-- Onkel Frantz er død i Aftes, lille Anna ...
-- Saa--aa? Hvad er _han_ død af?
-- Det var vist et Hjerteslag ...
-- Naa; ja han var jo ogsaa blevet saa tyk ...
Frøken Charlotte, Frøken Frederikke og Minka fra Mosen gik henne paa
Plænen og spillede Kroket.
-- Her er igen et Brev til Dig, lille Frederikke ...
Frederikke snappede hurtig Brevet og puttede det i Lommen. Charlotte
fløjtede:
-- Hu-it! sagde hun.
-- Pas Dig selv, Tøs! blæste Frederikke.
-- Onkel Frantz er død i Aftes, lille Frederikke ... sagde Fru Line
saa.
-- Er Onkel _Frantz_ ...! Saa er Tante Karen da henrykt!
-- Hvad siger Mor? spurgte Charlotte, der igen var optaget af Spillet
-- Det er _Dig_, der skal slaa, Minka!
Og Minka slog til sin Kugle, saa at Fru Uldahl maatte hoppe for ikke
at faa den over Fødderne.
Pigebørnene brast i Latter. Og endnu leende gentog Charlotte
Spørgsmaalet:
-- Hvad var det, Mor fortalte om Onkel Frantz?
-- Han er pludselig død i Aftes Klokken elleve ...
-- Men bevares vel dog! ... Véd den gamle Svend det?
-- Ja, han er redet derover ...
-- Gudskelov, saa er vi da fri for ham i Dag! ... Nu er det _din_
Tur, Frederikke!
Og Frederikke stillede sig op til omhyggelig Sigte og fik sin Kugle
flot gennem Midterbuen ...
-- --
Saaledes blev Budskabet om Frantz Uldahls Død modtaget paa
Havslundegaard.
Kun Jomfru Ingwersen sagde ovre i Asylet til Frøken Sofie:
-- Gud ta' ham i naadig Varetægt, lille Sofie! Frantz har altid været
den bedste af Børnene fra Egesborg ...
Paa Kragholm. Samme Dag. Middag ...
Inde i det grønne Gæsteværelse laa Frantz Uldahl under et stort,
hvidt Lagen. Værelset var blevet gjort i Stand til Sølvbryllupet og
gemte endnu en svag Lugt af Kalk og Maling. Gardinerne var trukket
for Vinduerne. Udenfor i Haven kvidrede Fuglene.
To midaldrende Koner staar i Samtale ved Sengens Hovedgærde. De har
vadsket og »klædt« Husherren og skal nu hjem til Middagsmaden.
-- Ja, siger den højeste af dem, en Kvinde med en vældig Ørnenæse og
hvasse Øjne -- straks, da Fruen sendte Bud efter mig i Aftes, og vi
flyttede ham her ind fra Sovekammeret, saa han sgu ud i Ansigtet som
de fleste Lig.
Den mindste af Konerne, firkantet og mild at se til, løftede Dækket
bort fra den Dødes Ansigt:
-- Og nu ligger han stadig og griner ... sagde hun -- Monstro han vil
blive ved med det til han raadner?
Den første kastede et kyndigt Blik ned paa Onkel Frantz, der laa
rødmusset og smilende, som under en munter Drøm.
-- Det lader sgu til det! sagde hun -- Nu er det li'som Fniset sku'
briste ud af ham.
Den anden jog pietetsfuld en Flue væk, der summede omkring Ligets
Næsebor:
-- Hvem er det, der er inde hos Fruen?
-- Det er ham, den gale Godsejer fra Havslundegaard og Hof_jæ_geren
fra Hvidgaarden og saa Herredsfuldmægtigen inde fra Byen ... han
hører jo osse paa en Maade til Familien.
-- Mon der bli'er noget for _dem_ at hole?
-- Næi, hun har sgu nok sørget for at faa sig tilskrevet det hele,
kender jeg _den_ Gnietaske ret!
Den firkantede Kone lagde Dækket tilbage over den Dødes Ansigt,
medens den lange fortsatte:
-- Véd Du, hvad _jeg_ tror, at han ligger og griner af, Jensine?
-- Nej ...? spurgte denne anden nyfigen.
-- _Jeg_ tror, at han har snydt Fruen i det legemlige.
-- Tror Du ...?
-- Ja ... han har vel haft sig et Par Bislaafersker, som nu melder
sig og laver Fest.
-- Ja--e, nikkede den firkantede -- de Uldahlsfolk har jo altid
vaaren fortærende efter Hunkønnet ... De siger, at det skriver sig
fra Etatsraaden, han ha'de nok _tre_ Stene, siger de. Men det er vel
Løgn.
-- Nej, det er sgu rigtig nok! bedyrede den lange -- for Maren Smeds
har sæl fortalt mig det, og hun var med paa Egesborg aa vadske ham!
... Naamen lad vos nu se at liste hjem efter aa faa lavet den Skefuld
Middag til Tiden!
Og Konerne gik. Og der blev Tavshed hos den Døde ...
En Solstraale smuttede ind mellem Gardinerne og faldt spillende hen
over Sengens Dække, der et Øjeblik syntes at bevæge sig, som om
Frantz Uldahl nu i sin Ensomhed slap Latteren løs.
* * * * *
Men ingen fik nogen Sinde Forklaring paa, hvorfor denne sære Mand sit
hele paatvungne Ægteskab igennem havde gaaet rundt og moret sig saa
kongeligt.
Thi Fru Karen paastod haardnakket, at det var Løgn og ondskabsfuld
Klaffer, hvad der senere fortaltes om et Par digre Brevskaber, hun
skulde have modtaget kort efter Gemalens Jordfæstelse.
Det ene Brevskab, sagde man, var fra Værten i Byens Hotel, der hvor
»Landmandsmøderne« holdtes; og det andet var fra Madam Christoffersen
i Harritslev Kro, hvor Palle havde overrumplet Onkelen i at nyde
Kaffe med Wienerbrød.
Og begge Skrivelser indeholdt, paastodes der, favnelange
specificerede Regninger paa nogle fede Ekstramaaltider, Frantz Uldahl
paa Grund af sin Kones økonomiske Sans havde set sig nødsaget til at
indtage næsten hele sit Ægteskab igennem.
Hotellets Krav lød paa 8773 Kroner og 66 Øre; og Kroens paa 3455
Kroner og 15 Øre.
Hvilket tilsammenlagt udgør 12228 Kroner og 81 Øre ...
-- --
Men Fru Karen lod paa sin Mands Grav prente i Guld:
Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!
Hvorefter hun averterede Kragholm til Salg og beredte sig paa at
flytte til Hovedstaden for at fly Sorgen og Minderne.
Sommeren var altsaa inde, Høet stod i Stakke. Deherrer Lovgivere
raslede af Sted fra Kro til Kro og talte løfterigt til deres Vælgere.
Der stod en Flom af Løgn og Bavl ud over Landet ...
Men Folketingsmand, Godsejer Uldahl-Ege sad fremdeles nagelfast i sit
Taarnværelse paa Havslundegaard.
Og dog var han nu »Lykken« nærmere end nogen Sinde. Aviserne drøftede
indgaaende og næsten daglig hans Udsigt til ved et af de den Gang
hyppige Ministerskifter at rykke op paa en af Taburetterne.
Nils Uldahl havde nemlig i Aarenes Løb forstaaet at gøre sig politisk
gældende; thi han besad baade Selvtillid og Snakketøj og havde derfor
allerede beklædt adskillige Tillidsposter. I afvigte Samling var han
endogsaa bleven valgt til Ordfører for Finansudvalget; og stod
saaledes for Øjeblikket udadtil i sin Anseelses Zenith ...
Men indadtil, hjemme paa sin Gaard ... Ja, det syntes aldeles ikke at
have nogen som helst Indflydelse paa Hr. Uldahl-Eges Privatliv, at
han om kortere eller længere Tid maaske vilde stige til en af
Landets højeste Værdigheder. Hans Huseren paa Havslunde var tværtimod
denne Sommer endmere -- uforbeholden end nogen Sinde. Efter et nyt
forgæves Attentat paa den lille Mose-Minka, der havde haft til Følge,
at hun maatte ty hjem til sine Forældre, havde han indladt sig i
Forbindelse med en af Gaardens Mejeripiger. Og sammen med hende og en
kæmpemæssig Smed nede fra Landsbyen fejrede han vilde, natlige Orgier
i sin Fæstning i Herskabsfløjen eller i Dullens Jomfrubur (som hun
delte med seks andre) i Økonomibygningen.
Og om Dagen sov han saa Sviren ud, døv for enhver Tilnærmelse fra
sine Omgivelser ...
Gang paa Gang havde hans Stillere sendt ham forgæves Opfordringer til
i Lighed med de øvrige Folketingsmænd at drage ud paa de
reglementerede Vælgermøder.
Og da Deherrer omsider mødte frem i Deputation for at tale ham til
Rette, anvendte han sin gamle Taktik med at lade dem staa ubønhørte
udenfor sin aflaasede Taarndør.
Og Fru Line maatte omsider gribe ind og forklare dem, at Godsejeren
var syg; medens hun samtidig snildelig bød dem ind i Spisestuen paa
en Bid Brød og et Glas Øl.
Hvad de selvfølgelig ikke kastede Vrag paa.
Men da de senere efter endt Fodring drog bort, opløftede den ældste
Bondemand iblandt dem sin Røst og sagde:
-- _Næste_ Gang stemmer vi paa en af vore egne! Er vi enige om _det_,
Folkens?
De andre Bondemænd nikkede hertil et samdrægtigt: _Ja_!
Og hermed var Nils Uldahls politiske Dødsdom fældet.
* * * * *
En Formiddag i Begyndelsen af Juli rullede en Charabanc op foran
Havslundegaards Portal. I Vognen sad to civilklædte Herrer og to
Herrer prydet med Uniformshuer.
Det var Herredsfuldmægtig Seemann, en Politibetjent og et Par
Befuldmægtigede fra Kreditforeningen.
Fru Line gik dem bleg om Kind i Møde i Entréen. I Døren til
Dagligstuen saas Pigebørnenes blege Ansigter. Nils viste sig ikke.
-- Men Isidor, stammede Fru Uldahl -- hvad betyder dog dette?
Herredsfuldmægtigen greb medfølende hendes fremstrakte Haand og
beholdt den i sin:
-- Vær bare ikke ængstelig, sagde han -- det hele ordner sig nok,
naar vi faar talt med Onkel Nils ... Er han hjemme?
-- Ja, men Du véd jo ...
-- Vi _maa_ og _skal_ tale med ham, Tante; det er aldeles nødvendigt!
-- Ja -- ja ... sagde Fru Line forvirret -- nu skal jeg forsøge ...
Men førend hun endnu var naaet hen til Taarndøren, skød Frøken Sofie
Søstrene til Side og kom frem fra Dagligstuen:
-- Nej, lad _mig_! sagde hun ophidset -- Gaa Mor hellere ind i Stuen
til de andre. Mor kan ikke taale den Slags Sindsbevægelser -- og hun
lagde en Arm om Fru Uldahl og førte hende tilbage til Dagligstuen og
lukkede Døren.
Derpaa vendte hun sig om imod Herredsfuldmægtigen. Hendes Læber
dirrede, og hendes Øjne flammede:
-- Hvad _vil_ I her? spurgte hun.
Isidor stod forvirret:
-- Vi ... ja ...
-- Ja, hvad skal jeg sige til Far, at I vil ham?
-- Sig, at det er Folk fra Kreditforeningen, saa véd han Besked.
Frøkenen gik hen til Taarndøren og bankede paa:
-- Far, her er Bud fra Kreditforeningen, som skal tale med Dig!
Men hun fik intet Svar.
-- Saa bankede hun igen og haardere:
-- Far, hører Du ikke! Du maa lukke op! ... Han er drukken! sagde hun
saa -- Det er han hver Dag nu! Og han hører det ikke! Han lukker ikke
op!
Og idet hun igen vendte sig om imod Fætteren, spurgte hun, og hendes
Ansigt var hvidt og koldt:
-- Skal vi nu til at gaa Fallit, ligesom alle de andre, der har ejet
Havslunde? ... Og det er _Du_ med til?
-- Nej, nej, lille Sofie! Det ordner sig nok, -- naar vi først faar
talt med Godsejeren.
Men hun overhørte hans Ord, saa ophidset var hun. Hun gik tæt hen til
ham, saa tæt, at han uvilkaarlig rykkede et Skridt tilbage:
-- Hvor er din Skitsebog, lille Ven? spurgte hun og lo haanlig -- Jeg
ser ikke noget til din Skitsebog! Skal Du ikke _tegne_ dette her? Det
maatte da være morsomt.
-- Næmen, kære, lille Barn dog, Du er jo ...
-- Ja, hvad _vil_ Du her da?
-- Jeg har jo sagt Dig, at vi kommer fra Kreditforeningen ... Din Far
har ikke betalt sine Renter for de to sidste Terminer ... Og han
svarer ikke paa de Breve, der bliver sendt ...
Frøken Sofie afbrød ham:
-- Og det skulde netop _Du_ ud at fortælle os! sagde hun -- Det
skulde netop være _Dig_, der jog os fra Havslunde, i Stedet for at
gøre alt, hvad der stod i din Magt for at hindre det! ... Aa, Isidor,
Isidor, hvem i den hele, vide Verden skal jeg nu tro paa ...?
Og idet hun slog Hænderne for Ansigtet, brast hun ud i en krampagtig
Graad, som hun forgæves søgte at dæmpe og flygtede tilbage ind i
Dagligstuen. Døren blev staaende aaben efter hende.
Herredsfuldmægtigen saa sig hjælpeløs og forpint omkring. De andre
Herrer havde diskret trukket sig ud paa Stentrappen foran Huset.
Gennem den aabne Dør til Dagligstuen hørte Isidor Frøken Sofies
Hulken og Fru Lines Tyssen:
-- Saa, saa, lille Sofie, saa, saa ... vær nu en rolig og fornuftig
lille Pige ...!
-- Jamen, hvis de nu jager os fra Havslunde, Mor ... hvis de nu jager
os fra Havslunde ...!
-- Nej, nej, vist gør de ikke nej ... Far har jo Penge nok ... Far er
jo en rig Mand, siger alle Mennesker ...
Isidor stod et Øjeblik ubeslutsom. Det var som lammedes hele hans
Væsen af Sorg og Medfølelse ikke blot med disse hans Slægtninge her,
men med den hele store Jordens Hob af Mennesker ...
Saa rev han sig pludselig med Vold løs af sine Tanker, og gik hen til
Taarndøren og bankede paa:
-- Onkel Nils, kaldte han -- Det er mig, Isidor Seemann ... Du
maa lukke op; jeg skal tale med Dig angaaende de Penge til
Kreditforeningen ... Alting kan jo ordnes endnu.
Og da han syntes at høre en svag Puslen inde bag Døren, en stille
Skuren, som om en Slaa blev skudt fra, gentog han sin Banken højere
og kraftigere og nævnede paa ny sit Navn og sit Ærinde.
I det samme blev Døren hastig aabnet, og han saa som i et Syn Nils
Uldahls forsvirede Ansigt indrammet af det hvide Haar og Skæg:
-- Snak med min Kone! Dette her kommer ikke _mig_ ved!
-- Jamen, Onkel Nils, din Kone er jo slet ikke inde i disse ...
Men førend Isidor fik talt ud, blev Døren atter slaaet i, og Slaaen
skudt for ...
Det viste sig ved Kreditforeningens indgaaende Undersøgelse, at Nils
Uldahl var en saa godt som ruineret Mand.
Hans hele store Formue var løbet ud i Sandet. Hvad han havde brugt
den til, forstod ingen. Det eneste synlige Resultat af Pengene var
det Taarn, han i sin Forfængelighed havde faaet muret til Huset ...
Men Mand og Mand imellem fortaltes det, at han havde ødet Slægtens
Formue bort paa Spil og Kvinder. Blandt andet, sagde man, at en
daværende Tronarving og nuværende Monark, der en Tid var berømt for
sin Spillesyge, skulde en Nat ved en Revanche-Baccarat have blokket
ham for op mod Hundrede Tusinde Kroner, som Nils næste Dag prompte
lod udbetale. Man var jo Gentlemen paa begge Sider!
Og endvidere paastodes det, at en yngre, letlevende Skuespillerinde i
Hovedstaden ved ekstraordinære Lejligheder bar paa sin befærdede Barm
et svimlende kostbart Smykke, som Herren til Havslunde skulde have
overrakt hende i Morgengave efter en ligesaa svimlende Nat ...
Disse og talrige lignende vare Rygterne.
Men Nils Uldahl selv fremkom ikke med nogensomhelst Art af Oplysning.
Han stængede sin Taarndør og lod Fru Line og Isidor Seemann klare
Vanskelighederne.
-- --
Den Dag Forretningerne med Kreditforeningen var saa vidt i Orden, at
man kunde overskue Situationen, sagde Herredsfuldmægtigen til Fru
Uldahl:
-- Maa jeg give Dig et Raad, Tante Line?
-- Ja, gerne, min Ven ...
Fuldmægtigen tøvede et Øjeblik ligesom uvis. Saa sagde han:
-- Du skulde lade Onkel Nils erklære umyndig, Tante; der er Grunde
nok til det.
Men uden saa meget som et Sekunds Betænkning svarede Fru Uldahl et
afgjort:
-- Nej! ... Pengene er Uldahls, sagde hun -- og Gaarden er Uldahls.
Og han har Lov til at handle med sine Sager, som han vil.
-- Gaarden er ikke længere hans, men Kreditforeningens, indvendte
Isidor -- saa den har han altsaa ingen Raadighed over ... Men hvem
borger Dig for, at han nu ikke ogsaa ødsler de Penge bort, der bliver
til Rest?
Fru Line blev haardnakket ved sit:
-- Pengene er _hans_! gentog hun -- Ene hans! Jeg bragte ham
ingenting. Og Pigebørnene har jo nu i Fremtiden Arven efter Onkel
Joachim, saa de lider ingen Nød.
-- Jamen sæt, Tante, at han opfører sig saaledes, at Kreditforeningen
ser sig nødsaget til at bede Jer forlade Havslunde? Nu sidder I her;
og med en fornuftig Økonomi kunde I maaske blive siddende her for
bestandig. Gaarden er i god Drift og kan rimeligvis ad Aare igen gaa
over til Familien. Men jeg mener rigtignok absolut, at det maa
tilraades, at _Du_ ...
-- Nej, lille Isidor, nej; jeg gør det _ikke_! Jeg vil ikke ogsaa
bringe _den_ Skam over hans Hoved. Og selv om han nu _blev_ gjort
umyndig, som Du siger; det nyttede ikke noget. Naar han kom og bad
mig om Penge, vilde jeg alligevel give ham dem. For de er og bliver
dog hans, hvordan man saa end vender og drejer det.
-- Jamen Tante, fortsatte Herredsfuldmægtigen indtrængende -- om Du
nu ogsaa selv er saa stærk, at Du vil kunde bære, hvad der end sker,
saa bør Du dog tænke paa, hvilken Sorg det vilde være for dine Børn
at skulle forlade Stedet her, som de elsker saa højt.
-- Deres Fader maatte forlade Egesborg før dem! sagde Fru Line -- Og
der er jo ikke Tale om, har Du selv sagt, at vi behøver at tage bort
fra Havslunde.
-- Nej, ganske vist ikke foreløbig ... Men det _kan_ komme saa vidt
... Og hvad tror Du, at der vilde blive af _Sofie_, om hun skulde
bort fra Stedet her? Tænk Dig hende tvunget til at leve i en
Bylejlighed, eller bare ethvert andet Steds end netop Havslunde! Jeg
er bange for, Tante, at hun ikke stod det igennem med det underlige
Sind, hun har.
Fru Uldahl tøvede en Stund, inden hun svarede. Derpaa sagde hun
stille og varmt, som fødtes Ordene dybt i hendes enfoldige Hjerte ...
og hun tog en af Herredsfuldmægtigens Hænder og klappede den, medens
hun talte:
Tak lille Isidor, sagde hun -- fordi Du tænker saa kærligt paa
Børnene og mig ... Men det er _Nils_, der trænger til Hensynsfuldhed
nu, da alt er styrtet sammen om ham. Og jeg _kan_ ikke være med til
yderligere at ydmyge den Mand, der engang har været baade kærlig og
fintfølende overfor _mig_ ... jo han _har_, min Ven! Husk paa alt
det, han i sin Tid maatte døje af sin rige og ansete Familie, fordi
han ikke vilde slippe mig! Og nu skulde jeg lønne ham med at saare
ham dybere end nogen anden formaar det. Nej, lille Isidor, jeg siger
absolut Nej! Pigebørnene og jeg klarer os nok, hvordan det saa end
gaar; nu bør der tænkes paa _ham_! han lider allerede tilstrækkelig
ved det, der er hændt. Jeg kender ham. Han er paa sin Maade stolt og
ærekær ... Og god og kærlig er han ogsaa ... jo han er! ... eller
maaske snarere _var_! ... Du skulde blot læse hans Breve til mig fra
de første Aar, medens vi endnu boede paa Thorsminde! Den, der som jeg
har oplevet de Tider sammen med Nils, kan ikke nu være med til at
støde til den hældende Vogn ... Lad der saa end ske, hvad der vil!
Isidor trak smilende paa Skuldrene ... men bøjede sig uvilkaarlig
samtidig ned og kyssede Fru Lines Haand ...
Forholdene paa Havslunde var foreløbig blevet ordnet saaledes, at
Kreditforeningen skulde administrere Gaarden med Forvalter Larsen som
Bestyrer; medens Familien Uldahl skulde blive boende i Hovedfløjen og
have udbetalt en mindre aarlig Appanage ...
-- --
Samme Dag denne Ordning var truffet, og Isidor Seemann var taget
hjem, sad om Aftenen efter Tetid Fru Line og hendes Døtre inde i
Dagligstuen.
Lampen var tændt; men ingen tog sig noget til. Man sad hver i sine
triste Tanker.
Paa sit Tæppe i Krogen ved Kaminen laa Tyrk og sov. Hans dybe
Aandedrag var den eneste Lyd, der hørtes ...
Pludselig rejste Fru Line sig:
-- Jeg gaar over og henter Far, sagde hun uden at se hen paa Døtrene
-- Det er Synd, at han i Aften skal sidde derovre i Taarnet alene.
-- Mor ...! lød det hurtig og angstfuldt fra Frøken Sofie.
Men Fru Uldahl lod, som om hun ikke hørte det og forlod Stuen.
-- Usch! sagde Frøken Charlotte foragtelig og lod sine Hænder glide
ned over sine slanke Hofter -- at Mor kan nedværdige sig i den Grad!
-- Skal vi gaa op til os selv? foreslog Frederikke.
-- Nej ...! sagde Sofie afgjort -- saa bliver Mor jo alene med ham.
Frøken Anna, den ældste, sagde ingenting. Hun laa med Nakken bøjet
tilbage mod Stoleryggen og stirrede ud i Luften.
-- Jeg synes, det er det _laveste_, jeg endnu har oplevet, begyndte
Frederikke igen -- at laase sig inde og lade Mor, der ikke har
_Begreb_ om den Slags Forretninger, være ene om det hele!
-- Det ligner de tapre Mandfolk! sagde Charlotte kort -- Underligt,
at han ikke ligefrem er rejst bort.
-- Han har vel ingen Penge haft ... mente Frederikke.
Og Sofie, der lille og bleg krøb sammen i sin Stol, spurgte:
-- Er vi nu fattige?
Men Anna sagde stadig intet. Det var, som kom Sagen aldeles ikke
hende ved. Hun havde lukket Øjnene og vuggede langsomt Hovedet frem
og tilbage over Stoleryggen.
-- Anna ...?
-- Ja ...
-- Sover Du?
-- Næi ...
-- Hørte Du, at Mor gik over for at hente den gamle Svend?
-- Ja--e ... (Hovedet vuggede stadig, og Øjnene forblev lukkede) ...
det hørte jeg godt.
Det var Frederikke, der havde spurgt. Og nu sagde Charlotte som Svar
paa Sofies Spørgsmaal:
-- Næi, _fattige_ er vi ikke. Vi har jo Onkel Joachims Penge; og dem
kan Far ikke røre, siger din _himmelske_ Isidor.
Frøken Sofie krøb længere ned i Stolen og sendte Søsteren et sygt
Blik: Hvor kunde hun dog nænne at være saa ond!
Men Frøken Frederikke, der ikke havde hørt, hvad de to andre talte
om, lo stille hen for sig og sagde:
-- »Jeres Far, den Vindbeutel!« ... Kan I huske, at det kaldte Onkel
Joachim ham, sidste Gang vi var paa Ravnsholt?
-- Ja, han var en klog Mand! nikkede Frøken Charlotte -- Aa, _Anna_,
udbrød hun saa irriteret -- _kan_ Du ikke sidde stille med det Hoved!
Jeg bliver ganske søsyg af at se paa Dig!
Anna rettede sig. Men kun for et Øjeblik. Saa støttede hun Albuerne
mod Bordpladen og lod Hovedet synke ned i Hænderne.
-- Hun er fuld! sagde Charlotte haardt og ufølsomt -- Nu drikker hun
Kogesprit!
-- Hvad er det, Du siger, Tøs ...! mumlede Anna; men uden at flytte
paa sig.
Frøken Sofie saa op med et næsten forvildet Blik. Taarerne stod hende
i Øjnene, og hun vilde helst være flygtet til Jordens Rand og ladet
sig glide ud og bort fra det altsammen ...
Der blev nu en længere Pause; indtil Frøken Frederikke spurgte, og
med det uskyldigste Ansigt af Verden:
-- Har Du hørt, Charlotte, at Mose-Minka skal giftes med Hans
Henriksen fra Ravnsholt?
Blodet fôr Charlotte til Kinderne som ved et Stempelslag:
-- Hvem siger _det_?
-- Pigerne ...
-- Naa, jeg troede, det var Elev Jakobsen ... eller en af dine
Handelsrejsende, Du havde det fra.
Nu var det Frederikkes Tur at rødme ...
-- Jeg fryser ... sagde Frøken Sofie og skudrede sig -- Jeg synes,
her er koldt ...
Frøken Anna var atter begyndt at vugge sit Hoved frem og tilbage.
Ingen talte mere ...
Saaledes sad de fire Søstre og ventede paa deres Forældre.
Tyrk løftede lyttende sit store tungsindige Ansigt og knurrede.
Frøken Sofie løb hen til ham:
-- Vil Du tie! sagde hun og spændte sine Hænder om hans Gab.
-- _Lad_ ham bare! sagde Frederikke.
-- Nej, han maa ikke ... for Mors Skyld!
Der lød Trin udenfor i Entréen. Og Nils og Fru Line traadte ind.
I samme Øjeblik fôr Tyrk op fra sit Leje og gav sig til at gø
rungende.
-- Hold Kæft! sagde Sofie ude af sig selv af Nervøsitet og sparkede
til Hunden, saa at den klynkende krøb tilbage paa Tæppet. Men dens
Øjne fulgte stadig enhver af Godsejerens Bevægelser. Den taalte ikke
Synet af Husets Herre. Og da han for at indsmigre sig prøvede paa at
klappe den, snappede Dyret glubsk efter hans Haand.
-- Aa, lille Sofie ... bad Fru Line -- tror Du ikke, at det er bedst
at lukke Tyrk ud? Han er saa urolig.
Sofie rejste sig:
-- Kom Tyrk ...!
Og Hunden næsten krøb ud gennem Døren ...
-- --
Nils Uldahl var bleven staaende midt paa Gulvet. Han saá saa inderlig
brødebetynget og ynkværdig ud. Al hans fordums Storhed og
Fripostighed syntes at have forladt ham, nu han for første Gang var
stillet Ansigt til Ansigt med dem, han saa skammelig havde forraadt.
Han famlede med Hænderne og drejede paa Kroppen, som vidste han
hverken, hvad han skulde sige, eller hvad han skulde foretage sig. Og
saa havde han klædt sig saa vanvittig friskfyragtig paa til
Situationen: lyse Benklæder, broget Vest og brun, stumprumpet
Fløjelsjakke.
Hans Hjælpeløshed virkede smittende paa Fru Line, der saa bedende
rundt til sine Døtre, om de dog ikke vilde have Forbarmelse med ham.
Men Charlotte og Frederikke sad tavse og utilgængelige paa deres
Stole. Og Frøken Anna havde ikke engang løftet Hovedet fra Hænderne
ved Forældrenes Komme.
Herfra var ingen Redning at hente ...
Da derfor Frøken Sofie traadte ind i Stuen igen efter at have lukket
Tyrk ud i Gaarden, gjorde Nils i sin Kvide et forfjamsket-fortvivlet
Forsøg paa at komme over det døde Punkt. Han gik rask hen imod hende,
lagde en Arm om hendes Liv og spurgte flot og frejdigt:
-- Naa, lille Pige, fik hun saa det fæle Dyr sat paa Porten?
-- Ja ... hviskede Sofie og trak sig bort for at undgaa hans
Berøring.
Men da han i det samme smilende bøjede sig over hende som for at
trykke et faderligt Kys paa hendes Pande, og hun saa hans røde,
posede Ansigt og lugtede hans stinkende Spiritusaande, blev hun
grebet af en saadan Rædsel og Væmmelse, at Gulvet ligesom gled bort
under hendes Fødder; og hun vilde være styrtet om, hvis ikke Fru Line
og Frøken Frederikke var ilet til og havde grebet hende og bragt
hende bort.
-- --
Da Døren havde lukket sig efter dem, rejste ogsaa Frøken Charlotte
sig og forlod Værelset ...
Og nu var altsaa Nils Uldahl ladet ene tilbage med Frøken Anna, der
paa ny havde lagt sig bagover mod Stoleryggen og langsomt og uden
Ophør vuggede sit Hoved frem og tilbage, og frem og tilbage ...
Det forholdt sig rigtigt, som Frøken Frederikke havde sagt: Minka fra
Mosen skulde giftes med Hans fra Ravnsholt.
Saasnart det nemlig rygtedes, at hun var vendt tilbage fra Havslunde,
var Hans Henriksen øjeblikkelig igen kørt over til Mosegaarden for at
fri.
Han blev vel modtaget af Forældrene, der længe havde anet Grunden til
hans hyppige Besøg.
Og da Minka et Par Gange rigtig havde faaet set paa dette store,
velskabte Stykke Mandfolk, hvis brændende Øjne hang ved hende, hvor
hun saa gik og stod, fôr hun en Dag, han atter tavs og tryglende sad
i hendes Stue, pludselig op paa hans Skød, puttede sig ind til ham og
sagde:
-- Saa tag mig da, din gamle Bjørn!
Hans havde grædt og hylet ude af sig selv af Henrykkelse over endelig
at holde hende i sine Arme. Han havde trykket hende saadan ind til
sig og i sin Glæde maset saaledes med hende, at hun var bleven ganske
ør og bange, men alligevel i den højeste Fryd og Vaande raabt:
-- Mere! Mere ...!
Og endnu samme Aften førend han drog hjem, havde de fejret en
glødende Bryllupsfest nede i det duftende, nyslaaede Hø paa Engen,
medens Elvertaagerne dansede, og Frøerne sang ...
-- Charlotte, Charlotte! skrev Minka Dagen derefter i et Brev til sin
fordums Veninde -- Charlotte, Charlotte! Tag Dig en _Mand_, Pigebarn!
Prøv det! Ved Gud i Himmelen, Du vil ikke fortryde det!