-- _Det Barn maa ikke leve!_
Og han vendte sig bort fra det næsten i Rædsel.
Han havde engang i Anledning af Spat-Maries Alexandra talt med Fru
Rositta om, at saadanne ulykkelige Skabninger straks ved Fødselen
burde udslettes af de Levendes Tal; og de havde været fuldstændig
enige.
Nu skulde han altsaa føre sin Teori ud i Praksis.
Men han maatte selvfølgelig handle alene. Han kunde ingen Medvider
have.
Atter saa han ned mod Barnet, der laa i sin Kurveseng foran ham. Og
atter fôr der en Gysen igennem ham:
Drengens svulne og uformelige Hoved hang kraftløst ned mod den ene
Skulder. Halsen var for svag til at bære det. Men det, der
fornemmeligst gav Barnet dets hele gruopvækkende Karakter var, at
Mund og Næse gik i ét og dannede et stort gabende Hareskaar, en lang,
blodrød Flænge, der næsten strakte sig tværs over Ansigtet fra Øre
til Øre.
Og oven over denne Flænge, over et Par store, triste Øjne, hvælvede
sig en høj frembuet Pande, der var gennemfuret af dybe, tanketunge
Rynker, som om dette usle lille sidste Skud paa den Uldahlske Stamme
allerede før Fødselen havde siddet inde med al Slægtens bitre
Viden ...
Isidor rettede sig. Hans Beslutning var uigenkaldelig:
-- Ikke en Dag til Ende skulde dette arme mishandlede Væsen faa Lov
til at leve!
Og han gav sig rolig og uden Vaklen til at overtænke Sagen:
-- Stuepigen skulde vaage hos Drengen om Natten. Selv vilde
Isidor opholde sig i Dagligstuen. Og før Pigen gik til Ro, vilde han
paa en eller anden Maade skaffe sig Lejlighed til at give Barnet en
kraftig Dosis af de Opiumsdraaber, som han havde staaende i sit
Skrivebord ...
-- --
Bag de nedrullede Gardiner i Soveværelset laa Fru Rositta bleg og
udmattet.
Men da Isidor kom for at spørge til hendes Befindende, nikkede hun
ham smilende i Møde og rakte en Haand frem imod ham:
-- Saa blev da _det_ overstaaet, lille Isidor! sagde hun paa sin
stille, lune Maade -- Har Du set »Bummerten«?
Herredsfuldmægtigen smilede igen og satte sig paa Sengekanten:
-- Ja, jeg har, sagde han -- Han ser noget svagelig ud.
-- Gør han det, det lille Pus? Det var maaske derfor, at Fru Nærup
løb med ham, inden jeg fik ham at se?
-- Naa--e, næi, det tror jeg ikke ... Hun mente vel blot, at Du
trængte til Ro.
-- Ja, jeg er ogsaa træt ... Er han pæn at se paa, Drengen?
-- Meget pæn, ja ... Og hvordan har _Du_ det? Var det strengt?
-- Nu er det jo overstaaet ... gentog Fru Rositta og lukkede Øjnene
ved Tanken.
Herredsfuldmægtigen tog hendes Haand og kyssede den:
-- Tapre lille Kone ...! sagde han -- Men sov nu og lad være med at
tænke! Lad, som om det hele slet ikke vedkommer Dig!
-- Ja ... Sig mig bare, hvem I har sat til at passe Drengen?
-- Foreløbig har altsaa Fru Nærup ham. Men Elise skal være hos ham i
Nat. Jeg lægger mig ind i Dagligstuen paa Sofaen. Povl og Jørgen
bliver henne hos Seemannerne, hvor Du har sendt dem hen imorges,
samtidig med at Du jog mig paa Kontoret ... Farvel ... Og vil Du saa
være saa henrivende elskværdig at holde din Mund!
-- --
Da Jordemoderen henimod Klokken ni Aften havde puslet Moderen og
Barnet for Natten og var gaaet hjem, kaldte Isidor paa Stuepigen og
bad hende bringe et Brev ind paa Posthuset. Og medens hun nu var
borte, gik han selv op til Barnet og gav det Opiumet.
Og da Pigen kom tilbage, sagde han til hende:
-- De bliver altsaa hos Drengen i Nat, Elise. Skulde han vise sig
særlig urolig, saa kom ned og kald paa mig. Men De skal ikke komme
herind; bank bare stille paa Døren, at vi ikke skal vække Fruen.
Og da han havde sagt Godnat til Rositta, lagde han sig fuldt paaklædt
paa Sofaen. Døren ind til Soveværelset lod han staa paa Klem. I
Dagligstuen brændte en Natlampe.
Men han kunde ikke falde i Søvn; laa og stirrede med vidtaabne Øjne
ud i Rummet:
-- Nu havde han altsaa for første Gang i sit Liv udført en virkelig
»Bedrift«. Han var ligefrem stolt deraf og følte sig halvvejs som en
Banebryder; tænkte endogsaa et Øjeblik paa at notere Begivenheden ned
og gemme Papiret hen, saa at Efterverdenen kunde faa at vide, at han,
Isidor Seemann af Slægten Uldahl, trods alt, havde været forud for
sine Samtidige. Thi det stod ham nemlig klart, at de Dage vilde
komme, da det simpelthen vilde blive paabudt ved Lov, det, han nu i
Dag havde maattet snige sig til.
-- Isidor ... lød det inde fra Soveværelset.
Herredsfuldmægtigen var med et Sæt oppe af Sofaen og inde hos sin
Kone:
-- Hvad er der, lille Ven? spurgte han hurtig og mærkede, at han var
mere nervøs, end han havde troet.
-- Aa vil Du ikke give mig lidt at drikke ...
Han rakte hende Vandglasset, og hun drak begærlig.
-- Tak ... sagde hun -- Det var næsten Synd af mig at vække Dig; men
jeg var saa tørstig ... Sov Du?
-- Ja ... sagde han hurtig -- Du har da ikke Feber?
-- Nej, slet ikke ... Véd Du, om Drengen sover?
-- Det gør han vist; der er ganske roligt deroppe.
-- Du vil vel ikke liste Dig op ved Døren og lytte ...? Elise er jo
ikke vant til at passe Børn.
-- Jo, det skal jeg nok ... Men læg Du Dig nu ned igen og bryd Dig om
ingenting andet end at sove.
-- Du er saa god, Isidor ...
-- _Det_ er jeg! Jeg er et af de bedste Mennesker siden Syndfloden!
Da Rositta igen var faldet i Søvn, listede han tilbage til
Dagligstuen og trak Døren til efter sig.
Han følte sig mere og mere nervøs, syntes, at Tiden trak unødig længe
ud, laa og lyttede anspændt efter, om ikke Pigen skulde komme ned ad
Trappen og kalde paa ham.... Men alt i Huset forblev roligt.
Saa faldt han lidt efter lidt hen i en Døs og sov ind. Indtil han paa
én Gang saa Soveværelsets Dør langsomt glide op, og den nyfødte
stikke sit frygtelige Ansigt ind og stirre hen imod ham med store
anklagende Øjne. Og samtidig lød der en stille Banken som af spæde
Fingre mod en Rude ...
Isidor fôr over Ende og saa sig forvildet om. Saa gentog Bankningen
sig; og han vaagnede helt og skyndte sig hen til Entrédøren og
aabnede.
Udenfor stod Stuepigen bleg og rystende.
-- Hvad er der, Elise?
-- Drengen er syg ... han kan næsten ikke faa Vejret ...
Isidor stod et Øjeblik tvivlraadig. Men saa tog han sin Beslutning:
-- Løb straks til Byen efter Doktoren, befalede han -- og bed ham
komme med det samme. Er Doktor Larsen ikke hjemme, saa hent en anden
... Men gaa ud gennem Køkkenet, og vis ogsaa Doktoren den Vej, at
Fruen ikke hører noget!
-- --
Oppe i Gæsteværelset laa Barnet. Herredsfuldmægtigen stod bøjet over
ham. Drengens Ansigt var end frygteligere at se, nu han droges med
Døden. Øjnene var lukkede, og Hænderne krampagtig knyttede. Men han
aandede endnu; svagt og med en underlig pibende Lyd trak han Vejret.
Det hørtes som Klynket fra en sølle, lille dødsramt Fugl, som Livet
ikke vilde slippe ...
Og saa denne gabende, blodrøde Flænge!
Isidor blev mere og mere ophidset, alt som Minutterne gik, og Drengen
vedblev at leve:
-- Sæt nu Lægen kom og begyndte paa sine Oplivningsforsøg, og sine
Bade, saa at hele Huset kom i Oprør, og Rositta vaagnede og vilde
have Grunden til Uroen at vide ...!
Der lagde sig som en Taage for Herredsfuldmægtigens Øjne. Han greb
famlende for sig frem i Luften.
Og pludselig, uden nogen forudgaaende Beslutning, snappede han en
Pude af den nærmeste Seng og pressede den haardt ned omkring sin Søns
Ansigt.
-- --
Et Kvarters Tid efter kom Elise med Lægen.
Han gik straks hen til Drengens Leje og bøjede sig undersøgende ned
over ham:
-- Er han død, Doktor? spurgte Isidor fuldstændig rolig.
-- Ja, sagde Doktoren -- og godt det samme!
Derpaa vendte han sig om mod Herredsfuldmægtigen og fortsatte
indtrængende og alvorlig, som var det en Sag, han længe og nøje havde
tænkt igennem:
-- Og efter min Mening burde der ligefrem være en Lov, som paabød, at
saadanne smaa, ulykkelige Skabninger ikke _maatte_ leve! ... Men den
Anskuelse kan De som Jurist og Øvrighedsperson naturligvis ikke dele,
Hr. Herredsfuldmægtig?
-- Nej ...! sagde Isidor.
-- --
Senere paa Natten, da Isidor Seemann igen laa og halvsov paa Sofaen i
Dagligstuen, drømte han, at han vandrede rastløs om ude i sin Have.
Frem og tilbage gik han, rundt ad Gange og over Plæner. Han vilde
bort, flygte, han vidste ikke for hvad.
Da lyder der pludselig frem bag en Busk en stille, fornøjet Latter,
en underlig spæd næsten vellystig lille Fnisen, der faar ham til at
skudre sig i Ubehag. Han vil helst liste væk igen, ikke se, hvad der
gemmer sig bag Busken, helst leve Livet til Ende i Uvidenhed.
Men han _kan_ ikke flygte, han drives fremad og hen til Stedet.
Og da han bøjer Grenene til Side, ser han sin nyfødte Søn og
Spat-Maries forfærdelige Alexandra ligge der paa Grønsværet foran sig
i den hedeste Omfavnelse ...
Hurtig trækker han sin Skitsebog frem og giver sig til at tegne.
-- Det er raat, Isidor! Det er raat! lyder det mod ham fra alle
Sider.
Men han svarer:
-- Det er ikke mere raat end selve Livet!
Og rolig tegner han videre...
Nils Uldahl var igen paa Havslunde ...
Kort efter Rigsdagens Slutning i April havde Fru Line modtaget
følgende Skrivelse dateret København:
Fru Line Uldahl-Ege
Havslundegaard.
Jeg rejser en af de nærmeste Dage til Udlandet og kommer ikke til
Havslundegaard før i Begyndelsen af Maj.
I Tvivlsmaal kan De henvende Dem til min Forvalter Larsen, der
har modtaget skriftlige Instrukser alt fornødent.
Uldahl-Ege.
Denne Ukas blev modtaget med almindelig Jubel baade i Hovedfløjen og
i Asylet; og der blev straks samme Aften afholdt en ekstraordinær
Kaffelystighed.
-- Den gamle Svend tør ikke komme hjem, førend Jomfru Helmer er
rejst! sagde Frøken Frederikke.
Og Pigebarnet havde Ret. Nils Uldahl vovede ikke at vise sig paa
Havslunde, saalænge Mathilde Helmer endnu færdedes der. Hun havde
Vinteren igennem bombarderet ham med Breve, der afvekslende truede og
klagede, fordi hun i dobbelt Forstand var blevet »sagt op«.
Men Nils havde anvendt sin gode, gamle Fremgangsmaade og ladet enhver
Henvendelse ubesvaret.
-- --
Saa den første Maj drog Jomfruen bort. Og en ti-tolv Dage senere
vendte Nils Uldahl tilbage.
Han blev hentet paa Stationen af Lars Kusk og gik direkte ind i sit
Taarnværelse uden at hilse hverken paa Kone eller Børn.
Klokken var da to.
Klokken fem kom Olga Stuepige og bankede frygtsomt paa hans Dør:
-- Der er rettet an til Middag, Husbond ... meldte hun.
Intet Svar.
Hun forsøgte igen; men med samme Resultat ...
Og ejheller ved Aftensbordet viste han sig.
Men da Fruen og Døtrene senere sad inde i Dagligstuen omkring Lampen,
hørte de ham komme ud i Entréen, tage sit Overtøj paa og forlade
Huset.
Og senere, da alle var gaaet til Ro, og han var vendt tilbage fra sin
Udflugt, begyndte han at vandre rundt i Værelserne nedenunder, aabne
og lukke Døre, gaa ud i Køkkenet og ned i Kælderen og tilbage igen,
saa at Tyrk oppe i Sovekammerkorridoren hvert Øjeblik fôr hen til
Trappen og gøede rasende.
Denne Rummesteren gentog sig nu Nat efter Nat. Men efterhaanden
vænnede man sig til det, som man i Aarenes Løb havde lært at vænne
sig til Husherrens mange andre Besynderligheder. Og om det saa var
Tyrk, lod han sig ikke længere forstyrre ...
Men Nils undgik omhyggelig ethvert Samkvem med sin Familie. Sine
Maaltider fik han serveret paa en Bakke, der blev sat ud i Entréen
paa et Bord foran hans Dør. Og undertiden spiste han deraf,
undertiden ikke. Der kunde gaa hele Dage hen, hvor han ikke tog Føde
til sig. Og da sov han rimeligvis tungt og dyrisk den Rus ud, som han
igen var begyndt at søge Hvile i. I det mindste kunde man stundum
høre hans Snorken langt ud i Gaarden.
-- Hvad mon der er gaaet Far imod? spurgte Fru Line.
-- Aa, han har vel spillet nogle Penge væk! sagde Frøken Charlotte.
Men ellers lod Damerne ham leve, som han vilde, nogenlunde tilfredse,
saalænge han blot holdt sig i Ro hos sig selv.
Thi værre var det for dem, naar han pludselig fandt paa at stige frem
af sit Hi og agere Husfader.
Dette skete fornemmeligst, naar der var Gæster. Døren fra Entréen
kunde da med ét gaa op, og »Manden« træde ind i Dagligstuen smilende
og spøgende, som havde han for et Øjeblik siden forladt sin kære
Familie og nu kom tilbage.
-- --
Ved en saadan Lejlighed var det, at han for første Gang traf sammen
med Minka fra Mosen. Hun havde paa alle Maader vidst at undgaa ham,
bævende i sit Hjerte af Skræk ved de Historier, Frøken Charlotte
havde berettet om ham.
Men da Nils nu resolut gik hen til hende og elskværdig og indtagende,
som han kunde være imod fremmede, bevidnede hende sin Glæde over, at
en saa smuk og frisk ung Pige vilde holde hans Døtre med Selskab,
følte hun sig ikke alene i højeste Grad smigret, men slog
øjeblikkelig om og blev ganske betaget af den fine gamle Herre.
Og om Aftenen oppe paa deres fælles Soveværelse sagde hun indigneret
til Frøken Charlotte:
-- Det er jo slet ikke sandt, alt hvad I har gaaet og fortalt mig om
Jeres Far! Han er jo den sødeste gamle Mand, man kan tænke sig. Og
det er virkelig en Skam, saadan I behandler ham!
-- Synes Du? spurgte Charlotte tørt.
-- Ja ... Og det er din Mors og Jer Pigebørns Skyld, at Forholdet her
paa Havslunde er, som det er!
Charlotte smilede overbærende, som man smiler af et kært Barn, der
»snakker med«; strakte Armene frem imod hende og sagde:
-- Du er henrivende fra Top til Taa! Kys mig!
Men Minka undveg hende vrippent:
-- Lad mig være!
Hvorpaa de klædte sig af i surmulende Tavshed.
-- --
Sagen var den, at Minka var bleven led ved sit intime Venskabsforhold
til Frøken Uldahl. Der var nemlig, rimeligvis fremkaldt og næret af
dette Forhold, begyndt at vaagne i hende en egen nyfigen Interesse
for det andet Køn; en Interesse, der bevirkede, at naar hun kom
sammen med Mænd, var det hende umuligt at beherske sig. Der kom en
Uro og Nervøsitet over hele hendes lille buttede Person, som gjorde
hende endnu mere tiltrækkende. Og det morede hende at se Mændenes
Begær glimte utvetydigt frem i deres Øjne.
Atter og atter havde der i den Anledning fundet Scener Sted imellem
de to Pigebørn med alle et regulært Kærlighedsforholds Taarer,
Bebrejdelser og Opsigelser.
Men hidtil var dog disse Skærmydsler stedse endt med Fred og
Forsoning.
-- --
Straks næste Formiddag efter sit første Møde med Mose-Minka havde
Nils Uldahl indfundet sig ved Frokostbordet. Og trods Fru Lines og
Døtrenes afvisende Holdning og mutte Miner, havde han ved sin muntre
Snak og forlibte Øjekast faaet den lille Minka til at le saa
hjerteligt og te sig saa overstadigt, at Frøken Charlotte bleg af
Harme og Skinsyge pludselig havde grebet hende i Armen og sagt:
-- Hvordan er det, Du skaber Dig! Kom her, jeg vil tale med Dig!
Men Nils havde spøgende bemægtiget sig Minkas anden Arm og var
trukket af med hende:
-- Nej, kom De hellere med mig, lille Frøken! sagde han.
Og saa var han og hun højt leende løbet ud i Entréen og ind i
Taarnværelset, hvor de havde drejet Døren i Laas efter sig ...
Men et Kvarterstid efter var Mosepigen atter kommen farende ud rød i
Kammen og med Haaret i Uorden.
Nils havde bag den aflaasede Dør villet forgribe sig paa hende.
Sommeren var inde. Parken stod grøn. Og paa den store Plæne foran
Havesalen blomstrede Roserne ...
Post-Ole kom stavrende ved sin Stok op igennem Borggaarden. Han gik
hurtigere til i Dag, end han plejede. Sveden trillede ham i store
Draaber ned over Næsen.
Midt i Gaarden mødte han Fru Line og Frøken Sofie, der havde været
nede at fodre Hønsene.
-- Fruen véd det vel? spurgte Ole med Huen i Haanden, men uden først
at hilse Goddag.
-- Nej ... sagde Fru Uldahl smilende; hun kendte af Erfaring
Post-Oles Verdensbegivenheder -- hvad er der sket, Ole? Har Præstens
Brune brækket et Ben?
Frøken Sofie lo. Men Ole sagde krænket:
-- Ikke det _jeg_ véd af! ... Men ellers er Manden paa Kragholm da
død i Aftes Klokken elleve!
-- Onkel _Frantz_! sagde Frøken Sofie overrasket.
-- Ja, _Frantz_, ja, ... nikkede Ole, der rolig havde givet sig til
at lede Gaardens Postsager frem af sin Taske -- han stod og var ved
at gaa til Sengs, og saa skvat han om og var død med det samme ...
Her er tre Breve til Herren og et til Frederikke og saa Aviserne.
-- Hvem har Ole hørt det af? spurgte Fru Line.
-- De sa'e det inde i Byen ... Er der Post med tilbage?
-- Nej ...
-- Ja saa, Farvel!
-- Skal Ole ikke ind og have sin Kaffe?
-- Nej, jeg har ikke Stunder ...
Og bort stavrede den Gamle fornærmet. Posttasken daskede vredt imod
hans Hofte.
Fru Line gik op til Huset og ind i Entréen. Hun lagde Aviserne og
Godsejerens Breve fra sig paa Bordet foran Taarndøren og vilde gaa
igen. Men saa vendte hun sig resolut og bankede paa:
-- Nils ...?
Intet Svar.
-- Nils ... din Broder paa Kragholm er død ...
Men da der fremdeles intet Svar kom, gik hun atter ned i Gaarden,
hvor Frøken Sofie stod og ventede.
-- Han lukkede naturligvis ikke op for Mor?
-- Nej ...
Den unge Piges Øjne lynede:
-- Bare det var _ham_, der var død! sagde hun.
-- Men _Sofie_ ...
-- Ja, det siger jeg! Saa kunde vi andre da leve i Fred!
Forvalter Larsen kom gaaende nede fra Ladegaarden. Da Frøkenen saa'
ham, gjorde hun brat omkring og gik over mod Asylet:
-- Jeg gaar over til de Gamle ...
Fru Uldahl vinkede af Forvalteren:
-- Er Husbond hjemme, Larsen?
-- Nej, Godsejeren red til Kragholm straks i Morges tidlig begrundet
paa en Telefonmeddelelse, han fik.
Fru Line tøvede: Skulde hun fortælle om Dødsfaldet eller ikke? Ogsaa
hun følte et sært Ubehag i Forvalterens Nærværelse; men i sin
Hjælpeløshed sagde hun:
-- Det er min Svoger, der pludselig er død ...
-- Naa, Herregud, er han det ... Ja, Enken kommer jo ikke til at lide
Nød ...
-- Nej ...
-- --
Fru Line gik om forbi Gavlen og ned i Parken, hvor Pigebørnene
opholdt sig.