havde taget
Skade paa sin Forstand og opgav ham ...
Frøken Charlotte havde gjort sin Fader Uret ved ikke at ville tro paa
hans gennemgribende Sjælsomvæltning; thi Dag fulgte paa Dag uden at
Nils Uldahl i mindste Maade faldt tilbage til sit gamle syndefulde
Levned. Spiritus nød han ikke mere, Kort rørte han ikke, og ikke saa
han ad Kvinder til.
Ja selv sin Hjerteven Smeden, der paa ny havde meldt sig til
Tjeneste, viste han Vintervejen.
Naturligvis dog først efter i milde Vendinger at have prøvet paa at
tale til hans udødelige Sjæl ...
Gribende var det at se disse to gamle Kombattanter, hvidhaarede og
arrede af den samme Livets Kamp, sidde tørmundede Side om Side i
Taarnværelset ved hint alderstegne Mahognitræs Klapbord, hvorover
fordum Vinen havde flydt og Kortene danset ...!
Nils Uldahl havde fortalt om, hvorledes Frelsen var kommet til ham
gennem hans kære, salige Moder, der havde vist sig for ham i Drømme
og ved sine Ord og Bønner manet ham bort fra Fortabelsens brede,
asfalterede Vej ind paa Forsagelsens smalle og stenede ditto:
-- Smed, Smed! endte han sin ophøjede Tale -- Vend om! Vend om! Ogsaa
_Din_ Besøgelsestid er nu inde!
Men Smeden kneb underfundigt et Øje sammen:
-- Og Godsejeren vil heller ikke mere ha' med _Fruentimmer_ at gøre?
spurgte han.
-- Nej, nej! sagde Nils forfærdet -- Aldrig!
-- Men hvor vil Godsejeren saa blive af med 'et, da?
-- Det maa Gud om!
-- Og _drikke_, vil Godsejeren heller ikke mere?
-- Nej!
-- Jamen hvad er der saa tilbage, spør jeg?
-- Fors_a_gelsen, Smed! Den store Glæde ved Fors_a_gelsen!
Men Smeden rystede sit hvide Hoved.
-- Jeg synes saamæn, vi maa forsage nok i Forvejen, sagde han -- at
Vorherre gerne kunde unde vos de Par Fornøjelser, der er til Rest!
Og atter kneb han skælmsk et Øje til:
-- Vil Godsejeren kanske saa heller ikke _spise_ mere?
Nils smilede overbærende:
-- Jo, _spise_ vil jeg, sagde han -- Men kun det _fornødne_!
-- Naa _dog_! nikkede Smeden, og Latteren tog ham -- Ja, saa
Velbekomme da! sagde han og stod op -- Og Adjøs med det samme ... Og
god Fornøjelse!
-- Tænk nu over mine Ord, Smed! raabte Godsejeren efter ham.
-- Ja -- ha--ha--a! sagde Vennen og fôr af Sted.
Nils Uldahl saa ham fra sit Vindue flygte krumrygget ned gennem
Gaarden. Benene slog sommetider ligefrem Kryds under Smeden, saadan
lo han.
Men dette rørte ingenlunde Hr. Nils. Han vidste jo, at Forsagelsens
Vej var kantet af Haanens Torne og Spottens Skarntyder ...
Det var Bortrejsens Dag ...
Familien Uldahl sad om Frokostbordet i Spisestuen. Hen paa
Eftermiddagen skulde man forlade Havslunde.
Kasser og Kurve stod fuldt pakkede langs Væggene, og Sække med Linned
og Klæder, og Byldter af Dyner og Puder.
Vinduerne var uden Gardiner. Dagslyset faldt skærende ind over det
hele Kaos ...
Man spiste under fuldstændig Tavshed. Kun af og til lød et »Værsgod«
og et »Tak«, naar Fadene gik rundt ...
Pludselig dukkede Frøken Sofies lille, blege Ansigt op foran en af
Ruderne ud mod Haven; men forsvandt straks igen, uden at nogen havde
set hende.
Nils Uldahl sad og stirrede vedholdende ned i sin Tallerken. Foran
ham stod et Glas Mælk ...
Ved Fru Lines Formidling havde han i de sidste Par Uger hver Dag
deltaget i Familiens Maaltider. Og naar om Aftenen Lampen i
Dagligstuen blev tændt, gled han stille ind fra Døren til Entréen og
satte sig paa en beskeden Stol i en Krog taknemmelig over, at man
ikke viste ham bort, eller rejste sig og lod ham ene tilbage ...
Alt dette havde Fru Lines varmtfølende Hjerte og gode milde Ord lidt
efter lidt faaet gennemført.
Kun Frøken Sofie holdt sig vedblivende urokkelig afvisende overfor
enhver Art af Forsoning. Faderen var endogsaa blevet hende om mulig
endnu modbydeligere siden hans Ydmyghedsperiode var begyndt. Hun
spiste aldrig sammen med de andre; og hun forlod et Værelse, saasnart
Nils viste sig. Han syntes hende et lumsk og urent Dyr, og hun flyede
gysende hans Nærhed. En Dag, da hun og Nils tilfældigvis mødtes i
Entréen, og han frygtsomt og bønfaldende havde lagt sin Haand paa
hendes Skulder, flygtede hun ud i Gaarden og kastede op af Væmmelse
ved hans Berøring.
Fru Line havde atter og atter tryglet og bedt hende om at beherske
sig. Men Sofie havde vendt sit forskræmte Ansigt op mod hende og
sagt:
-- Jeg _kan_ ikke, Mor, jeg _kan_ ikke! Det nytter ikke!
-- Jamen, lille Sofie, husk dog paa, at naar vi nu flytter til Byen
og faar en meget mindre Lejlighed, saa bliver Du jo nødt til at ...
Sofie afbrød hende:
-- Jeg flytter ikke med! sagde hun haardt -- Og lad mig saa være i
Fred!
Og Fru Line havde resigneret bøjet Hovedet. Hun forstod ikke sine
Børns haarde Hjerter ...
Og da hun senere oppe i »Kapellet« efter Sædvane havde taget sine
Kort frem for ved deres trofaste Hjælp, at søge Trøst og Oplysning
for Fremtiden, havde der midt i en ellers løfterig Stjerne pludselig
lagt sig et sort og uigennemskueligt Spader-Es i Vejen, saa at alt
fremdeles henlaa i Uvished og Mørke ...
-- --
Ogsaa fra Samkvemmet med sine Søstre havde Frøken Sofie trukket sig
tilbage. Hun fandt i sit lille, oprørske Hjerte, at de bar sig lavt
og usselt ad ved saaledes at tage Faderen til Naade, blot fordi han
nu, som hun i sin ungdommelige Kortsynethed kaldte det: »krøb og
logrede og skabede sig hellig!«
Og hun undgik deres Selskab og strejfede Dagene igennem kun fulgt af
Tyrk rundt i Skovene og langs Bugtens Strand ...
Hun var som en fredløs og vildfarende lille Fugl, der en Nat
pludselig er vaagnet af sine Drømme og har set, tæt foran sig, i et
Kattedyrs gulgrønne Blik al Livets isnende Rædsel ...
Kære, kære Isidor (skrev hun for sidste Gang i sin Dagbog), jeg kan
ikke mere holde Livet ud. Naar de andre i Eftermiddag tager herfra,
tager jeg ikke med. Jeg _vil_ ikke bort fra Havslunde! Jeg vilde jo
alligevel bare springe af Vognen og skrige og skrige og løbe tilbage
og blive vanvittig af Længsel! Hvor kan man dog elske et Sted saa
højt, hvor man har haft det saa ondt? Jeg véd det ikke. Nej jeg vil
dø, det er det eneste, der er for mig at gøre. _Og saa er der jo
ogsaa alt det andet forfærdelige, jeg har oplevet, Isidor, baade det,
jeg har fortalt Dig, og det ingen Mennesker nogen Sinde skal faa at
vide, og allermindst Du!_ Der er et Sted nede ved Bugten ved de to
høje Klitter, der kan I finde mig, der er saa kønt. Jeg véd godt, at
Tyrk vil springe ud efter mig, men saa tager jeg ham om Halsen og
trækker hans Hoved ned under Vandet, og saa synker vi begge to.
Farvel, Farvel, kæreste, kæreste Isidor! Glem mig ikke! Men jeg er
alligevel saa bange!
Din lille
Sofie Uldahl-Ege
Død den 28. August 1904.
Nu sluger jeg det Stykke Radérgummi, som jeg tog inde paa dit
Skrivebord; det skal ingen andre eje.