\18 /
\ /
18 × 84
/ \
/ 7 \
Og dette siger jeg endnu treogtyve Aar senere. Du vil deraf se,
hvilken herlig og velsignet lille Thora-Mor, Du er og stedse har
været.
Din Søn
Isidor Seemann.
-- --
Der den gamle Dame havde læst dette til Ende, græd hun længe og med
heftigt snurrende Tommelfingre.
Men denne Gang af Glæde ...
Præcis paa Slaget otte fik Herredsfuldmægtig Seemann bragt sin
Morgenkaffe op i sin Privatlejlighed.
Naar han havde drukket Kaffen, tændte han en Pibe, og satte sig hen i
et Sofahjørne og »tænkte«.
Fra ni til ti gik han Morgentur efter først at have fodret Karusserne
nede i Havedammen.
Fra ti til tolv arbejdede han paa Herredskontoret inde i Byen.
Klokken en Kvart paa ét spiste han Frokost hjemme (solo).
Fra ét til tre var han igen paa Kontoret.
Saa spiste han Middag sammen med Familien; drak Kaffe, røg en Cigar,
gik Eftermiddagstur, kom hjem seks en halv, læste, tegnede og
»tænkte« inde hos sig selv, indtil Klokken slog ni og Børnene var
puttet i Seng.
Saa drak han og Fruen Te i Spisestuen, hvorpaa de læste, røg og tav
stille sammen i Dagligstuen, indtil Uret paa Sekretæren henne i
Hjørnet slog elleve. Da rejste de sig, sagde Godnat til hinanden og
gik hver til sit Soveværelse med Ønsket om et ligesaa behageligt
Samvær Dagen derpaa og alle deres Livsens øvrige Dage tilende ...
* * * * *
Den høje Standlampe paa Midterbordet inde i Dagligstuen var tændt.
Lille og topmavet sad Fru Rositta i dens Skær og syede Barnetøj til
»Bummerten«.
Stuen var hyggelig udstyret med Tæppe paa Gulvet, gamle Mahognimøbler
og gamle Kobberstik.
Paa Bordet ved Siden af Syæsken stod en Buket Violer, der fyldte
Rummet med sin Vaarduft.
Børnene var bragt til Ro. Alt i Huset var stille ...
Saa slog Uret paa Sekretæren ni. Den lille Frue løftede Hovedet.
Døre blev aabnet og lukket. Det var Isidor, der kom fra sin
Privatlejlighed med sin Pibe og sin Aftenwhisky.
I Aften havde Herredsfuldmægtigen drukket Te paa sit Værelse, hvad
undertiden hændte ...
Da han passerede Fru Rosittas Stol, strøg han hende blidt ned over
Kinden; og hun saa op fra sit Sytøj og nikkede.
Hvorefter han satte sig paa sin sædvanlige Plads for Bordenden, tog
en Bog og gav sig til at læse.
Og Stilheden bredte sig paa ny. Man hørte kun Urets Dikken og den
lille hæse Lyd af Traaden, naar Fruen drog den igennem Lærredet ...
Saa bragede der pludselig et Stykke Kul inde i Kakkelovnen, saa
Stumperne raslede mod Laagen.
-- Naa ...! sagde Herredsfuldmægtigen.
-- Ja--e ... smilede Fruen næsten undskyldende.
Hvorpaa de tav videre haardnakket, ubrødeligt, nidkært, indtil Uret
slog elleve, og man rejste sig for at gaa hver til sit ...
Men i Aften lagde Fru Rositta i Stedet for straks at sige Godnat,
sine Arme om Gemalens Hals, smilede stille og sagde:
-- Saa gik da den Dag til Ende, Isidor! Hvormange af samme Surdejg
tror Du, at vi endnu har tilbage?
-- Mange! sagde han -- Uhyre mange!
-- Det var kedeligt ...
-- Ja--e, men der er jo ikke noget at gøre ved det! Og saa har vi det
da ogsaa for den Sags Skyld ganske rart.
-- Ja--e ...
-- Godnat, lille Reseda! ... Vil hun ikke smage min Whisky?
-- Nej Tak ... endnu ikke!
-- Naa--e, saa er det jo da ikke helt paa det yderste med hende!
Fru Rositta stak sin Arm ind under sin Mands. Og de begyndte at gaa
frem og tilbage i Stuen.
-- Kan Du huske, spurgte hun -- da Du vænnede mig _af_ med at drikke?
-- Ja.
-- Og nu vil Du vænne mig til det igen?
-- Ja--e ... jeg har nemlig i Mellemtiden indset, at det alligevel er
det eneste saliggørende!
Hun standsede og saa ham smilende op i Ansigtet:
-- Vi er i Grunden et Par stolte -- _Kavalerer_, ha'de jeg nær sagt!
-- Ja, vi er gode at faa Forstand af!
Hun begyndte igen at gaa:
-- Det er ogsaa det forfærdelige Klima, vi lever i, Isidor!
-- Tror Du, lille?
-- Ja, hvis Solen skinnede noget mere, og vi var fri for al den Blæst
og Slud, saa vilde Menneskene være meget gladere.
Herredsfuldmægtigen rystede paa Hovedet:
-- Jeg tror, det bunder dybere ... sagde han -- Jeg tror, at
Menneskeslægten er bleven for gammel! ... Kan Du huske den triste
Mand, vi saa nede i Monte Carlo? Han spillede og spillede af bare
Lede; og da han havde spillet alting væk, gik han hen og hængte sig i
en af Palmerne ... Og han var endda fra Sicilien, hvor der baade er
Sol og Varme!
Hun smilede igen:
-- Hvor godt vi to dog altid forstaar at trøste hinanden, Isidor!
-- Vi hører jo ogsaa begge to til den livsglade Slægt, Uldahl-Ege,
lille! ... Men det er dog utroligt, saa vi bliver snakkesalige, naar
vi skal i Seng! Klokken er straks halv Tolv!
-- Bare lidt endnu? bad hun og trak ham med sig. Og de begyndte igen
at vandre op og ned.
-- Véd Du, hvad Jørgen sagde i Aften, da han blev klædt af? spurgte
hun.
-- Den Bølle, han siger saameget! Det har han vist efter _Dig_! ...
Naa, hvad sagde han saa?
-- Han sagde, at jeg skulde købe ham en Ballon; og saa skulde han og
jeg flyve op med den »li'saa højt«, vi kunde komme; og naar vi saa
ikke kunde komme højere, sagde han, »skulde vi slaa Hul paa Verden og
flyve udenfor«!
-- Gud Fader i Pæretræet, Reseda, Drengen er jo Religionsstifter!
-- Og da jeg saa spurgte ham, hvad dér var, sagde han: _Der ligger
alle de Julegaver, jeg skal have til næste Aar!_ ... Og Du skulde set
hans _Øjne_, Isidor! ... Hvor er det dog Synd, at Børn skal blive
voksne!
-- Ja, de burde kvæles paa Konfirmationsdagen; det har jeg altid
holdt paa ...! Men har hun for Resten selv haft det saa videre
dejligt som Barn, lille, dernede i Polen?
-- Nej ... lød det sagtmodig.
-- Og Pigebørnene paa Havslunde ... tror Du, at de har været videre
henrykte ved deres Barndom?
-- Nej ... Men derfor skal man ogsaa altid være _god_ imod Børn!
-- Maaske ...? Jeg er nu blevet noget mistænksom over for alle
kategoriske Imperativer! ... Men nu _vil_ jeg Fanden gale mig i Seng!
Det er dog et Djævelens Snakketøj Du har! Havde jeg anet det, havde
jeg ikke taget Dig!
-- Nu skal jeg gaa, Isidor ... smilede hun -- Godnat!
-- Godnat, lille! Vil hun saa ikke smage min Whisky?
-- Nej, jeg vil ikke ... Jo, for Resten, saa falder jeg hurtigere i
Søvn!
Og hun tog hans Glas og næsten tømte det ...
Om »Bummerten« talte de ikke.
Inde over Herredsfuldmægtigens Arbejdsbord hængte et Par Kopier af
Frøken Natalias og Frøken Bettinas yppige, skønne og levelystne
Portrætter i Havslundegaards Havesal ...
Da Isidor kom ind fra Dagligstuen, nikkede han gemytligt til dem:
-- Mødrene drikker Champagne, sagde han -- og Børnenes Hoveder bliver
skøre! ... Og kun Gud, den Alvidende, kan sige, hvad Ende det skal
tage med Børnebørnene!
Saa lavede han sig en frisk Whisky og begyndte at klæde sig af:
-- _Sagen er den_, sagde han -- _at man skulde have sig en acceptabel
Gud at falde tilbage paa, lille Reseda_!
Der var tændt Lamper og Lys baade i Arbejdsværelset og Soveværelset.
Isidor gik frem og tilbage mellem Stuerne under Afklædningen. Af og
til tog han et Par Dansetrin og nynnede dertil. Dette var hans
hyggeligste Time. Han følte sig her i sin Ensomhed Ansigt til Ansigt
med selve Livet og hinsides al »Kultur« og konventionelle Hensyn.
... Herredsfuldmægtig Seemann led nemlig af en pinefuld Sygdom, en
Art galgenhumoristisk Sanct-Vejts-Dans, som det kostede ham megen
Møje at skjule, naar han var sammen med andre Mennesker.
Især havde Musik en uheldsvanger Indflydelse paa hans Befindende; og
han udstod de frygteligste Kvaler, naar henne paa Kontoret en
Lirekasse gav sig til at spille udenfor paa Gaden, samtidig med at
der stod en agtværdig Mand ved hans Pult og forhandlede »alvorlige«
Sager med ham:
-- Tschimdadera og Tschimdadera og Tschimdadera-da-da-a ...! begyndte
det da at tralle og bølge inden i Isidor; og han følte den mest
kriblende Lyst til at gribe den agtværdige om Livet og polkere rundt
med ham -- Hvorfor tage den Smule vanvittige Tilværelse saa
højtidelig!
Men han betvang sig naturligvis og forhandlede videre.
Og den agtværdige gik ud paa Gaden forbi Lirekassen og roste
Herredsfuldmægtigen for andre agtværdige og kaldte ham en sjælden
rolig, besindig og alvorlig Mand ...
-- Ha, ha, ha, hi-i-i ...!
Isidor greb pludselig en Lineal fra Bordet; og idet han benyttede den
som Guitar, gav han sig til at valse rundt i Værelset, medens han
sang højlydt til en selvlavet Melodi:
-- Ak, hvor Livet dog er rigt -- plum, plum! (slog han paa Linealen)
-- og skønt -- plum-plum! -- og dybt -- plum, plum! -- Og ak, hvor
paa Jorden færdes vel min Fader Jakobæus, at jeg kan takke ham, fordi
jeg blev til! -- Min Fader Jakobæus, hin habile Gymnastiker, der
avlede mig paa et Klubbal -- plum, plum! -- midt imellem Lancieren og
Françaisen -- avlede mig med den stolte Frøken Natalia fra Havslunde,
der var forlovet med en Godsejer, blev gift med en Bankier og døde af
Kræft -- plum, plum! -- i Leveren i sit Palæ paa Champs Elysées ...?
-- Thi Du skal ære din Fader og din Moder, staar der, og Du skal
frygte din Gud og elske dit -- plum, plum! -- Fædreneland!
Han kastede »Guitaren« fra sig, tog en Spilledaase frem af
Bordskuffen og trak den op. Og da den satte i med en March, gav han
sig til at strunke rundt mellem Møblerne med martialske Skridt og
værdig Holdning, kun iført blaastribede Silkeunderbenklæder og en
højrød Fez, som han engang paa en Rejse til Spanien havde faaet i
Morgengave af en dejlig Pige i Alicante; en dejlig og gudfrygtig
Pige, der havde stjaalet den fra en Tyrk, som hun trods Koranens Bud
havde drukket plakatfuld og udplyndret; thi hun var en nidkær Kristen
og over hendes gæstfri Seng hang den lidende Frelser ...
Isidor greb atter Linealen; og medens Spilledaasen aflirede en
indsmigrende Pas de deux, spillede og sang han om Kap med den:
-- O Miranda, Du -- plum, plum! -- uforglemmelige! -- Vort
Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang; og Du talte spansk,
og jeg talte fynsk, men vi forstod hinanden, som kun en Mand og en --
plum, plum! -- Kvinde kan det! -- O Miranda, med de brune Lemmer og
det hede Skød! -- O, Miranda Madonna, med den røde Mund, der stank af
Hvidløg! -- Hvor er Livet dog rigt -- plum, plum! -- og skønt --
plum, plum! -- og guddommelig meningsløst! -- Og nu har jeg gjort en
Bummert paa min Kone, skønt Gud skal vide, at der er -- plum, plum!
-- Uldahler nok i Verden i Forvejen!
Han kastede Linealen fra sig og lavede sig en tredje Whisky:
-- Skaal! sagde han og traadte hen foran sin Moders Portræt -- Skaal,
Madam Jakobæussen! Nu kan jeg se Sandheden stift i Øjnene! Livet er
en Tingeltangel digtet og sat i Scene af hin store drukne Faun, der
sidder vel salveret et eller andet Sted uden for det hele og holder
Traadene i sin Haand ... Præsterne kalder ham Gud!
Skaal!
Og han tog en Flaske Opium frem af en Skrivebordsskuffe og hældte
nogle Draaber af den i sin Whisky for bedre at falde i Søvn ...
-- --
Men næste Formiddag præcis Klokken ti sad Herredsfuldmægtig Seemann
paa sin Kontorstol og indgød sine Medborgere Agtelse.
Povl og Jørgen maatte frit lege og tumle, hvor de vilde rundt i hele
Haven.
Kun øverst oppe, umiddelbart omkring Huset, turde de ikke komme. Og
særlig da ikke naar Faderen var hjemme.
-- Herredsfuldmægtigen skal ha' Ro! sagde Jørgen.
Men ellers stod Isidor paa den allerfortræffeligste Fod med sit
Afkom ...
-- --
Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af April. Solen lyste,
Træer og Buske tænkte paa at springe ud, og Østenvinden peb ondt.
Ude paa Stentrappen foran Huset stod Fuldmægtigen i tyk Vinterfrakke
og glædede sig over Vaaren. I Haanden holdt han et afskaaret Stykke
Hvedebrød, som han skulde ned med til Karusserne.
Jørgen kom tæt og firkantet ud af Gadedøren og stillede sig ved Siden
af Faderen:
-- Maa jeg gaa med Dig ud at spadsere? spurgte han.
Isidor saa ned imod ham og nænnede ikke at sige nej:
-- Ja Du maa.
Drengen bukkede, som man kan tænke sig en Huggeblok vilde bukke:
-- Tak!
-- Men Du maa ikke sige et Muk paa hele Turen!
-- Nej!
-- Og Du maa ikke holde mig i Haanden.
-- Nej!
-- Skal Du ikke have en Overfrakke paa?
-- _Næ--j!_ sagde Drengen foragteligt -- Det er kun gamle Mænd!
Og de gik sammen ned igennem Haven.
Næppe havde de gaaet ti Skridt, førend Jørgens Fingre listede sig ind
i Faderens Haand.
-- Blev vi ikke enige om, at Du ikke skulde holde mig i Haanden?
-- Jo ... lo Drengen forlegen og trak hurtig Fingrene til sig -- det
glemte jeg nok ... altsaa!
Paa Affaldsdyngen bag Nøddehækken stod Povl med Armene korslagte over
Brystet og stirrede fanatisk ud over Karussedammen.
-- Hvad bestiller _Du_? spurgte Isidor.
Drengen saa ikke til ham; men spejdede ufravendt frem over Dammen:
-- Jeg er Napoleon den første, der staar paa Alperne og ser ud over
Middelhavet! sagde han.
Isidor tog til Hatten:
-- Tillader Deres Majestæt, at jeg fodrer Kar... _Delfinerne_?
Povl slog naadigt ud med Haanden:
-- Værsaaartig, min Herre! sagde han.
-- --
Da Herredsfuldmægtigen og Jørgen var færdig med Fodringen af Fiskene,
gik de ud af Haven og drejede om forbi Amtssygehuset og ind i Byens
»Anlæg«. Herinde skød Blokke af Tulipaner og Paaskeliljer frem, og
Østenvinden bed ...
-- Fryser Du ikke, Jørgen?
-- Nej, det er jo Sommer!
Jørgen havde for længst igen anbragt sin Haand i Faderens. Men sin
Mund havde han dog hidtil bevaret tavs.
Nu gik der imidlertid pludselig Hul paa den; og idet han knyttede sin
venstre Haand og stødte den angrebsvis frem i Luften, spurgte han:
-- Vil Du tro, Far, at jeg kan tæve Carl Petersen?
Herredsfuldmægtigen fôr sammen ved Forstyrrelsen:
-- Jeg synes, vi blev enige om, at vi skulde ikke tale! sagde han
saa.
-- Ja ...! nikkede Drengen -- Men hvis Du var saadan indeni, li'som
jeg, saa kunde _Du_ vist heller ikke tie stille ret længe!
De kom ind paa Stien langs Søen. Jørgen kastede et misbilligende Blik
ned mod det skidengraa Vand:
-- Det er kedeligt, at der ikke er Hvalfiske her! sagde han.
Isidor svarede ikke.
Lidt efter mødte de en Dame, som Drengen hilste:
-- Det var min Reservefrøken henne fra Børnehaven, oplyste han.
Og Herredsfuldmægtigen, der syntes, at det var Synd at knevle ham
længere, spurgte imødekommende:
-- Hvad hedder hun?
-- Hun hedder Fru Mathiesen ... _Maa_ jeg mere?
Og da Faderen nikkede samtykkende, stod Munden ikke lukket paa
Drengen i den Timestid, Turen varede ...
-- --
Da de atter naaede tilbage til Villaens Have, kom Povl og den omtalte
Carl Petersen springende frem imod dem fra en Busk:
-- Stands, eller I er Dødsens!
Begge Drengene havde en Krans af Fjer om Hovedet. Deres Ansigter var
tatoverede røde og blaa; og i Næse og Øren bar de Ringe af
Sodavandsflaskestaaltraad. De var bevæbnet til Tænderne med Buer,
Pile, Spyd og Lanser. Og Povl bar som Tegn paa sin højere Afstamning
et gammelt Katteskind paa venstre Skulder.
Jørgen forstummede af Beundring midt i en Sætning.
-- Jeg er en ung Indianerhøvding af Inkastammen! forklarede Povl og
holdt sin Lanse frem foran Isidors Bryst -- Carl Petersen er min
Vaabendrager. Og vi er ude paa Rekognonsagering med Ordre fra min
Fader Ligæderen til at støde enhver ned, der ikke giver Feltraabet!
-- Og hvorledes lyder det? spurgte Herredsfuldmægtigen i Angest.
-- De ni Vande!
-- _De ni Vande!_ gentog begge de overrumplede hurtig.
-- De ni Vande, passér! sagde Povl og lod Lansen synke.
Men i det samme stak han en Finger i Vejret og lyttede anspændt:
-- Hyss! sagde han -- Hører I den skarpe Fløjten! Irokeserne er
rykket frem hinsides den store Sø! Hurtig, dæk Jer!
Og han og Carl Petersen sank paa Hug bag Busken og trak de andre med
sig.
-- De har naaet Bredden! vedblev Povl bleg af Sindsbevægelse -- Hører
I den lette Raslen i Sivene? Hvis Urokse anfører dem, er vi fortabte!
-- Langtryne, sagde Vaabendrager Petersen ophidset -- den hvide Mand
rejser sig!
Povl sigtede med sin Bue mod Herredsfuldmægtigen, der var bleven træt
i Knæene:
-- Rør Dig ikke, eller jeg skyder! sagde han.
Isidor sank uvilkaarlig paa Hug igen:
-- Naade ...? bad han -- Naade for en ældre Herre? Kan I ikke bruge
den unge Mand her? Jeg skænker Jer ham.
-- Aa, jo, hva' Povl? bad Jørgen rystende af Kampiver.
Povl Langtryne vekslede et Par Ord paa Inkasproget med sin
Vaabendrager.
-- Radamaly suopis sek! sagde han -- Vi har Brug for en Blodhund.
Jørgen stak øjeblikkelig Snuden mod Jorden og fraadede vildt.
-- Af Sted! kommanderede Langtryne -- Min Fader Ligæderen vil møde os
i Sumpene nord for de store Søer!
Og bort smuttede Indianerne mellem Buskene.
Snart hørte man kun Blodhundens Glammen i det fjerne ...
-- --
Grøngul af Misundelse vandrede Herredsfuldmægtigen ene op imod
Huset.
Paa Store Ravnsholt gik alt i samme solide Gænge, som medens Joachim
Uldahl levede. Pompadour, der havde ført Overkommandoen under
Godsejerens Sygdom, stod fremdeles for Styret, og hendes Sønner adlød
hende uden at kny.
Men hun behandlede dem med større Honnør nu. Og man fortalte, at hun
endogsaa havde været hos Prokurator Bauer og forhørt, om det ikke var
muligt, at »Drengene« kunde antage Navnet Uldahl. Og da det ikke lod
sig gøre, blev hun vred og lod sig ogsaa stadig selv kalde Henriksen
... Hun vedblev med at være den første, der stod op om Morgenen,
gjorde Ild paa til Davren, vækkede Tjenestefolkene og satte Arbejdet
i Trit.
Men om Middagen præsiderede hun i Herskabsspisestuen for Sønnerne,
der var flyttet op i Hovedbygningen, hvor de havde faaet hver sit
Værelse og spiste »inde«.
-- --
Onkel Joachim havde ikke alene giftet sig med Pompadour, men han
havde ogsaa, for til Gavns at ærgre sin Familie, ved Testamente
indsat hende til sin Universalarving, med Undtagelse af nogle
Smaalegater og de Hundrede og tyve Tusinde Kroner, han havde bestemt
for Pigebørnene paa Havslunde.
Men skønt Madam Henriksen altsaa saaledes baade af Navn og Gavn var
Nummer ét paa Ejendommen, ansaas dog stiltiende Mand og Mand imellem
hendes ældste Søn Hans for Ravnsholts nuværende og fremtidige Herre.
Det var ogsaa altid ham, Moderen raadførte sig med angaaende Gaardens
Drift og øvrige Forretninger.
Ogsaa de to yngre Brødre, Jeppe og Anders, havde ligefra Barndommen
af betragtet ham som Familiens naturlige Overhoved. Ikke fordi han
just var den dygtigste, thi de andre gav ham i den Henseende intet
efter, men fordi han nu engang var den ældste. Og desuden var de tre
Brødre blevet enige med deres Moder om, at saasnart Lejlighed gaves,
skulde Jeppe og Anders have hver sin passende Landejendom ligesom
Hans. De kunde dog alligevel ikke i Længden gaa her paa Ravnsholt
alle tre og falde over hverandre ...
Men foreløbig gik det altsaa paa den gode gamle Vis.
Og de ikke alene arbejdede sammen nu som forhen; men de vedblev ogsaa
at studere sammen. De havde i Drengeaarene kun gaaet i Landsbyskole,
og havde derfor, lige siden de blev voksne, ihærdigt stræbt efter at
indhente det forsømte. Og de sad nu hver Aften efter Nadvertid inde
under Hængelampen paa Kontoret og læste og skrev og regnede og
retledede hinanden og hjalp hinanden.
Og i Krogen bag Pengeskabet sad Madam Henriksen i Godsejerens gamle
Læderlænestol og hørte andægtig beundrende til ...
Men saa kom Historien med Minka fra Mosen.
-- --
Allerede flere Aar før Joachim Uldahls Død havde Hans været gode
Venner med en Pige ved Navn Marie Sejfert og bekommet et Par Børn med
hende. Hun var Datter af en Træskomand i Landsbyen og »syede« hjemme
hos sine Forældre. Hans havde altid været til Sinds at ville gifte
hende, men havde ikke turdet tale til Godsejeren derom. Og Pompadour
havde ogsaa ivrig fraraadet det, da man aldrig kunde vide, hvordan
den gamle Herre vilde stille sig til Sagen:
-- Bi Du heller til Godsejeren er puttet hen, sagde hun -- det kan
aldrig vare saa farlig længe; og saa bli'r der nok et Par Skilling
efter ham; og saa er Du din egen Mand.
Og Hans indsaa det rigtige i Ræsonnementet og biede ...
Men saa skete jo det uventede med Moderens Giftermaal og Ophøjelse.
Allerede Dagen efter Begravelsen, hvor der var blevet vist hende
megen Respekt og Deltagelse, tog hun Sønnen afsides og sagde:
-- Har Du snakket noget afgørende med Marie Sejfert?
Hans saa ned for sig:
-- ... Næi ...
-- Er Du opsat paa hende endnu?
-- ... Næi ...
-- Ja, Sagen har jo ogsaa ændret sig.
-- ... Ja--e ...
-- Og Du behøver jo ikke at ta' til Takke med hvemsomhelst nu.
-- ... Næi ...
-- Hvordan vil Du befri Dig?
Hans stirrede stadig ned i Gulvet og sagde:
-- ... Hendes Far vilde gerne ha' en lille Træskohandel ovre i
Rynkeby ...
Madam Henriksen sendte sin kloge Søn et beundrende Blik:
-- Naa, sagde hun -- ja, det kan der vel nok blive Udvej for ...
Hvormeget skal han sætte i den?
-- Syvhundrede Kroner ...
-- Ja--e, det er jo Penge ...
-- Ja--e ... Men Jeppe og Anders behøver jo ikke at faa Næsen
imellem ...
-- Næi ... sagde Pompadour -- naturligvis!
Og en fjorten Dages Tid efter flyttede Træskofamilien med Datter og
Datterbørn til Rynkeby, fem gode Mil ud ad Kongevejen fra Ravnsholt
Gaard og Gods ...
-- --
Men hvad Hans Henriksen ikke talte med sin Moder om, var den
vanvittige Lidenskab, der havde grebet ham efter at eje, kramme og
knuge den lille Djævleunge Minka fra Mosen. Han havde aldrig
fornummet en saadan Følelse før. Han var ganske syg af Begær efter
hende.
Han havde set hende nu sidste Nytaarsdag ved en Dilettantforestilling
i Forsamlingsbygningen. Hun stod i Tableau som »Nattens Dronning«. Og
bagefter havde hun danset og fjaset med de unge Karlfolk, der var
rent vilde efter hende. Hans Henriksen havde hun hverken haft Blik
eller Ord for. Men hans begærlige Øjne havde fulgt hende overalt. Og
med Næverne knyttet i Bukselommerne havde han svoret paa, at hun
skulde blive hans, om han saa skulde passe hende op en mørk Nat og
voldtage hende!
-- --
Minka, der jo var Datter af en baade betitlet og velhavende Mand, var
imidlertid ikke saadan at komme op ved for en halvgammel
Tjenestekarl.
Men saasnart Hans var blevet Godsejersøn, spændte han en Dag for sin
Vogn og kørte i al Hemmelighed til Mosegaarden for at se paa en Tyr,
der stod averteret til Salg.
Han blev særdeles ærbødigt modtaget af Jægermesteren og Frue. Men
Minka saa han ikke noget til; og spørge efter hende vilde han ikke.
Saa tog han Forkøbsret paa Tyren og kørte hjem igen.
Næste Gang, han kørte til Mosegaarden, var netop den Fastelavns
Søndag, Minka skulde til Kostumefest paa Havslundegaard. Og han kom
akkurat, som hun stod i Begreb med at stige til Vogns. Saa heller
ikke dennegang gik det i Orden med Tyren.
Og da han tredje Gang indfandt sig, fortalte Forældrene med megen
Stolthed, at Frøken Charlotte fra Havslunde Dagen i Forvejen havde
afhentet Minka til et længere Besøg.
Nu syntes Hans ikke godt, at han kunde trække Tyrehandelen længere
ud, og den blev derfor afsluttet.
-- --
Men Begæret efter Minka sad ham stadig som en Kræft i Brystet og aad
og gnavede og lod ham ingen Fred.
Han spændte derfor efter en Ugestids Forløb igen for sin Vogn. Men
kørte denne Gang til Havslunde.
Hans havde været Soldat sammen med Nataniel Larsen, Gaardens ny
Forvalter. Og som Paaskud for Besøget angav han, at han kom for at se
paa Konstruktionen af en Radsaamaskine, som han maaske vilde anskaffe
sig Magen til....
De sad inde paa Forvalterens Værelse og snakkede sammen.
Larsen var en høj, knoglestærk Person, sortsmudset og gullig af
Ansigtsfarve, med et Par stikkende, ublufærdige, gulbrune Øjne af
dem, der gør Fruentimmerne løse i Knæene. Han var Præstesøn, men
»uægte« født, idet han var Frugten af en Forbindelse mellem hin
ulykkelige Erotoman, Pastor Mascani til Næsgaardene og Utterslev, og
en Lærerinde ved Navn Ingeborg Larsen.
Navnet Nataniel havde Moderen givet ham i Betragtning af hans
teologiske Afstamning ...
Det var første Gang efter Arvehistorien, at Hans og Nataniel taltes
ved:
-- Ja, nu har Du sgu skudt Papegøjen, Henriksen! sagde Forvalteren --
Satans osse, at Ens Mor var Lærerinde og ikke Husholderske, ha, ha!
Jomfru Helmer kom ind med en Flaske Øl og en Bid Brød. Hun blev
afventende staaende foran Bordet.
Larsen saa haanligt op og ned ad hende:
-- Ja, Tak, Jomfru, sagde han saa snerrende -- _spise_ kan vi selv!
... Den gamle Daase! vedblev han, da Jomfruen gnistrende af Vrede
havde forladt Værelset -- Godt, at hun skal væk til Majdag, saa at
man slipper for hendes Paahæng! ... Du kan tænke Dig, grinede han op
-- at en Nat, straks efter jeg var kommet her til Gaarden, stiller
hun Fandengaleme herinde i Kammeret hos mig og lader, som om hun gaar
i Søvne! ... Ha, ha, men det kan jo nok være, at jeg fik vækket hende
lidt snelt med Vandkanden der henne ... hun er ikke min Type med al
det Sul; mine skal kunne _sno_ sig, forstaar Du!
-- Saa hader hun Dig vel? spurgte Hans.
-- Ja, med Damp, sgu! ... Og jeg har ogsaa stoppet hende i alle de
Rapserier, hun var vant til her fra den forrige Selvmorders Tid ...
At nogen kan blive saa tosset efter et Fruentimmer, det har jeg
aldrig kunnet forstaa! vedblev Forvalteren -- Herregud, man kan jo
gaa hen med 'et til et andet! ... Gud véd for Resten, hvad de to
Kumpaner tilsammen har kostet Godsejeren!
-- Er han ikke gode Venner med hende mere?
-- Næi ... Og nu staar der jo i Aviserne, at han snart skal være
Minister; saa maa han jo rense ud ... for Ministre med Kærester har
man da aldrig set, hi, hi! ... Men vi skal vel over og se paa den
Saamaskine? ...
Da de skraaede over Ladegaarden, mødte de Frøken Sofie, der kom med
en Salonbøsse i Haanden og Tyrk efter sig.
Det gav et Stød i hende af Ubehag, da hun saa Forvalteren. Og Tyrk
viste Tænder og knurrede.
-- Goddag, Hans Henriksen, sagde Frøkenen venligt og standsede foran
ham -- Hvordan lever _De_?
Hans rødmede. Han havde ikke set nogen af Familien Uldahl siden
Joachims Død.
-- Hvordan har gamle Rinaldo det? spurgte Frøkenen og strøg
beroligende Tyrk henover Ryggen for at undgaa Forvalterens sjofle
Øjne, der spillede om hende.
-- Rinaldo er død, Frøken ... Vi skød ham samme Dag, Godsejeren blev
begravet.
-- Kan De ikke komme og gøre det samme ved Tyrk, naar jeg dør, Hans
Henriksen?
-- Frøkenen tænker vel da ikke saasnart paa _det_?
-- Man kan aldrig vide det! lo hun.
Forvalteren trængte sig frem:
-- Har Frøkenen skudt no'en Rotter? spurgte han og pegede paa Bøssen.
Sofie lod, som om hun ikke hørte ham:
-- I har vel ikke fundet Tipoldefars Elfenbensstav? spurgte hun Hans
-- Far fabler bestandig om den i sine Breve.
-- Nej, vi har ikke ... Jeg tror, Godsejeren har taget den med i
Kisten.
Sofie lo:
-- Det kunde ligne ham! ... Naa, Farvel, Hans Henriksen; og hils
Deres Mor! ...
-- _Storsnudet_ Kram! sagde Forvalter Larsen og saa forbitret efter
Frøkenen, da hun gik videre uden tilsyneladende at have bemærket hans
Nærværelse.
-- Jeg synes mere, hun ser _trist_ ud ..... mente Hans.
-- Hæ, ja! grinede Nataniel -- hun trænger til lidt ... (Her gjorde
han en obskøn Gebærde) ... _Du_ skulde sgu lægge Dig efter hende, nu
Du selv er blevet en stor Ka'l! fortsatte han -- Jeg saa hendes Ben
her forleden Dag, hun faldt over en Bjælke nede i Laden ...
Naa-da-da-da! F. F.! Bacon with Lægs, hvabeha'er!
-- Det var den Saamaskine, vi skulde se paa! sagde Hans Henriksen
kort.
-- Jo ... det er her ovre i Vognskuret ... Du har nok faaet Bomuld om
Dig, hi, hi!
-- --
Da de var færdige med at besigtige Maskinen, og Vognen igen holdt
forspændt, pegede Forvalteren over mod Elev Jakobsen, der netop kom
ud af Kostalden:
-- Kender Du den Irisk? spurgte han.
-- Nej ...
-- Det er en ren Gud Amor! Han ta'r Luven fra alle os andre!
-- Saa--e ...
-- Ja ... Om det saa er vores Frøken Frederikke, saa er hun gal efter
ham. Men han ser knap ad hendes Vej til længere, siden denne hersens
Mose-Minka er kommet paa Besøg her.
Hans Henriksen gav et uvilkaarligt Ryk i Tømmerne, saa at Hestene
dansede:
-- Hoa -- hoa, saa, saa ...! beroligede han dem.
-- Men hun _er_ ogsaa en lækker lille Pakke Mad! vedblev Forvalteren
og smaskede -- Hende vilde jeg sgu hellere ha' i min Seng end en
Loppe! ... Kender Du hende?
-- Nej! sagde Hans og Blodet jog ham til Hovedet -- Gør _Du_?
-- Næi ...!
-- Saa skulde Du tale lidt mindre frit om hende! synes jeg.
-- Naa--e, Fa'en! haanede den anden -- Naar hun kan rende her og
spille Knupveninde med vores Frøken Charlotte, saa er hun sgu ikke
bedre værd!
-- Knupveninde ...?
-- Ja, Gu' er de _Knup_veninder! De sover sammen, og de kører ud
sammen, og de gaar i Bad sammen ... _den_ er jo tydelig nok! Men det
er sgu Synd og Skam for vos Mandfolk, for vi skulde da ogsaa gerne
ha' lidt af dette søde, søde, søde Hva'beha'er! han vred vellystig
sin lange, magre Krop -- Ha--ha! Hva'?
Men Hans Henriksen sagde pludselig Farvel og sprang op i Vognen. Han
kunde næppe styre sin Lyst til at slaa Forvalteren midt i hans gule
Fjæs med Skaftet af sin Pisk:
-- Farvel! gentog han og løftede idetsamme Pisken som til Hilsen.
-- Men Du holder jo Skaftet opad, Menneske! lo den anden -- Hva'
Fanden gaar der af Dig, saa travlt Du pludselig faar! Rider Maren
Dig?
Hans gav Hestene Tøjlen uden at svare.
Men bag sin Ryg hørte han Nataniels onde Grinen ...
-- --
En Mils Vej paa den anden Side Havslunde mødte Hans Henriksen Frantz
Uldahl fra Kragholm. Han kom bred og veltilpas ridende paa sin tykke
Pasgænger.
-- Goddag, Goddag! raabte Kragholmeren og nikkede venligt til den
unge Mand.
Hr. Frantz var jo i Øjeblikket uden for Fru Karens Kontrol, og saa
løb Hjertet af med ham.
3/4.
Det er jo det forfærdelige, Isidor, at jeg aldrig kan _tale_, om det,
der mest opfylder mig. Da Du var her igaar, vilde jeg have sagt noget
til Dig og spurgt Dig til Raads, men jeg _kunde_ ikke faa det over
mine Læber, det sad som en tyk Klump i min Hals; men nu vil jeg
_skrive_ det, saa faar Du det engang at læse, og saa vil Du tænke paa
din lille Veninde, naar hun engang er død. _Det er den nye Forvalter,
der gør mig saa bange, Isidor!_ og det var mest om ham, jeg vilde
have talt med Dig. Bare jeg _ser_ ham, kommer jeg til at ryste; det
er hans _Øjne_! Jeg véd ikke, hvordan jeg skal forklare Dig det; _men
det er ligesom, man stod ganske nøgen, naar han ser paa En_! Han kan
være nok saa høflig og venlig, men man er alligevel lige ved at
skrige, »lad være at se paa mig med de Øjne!« Og saa har han samtidig
saadan et væmmeligt _snavset_ Smil. Baade Søstrene og Pigerne her
siger det samme, men de bliver bare _arrige_ paa ham og ikke bange,
saadan som jeg. Frederikke sagde forleden, at det endte med, at hun
en Dag slog Larsen lige midt i Ansigtet; men _jeg_ har mest Lyst til
at løbe min Vej fra ham og gemme mig. Og alligevel, Isidor, og det er
det frygtelige og det _nedværdigende_ for mig, _jeg føler ogsaa Trang
til at kaste mig om Halsen paa ham_ og skrige i vilden Sky, »her er
jeg, gør med mig, hvad Du vil, og lad mig saa være i Fred!« Og vil Du
tro, at jeg flere Gange har været _lige ved_ at gøre det! Men _hvis_
jeg nu gør det, Isidor, hvis jeg nu gør det, hvad saa? _Ja, saa maa
jeg dræbe mig selv bagefter_, thi den Skam kan jeg ikke overleve! Og
en af Familien _skal_ jo dø her paa Havslunde, siger Jomfru
Ingwersen, ligesom begge de forrige Ejere, saa lad det bare blive
mig, som er den ulykkeligste. Men nu skal Du bare høre; jeg faldt
forleden Dag, da jeg løb og legede med Tyrk nede i Laden, og da jeg
vilde rejse mig stod Forvalteren pludselig bøjet over mig og rørte
ved mig for at hjælpe mig, og hans _Øjne_, aa Du skulde have set hans
_Øjne_! jeg var lige ved at besvime, da jeg følte hans Hænder paa min
Krop, og var Tyrk ikke i det samme sprunget til og havde revet ham
væk, véd jeg ikke, hvad der vilde være sket, for, Isidor, Isidor, det
er forfærdelig, det jeg nu siger Dig, men det er _sandt! jeg laa og
ønskede, at han vilde slaa Armene rigtig om mig og trykke mig ind til
sig!_ Men Gudskelov at Tyrk rev ham bort, for saa sprang jeg op og
flygtede. Men er det ikke forfærdeligt, Fætter Isidor, at det
Menneske har faaet saadan en _hemmelig Magt_ over mig, at jeg slet
ikke næsten kan tænke paa andet end ham? jeg ser ham alle Vegne og
drømmer om ham om Natten, aa, hvor er det dog frygteligt! Og ingen
har jeg at tale med, og ingen at betro mig til, for hvad vilde I
tænke om mig, hvis jeg fortalte Jer alt det stygge, jeg gaar og
tænker paa! Og der er meget mere end det med Forvalteren; for
Frederikke løber rundt og holder Stævnemøder med Elev Jakobsen, og
Charlotte og Minka fra Mosen er »Kærester« siger Olga Stuepige; og
Anna, ja det er næsten værst med Anna, og det er forfærdeligt at sige
det, men jeg har opdaget at hun sommetider lister sig ind i Fadeburet
og drikker af Husholdningsmadeiraen, og saa lukker hun sig inde og
ligger mange Timer paa sin Seng og sover! Hvor er jeg dog ked over,
at Moder er kommet ind i saadan en gammel ødelagt Familie, hun som
kunde have haft det saa godt imellem de sunde og raske Mennesker, hun
kommer fra; men godt er det da, at hun vist slet ikke ser noget af
det altsammen, hun tror, at alting er, som det skal være, og naar hun
er færdig med Huset, sidder hun med sine Kort og med Faders gamle
Breve fra den Gang, han og hun elskede hinanden. _Jeg_ er den eneste,
der ser, hvor galt det staar til med os allesammen; men det er vel
saa en Byrde, Gud har lagt paa mine Skuldre, fordi jeg ikke længere
tror paa ham; aa Isidor, Isidor, Du maa hjælpe mig, ellers véd jeg
ikke, hvad det skal blive til!
Din til Døden
S.
* * * * *
Isidor, naar Du kommer her næste Gang, maa Du gerne kysse mig; men Du
skal ikke spørge om det i Forvejen, -- for saa siger jeg bare nej.
Din
S.
Det maatte undre enhver, der kendte noget til de huslige Forhold paa
Kragholm, at se, hvorledes Frantz Uldahl i Aarenes Løb stadig var
tiltaget i Fylde og Omfang.
Man vidste, at Fru Karen førte et strengt økonomisk Regimente; og
Tjenestefolkene klagede altid paa Kosten. Men hun slog deres
Klagemaal ned med at henvise til, at Herskabet selv levede ingenlunde
yppigere.
Og de Lommepenge, hun overlod sin Mand, skulde ikke lægge Sul paa
ham. De strakte akkurat til til Tobak og Tandpulver.
Og alligevel blev han trindere og gladere for hvert Aar, der gik.
Smilet stod ham konstant om Læber og Øjne; og om Natten laa han og
klukkede af sin undersøiske Latter, der nu var udartet til en
kondenseret Fnisen, som ved sin Styrke kunde faa Fru Karen til at
slaa en irriteret Klo i Natskjorten paa ham og hale løs, indtil han
vaagnede og fôr gnaven over Ende.
-- Hvad _ligger_ Du dog der og ler af, Frantz! Det er en væmmelig
Vane, Du har lagt Dig til. Jeg faar ikke Søvn i Øjnene!
-- _Ler?_ Jeg _ler_ sgu ikke!
-- Hvad er det da for Lyde, Du frembringer?
-- Det maa være min Asthma, brummede han -- den er altid værst, naar
jeg kommer i Seng.
Onkel Frantz var nemlig begyndt at lide af Aandenød, paastod han, og
han red til den Ende daglig lange Ture, hvordan Vejret end var, for
at faa frisk Luft og Bevægelse.
Han red gerne af Sted Klokken et en halv umiddelbart efter
Middagskaffen, og kunde da blive borte en fire-fem Timer. To Gange om
Ugen, Onsdag og Lørdag, kørte han til Byen til noget, han kaldte
»Landmandsmøder«, hvorfra han først vendte hjem sent paa Natten. Og
Fru Karen gjorde ham aldrig Bebrejdelser derfor, da dette var hans
eneste Form for Udskejelser nu.
I de sidste ti Aar havde han ikke været uden for Herredet; naar
undtages et Par Rejser til Hovedstaden sammen med sin Kone ... Og nu
skulde de altsaa snart have Sølvbryllup.
-- --
Der ligger en Kro, Herritslev Kro, hedder den, godt to Mil fra
Kragholm og omtrent midt imellem Hvidgaarden og Store Ravnsborg.
Kroen ejedes den Gang af en Enke, Sidsel Christoffersen, som var vidt
og bredt berømt for sin fortræffelige Mad ...
En Eftermiddag Hofjægermester Palle og hans Mona kom ridende der
forbi, syntes Hofjægermesteren, at han saa et Glimt af Frantz's
lysende Ansigt, da de passerede Vinduerne.
-- Mona! sagde han og holdt Hesten an -- Saa' Du Kragholmeren? Det er
Fanden gale mig _Madam Christoffersen_, der feder ham op, skal Du se!
Vi maa derind!
Og de satte hurtig Hestene i Stald og gik ind i Krostuen.
Og ganske rigtig, de fandt Frantz Uldahl derinde!
Men han sad stilfærdig ved det skurede Fyrretræsbord og nød en Kop
Kaffe med et nattegammelt Stykke Wienerbrød til.
Men _det_ skal jo ikke lægge nævneværdig Talg paa sin Mand.
-- --
Sølvbryllupsdagen nærmede sig.
Der var udstedt op mod halvthundrede Indbydelser. Og da flere af
Gæsterne skulde komme langvejs fra, var alle Kragholms Gæsteværelser
sat i Stand. Fru Karen havde besluttet at fejre denne Milepæl paa en
Maade, der kunde give Verden et fyldigt Indtryk af, hvor lykkeligt et
Samliv hun og hendes Frantz, trods alt, havde ført i disse -- ak,
altfor hurtig henrundne -- femogtyve Aar ...
Ti Dage før Højtideligheden tog Brudeparret til København for at gøre
Indkøb. Intet skulde spares. Karen ligefrem _øste_ Penge ud. Den ene
store Kasse fyldt til Laaget med Delikatesser indgik til Kragholm
efter den anden. Og da alt var besørget, satte Mand og Kone sig
fortrøstningsfuldt i Toget for hjemgaaende.
Men saa skete det, at da Fru Karen under Samsø vilde tale med sin
Frantz, var han intet Steds at finde. Hun søgte hele Skibet rundt og
spurgte og spurgte, men han var der ikke. Han havde trofast ledsaget
hende om Bord i Kallundborg og anbragt hende paa en Sofa i
Damekahytten.
Men fra det Øjeblik var ethvert Spor af ham udslettet ...
Hjemkommen til Kragholm ventede og ventede Bruden. Men Gommen kom
ikke. Og der var kun tre Dage til Festen.
Da udgød Fru Karen, vel for første Gang i sit Liv, sande Taarer. Og
siddende midt imellem to uhyre Overflødighedshorn, telegraferede hun
til Gæsterne, baade de Uldahler og de Heinemanner, at de skulde ikke
komme, Gildet var opgivet, Frantz's Aandenød havde forværret sig.
Men Delikatesse-Kasserne lod hun gaa Retur til København, da Sagerne
Gud være lovet var taget paa Aarsregning.
-- --
Dette var Kragholmermandens uigenkaldelig sidste Udflugt.
Og da han fjorten Dage senere returnerede et Steds nede fra
Bagpommeren og en Aftenstund blev fundet i en Halmstak uden for
Laden og baaret op i sin Seng forhutlet, sløv og klejnmodig, var
Smilet ganske forsvundet af hans Ansigt, og hans Øjne var som Hunden
Tyrks bedrøvede indtil Døden.
-- Hvor _kunde_ Du gøre det, Frantz? spurgte hans dybt forurettede
Hustru.
-- Møv, møv ... grumlede Frantz og krøb længere ned under Dynen --
Lad mig være i Fred!
Men Fru Karen nuslede og puslede omkring ham paa kvindevis, syltede
ham ind i smertefuld-bebrejdende Omhu og lod ham ingen Ro. Medens hun
dog samtidig havde den Glæde at konstatere, at han ikke mere gav
efter for sine mystiske Latteranfald hverken ved Dag eller Nat. Og
hun fattede i sit Hjerte det Haab, at det var Tanken om dette
Sølvbryllupspuds, der havde fremkaldt hans dulgte Munterhed, og at
han nu for stedse var helbredet ...
Men da Frantz Uldahl tre Uger efter havde overvundet Følgerne af sin
Bryllupsrejse, optog han paa ny sine Rideture og genvandt lidt efter
lidt sin fordums Fylde ...
Og en Nat vækkedes Fru Karen af sit Blund ved, at han igen laa og
fnisede underfundigere end nogen Sinde.
Og da skal hun have grædt sanddru Taarer for anden Gang.
Medens ingen nogen Sinde søgte Raad og Hjælp hos Fruen paa Kragholm,
var Fru Line paa Havslundegaard derimod som en Trøstens og
Husvalelsens Engel for den ganske Egn. Alle syge og sorgfulde kom til
hende med deres Bekymringer. Og hun gjorde, hvad hun kunde for at
glæde og lindre.
-- --
Madam Oline Rasmussen, den brystsyge Degns Kone, stod grædende i
Havslunde Køkken.
-- Er det saa rent galt med Manden? spurgte Ane Kokkepige deltagende.
-- Ok Gud, ok Gud, ja, det er saa rent, rent snavs ... hulkede Oline
-- og nu mente da baade Jens Oluf og jeg, at vi vilde bede Fruen se
over, om hun da _vil_ ...
-- Hun har jo sagt ja ... sagde Ane.
Men samtidig sendte hun Degnekonen et ransagende Blik; for der gik
Rygter i Sognet om hende og den nye Hjælpelærer.
Og desuden vidste jo enhver, at Jens Rasmussen var Søn af Nils
Uldahl.
Saa det var underligt, at Fruen havde samtykket i at gaa med; men hun
var jo tossegod!
-- Der kommer Fruen! sagde Ane højt og lyttede hen mod Døren til
Anrettergangen.
Fru Line traadte lidt efter ind; og Degnekonen brast paa ny i Graad.
Men førend Fruen endnu kunde faa sagt et Trøstens Ord, blev Døren til
Gaarden revet op, og Minka fra Mosen kom farende ind forfulgt af
Frøken Charlotte. Begge lo og støjede de, saa det klang i Køkkenet:
-- Hjælp! Hjælp! raabte Minka og vilde søge Beskyttelse hos Fru Line.
-- Stop hende! Stop hende! skreg Charlotte og søgte at gribe fat i
Veninden.
Men saa fik de samtidig Øje paa den grædende Oline og standsede
forlegne.
Ane Kokkepige sendte Minka et hvast Blik. Hele Gaarden var forarget
over, at den »Bondetøs« sprang rundt her og spillede hjemme.
-- Kom saa, lille Oline, sagde Fru Uldahl og nikkede Farvel til
Pigebørnene.
Degnekonen løftede taknemmelig sine foldede Hænder frem mod Fruen:
-- Sikken en Lykke for Jens, sagde hun -- sikken en Lykke for Jens!
Og saa gik de.
Men næppe havde Døren lukket sig efter dem, førend de to Unge igen
begyndte paa deres Leg.
-- --
Da Madam Rasmussen og Fru Uldahl var naaet ind i Haven foran
Degneboligen, kom en lille tretten-fjortenaars Tøs styrtende imod
dem:
-- Han er staaen ud af sin Seng, fortalte hun bleg af Skræk --
Rasmussen er staaen ud af sin Seng, fordi Hjælpelæreren sang inde i
Skolestuen.
Og hun pegede op mod Huset, hvor Degnens udtærede Ansigt et Øjeblik
saas bag et Vindue i Sovekammeret.
Oline udstødte et Skrig og satte af Sted over de lysegrønne Plæner og
nysaaede Bede.
Fru Uldahl forsøgte at berolige det forskræmte Pigebarn, der var
stukket i Graad:
-- Saa, saa, lille Ingermarie ... sagde hun og kærtegnede Barnet --
saa, saa, nu er _vi_ her jo!
Men Tøsen græd og snakkede og lod sig ikke trøste:
-- Jeg skulde jo være ved ham, berettede hun snøftende -- medens
Madammen løb op paa Gaarden efter Fruen ... men saa begyndte Andersen
... at synge inde i Skolestuen ... og saa vilde ... Rasmussen ind og
tæve ham, sagde han ... og saa blev jeg saa ræd, saa ræd ...
-- Ja, kom Du nu kun med mig, lille Ingermarie, saa ...
-- _Nej!_ sagde Pigen rædselslagen -- ikke for aldrig _det_! Nu løber
jeg hjem!
Og bort flygtede hun ud gennem Havelaagen og ned ad Vejen ...
Fru Uldahl gik ind i Degneboligens Storstue og satte sig til at
vente.
Der var rent og sirligt derinde. Over de giftiggrønne Plydsesmøbler
laa hvide hæklede Stykker. I Vinduskarmene stod velplejede Blomster.
Et lille Rosentræs lyserøde Knopper udsendte en fin Duft ...
Fru Line smilede stille og mindedes en lignende Stue, som hun selv
engang i Ro og Fred havde puslet og røgtet langt borte i Fortiden i
Husum Kro ... men saa var Nils kommet og havde draget hende ind i
noget andet ... og nu vidste hun ikke mere, om hun længtes tilbage
mod sin svundne Ungdom, eller om det blot var Tanken om hine sorgløse
Dage, der fyldte hendes Hjerte med stille Vemod ...
Degnekonen viste sit forskræmte Ansigt i Døren til Soveværelset:
-- Hvis Fruen saa vilde komme ...? Nu er han bleven rolig.
Fru Uldahl rejste sig og fulgte.
Ogsaa i Soveværelset var alt pillent og propert. Og Solen skinnede
varmt frem mellem de hvide, blondebesatte Gardiner.
I den nærmeste af Ægtesengene sad Jens Oluf halvt oprejst, støttet af
mange Puder. Hans dybtliggende, mørktrandede Øjne var lukkede; hans
Ansigt var gustengult og indfaldent; og hans forhen rige Haar og
Skæg var ligesom visnet bort, faldet af i store nøgne Pletter.
Men hvad der næsten gjorde det pinligste Indtryk var, at under den
sirligt ombøjede Skjortekrave var bundet dette døende Menneske et
skrigende, højrødt Slips.
Oline, der saa Fru Uldahls forundrede Blik, hviskede ligesom
undskyldende:
-- Ja, han _vilde_ jo pyntes til Fruen ... og det nytter ikke at gøre
ham imod ... Her er Fruen, Jens Oluf! sagde hun saa og gik hen og
lagde sin Haand paa Mandens Arm.
Den Syge slog langsomt Øjnene op og saa hen mod Fru Line med et Blik,
der først lidt efter lidt syntes at vaagne, saa sløret var det af
Træthed og Lede:
-- Tak ... at Fruen kom, nikkede han anstrengt og afbrudt -- Det er
mit sidste Haab ... for Fruen, der selv har gennemgaaet saa meget ...
og stadig har holdt Dem mild og god ... De maa jo kunne gi' en sølle
Stymper som mig ... et godt Raad at dø paa.
Fru Line satte sig stille paa Stolen foran hans Seng og tog hans
Haand; men slap den igen, da den var kold og vaad ... og tog den
igen, da hun syntes, det var Synd, om han mærkede noget:
-- Og hvad er det saa, der trykker, Jens Rasmussen? spurgte hun og
bøjede sig frem imod ham.
Degnen laa lidt uden at svare; saa sagde han, og dybt i hans triste
Øjne lyste et Glimt frem:
-- Det er _Vreden_ ...! sagde han.
-- Og hvem er De da saa vred paa?
Hans Øjne flammede stærkere, og han rev sin Haand til sig:
-- Paa alle Jer, der er raske og varme!
-- Jens Oluf ... bad Oline, der stod ved hans Hovedgærde -- stem Dig
nu ikke op igen ...
Men han ænsede hende ikke og fortsatte:
-- Og jeg er vred paa Solen, der skinner, sagde han -- og paa
Fuglene, der synger! Jeg er vred paa Ungdommen, der leger paa de
blomsterklædte Marker. Og jeg er vred paa Foraaret, som just nu
knoppes derude!
-- Jens Oluf ... Jens Oluf ...
-- ... Hvorfor døde jeg ikke, medens det endnu var Vinter! vedblev
han -- Hvorfor gravede man mig ikke ned i Sneen! Hvorfor skal jeg
ligge her og tæres hen og raadne, naar det andet spirer og vokser!
Fru Line vilde tale. Men han lod hende ikke komme til Orde. Han
løftede sine magre knoglede Hænder frem som til Besværgelse:
-- Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal være hjemfalden til dette?
vedblev han paa sit kunstlede Bogsprog -- Hvad har jeg forbrudt? Hvad
er min Synd? Kan _jeg_ for, at min Mo-der har avlet mig i uren
Brynde? Sig mig det, at jeg kan bede om Tilgivelse! Lad mig leve, at
jeg dog kan gøre Bod! Jeg er ung, og man snyder mig for min Ungdom
... man bedrager mig for mit Liv ... man holder mig usseligt for Nar!
... Solguld og blaa Himmel og grønne Skove viste man mig og sagde: Se
dette er Livet, al dette giver jeg Dig! ... og da jeg saa knælede ned
og vilde gribe til og fylde mine Hænder med al Verdens Herlighed, saa
var det kun Støv og Jord og Aske og Løgn ...!
Hans Arme faldt slappe ned, og han sank rallende tilbage i Puderne.
-- Jens Oluf, Jens Oluf ... hulkede Konen. Og Fru Line sad raadløs.
Da lød der paa én Gang Fodtrin udenfor paa Havegangen, og en høj ung
Mand gik nynnende forbi Vinduerne. Han var barhovedet, og hans
rødblonde Haar flammede i Solen.
Degnen fôr over Ende med et Ryk:
-- Der er han igen, der er han igen! skreg han og vilde ud af Sengen
-- Judas! Judas!
Og Fru Line og hans Kone maatte kæmpe med ham for at holde ham
tilbage.
-- --
Da Degnen igen var faldet til Ro, forsøgte Fru Line at faa ham i
Tale. Mildt og stille tog hun fat og sagde ham mange gode og dulmende
Ord om sin egen rolige Maade at bære Livet og dets Tilskikkelser
paa.
Indtil han pludselig træt og haabløst løftede sine Øjne op mod hende
og sagde som i et Skrig:
-- _Dét nytter ikke! Det nytter ikke! Menneskene bôr for langt fra
hverandre!_
Lørdagen den fjerde Maj døde Jens Oluf Rasmussen. Og samme Dag fødtes
i Villa Seemann det ventede Barn ...
Det havde været en vanskelig Fødsel. Og da Barnet omsider kom til
Verden, viste det sig at være et stakkels, vanskabt lille Væsen, en
Dreng med et frygteligt Hareskaar og et uformeligt, opsvulmet Hoved.
Fru Nærup, Fødselshjælpersken, havde straks bragt det af Vejen
uden at præsentere Rositta det. Og havde derpaa sendt Bud efter
Isidor, som efter sin Kones Ønske havde opholdt sig henne paa
Herredskontoret ...
Allerede ude paa Stentrappen foran Huset kom Jordemoderen ham i Møde.
Hendes fedladne Ansigt var blegt og bevæget.
-- Der er da ikke noget i Vejen med Patienten? spurgte Isidor angst.
-- Nej, Fruen har det godt nok ... Det er Barnet.
-- Hvad er der i Vejen med det?
-- Det er ...
-- Er det dødfødt?
-- Nej ... desværre! havde jeg nær sagt. Men nu kan
Herredsfuldmægtigen jo selv se ... Og Herredsfuldmægtigen maa ... maa
tage sig sammen ...! Jeg har bragt den Lille op paa Gæsteværelset
uden at vise Fruen ham ... Det er forfærdeligt, at der kan sættes
saadanne Børn i Verden!
-- --