Alle Kroner og Lampetter var tændt. Og rundt fra Væggene stirrede
Forfædrenes malede Portrætter ud over Forsamlingen: Olaf Uldahl,
Slægtens Grundlægger; og Mathias Uldahl, som havde købt og opbygget
Egesborg; og Etatsraaden og Etatsraadinden; og Frøken Natalia og
Frøken Bettina unge og skønne i dybt nedringede Kjoler og med
kostbare Smykker paa Hals og Arme ...
Men skønnest af alle Billederne var dog det legemstore Digt over Fru
Line, der hængte paa Havesalens Midtervæg. -- Hendes Mand havde i
Tidernes Morgen ladet hende male af Landets største Maler. Og hun
stod der paa Lærredet, som Nils Uldahl første Gang havde set hende
hin Formiddag i Husum Krohave, stor og yppig under et bugnende
Æbletræ og plukkede Frugt ned ... den Frugt, der skulde blive hende
til Kundskaben paa Godt og Ondt! Hendes fine regelmæssige Ansigt og
gyldenblonde Haar lyste i Solen; og Maleren havde lagt i hendes
dunkelblaa Øjne hele den sprøde Længsel efter »Lykken«, der gør
Ungdomsaarene til saa koglende-løgnagtig-forjættelsesrig en
Skærsommernatsdrøm ...
-- Er _det_ Fruen? spurgte Møller Hammer, en af Nils Uldahls
Folketingsstillere, han stod og stirrede betaget paa Billedet.
-- Ja, det er Fruen ... sagde Isidor Seemann, der stod hos.
-- Ja, Tiden gaar, og Vingerne suser! nikkede Mølleren -- Skal vi gaa
ind og kæve en Kognak, Herredsfuldmægtig?
Post-Ole bragte Morgenen efter Gildet den triste Meddelelse til
Havslundegaard, at nu var det rent ud kontant skidt med Godsejeren
paa Ravnsholt; hvis han da ikke allerede _var_ død.
Nils Uldahl satte sig øjeblikkelig i telefonisk Forbindelse med
Kragholm og Hvidgaard. Og de tre Slægtninge besluttede at køre sammen
over til Onkelen og at tage Isidor Seemann med for at have juridisk
Hjælp ved Haanden, om fornødent gjordes.
Op ad Formiddagen mødtes de fire Herrer derfor igen paa Havslunde. Og
efter en kraftig Frokost kørte de af Sted i Fruens Landauer. Alle
fire var i Pels og lodden Hue med Skindkraven slaaet op om Ørene. Det
var klart Frostvejr; og Marker og Veje var hvide af nyfalden Sne.
Til at begynde med snakkede man muntert op, lo og fortalte slibrige
Historier. Men lidt efter lidt »slog« Kulden og Frokosten dem, de
blev tavse og nikkede søvnigt hver boret ind i sit Hjørne af Vognen.
Og til sidst sov de alle undtagen Herredsfuldmægtigen. Han sad
lysvaagen og morede sig med at studere sine Slægtninges Ansigter, nu
Søvnen havde lagt dem blot.
Især var det Kragholmer-Manden, der interesserede ham.
Frantz Uldahls røde, fedladne Ansigt havde nemlig ikke engang nu, han
slumrede sødelig, mistet det mærkelige hemmelighedsfuldt poliske
Udtryk, som i de senere Aar mere og mere havde præget det. Det var,
som gik han svanger med en Viden, der hvert Øjeblik truede med at faa
ham til at briste ud i en høj Latter:
-- Ha, ha--a! Der kan I bare se! _Det_ havde I vist ikke troet om
mig!
Han gjorde sig øjensynlig den største Umage for at tøjle denne sin
indre Lystighed. Men helt lykkedes det ham aldrig. Den trængte paa og
trængte paa og var derfor endt med at lægge over hans tykke,
godmodige Solsikke-Aasyn et Skær af permanent Bristefærdighed, der
ofte fik Fru Karen, bedst som de sad hjemme i Stuerne paa Kragholm,
til irriteret at udbryde:
-- Men, _Frantz_, dog, hvad _er_ det, der morer Dig saa utroligt? Det
er dog ikke til at holde _ud_ at se paa det Grinebiderfysiognomi!
Saa slukkedes Frantz's Ansigt brat, Trækkene slappedes og ligesom
døde:
-- Det er ingenting, lille Karen, sagde han -- ingen Verdens Ting!
Men straks efter sprang der saa igen en Smilemuskel frem, og saa nok
en og en til ... og snart lyste han paa ny af den samme
hemmelighedsfulde og kildrende indre Heiterkeit.
Selv naar han sov, bevarede hans Ansigt som Regel et vist overstadigt
Udtryk. Fru Karen havde iagttaget Fænomenet, engang han var faldet i
Søvn ved Middagskaffen. Cigaren havde han tabt, og Armene hang slappe
ned. Men Rynkerne i Øjenkrogene spillede, og Mundvigene var i stadig
polisk Bevægelse.
Uhyggelig til Mode var Fru Karen ikke blevet, thi det var der ingen
Grund til, saa pærehenrykt Manden saa ud. Men hun var blevet arrig og
usikker.
Hun havde i aarevis bildt sig ind at kende ham til Bunds, og i lange
Tider havde hans Opførsel ikke givet Anledning til mindste Uro ...
Men _nu_! Hvad _kunde_ det være, han gik rundt og tænkte paa, Fyren!
Og pludselig slog den forvirrende Tanke ned i hende:
-- _Skulde_ han mon ligge og grine saadan om Natten ogsaa i Sengen
ved Siden af hende!
Og straks samme Nat havde hun listet sig til at stryge en Tændstik og
bøje sig hen over ham:
_Og se, der laa han udstrakt paa Ryggen med Dynen op under Hagen og
det store, skikkelige Ansigt lysende af den forborgneste undersøiske
Fryd!_
-- --
Just saaledes laa han ogsaa nu i sit Hjørne af Vognen: Øjenvifterne
gik, og Smilene legede; han var ved at kvæles af Latter; indtil han
pludselig forløstes i hjerteligt: Haa, haa, haa--aa! og vaagnede.
Herredsfuldmægtigen lænede sig leende over imod ham:
-- Hvad er det dog, Onkel har siddet og moret sig saa kostelig over
hele Tiden?
Frantz saa betuttet paa ham:
-- Ingenting, min Dreng, ingen Verdens Ting! mumlede han -- Jeg har
da vel ikke _sagt_ noget?
-- Jo, Onkel talte en Gang noget om _Østers_!
Den Gamle blev blussende rød:
-- Snak ikke om det ...! hviskede han hurtig, da Nils og Palle i det
samme begyndte at røre paa sig.
Hofjægermesteren gabede:
-- Hvor langt er vi?
-- Ved Hejredal Kro ...
-- Jeg bryder mig Fanden om at arve noget som helst, lød det
pludselig fra Nils -- men _Stokken vil_ jeg sgu ha'!
-- Ppø--ø ...! blæste Frantz.
-- Hvad for en Stok? spurgte Palle, der havde glemt Historien.
-- Tipoldefars ... som den gamle Bandit, Joachim, stjal fra Far i sin
Tid.
-- Han _vandt_ den! ... i Karoline, rettede Frantz.
-- _Vandt! Vandt!_ ... Man har ikke Ret til at spille den Slags Ting
bort ... Vel, Isidor?
-- Aa, jo ...
-- Et gammelt _Arvestykke_, der skal gaa i lige Linje! Næ, Gu' har
man ej!
-- Du saa jo da, at Kongens Foged ... begyndte Frantz.
Nils's Øjne lynede:
-- Hold Kæft! sagde han -- Stokken er _min_, og det vidste den gamle
Æsel godt, derfor slap han den aldrig af Hænderne ... Hold lidt,
Lars!
Lars holdt Hestene an; man tændte en Cigar; og Snakken begyndte igen.
Man gav sig til at tale om Joachims Testamente. Hvordan mon han havde
fordelt Formuen? Pompadour og hendes tre Lømler var naturligvis
blevet godt betænkt; men der var nok at tage af. Man anslog den
Gamles Efterladenskaber til godt tre Hundrede Tusind Kroner foruden
Gaard og Gods.
-- Men her sidder vi og vrøvler, udbrød saa Hofjægermesteren -- _Du_
er jo hans juridiske Konsulent, Isidor.
-- Nej ... det er Sagfører Baur.
-- Den Bondefanger! brummede Nils stadig ophidset -- Det var da den
værste, han kunde falde i Kløerne paa!
De snakkede videre om Gaarden, om Besætningen og om Driften. Hvis
_Nils_ fik Ravnsholt, vilde han straks sælge den igen; han havde Brug
for Kontanter, sagde han. Men til en _Bonde_ solgte han ikke! Det
var væmmeligt at se, hvordan de Bøndertampe var begyndt at brede sig
rundt paa Herregaardene. Der gik snart ikke en Dag, uden at man læste
i Avisen, at nu havde én eller anden Nielsen eller Petersen eller
Knudsen købt et eller andet gammelt Gods!
-- Eller en _Jensen_! supplerede Palle ondskabsfuldt og pegede frem
over Markerne mod Egesborgs høje, hvide Hovedbygning, som de netop
passerede. Den laa støt og fornemt uden Taarne og Dikkedarer,
garderet af sine vældige, hundredaarige Egealléer, bred og statelig
som et Symbol paa svundne Tiders solide Rigdom.
-- Bonderak! mumlede Nils uden at se ned mod Gaarden.
-- Sagen er den, nikkede Frantz dybsindig -- at _vi_ er ormstukne,
Broder Nils, og de andre er sunde. Vi er Spredere, og de andre er
Samlere, voilà tout!
-- Ja, vi er i Sandhed de Udvalgte! lo Hofjægermesteren -- Det tror
_de andre_ da, indtil de selv sidder paa Potten! For det vil engang
gaa _dem_ ligesom os. Fædrene æder Druer, og Børnenes Tænder bliver
sure, ha, ha! ... Men foreløbig er de altsaa endnu _Fædre_!
-- Aa, _jeg_ skulde nok ha' klaret mig, hvis jeg havde faaet Lov at
blive siddende paa Egesborg! sagde Nils hidsig.
-- Og havde haft Onkel Joachims Elfenbensstok! mumlede Frantz -- Ja,
den Historie kender vi!
Isidor Seemann, der stadig forholdt sig tavs, stjal sig til igen at
betragte sine Slægtninges Ansigter:
Nils's, der før under Søvnen havde set slapt og træt, næsten forpint
ud, var nu, da han var vaagen og i Aande, livligt nok; og de store,
vandblaa, upaalidelige Øjne lyste ondt.
Palles Ansigt derimod bevarede bag sit vældige Skæg omtrent samme
Udtryk af godmodig og brutal Kraft, hvad enten han sov eller vaagede.
Han lignede Vildmanden i det danske Vaaben, paaklædt, soigneret og i
Legemsstørrelse.
Og Frantz, den underfundige Sjæl, sad stadig, selv naar han sagde
dybsindige Ting, og stred sin evige Strid med hin hemmelighedsfulde
og ufattelige, undersøiske Lattertilbøjelighed ...
Lars Kusk meldte fra Bukken:
-- Der kommer Provst Langkilde og Prokurator Bauer!
-- Hov! Halløj! Stop en halv! raabte Hofjægermesteren, da Køretøjerne
passerede hinanden.
Men Provsten og Sagføreren sad saa dybt begravet i deres Pelse, at de
hverken saa eller hørte.
-- I skal se, at der spekuleres paa Rævestreger, sagde Nils -- siden
baade Loven og Profeterne er ude! ... Kør _til_, Lars!
Da Landaueren holdt foran Ravnsholt Hovedbygning, kom imod Sædvane
kun en Tjenestepige frem i Døren.
-- Hvordan staar det til med Godsejeren? spurgte Nils.
-- Han er ... han er død, stammede Pigen og stak i Graad.
-- Er han død?
-- Ja ... han døde ... her for en Time ... siden.
-- Hvor er Madam Henriksen?
-- Hun bad mig ... se ... at faa Herrerne ... af Sted igen ...
Nils blev sprutrød:
-- Sig, at vi vil tale med hende!
-- Jo ...
-- Vi gaar ind paa Kontoret.
-- Jo ... Pigen forsvandt skyndsomst.
-- Jeg tror, Kællingen er forrykt, buldrede Nils løs, da man var
kommen ind paa Kontoret -- Vil hun jage Familien paa Porten!
-- Saa, saa, Nils! manede Frantz -- lad nu være med at lave
Frikadeller lige straks!
Herredsfuldmægtigen var gaaet hen til Vinduet og saa ud over den øde,
vinterlige Gaardsplads, der var hvid af nyfalden Sne ...
-- Nu kommer hun ...! sagde Hofjægermesteren.
Der lød Trin i Entréen af mange og tunge Fødder, og Døren blev sindig
aabnet.
Det var Pompadour fulgt af sine tre Sønner.
-- Hvad Fanden har hun dem med for! tænkte Nils og sendte dem et
bistert Øjekast.
-- Goddag ... hilste Pompadour rolig -- og Velkommen til Ravnsholt!
Sønnerne sagde intet; men blev staaende bag Moderen som en Livvagt.
De var store, velskabte Mænd med strenge, alvorlige Ansigter. Deres
Ryg var lidt bøjet af Arbejde.
Herrerne hilste; og der blev et Øjebliks Tavshed, hvorunder man
ligesom tog Maal af hinanden.
Saa begyndte Nils famlende:
-- Ja, Madam Henriksen, vi kommer jo altsaa for sent ...
-- Det gør I nok ... sagde Pompadour.
-- Vi vilde have hilst paa Onkel ...
-- Naa, vilde I det ...?
Der var over Bondekonen, som hun stod dér foran Herremændene, en egen
bidsk Vagtsomhed. Hun stod, hvor hun stod, følte man, og lod sig ikke
rokke.
-- Naa, han var jo en gammel Mand! forsøgte Nils i en lettere Tone.
-- Ja, det var han jo ... lød det uforstyrret.
-- Vil Madam Henriksen ikke sidde ...?
-- Tak, jeg staar godt, som jeg staar ...
Nu tabte Nils Taalmodigheden og gik lige løs paa Sagen:
-- Har Madam Henriksen nogen Mening om, hvilke testamentariske
Dispositioner min Onkel har efterladt sig? spurgte han
forretningsmæssig.
-- Det kunde nok hænd's ... sagde Madammen.
-- Ja, Madam Henriksen har jo været den Afdødes eneste Fortrolige i
mange Aar ... Og jeg kan paa samtlige tilstedeværende Arvingers Vegne
forsikre, at det ikke skal skorte paa Erkendtlighed fra vor Side for
Deres tro Tjeneste.
Frantz og Palle nikkede tilsluttende.
-- Tak, sagde Pompadour uden at fortrække en Mine -- men vi klarer
vos nok sæl ...
Nils var lige ved at fare løs paa hende, men beherskede sig:
-- Ja, min Onkel har vel rimeligvis betænkt Dem og ... og _Deres_,
nikkede han kort. Og derpaa fortsatte han -- Naamen, for at holde os
til det mere nærliggende ... Min Broder og jeg skal nok ordne det
fornødne med Hensyn til Begravelsen, naar De blot, gode Henriksen,
vil paatage Dem Bespisningen her den Dag. Her kommer rimeligvis en
Hoben gode Mennesker, der vil bevise den salig Afdøde den sidste Ære
... han var jo almindelig afholdt. Men De kan jo tage den Hjælp, De
tiltrænger; knibes skal der ikke, forstaar De ... Er der nogen
bestemt Præst, min Onkel har ønsket sig?
Pompadour stod rolig og uanfægtet og hørte paa Nils Uldahls lange
Tale. Men hendes Sønner skævede sky til hinanden og flyttede nervøs
paa Fødderne. Og endelig brast det ud af Hans, den ældste:
-- Du kan jo li'saagodt sige det straks, Mor ...
-- Hvad er det, der skal siges? fôr Nils rasende op; han havde hele
Tiden haft paa Fornemmelsen, at der laa noget og truede bag Konens
mutte og afvisende Holdning; og nu var hans Selvbeherskelse opbrugt
-- Hvad er det, der skal siges? gentog han, da ingen straks svarede
-- Hvad er det for Lumskerier, I har haft for? Det skulde sgu ikke
undre mig, om I har faaet den gamle Slyngel derinde til baade det ene
og det andet!
Palle greb ham haardt i Armen:
-- Men Onkel dog, husk dog paa Huset, Du er i!
-- Slip mig Dreng!
-- Kære Onkel Nils ... forsøgte Herredsfuldmægtigen.
-- Hold Mund! Jeg trænger ikke til Formynder!
Han var nu ganske ude af sig selv og fôr op og ned ad Gulvet og
fægtede med Armene.
Saa gik Frantz stille hen til Konen og spurgte næsten venligt:
-- Naa, hvad er det saa, De har at sige os, lille Madam Henriksen, at
vi kan faa Ende paa det?
Pompadour vendte sig tøvende og raadvild om mod Sønnerne: Nu, det
skulde frem, var det alligevel ikke saa nemt ...
Men Sønnerne nikkede alle tre kort og bestemt; og Hans, den ældste,
gentog:
-- Ja, sig det kun, Mor; de _skal_ jo ha' det at vide ...
Men endnu et Øjeblik tøvede hun. Det var ogsaa en mægtig Tidende, hun
skulde frembære; hun næsten svimlede ved Tanken og Virkningen:
-- Det er det, jeg har at sige, begyndte hun saa langsomt -- at
Godsejeren i Formiddags giftede sig med mig ...
Nu var det sagt, og nu fik hun sin gamle Sikkerhed tilbage:
-- _Saa nu er Ravnsholt min og Drengenes, og vi skal nok sæl besørge
Begravelsen, og hvad der ellers falder for!_
-- Det var som syv Satan! brast det overrasket ud af Frantz. Og
Hofjægermesterens Hænder knyttede sig uvilkaarlig: Vel havde man
ventet sig noget af hvert, men dette var dog _for_ gement af den
Gamle!
Nils stod et Øjeblik fuldstændig lammet. Men saa gik han pludselig
vild af Raseri løs paa Isidor Seemann og skreg ham ind i Ansigtet:
-- Staa ikke der som et Umælende! Hvad tror Du, vi har taget Dig med
for? Sig dog den Kælling og hendes Horeyngel Besked! ... Men Du
glæder Dig rimeligvis paa deres Vegne, Du med din _Tegnelærer_ til
Far!
-- Nils, _Nils_ dog ...! lød det paa ny fra Frantz.
Men Isidor sagde rolig:
-- Der er ikke noget at sige, Onkel Nils; vi mødte jo før baade
Provsten og Sagføreren, saa alt er rimeligvis bragt i lovformelig
Orden.
-- Ja, nikkede Hans, den ældste, -- alt er, som det skal være, saa
der er ikke andre, der har noget at sige her paa Ravnsholt end vi ...
-- Men Godsejeren har da sat tredive Tusind fast til hver af
Frøknerne ... tilføjede Jeppe, den næstældste, mildnende.
-- Og er der ellers noget I vil ha' af Møbler og den Slags, saa
sætter vi os vel ikke op imod _det_ ... endte Anders, den yngste.
De to andre Brødre nikkede bekræftende; og Madam Henriksen sagde:
-- Nej, ikke naar der da er Rimelighed i det ...
Alle var de paa en vis Maade forlegne og skamfulde over den uventede
Lykke, der var vederfaredes dem. Aldrig havde de vovet at tænke, at
dette kunde ske; og de forstod saa godt Uldahlernes Harme og
Græmmelse ... men nu det vidunderlige _var_ sket, skulde de vide at
staa paa deres Ret!
Men Nils fôr op:
-- Saa den gamle Rakkerpukkel vilde spise ham af med en Naadeskilling
til hans Døtre? Aldrig i Evighed skulde de faa Lov til at modtage
dem. Han var vel Herre i sit Hus og havde Magt til at hindre, at hans
Pigebørn modtog Almisser. Han var Gudskelov endnu i Stand til at føde
dem! ... Sig om Vognen! kommanderede han pludselig -- Ikke et Sekund
længere bliver jeg i dette Rakkerhus! Sig om Vognen, Isidor, og lad
os komme af Sted.
Frantz og Palle mente det samme: Hvad skulde de blive her længere
for; der var jo intet at gøre.
Men nu kom Husmoderen op i Pompadour:
-- Vil I ikke ha' en Bid Brød og en Dram, forinden I rejser? spurgte
hun -- Det er dog en lang Vej ... Og Hestene har da ogsaa godt af at
puste lidt.
Nils svarede ikke. Hans Øjne var begyndt at løbe ransagende rundt i
Kontorets Kroge. Han var pludselig igen kommen til at tænke paa
Elfenbensstaven, Familieklenodiet. Om han saa skulde vende op og ned
paa hele Huset, vilde han have den med sig:
-- Hvor er den Stok, min Onkel plejede at gaa med? spurgte han
brydsk.
Madam Henriksens Øjne fik et sky Udtryk:
-- Det véd ingen, sagde hun -- I de Maaneder, Godsejeren laa syg, har
ingen set den.
-- Sludder! Jeg ta'r ikke herfra, før jeg har den!
Og Nils fôr ud i Entréen og søgte og søgte. Og da han ikke fandt
Stokken dér, brød han ind i Dagligstuerne, hvor »Løberne« dannede
smalle Stier fra Dør til Dør. Han kiggede bag Skabe og Sofaer, i
Hjørner og Kroge.
Madam Henriksen var fulgt med ham, at han ikke skulde gøre Fortræd;
og hun vilde helst have standset ham, om hun havde kunnet:
-- Finder vi Stokken, skal vi nok skikke Godsejeren den over, gentog
hun atter og atter, alt som de kom frem -- finder vi Stokken, skal vi
nok skikke Godsejeren den over, for det er jo da saa rimeligt, at
Godsejeren nu faar den.
Men Nils ænsede ikke hendes Ord. Han larmede videre. Stokken _skulde_
findes! Det manglede bare, at de ogsaa skulde snyde ham for _den_!
Han gennemsøgte Havestuen og Spisestuen og de tilstødende Værelser.
Den var der ikke. Og han kom ud i den lange, halvmørke Gang, hvor
gamle Rinaldo laa foran Joachims Dør. Hunden løftede Hovedet og
gøede. Men ikke en Lyd hørtes.
Pompadour stillede sig hurtig foran Døren:
-- Nej, nej, sagde hun -- der kan Godsejeren ikke komme ind, der
ligger jo Liget!
Nils greb hende i Armen for at tvinge hende bort; men hun var
stærkere end han, saa at de ligefrem brødes.
-- Forbandede Kælling! hvæsede han og hævede Haanden for at slaa.
Men hun stødte ham haardt for Brystet, saa at han tumlede tilbage.
Og i det samme undveg hun og løb ind gennem Stuerne.
Han slog hastig en Haand i Dørgrebet for at aabne. Men Døren var
laaset. Nøglen havde siddet i udvendig; og Pompadour havde listet sig
til at dreje den om og tage den med sig ...
Da gav Nils Uldahl sig til i ubændigt Raseri at hamre løs paa Døren
med Hænder og Fødder, saa at det gungrede gennem Huset ...
Straks efter kom de andre løbende til og holdt ham fast.
Landaueren rullede hjemad mod Havslunde. De fire Herrer sad igen
indsvøbt i deres Pelse. -- Da Nils Uldahl næsten med Magt var bleven
bragt til Sæde i Vognen, havde han først skældt og bandet og larmet
op. Saa var han med ét slaaet om og var begyndt at klynke og klage
over, at han var en fuldstændig ruineret Mand, nu han saa skammelig
var bleven snydt for Arven fra Ravnsholt. Men da Frantz og Palle
straks interesseret havde spidset Øren, tav han brat og var ikke mere
til at faa et Ord ud af.
Nu sad han og sov eller lod, som han sov. Og snart efter var ogsaa de
to andre Herrer faldet hen; deres Øjne lukkede sig, og deres Hoveder
fulgte, viljeløst rokkende, Køretøjets Bevægelser.
Kun Herredsfuldmægtigen forholdt sig som paa Udturen lysvaagen. Han
tændte en Cigar og stirrede tankefuld ud over de snedækkede Marker.
Men pludselig forstyrredes han i sine Drømmerier af en lille
hvislende og spruttende Lyd.
Det var Kragholmeren, der blev overvundet af Latter ...
I Dag er Fader da endelig rejst tilbage til sin yndige Rigsdag. Véd
Du, hvad Charlotte, Frederikke og jeg gjorde, Isidor, da han kørte ud
af Gaarden? Vi tog hinanden i Hænderne og snurrede rundt ude i
Entréen, lige til vi faldt om alle tre i en Bunke oven paa hinanden
og laa og lo, saa at vi slet ikke kunde rejse os igen. Aa, men det er
nu alligevel saa sørgeligt, at Børn skal føle saadan over for deres
egen Fader! Og det er slet ikke sandt, hvad Fader vil bilde Folk ind,
at det er Moders Skyld, at vi hader ham, for hun gaar netop altid og
formaner os til at være venlige imod ham; og Pigebørnene gør sig
ogsaa Umage for det, _men jeg ikke! Om han saa kom og tiggede mig paa
sine bare Knæ, saa gjorde jeg det ikke!_ Det kan gerne være, at jeg
er hystererisk, som Anna siger, at jeg er, men jeg vilde forgaa af
Skam, hvis jeg skulde sleske for én, som jeg hader, _og jeg hader
Fader_; det er ham, der har ødelagt hele mit Liv, for saadan som han
behandler Moder. Jeg forsikrer Dig, Fætter Isidor, at jeg kunde have
_dræbt_ ham, da han forleden holdt sin modbydelige Tale; havde jeg
haft en Revolver, havde jeg skudt ham ned som et skadeligt Kryb!
_Han_, »_ulykkelig_«, som Du siger af dit gode Hjerte; nej han er
_ond, ond, ond_! ellers _kan_ man ikke gøre saadan noget. Og véd Du
hvad, Fætter Isidor, nu skal jeg sige Dig noget alvorligt, som jeg
ikke har betroet andre, men dette sørgelige Forhold imellem Fader og
Moder har gjort, _at jeg ikke mere tror paa Gud_! Det er frygteligt,
ikke? og jeg er ogsaa selv saa forfærdelig ulykkelig derover, men jeg
_kan_ ikke. Jeg sagde det forleden Dag til Ingwersen, men hun er
ogsaa den eneste, jeg har betroet mig til, og hun sagde, at det var
en af de syv Dødssynder, for hvilke der ingen Sinde findes
Tilgivelse! Pyt, hvad bryder jeg mig om _det_, gensvarede jeg hende,
lad mig saa bare blive fordømt! Men der er jo alligevel _det_, Fætter
Isidor, at jeg alligevel er bange. Og det er især om Aftenen, naar
jeg er kommen i Seng og lader være med at bede min Aftenbøn; saa
hører jeg saamange underlige Lyde, der pusler omkring inde i
Værelset, og Luften bevæger sig, der er nogen, der lister rundt og
slæber deres Klædebon paa Gulvet; og saa tænker jeg, nu _kommer_ det,
der _er_ det! og saa borer jeg mig ned under Dynen og ligger der og
mærker, hvorledes Aanderne griber fat i min Seng og gynger den frem
og tilbage; og jeg bliver saa forfærdet, at jeg folder Hænderne og
giver mig til at bede Aftenbøn alligevel, og det plejer at hjælpe;
men i Torsdags Aftes maatte jeg bede den tre Gange, inden Sengen stod
stille; og saa ser jeg Forvalter Jensen hænge dernede i Laden, og
Jomfru Helmer, der staar og griner af ham, og Spat-Maries
forfærdelige Alexandra, som de jo siger er min Søster! Aa Isidor,
Isidor, Du maa ikke blive vred paa mig og tro, at min Kærlighed til
Dig ikke er ægte, men hvor _vilde_ jeg dog sommetider ønske, at jeg
maatte dø af et Hjerteslag eller en Blodprop, for saa var det hele da
forbi!
Men nu kalder Frederikke paa mig, og saa maa jeg skynde mig at
slutte, for vi skal ud at rutsje med Mikkel, Du véd, den lille
islandske Hest, som Fader har foræret os, han trækker Slæden op paa
Bakkerne, og saa rutsjer vi ned, det er saa morsomt.
Naturligvis var jeg en _Pjalt_, og er nu ligesaa henrykt over Mikkel
som Søstrene; _men ikke, naar den gamle Svend er hjemme_!
Farvel! I Hast!
Din til Døden
S.
Véd Du, hvad der staar uden paa min Dagbog? Der staar:
Spredte Blade
til
I. S.
eller den,
som jeg elsker højest i Verden
at læses af ham
efter
min Død
S. U-E.
Allerede Dagen efter Onkel Joachims Død var Nils Uldahl rejst tilbage
til København efter først i en fnysende Skrivelse at have underrettet
Skifteretten om, at hans Døtre ikke ønskede at modtage den tiltænkte
Arv. -- Og ved den Gamles Begravelse var Familien kun bleven
repræsenteret af Isidor Seemann.
Paa Kragholm, fortalte man, havde Fru Karen lukket sin Mand inde for
at ikke hans gode Hjerte skulde løbe af med ham. Og paa Hvidgaard var
Herskabet fuldt optaget af egne Sager.
Thi skønt Fru Mona nu havde været gift med sin Palle i godt tolv Aar,
var hun dog stadig ikke faldet til Ro. Zigøjnerblodet prikkede hende
i Aarerne, og der gik ikke en Dag til Ende, uden at hun mindst ti
Gange tænkte paa at flygte bort fra den hele borgerlige Herlighed og
tage fat paa sin gamle, fuglefri Haandtering. Men endnu sad hun fast.
Der var saameget, der bandt hende: det dejlige Hjem, den pragtfulde
Mand, Heste, Vogne, Kusk, Tjener, Guld og Ære.
Og alligevel, alligevel! Det blev værre og værre for hende at holde
dette Fængselsliv ud. Nu var hun femogtredive Aar; og om ikke længe
vilde hun være en gammel Kone!
Disse Tanker kunde gøre hende vild og ubændig. Fernissen gled af
hende, og hun kunde staa midt i den hvide, stille Gaard som Tøsen fra
den københavnske Bagsal og sende en Strøm af skingrende Skældsord
efter sin fredsæle Mand, der i saadanne Stunder helst tog Flugten
bort i Skovene eller ud over Markerne ... Og naar han saa efter
Timers Forløb igen viste sig, kastede hun sig angergiven ind til ham
og bad og tryglede om Forsoning og Tilgivelse.
Og han tog hende i sine stærke Arme. Og de glemte alle Stridigheder
...
Men atter og atter brød Længselen efter tidligere Tiders frie og
ubundne Liv op i hende:
-- Palle, kunde hun bede og krybe indsmigrende sammen paa hans Skød
-- lille Palledreng, hør nu paa mig og sig Ja? ... Lad os sælge hele
Kramkisten her, lave os et første Klasses Circus og rejse Verden
rundt? »Mona Lisa« er endnu ikke glemt. Du kan tro, vi skal tjene
Penge! ... Og naar vi saa faar Gigt og Podagra, saa kan vi jo købe
Hvidgaard tilbage og køre rundt her i Rullestol til vore Dages Ende.
Saa har vi da i det mindste _levet_!
Men Palle rystede smilende paa sit Vildmandshoved:
-- Nej, nej, lille Mona, det gaar ikke; det forstaar jeg mig ikke paa
... Og jeg vil ogsaa helst beholde Dig for mig selv! -- Men nu skal
jeg sige Dig en Ting, min Pige; nu bygger jeg Dig et Ridehus hernede
bag Mejeriet, Du véd, under de store Elmetræer ud til Vejen. Og saa
køber jeg Dig et Par rigtige Arabere; saa kan Du ride og more Dig saa
galt, Du vil!
Hun faldt ham henrykt om Halsen:
-- Jamen Publikum? spurgte hun saa -- Hvor faar vi Publikum fra? Jeg
kan ikke arbejde uden Publikum.
-- Publikum ...? sagde han og klaskede sig paa Laaret -- Publikum ...
det er _mig_! eneste Palle Uldahl til Hvidgaard! ... Tror Du, jeg vil
unde andre _den_ Fornøjelse!
-- --
Og Ridehuset blev bygget og Hestene købt; og Mona Lisa begyndte paa
ny hed af Iver at øve sig i Jockeyridt og Hestedressur. Hendes
Kommandoraab og Kampskrig klang langt ud over Vejen, saa at Bønderne
korsede sig, naar de kørte forbi.
Og ret længe nøjedes Palle ikke med at være Tilskuer. Fru Monas
Begejstring rev ham med sig. Han blev hendes Elev og lærte at ride
Kunstridt og Skoleridt. Og de jog Side om Side Manegen rundt i det
vildeste Parforceløb, hvor Staldknægtene stod med Stænger og
Risgærder, som Hestene satte over, saa at Savsmuldet føg i Luften.
Det var to pragtfulde sorte Hingste, de red, »Castor« og »Pollux«,
fine, slanke og nervøse Skabninger, som Mona Lisa selv. Og naar
Dyrene fôr af Sted med vajende Manker og prustende Næsebor, ophidsede
indtil Vildskab og sitrende af Utaalmodighed, kunde Fru Mona gribes
af saa sød en Rus, at hun glemte, hvem og hvor hun var, kastede sig
bag over langs Hesteryggen og udstødte det Skrig, der fordum i hendes
Circustid havde jaget Blodet som Ildbække gennem Tilskuernes Aarer.
Og da holdt Palle Uldahl sin Hest an i aandeløs Betagelse:
-- Mona, _Mona_! skreg han, og der strøg ham en Rædsel gennem Hjertet
for, at det engang skulde gaa galt.
Men Mona lo og piskede løs paa Hestens Sider:
-- Hæi -- hopla, Castor! ... Hu--iii!
Og Castor satte i Spring med hende ind gennem Porten og ind i
Stalden, der ved en Tilbygning var sat i Forbindelse med
Ridehuset ...
Men lige overfor, i den modsatte Gavl, var indrettet et Par Bade- og
Paaklædnings-Værelser med tæppebelagte Gulve og bløde Løjbænke. Her
trak Herskabet sig efter endt Opvisning tilbage, tog Bad og klædte
sig om, medens Rideknægtene ude i Stalden afgned de dampende Heste --
og turnerede mangehaande Vittigheder.
-- --
Saa gik et Par Aars Tid. Og da Mand og Hustru en Vinterdag stod nøgne
og frotterede sig i et af Paaklædningsrummene, kom Mona tilbage til
sin fikse Idé:
-- _Nu_ kunde vi da godt sælge Hvidgaard, Palledreng, sagde hun -- og
lave et Circus; for nu er Du ligesaa dygtig, som jeg.
Men Palle rystede igen paa Hovedet:
-- Nej, lille Mona, det gaar ikke; jeg passer ikke til det. Dette her
er noget andet bare for sin Fornøjelses Skyld. Men saadan at flakke
rundt og vise sig frem ... nej, nej!
Og han slog Armene om hende og trykkede hende ind til sig:
-- Men skynd Dig nu lidt at komme i Klæderne, sagde han -- saa skal
Du se! Den russiske Slæde, jeg har bestilt til Dig, er kommet i
Morges og staar ovre i Vognremisen.
-- _Er_ den kommet! Og det siger Du først nu!
-- --
»Den russiske Slæde« havde Fru Mona set afbildet i et udenlandsk Blad
og faaet en mægtig Lyst til. Og straks havde hendes Mand ladet én
indforskrive fra St. Petersborg. Den havde kun ét højt og smalt Sæde
paa lange spinkle Meder og kunde kun benyttes af én Person. Men netop
dette, havde tiltalt hende: Tænk, at faa Castor og Pollux spændt for
et saadant Køretøj og saa under Piskesmæld og Klokkeklang at fare af
Sted, saa Vinden skreg En om Ørene!
Og nu stod Slæden der: rødlakeret og straalende med et stort
Isbjørneskind over Forlæderet og to høje, forgyldte Lygtestandere
henne bag Skærmnettet: Det maatte være som et Æventyr at jage i denne
Slæde henover de hvide Veje en maanelys Nat, naar Sneen skreg under
Hestenes Hove, og Stjernerne lo af Kulde!
-- --
Og Aften efter Aften lod nu Fru Mona Vinteren igennem spænde for
Slæden, og fôr saa med Topper og Svajfere og ringlende Klokkespil
bort over Vindebroen, medens Skæret fra de høje Standlygter legede i
Hestenes blankstriglede Kroppe under det bølgende Kanenet.
Og rundt om hende halsede, tumlede og rasede hele Hunde-Meuten,
væltede hinanden, bed, sloges og glammede løs ... Hektor, Freja,
Herkules, Sonja, Chasseur ... og strøg saa i Firspring efter Slæden
frem over de tavse Veje.
Det var som selve Kong Valdemars vilde Jagt, der lagde al Vejfred
øde!
Og hæderlige Nattevandrere veg forfærdet i Grøften, naar Synet
nærmede sig. Og der stod de saa i Sne til Bugen og stirrede efter
hende og kunde ikke komme til Vejret igen.
-- Det Djævelskab! mumlede de -- Det Djævelskab til Beriderfrue! Hun
jager nok Livet af sig selv engang!
Og de kravlede møjsommeligt frem af Sneen, medens Toget rasede
videre ...
Det var Fastelavns Søndag.
Hele Havslunde By havde Uger igennem glædet sig til denne Højtidsdag.
Frøken Frederikke havde nemlig arrangeret en Kostumefest nede paa den
islagte Bugt foran Badeplænen. Og der var udstedt Indbydelser til
alle Sognets Beboere.
-- --
Allerede Klokken otte Morgen var Frederikke ude af Sengen og henne
ved Vinduet for at se paa Vejret: Det var stille, diset Frost med Rim
over alle Træer og Buske.
Hun jog hurtig Fødderne i Morgentøflerne og løb i Natkjole ud paa
Gangen hen til Frøken Sofies aflaasede Dør, hvor Tyrk laa udenfor som
Vagt:
-- Sover Du, Sofie?
-- Ja ... lød det gnavent.
-- Det bliver det dejligste Vejr!
-- Hvad er Klokken?
-- Otte!
Herpaa fulgte intet Svar kun en Brummen.
Saa slog Frederikke arrigt i Døren, sparkede til Tyrk: Store Bæst,
ligger her og breder sig! ... og skyndte sig forbi Annas Værelse og
ind til Charlotte:
-- Det er det dejligste Vejr, Charlotte, og blikstille! ...
Charlotte rejste sig hastig over Ende:
-- Hvad er Klokken?
-- Otte ...
-- Saa er det altfor tidligt at staa op ... Kom hellere her og put
Dig lidt ned til mig?
Frederikke rødmede:
-- Nej, ikke mere ... Det vil jeg ikke mere ...
Charlottes Øjne lynede:
-- Saa siger jeg til Mor, at Du løber og spiller Kæreste med Elev
Jakobsen!
-- Pyt! Hvad tror Du, jeg bryder mig om _det_!
Den anden slog øjeblikkelig om:
-- Kom ...? bad hun ydmygt og strakte Armene frem.
-- _Nej_, siger jeg jo!
Og ud fôr Frederikke af Værelset ...
Klokken var tre. Solen var forlængst brudt frem og havde jaget Taagen
paa Flugt. Kostumefesten var i fuld Gang ...
Lørdag Aften havde Elev Jakobsen og et Par af Karlene fejet og vandet
en stor Skøjtebane nede paa Bugten, og den laa nu staalblank og
skinnende.
Der vajede Flag og Vimpler fra lange Stænger med Granguirlander
imellem. Havebænkene var stillet frem; og fra en Forhøjning bygget af
Cementtønder og Vognbunde truttede fire Horn-Musici.
I Badeteltet lavede Ane Kokkepige Kaffe, og Frøken Anna og Olga
Stuepige gik rundt udklædte som Hvedebrødskoner med uhyre Hankekurve
i Aag over Skuldrene og solgte gratis Fastelavnsboller. Priserne steg
hurtigt og fabelagtigt, thi Olga havde fundet paa, at den, der kunde
nævne den højeste Pengesum, skulde beværtes først. Femhundrede og
halvtredsindstyvetusinde Millioner Kroner for en Kop Kaffe med Brød
var en ren Spotpris; og man bød stadig hinanden over; det morede
Gæsterne at svælge i disse uhyre Tal; de blev svimle af det og
følte sig for en Gang Skyld som Matadorer, hvad der forhøjede
Stemningen ...
Med »Kostumeringen« derimod var det kun saa som saa. Man holdt ikke
af »at skabe sig ud« i Herskabets Nærværelse.
Egentlig var det kun den lille Minka, Jægermesterens Datter fra
Mosegaarden, der rigtig havde lystret Ordre. Hun havde iført sig sin
Bedstemoders gamle Landsdragt med guldnakket Bindehue, flaskegrønt
Skørt og sort Klædesliv med broget Skulderklæde. Og hun saa
henrivende ud: det gulblonde Haar krusede frem om Pande og Kinder,
Munden smilede, og Øjnene lo. Og dertil var hun kun atten Aar og
havde det lækreste lille, buttede Legeme lige til at gaa rundt og
kysse paa. Der stod en Duft af Erotik om hende, saa at alle
Karlfolkene var som galne efter at komme i hendes Nærhed.
Men bedst som de logrede og vred sig, kom Frøken Charlotte, der var i
Mandsklæder og stod bag paa den lille Enspænderslæde forspændt med
Islænder-Mikkel, og snappede hende bort for Næsen af dem og forsvandt
langt ud over Bugtens snebelagte Isdække.
-- Nu farer Charlotte igen af med Minka! smilede Fru Line, der saa
til inde fra Land.
-- Ja, det faar de da allenfals ingen _Børn_ af! sagde Staldkarlen,
gamle Jens Pinedød, eller Pin'de-Jens, som Medtjenerne kaldte ham.
De omkringstaaende Koner og Piger hvinede af Latter, og Fru Line lo
muntert med.
Hun havde paa Døtrenes indstændige Anmodning kostumeret sig i
Pelskaabe, Sommerhat og Solskærm. Hun gik rundt og talte med Konerne
og Børnene. Og hvor hun viste sig, spirede Smilet og Glæden; saa
ligefrem og »gement« kunde hun belægge sine Ord ...
Nu opstod der pludselig en frygtelig Larm og Forvirring med Hylen og
Skrigen og Flugt til alle Sider.
Det var Fru Mona fra Hvidgaard, der kom farende fra Lindealléen i
Russer-Slæden og med hele Hundekoblet efter sig.
Hun knaldede med Pisken, saa at Hestene stejlede og Hundene trimlede:
-- Goddag, Børn! Naa, hvordan morer I Jer?
-- Tante Mona, Tante Mona! raabte Frøken Sofie og løb hen mod Slæden.
Men Tante Mona standsede ikke. Hun svingede Køretøjet et Par Gange
rundt paa Pladsen og raabte tilbage:
-- Jeg skal hjem til Middag! Jeg vilde blot se, hvordan I havde det!
Saa drejede hun igen Castor og Pollux ned ad Lindealléen:
-- Farvel, Farvel! raabte hun og svingede med Pisken og forsvandt.
Hundene væltede efter hende ...
Hansine Havekone kom hen og nejede for Fru Line. Hendes gamle Ansigt
lyste af alle Rynker:
-- Nej, saa priser jeg dog vores _egen_ Frue! sagde hun -- hende, den
anden, er da et sært Vildskud!
-- Hun er jo endnu ved Ungdommen, lille Hansine, smilede Fru Uldahl
tilbage. Og for at forebygge al videre Tale om Fruen fra Hvidgaard,
spurgte hun -- Har Hansine faaet Kaffe?
-- Jo, mange Tak da ...
-- Hvad maatte Hansine betale for den?
-- Hi--ja--e, lo den Gamle -- En slap da ellers med to Hundrede
Miljoner, hi, hi!
-- Det var billigt! Skal Hansine ikke have en Kop til?
-- Jo ... _Penge_ kniber det jo ikke med i Dag!
Og Hansine rokkede fornøjet hen til Ane Kokkepige i Badeteltet:
-- Ti Tusind Miljoner Kroner og tre Mark og fire, Ane! sagde hun
grinende og fik den femte Kop Kaffe udleveret ...
Ungdommen derimod gav sig næppe Tid til at spise. Den løb paa
Skøjter, gled paa Glidebaner, snurrede paa Iskarrusel, knuste
Jydepotter og slog Katten af Tønden. Der var stundom paa Festpladsen
en Larmen, Raaben og Spektakel, som holdt hele Verden Frikvarter der
paa Stedet ... og saa kom oven i Købet Frøken Charlotte engang
imellem farende med sin Slæde midt ind i den hele Hurlumhej:
-- Ta' hende! Nap hende! raabte Karlene og jog Næverne ud efter den
lille Mose-Minka.
Men Charlotte slog løs paa Mikkel, og Pigebørnene forsvandt igen ud
over Isen ...
-- --
Saa lød der paa ny Piskesmæld og Klokkekimen fra Lindealléen. Man
troede, at det var den gale Fru Mona, der kom tilbage. Men saa viste
det sig at være Lars Kusk, der var ude at sole de tre Gamle fra
Asylet. Han svingede med Bredslæden lige hen foran Musikken, saa
Skimlerne dansede.
-- Nejmen, det er jo _Asylerne_! sagde Frøken Sofie og løb op fra
Isen med Skøjterne paa ... Hun var i Cycledragt med Posebenklæder og
rød- og blaa-stribet Fiskertrøje. Paa Hovedet havde hun en skotsk
Hue, der sad hende bag ad Nakken og skjulte Haaret:
-- Vil I ha' en Tur med? spurgte hun og pegede ud mod Iskarrusellen,
hvor Børnenes Slæder susede vildt i lange Reb.
-- I Gu' fri og frels, lille Sofie! sagde Ingwersen -- saa blev der
nok ingenting igen af vos!
Rottbøl sad stille lyksalig med »Nikoline« paa Skødet. Solen varmede
den Gamles Ansigt og Hænder; og Dukken, der laa halvt ned, vendte
velbehageligt det hvide ud af Øjnene.
-- Vil I ikke smage vores Kaffe? spurgte Fru Line og vinkede af
Hvedebrødskonerne, at de skulde komme.
-- Jo--o ...! nikkede Lurvadt med lækkersultne Øjne.
-- Nej, vi vil ikke! sagde Ingwersen -- Jeg fryser ved Søen! Kør saa,
Lars!
-- Jamen en _Bolle_? raabte Frøken Anna -- En _Bolle_?
Og da Slæden i det samme satte sig i Bevægelse, slyngede hun en Bolle
midt ind imellem de Gamle.
Og man saa straks seks gridske Hænder jage frem for at kapre den ...
-- Ja, saadan sku' man ha' 'et! sagde Maren Ørentvist til Spat-Marie
og pegede.
-- Ja, de har 'et sgu som Dronninger! nikkede Marie.
-- Og saa hører de endda ikke til _Familien_! mumlede Lig-Johanne --
Skønt hvem ka' for Resten vide det!
Alle tre Madammer var i Søndagspudsen og havde syt sig et Par ekstra
Tøjblomster og Baandender paa Konehattene for at accentuere Festen.
Spat-Marie humpede rundt med sin Alexandra i en værkbruden Barnevogn
med Gummihjul. Pigen var emballeret i Puder og Sjaler; og kun hendes
forfærdelige Svinetryne saas uophørlig gnaskende Bagværk i sig. Naar
den ene Bolle var fortæret, hylede hun op og slog om sig, indtil hun
fik den næste. Moderen rev bogstavelig talt Hvedebrødet ud af
Hænderne paa de omstaaende Børn for at fylde det i Datteren. Saaledes
gik det ogsaa hjemme til Hverdag med Føden. Alexandras to smaa
Brødre Anders og Nils Peter, og Lig-Johannes Juliane holdt sig derfor
i Dag klogelig uden for Skudvidde ...
Spat-Marie, der længe havde kigget langøjet efter Fru Line, drejede
nu Vognen med Datteren resolut i Vejen for hende:
-- ... 'da--a! hilste hun katteslesk -- ja _vi_ maa da ri'nok osse
hilse paa Fruen.
Frøken Sofie, der stadig stavrede rundt med Skøjterne paa, vilde
trække sin Moder bort med sig, men Fru Uldahl blev staaende:
-- Goddag, Marie! nikkede hun venlig, men undgik dog at se paa
Monstrummet i Vognen -- hvordan har vi det?
-- Jo, Tak, lille Frue, smiskede den anden -- saadan som Smaafolk kan
ha' 'et ... Vintren er jo haard!
Alexandra begyndte at grynte ilde. Bollen, hun sad med, var næsten
opædt. Hun hvæsede og brummede over den som et Dyr; og Spyttet flød
hende ud af Mundvigene.
Ogsaa Maren og Johanne havde nærmet sig. Og de omstaaende
Fruentimmers Ansigter blev rævespidse og agtpaagivende: Nu blev der
Spas!
Men Frøken Sofie rykkede Fru Line haardt i Kaaben:
-- Mor skal gaa med, sagde hun nervøst -- straks! Jeg kan ikke holde
ud at staa længere paa de Skøjter!
Og da Alexandra i det samme gav sig til at hyle op for Alvor,
nikkede Fru Uldahl Farvel og fulgte med Datteren.
-- Hæ, hæ! grinede Lig-Johanne ondt -- hun er ikke dristig ved vos
... _Fruen_!
Og de andre Smaakoners Ansigter saa skuffede ud.
-- --
Borte paa Skøjtebanen legede Ungdommen Tagfat. Man lo og larmede, saa
det hørtes langt op paa Land.
Heroppe stod Sørine Folkekokkepige og saa hadsk ud. Elev Jakobsens
Latter klang nemlig højt over alle de andres; han havde forlængst
glemt Affæren med Forvalter Jensens Selvmord. Og siden Sørine
Juledags Aften saa moderligt havde taget sig af ham, var der kommet
baade Liv og Spræl i hans tunge, saftfyldte Krop.
Og nu fôr han rundt derude paa Isen og gramsede efter Pigerne, saa at
hans halvgamle Læremoder var ved at springe af Skindet af Jalousi.
Især var det væmmeligt at se paa, saa han og Frøken Frederikke kunde
more sig sammen; de løb med krydsede Arme Banen rundt og mødtes og
skiltes og satte efter hinanden og snublede og laa og rodede rundt,
saa de var nærved at himle af Latter:
-- Naa, Fanden for Resten med Frøken Frederikke, for der kunde jo
aldrig være Tale om noget de to imellem alligevel! Det var de andre
Pigebørn, Sørine ikke kunde taale, at han gav sig af med. Og hun
havde flere Gange besluttet at gaa sin Vej for at slippe for Synet
af al den Forargelse; men hun kunde ikke faa sig til det; hun _kunde_
ikke komme af Sted, skønt Skinsygen bed hende som en ond Orm:
-- Og saa er det endda mig, der har sat _Liv_ i ham! tænkte hun og
knyttede Næverne inden for Sjalet, som hun havde slaaet op over
Hovedet -- Han vidste sgu hverken ud eller ind, da jeg fik fat i ham!
Og pludselig spyttede hun tænderskærende ud over Isen, medens hun
samtidig tudbrølede ved Tanken om, at det nu rimeligvis vilde gaa med
Jakobsen, ligesom det for et Par Aar siden var gaaet med en anden ung
og ubehjælpsom Mand, hun havde taget sig af: han var endt med at
kalde hende »et gammelt Lær«, og var saa blevet Kærest med en af
Mejeripigerne:
-- Aa Gud, aa Gud! hulkede hun fuldstændig ubehersket -- altid er det
de unge, skallede Tøse, der ta'r Brødet ud af Munden paa vos Ældre!
Og her med Jakobsen handlede jeg dog af den skæreste Medlidenhed, for
at Drengen ikke skulde ligge der alene paa sit mørke Leje, da det Fæ
til Forvalter var gaaet hen og hængt sig og faldet ned i Armene paa
ham ...! Aa Gud, aa Hu--u, lille, sødde, velsignede Jakobsen, hvor
kan Du nænne det, hvor kan Du nænne det ...!
-- Hva' staar Du der og ser saa broget ud i Ansigtet efter? spurgte
Pin'de-Jens, der kom forbi.
Sørine trak Sjalet tættere om Hovedet:
-- Hva' rager det Dig?
-- Næi, saagu' ... Er 'et ham, Jakobæus derude, der sætter Vandet op
i Dig? ... Slaa Du heller Tappen i Tønden og la' Ungdommen fornøje
sig.
-- Li'som Du og Johanne!
-- Li'som jeg og Johanne, ja ... Baade Du og jeg har pin'de faaet,
hva' _vi_ har haft godt af i _vor_ Tid; lad nu de andre komme lidt
til.
Sørine vendte sig bort og svarede ikke.
Og gamle Pin'de-Jens stavrede videre; han skulde hjem og se til
Hestene ...
Godsejeren havde i sin Tid købt ham til at gifte sig med Lig-Johanne,
da hun var blevet frugtsommelig, og givet dem fri Bolig i
Familiehuset.
Men Jens tilbragte sine fleste Dage i Hestestalden oppe paa Gaarden,
og sine Nætter i et Rum ved Skæreloen. Spurgte man ham, hvorfor han
aldrig var hos sin Kone, sagde han, idet han rystede begge sine
Hænder i Højde med Ørene:
-- Nej, nej, nej, go' Ven; der har jeg pin'de ikke noget at skaffe!
Han gav trolig Johanne Halvdelen af sin Løn. Men Hovedstolen, de fem
Hundredekronesedler, han havde faaet for at tage hende, gemte han og
flyttede om med paa de forborgneste Steder.
Kun paa Søn- og Hellig-Dage tog han dem frem til Beskuelse ...
-- --
-- Gaar Mor nu op?
-- Ja, lille Sofie, jeg begynder at fryse.
-- Men Mor kommer vel ned igen, naar de kulørte Lamper skal tændes?
-- Ja, det kan Du tro! Jeg vil da nok se den Stads!
Frøken Sofie vendte Ansigtet bort og saa ud over Isen:
-- Hvorfor mon Fætter Isidor ikke kommer med Drengene, som han lovede
i Onsdags ...
Fru Line betragtede hende smilende:
-- Rositta er jo ikke rigtig rask, véd Du ...
Ude paa Skøjteløberbanen spasede Frøken Frederikke stadig rundt med
Elev Jakobsen. Og Charlotte og Minka fôr leende forbi i Kanen:
-- Du holder Dig altid saa alene, lille Sofie, sagde Fru Uldahl og
strøg Datteren ned over Kinden.
-- Det véd Mor, jeg holder mest af ... sagde Sofie, og hendes Øjne
fyldtes med Taarer.
-- --
Solen var gaaet ned, og Mørket faldt paa. Et Par af Karlene havde
lavet Begfakler, som de tændte og jog af Sted med henover Isen.
-- Jakobsen ...? hviskede Sørine Kokkepige, da Eleven kom op for at
hente de kulørte Lamper i Badeteltet. Hun havde ikke flyttet sig af
Stedet, hvor hun stod; og hendes Ansigt var blaat af Graad og Kulde:
-- Jakobsen ...? Lille, go'e Jakobsen ...?
Men Eleven hørte hende ikke.
Han gik og fløjtede ...
I Villa Seemann var man ikke glade ved det Barn, der skulde komme.
»Bummerten« havde man døbt det med et Forsøg paa at tage Sagen
humoristisk. Og Isidor havde lavet en Tegning af det, hvorpaa det
stod paa et Katheder, lille, gammelklogt og med Briller paa Næsen, og
bebrejdede sine sønderknuste Forældre, at det var blevet til ...
Men Fru Rositta gik stille og omfangsrig rundt i Stuerne, medens
Isidor angergivent puslede om hende.
Ogsaa denne Situation havde Herredsfuldmægtigen foreviget.
Men ligemeget hjalp det ...
Det skulde heller ikke bidrage til at løfte Sindene, at gamle Fru
Seemanns Humør i den senere Tid var sunket ned under Nulpunktet.
Grunden hertil kunde ingen blive klog paa; og naar man spurgte hende,
svarede hun ufravigelig:
-- Det véd jeg ikke ... jeg er bare saa bedrøvet.
Men saa endelig en Dag under ét af Isidors sædvanlige Besøg, fik den
gamle Dame Luft ...
De sad paa deres »Mindeplads« i Hjørnesofaen; Fru Seemanns Hage
sitrede nervøst, og hendes Øjne var duggede af Taarer.
-- Men hvad er der dog i Vejen, lille Thora? spurgte Isidor og tog
hendes Haand -- Sig mig det dog nu?
Og saa kom det under stærk Hulken:
-- Det er _Far_ ...!
-- Og hvad gør saa han da?
-- Han lader mig sidde saameget alene ...
-- Jamen, det vilde da være svært upassende, om Thora gik med ham hen
i Klubben, det er jo kun for Mandfolk.
-- Ja, det véd jeg nok ... Og der er saamænd ingen, der er gladere
end jeg over, at det gamle Skind har mældt sig ind i den.
-- Naa, jamen ...
-- ... Men jeg _kan_ ikke taale at sidde alene, det véd han godt ...
og det sagde Fru Willemoes ogsaa, da hun var her igaar, at det var en
stor Skam af ham ... og saa sagde jeg det til ham, da han kom hjem,
at hun havde sagt det ... og saa sagde han, at han vilde smide hende
paa Hovedet ned ad Trappen, næste Gang hun kom; for hun skulde ikke
gaa og sætte ondt mellem Ægtefolk, sagde han.
-- Og tror Thora, at han gør det?
Fru Seemann blev rød og hidsig:
-- Nej, min Dreng, nikkede hun -- saa kender Du kun din Fader
daarlig! Han er virkelig altfor nobel og fin en Karakter til at kunne
finde paa saadan noget!
Isidor myrdede et Smil:
-- Naamen, saa er det jo ikke noget at tage sig saa nær, lille Kone.
-- Nej, sukkede hun, da hun mærkede, at hun var slaaet -- nej, det er
heller ikke saameget _det_ ...
Ogsaa Isidor sukkede:
-- Hvad er det _da_ ...?
Den gamle Dame stirrede fortabt hen for sig; hendes Hænder laa nu i
hendes Skød, og Tommelfingrene boltrede sig i nervøs og rasende Fart
omkring hinanden:
-- Det er mit _Salighedshaab_ ... brast det ud af hende.
-- Men Herregud, lille Mor, lo Herredsfuldmægtigen og klappede hende
paa Kinden -- Du kan da begribe, at St. Peder vil blive henrykt ved
at se Dig! ... Næ, er det _Dig_, Thora Seemann! vil han sige og brede
Armene ud: Kom dog her, saa skal jeg bære Dig lige ind for Vorherres
Throne!
Den gamle Frue smilede, medens Taarerne endnu løb hende ned over
Kinderne:
-- Ja, var det _Dig_, der var St. Peder, lille Isidor, saa havde jeg
nok ingen Nød ...
-- Thora kan godt faa en Anbefaling med fra mig.
-- Fy, saadan noget spøger man ikke med!
-- Nej, det er virkelig ogsaa mit ramme Alvor! Du, der er saa sød og
elskelig, skulde _Du_ ikke komme glat i Himlen, saa kom der slet
ingen!
Fru Thora rystede stille paa Hovedet:
-- Nej, sagde hun -- jeg er tit ond og urimelig baade mod Far og Jer
andre ... Men det er heller ikke _det_, føjede hun trøstesløs til --
for _det_ kan jo afbedes ...
Her begyndte Tomlerne igen at suse vildt; og idet hun selvopgivende
støttede sin Pande mod Sønnens Skulder, sagde hun hulkende:
-- Jeg _kan_ ikke tro paa Jesu ubesmittede Fødsel, lille Isidor ...
og ingen kommer til Faderen uden gennem Sønnen!
Herredsfuldmægtigen maatte bide sig haardt i Læben for ikke at komme
til at le:
-- Endelig var det da lykkedes den gamle Dame at sætte ham ordentlig
til Vægs!
Og han følte den dybeste Beundring for hendes Snedighed ... samtidig
med at han havde den inderligste Medlidenhed med hende, thi hun led
jo ved al dette Tænkeri.
Og saa smilede han igen:
Saalangt han kunde huske tilbage, var der nemlig blevet ført denne
stille Kamp imellem dem om hvem af dem, der kunde faa Overtaget.
Saasnart Fru Thora havde fundet en ny Grund til at sørge og udgyde
Taarer, havde Isidor straks søgt at paavise hende, at det ingen
Grund var; og hun havde tilsyneladende ladet sig trøste.
Men inderst inde havde hun følt sig irriteret over, at han altid
skulde gaa af med Sejren.
Og hun udtænkte subtilere og subtilere Aarsager til Bedrøvelse. Hun
_maatte_ græde, ellers var der ingen Fornøjelse ved Livet. Men hun
forlangte paa den anden Side ogsaa at blive _trøstet_!
Naar Isidor gik op ad Trappen til Forældrenes Lejlighed, tænkte han
altid med en vis Beklemmelse: Gud véd, hvad den lille Thora _nu_ har
hittet paa af Spidsfindigheder! Men hidtil havde han dog som sagt
haft Held med sig til at bevise hende over. Hvad der ogsaa i
Øjeblikket kunde bevirke, at hun følte sig lysere og lettere til
Mode.
Men naar hun saa igen var bleven ene, reagerede hun irriteret mod
hans Dialektik og pønskede og pønskede for dog endelig og uafviselig
engang at kunne sætte Sønnen Bet og spille en Trumf ud, som han ikke
evnede at stikke.
Og det var nu altsaa i Dag omsider lykkedes hende:
Den »ubesmittede Undfangelse« kunde han ikke give igen paa.
Allermindst med sin Rosittas nuværende Tilstand in mente!
Han greb derfor i sin Vaande til en Vittighed:
-- Herregud, lille Thora, sagde han og klappede hende igen paa Kinden
-- naar Vorherre har kunnet lave alt det andet, har han da ogsaa
sagtens kunnet lave et lille Barn!
Men den gamle Dame vilde ikke saaledes lade ham slippe udenom, nu hun
endelig havde faaet ham i Saksen:
-- Hvor er Livet dog frygteligt! klynkede hun -- Ingen har man at
tale med, og ingen, der kan hjælpe En!
-- Men lille Mor dog ...
-- Jamen saa _trøst_ mig da Dreng! sagde hun pludselig haardt og
arrigt -- Du plejer jo ellers altid at prale af, at Du kan _trøste_
mig!
-- Næmen _Kone_ dog ...! udbrød Herredsfuldmægtigen overrasket -- nu
bliver hun jo uartig!
Og i samme Nu kastede den gamle Frue sig angerfuldt ind til ham,
gemte paa ny Ansigtet ved hans Skulder og hulkede:
-- Ja, ja, ja ... jeg er ond, det véd jeg nok ... men det er fordi,
jeg er syg af at sidde saameget alene ...!
Nu var man altsaa atter ved Udgangspunktet ...
Men Fruen, der i Tide opdagede det, fortsatte:
-- Og saa tror jeg ogsaa, Isidor, at det meget kommer af, at jeg
hører til den frygtelige Familie ...
-- Mener Du din Mands?
-- _Nej!_ sagde hun hidsig -- jeg mener _Uldahlerne_, naturligvis!
(Nils Uldahl stod for Fru Thora som noget i Retning af selve Rolf
Blaaskæg.)
-- Det er da en fornem og anset Familie ... mente Isidor.
-- Ja, jeg skal love for det med _den_ Nils!
-- Vilde Thora maaske hellere være født Sørensen?
-- Nej, saagu da om jeg vilde!
-- Naa, jamen ... Og saa er det da ogsaa Uldahlernes Skyld, at Du har
faaet _mig_!
Fru Seemanns Ansigt blev ét stort, lyst Smil:
-- Ja, Gud velsigne Etatsraaden for _det_! sagde hun -- Du mit
Solskinsbarn!
I det samme hørte man Entrédøren blive aabnet, og der lød Skridt i
Forstuen.
Fru Seemann tørrede hurtig Øjnene og pudsede Næse:
-- Der er Far! sagde hun -- Han maa ikke se, at jeg har grædt; det er
Synd for ham ...! og hun begyndte umotiveret at le og snakke op -- Nu
skal Du se, Isidor, nu har jeg fundet de Billeder frem, vi talte om
igaar ...!
Hun skyndte sig ind i Dagligstuen og kom tilbage med en Papæske fuld
af gamle Fotografier, som hun med nervøs Hast gav sig til at brede ud
paa Bordet foran Sofaen:
-- Vi si'er ikke no'et til Far! sagde hun -- Vi si'er ikke no'et til
Far!
Gamle Seemann traadte ind:
-- Naa, vi har nok travlt? nikkede han, og hans smaa Sypose-Øjne lo
fornøjet -- Goddag, Isidor! Goddag, Mor! ... Hva' tror I, der staar
ude i Entréen til Jer?
Døren gled stille op, og Herredsfuldmægtigens Smaadrenge, Povl og
Jørgen, viste sig:
-- Det var Bedstefar, der tog os med ... Han sa'e, vi _skulde_ ...!
undskyldte de deres uanmeldte Ankomst og saa hen paa Faderen.
-- Men det er jo _Børnene_! sagde Fruen og løb til og kyssede og
omfavnede dem -- _Det_ var rigtignok en Overraskelse!
Povl, den ældste af Drengene, var slank og mørkhaaret med et fint,
blegt Ansigt og store, »tænkende«, blaa Øjne. Jørgen, den yngste, var
tyk, næsten firkantet, lyslokket og gaminagtig.
Gamle Seemann sendte sin Kone et sky, ransagende Blik, han havde ond
Samvittighed, fordi han lod hende være alene -- men han elskede sin
Klub.
-- Hvordan gaar det, Mor?
-- Godt, Far!
-- Ja, det kan jeg omtrent tænke, naar Isidor er hos Dig ... smilede
han lettet.
Og saa tog han en Avis, gik ind i Dagligstuen, satte sig i sin Stol
ved Vinduet og gav sig til at læse.
Han begyndte paa Bladets Forside med Titel og Dato, og endte paa dets
Bagside med Redaktør og Bogtrykker.
Drengene stod tavse og velopdragne ved Bordet hvor Faderen og
Bedstemoderen sad og gennemsaa de gamle Fotografier.
-- Kan I se, hvem _det_ er? spurgte Herredsfuldmægtigen og rakte et
Billede frem.
-- Det er Bedstemor! sagde Povl sagkyndig.
-- Det ligner ikke ret godt en Bedstemor, mente Jørgen.
-- Nej, for det er ogsaa mange, mange Aar siden, hun blev
fotograferet, min Dreng ... Men her er jo _to_ Billeder af samme
Slags, Thora! Maa jeg ha' det ene?
-- Ja, værsaagod, lille Isidor ... Er der _to_? Det vidste jeg
saamænd ikke.
Herredsfuldmægtigen puttede Fotografiet i sin Tegnebog ...
Drengene forholdt sig stadig tavse og disciplinerede. Povl
selvfølgeligt; Jørgen med mere Overvindelse.
-- Hvordan har Jeres Mor det? spurgte den gamle Frue.
-- Godt! sagde Povl.
-- Hun har faaet saadan en stor Mave! sagde Jørgen.
-- Har hun _det_? lo Fruen.
-- Ja, med en lille Bror inden i.
Den gamle Dame lo højt; og Herredsfuldmægtigen smilede:
-- Saa, Jørgen Bøllesen, nu ikke for veltalende.
-- Nej! sagde Drengen og klemte Munden sammen.
-- Vil I have hver en Appelsin, Drenge?
Børnene saa over paa Faderen, og da han nikkede samtykkende, sagde
de:
-- Ja, Tak ...
-- Det er dog de to sødeste Unger, man kan tænke sig! smilede den
gamle Frue -- Willemoeses Børn var her igaar, de var saa næsvise og
uartige, at det var en Gru.
-- Ja--e ... sagde Herredsfuldmægtigen -- Og saa faar Willemoes
rimeligvis engang i Tiden meget større Glæde af _dem_, end jeg af
mine!
-- Maa vi spise Appelsinerne? spurgte Jørgen.
-- Nej, gem dem; nu skal vi hjem ... Og gaa saa ind og sig Farvel til
Bedstefar.
Gamle Seemann sad fordybet i sin Avis. Han hverken saa eller hørte
Børnene. Og de stod der endnu tavse og velopdragne foran ham, da
Faderen kom ind i Dagligstuen:
-- Har I sagt Farvel?
-- Bedstefar læser, sagde Povl.
-- Og saa maa vi ikke forstyrre, sagde Jørgen ...
Han havde følt den mest kriblende Lyst til at stikke en Finger
igennem Avisen og sige Bøh--h!
Men han havde lært at beherske sig.
-- --
Da Herredsfuldmægtigen kom hjem og tog Portrættet frem, han havde
faaet af sin Moder, opdagede han, at der bag paa det stod nogle
skønne Vers, som han selv for treogtyve Aar siden havde digtet og
nedprentet.
Og han satte sig straks til sit Skrivebord og affattede følgende
Brev, som han lod Povl løbe hen med til Bedstemoderen:
Kære Elskede!
Se her, hvad der stod paa det Billede af Dig, Du før gav mig:
Den Stemme som der først mig monne lære
At skelne Livets Onder, Livets Goder
Den Stemme evindeligt velsignet være
Thi den tilhørte Dig min elskte Moder
* * * * *
Naar Du engang træt af din Vej hernede
Dig hæver op til Gud, hvor Du har hjemme
Da vil jeg trofast om Dit Minde frede
Og aldrig, aldrig Moders Navn forglemme